Grækenland haler Eurokursen ned, og vi er koblet
til Euroen og hales med. Måske kommer der et
par stykker til og haler med – Ny-Merkantilisme
Der er fortsat opgørelsesproblemer med den græske gæld, men indtil nu 120 mia. euro eller mere end 3/4 billion kr., der skal dækkes af andre. Jo længere tid der går, desto mere scorer hedge fondene på væddemålene/forsikringsarrangementerne vedrørende Grækenlands-resultatet. Enorme mængder af græske statsgældsobligationer er blevet strøet ud over det europæiske marked og andre markeder. Men det er kun et enkelt af opgørelsesproblemerne, der skal findes her.
http://www.bullfax.com/?q=node-smoking-swap-guns-euroland-sovereign-debt-buyer-beware :
There are broad indications hinting that Italy and Greece are not the only countries that have used swap agreements to manipulate its budget and deficit figures. France and Portugal may be two other European economies which have resorted to similar manipulations in the past in order to qualify as part of single currency member nations (Euro Zone). Below is a small subset of the research that I have been gathering as I construct a global sovereign default model.
Den samme trafik har alle de andre europæiske lande i øvrigt kørt. Og flere lande kommer mere og mere tæt på samme situation (Spanien, Portugal, Italien, Belgien), som tiden går, hvis der ikke findes en holdbar løsning meget snart, fordi der så spekuleres imod Euroen.
‘Hvem skal nu betale i Euroland (?)’ er situationen i den korteste form.
Herfra har vi ikke lagt skjul på noget i denne forbindelse fra Euroens første færd:
[blot et mindre uddrag]
Maj 1999:
Euro: To kvalitetsgennemgange, en light og mere ordinær
Maj 2006:
https://danmark.wordpress.com/2006/05/20/euro-flyder-i-olie/
Euro og dens primære opgaver:
At gå ud fra at den fælles obligatoriske pengeenhed skulle afspejle realøkonomien i EU og tjene denne har vi åbentbart misforstået. Svarende til Spaniens skæbnesvangre forvaltning af det indvundne guld i Latinamerika i 1500-tallet ser det ud til at euro på bedste merkantilistiske vis via handel afregnet i euro med f.eks. olie fra Mellemøsten skulle danne det genererende moment, der skabte forandring i et Europa med mere end 20% arbejdsløse og udstødte (officielt 9%) og en enorm statsgæld, som det ikke er muligt at tegne et entydigt billede af længere. Jean Monnet – en af stamfædrene til projektet – hævdede netop i 1950-erne, at den obligatoriske enhedsmønt ville blive brugt til at løfte en politisk union i fuld skala på plads. Det var formen, ikke indholdet, der talte, kan vi konstatere.
Skulle for eksempel et af Maastricht-kravene til konvergens omhandlende statsgældens størrelse, der ikke må overstige 60% af BNP, have faktisk gyldighed, ville mellem halvdelen og to tredjedele af landene kun opfylde dette krav ved at acceptere stabiliseringskriser. Så meget kan uddrages af de reelle informationer, der slipper ud tid efter anden.
Bortset fra under Merkantilismen, der vel historisk afsluttedes med Napoleonskrigene, er det således at stabilitet og udvikling ikke måles som et prisindeks eller et forholdstal, at når for eksempel visse kvantitative normer er opfyldt, så er der tale om en stabil valuta (med henvisning til de fem fra Maastricht konvergenskrav). Til stabilitet hører formuedannelsens dynamik, sikring af investerings-processen, økonomisk vækst, ny teknologi og høj produktivitet i en stat, for at dens ledere kan siges at tage vælgerne alvorligt. Alt dette kan man ikke opnå eller beregne på grundlag af et eller andet statisk begreb.
