Danmark

30. juni 2006

Papirer og boligerne giver mere gevinst end produktion


Endnu en rentestigning

– for at holde kapitalen i Europa og dæmpe husprisernes stigning, og det bliver ved. En forskydning af kapitalen fra realkapital til privat kapital uden for produktionen eller væk fra Europa fører til, at aktiviteten som beskæftigelsen skulle bygge på også forsvinder. Så påstanden om at der altid er arbejde at få er ren myte, der gentages dagligt. Kapitaldannelsesprocessen skævvrides af den manglende omstilling og fornyelse til de ændrede konkurrenceforhold i verden og en fortsat alt for forbrugstungs Europa-økonomi. Toppen har valgt at lade stå til og primært beskylde arbejdsløse og udstødte for ulykkerne for noget, der skal kaldes ”overhedning”. Når inflationen eventuelt vælges, fordi de ledende altid springer over hvor gæret er lavest, vi de igen ganske uberettiget hævde, at bunden er skyld i alle ulykkerne.

Realkapitalen er indbegrebet af de enkelte goder, som i den økonomiske virksomhed frembringer vort forbrugs midler og holder ressourcerne i bredeste forstand vedlige. Kapital som funktion. Den faste realkapital bindes længere tid i jord, bygninger og anlæg, evt. lageret, den flydende realkapital bindes i det faktorforbrug, der sker i produktionsprocessen, medens den forløber og evt. lageret. Processen gentages typisk.

Privatkapital er karakteriseret ved en mængde rettigheder, der giver adgang til arbejdsfri indtægt (oftest i form af rente og kursgevinst), hvor der ikke kan påvises nogen forbindelse med produktiv virksomhed. Huspriserne har lige kørt i vild fart mod skyerne, så mere kapital er blevet trukket væk fra realproduktionen.

Aktiviteten i praksis kan du læse om her – også om perspektivet:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/30/kapital-flyder-over-atlanten/

 

https://danmark.wordpress.com/2006/06/26/spekulations-regimet-kommer-til-ende-pr-naturlov/ 

I fremtiden vi de satse på tilskud i EU. Fordi jeg via offentlige tilskud, der i dag angiveligt skal virke på arbejdsløsheden og byfornyelsen, kan få ombygget et par ejendomme og derefter hæve huslejen med 15-20 procent, samtidig med at min ejendom kan forventes at være blevet mere værd i handel og vandel, så bliver samfundet jo ingenlunde mere funktionsdygtigt eller rigere af den grund. Jeg bliver det nok umiddelbart og sikkert, når jeg sælger kapitalgodet i tide; men hvad skulle det ellers gøre andet end fjerne endnu mere kapital fra realproduktionen, som vi skal leve af mestendels materielt.

Er det set før – JA! Tilskuddet får initiativet og pengene trukket et andet sted hen. Aktiviteten øges i en periode, og leverandørerne indstiller sig på mere omsætning også. Fortsætter tilskuddene øges kommandoøkonomien og funktionærstaten, og skævridningen af økonomiens naturlige ordning. Standser tilskuddene bliver ledigheden meget større, end den først var forud for tilskuddet. Naboen gøre som jeg i morgen, når han ser tilskudsarbejderne på mine ejendomme. Trediverne var fyldt op med disse gældsforøgende New Deal tilskud, som altid først i U.S.A., så her.

Når tilsvarende huslejen samlet i de københavnske ejendomme fra 1914 til 1926 steg med 40 mill. kr.( i den tids penge, hvor den samlede seddelmængde udgjorde 140 mill. kr. i 1914. I februar 1919 udgjorde den 430 mill. kr), var der, uden at samfundet var blevet rigere af den grund, skabt en privatkapital på ca. 500 mill. kr. (den kapitaliserede værdi af 40 mill. kr. pr. år – efter L. V. Bircks annuiteter anno 1925-1930. Han ejede selv ejendomme), hvoraf en del selvfølgelig realiseredes ved salg.

Kapitaliseringsprocessen fremskyndes i et samfund, hvor det at have kapital er en voksende betingelse for personlig frihed og sikkerhed i tilværelsen.

Overkapitalisering skete under 1. verdenskrig gennem aktier, obligationer og banklån, hvormed man udbetalte de dividender, som et for højt værdisat lager og anlæg tilsyneladende retfærdiggjorde. Følg vore skibsselskabers historie fra 1912 til 1920 (se ovenfor og appendix om Landmandsbank-krakket). Et selskab slagtes, idet skibene ansat til 1000 kr. pr. ton dødvægt, solgtes til et nyt selskab. Den tidobbelte overpris, som de nye aktionærer betalte, tilførtes ikke søfarten, der ikke desto mindre skulle forrente den, men den gik i aktionærernes lommer. Og mange af disse såkaldt nye selskaber nærmede sig snart insolvensens grænse. Grænsen hvor passivernes sum overstiger aktivernes sum.

I dag har vi haft selskabstømning, der har fik lov at fortsætte, medens myndighederne så til eller har set til, måske uden at ville dette, selvom aktører med i nye kasketter i hvert fald deltog.

Tænker man på de manøvrer, under hvilke kapitaliseringen og overkapitaliseringen foregår, og de mange papirspenge skabes, som man vil tvinge samfundet til at forrente – aktieboblen i 1900-erne – , forstår man, at dette kan intet samfund leve med.

Det er/var galt overalt i Europa, før som nu – Schweiz, Norge og til dels Irland og Tjekkiet undtaget i dag. Realkapitalen er ikke endnu blevet ødelagt ved krig; men mest ved hemmeligholdt overforbrug i offentligheds- og fondssektorerne udover, hvad brandbeskatningen kunne magte at finansiere. Lønkonfiskation er rette betegnelse.

Staten udsteder så obligationer til underkurs med fast forrentning og inddrager dermed betalingsmidler, der skulle have nyttet samfundet som realkapital, men det er ikke nok. Samtidig henter den ad denne dødrute også valuta hjem i konkurrence med andre europæiske lande, fordi den også sælger det tidligere benævnte indlandspapir i udlandet.

Man har talt om, at eftertiden ved statsgæld bærer en del af byrderne for nutiden, og man har talt om at underskud på de offentlige finanser speeder økonomien op.

Begge dele er aldeles ukorrekt og opfundet til formålet, som forbliver “danse-myggenes” bedst skjulte hemmelighed.

Såfremt det første havde været rigtigt, ville den moralske berettigelse være mere end tvivlsom; men det er ikke rigtigt.

Ved lån og ved skat overføres borgernes købekraft til staten, der nødvendigvis retter sin efterspørgsel efter nutidens varer og tjenester. Krig kan ikke føres med fremtidens kanoner, og soldater kan ikke klæde sig i fremtidens klæder og leve af fremtidens landbrugsprodukter. Staten bruger provenuet af såvel statslånet som skatten til at købe nutidsvarer, hvis mængde derfor mindskes. Da borgerne i tilfælde af statslån bredt beholder deres købekraft, stiger varepriserne kraftigt som følge af lånet, og denne inflation afsætter sig som store profitter og kursgevinster. Disse giver anledning til et overforbrug, og den långivende borger véd ikke af, at samfundet er blevet fattigere, for han har jo blandt sine aktiver en god tilsyneladende sikker rentekilde i statsobligationen (privatkapital). Tværtimod tror han, idet han ræsonnerer udfra sit eget, at samfundet er blevet rigere. Det går ufattelig godt! Opsvinget!

Prisstigningerne reducerer de brede lags realindtægt – når seddeludstedelsen og løn blot fastholdes; hvis de slippes, så bliver det endnu værre. Statslånet tager altså nutidens goder, ikke fremtidens, og byrden mærkes straks på prisniveauet. Dernæst betales der igen, når gælden skal forrentes og afdrages. Her skal pengene hentes via skatterne, der igen rammer bredt og mærkes mest af folk med lavere indkomster.

Staten har nemlig ingen penge.

Til det andet forløjede udtryk stammende fra John Maynard Keynes er kun at bemærke, at når man fjerner pengemidler ved salg af statsobligationer fra et sted, hvor det private initiativ ellers råder, og lader staten disponere i stedet, så skævvrides økonomiens naturlige ordning – byggende på behov og ærligt tjent købekraft – og de brede lag belastes af både prisstigningerne, der følger straks, og senere også af de øgede skatter til finansiering af rente- og afdragsbyrden fra statslånet. Staten overtager initiativet.

Den aktive kapital (eller realkapitalen) svækkes ved at fastholde en falsk passiv kapital (privatkapitalen). Dernæst kastes byrden over på de brede befolkningslag. Rentenyderen af statsgælden ser gennem bankens øjne og forstår først for sent, at det ikke blot er arbejdslønnen, men også renteafkastet, der forringes ved den rentestigning, der følger med inflationen. Faldet i købekraft, der uvægerligt følger, overstiger rentestigningen, så han i fremtiden alligevel kommer til at betale, medmindre nye udsættende, men fordyrende krumspring foretages. Ville dette ikke ske, kunne man sige, at “geniale politikere” og deres “overmenneskelige embedsmænd” havde opdaget eller opfundet en metode til at lovgive sig væk fra tyngdeloven.

Det er her “dansemyggene” både skriver og indstuderer koreografien.

Under inflationen dengang tillod man priserne at flerdobles i begyndelsen af 1920-erne. Statsbankerotten lurede i 1923, men kun p.g.a. svig. Samtidig samledes der mægtige formuer på private hænder, og staten kastede bare (u)forpligtende statsobligationer ud. Havde man i 1919 i stedet én gang for alle taget en formueskat til tilbagebetaling af krigens gæld, havde man ikke absurd bibragt borgerne den tro, at man kunne føre krig for intet. Det var umoralsk, at der kunne dannes mægtige privatformuer ved krig og inflationssvig, og det var uøkonomisk at tillade borgerne et forbrug på grundlag af en tilsyneladende formue, der ikke stod i forhold til Europas virkelige kapitalmangel. Derefter fulgte stilstand i hjulene – deflation, hvor alle værdierne begynder at ødelægges. Vejen ud herfra er ganske langvarig og smertefuld. Normalt kommer så krig igen, hvis mange lande kører samme trafik. Det skete også. Det hele skyldes alene svig.

