Danmark

30. april 2010

EURO-KRISEN: Den har vi redegjort for længe forud – der er ingen overraskelser


Grækenland haler Eurokursen ned, og vi er koblet

til Euroen og hales med. Måske kommer der et

par stykker til og haler med – Ny-Merkantilisme

Der er fortsat opgørelsesproblemer med den græske gæld, men indtil nu 120 mia. euro eller mere end 3/4 billion kr., der skal dækkes af andre. Jo længere tid der går, desto mere scorer hedge fondene på væddemålene/forsikringsarrangementerne vedrørende Grækenlands-resultatet. Enorme mængder af græske statsgældsobligationer er blevet strøet ud over det europæiske marked og andre markeder. Men det er kun et enkelt af opgørelsesproblemerne, der skal findes her.

http://www.bullfax.com/?q=node-smoking-swap-guns-euroland-sovereign-debt-buyer-beware :

There are broad indications hinting that Italy and Greece are not the only countries that have used swap agreements to manipulate its budget and deficit figures. France and Portugal may be two other European economies which have resorted to similar manipulations in the past in order to qualify as part of single currency member nations (Euro Zone). Below is a small subset of the research that I have been gathering as I construct a global sovereign default model.

Den samme trafik har alle de andre europæiske lande i øvrigt kørt. Og flere lande kommer mere og mere tæt på samme situation (Spanien, Portugal, Italien, Belgien), som tiden går, hvis der ikke findes en holdbar løsning meget snart, fordi der så spekuleres imod Euroen.

‘Hvem skal nu betale i Euroland (?)’ er situationen i den korteste form.

Herfra har vi ikke lagt skjul på noget i denne forbindelse fra Euroens første færd:

[blot et mindre uddrag]

Maj 1999:

Euro: To kvalitetsgennemgange, en light og mere ordinær

Maj 2006:

https://danmark.wordpress.com/2006/05/20/euro-flyder-i-olie/

Euro og dens primære opgaver:

At gå ud fra at den fælles obligatoriske pengeenhed skulle afspejle realøkonomien i EU og tjene denne har vi åbentbart misforstået. Svarende til Spaniens skæbnesvangre forvaltning af det indvundne guld i Latinamerika i 1500-tallet ser det ud til at euro på bedste merkantilistiske vis via handel afregnet i euro med f.eks. olie fra Mellemøsten skulle danne det genererende moment, der skabte forandring i et Europa med mere end 20% arbejdsløse og udstødte (officielt 9%) og en enorm statsgæld, som det ikke er muligt at tegne et entydigt billede af længere. Jean Monnet – en af stamfædrene til projektet – hævdede netop i 1950-erne, at den obligatoriske enhedsmønt ville blive brugt til at løfte en politisk union i fuld skala på plads. Det var formen, ikke indholdet, der talte, kan vi konstatere.

Skulle for eksempel et af Maastricht-kravene til konvergens omhandlende statsgældens størrelse, der ikke må overstige 60% af BNP, have faktisk gyldighed, ville mellem halvdelen og to tredjedele af landene kun opfylde dette krav ved at acceptere stabiliseringskriser. Så meget kan uddrages af de reelle informationer, der slipper ud tid efter anden.

Bortset fra under Merkantilismen, der vel historisk afsluttedes med Napoleonskrigene, er det således at stabilitet og udvikling ikke måles som et prisindeks eller et forholdstal, at når for eksempel visse kvantitative normer er opfyldt, så er der tale om en stabil valuta (med henvisning til de fem fra Maastricht konvergenskrav). Til stabilitet hører formuedannelsens dynamik, sikring af investerings-processen, økonomisk vækst, ny teknologi og høj produktivitet i en stat, for at dens ledere kan siges at tage vælgerne alvorligt. Alt dette kan man ikke opnå eller beregne på grundlag af et eller andet statisk begreb.

Frankrig og de fleste andre lande var imod den såkaldte stabilitetspagt, der kunne have sikret, at centralbanken agerede som den gamle Tyske Forbundsbank og holdt tøjlerne fuldstændigt stramme, men fra et ganske andet udgangspunkt. Det blev besluttet på Dublin topmødet i december 1998 at droppe stabilitetspagten, og også i årene 2002 og 2003 kom Frankrig ud med et for alt store underskud på de offentlige finanser i forhold til Maastricht-bestemmelserne og Tyskland ligeså på 5. år. Kampen om hvem der skal udpege præsidenten i ECB blev ved den lejlighed samtidig fastslået. Det blev indtil videre Frankrig. Den Tyske Forbundsbank var meget ude af trit med den tyske politiske, finansielle og industrielle elite. Derimod var banken meget populær i den tyske offentlige mening. Derfor var politikeren Helmuth Kohl meget hårdt trængt mellem det tyske og det franske politiske Establishment. De franske socialister har fået indbygget deres krav til euroen i de efterfølgende traktater. Nu er Kohl helt væk og den nuværende tyske forbundskansler (i 2006) er selv centralist. Så har EU til gengæld anbefalet en tysker som leder af IMF (Den Internationale Valutafond). Kohl måtte også æde, at der ikke kunne blive tale om rent automatiske sanktioner mod et land, der har vedvarende underskud. Der kræves nu (efter Amsterdam-traktaten) 2/3 af de vægtede stemmer i de aktivt deltagende ØMU-landene for at lave sanktioner. Frankrig fik tillige godkendt et såkaldt stabilitetsråd og dermed en direkte politisk rolle ført ind i den monetære politik ved, at der nu f.eks. skal formuleres vekselkursretningslinier for euro.

Desuden vil indførelse af den rene (økonomiske) stabilitetspagt uden at landene har orden i deres økonomier, føre til virkelig politisk ustabilitet. Må pengemængden ikke diskuteres over den samlede eurozone, fordi den skal fastsættes af en hård ECB, så vil konsekvenserne for visse områder være så afsindigt hårde umiddelbart, at der bliver politisk ustabilitet. Ikke alene Italien og Grækenland er oplagte eksempler.

For at bøde på dette, kan man så indføre, at de mere velgående lande skal “aflevere noget overskud” på de offentlige finanser eller “forpligte sig til det på forhånd” (men problemet er, at ingen kan eller vil dette) til de mindre godt gående lande, Spanien, Italien, Belgien, Grækenland, Portugal, Polen. Det betyder på almindeligt dansk, at de offentlige udgifter skal styres krone for krone i hele eurozonen. Dette er fælles finanspolitik. Under den forudsætning skal der hurtigt blive lukket i for selv meget lidt ekstravagante tiltag, men også mange andre.