Frankrig og de fleste andre lande var imod den såkaldte stabilitetspagt, der kunne have sikret, at centralbanken agerede som den gamle Tyske Forbundsbank og holdt tøjlerne fuldstændigt stramme, men fra et ganske andet udgangspunkt. Det blev besluttet på Dublin topmødet i december 1998 at droppe stabilitetspagten, og også i årene 2002 og 2003 kom Frankrig ud med et for alt store underskud på de offentlige finanser i forhold til Maastricht-bestemmelserne og Tyskland ligeså på 5. år. Kampen om hvem der skal udpege præsidenten i ECB blev ved den lejlighed samtidig fastslået. Det blev indtil videre Frankrig. Den Tyske Forbundsbank var meget ude af trit med den tyske politiske, finansielle og industrielle elite. Derimod var banken meget populær i den tyske offentlige mening. Derfor var politikeren Helmuth Kohl meget hårdt trængt mellem det tyske og det franske politiske Establishment. De franske socialister har fået indbygget deres krav til euroen i de efterfølgende traktater. Nu er Kohl helt væk og den nuværende tyske forbundskansler (i 2006) er selv centralist. Så har EU til gengæld anbefalet en tysker som leder af IMF (Den Internationale Valutafond). Kohl måtte også æde, at der ikke kunne blive tale om rent automatiske sanktioner mod et land, der har vedvarende underskud. Der kræves nu (efter Amsterdam-traktaten) 2/3 af de vægtede stemmer i de aktivt deltagende ØMU-landene for at lave sanktioner. Frankrig fik tillige godkendt et såkaldt stabilitetsråd og dermed en direkte politisk rolle ført ind i den monetære politik ved, at der nu f.eks. skal formuleres vekselkursretningslinier for euro.
Desuden vil indførelse af den rene (økonomiske) stabilitetspagt uden at landene har orden i deres økonomier, føre til virkelig politisk ustabilitet. Må pengemængden ikke diskuteres over den samlede eurozone, fordi den skal fastsættes af en hård ECB, så vil konsekvenserne for visse områder være så afsindigt hårde umiddelbart, at der bliver politisk ustabilitet. Ikke alene Italien og Grækenland er oplagte eksempler.
For at bøde på dette, kan man så indføre, at de mere velgående lande skal “aflevere noget overskud” på de offentlige finanser eller “forpligte sig til det på forhånd” (men problemet er, at ingen kan eller vil dette) til de mindre godt gående lande, Spanien, Italien, Belgien, Grækenland, Portugal, Polen. Det betyder på almindeligt dansk, at de offentlige udgifter skal styres krone for krone i hele eurozonen. Dette er fælles finanspolitik. Under den forudsætning skal der hurtigt blive lukket i for selv meget lidt ekstravagante tiltag, men også mange andre.
Når man skulle dømme efter den faldende DM og den stigende Lire i 1997-1998, måtte markedet få det indtryk, at der bliver tale om en blød medgørlig euro ved dens etablering.
Der var en simpelthen ukendt, men kolossal italiensk lire-mængde, der skulle have en evigt fastlagt eurokurs i juli 1998. Hvordan kunne det lade da sig gøre?