Men man har forud kapitaliseret ( tilbagediskontering af alle fremtidige beløb til et nutidsbeløb, der under hensyn til renten helt tilsvarer fremtidsbeløbene. Nu er det bare det – som nævnt – at f.eks. renten, købekraften og kurserne ikke er til at lide på), fremtidens udbyttemuligheder og for de nu besiddende fastslået, at krig er en fortræffelig forretning, noget, det er værd at gentage.

Det samme sker i dag; men indtil nu uden krig hos os. Med en abnorm mængde statspapirer overalt i Europa er de reale produktionsmuligheder under gunstige forhold iøvrigt ikke tilstede ved en bare nogenlunde acceptabel beskæftigelsesgrad. Lige netop under sådanne forhold vil magthaverne have en ny fælles obligatorisk Europamønt, som de hævder vil frigøre os fra den internationale spekulation. Hvorledes 12-14 gældsatte lande faktisk kan ændre den eksisterende status ved at skrive det på et nyt fælles stykke pengepapir, der så uddeles til erstatning for de ødelagte nationale monetære enheder er ikke umiddelbart indlysende. Derimod kan de med Euroen ændre på noget andet, og det er i realiteten, hvad det drejer sig om (se nedenfor).

12. februar 1998 meldte 154 økonomiprofessorer i Tyskland helt på linie med Information om Danmarks oplysninger fra 1996, at Euro-projektet som det agtes gennemført er aldeles udsigtsløst. Yderligere kapitalflugt, høj rente, mere arbejdsløshed og hyper-inflation er resultaterne. Tyskland havde officielt 4,82 mill. arbejdsløshedsforsikrede (12,6%) uden arbejde i januar 1998, den største nogensinde. I juli 1998 er den tyske ledighed faldet til 4,3%; men arbejdsmarkedspolitiske forbundsdagsrepræsentanter for SPD – det tyske socialdemokrati – melder på skærmen lige før valget, at den reelle ledighed snarere er henved 10 mill. I 1932 havde Tyskland 4,1 mill. arbejdsløse. Dengang udgjorde arbejdstyrken en langt mindre del af befolkningen – kvinder tilbød sig ikke på arbejdsmarkedet i samme omfang som i dag.

Om vi skal have finansmændene på kommandobroen, eller vi skal vågne af vor Tornerosesøvn og klare ærterne selv som rigtige danskere, bestemmer vælgeren/seeren/ lytteren/læseren i et demokrati. For vi har da demokrati, har vi ikke?

“Statsgæld er umoralsk og ødelæggende; umærkelig underminerende statens grundvold, udleverer den de nulevende generationer til den næstes forbandelse” (citat: Napoleon I og L. V. Birck).

Stabiliseringsfondssystemet fra 1932 går i korthed ud på, at valutapolitik og indenlands pengepolitik holdes adskildt. Det betyder at lande, der nok kunne hente guld hjem på anden vis end sædvanlig handel med sædva­nlige varer – f.eks. ved gældsspekulation og praktisk bankvæsen – bare kunne opbygge en fond uafhængig af centralbanken, med hvilken der så kunne føres en pengepolitik, der friholdt priser og lønninger fra at skulle variere, når dette ellers skulle til af hensyn til varesamhandels-uligevægts-problemerne. Et langt, men sigende ord.

Man bruger (misbruger) det ophobede ædelmetal i fonden i stedet for at foretage de nødvendige indgreb mod dårligdommen. Det var netop guldets opgave at tjene som et nyttigt redskab til afsløring af fejlindretningen i forhold til det nød­vendige. Eller: Man brugte ikke guldet som et fornemt redskab til at sig­nalere noget reelt måtte gøres i samfundsindretningen, man erstattede indgre­bene med guld.

Muligheden for at anvende dette kunstige trick var kun tilstede, fordi Bank of England var på private hænder. England var det første land, der på denne måde stabiliserede pund-kursen, uden at pengepolitikken via pengemængden, kreditpolitikken og løn- og indkomstpolitikken blev brugt.

Uha, det med økonomi er noget svært, vil nogle måske nu hævde.

Nej, vel er det ej, det er gjort kunstigt svært for at forvirre dig og gøre dig ufri. Det sker ved at sløre for dig, hvad der sker, hvad der kan, og hvad der ikke kan gøres med hvilke midler og med hvilke virkninger.

Et eksempel på de fantastiske heksekunster blev bl.a. afsløret af Arne Rasmussen, der skrev og forsvarede doktordisputatsen “Pris- eller Parameterpolitik.” Hovedsigtet hermed er at vise, hvorledes ikke blot prisen på varerne kan anvendes analytisk som efterspørgselsbestemmende middel i marketingindsatsen. Arne Rasmussen viser, hvorledes prisen blev overtaget af driftsøkonomerne fra nationaløkonomerne. Prisen var den nemmeste at måle til formålet, og desuden var det langt hen ad vejen for matematisk krævende at arbejde med flerdimensionale sammenhænge til bestemmelse af efterspørgslen i modellerne af virkeligheden. Arne Rasmussen blev verdensberømt.

Hele “Keynes-videnskaben” bygger i dag på antagelseslogik eller uvirkelig modelbetragtning.

 

Den 21. september 1996 overværede jeg et foredrag af en yngre og vel håbefuld politiker med en økonomisk uddannelse. Emnet var EU og Danmarks økonomi. Denne ambitiøse politiker hævdede, at det var vigtigt langt hen ad vejen for karrieren at opfatte og udtrykke ikke alene EU-problematikken, men også den nationaløkonomiske metier “på den rette måde.” Kun hvad EU angik var han at betragte som outsider i vort folketing, og han kunne stolt bedyre for forsamlingen, at der var mindst tre folketingsmed­lemmer mere i hans parti (Det Konservative Folkeparti) foruden ham selv, der således skejede ud angående EU-tilslutningen. Ingen skejen ud angående den Keynes-fastlagte nationaløkonomi-opfattelse.

Dette er niveauet, når det går højt på Borgen, Christiansborg, hvor det virkeligheds-forskansede Folketinget er placeret.

30. juni 2006

Joern E. Vig, cand. oecon.

Reklamer

Advarsler mod lav ledighed (?)


Propaganda

– bygger på virkelighedsfjern teori.

Arbejdsløsheden er angiveligt faldet til 4,5 pct. af antallet af arbejdsløhedsforsikrede eller i alt 125.000.

Advarslerne bygger på følgende fejlresonnement:

Er efterspørgslen efter arbejdskraft større end antallet, der søger arbejde tilsiger den virkelighedsfjerne teori, at så får vi inflation, fordi det skulle give stigende lønsatserne, når det er sker uden tilsvarende produktivitetstigning. Og det skulle så sætte inflationsmøllen i omdrejninger.

Ja, vi har inflation, og den bliver værre, men årsagen er en ganske anden. Sådan er det.

Vi ved jo efterhånden alle sammen, at langt mere end 1/2 mill. er officielt sat uden for arbejdsmarkedet foruden de registerede ledige nævnt oven for. De er sendt på kontanthjælp, aktivering m.v. eller førtidspension, fordi de kun kan stå som ledige og være arbejsløshedsforsikret i en A-kasse med udbetalingsvirkning i en stadig kortere periode. Optjeningperioden, der giver ret til A-kasse-midler, er også blevet øget flere gange, hvilket også får gruppen af såkaldt udstødte til vokse hurtigere. Meget af faldet i den officielle ledighed skal i øvrigt findes her.

Hver eneste familie har snart en arbejdsløs.

Vi ved efterhånden mange af os, at mange jobannoncerne ikke indeholder reelle jobs, at fagforeningerne bl.a. er rendt forgæves flere gange her i foråret 2006, og at selv Dansk Industri har måttet sige fra for nylig:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/23/jobannoncer-uden-reelle-jobs/

[der er stadig mange, der ikke vil læse den slags – fordi det er sandt – de foretrækker at tro usandhederne.]

Inflation skyldes pengemiddeludstedelsen og købekraftudvidelsen fra især boligmarkedets prisstigninger og øgede kreditter i de nyere boliglåneformer.

https://danmark.wordpress.com/2006/06/30/papirer-og-boligerne-giver-mere-gevinst-end-produktion/

https://danmark.wordpress.com/2006/06/14/when-capital-leave-real-production/

https://danmark.wordpress.com/2006/06/26/spekulations-regimet-kommer-til-ende-pr-naturlov/

Det er ikke de arbejdsløses skyld – selvom det i mange år har været smart at pukke på de ledige, som roden til næsten alt ondt.

Det er lidt tragikomisk: 

“Vi troede faktisk, at lav ledighed tværtimod skulle være godt” – nu kaldes det noget, der skal advares imod af såkaldt cheføkonom -; men det stemmer heller ikke al den stund, at hovedparten af de udstødte stadig står til rådighed og skal møde på AF, nyttesløst gennem aktivering (“oftest af aktivister”) og anden hersen. Problemet er, at de ikke tælles på den samme (opgørelses-)hylde, i særdeleshed oplyses det sjældent af pressen, at der netop ikke er noget arbejde til dem, og flere og flere jobs i øvrigt nedlægges hver eneste dag. Det sidste fremgår trods alt sporadisk af medierne.

Den officielle ledigheds opgørelsesfejl hudflettede vi allerede i 1998 og ajourførte med oplysninger senest i 2003 på: http://www.lilliput-information.com/led/index.html

30. juni 2006

Joern E. Vig 

 

Kapital flyder over Atlanten


Inflationen søges bekæmpet i USA

– men samtidig trækkes kapital ud af EU med Euro

Amerikansk rente hævet til 5 1/4 pct. Det er 17. renteforhøjelse i træk og den højeste rente siden marts 2001. USA’s Federal Reserve – svarende til vores nationalbank – skal angiveligt med forhøjelsen neddæmpe inflationen, karakteriseret ved en falsk vækst på 5,6 pct. iførste kvartal af i år.