Når man skulle dømme efter den faldende DM og den stigende Lire i 1997-1998, måtte markedet få det indtryk, at der bliver tale om en blød medgørlig euro ved dens etablering.

Der var en simpelthen ukendt, men kolossal italiensk lire-mængde, der skulle have en evigt fastlagt eurokurs i juli 1998. Hvordan kunne det lade da sig gøre?

Allerede i 1996 kunne man forudse, at hvis Tyskland, Frankrig og England skulle overtage Italiens enorme gældsbjerg – det er sket tilsyneladende -, ville det ødelægge euroen fra starten af. Dette ville føre til, at ECB også skulle tage sig af at garantere for solvensen fremover for både Italien, Belgien og alle de andre voldsomt gældstyngede deltagerlande, for eksempel Grækenland, og hvad der ellers kunne forventes optaget af EU-medlemmer i Østeuropa i øvrigt. På denne måde ville i øvrigt skabes en alliance, der ville lægge pres på ECB og få den til at agere, som om den stadig havde kontrol over den monetære politik uden at have det. Det er også sket. Reel ØMU-strenghed efter bogen ganget med tre eller fire er, hvad der skal regnes med, hvis det skal lykkes at skabe økonomisk stabilitet i den nuværende situation – uden en kraftig løftestang udefra. Herved mistes den politiske stabilitet som forholdene er og vil blive, og skuffelsen over projektet vil så føre til modstand mod hele projektet. Derfor lader de fortsat som om. Angsten for konkurrence hæmmer rationaliteten:

Globalisering betyder den ubegrænsede bevægelighed for markeder herunder kapitalmarkedet. Denne globalisering hævder mange tilintetgør det demokratiske samfund og nationalstaten. Det gør den kun fordi der ikke længere findes et internationalt pengesystem til at forhindre det. Kapitalens fri bevægelighed underminerer staternes evne til at regulere. Især hvad angår arbejdsmarkedet. Løntryk og nedskæringer må opfange, hvad der truer at gå tabt af arbejdspladser, ved bl.a. udflytning. De globale finansmarkeder er ikke underkastet nogen selvregulerende konkurrencemekanisme, og de fremkalder krise på krise – Asien, Mexico, Rusland, Latinamerika. Kriserne bliver dybere på grund af statsgældens mange papirer, der uddyber forskellen på de nominelle og reelle værdier i samfundene. Og det hele skyldes at man har valgt at handle med målebåndet i stedet for at bruge målebåndet til at måle med. Det bliver værre, når alle staternes ledere fortsat netto låner mere og mere. Kriserne skærper det sociale tryk med krav om nedskæringer. Krisernes tryk fører enten til, at de demokratiske velfærdsstater opløser sig selv i sammenkoblede forsvarende blokke (valutablokke som Euro-, Dollar-, Yen eller Renminbi-Zoner) eller falder tilbage i de gamle fjendebilleder, der kendetegnede nationalstaterne forud eller i en kombination af begge scenarier. Med opløsningen af den demokratisk grundlagte national- og socialstat udløser globaliseringen sig selv i sidste ende, fordi politikerne ikke kan stå model til, at deres landes befolkninger/vælgere må bære større og større byrder uden nogen sikkerhed for selv at være dækket ind mod det værste.

Euro-Unionen er en prototype på denne udvikling. Dens slet skjulte dobbeltmotiv var a) angsten for dollar-dominans og –konkurrence og b) angsten for det nye genforenede Tyskland med tilhørende D-Mark-regimente.

Angst bygger altid på en falsk analyse. Ikke US-dollaren truer Europas markedsandele i verdenshandelen, men Europas tabte (videns- og tekniske) terræn og Europas træghed, hvad reformer og fornyelser angår. Ikke D-markens hårdhed og styrke forhindrede Europas udvikling og integration, men fra “Maastricht” var målet afskaffelse af D-marken, og det er så sket. Begrundelsen var, at netop D-marken skulle have drevet euro-deltagerlandene i en streng negativ udvikling rettet imod reformer og med sociale begrænsninger. Alene disse fejlslutninger og fejlantagelser tillader ingen realistiske forventninger om en hård euro. Inflationen er forud programmeret. Så kan der blæses mere luft i ved at lade den flyde i olie først, men kollapset bliver så bare endnu større. Alle deltagerstaterne er dybt forgældede og kører alle med underskud.

Straks ved euroens start tabte de nationale regeringer deres styringsinstrumenter (vekselkurs, rente, betalingsmiddelmængde og fleksibelt budget) til sikring af pengeværdierne, og reguleringer af arbejdsmarkedet og de sociale- og økologiske standarder, som de selv samme politikere har indført. Struktur- og konkurrenceforskelle vil uden statslig affjerding blive udlignet af markedet. Hovedkamppladsen er herefter arbejdsmarkedet, social- og økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under, at middelstanden mindskes, løn- og socialomkostningskonkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i de sydlige EU-fattigdomszoner, og der sker en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende (nationale) fagforeningstariffer og mindste-standarderne for det sociale niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang af deres trusselspotentiale, der ligger i at de flytter produktionerne til særlig gunstige (løn-, social-, skat-, øko-billige) EU-zoner. Lønsatser, socialnormer og miljøkrav i Euroland vil skulle harmoniseres nedadtil. Det er socialdemokraters, folkesocialisters og fagforeningers naive forestilling, at disse ting skulle kunne bedres pr. underskrift på en Maastricht-traktat. I Euro-Union har arbejdsmarkeds- og socialpolitikken takket endeligt af – og det sker i fuld tilslutning til/accept fra socialdemokratiet, folkesocialisterne og fagforeningerne.

Marts 2007:

https://danmark.wordpress.com/2007/03/21/fra-internationale-vipper-til-nationale-ligevaegte-til-internationale-vipper-i-dag/

Unionen egner sig som den ser ud kun til underkastelse – Islam

Euro-Union er ikke et middel imod globaliseringens udløste beskæftigelseskrise. Der er intet specielt ved denne globalisering; det er blot et fyndord; international konkurrence er det rette ord. Euro-union forstærker kapitalens magt og statens magtesløshed i rollen at skulle kunne gøre noget ved arbejdsløsheden uden at have de fornødne redskaber. Det er “fremskridt” mod det 19. århundrede (her søgte man også det rigtige styringsredskab), ikke mod det 21. århundrede. Euro-Union er heller ingen modvægt mod de usociale tendenser i globaliseringen, som inkompetente analytikere fra venstre side mener; den forstærker dem yderligere. Den tvinger nemlig til tilpasning af arbejdslivet til de pengeøkonomiske kommandoer.

