Endnu en rentestigning
– for at holde kapitalen i Europa og dæmpe husprisernes stigning, og det bliver ved. En forskydning af kapitalen fra realkapital til privat kapital uden for produktionen eller væk fra Europa fører til, at aktiviteten som beskæftigelsen skulle bygge på også forsvinder. Så påstanden om at der altid er arbejde at få er ren myte, der gentages dagligt. Kapitaldannelsesprocessen skævvrides af den manglende omstilling og fornyelse til de ændrede konkurrenceforhold i verden og en fortsat alt for forbrugstungs Europa-økonomi. Toppen har valgt at lade stå til og primært beskylde arbejdsløse og udstødte for ulykkerne for noget, der skal kaldes ”overhedning”. Når inflationen eventuelt vælges, fordi de ledende altid springer over hvor gæret er lavest, vi de igen ganske uberettiget hævde, at bunden er skyld i alle ulykkerne.
Realkapitalen er indbegrebet af de enkelte goder, som i den økonomiske virksomhed frembringer vort forbrugs midler og holder ressourcerne i bredeste forstand vedlige. Kapital som funktion. Den faste realkapital bindes længere tid i jord, bygninger og anlæg, evt. lageret, den flydende realkapital bindes i det faktorforbrug, der sker i produktionsprocessen, medens den forløber og evt. lageret. Processen gentages typisk.
Privatkapital er karakteriseret ved en mængde rettigheder, der giver adgang til arbejdsfri indtægt (oftest i form af rente og kursgevinst), hvor der ikke kan påvises nogen forbindelse med produktiv virksomhed. Huspriserne har lige kørt i vild fart mod skyerne, så mere kapital er blevet trukket væk fra realproduktionen.
Aktiviteten i praksis kan du læse om her – også om perspektivet:
https://danmark.wordpress.com/2006/06/30/kapital-flyder-over-atlanten/
https://danmark.wordpress.com/2006/06/26/spekulations-regimet-kommer-til-ende-pr-naturlov/
I fremtiden vi de satse på tilskud i EU. Fordi jeg via offentlige tilskud, der i dag angiveligt skal virke på arbejdsløsheden og byfornyelsen, kan få ombygget et par ejendomme og derefter hæve huslejen med 15-20 procent, samtidig med at min ejendom kan forventes at være blevet mere værd i handel og vandel, så bliver samfundet jo ingenlunde mere funktionsdygtigt eller rigere af den grund. Jeg bliver det nok umiddelbart og sikkert, når jeg sælger kapitalgodet i tide; men hvad skulle det ellers gøre andet end fjerne endnu mere kapital fra realproduktionen, som vi skal leve af mestendels materielt.
Er det set før – JA! Tilskuddet får initiativet og pengene trukket et andet sted hen. Aktiviteten øges i en periode, og leverandørerne indstiller sig på mere omsætning også. Fortsætter tilskuddene øges kommandoøkonomien og funktionærstaten, og skævridningen af økonomiens naturlige ordning. Standser tilskuddene bliver ledigheden meget større, end den først var forud for tilskuddet. Naboen gøre som jeg i morgen, når han ser tilskudsarbejderne på mine ejendomme. Trediverne var fyldt op med disse gældsforøgende New Deal tilskud, som altid først i U.S.A., så her.
Når tilsvarende huslejen samlet i de københavnske ejendomme fra 1914 til 1926 steg med 40 mill. kr.( i den tids penge, hvor den samlede seddelmængde udgjorde 140 mill. kr. i 1914. I februar 1919 udgjorde den 430 mill. kr), var der, uden at samfundet var blevet rigere af den grund, skabt en privatkapital på ca. 500 mill. kr. (den kapitaliserede værdi af 40 mill. kr. pr. år – efter L. V. Bircks annuiteter anno 1925-1930. Han ejede selv ejendomme), hvoraf en del selvfølgelig realiseredes ved salg.
Kapitaliseringsprocessen fremskyndes i et samfund, hvor det at have kapital er en voksende betingelse for personlig frihed og sikkerhed i tilværelsen.