IoD: 

Da imidtertid renteforhøjelsen virker tiltrækkende på finansielle investorer, må vi herfra konstatere, at vore forudsigelser for 10 år siden om, at den obligatoriske Euro vil trække kapital ud af Europa, stemmer med virkeligheden.

Euro giver ikke gang i real-økonomien:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/23/euro-ville-skade-danmark/

Euro ultralight og Euro light: 

https://danmark.wordpress.com/2006/06/01/euro-ultralight-og-euro-light/

30 juni 2006

Joern E. Vig, cand. oecon.

Protester mod den nye Medielicens

Filed under: Justice — Tags: , , — Jørn @ 07:22

Medielicens fra 2007 er brud på skattestop

Den nye medielicens er reelt en skat på internetadgang, og er derfor i klar strid med skattestoppet. Regeringen benægter, og siger at TV–licens ikke er omfattet af skattestoppet. Fra 1. januar 2007 afskaffes den tidligere farve-tv-licens og erstattes af en ny medielicens.

Vi har behandlet spørgsmålet indgående den 13. juni på: https://danmark.wordpress.com/2006/06/13/medielicens-er-brud-pa-skattestop/ 

Skriv under på protesten:

http://www.pc-licens-nej-tak.skrivunder.dk/index.php

 

Sonia

VI HAR RIGTIG ONDT I UDDANNELSERNE


Koldbrand kureres ikke med lavendelolie

Svaret først, spørgsmålet bagefter:

11. april 2005 oplyste TV2-Nyheder, at 57 pct. af de folkeskolelærere, der underviser i faget dansk i Folkeskolen, ikke havde valgt danskfaget i uddannelsen på seminariet, og tilsvarende gør sig gældende for 97 pct. af de, der underviser i fagene naturfag og teknik[1].   

Det har sine virkninger: 

Formanden for gymnasiernes rektorforeningen Peter Kuhlmann bekræftede 9. april 2006:  “…at den nylige gymnasiereform ikke har lokket flere i gymnasiet til at vælge de naturvidenskabelige fag. Det skyldes mangel på velkvalificeret naturvidenskabelig undervisning i Folkeskolen…”   

Det er tit de små korte nyheder, der lige skal sammenholdes.  

Det mest afsindige er, at vi ikke har fået disse oplysninger, længe før skolen rent faktisk brød sammen. At eleverne tilegner sig ideologien indgår helt centralt i bedømmelsen af, hvilke elever, der klarer sig godt og hvilke skidt helt nede fra folkeskole- og børnehaveniveau.

Uddannelserne er yderst centrale at få indrettet realistisk. Ideologi har erstattet indføringen i redskaber og færdigheder, så det er blevet til en katastrofe. 2 ud af 3 videregående uddannede retter stadig blikket mod den offentlige sektor, hvor fremtiden helt klart skal bygge langt mere på samhandelssektoren end i de sidste 40 år.   

Primo april 2005 oplyste DR-teksttv, at 30 pct. af folkeskolelærernes arbejdstid går med at undervise børnene. Den situation er skabt af adskillige skolelove og overenskomstaftaler gennem flere årtier siden “Den Blå Betænkning” sætter aktivt gang derouten efter Den Anden Verdenskrig. Men det startede meget højere oppe og langt tidligere, ikke ved en tilfældighed og det blev efter betænkningenvidereført igennem henved 50 år her til lands, både med såkaldte liberale og mere formelt socialistiske initiativtagere som nyttige idioter blandt de politisk topansvarlige. Det startede med at livets basisværdierne formelig skulle ændres. Forældrene var ikke egnede, hvis de ikke antog de samme nye værdier.    

Siden hen skulle vi høre, at nu måtte lærerne sandelig overtage overdragerrollen; forældrene var faktisk ikke egnede; ikke sært da de selv havde været i de samme mølle, og de fleste var fundet for lette, når de ikke have været på et målrettet kursus i sindelagsteori tilrettelagt af de vidende lærermestre: http://www.lilliput-information.com/revo.html

Nu forstår man måske bedre, hvorfor hollandske 9 årige skoleelever undervises dobbelt så meget til den halve pris. Eller tag nogle andre områder: Ca. 10 pct. af studenterne falder fra på de videregående uddannelser, og det årlige optag på ingeniøruddannelserne er faldet med 50 pct. fra 1985-1995 [2].    

I områderne ‘undervisning’, ‘sundhed’, og ‘social omsorg’ var der i 2001 (i følge Velfærdskommissionens rapport, ”Velfærden kommer ikke af sig selv”) officielt ansat 630.000 svarende til lige knap 22 pct. af den samlede arbejdsstyrke.    

Viden og kompetencer skal i front:  Skal Danmark have en chance i disse år med virksomhedsudflytning og øget konkurrence fra lavtlønsområderne, skal der satses helhjertet og konsekvent på viden og kompetencer, der kan bringe os hurtigt i front i den vestlige verden. Arbejdskraften til at tage sig af en voksende ældreandel i befolkningen vil aldrig blive et problem. Den næstfarligste udvikling vi overhovedet har været inde i nu i to generationer er gymnasielærernes egen reproduktion af egne irrelevante kompetencer, der langt hen ad vejen ikke er business-relevante, hvis vi skal overleve som civiliseret nation. Det står ikke bedre til i Folkeskolen, men her må vi satse centralt på dansk, engelsk, tysk, matematik, biologi, økonomi, data og historie, fordi det ikke kan lade sig gøre at udskifte store dele af lærerstaben her og samtidig finde en udviklings-befordrende erstatning, der gør eleverne egnede til det nye gymnasium.

Det drejer sig således ikke kun om at få øget den andel, der deltager på arbejdsmarkedet, så skatteprovenuet kan øges; der er stærke interesser knyttet til at få os til at tro dette.   

Det drejer om at gøre det attraktivt at etablere nye virksomheder og udvide den del af de bestående, der egner sig til udviklingen med international konkurrence og velfærd.     

Velfærden kan ikke finansieres, hvis landet skal fortsætte med at eksportere sig til de indtægter, hvoraf velfærden skal betales, sådan som landet er indrettet.   

 

Midlerne til at rette kursen op på 3-5 år går over de sammenlignende fordele, som Danmark skulle have benyttet på uddannelsesområdet straks i 1960-erne i stedet for at lade unge uvidende mennesker bestemme godt hjulpet på vej af gymnasiernes magistre, hvor vi gik hen med det hele for andres regning. Vi er henvist til importere relevante undervisningssystemer og lærerbøger (eventuelt oversatte) fra Irland, Holland, England, Tyskland og USA, og eventuelt få ansat enkelte lærere fra disse nationer i nøglepositioner.    

I den anden ende:  Elever, der er så svagt kørende, at de kan ikke følge med i nogen anden skole skal gives et sidste særtilbud, hvor man på hver elev pøser kr. 1.500 i lærerlønning m.v. ud hver gang de går gennem døren til skolen. Der opereres med klassekvotienter på 3, for bl.a. at forsøge at proppe dem med det, som man i dag kalder matematik. Typisk 16-årige, der agerer som 8-9 årige, og fortsat kæmper med 6-tabellen. Vi har ikke noget overblik over, hvor mange elever det kan dreje sig om på landsplan, og vi kender heller ikke fordelingen på nationalitet. Det er spild af tid og penge, og se nu hvorfor:   

Vi ved også at arbejdsløse akademikere selv med ph-grader fortsat tilbydes offentlige tilskudsjob – kaldet “dansk koncentrationslejr” – med indsamling af løvfaldsblade og stabling af brænde i skovene, en enkelt uddeler aviser i Vollsmose, mange andre kører bus; imens man ufortrødent fortsætter med at optage kæmpe, nye studenterhold til endnu mere fremtidig humaniora-arbejdsløshed i et land, hvor uddannelsen som en selvforsynende evighedsmaskine er gjort såkaldt gratis – for andre end skatteyderne – , og studenterne fortsat frit kan vælge selv, næsten uden begrænsninger.     

Samtidig importerer vi kirurger fra bl.a. Pakistan og Afghanistan – det berettes at hen ved 25% af landets kirurger er udenlandske (husk på dét, inden bedøvelsen virker!) -, for her har man valgt at uddanne de svenske og norske studenter (der står overfor meget stramme begrænsninger i adgangen til uddannelserne derhjemme). De returnerer straks til hjemlandet efter endt uddannelse i Danmark.   

Når man igennem 12 år tydeligt har erfaret, hvorledes niveauet er styrtdykket i gymnasierne, og man samtidig ved at magistrenes fagforening fortsat kører denne nedad-bakke-trafik helt bevidst for større vækst i medlemstallet og dermed flere penge i pamperkasserne, uanset den stadigt stigende akademiker-ledighed i egen særinteresses navn, så er det befriende at vide, at det hele får en forholdsvis brat ende med lønninger på ca. kr. 25 i timen i Polen og kr. 8-10 i Kina for det arbejde, der koster kr. 125 her, men som end ikke findes mere i Danmark om nogle ganske få år. Resten herudover (de såkaldte vidensjob) står nemlig også i fare for at forsvinde. Det vil du ikke betvivle, når du har læst nedenstående kvalificerede gennemgang fra Ugebrevet Mandag Morgen nr. 36, 21. oktober 1996.  

Vi gennemgået hele udviklingen:

http://www.lilliput-information.com/skole/index.html  

 

Derouten startede for mange år siden (35-40 år …eller lå planlægningen heraf langt længere tilbage?), men den acceleredes op af især det store skoleforlig mellem Socialdemokratiet og Venstre fra slutningen af 1970-erne, sidstnævnte i “det nære samfunds navn”, hvor den sidste rest kastedes over bord til fordel for bevidstgjorte skolebestyrelser og ligeledes ideologisk bevidst fagforeningsdominans. Dette førte til anarki ud over det ganske land, når vi ser på Folkeskolen. Samme linie måtte til sidst følges i gymnasierne, på mellemuddannelserne, på erhvervs- og fagskolerne og i de videregående uddannelser, fordi de nødvendige og helt grundlæggende kundskaber, der skulle have været tilegnet i Folkeskolen, simpelthen var ukendt stof; også når de nåede universiteterne og de øvrige videregående uddannelser.   