Den Europæiske Centralbank (ECB) må føre fuldstændig fællespolitik først 12 siden 15 og 16 forskelligt strukturerede lande i eurozonen, uden at de kan gribe tilbage til vekselkursernes udligningsventil. For at hindre kapitalen i at forlade eurozonen, må centralbanken hæve renten; men dette mindsker aktiviteten og øger arbejdsløsheden yderligere. En sådan union kan kun ende i staternes indbyrdes konflikt, hvorfra der ingen hjælp er at finde – med mindre den bliver udbygget til en transferunion eller en forbundsstat med offentlig finansudligning mellem gamle og nye deltagerlande, noget i retning af kludetæppet USA eller Den tyske Forbundsrepublik, men uden D-marken.

Når overførslen af disse forbilleder på Euro-Union viser sig umulige eller møder megen modstand rejser spørgsmålet sig: Er der mulige alternative modeller, der kan redde verdensfreden? Som det kører nu: Europa og den arabiske verden er allerede begyndt at arbejde sammen økonomisk, som det blev forudskikket i Nord-Syd-Dialogen fra 1968 og i den Europæisk-Arabiske dialog fra midten af 1970-erne. Egypten, Jordan, Marokko og Tunis besluttede sig sidste år (2006) for at sætte frihandelszone op, og Algier, Libanon, Mauretanien, den palæstinensiske myndighed og Syrien inviteres til at være med i den store frihandelszone. Egypten forventes fuldt optaget i frihandelsgruppen. Imidlertid har EU forhandlet med 12 Middelhavslande som led i den såkaldte Barcelona-Proces om kooperation mellem EU og dets naboer omkring Middelhavet mod syd. Endemålet med denne Barcelona-Proces er at etablere tættere bånd vedrørende handel og sociale spørgsmål så vel som politiske (immigration!). Dette skal efter det politiker-proklamerede føre til skabelsen af Euro-Middelhavs-Frihandels-Zonen bestående af 27 lande i 2010.

Det er muligt at Europa-produktionerne fremover skal foregå i Nordafrika, Mellemøsten og Østeuropa, indtil de er kommet op, og vi kommet helt ned. Det er et spørgsmål om befolkningerne her finder sig i det.


February 4 2010: Pressure has been mounting across the Atlantic as Greece, Portugal and a handful of struggling countries that use the euro scramble to pay off mountains of debt accumulated from years of profligate spending.

February 13 2010: Axel Weber, President of Germany’s Bundesbank, warned the German economy will contract this year

The latest: Spain’s unemployment rate breached 20% in the first quarter (of 2010), double the euro zone’s March average. Euro-zone inflation, meanwhile, rose at the highest rate since December 2008.

The official unemployment-rate!!

Reklamer

27. april 2010

De Tre Sharia-Professorer Her


Tre Sharia-professorer ?

Hvoraf den ene må være:

Hanne Petersen, professor i jura – det kun være hende, som (i 70´erne) sammen med Jens Bengtsson og højskolelærer Jakob Martin Erle sad i Danske Studerendes Fællesråds redaktionskomité, som inviterede terroristadvokater til Danmark til et studentermøde. På det tidspunkt foregik der heftig propaganda for, at terrorgrupper, bl.a. i Mellemøsten var at opfatte på ligefod med vore frihedskæmpere under besættelsen. Bag nævnte arrangement stod også andre røde foretagender såsom Forlaget Demos, ”Demokratiske Advokater”, Kommunistisk Arbejderparti, Rossel-initiativet og partierne VS og SF. Arne Larsens ”Kildegården” ved Tisvilde lagde gerne hus til sådanne møder.
Erle var på det tidspunkt arbejdsløs mag.art. og MB-kandidat for Venstresocialisterne i København.

En modorganisation kom på benene med ”Komitéen imod International Terrorisme, som holdt en stor og velbesøgt demonstration påskelørdag 1978, efterfulgt af en høring på Christiansborg. Dog uden større resultat: partierne Venstre og Socialdemokratiet glimrede med deres fravær, og de borgerlige politikere var fejge eller sov. Hanne Petersen skrev artikler i det dengang nye – efter hvad man selv erklærede – marxistiske juratidsskrift ”Retfærd”, bl.a om Ruth Nielsens bog om ”Kvindearbejdsret” (nr. 10, 1979). Hanne Petersen underviste på Folkeuniversitetet i København i jura på flere hold, bl.a. sammen med Peter Møgelvang-Hansen og Kirsten Ketscher. De blev ligeledes professorer, Kirsten Ketscher ved Københavns Universitet og leder af dets forskningscenter Welma, hvis mål det ”er at oparbejde et retsvidenskabeligt grundlag for beskrivelsen af velfærdssamfundet i den fortløbende dansk-europæiske integrationspolitik” og Møgelvang-Hansen ved Handelshøjskolen.

23. april 2010

‘Projekt opgang’ – det er saa sjovt – og lidt dyrt ligesom alt det andet – vi vil vide hvor pengene kommer fra!


Gammel forsømt fil fra 29. marts 2007

Morgenstund har guld i mund og guld betyder…

– de nye ledende medarbejdere i IT-industrien?

Ny officiel ghetto, NO-GO i Århus, Rosenhøj, har lige som andre ghettoer i Danmark en ordning, hvor pædagoger fra Socialcentret, tre morgener om ugen kommer og følger med i familiens start på dagen i en periode af seks måneder:

Kl 6:40 starter Projekt Morgenstøtte eller Projekt Opgang, der er noget med at vise forældrene, at de har ansvaret for børnenes opdragelse. Børn ved ikke hvornår de skal i seng, eller hvornår de skal komme hjem om aftenen. Når det ikke betyder noget om barnet er i skole hver dag, oplever børnene kaos. Mange forældre har det sådan, fordi de aldrig har lært det, siger en af pædagogerne.