Allerede i 1996 kunne man forudse, at hvis Tyskland, Frankrig og England skulle overtage Italiens enorme gældsbjerg – det er sket tilsyneladende -, ville det ødelægge euroen fra starten af. Dette ville føre til, at ECB også skulle tage sig af at garantere for solvensen fremover for både Italien, Belgien og alle de andre voldsomt gældstyngede deltagerlande, for eksempel Grækenland, og hvad der ellers kunne forventes optaget af EU-medlemmer i Østeuropa i øvrigt. På denne måde ville i øvrigt skabes en alliance, der ville lægge pres på ECB og få den til at agere, som om den stadig havde kontrol over den monetære politik uden at have det. Det er også sket. Reel ØMU-strenghed efter bogen ganget med tre eller fire er, hvad der skal regnes med, hvis det skal lykkes at skabe økonomisk stabilitet i den nuværende situation – uden en kraftig løftestang udefra. Herved mistes den politiske stabilitet som forholdene er og vil blive, og skuffelsen over projektet vil så føre til modstand mod hele projektet. Derfor lader de fortsat som om. Angsten for konkurrence hæmmer rationaliteten:
Globalisering betyder den ubegrænsede bevægelighed for markeder herunder kapitalmarkedet. Denne globalisering hævder mange tilintetgør det demokratiske samfund og nationalstaten. Det gør den kun fordi der ikke længere findes et internationalt pengesystem til at forhindre det. Kapitalens fri bevægelighed underminerer staternes evne til at regulere. Især hvad angår arbejdsmarkedet. Løntryk og nedskæringer må opfange, hvad der truer at gå tabt af arbejdspladser, ved bl.a. udflytning. De globale finansmarkeder er ikke underkastet nogen selvregulerende konkurrencemekanisme, og de fremkalder krise på krise – Asien, Mexico, Rusland, Latinamerika. Kriserne bliver dybere på grund af statsgældens mange papirer, der uddyber forskellen på de nominelle og reelle værdier i samfundene. Og det hele skyldes at man har valgt at handle med målebåndet i stedet for at bruge målebåndet til at måle med. Det bliver værre, når alle staternes ledere fortsat netto låner mere og mere. Kriserne skærper det sociale tryk med krav om nedskæringer. Krisernes tryk fører enten til, at de demokratiske velfærdsstater opløser sig selv i sammenkoblede forsvarende blokke (valutablokke som Euro-, Dollar-, Yen eller Renminbi-Zoner) eller falder tilbage i de gamle fjendebilleder, der kendetegnede nationalstaterne forud eller i en kombination af begge scenarier. Med opløsningen af den demokratisk grundlagte national- og socialstat udløser globaliseringen sig selv i sidste ende, fordi politikerne ikke kan stå model til, at deres landes befolkninger/vælgere må bære større og større byrder uden nogen sikkerhed for selv at være dækket ind mod det værste.
Euro-Unionen er en prototype på denne udvikling. Dens slet skjulte dobbeltmotiv var a) angsten for dollar-dominans og –konkurrence og b) angsten for det nye genforenede Tyskland med tilhørende D-Mark-regimente.
Angst bygger altid på en falsk analyse. Ikke US-dollaren truer Europas markedsandele i verdenshandelen, men Europas tabte (videns- og tekniske) terræn og Europas træghed, hvad reformer og fornyelser angår. Ikke D-markens hårdhed og styrke forhindrede Europas udvikling og integration, men fra “Maastricht” var målet afskaffelse af D-marken, og det er så sket. Begrundelsen var, at netop D-marken skulle have drevet euro-deltagerlandene i en streng negativ udvikling rettet imod reformer og med sociale begrænsninger. Alene disse fejlslutninger og fejlantagelser tillader ingen realistiske forventninger om en hård euro. Inflationen er forud programmeret. Så kan der blæses mere luft i ved at lade den flyde i olie først, men kollapset bliver så bare endnu større. Alle deltagerstaterne er dybt forgældede og kører alle med underskud.
Straks ved euroens start tabte de nationale regeringer deres styringsinstrumenter (vekselkurs, rente, betalingsmiddelmængde og fleksibelt budget) til sikring af pengeværdierne, og reguleringer af arbejdsmarkedet og de sociale- og økologiske standarder, som de selv samme politikere har indført. Struktur- og konkurrenceforskelle vil uden statslig affjerding blive udlignet af markedet. Hovedkamppladsen er herefter arbejdsmarkedet, social- og økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under, at middelstanden mindskes, løn- og socialomkostningskonkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i de sydlige EU-fattigdomszoner, og der sker en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende (nationale) fagforeningstariffer og mindste-standarderne for det sociale niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang af deres trusselspotentiale, der ligger i at de flytter produktionerne til særlig gunstige (løn-, social-, skat-, øko-billige) EU-zoner. Lønsatser, socialnormer og miljøkrav i Euroland vil skulle harmoniseres nedadtil. Det er socialdemokraters, folkesocialisters og fagforeningers naive forestilling, at disse ting skulle kunne bedres pr. underskrift på en Maastricht-traktat. I Euro-Union har arbejdsmarkeds- og socialpolitikken takket endeligt af – og det sker i fuld tilslutning til/accept fra socialdemokratiet, folkesocialisterne og fagforeningerne.