  Bare på fagskolerne (mellemuddannelserrne) er frafaldet på uddannelserne i gennemsnit henved 40%. Marxistisk ideologi, senere multitetnik sammen med internationalt falsk-føleri, og totalitære miljø-remser tog pladsen og tiden fra bl.a. redskabsfagene læsning, skrivning, regning og vidensfagene geografi og historie i folkeskolen. Nye pædagogiske ideer og tilpassede talemåder er simpelthen blevet en dårlig vane for seminaristhjerner; desværre har de det til fælles, at børnene som helhed ikke lærer at bruge den bevidste del af hjernen. Al gentagelse i form af f.eks. øvelser og også disciplinen er afskaffet for år tilbage. Derimod lærer de at hævde sig eller underkaste sig flokmentaliteten.

 

 

Sonia 


[1] Stammer fra de manglende færdigheder i matematik og fysik herfra, når vi netop ser på tilgangen til ingeniøruddannelser i afsnittet ovenover? 

[2] F.eks. vektorregningen, der er grundlaget for elektronik og avanceret fysik, afskaffedes allerede i begyndelse af 1980-erne i gymnasierne med henvisning til, at de rekrutterede gymnasiaster fandt emnet for vanskeligt.  

29. juni 2006

Kapitalfonde og deres overtagelsesforretninger


Kapitalfonde har været omtalt i 196 danske dagbladsartikler

– bare inden for den sidste måned.

Sidst David Montgomery med sit medieinvesteringsselskab Mecom Group Plc – med blot seks ansatte – der vil overtage Det Berlingske Officin. Vi skal se på hedgefondene. Hvad der bliver af deres fortsatte spekulation via bl.a. de såkaldte derivater, en art “væddeløbstalonner”, hvor væddemålene ikke er på hesteløb eller racing cars, men gælder noget så fornemt som ihændehaveraktiers og aktiegruppers udvikling:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/23/finanskriser-i-nyere-tid-en-kort-serie-uden-heksekunst/

Vi skal i den forbindelse se på betydningen af den anonyme ejendomsret via selskabers aktier i andre aktieselskaber.

Det ville også være interessant at kunne påvise, i hvilken udstrækning f.eks. arabiske landes rigmænd er involveret i virksomhedsovertagelserne i Danmark og i andre lande.

Nu er det ikke bare at skrive herom, eller referere, hvad mainsteam pressen bringer, for det bliver vi sjældent mere velorienterede af. Der skal bruges analysetid, og den tages fra andet. Alt kan ikke afsløres, men noget kan.

Igen et tilbageblik, det meste er sket før:

Magten lægges hos relativt få mænd, skrev professor Lauritz V. Birck i “Europas Svøbe”,1925: “…den amerikanske Pujo-Komités beretning om spørgsmålet, hvorvidt der fandtes en pengetrust, viser alt i 1912 nogle få mænds magt over næsten alle banker, forsikringsselskaber og ledende industrier i Øststaterne (USA). Dette sker ved hjælp af “interlocking directorates”, bestyrelsesfællesskab. Herhjemme har cand. jur. Robert Mikkelsen leveret Birck interessante oversigter på danske forhold, der fuldtud bekræfter lignende forhold i Danmark…” 

Vi skal også se nærmere på finansskandaler herhjemme, der ikke blev dækket noget særligt af pressen.  

Eksempler på tilgrænsende og overlappen problemstillinger:

I dag hører vi ikke så meget reelt til problemstillinger bag skandalerne. Derimod ser vi nogle gange personer, valgt temmelig frit til skueproces og for domsafsigelse via medierne. Tag bankskandalen på Færøerne, refereret på:

 https://danmark.wordpress.com/2006/06/24/sandheden-om-de-to-sydligste-men-nordatlantiske-mandater/

Den viser mest, hvor den reelle magt er. Tag Finansrådets og Finanstilsynets indsats i Eigil Mølgaards embedsperiode: Bornholmerbank sagen for Bikuben, Hafnia Hånd i Hånd, hvor fagbevægelsen og folketingsmedlem og tidligere amtsborgmester i København spekulerede med henholdsvis arbejdernes og skatteydernes penge, Sparekassen Nordjylland, der fik et “yderst tvivlsomt og ekstraodinært” skattefradrag for overtagelse af forretning med underskud via en skatteminister, der fortsat sidder i Folketinget, og som var tidligere ansat i sparekassen. Varde Banks salg af værdiløse aktier for at hindre insolvens. Sparekassen SDSs, senere Uni Banks helt uaccepterede opsplitning af Kosan-koncernen efter ejerskiftet uden familiearvinger.

Rådgivning mere end tilsyn, og det er kun toppen af isbjerget. Finanssektoren vil også blive endnu mere fusioneret og mange flere skandaler døser efterhånden et misbrugt og tilsyneladende magtesløst dansk folk.    

 

Sonia

    

VI KIKKER I AVISEN

Filed under: Economics, Education — Tags: , , , , — Jørn @ 05:57

 

Overskrifter og konklusioner er udgangspunkt for       

Nyhedsbrev:

      Gevinster uden for produktionen, boliglån og privatforbrug

 

 

 

Kommentarer til overskrifter og konklusioner om business- og privat økonomi i Berlingske Tidende den 28. juni 2006 på www.berlingske.dk. Formålet er fremme forståelsen af artiklernes indhold.

 

1.      Hvis boligboblen brister: den 16. juni 2006

2.      Fortsat fuld fart på boligmarkedet: den 23. juni 2006

3.      Privatøkonomisk selvtillid helt i top: den 23. juni 2006

4.      Danskernes økonomi i topform – det mener danskerne selv…: den 25. juni 2006

5.      Lån af penge til forbrug eksploderer: den 26. juni 2006

6.      Konverteringsbølge på vej: 28. juni 2006

7.      Offentlige lønninger stiger i takt med private: den 28. juni 2006

Uanset hvad der måtte stå i disse artikler, er sandheden uden hensyn til nogle brancher eller andet hensyn: 

Ad 1: Boligboblen brister, hvis ikke ganske betydelig renteforhøjelse besluttes, endnu friere løb for inflationen i resten af økonomien nærmest forstærker effekten. Det betyder at lån med variable rente bliver dyrere for boligejerne, og pause- eller afdragsfri lån kan skabe uoverskuelige huller, der skal fyldes af låntagerne.  

Ad 2: Boligpriserne stiger fortsat rask og omsætningen er stor. Den frigjorte ekstra kunstige købekraft ved omsætningen, som stigningerne repræsenterer, bidrager til flere prisstigninger ved genkøb af bolig, øger forbruget og dræner produktionssektoren mere for kapital, da der ikke ligger nogen produktivitets-stigning bag ekstraforbruget, tværtimod.  

Ad 3 & 4: Sidste afsnit fører direkte til den private forbrugers opfattelse. ”Alt går så godt, der penge i det, jeg er ved muffen, det kommer helt af sig selv.”Dette er usandt, for det andet kommer regningen, så forbrugeren helst havde været foruden det han nu oplever. Det er staten, der har sat det hele i gang, måske fordi nogen ikke har fattet, at vi ikke bliver mere produktive eller mere rige af at forbruge.

Det er også en myte skabt og indstuderet systematisk lige efter sidste krig, hvor vi fra midten af 1950-erne først ”lå lunt i svinget”, som man dengang sagde, mest p.g.a. Marshall-hjælpen til Vesteuropa, der ikke kostede USA en rød øre. Alt gik fremad indtil eliten tog hul på det skattefinansierede velfærdssystem.  

Marshall-hjælpen gratis for USA:

https://danmark.wordpress.com/2006/05/20/euro-flyder-i-olie/#pd

Velfærdssystemets historie:

http://nytdanmark.blogspot.com/2006/05/dansk-velfaerds-historie.html   

Velfærdssystemets resultater efter 40 år:

http://www.lilliput-information.com/economics/velg.html   

 

Staten skaber ikke penge, staten trykker sedler, slipper kredit ud, mest til forbrug, låner, inddriver og forbruger penge, gør staten. Helt svarende til at penge heller ikke vokser på træerne eller kommer fra himlen sammen med i bedste fald velsignelser, kan staten ej heller skabe penge.  

Staten lader pengemidler trykke hurtigere og/eller lader kreditten udvide i hurtigere takt end produktionens reale vækst, og det går galt. Så stiger priserne. Det svarer til, at kartofler bringes på markedet hurtigere end markedet har mulighed for at efterspørge dem. Priserne falder og falder.

Til sidst slås bunden ud af markedet, prisen på kartofler går helt i bund, og måske rådner overudbuddet af kartofler. På samme måde falder værdien på pengene (d.v.s. rettigheden, som de skulle repræsentere bliver ødelagt), når der er for mange sedler og for meget kredit. Det svarer til, at varepriserne stiger. D.v.s. man får mindre for pengemidlerne. De er blevet mindre værd målt i vareenheder, som er hvad reelt efterspørges.  

 

L. V. Birck i ”Verdenskrisen og Danmark”, 1922 og i ”Europa Svøbe”, 1925:

”Når der ikke var tjent eller opsparet reel formue i den 5-årige verdenskrig, har intet individ fortjent at forøge sin formue i den periode. De københavnske bankers balance var blevet mere end tredoblet fra før krigen til 1922.

En stor del af de betalingsmidler, som bankerne var kommet til at råde over, var ikke blevet brugt bare på at drive priserne i vejret; men endnu mere til at drive vore kapitalværdier i vejret, aktier og faste ejendomme. Altså en voldsom forskydning af kapitalen væk fra real aktivitet til passiv indtægtsgivende erhvervelse i form privatkapital.  Borgerskabet var kortsynet, det ville ikke redde det system, det selv sad i ved,  at få den mængde papirer ud af verden, som truede med at kvæle det økonomiske system, der bærer borgerskabet. Det samme sker i dag i endnu vildere omfang.”  

Ad 5 & 6: Der lånes til nye alle mulige private anskaffelser og til ferie.  Konvertering af de fastforrentede lån til lån med 5 eller 6 pct. i stedet for de gamle med 4 pct. lån obligationskurserne falder og mindsker den samlede restgæld på det gamle lån. 2 pct. i forskel på et annuitetslån 1 mill. kr., løbetid 30 år, bliver til ekstra kr. 44.700 i årlig ydelse. Og kan vi lige spænde buen lidt mere, måske.