Enkelte forældre arbejder i hjemlandet(???) Projektet kører som nævnt i seks måneder. De skal møde til tiden, have pakket deres tasker og komme i seng i ordentlig tid. (skal det ikke kontrolleres om aftenen???)

Det er noget med ro, regelmæssighed og renlighed, hævder en af de fnisende pædagoger. Vestlig Civilisation er titlen på en engelsksproget bog, som vi her på Danmark-bloggen læser p.t.

Det allerbedste er Socialcenter Syds egen evaluering: Godt halvdelen nåede målene (for projektet), 25 pct. nåede nogle af målene og 33 pct. viste ingen resultater. Det bliver desværre mere end 100 pct., og det er ikke så godt.

Så ikke alene noget med civilisation, også specifikt noget med den simpleste rentesregning.

”Vi må sige det går den rigtige vej”

Rosenhøj ligger det sydlige Århus. Her var der gang i den sidste sommer og efterår (2006) med bilafbrændinger, ildspåsættelser andet hærværk. Dette gav del i bevillingen 300 mill. kr. til renovering, fornyelse (og vel lidt reparationer) af boligkvarteret:

Noget af baggrunden:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/09/300-mill-kr-i-gevinst-for-jihad-tiltag/

https://danmark.wordpress.com/2006/12/10/bilafbraending-i-gellerup/

https://danmark.wordpress.com/2006/12/14/gellerup-image/

https://danmark.wordpress.com/2006/11/12/skal-vi-have-flere-mord-mere-knivstikkeri-og-flere-ildspaas%c3%a6ttelser/

https://danmark.wordpress.com/2006/07/15/jihad-genoptages-af-unge-indvandrere-i-paris/

Bemærk, på overstående links, at antallet 60 er blevet sært magisk, når vi henter oplysningerne fra mainstream-medierne om de fremmedes ødelæggelser.

Lad os prøve at tælle om antallene stiger eller falder til sommer.

En rigtig Århus-historie:

18 lærere (eller 1/5) søgte i 2007 væk fra heldagsskolerne Nordgårdskolen og Toveshøjskolen i Gellerup. Disse skoler er bl.a. overtaget fuldt ud af de fremmede i modsætning til, hvad den tidligere skoleinspektør – i øvrigt tidligere håndboldspiller på det danske landshold – højt og helligt lovede.

Ham har vi her:

https://danmark.wordpress.com/2006/10/19/skolerne-holder-ogsaa-lukket-naeste-uge/

Bekosteligt projekt – ak ja, 150 mia. kr. i alt på landsplan var prisen i 2001:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/19/indvandringens-pris/

Ikke under 225,7 mia. kr. i 2010.

Det blev stadig dyrere og dyrere, både i kroner og i procentandel af det samlede offentlige budget som årene gik og går, 2010

Nu skal Gellerup Planen renoveres for 1 mia. kr.

‘Hvordan det finansieres er svært at finde ud af, når 8.000 ud af 10.000 derude er på offentlige overførselsindkomst’. Men boligforeningen derude vil altså ikke have cctv-overvågning, som planen ellers forudsatte. Det bliver for dyrt, nemlig 1 mill. kr. pr. blok ved 23 blokke. 23 mill. ud af en 1 milliard?


Mon det er boligforeningen, der reelt modsætter

sig cctv-overvågningen, da den i hvert fald ikke

skal betale???

21. april 2010

Livsvarige ydelser – Statens Kunstfond

Filed under: Culture, Danmark, folkeskolen, Free Speech, Science, skoler, Statistics — Jørn @ 08:37

Tænk hvis tal spillede titelpartiets rolle – bare to gange

og ikke blot én gang i de styrendes liv

Statens Kunstfond yder via bevilling på finanslovene støtte til kunstnere

Ved skattepligtig indkomst – fratrukket den livsvarige ydelse – maksimumsydelsen udgør pt. 151.508,52 kr./år
–  på ca. 195.500 kr. eller derunder udbetales maksimumsydelse. D.v.s. ved skattepligtig indkomst på højest ca. 347.009 kr. er den livsvarige maksimalydelse stadig sikret.

På de årlige finanslove afsættes en bevilling til tildeling af livsvarige ydelser til kunstnere. Livsvarige ydelser tildeles kunstnere, der har en sådan kunstnerisk produktion bag sig, at vedkommende har placeret sig afgørende som kunstner. Livsvarig ydelse kan ikke søges.

Tildeling af livsvarig ydelse på finansloven foretages af Kulturministeriet efter indstilling fra fondens repræsentantskab og efter forelæggelse for Folketingets Finansudvalg. Repræsentantskabet indhenter udtalelse fra det relevante tremandsudvalg, inden det afgiver sin indstilling. Der kan tildeles livsvarig ydelse til 275 skabende kunstnere.

Herunder kan du se hvem der i øjeblikket modtager livsvarige ydelser fordelt på kunstnerisk virkefelt (listen opdateres med nye modtagere, når kulturministeren har foretaget den endelige tildeling efter forelæggelse for Folketingets Finansudvalg).

Jeg har lige fremhævet nogle få kendte navne her nedenfor.

Bildende kunstnere – 93 ydelser – I øjeblikket 4 ubesatte ydelser

Eric Andersen
Jane Balsgaard
Thomas Bang
Merete Barker
Jens Birkemose
Agnete Bjerre
Doris Bloom
Peter Bonnén
Ole Broager
Stig Brøgger
Claus Carstensen
Johannes Carstensen
Jesper Christiansen
Kirsten Christensen
Ursula Reuter Christiansen
Krass Clement
Viera Collaro
Ingvar Cronhammar
Torben Ebbesen
Inge Ellegaard
Egon Fischer
Mogens Gissel
Vibeke Glarbo
Niels Guttormsen
Erik Hagens
Lone Høyer Hansen
Henrik Have
Ole Heerup
Erik Heide
Hein Heinsen
Keld Helmer-Petersen
Nanna Hertoft
Marianne Hesselbjerg
Sys Hindsbo
Jacob Holdt
Holger Jacobsen
Per Bak Jensen
Frithioff Johansen
Kirsten Justesen
Erling Jørgensen
Steffen Jørgensen
Per Kirkeby
Anders Kirkegaard
Kirsten Klein
Oda Knudsen
Eva Koch
Tove Kurtzweil
Michael Kvium
Leif Lage
Thorbjørn Lausten
F­red­die A. Lerche
Jan Leth
Kirsten Lockenwitz
Karin Birgitte Lund
Erland Knudssøn Madsen
Seppo Mattinen
Mogens Møller
Elsa Nielsen
Kehnet Nielsen