Overkapitalisering skete under 1. verdenskrig gennem aktier, obligationer og banklån, hvormed man udbetalte de dividender, som et for højt værdisat lager og anlæg tilsyneladende retfærdiggjorde. Følg vore skibsselskabers historie fra 1912 til 1920 (se ovenfor og appendix om Landmandsbank-krakket). Et selskab slagtes, idet skibene ansat til 1000 kr. pr. ton dødvægt, solgtes til et nyt selskab. Den tidobbelte overpris, som de nye aktionærer betalte, tilførtes ikke søfarten, der ikke desto mindre skulle forrente den, men den gik i aktionærernes lommer. Og mange af disse såkaldt nye selskaber nærmede sig snart insolvensens grænse. Grænsen hvor passivernes sum overstiger aktivernes sum.
I dag har vi haft selskabstømning, der har fik lov at fortsætte, medens myndighederne så til eller har set til, måske uden at ville dette, selvom aktører med i nye kasketter i hvert fald deltog.
Tænker man på de manøvrer, under hvilke kapitaliseringen og overkapitaliseringen foregår, og de mange papirspenge skabes, som man vil tvinge samfundet til at forrente – aktieboblen i 1900-erne – , forstår man, at dette kan intet samfund leve med.
Det er/var galt overalt i Europa, før som nu – Schweiz, Norge og til dels Irland og Tjekkiet undtaget i dag. Realkapitalen er ikke endnu blevet ødelagt ved krig; men mest ved hemmeligholdt overforbrug i offentligheds- og fondssektorerne udover, hvad brandbeskatningen kunne magte at finansiere. Lønkonfiskation er rette betegnelse.
Staten udsteder så obligationer til underkurs med fast forrentning og inddrager dermed betalingsmidler, der skulle have nyttet samfundet som realkapital, men det er ikke nok. Samtidig henter den ad denne dødrute også valuta hjem i konkurrence med andre europæiske lande, fordi den også sælger det tidligere benævnte indlandspapir i udlandet.
Man har talt om, at eftertiden ved statsgæld bærer en del af byrderne for nutiden, og man har talt om at underskud på de offentlige finanser speeder økonomien op.
Begge dele er aldeles ukorrekt og opfundet til formålet, som forbliver “danse-myggenes” bedst skjulte hemmelighed.
Såfremt det første havde været rigtigt, ville den moralske berettigelse være mere end tvivlsom; men det er ikke rigtigt.
Ved lån og ved skat overføres borgernes købekraft til staten, der nødvendigvis retter sin efterspørgsel efter nutidens varer og tjenester. Krig kan ikke føres med fremtidens kanoner, og soldater kan ikke klæde sig i fremtidens klæder og leve af fremtidens landbrugsprodukter. Staten bruger provenuet af såvel statslånet som skatten til at købe nutidsvarer, hvis mængde derfor mindskes. Da borgerne i tilfælde af statslån bredt beholder deres købekraft, stiger varepriserne kraftigt som følge af lånet, og denne inflation afsætter sig som store profitter og kursgevinster. Disse giver anledning til et overforbrug, og den långivende borger véd ikke af, at samfundet er blevet fattigere, for han har jo blandt sine aktiver en god tilsyneladende sikker rentekilde i statsobligationen (privatkapital). Tværtimod tror han, idet han ræsonnerer udfra sit eget, at samfundet er blevet rigere. Det går ufattelig godt! Opsvinget!
Prisstigningerne reducerer de brede lags realindtægt – når seddeludstedelsen og løn blot fastholdes; hvis de slippes, så bliver det endnu værre. Statslånet tager altså nutidens goder, ikke fremtidens, og byrden mærkes straks på prisniveauet. Dernæst betales der igen, når gælden skal forrentes og afdrages. Her skal pengene hentes via skatterne, der igen rammer bredt og mærkes mest af folk med lavere indkomster.
Staten har nemlig ingen penge.
Til det andet forløjede udtryk stammende fra John Maynard Keynes er kun at bemærke, at når man fjerner pengemidler ved salg af statsobligationer fra et sted, hvor det private initiativ ellers råder, og lader staten disponere i stedet, så skævvrides økonomiens naturlige ordning – byggende på behov og ærligt tjent købekraft – og de brede lag belastes af både prisstigningerne, der følger straks, og senere også af de øgede skatter til finansiering af rente- og afdragsbyrden fra statslånet. Staten overtager initiativet.