Disse anskaffede varer og tjenesteydelser repræsenterer de ypperste frembringelser; men de repræsenterer ikke de pengemidler og den kredit, hvis midler erlægges for dem. Resultatet er at produktionssektoren lænses for kapital, så nyinvesteringer ikke kan finde sted. Varepriserne stiger, når den ekstra efterspørgsel er repræsenteret af midler grebet ud af luften. I forvejen er indtjenings-marginerne på hvert enkelt produceret styk så begrænset, at det samlede tal på bundlinien efter skat ikke kan konkurrere med afkastet fra den sammen kapital finansinvesteret i gældspapir. Dette var gældende allerede før boligprisstigningerne. Så er nu er situationen mere tilspidset.

 Ad 7: Inflationen begynder at afsættes i lønningerne, bl.a. fordi boligudgiften stiger, især for de førstegangsetablerende. Øvrige priser stiger også og manifesterer kravet om højere lønninger. Det hele blev sat i gang. Dernæst bliver de problemer, vi havde forud endnu større og mere umulige at løse.

   

Gæld, inflation, deflation og massearbejdsløshed skyldes den koncentration af magt og uvidenhed, som uoplyste borgere lader sig regere af. Forretningsejere kan være grådige, fagforeninger ligeså, men national gældsætning, inflation, deflation eller massearbejdsløshed er de ikke stand til at lave, hvis ikke regeringerne og deres tjenestemænd, som klogelig lever af disse instrumenter, spiller med.

————————-  

Efterskrift: 

Jeg ved ikke, hvad der i øvrigt stod i de anførte artikler, hvis titler og jeg har refereret i begyndelsen af dette nyhedsbrev – jeg er også lige glad -; men dette nyhedsbrev om gevinster uden for produktionen, boliglån og privatforbrug er et bidrag til den sande forståelse af indholdet i artiklerne. Og bemærk, jeg har ikke beskyldt nogen journalist for ikke at holde sig til sandheden …Det gør jeg ved en anden, måske mere presserende lejlighed, som svarende til: http://www.lilliput-information.com/economics/vild.html   

 

———————————————————–

Disse oplysninger kan ikke hentes andre steder i Danmark. Arbejdet hermed foregår under forudsætninger, som ingen i de politisk korrekte kadrer forestiller sig.
Derfor ville et bidrag til den fortsatte produktion og offentliggørelse være velkomment på konto i Danske Bank: Reg.nr. 3629 kontonr. 3629461213

   

29. juni 2006

Joern E. Vig, cand. oecon. 

28. juni 2006

Loegn over loegn i Europa, gang på gang


Løgn over løgn i Europa

Lidt nyere historie om urolige og ustabile perioder i Europa:

Introduktionen i Bosnien og Kosovo med de internationale angreb stred imod afgørende principper blandt civiliserede nationer, internationale aftaler der har været gældende siden den Westfalske Fred 1648 om nationalstatens suverænitet beskyttet mod ikke-indblanding.

Madeleine Korbel Albright (born Marie Jana Korbelová on May 15, 1937), der styrede – eller hvad hun gjorde fra Det Ovale Værelse – blev under Hitlers erobring af Sudetertyskland som lille pige reddet ud af en Serber, der hjalp hende i beskyttelse.

Baggrundsmateriale

Kosovo:

Løgn: NATO måtte angribe serbiske mål, fordi Præsident Slobodan Milosovic ikke ville forhandle om Kosovo.

Sandhed: Da “fredssamtalerne” førtes i Frankrig i februar 1999, indrømmede Madeleine Albright, US Secretary of State, at der ikke have været noget tilbud om “forhandlinger”. Der var i stedet tale om et ultimatum med krav om, at serberne skulle gå ind på følgende: 1) Kosovo skulle garanteres autonomi, 2) 30.000 NATO-soldater skulle udstationeres i Kosovo til at sikre denne autonomi, 3) NATO skulle organisere en folkeafstemning, hvor der skulle stemmes om uafhængighed for Kosovo. Serberne accepterede det første krav, afslog nummer to og tre som en krænkelse af deres suverænitet.

Løgn: NATO bomber serberne (og montenegrinerne, albanerne, ungarerne, romanerne (ikke-rumænerne) og andre 21 folkeslag, der bor i Serbien på grund af det internationale samfunds bekymring for “etnisk udrensning” og menneskelige lidelser.

Sandhed: NATO-medlemslandene, ikke mindst England, USA og Tyskland spillede en dominerende rolle i forsyningen med våben til de grupper, som kæmper for at opløse det tidligere Jugoslavien. Disse samme NATO-kræfter har været ansvarlige for en grænseløs strøm af etnisk folkedrab rundt omkring på jorden – tag bare USA-støtten til Pol Pot i Combodia. Og hvor var disse selvudnævnte fredskrigere, da rædslen på Øst Timor og andre steder udfoldede sig for vores øjne? Sandheden er at NATO simpelthen er en dræbermaskine, der dræber folk af alle nationaliteter. NATO er blevet tvunget til at indrømme “beklagelige uheld”, når deres bomber bevisligt har dræbt civile, men den sande skala om antallet af disse “beklagelige uheld” bliver bevidst undertrykt.

Løgn: NATO-bombningen er taget til og fortsætter således over mange måneder for at ødelægge det serbiske militær.

Sandhed: Denne påstand bør tages med den samme foragt. Har du set rumænske aviser – der iøvrigt bringer nyhederne hurtigere end de internationale propaganda-medier. De meldte 24. april (altså efter en måned) om bombning af 18 sygehuse og klinikker, offentlige bygninger og regeringsbygninger, TV- og pressebygninger, flygtningecentre og sanatorie, mere end 190 skoler, stiftelser og fakulteter, private firmaer, forretninger, huse, 17 satelitstationer. Kirker, klostre og ortodokse kirkegårde og kulturhistoriske mindesmærker. Bombetogterne den første måned kostede 45 mia. kr. Måske skal vi også søge efter dem, der tjener pengene på bomberne, jetmotorerne eller på krigs- og flygtningebillederne. Ved angrebets start den 24. marts vistes billeder med sne på, selvom foråret forlængst var kommet til Kosovo. Det er sært som militærnægterne – bl.a. Clinton, Solana og Schröder – og defaitister er blevet krigsgale. Jeg var NATO-tilhænger, nu ses de værste velsigne NATOs bomber. Var det måske ikke lige netop det, der var meningen med et “forenet” (“united”) europæisk kontinent? Jo, det ser unægtelig sådan ud. En del af kendsgerningerne i ovenstående artikel stammer fra International Action Center andre fra vore kontakter i Rumænien, der fulgte krigene på nærmeste hold, og disse kontakter lyver ikke.

Løgnene om Den Første Verdenskrig:

Deja vue: Et spejlbillede af det samme projekt: Ved starten på 1. Verdenskrig hævdede 93 kulturpersonligheder i Kejser Wilhelms Berlin i “Opråb til Kulturverdenen”, at Belgien skulle have angrebet Tyskland. Sandheden var, at Tyskland havde angrebet Belgien og sønderbombet bl.m.a. Domkirken i Louwain. Det drejede sig om de belgiske campinekul, om Belgiens adgang til havet, om en deling af Belgien, så Wallonien gik til Frankrig, Flandern til Tyskland. I 1915-16 lod den tyske besættelsesmagt en række belgiske sproglove, der var udarbejdet før krigen, træde i kraft til gunst for Flandern. Den tyske Kansler Beth Hollweg udtalte 5. april 1916, at det var et klart tysk mål at sikre flamlænderne “kulturel autonomi” i Belgien. Det ville betyde et slavebundet folk i folkedragter. De tyske, såkaldte “kulturpersonligheder” løj om virkeligheden. Dette kunne den danske digter Johannes Jørgensen bevise som øjenvidne og førstehåndskilde i “Klokke Roland”, udgivet på Pios Forlag, 1916. De hemmelige original-dokumenter i håndskrift fra Berlin er medtaget i bogen, som IoD er i besiddelse af.

Tilbage til Balkan:

General Wesley Clark til CNN, juni 1999: “I det moderne Europa er der ingen plads for homogene nationalstater. Det var en ide fra 1800-tallet, og vi vil gennemføre den (multikulturalismen) i 2000-tallet, og vi vil skabe multietniske stater”. Det samme blev gentaget i et interview Sabine Christiansen debat-show fra tysk ZDF-TV, hvor en lettere ophidset tidl. NATO-general, tyskeren Neumann kort før sin afgang fra stillingen eftersnakkede Wesley Clark, også i 1999: ”Det var så Kosovo, næsten gang kan det blive hvor helst i Europa”.

Tæt på i dag:

Niels Aadal Rasmussen Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) , giver bl.a. dette ekko 6 år senere i 2005 på fil tilhørende: [Young Europeans for Security – Trommesalen 3, 2. – DK1614 Copenhagen – Denmark. Members of board: Henrik Winther (chairman), Sanne Brasch Mogensen (vice chairman), Kim S. Nielsen (treasurer), Paul Robson & David Mouyal.]:

Lidt fra indledningen:

”EU’s militære rolle i Bosnien-Herzegovina og Danmarks civile bidrag: EU’s overtagelse af NATO’s militære rolle i Bosnien-Herzegovina er et eksempel på, hvorledes fremtidige militære indsatser indgår i en bredere koordineret indsats. EU har den overordnede strategiske ledelse og vil her kunne vise værdien af en samtidig anvendelse af en række udenrigspolitiske instrumenter. De omfatter sammensætning af en militær styrke, opbygning af en lokal politistyrke og retsinstanser samt støtte til den demokratiske og sociale udvikling i Bosnien-Herzegovina. Danmark vil ikke have mulighed for at deltage med militære styrker i EU-regi som følge af det danske forsvarsforbehold overfor den Europæiske Sikkerheds- og Forsvarspolitik.”