Mogens Otto Nielsen
Vibeke Mencke Nielsen
Lis Nogel
Øivind Nygård
Bjørn Nørgaard
John Olsen
Kirsten Ortwed
Poul Pedersen
Lene Adler Petersen
Tonning Rasmussen
Finn Reinbothe
Jytte Rex
Viggo Rivad
Ane Mette Ruge
Hans Christian Rylander
Ole Sporring
Nina Sten-Knudsen
Morten Stræde
Niels Strøbek
Arne Haugen Sørensen
Eva Sørensen
Jørgen Haugen Sørensen
Margrethe Sørensen
Poul Skov Sørensen
Elisabeth Toubro
Erik Varming
Hanne Varming
Inge Lise Westman
Poul Winther
Troels Wörsel

Forfattere med skønlitterær produktion – 73 ydelser – I øjeblikket 2 ubesatte ydelser

Naja Marie Aidt
Benny Andersen
Vita Andersen
Solvej Balle
Thomas Boberg
Anders Bodelsen
Lars Bonnevie
Suzanne Brøgger
Cecil Bødker
Camilla Christensen
Stig Dalager
Jette Drewsen
Anne Marie Ejrnæs
Inge Eriksen
Jens-Martin Eriksen
Niels Frank
Maria Giacobbe
Rolf Gjedsted
Simon Grotrian
Jens Christian Grøndahl
Vibeke Grønfeldt
Gynther Hansen
Christina Hesselholdt
Sven Holm
Knud Holten
Klaus Høeck
Louis Jensen
Ida Jessen
Pia Juul
Hans Otto Jørgensen
Hanus Kamban
Janina Katz
Arthur Krasilnikoff
Sten Kaalø
Marianne Larsen
Peter Laugesen
Vagn Lund­bye
Anne Marie Løn
Svend Åge Madsen
Viggo Madsen
Eske K. Mathiesen
Finn Methling
Ib Michael
Henning Mortensen
Bent Vinn Nielsen
Peter Nielsen
Henrik Nordbrandt
Ernst Bruun Olsen

Inge Pedersen

Knud Erik Pedersen
Peter Poulsen
Juliane Preisler
Bjarne Reuter
Jørn Riel
Klaus Rifbjerg
Ulla Ryum
Astrid Saalbach
Asger Schnack
Niels Simonsen
Tage Skou-Hansen
Christian Skov
Jørgen Sonne
Hanne Marie Svendsen
Jens Smærup Sørensen
Knud Sørensen
Preben Major Sørensen
Pia Tafdrup
Søren Ulrik Thomsen
Kirsten Thorup
Dorrit Willumsen
Jess Ørnsbo

Forfattere med alment kulturelt forfatterskab – 12 ydelser

Niels Barfoed
Per Aage Brandt
Torben Brostrøm
Viggo Clausen

Frederik Dessau
Bente Hansen
Aage Henriksen
Jørgen Knudsen

Erik Skyum-Nielsen
Christian Braad Thomsen
Ole Thyssen
Keld Zeruneith

Oversættere – 4 ydelser

Anne Marie Bjerg
Niels Brunse
Karsten Sand Iversen
Ole Husted Jensen

Klassiske og rytmiske komponister – 35 ydelser

Hans Abrahamsen
Axel Borup-Jørgensen
Ole Buck
Knud Christensen (Sebastian)
Povl Dissing
Pierre Dørge
Pelle Gudmundsen-Holmgreen
Bo Holten
Lars H.U.G.
C.V. Jørgensen
Jan Kaspersen
Kenneth Knudsen
Anders Koppel
B­ern­hard Lewkovitch
Anne Linnet
Bent Lorentzen
Rasmus Lyberth
Marilyn Mazur
Palle Mikkelborg
Anders Nordentoft
Peter Friis Nielsen
Svend Nielsen
Per Nørgaard
Ib Nørholm

Else Marie Pade
Gunner Møller Pedersen
Jens Wilhelm Pedersen (Fuzzy)
Karl Aage Rasmussen
Poul Ruders
Finn Savery
Niels Jørgen Steen
John Tchicai
Karsten Vogel
Sven Erik Werner
Jens Winther

Kunsthåndværkere og kunstneriske formgivere – 26 ydelser

Grete Balle
Mogens Bjørn-Andersen
Kim Buck
Arje Griegst
Torben Hardenberg
Niels Jørgen Haugesen
Berit Hjelholt
Annette Holdensen
Knud Holscher
Jacob Jensen
Ole Jensen
Annette Juel
Vibeke Klint
Finn Lynggaard
Ruth Malinowski
Bodil Manz
Ursula Munch-Petersen
Malene Müllertz

Kim Naver
Peder Rasmussen
Bent Rohde
Per Suntum
Rud Thygesen
Hanne Vedel
Erik Werner
Gunhild Aaberg

Arkitekter – 14 ydelser – I øjeblikket 1 ubesat ydelse

Tyge Arnfred
Theo Bjerg
Gehrdt Bornebusch
Johannes Exner
Jan Gehl
Carsten Hoff
Steen Høyer
Henning Larsen
Knud Fladeland Nielsen

Jan Søndergaard
Erik Christian Sørensen
Lene Tranberg
Otto Weitling

Skabende kunstnere inden for film og scenekunst – 18 ydelser – I øjeblikket 1 ubesat ydelse.

