Det er meget tillokkende at tro på denne verden, tro på TV eller på andre medier eller simpelthen forestille sig at man ved selvom det er tro . Det kan være vanskeligt at bringe sig i den situation, at man ved noget. Til erstatning for viden vælger vi ofte at tro – men det er en rigtig dårlig vane. I mange tilfælde er det skæbnesvangert (og det kan også være livsfarligt – se nedenfor), fordi der bliver lagt kræfter i netop det faktum, at de fleste hellere vil tro end vide, fordi det er mere bekvemt, men også af en anden grund. Når du tror, kan du ikke selv vurdere en risiko og vælge til eller fra eller rettere selv bestemme. Den, der har fundet på det, du tror på, bestemmer med andre ord over dig.
Det er ubekvemt ikke at have et svar, det kan være flovt synes mange, så troen og som oftest det, der duttes én på via TV eller folkesnakken vælges til erstatning for reel viden. Hvad jeg ikke har fået af gode råd angående planter og have. Det meste er det rene vrøvl. Budbringeren lyver ikke nødvendigvis, men glemmer væsentlige detaljer eller husker forkert, altså tror; han ved ikke, oftest fordi han ikke selv har prøvet i praksis, men i stedet hørt det gode råd fra en anden, der måske var i samme situation.
Reel viden er også sjælden – men den er ingenlunde relativ eller frit i luften svævende : logisk sammenhængende opbygning fra grunden af billedet, som man opfatter det, kan være vanskeligt at tilegne sig. Tænk på en retssal, her skal sandheden frem i mange sager. Man hudfletter f.eks. en hændelse fra sekund til sekund; men i sidste ende er der indicierne, ledetrådene, men de skal nødvendigvis vurderes af flere øjne og sammenholdes med det, der kan bevises.
Men husk, om denne verden skal man ikke tro, man skal vide. Det er faktisk blevet således, at alt hvad der sker eller siges mere end nogle få kilometer fra din bopæl, skal du tilegne dig fra medierne eller fra andre. Har medierne interesse i at fravælge, fordreje, misinformere eller lyve, gør de det.
Der er en grund mere til, at troen, overtroen, fordommene florerer: Det kan være ubehageligt med tomrummet: “Jeg ved ikke”….et indbildt kompleks, måske.
Mødte en mand i går, der var sat til at gøre rent i skolegård. Han mødte kl. 7.55, hvor mødetiden var kl. 8.00. På én af bænkene sad tre perkere-knægte; han ignorerede dem. Da han vendte tilbage, var de gået, men havde efterladt en gennemsigtig plasticpose med tilsyneladende 4 madpakker i. Herefter meldte manden til den overordnede, at han ikke agtede at fjerne den fundne pose. Åh, lad nu være. Det var vel pigerne nede fra kantinen? Nej. Så var det drengene nede fra kantinen? Nej, de tre knægte forlod stedet sammen umiddelbart efter min ankomst. Den overordnede havde åbentbart valgt tro.
Senere på dagen: “Er du virkelig bange for den pose, Jens”, sagde den overordnede, da en håndværker var mødt op i anden anledning, og den overordnede gerne vil udstille sin undersåt. Nej, jeg er ikke bange for noget som helst, svarede Jens; men jeg tager ikke unødige risici. “Jamen, det er da madpakker, det kan du da selv se!” “Kan jeg se det, eller forventes jeg at tro, at jeg ser dette gennem posen.” Den overordnede og den ankomne håndværker havde herefter heller ikke mod på at fjerne posen. Det sidste kunne skyldes tro, eller overtro tilsyneladende ændret af den fornuftiges indsigelser; men det byggede ikke på viden. Posen står der mig bekendt endnu.
Jens berettede herefter om fjern fortid i halvfjerdserne, hvor arbejdet stod på reparationsarbejder på den større arbejdsplads med store højder inklusiv en silo. Her lærte Jens, at man ikke behøver at træde på dæksler og riste. Det er uklogt simpelthen at træde på dæksler og riste af den simple grund, at alt forgår på et eller andet tidspunkt…… Den sommer var en ung mand forsvundet, da han trådte på en rist i siloen. De fandt ham 12 dage senere under ca. 100 tons sojabønnemel.
Sonia
Indvandrings-
hastigheden voksede
endnu mere i 2013
Danmark 