Marts 2007:
Unionen egner sig som den ser ud kun til underkastelse – Islam
Euro-Union er ikke et middel imod globaliseringens udløste beskæftigelseskrise. Der er intet specielt ved denne globalisering; det er blot et fyndord; international konkurrence er det rette ord. Euro-union forstærker kapitalens magt og statens magtesløshed i rollen at skulle kunne gøre noget ved arbejdsløsheden uden at have de fornødne redskaber. Det er “fremskridt” mod det 19. århundrede (her søgte man også det rigtige styringsredskab), ikke mod det 21. århundrede. Euro-Union er heller ingen modvægt mod de usociale tendenser i globaliseringen, som inkompetente analytikere fra venstre side mener; den forstærker dem yderligere. Den tvinger nemlig til tilpasning af arbejdslivet til de pengeøkonomiske kommandoer.
Den Europæiske Centralbank (ECB) må føre fuldstændig fællespolitik først 12 siden 15 og 16 forskelligt strukturerede lande i eurozonen, uden at de kan gribe tilbage til vekselkursernes udligningsventil. For at hindre kapitalen i at forlade eurozonen, må centralbanken hæve renten; men dette mindsker aktiviteten og øger arbejdsløsheden yderligere. En sådan union kan kun ende i staternes indbyrdes konflikt, hvorfra der ingen hjælp er at finde – med mindre den bliver udbygget til en transferunion eller en forbundsstat med offentlig finansudligning mellem gamle og nye deltagerlande, noget i retning af kludetæppet USA eller Den tyske Forbundsrepublik, men uden D-marken.
Når overførslen af disse forbilleder på Euro-Union viser sig umulige eller møder megen modstand rejser spørgsmålet sig: Er der mulige alternative modeller, der kan redde verdensfreden? Som det kører nu: Europa og den arabiske verden er allerede begyndt at arbejde sammen økonomisk, som det blev forudskikket i Nord-Syd-Dialogen fra 1968 og i den Europæisk-Arabiske dialog fra midten af 1970-erne. Egypten, Jordan, Marokko og Tunis besluttede sig sidste år (2006) for at sætte frihandelszone op, og Algier, Libanon, Mauretanien, den palæstinensiske myndighed og Syrien inviteres til at være med i den store frihandelszone. Egypten forventes fuldt optaget i frihandelsgruppen. Imidlertid har EU forhandlet med 12 Middelhavslande som led i den såkaldte Barcelona-Proces om kooperation mellem EU og dets naboer omkring Middelhavet mod syd. Endemålet med denne Barcelona-Proces er at etablere tættere bånd vedrørende handel og sociale spørgsmål så vel som politiske (immigration!). Dette skal efter det politiker-proklamerede føre til skabelsen af Euro-Middelhavs-Frihandels-Zonen bestående af 27 lande i 2010.
Det er muligt at Europa-produktionerne fremover skal foregå i Nordafrika, Mellemøsten og Østeuropa, indtil de er kommet op, og vi kommet helt ned. Det er et spørgsmål om befolkningerne her finder sig i det.
February 4 2010: Pressure has been mounting across the Atlantic as Greece, Portugal and a handful of struggling countries that use the euro scramble to pay off mountains of debt accumulated from years of profligate spending.
February 13 2010: Axel Weber, President of Germany’s Bundesbank, warned the German economy will contract this year
The latest: Spain’s unemployment rate breached 20% in the first quarter (of 2010), double the euro zone’s March average. Euro-zone inflation, meanwhile, rose at the highest rate since December 2008.
Indvandrings-
hastigheden voksede
endnu mere i 2013
Danmark 