Jytte Abildstrøm
Gabriel Axel

Eugenio Barba
Henning Carlsen
Kirsten Dehlholm
Klaus Hoffmeyer
Eske Holm
Eydun Johannessen
Lars Juhl
Palle Kjærulff-Schmidt
Peter Langdal
Jørgen Leth
Niels Malmros
Kaspar Rostrup
Nini Theilade
Lars von Trier
Steffen Aarfing

Fordeling af ydelsesstørrelser indenfor kunstarterne
Den procentuelle fordeling af henholdsvis maksimums-, mellem- og minimumsydelser indenfor de forskellige kunstarter er som følger:

Maksimumsydelse Mellemydelse Minimumsydelse
Billedkunst 70,5 % 10,2 % 19,3 %
Litteratur 41,7 % 25,0 % 33,3 %
Tonekunst 43,7 % 21,9 % 34,4 %
Kunsthåndværk og design 46,2 % 42,3 % 11,5 %
Arkitektur 7,7 % 15,4 % 76,9 %
Film- og scenekunst 47,0 % 17,7 % 35,3 %

Kilde: http://www.kunst.dk/statenskunstfond/livsvarigeydelser/faktaomlivsvarigeydelser/
Sidst opdateret af Nina Leppänen d. 18.03.10 Ansvarlig: Jesper Smed Jensen

14. april 2010

Non-Westeners Cost 30-38 p.c. Of The Public Danish Welfare-Budget – And The Share Is Growing Fast


Things to have in mind as an American

Two generations of so-called welfare financed by taxes and consumed almost privately resulted in a very interesting information from the official Welfare Commission with so-called welfare experts taught to tell what the politician don’t dare to say themselves and to defend any doings (within the power of their expertice) of  any government  – a so-called buffer:

According to the public welfare Commission (2005) non-Western immigrants in Denmark consume 3.47 times the amount of welfare in average compared with the average of the Danes (self-knowledge usually is a good thing even though we knew and also told it right from the beginning):

So, if we allow a little mathematics:

x/(1-x) * Danes’ share in p.c. of the population/Non-Westeners’ share in p.c. of the population = 3.47

where x is the percentage of Non-Westerners’ consumption of the entire welfare-budget.
(we can ignore the Western immigrants, they are very few, and they mostly come here to work)

x= 30%, even though we calculate with just 11% Non-Westeners – perhaps 15% is even more realistic. We are not allowed to know the correct number, but we must pay anyway, so we get the politically correct number instead partly to make us pay.

This means that the Danish welfare-system that was bound to collapse when the hippy-generation of rulers had become pensioners and was expected to have eaten up all national resources by the time of their own death will collapse instead 2-4 years from now.

Our prognoses for the last 23 years got very close to the truth – and we can even prove it!

8. april 2010

Aktiv Deltagelse I Oplysningen Om Hvad Det Koster: Du fremstiller selv en folder uden videre fra to link lige her


Og skulle du have uoverstigelige problemer med printerindstillingen, så rekvirerer du folderen i Microsoft Word på informationomdanmark@yahoo.com

Om du farvekopierer eller blot kopierer sort/hvid er ikke afgørende.

Folderen bliver foldet i tre dele. Og så skal den

uddeles. Nu har jeg lavet alt det andet, så er det

danskerens tur at få de livsvigtige informationerne

ud.

[….og skulle det imod al forventning vise sig at næsten ingen foldere fremstilles og deles ud, så har jeg igen ret i det jeg skrev med rødt på forsiden af folderen]

Uddybning:

Velfærd og Indvandring fører til kollaps

Fremmedudgifterne i 2010 udgør 30% af budgettet eller 200-300 mia. kr.

J. E. Vig
8. april 2010

5. april 2010

Ikke-vestlige – er der mange eller faa? Faar de nedskæringer? Snyder nogen paa vægten? -JA!


Delte meninger om og tro på hvor mange ikke-vestlige, der befinder sig i Danmark

fører til alternativbetragtningen gang på gang…..men kun fordi nogen snyder på vægten

‘Ikke-vestlige’ omfatter ikke de nye EU-medlemslande i de officielle filer, men det gør de her….af gode grunde



I Velfærdskommissionens beretning fra marts 2005 Fremtidens Velfærd og Globaliseringen siges (s. 26):

”Indvandrere fra mindre udviklede lande modtager derimod mere fra de offentlige kasser, end de bidrager. Det skyldes, at de både har en lav erhvervsdeltagelse og som regel ikke forlader landet igen, inden de bliver gamle. De modtager i gennemsnit 2,6 millioner kr. mere over livsløbet, end de betaler til den offentlige sektor.”

I samme udgivelse stod at læse at danskerne i gennemsnit forbrugte for 750.000 kr. mere velfærd end det indbetalte i skatter og afgifter over livsforløbet. (2,6/0,75 = 3,47)  1)

Børsen bragte en artikel herom den 1. december 2005. Derefter blev problemstillingen “lagt i syltekrukke”, som det ofte sker, når et spørgsmål er for uoverskueligt for ‘de højtærede medlemmer’ af tinget.

Nu er spørgsmålet imidlertid oppe om nedskæringer rundtom, og så mener vi at spørgsmålet praktisk kunne tages op påny som noget nyt, inden det samlede velfærdssystem kollapser om ganske få år (2-4).

Vi har derfor uddybet problemstillingen dels med udgangspunkt i velfærdssystemets indretning som sådan dels med særlige vægt på fremmedudgifterne, der officielt altid har skullet hemmeligholdes til trods for, at man ved flere lejligheder har udtalt sig officielt om velfærdsprisen på vore egne syge, børnene og vore ældre.

Velfærdssystemet og dets kollaps i nærmeste fremtid: https://danmark.wordpress.com/2010/04/03/13168/

Fremmedudgifterne (d.v.s. udgifterne som de ikke-vestlige giver anledning til): https://danmark.wordpress.com/2010/03/31/fremmedudgifterne-er-200-300-mia-kr-i-2010/

Idet vi noterer os med nogen tilfredshed efter at have opgjort, hvorledes det ser ud med vore fejltagelser gennem årene:

I 1995 var resultatet med ca. 200.000 ikke-vestlige: 407.907*0,1214= 49,5 mia. kr. jf. overstående tabel, men under hensyn til befolkningsandelen for ikke-vestlige i 1995. Vi meldte 56 mia. kr. Det må jeg erkende, en beskeden overdrivelse, såfremt her altså ikke var 290.000 inklusive de illegale i stedet for 200.000 (hvilket vi også angav som højest sandsynligt): 407.907*0,1696 = 69,2 mia. kr. Nå, 59,4 mia. kr. er midtpunktet mellem 49,5 og 69,2, og vi meldte altså 56 mia. kr. for 1995 – en mindre underdrivelse herfra.

Det gav nærmest sig selv som tonen var lagt – og det var også hensigten: Vi blev fra 1995 selvfølgelig skreget ud og kaldt både uansvarlige, uetiske og inkompetente samt alt muligt andet grimt, men faktum var ingen magtede at svare sagligt imod mine beregninger.