Den aktive kapital (eller realkapitalen) svækkes ved at fastholde en falsk passiv kapital (privatkapitalen). Dernæst kastes byrden over på de brede befolkningslag. Rentenyderen af statsgælden ser gennem bankens øjne og forstår først for sent, at det ikke blot er arbejdslønnen, men også renteafkastet, der forringes ved den rentestigning, der følger med inflationen. Faldet i købekraft, der uvægerligt følger, overstiger rentestigningen, så han i fremtiden alligevel kommer til at betale, medmindre nye udsættende, men fordyrende krumspring foretages. Ville dette ikke ske, kunne man sige, at “geniale politikere” og deres “overmenneskelige embedsmænd” havde opdaget eller opfundet en metode til at lovgive sig væk fra tyngdeloven.
Det er her “dansemyggene” både skriver og indstuderer koreografien.
Under inflationen dengang tillod man priserne at flerdobles i begyndelsen af 1920-erne. Statsbankerotten lurede i 1923, men kun p.g.a. svig. Samtidig samledes der mægtige formuer på private hænder, og staten kastede bare (u)forpligtende statsobligationer ud. Havde man i 1919 i stedet én gang for alle taget en formueskat til tilbagebetaling af krigens gæld, havde man ikke absurd bibragt borgerne den tro, at man kunne føre krig for intet. Det var umoralsk, at der kunne dannes mægtige privatformuer ved krig og inflationssvig, og det var uøkonomisk at tillade borgerne et forbrug på grundlag af en tilsyneladende formue, der ikke stod i forhold til Europas virkelige kapitalmangel. Derefter fulgte stilstand i hjulene – deflation, hvor alle værdierne begynder at ødelægges. Vejen ud herfra er ganske langvarig og smertefuld. Normalt kommer så krig igen, hvis mange lande kører samme trafik. Det skete også. Det hele skyldes alene svig.
Men man har forud kapitaliseret ( tilbagediskontering af alle fremtidige beløb til et nutidsbeløb, der under hensyn til renten helt tilsvarer fremtidsbeløbene. Nu er det bare det – som nævnt – at f.eks. renten, købekraften og kurserne ikke er til at lide på), fremtidens udbyttemuligheder og for de nu besiddende fastslået, at krig er en fortræffelig forretning, noget, det er værd at gentage.
Det samme sker i dag; men indtil nu uden krig hos os. Med en abnorm mængde statspapirer overalt i Europa er de reale produktionsmuligheder under gunstige forhold iøvrigt ikke tilstede ved en bare nogenlunde acceptabel beskæftigelsesgrad. Lige netop under sådanne forhold vil magthaverne have en ny fælles obligatorisk Europamønt, som de hævder vil frigøre os fra den internationale spekulation. Hvorledes 12-14 gældsatte lande faktisk kan ændre den eksisterende status ved at skrive det på et nyt fælles stykke pengepapir, der så uddeles til erstatning for de ødelagte nationale monetære enheder er ikke umiddelbart indlysende. Derimod kan de med Euroen ændre på noget andet, og det er i realiteten, hvad det drejer sig om (se nedenfor).
12. februar 1998 meldte 154 økonomiprofessorer i Tyskland helt på linie med Information om Danmarks oplysninger fra 1996, at Euro-projektet som det agtes gennemført er aldeles udsigtsløst. Yderligere kapitalflugt, høj rente, mere arbejdsløshed og hyper-inflation er resultaterne. Tyskland havde officielt 4,82 mill. arbejdsløshedsforsikrede (12,6%) uden arbejde i januar 1998, den største nogensinde. I juli 1998 er den tyske ledighed faldet til 4,3%; men arbejdsmarkedspolitiske forbundsdagsrepræsentanter for SPD – det tyske socialdemokrati – melder på skærmen lige før valget, at den reelle ledighed snarere er henved 10 mill. I 1932 havde Tyskland 4,1 mill. arbejdsløse. Dengang udgjorde arbejdstyrken en langt mindre del af befolkningen – kvinder tilbød sig ikke på arbejdsmarkedet i samme omfang som i dag.