Lidt facts fra urolige perioder tidligere af Europas historie:

Kunstnere med de nødvendige Satire-bidrag i andre meget urolige perioder af den europæiske historie:

1. William Shakespeare (antagelig alias Sir Francis Bacon (1561-1626) (later Lord Verulam and the Viscount St. Albans)

2. Molière, døbt Jean-Baptiste Poquelin (15. januar 1622 – 17. februar 1673),

3. Ludvig Holberg, 1684 – 1754

Ad 1.

The Gunpowder Plot — The dramatic story behind an anonymous last-minute warning of the plot by Catholic terrorists to blow up Parliament.Charles The First (1600-1649), King of England, Scotland and Ireland whose refusal to compromise over complex religious and political situations led to civil war, his own execution and the abolition of the Monarchy. He even apprived or a least accepted his own execution.Oliver Cromwell — How did this non-descript East Anglian gentleman emerge from the Fens to prove himself a military genius and a master politician, capable of reforming the army?The Great Plague — The story of the worst-ever British pandemic, told through the experiences of the families living in the heart of the Plague’s worst ravages.The Great Fire of London — the human and scientific story of the chain of events which led to the destruction of over 430 acres of the City of London. A Century of Troubles: England 1600-1700 accompanies: Plague, Fire, War and Treason.

Ad 2

French ‘absolutist’ state, which is of the greatest interest and significance in terms of wider European trends. The focus will however be primarily on the underpinnings of the power structure, not on traditional political or administrative history. If increased royal power implied many severe clashes with local or particular interests, it was also based on a network of alliances and compromises with such groups, which set up many powerful interactions. The role of religion as an integral part of these structures will receive particular attention, since the régime cannot be properly understood without this crucial dimension.

1683 var der krig i Wiens gader mod muhammedanerne. Det var ikke tilfældigt, at de slog til fra Balkan, nu der var virkelig uro og ustabilitet over alt i Europa. Tidspunktet var valgt med største omhu. Prøv : http://gatesofvienna.blogspot.com/

Fra slutningen af 1980-erne og til nu er de største og mest tillokkende omvæltninger sket på det europæiske fastland siden netop 1683. Et tomrum i øst, måske og et splittet Vesteuropa. Jeg fraregner Napoleonskrigene 1800-1815, fordi de afgjort ikke skabte det storkaos, som vi nu er endt i. Og jeg ser bort fra Adolf Hitler, der netop var allieret eller havde venskabsaftaler med de fleste muhammedansk dominerede lande.

Hvordan mon det reelt ser ud i dag??

Alliancer kan skifte: Europæisk-Arabiske Dialog:

https://danmark.wordpress.com/2006/05/18/europisk-arabiske-dialog/

Stormen på København 1659
Ad 3

Efter Chr IV’s deltagelse i 2. fase af 30-årskrigen inklusive Kejserkrigen, så Torstensonkrigen 1643-1645 med Brømsebro-freden/våbenhvilen og tabet af Blekinge, hvor vi også taber Jylland, men bytter os det tilbage med vore andre erobringer i Sverige, så Frederik den III, der totaloverumples af svenskernes fremrykning 1657-1658, Roskildefreden med det endelige tab af Skåne, Halland samt i øvrigt Bornholm, Stormen på København 11. februar 1659, fredsaftale 1660, det endelige tab af Skåne og Halland, statsbankerotten i Danmark samme år 1660, så Enevældens indførelse ved et kup, Den Skånske Krig 1675-1679, og så den allermest overflødige, Store Nordiske krig 1709-1720 – med bl.a. Tordenskjold:

marstrand1.gif

Så begynder fremsynede dansksindede tyske adelsmænd, faktisk inspireret og hidkaldt af den dygtige og fremsynede Struense, at indvandre og inspirere til jordreformerne, der pegede fremad.Vidste du at Chr. IV måtte pantsætte sit diamanthalsbånd i Antwerben for at skaffe penge til soldaternes sold, så det stod skidt til.Ham forherliger de, vel mest p.g.a alle de smukke bygninger i København. Mange af de samme forherligende typer har/havde olde- eller tipoldeforældre, der så hen til eller ignorerede krigene, der førte til tabet af Sønderjylland, Slesvig og Holsten i 1864.

Vi havde f.eks. nationalbankdirektør ved Den Første Verdenskrigens udbrud, Marcus Rubin, en radikal historiker, der i 1891 bl.a. skrev: ”…tåber i Danmark og folk uden indflydelse håber på en Genforening (1920).” og “I Danmark har man nu indregistreret 1864 som et historisk, endeligt faktum”, skrev Marcus Rubin også.Marcus Rubin spillede en ikke ubetydelig rolle i Landmandsbank Krakket/Skandalen 1923. Eneste brugbare kilde til den ufattelige skandale, der sammen med en skæbnesvanger fejlfinansiering af de danske omkostninger ved verdenskrigen, der lagde Danmark på bankerottens rand i 1923, findes på: https://danmark.wordpress.com/2006/06/22/enron-i-usa-landmandbank-krakket-i-danmark/.

Vi havde et førstehåndsvidne til begivenhederne; hans beretning er lagt på:

Enron i USA i dansk deja vue:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/22/enron-i-usa-landmandbank-krakket-i-danmark/

Prøv en søgemaskine på ’landsmandbank skandalen’.

Professor Lauritz V. Birck levede og virkede netop på den tid. Birck søgte sandheden i alt, hvad han skrev og udtrykte og var utrolig produktiv, samtidig med professorhvervet fik han opgaven at tage sig af opgøret efter skandalen, der førte til en indtil i dag hemmeligholdt betænkning – trods officielle løfter til L. V. Birck om offentliggørelse af betænkningen, så gentagelser kunne forebygges i fremtiden. Men sandheden fremgik af betænkningen og fortrinsvis småbønder og husmænd kom til at betale for lakskoenes dans på de bonede gulve for summer, der tålte sammenligning med hele betalingsmiddelmængden, der var i omløb på den tid.

Tilbage til nutiden:

Spekulationen finder en ende pr. naturlov (inspirerede mig lidt til at gå videre):https://danmark.wordpress.com/2006/06/26/spekulations-regimet-kommer-til-ende-pr-naturlov/
Har du nogle forslag, nogle ideer eller eventuelt nogle kontakter, der kunne bidrage til det, som vi altid har overlevet på i Vesteuropa og England, når vore magthavere svigtede deres landsmænd:

Satiren

Jeg tænker ikke på muhammedtegninger. Det skal være noget, der vækker europæerne herunder især danskerne af deres coma-tilstand. Hvis ingen har, kan det være mange af dem dør i deres lænestole. Viser vi ingen modstandskraft, siger højlydt fra overalt i det daglige, kan vi heller ikke regne hjælp udefra, og muligvis kan vi end ikke da regne med noget, andet end det må være bedst at gøre det rigtige for vore børn og børnebørn.

Mest besøgte sider på https://danmark.wordpress.com/ :

De der elsker at hade:

kan få andre til at hade at elske

https://danmark.wordpress.com/2006/06/18/de-der-elsker-at-hade/

Ikke omtalt sønderligt i Sverige, men på http://www.frontpagemag.com/ med hjemsted New York.

Du må ikke bringe løgnen videre eller bare lade stå til

Du skal svare igen: https://danmark.wordpress.com/2006/06/15/du-skal-svare-igen/

Så noget tyder på, at ikke alle er helt lige glade

Landsforræderen Corfitz Ulfeldt. Var gift med Chr. IV ’s datter, men sad pludselig som forhandler for svenskerne.

Tog ned sammen med den tidligere tyske udenrigsminister Hans-Dietrick Genscher og anerkendte Bosnien som en selvstændig muslimsk stat. Derefter kunne NATO angribe. Stillingen han søgte ved Nato blev paradoksalt nok besat med militærnægteren Javier Solana.

Corfitz Ulfeldt spøger i Danmark forklædt som Uffe Ellemann-Jensen Kommentar den 7/2 2006:

Uffe Ellemann-Jensen kommer 7/2 2006 med den mildest talt overraskende melding, “at Jyllandsposten og dens læsere ikke har forstået, at globaliseringen stiller nye krav til, hvordan man omgås hinanden.” På den baggrund mener han, at chefredaktøren skal føje islamisterne og opsige sin stilling på bladet.

Tænk, vi opfattede globaliseringen som international konkurrence; nu kan vi forstå det må være en særlig styreform som Uffe Ellemann-Jensen og hans bosser i internationalen har på bedding, en styreform uden ytringsfrihed og uden andre frihedsrettigheder. Vi fik forsmag på den i EU-grundlovsforslaget, som europæerne nu har sagt nej til. Vi kan kun gisne om, hvem Uffe Ellemann-Jensen egentlig repræsenterer efter han har forladt det danske politiske liv. I hvert fald ikke danskerne.

Kommentar den 6/2 2006:

Avisen med mere magtudfoldelse end regeringen i et land, hvor fremmede imamer praktisk havde udkonkurreret udenrigsministerens rolle: Når den islamistiske Al-Qaeda uden ophør gør det, som Morgenavisen Jyllands-Posten sarkastisk fire måneder forud fejlagtigt kom til at antyde, at Profeten også kunne være indblandet i, så skal danskerne efter terrorgruppens seneste meldinger dræbes og hakkes i småstykker.

Har vi hørt fra en anden side i det danske, IS (Internationale Socialister): “Noget med at hakke til medister” – antagelig et fint vink om den kommende akse.

Afslutningskommentar:

Gud, hvor er vi bange for at blive uciviliserede efter 500 år !

Sonia


DIIS blev etableret på initiativ af Uffe Ellemann-Jensen næsten samtidig med et tilsvarende norsk institut kom til. Begge er efter det oplyste nært tilknyttet CFR-organet/logen (Council of Foreign Relations), hvorfra næsten alle betydelige præsident-kandidater i USA er blevet rekrutteret.

27. juni 2006

Centralt efter IMF’s tur til Danmark


IMF foreslår ligesom

Velfærdskommissionen

– at ejendomme og huse beskattes.