I 2001 udregnede jeg forsigtigt disse fremmedudgifter efter et meget simpelt tyngdebudget og fandt, at de dengang forventede 600.000 ikke-vestlige i landet kostede staten 150 mia. kr. Vore beregninger var yderst forsigtige, og vi arbejdede nærmest med bind for øjnene, bortset fra vi havde enkelte sporadiske oplysninger, som det offentlige selv havde leveret. En tidligere regering havde præsenteret 10,3 mia. kr. i 1995 med Marianne Jelved som økonomiminister og næste regerings støtteparti (fra 2001) vovede et øje og meldte 30 mia. kr. i 1997.

Nu viser det sig at med Velfærdskommissionens adgang til de individuelle og selvfølgelig anonymiserede konti, at det faktisk stod lidt værre til i 2001 med forudsat 600.000 ikke-vestlige: 0,304*506,260 mia. kr. = 154,3 mia. kr. jf overstående tabel, men atter korrigeret for befolkningsandelen for ikke-vestlige i 2001. Og denne tabel beskæftiger sig udelukkende med Velfærdskommissionens oplysninger, lidt finansoplysninger fra Danmarks Statistiks Statistikbanken og så ellers ren matematik.

Det er vanskeligt at ramme Det Gyldne Snit nærmere – ‘med bind for øjnene’

Velfærd og indvandring fører til kollaps (pdf-fil)

Vi fik ret efter 20 aars kamp, hvor vi ofrede alt; men det er lige meget: Danskerne finder sig passivt i alt for ikke at ofre noget, og derfor mister de alt

Få indformationerne ud i en folder, som du henter her, kopierer og deler ud

1) Det skal understreges at faktoren 3,47 gange mere/oftere blandt ikke-vestlige i gennemsnit end blandt danskerne var gældende i 2004/2005. Tallet kan sagtens være 3,6 eller højere i dag. Vi har ikke adgang til disse følsomme oplysninger, og vi skal ikke påregne en opfølgning på Velfærdskommissionens anonymiserede opgørelser fra marts 2005.

Anbefal denne fil

J.  E. Vig, cand. oecon.

5. april 2010



3. april 2010

Velfærd og indvandring fører til kollaps om 2-4 år – en simpel kendsgerning


Velfærd og indvandring fører hurtigt til kollaps

 

– vi lever i et besynderligt land, der slumrende træder vande til døden i en internationaliseret verden:

Dette indlæg i spalter og pdf-format

Den korte version med masser af alternativ-betragtninger viser vi havde og har ret.

I maj 2005 viste en rapport fra velfærdkommissionen, der havde én af velfærdssystemets egne kreatører som formand, at vores helt unikke danske velfærdssystem simpelthen gav underskud over livsforløbet.

Og den fra systemets begyndelse forventede udligning af under- og overskud rullende over generationerne var så absolut ikke indtruffet.

At systemet, som det var indrettet, ville virke netop, som det også virkede, havde ikke været udpræget vanskeligt at forudsige lige fra dets begyndelse. Med færre danske børnefødsler blandt uddannelses- og arbejdstravle unge, voksne danskere og en march i stedet ind i offentlighedssektorer af forældrene in spe udeblev børnefødsler naturligvis. Der var andre medvirkende årsager, der trak i den samme retning.

Ingen menig dansker havde ytret ønske om et såkaldt velfærdssystem. Det skal lige understreges.

Aldringen af befolkningen tog så sin begyndelse af samme grund, og børnefødsler kunne vi bare hente i udlandet, især i de ikke-vestlige lande, for alt var lige godt og lige fedt og alt kunne formes her i landet, fortalte ideologien. Der var bare det, at indvandringen og børnefødslerne førte til endnu større velfærdsforbrug pr. individ. Og det blev endda værre efter første generation af indvandrere. Regningen med udligning over generationerne blev mere og mere umulig at få til at gå op, som tiden gik. Og desuden skal vi lige huske at finansieringen af systemet fra begyndelsen var kollektiv over skatterne, hvorimod forbruget altså var mestendels privat – et ta’selvbord som f.eks. uddannelserne. Selv FN meldte da Perspektivplan U-90 som en del heraf præsenteredes: I må have råd til det.

 

Velfærdskommissionens selverkendelse:

For året 2004 var det så galt fat, at hver danskerne i gennemsnit forbrugte for kr. 750.000 mere velfærd gennem livet end samme gennemsnitdansker indbetalte til systemet via skattebetalinger. Det blev så til underskud og statsgæld. Det var en hel del værre med indvandrerne og deres efterkommere. For alle indvandrere blev det gennemsnitlige underskud på velfærdsregningen kr. 2,5 mill. og for de ikke-vestlige blev underskuddet mellem velfærdsforbruget og skattebetalingen kr. 2,6 mill. over livsforløbet.

 

Hvor mange er her:

For 2009 kan det aflæses af den officielle statistik, at antallet af såkaldt fastboende i Danmark, med cpr.nummer og fast bopæl, er steget med 23.287 til 5.534.738 ved udgangen af året.

Så vidt så godt. Indvandringen (minus udvandringen minus de døde) var i alt 16.289, når vi tæller korrekt og ikke ukorrekt, som det officielt er blevet kutyme her til lands. Den kutyme tog sin begyndelse i 1991, hvor der officielt indførtes nogle ubrugelige tællekategorier, der har forplumret optællingen af befolkningen lige siden. Vi protesterede dengang, men protesterne ignoreredes.

Men det bliver værre endnu. Nu kunne man prøve at trække (indvandringen) 16.289 fra (befolkningstilvæksten) 23.287. Det giver 6.998, og det skulle så vise nettotilvæksten som følge af fødsler (minus de døde). Men det kan ikke stemme, for der meldes officielt om i alt 3.237 fødsler blandt udenlandske statsborgere, og disse fødsler skal endda opspores som udenlandske nulårige. Danskernes fødsler kan vi se bort fra i denne sammenhæng for de føder ikke nok til at reproducere de døde danskere.

Det allermest sindssyge består i at vor officielle optællings-institution så udmærket erkender, at der et problem her (selvfølgelig ikke på frontpage som med børnefødslernes pussige fordeling over ugens dage) med at en mængde børn født af både vestlige og ikke-vestlige figurerer som danske statsborgere og derfor optælles fejlagtigt som sådanne. Men vi må ikke få at vide hvor mange. Dette er uddybet og dokumenteret  i vort nyhedsbrev primo 2010:

https://danmark.wordpress.com/2010/02/25/information-om-danmarks-nyhedsbrev-udenlandsk-herkomst-blev-dansk-herkomst-i-1991/

Én af effekterne af et forrykt optællingssystem er, at vi ikke får oplyst pålidelige antal for vestlige og ikke-vestlige med fast ophold her i landet.