Om vi skal have finansmændene på kommandobroen, eller vi skal vågne af vor Tornerosesøvn og klare ærterne selv som rigtige danskere, bestemmer vælgeren/seeren/ lytteren/læseren i et demokrati. For vi har da demokrati, har vi ikke?
“Statsgæld er umoralsk og ødelæggende; umærkelig underminerende statens grundvold, udleverer den de nulevende generationer til den næstes forbandelse” (citat: Napoleon I og L. V. Birck).
Stabiliseringsfondssystemet fra 1932 går i korthed ud på, at valutapolitik og indenlands pengepolitik holdes adskildt. Det betyder at lande, der nok kunne hente guld hjem på anden vis end sædvanlig handel med sædvanlige varer – f.eks. ved gældsspekulation og praktisk bankvæsen – bare kunne opbygge en fond uafhængig af centralbanken, med hvilken der så kunne føres en pengepolitik, der friholdt priser og lønninger fra at skulle variere, når dette ellers skulle til af hensyn til varesamhandels-uligevægts-problemerne. Et langt, men sigende ord.
Man bruger (misbruger) det ophobede ædelmetal i fonden i stedet for at foretage de nødvendige indgreb mod dårligdommen. Det var netop guldets opgave at tjene som et nyttigt redskab til afsløring af fejlindretningen i forhold til det nødvendige. Eller: Man brugte ikke guldet som et fornemt redskab til at signalere noget reelt måtte gøres i samfundsindretningen, man erstattede indgrebene med guld.
Muligheden for at anvende dette kunstige trick var kun tilstede, fordi Bank of England var på private hænder. England var det første land, der på denne måde stabiliserede pund-kursen, uden at pengepolitikken via pengemængden, kreditpolitikken og løn- og indkomstpolitikken blev brugt.
Uha, det med økonomi er noget svært, vil nogle måske nu hævde.
Nej, vel er det ej, det er gjort kunstigt svært for at forvirre dig og gøre dig ufri. Det sker ved at sløre for dig, hvad der sker, hvad der kan, og hvad der ikke kan gøres med hvilke midler og med hvilke virkninger.
Et eksempel på de fantastiske heksekunster blev bl.a. afsløret af Arne Rasmussen, der skrev og forsvarede doktordisputatsen “Pris- eller Parameterpolitik.” Hovedsigtet hermed er at vise, hvorledes ikke blot prisen på varerne kan anvendes analytisk som efterspørgselsbestemmende middel i marketingindsatsen. Arne Rasmussen viser, hvorledes prisen blev overtaget af driftsøkonomerne fra nationaløkonomerne. Prisen var den nemmeste at måle til formålet, og desuden var det langt hen ad vejen for matematisk krævende at arbejde med flerdimensionale sammenhænge til bestemmelse af efterspørgslen i modellerne af virkeligheden. Arne Rasmussen blev verdensberømt.
Hele “Keynes-videnskaben” bygger i dag på antagelseslogik eller uvirkelig modelbetragtning.
Den 21. september 1996 overværede jeg et foredrag af en yngre og vel håbefuld politiker med en økonomisk uddannelse. Emnet var EU og Danmarks økonomi. Denne ambitiøse politiker hævdede, at det var vigtigt langt hen ad vejen for karrieren at opfatte og udtrykke ikke alene EU-problematikken, men også den nationaløkonomiske metier “på den rette måde.” Kun hvad EU angik var han at betragte som outsider i vort folketing, og han kunne stolt bedyre for forsamlingen, at der var mindst tre folketingsmedlemmer mere i hans parti (Det Konservative Folkeparti) foruden ham selv, der således skejede ud angående EU-tilslutningen. Ingen skejen ud angående den Keynes-fastlagte nationaløkonomi-opfattelse.
Dette er niveauet, når det går højt på Borgen, Christiansborg, hvor det virkeligheds-forskansede Folketinget er placeret.
30. juni 2006
Joern E. Vig, cand. oecon.
Indvandrings-
hastigheden voksede
endnu mere i 2013
Danmark 