Udgangspunktet:

Se, nu er prisstigninger sat i gang af de ansvarlige på Christianborg ved at udvide kreditterne ganske betydeligt ved typisk en udstrækning af afviklingsperioden for kreditforeningslånene.

Keynes-myten hersker stadig: Mere købekaft, mere (falsk) opgang,

men ikke mere opretning af det forsømte.

Ja, ejendomspriserne skal standses – men hvorfor satte Marianne dem så i gang ?

Ejendomspriserne skal standses – en samlet gennemgang af forløbet og hvad der skal gøres:

https://danmark.wordpress.com/2006/05/25/ejendomspriserne-skal-standses/

Hvad er sker, intentionerne bag forslagene, og hvad burde ske:

Den øgede købekraften frigøres dels fra de sparede penge på terminerne dels og mest fra prisstigningerne på huse og ejendomme, der følger umiddelbart efter omsætningen af husene. Og den sker jo hele tiden.

Krav om højere løn kunne snart aktualiseres tillige, fordi snart halvdelen af den disponible indkomst går til huslejen eller terminen. Og så inflation.

Større afkast fra private formuegenstande uden for produktionen; det er hvad der er tale om ved omsætning af husene og ejendommene. Nogle af disse afkast forventer man så investeres i realproduktion.

Kapitalen trækkes ud af produktion og over privat formue eller til udlandet – det faktisk for at holde kapitalen Europa, at EU hæver renten – de øvrige EU-medlemslande har afsluttet deres keynesianske ejendomsprisstignings-ræs omkring år 2001:

Kapitalisation skal forstås: http://www.lilliput-information.com/kapt.html

Problemet er fortsat, at det skal kunne betale sig at investere mere i produktion, og betale sig mere end at være kuponklipper eller investere i udlandet. Grænsedækningsbidragene styk for styk skal kunne summe sig til et beløb, der først dækker de fast omkostninger. Dernæst skulle der gerne nederst på linien være noget, der kaldes resultat efter skat, der skal repræsentere forrentning af den investerede kapital; og det i en størrelsesorden, der kan konkurrere med andet. Det er der ikke.

Nogle af de ændrede finansieringsformer er blevet temmelig rentefølsomme, hvilket vi har advaret imod flere gange. De har ikke alene ført til spekulation i yderligere prisstigninger og dermed rene spekulationskøb – som enhver uafhængig med indsigt kunne have forudset. Med de afdragfrie lån er risikoen størst, og her er man blandt “førstegangskøbere” kommet derhen, at ejerskab og lejemål nærmest overlapper og erstatter hinanden overtiden.

I England kom disse sidste låneformer til før her. Englænderne kalder dem meget betegnende “selvmordslån”.

Formålet med Velfærdskommissionens og IMF’s anbefalinger af skat på huse og boliger:

1. At beskatte pristigninger vil dæmpe prisstigninger, og samtidig har de ansvarlige det tillægsproblem, at den alternative renteforhøjelse på renteforhøjelse for at bringe prisstigninger til ophør samtidig hæmmer investeringslysten i realproduktion endnu mere.

2. Desuden er der den tanke bag, at med internationaliseringen vil en sikring af skatteprovenuerne fremover måske skulle findes i at beskatte noget, der bliver stående. Det gør netop huse og ejendomme som bekendt. Lønninger og andre indtægter flytter sig, og internettet gør det også bekvemt at flytte hen, hvor forpligtelser fastsat af lovgiverne, er noget mildere end her.

Tre ting er der sige her til:

1. En beskatning af huse og ejendomme vil næsten uanset indretningen hæve huslejerne, fordi ejendomsejerne netop har fået stillet i udsigt, at de skulle til at tjene flere penge ved udlejning.

2. Når det officielt nogle gange forlyder, at der skal ske en omlægning af skatterne, så fortæller al erfaring, at der i stedet bliver tale om skattestigning. Et enkelt skattesystem kunne forlængst have sikret et stabilt provenu, fordi et sådant enekelt system ikke kunne omgås som i dag med omkring 8000 sider lov-, bekendtgørelses- og cirkulærermaterialer at gå igennem, hvis alt skal sikres bedst muligt.

3. At tro at man kan flygte fra globaliseringen er lige så naivt som at forsøge løbe fra Vestenvinden. Euroen er i øvrigt også et sådant beskyttelseredskab mener vore naive politikere, der desværre ikke ved noget reelt om montære forhold, endsige formuedannelsens dynamik. Det er beklageligt, men sådan er det.

Betydeligt mindre skat på arbejde, en mindre offentlig sektor, der i forhold til landenes indbyggetal er 4 gange større end den tyske og 8 gange større end den spanske.

Men selv i disse to lande går det utrolig skidt med den reale vækst, og beskæftigelsen forrringes og har det gjort de sidste 3-4 år, fordi de nødvendige tiltag med lavere skat på arbejde, en gennemgribende uddannelsesomlægning og en koncentration om andre af de hjemlige forhold forblindes af et tilskuds-Europa forsat i bedste Keynesianerstil og en Euro, der holdes kunstigt oppe på oliehandel – ikke af overskud og vækst i økonomierne i Euroland, der er på nærmeste pist væk.

Vil de snart give slip og lade inflationen drøne, så vi kan få det overstået?

Disse oplysninger kan ikke hentes andre steder i Danmark. Arbejdet hermed foregår under forudsætninger, som ingen i de politisk korrekte kadrer forestiller sig.
Derfor ville et bidrag til den fortsatte produktion og offentliggørelse være velkomment på konto i Danske Bank: Reg.nr. 3629 kontonr. 3629461213

27. juni 2006

Joern E, Vig, cand. oecon.

At de skulle komme paa bedre tanker – glem det


Bliver velfærden omlagt ?

I alle de vestlige velfærdsdemokratier føres debatten i disse år: Kan velfærden omlægges, og hvis den kan, skal der da ske store forandringer eller større og mindre justeringer? I alle de berørte lande finansieres velfærden delvis efter forsikringsprincippet og delvis over skatterne, der fortrinsvis er indkomstskat og moms. I Norge lever 1,3 mill. af overførsler (2005), hvoraf 625.000 er alderspensionister, i Tyskland er den officielle ledighed (i 2005) på ca. 10 pct. i realiteten dobbelt så stor, når udstødte uden tilknytning til forsikringsordningerne på det tyske arbejdsmarked medregnes.

Den internationale konkurrence, der skal kaldes globalisering i disse år, sætter et særligt skub i udviklingen, forstået på den måde, at udviklingslandene, østlandene og Fjernøsten i disse år begynder at præsentere et vareudbud og en arbejdskraft til langt lavere priser henholdsvis langt lavere lønninger end tilfældet er i de gamle velfærdsdemokratier. Den officielt opgjorte danske arbejdsstyrke, som skulle omfatte det antal i landet, der tilbyder deres arbejdskraft på arbejdsmarkedet, skal korrigeres, fordi udstødte, der relegeres af arbejdsløshedskassernes modtagegrupper og sendes på bistandshjælp eller førtidspension uden at have andre handicaps end samfundsudviklingen, skal medregnes i arbejdsstyrken som ledige:

I tabel 1 er ikke inkluderet 423.858 modtagere af syge- og barselsoverførsler i offentlig sektor og salgbar produktion.

Samfundets (i få tal) udseende før og efter velfærden – til erstatning for velstanden – indførtes, først i sproget, så i praksis – vel at mærke:

http://informationomdanmark.blogspot.com/2006/03/efter-to-velfrdsgenerationer.html

Den nød og elendighed, der findes idag, fandtes ikke før systemets indførelse:

Dansk Velfærds Histore:

http://nytdanmark.blogspot.com/2006/05/dansk-velfaerds-historie.html

Det officielle antal i arbejdsstyrken i perioden 2001–2005 er blevet reduceret med mere end 30.000. Det officielle antal uden for arbejdsstyrken i arbejdsaldrene 15-66 år er øget med mere end 50.000 i samme periode. Velfærdskommissionen hævder, at der fortsat er 200.000 flere i arbejdsstyrken end uden for arbejdsstyrken. Her skal vi huske, at der er cirka 1 mill. under 18 år, hvoraf kun en andel er medtaget i ovenstående tabel 1.   Omkring 40 pct. eller 440.000 af de 1.100.0000 på offentligt tildelte overførselsindkomster i Tabel 1 er immigranter, børn af immigranter, naturaliserede eller børn af naturaliserede (se neden for).

Hertil kommer aldringsspørgsmålet, der p. g. a. for få fødsler blandt danskerne siden 1969 har givet en skæv aldersfordeling med en voksende andel ældre. Dette bidrager yderligere til forsørgelsesopgaven. Den danske model for velfærd er angiveligt tænkt at skulle udligne betalingerne mellem ydere og nydere over livsforløbet. Dette vil ikke kunne ske fremover med en stadigt mindre arbejdsstyrke og et stadigt øget antal uden for arbejdsstyrken i de arbejdsdygtige aldre. Det er tillige ikke muligt at finansiere den nuværende ordningen, når befolkningsudviklingen netop fortsætter med: 

  • Aldersfordelingens udvikling i retning af større andel af ældre med pensionsbehov
  • Immigranternes uegnethed til arbejdsmarkedet

Indvandrere hæver 40 pct. af bistandshjælpen, hævdede den tidligere socialministeren Henriette Kjær. 1. maj 2005 citeres på http://www.filtrat.dk  Århus Kommune: – ”58 % af indvandrere på bistandshjælp m. m. er uegnede til arbejde – politikere er rystede”. 

Selvom om aldringsspørgsmålet blandt danskerne i udpræget mindre målestok modsvares af den relativt meget store børne- og ungdomsandel blandt immigranterne (35% er under 25 år), vil det helt centrale i en overskuelig fremtid være at finansiere forbruget blandt andre 1.822.000 modtagere af offentlige overførsler plus de 850.000 offentligt ansatte. Der er i disse år en lille million, som frembringer og afsætter den salgbare produktion.