Vi har taget konsekvensen heraf med en alternative opgørelse:

I maj og juni 2009 foretog vi en pålidelig opgørelse af:

  1. Antallet af udenlandske statsborgere fordelt på 231 nationaliteter (denne mulighed findes endnu på grundlag af de officielle, tilgængelig data) i perioden 1979-2009

  2. Antallet af tildelte danske statsborgerskaber siden 1979

  3. Endelig har vi hentet det gennemsnitlige børneantal pr. kvinde i de respektive oprindelsesnationer

På dette grundlag kan vi ved at gøre brug af den fælles dødsrate i Danmark (antal døde pr. år pr. 1000 indbyggere) regne os frem til, hvorledes befolkningssituationen ser ud nu og vil se ud fremover, når vi i tillæg kender nettoindvandringen år for år fordelt på de repræsenterede nationaliteter.

Selvom der er endog meget stærke politisk korrekte interesser i at hævde, at der er sket og fortsat sker en tilpasning af indvandrernes børneantal til danske forhold, er der dog intet der underbygger dette; det forholder sig præcis modsat. At kalde de naturaliseredes børn for danskere eller kalde de fødte i Danmark for danskere falder vi ikke for.

Efter denne privatiserede optællingsanalyse er her ultimo 2009:

700.000 vestlige og ikke-vestlige, hvoraf 554.000 er ikke-vestlige med fast bopæl og cpr.nummer i Danmark. Henholdsvis 12,65% og 10,01%

Vestliges og ikke-vestliges samlede overtyngde på velfærdsposter i forhold gennemsnitsdanskeren: 2,5 mill./0,75 mill.  =  3,33, forudsat Velfærdskommisionens analyser for 2004 fortsat har gyldighed.

Ikke-vestliges overtyngde på velfærdsposterne i forhold til gennemsnitsdanskeren: 2,6/0,75  = 3,47

 

Beregning af alle indvandreres og ikke-vestliges velfærdsforbrugsandel:

x/(1-x) *0,8735/0,1265 = 3,33, det giver x = 32,5% af 751,892 mia. = kr.244,4 mia.

y/(1-y) * 0,8999/0,1001 =3,47, det giver y= 27,8% af 751,892 mia. = kr.209,4 mia.

 

På 2010-finansloven udgør velfærdsposter i alt kr. 751,892 mia., steget fra kr. 592,287 mia. siden 2005. Beløbet er summen af de fremhævede poster for de respektive år. Det samlede velfærdsforbrug er steget 27% på 5 år. De sociale ydelser med 28,5% og sundhedsvæsensforbruget med 35,6% på 5 år.

Erfaringerne taler deres tydelige sprog:

En opgørelse fra Århus viste, at udgifterne til kontanthjælp var blevet fordoblet på fem år og allerede i 1993 udgjorde 19% af den samlede kontanthjælpsudbetaling udbetalingerne til flygtninge (Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen nr. 4/1993).

SOCIALMINISTEREN SLÅR ALARM: Jyllandsposten 10. september 1999: Hver tredje på bistand er indvandrer. I 2002 var mere hver tredje (35-38 pct.) på kontanthjælp fremmed. 2003: 40 pct. af modtagerne indvandrere.

“Den aktive arbejdsmarkedspolitik m.v. hjalp ikke”:

I Århus modtog knap 1/3 af alle ikke-vestlige 40-64 årige kvinder førtids- eller socialpension i 2008 – svarende til 32,1 procent . På landsplan er antallet førtidspensionister blandt indvandrerne blevet knap tredoblet på 10 år i følge Berlingske Tidende. Integrationsudgifter: 16. oktober 2009: I Gellerup Planen er 80 pct. af indbyggerne på overførselsindkomst. 21. februar 2009: Antallet af indvandrere på førtids- eller socialpension i Århus er steget med 99,7 % på fem år53 pct. af de nyankomne var analfabeter i Sverige kunne vi læse 28. januar 2009. 90 pct. af de tvangsfjernede i København var fremmede, læste vi den 27. marts 2008. 24. marts 2009:  http://www.berlingske.dk/article/20090227/danmark/902270355/. “Alternativet til fængsel til de 15-17-årige lovovertrædere har ikke den store effekt, når det drejer sig om at holde dem væk fra kriminalitet…” Behandling af unge kriminelle virker ikke:  http://www.berlingske.dk/article/20090324/danmark/90324027/

“80 procent af de ungdomskriminelle, der udstår en to-årig behandlingsdom, bryder loven igen. Det viser ny rapport fra Justitsministeriet…” Forventningerne var igen ligesom ressourceindsatsen enorme – det er ingen molbohistorie, der er fuld dokumentation for den, der tager sig til hovedet: Effekten udeblev . Kommissionen om indsatsen mod undomskriminalitet afgav betænkning sidste år. De ansvarlige og kamouflage- metoderne afsløres her. Kommissionen meddelte:

”Overordnet set må udviklingen i

ungdomskriminalitet betragtes som positiv”

 

En tilsvarende udvikling som beskrevet her for den samlede velfærd kan højest fortsætte 2-4 år. Samtidig lukker eller flytter finansieringskilderne, der er samhandelsvirksomhederne, med største hast nogensinde i 2010, og omstillingen til den internationale konkurrence i f.eks. uddannelsesektoren ligger fortsat brak.

2015: Siden 2010 er flere velfærdsposter blevet beskåret for at skabe plads, nyeste forslag er førtidspensionens takster.

Det der bekymrede eliten var deres egne positioner. De kunne nemlig regne ud, at når deres ideologiske konstruktion, velfærdssamfundet, havde kørt på skinner nogle få år, ville antallet af børnefødsler blandt danskerne falde drastisk, da begge forældre nu skulle trække læsset.

Hvem der kreerede det ideologiske projekt med hvilken ideologisk propaganda og dermed havde ansvaret, samt om befolkningen havde noget ønske om systemets indførelse endsige nogen indflydelse herpå kan du læse på:  https://danmark.wordpress.com/dansk-velfærds-historie/ (intet er overladt til tilfældighederne)

Lav en nem folder med informationerne om hvad det koster og få den delt ud

J. E. Vig, cand oecon.

3. april 2010