Af “Årbog om udlændinge i Danmark 2001 – Status og udvikling”, Indenrigsministeriet, 2001 fremgår officielt, at 53 pct. af de mandlige immigranter fra ikke-vestlige lande er ledige eller uden for arbejdsstyrken, for kvinderne er det 71 pct. Da andelen af alderspensionister blandt immigranterne fortsat er meget lav, skal de anførte procenttal fortrinsvis genfindes som absolutte antal i tallet 1.100.000 i tabel 1. Dette emne er behandlet i næsten alle detaljer på:

Ikke-vestliges tilknytning til arbejdsmarkedet:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/25/ikke-vestliges-tilknytning-til-arbejdsmarkedet-2/

Hvis indvandringen kunne have rettet op på aldringsproblemet for det danske samfund, hvor velfærdssystemet byggende på udligning over livsindkomsten gør systemet endog særdeles sårbart, så ville tidsfaktoren alligevel have indhentet denne opretning, og det kan også konkluderes, at indvandringen faktisk har forøget finansieringsproblemet ganske betydeligt. Økonom, tænketanksformand og foredragsholder Hans Kornø Rasmussen har ved flere lejligheder foreslået ligesom EU-kommissær Vladimir Spidla en mangedobling af indvandringen til EU og dermed også til Danmark.

Velfærdskommissionen spørger, ”Kan øget indvandring løse forsørgerproblemet?”. Herefter følger nogle tankeeksperimenter, der viser, at kunne man forestille sig ekstra 30.000 indvandrere fra mere udviklede lande hvert år i al evighed (mange flere hvis de har deres familier med) kunne indvandre til Danmark – foruden de hidtidige ca. 10.000 pr. år fra mindre udviklede lande – og lade sig beskæftige og betale skat, så var finansieringsproblemet løst for Velfærdskommissionen.

Den danske statsgæld er blevet knap 10-doblet i perioden 1960-2001 regnet i faste priser. Såfremt den tekniske udvikling – uanset udstødningen fra arbejdsmarkedet – havde været i stand til at sikre tilstrækkelig øget produktion i samhandelssektoren til at finansiere en mere end dobbelt så stor offentlig sektor inklusive de udstødtes overførsler i perioden 1960-2001 i en også stærkt aldrende befolkning, som man forudså allerede i begyndelsen 1970-erne, og i tillæg et indtag af immigranter, hvor mere end halvdelen bidrager til det modsatte af problemernes løsning, uanset en meget lav ældreandel blandt de indrejsende, så står den internationale konkurrence via globaliseringen stadig tilbage. Skal vi ikke sige, at projektet ikke bygger positivt på denne indsigt, hvis den meddelte hensigt med projektet er, hvad det drejer sig om?

Struktur- og konkurrenceforskelle vil uden mulighed for statslig affjerding blive udlignet af markedet. Hovedkamppladsen er arbejdsmarkedet, social- og økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under løn- og socialomkostningskonkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i fattigdomszoner overalt, og der vil ske en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende (nationale) fagforeningstariffer og mindste-standarderne for det sociale niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang af deres trusselspotentiale, der ligger i, at de flytter produktionerne til særligt gunstige løn-, social-, skat-, øko-billige områder i og uden for Europa.

Opimod 10.000 jobs flyttede ud i 2005 – hvis ikke flere, vi kunne ikke nå at checke det. Virksomhederne investerer kun, hvis deres fortjenstmarginer betinger produktionen eller eventuelt betinger en ændret/tilpasset produktion. Forskellen mellem omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen), som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe til, at 700.000-800.000 arbejdsløse ud af godt 2,8 mill i den officielle arbejdsstyrke eller 3,3-3,5 mill. af de reelt arbejdsdygtige efterspørges i produktionen.

Kan tilstrækkelig forskel eller margin realiseres ved et lavere produktionsniveau, gennemføres det måske ved det lavere niveau, også hvad angår beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere. Det er det ikke, når vi ser på danske forhold. Passive afkast uden for produktionen eller produktion i udlandet er at foretrække. Derfor føres købekraften over i privat kapital uden for produktionen eller ud af landet: Kapitalisation

Forretninger/virksomheder investerer ikke p. g. a. prismarginaler, men som følge af tilstrækkeligt fortjenestgivende pris/omkostningsmarginaler. Problemet er således ikke éndimensionelt, men i alt fald to- og som oftest flerdimensionelt. Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces. Privatforbruget og det offentlige forbrug frembringer ikke andet end vedligeholdelse og affald.

Hvad forbrugerne giver ud eller forventer af fremtiden sætter ingen gang økonomien i gang eller det modsatte, men forbruget vedligeholder blot apparatet, eventuelt på vågeblus, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi høre økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger (der mere er indholdsindikatorer på deres TV-forbrug).

For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes (USA-) privatforbruget til kun omkring 8,5 % af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D. v. s. at det samlede forbrug af kapitalgoder til at frembringe, distribuere og levere varer var 12 gange større end privatforbruget. I dag er forholdet givet endnu mere skævt. Problemet kan ikke med nogen chance for succes i fremtiden anskues fra oppefra og nedefter. Den salgbare produktion i landet skal øges ganske betydeligt, eller også skal velfærdssystemet afskaffes.

En proces til fremme af produktionen sættes ikke i gang ved at præsentere erhvervslivet for arbejdskraft. Det kan kun ske ved at gøre produktionerne her i landet mere fordelagtige. Dette lader sig ikke gøre uden en betydelig løn/skattetilpasning. De seneste fire år er problemerne kun blevet større, mindsket arbejdsstyrke og flere at forsørge endog i de arbejdsdygtige aldre har vi lige konstateret. Problemet er i den periode derfor kun blevet vanskeligere at rette op på.

Ikke desto mindre, Velfærdkommissionen: ”Det er ambitiøst at øge beskæftigelsen væsentligt mere end i dag. Beskæftigelsen er i forvejen ret høj i Danmark sammenlignet med andre lande.” 

IoD:  Dette er kardinalpunktet: Hvis en beskæftigelse med 1,1 mill. i de arbejdsdygtige aldre i sammenligning med den samlede arbejdsstyrke på 2,9  mill. fortsat skal udelukkes fra et monopoliseret arbejdsmarked og måske endnu flere, så vil der ikke være skattegrundlag for at finansiere velfærdsordningerne fremover.

Beskæftigelsen i andre lande er ligegyldig al den stund omfanget af den danske velfærd pr. skattekrone er langt højere og fordyrer vore varer. Det skal understreges, at lidt regulering af efterlønnen m. h. t. taksterne eller ditto af tids- og aldersgrænserne for ordningen, eventuelt dens afskaffelse, eller ændringer i pensionsaldersgrænserne, eller i de sociale takster ændrer intet ved problemet. Problemet er helt enkelt, at omkostningerne ved det samlede system afsættes i skatterne og dermed i de monopoliserede lønkrav. Dette fører pr. automatik til, at en mængde af de produktioner, hvis indtjening er forudsætningen for systemets virke, ikke betaler sig for virksomhederne. USA udnyttede globaliseringens fordele allerede fra begyndelsen af 1980-erne med outsourcing af bl.a. adskillige løntunge produktioner. Samtidig lod man kineserne købe amerikanske statsobligationer for de penge, som de ikke umiddelbart kunne realinvestere.

Herved opnåedes samtidig dele af et sikkerhedsnet for dollaren. EU har bragt sig i en defensiv position og vælger nu beskyttelsestold på skiftende produkttyper fra lavtlønsområderne bl. a. Kina, efterhånden som truslerne mod de fastholdte europæiske produktioner dukker op. Uanset om vi skal se velfærdssystemet gradvist bryde sammen p. g. a. manglende finansiering, eventuelt med et sidste greb efter inflationen uden for Euro-zonen, og så længe EU ikke har standset dette, så kan vi med en delvis afsporet uddannelses- og forskningssektor, hvor 2 ud af 3 uddannede fortsat retter blikket mod beskæftigelse i den offentlige sektor, så vil den nærmeste fremtid bringe flere og flere billige importvarer til landet til en stadigt større andel af befolkningen, der vil være henvist til offentligt tildelte overførselsindkomster som livsgrundlag. Udveksling af  varer og produktionsfaktorer herunder vidensoverførsel med de lønlette områder vil være aktuel en årrække frem.

Forsøget med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til f. eks. IT-branchen i Danmark synes ikke at ville lykkes, meget på grund af personskatterne, viser undersøgelser.  Dette burde være bevisførelse nok; men herudover kommer øvrige byrder på erhvervslivet og på hver ansættelse:

Tag endelig denne her med, for det ikke sandt, fordi de siger det på TV:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/23/jobannoncer-uden-reelle-jobs/

Vi konkluderer, at da vore egne uddannede stikker af eller søger den offentlige sektor, immigranterne de sidste 30 år afgjort retter sig mod de løntunge og videnslette brancher, hvis ikke mod de offentlige ydelser, vore egne ledige og udstødte i de arbejdsdygtige aldre sammen med 7.000 baltere og polakker (i blot 2005) ikke kan bruges til andet i “det evigtvarende ideologi-eksperiment” – den danske utopi – så må vi gå ud fra, at virkeligheden inden for overskuelig tid standser projektet, der også kun skulle tjene ideologiens ledende fra den første færd. Det er helt sikkert at andre nok så presserende problemer skal finde deres løsning inden for overskuelig fremtid, hvis landet skal bestå. Sådan er det. Hvad politikerne måtte forhandle sig til i kølvandet på Velfærdskommissionen arbejde, bliver ikke andet end et par svømmetag, med dem forventer de at holde sig oven vande.

To generationers utopi kan ikke sådan udslettes på en studs. De får en brat opvågnen, ingen tvivl om det, og så er det for sent. Mange i det øverste synlige lag leger 1500-talsfolk under Merkantilismen, der gik på at rage til sig og samtidig holde på det man havde. Det går en tid, men så får det også en ende. Spanien gik bankerot, da det havde plydret Syd- og Mellemamerika for guld og sølv.

….ét er søkort at forstå, et andet skib at føre

10. november 2005

Joern E. Vig, cand oecon.

14. januar 2009

Med tre års forsinkelse skal regeringens støtteparti nu pludselig af Berlingske Tidende gøres til det, som det handler om, når det kommer til omlægning/sikring af velfærden. Rent vrøvl

Older Posts »