Danmark

5. juni 2006

USA-Arabien-EU i dilemma


Ny-merkantilistisk finansiel krig igang

Olie-aksen USA-Arabien, historien kort: Allerede i februar 1945 havde USA med den saudiske konge aftalt militær beskyttelse af Saudi Arabien mod at give USA fortrinsret til landets oliekilder. Selvom olieforekomsterne blev nationaliseret i 1976 bevarede ARAMCO (sammenslutning af arabiske og amerikanske selskaber) styringen af produktionen og markederne for olie uden for Saudi Arabien. Overskydende petrodollars holdtes i amerikanske statsobligationer. Et sådant marked er selvsagt et magtpotentiale i hænderne på verdens førende militærmagt. Et eksempel: I 1980 konfiskeredes Irans og Libyens formueposter i USA, og for nylig har organisationer, der angiveligt støtter international terrorisme, lidt den samme skæbne.

Petrodollars: OPEC er et kartel, der aftaler fælles oliepriser og fordeler produktionskvoter mellem sig efter produktionskapacitet. Herved undgår medlemslandene at konkurrere på olie-verdensmarkedsprisen. OPEC blev grundlagt af Iran, Irak, Saudi Arabien og Venezuela i september 1960 (siden kom flere til) med de klare formål at ”koordinere og forene” oliepolitikken i medlemslandene. Herved undgår medlemslandene at nedkonkurrere verdensmarkedsprisen på olie. Efter den historiske Teheran Konference 1971 (hvor prisfastsættelsesinitiativet overførtes fra olieselskaberne til de eksporterende regeringer) var købers marked for olie ophørt. Der var nu et enormt behov for en flydende dollarkurs, hvis den økonomiske verdensmagt USA – fortsat underskudsbehæftet – ikke skulle tabe terræn. I oktober 1973 hævede OPEC den fælles oliepris med 400%, samtidig med der indførtes embargo på afskibning af olie til ethvert land, der havde støttet Israel i “Yom Kippur Krigen” mod Egypten, og OPEC reducerede samtidig olieproduktionen med 25%. Forinden var USA i maj 1973 nået til en uformel aftale med Saudi Arabien om, at landet ville kunne investere i USA, som modydelse til USA’s assistance med at udvikle Saudi Arabiens hjemlige økonomi. Bortset fra de voldsomme olieprisstigninger – der var én mere i 1979 med 175% – var der ikke noget katastrofalt i, at olielandene samlet forlangte mere for deres olie, da reserverne var begrænsede. Oliepengene (indtjent ved oliesalg i dollars) flød nu i enorme mængder ind på bankkonti i England og USA, da OPEC-landene simpelthen ikke kunne finde bedre anvendelse for disse petrodollars i første omgang. Problemet der opstod var at allokere disse mange penge tilbage i produktivt omløb – recycle petrodollars -, nu hvor Vesten samtidig red på en bølge af kombineret stagnation og inflation. Dette ny fænomen – ”Philips-kurven flyttede sig, men først da virkelighedens verden pr. tradition gav inspirationen til at løsne teoriens præmisser” – var fremkaldt af pengemiddeludstedelse, irreversible pengelønningsstigninger og underskud på det offentlige budget. [Det skyldtes ikke olieprisstigningerne, som det ellers hævdedes i 10-15 år, for da ville det supplerende kunne hævdes, at den såkaldte krise som følge af olieprisernes himmelflugt var så hårdnakket, at den efterhånden må omdøbes til normaltilstanden.] Såkaldte euro-dollar-obligationer udstedtes og stilledes som sikkerhed for lån i private banker til tredjeverdenen med Bretton Woods-pengesystemets internationale organer – IMF og Verdensbanken – i formidlerollen. Udviklingslandene kunne ikke skaffe penge til den dyrere olieimport ad andre veje.

Nu springer vi nogle år frem: Fra november 2000 begyndte Irak at afregne sit oliesalg i euro og konverterede samtidig Iraks ”Olie for Mad” reservefond i FN med $10 milliarder til euros efter aftale med FN. Mellem 2001 og februar 2003 blev næsten hele Iraks olieeksport betalt i euros; cirka $30 milliarder. I den samme periode steg euro relativt i forhold til dollar med 30%. Saddam Hussein havde allerede tilbudt udvindingskoncessioner (der forblev uden virkning på grund af FN sanktionerne) til Frankrig, Kina, Rusland, Brasilien, Italien og Malaysia. Saddam Hussein havde indtil da udelukkende brugt europæiske banker til det begrænsede sanktionsprogram, “Mad for Olie”. Saddam Hussein tilkendte palæstinenserne 1 milliard euros i 2000.

Disse forhold blev bl.a. beskrevet i en article på Radio Free Europe fra 6. november 2000.

EU tilkendte kort efter Saddam Hussein donation palæstinenserne 90 millioner euros i støtte for at vise sit venskab med den arabiske verden, hvis Israel standsede betalingsstrømmen. Nogle få dage herefter indgik den Europæiske Investeringsbank (EIB) en aftale om at låne Syrien 75 millioner euros efter i otte år med sanktioner at have været udelukket fra at gøre forretninger med dette land. Lidt før, i august 2000, donerede EU 1,7 millioner euro til Yemen til støtte for eritreanere, etiopere, somaliere og repatrierede asylanter fra Yemen efter krigen med Etiopien. Støtte fra EU i euros igen: for ikke længe siden foreslog den italienske statsminister Berlusconi en europæisk version af ”Marshall Planen”, som han karakteriserede som en generøs handling til genopbygning af Europa. Han foreslog at yde palæstinenserne en sådan hjælp til en værdi af 6,2 milliarder euro over fem år. [Disse sidste ting medtages for at karakterisere motiver og situationsopfattelse blandt nogle initiativtagere.] Fra november 2000 til den 19. november 2004 faldt dollar relativt i forhold til euro med 34,5%, heraf fra den 1. december 2002 til 19. november 2004 med 23,5%. En lavere dollarkurs gavner dobbelt, ved at den mindsker det enorme betalingsbalanceunderskud (ved gunstig påvirkning af handelsubalancen og ubalancen i investeringsstrømmen) og øger samtidig amerikanske eksportørers konkurrenceevne, hvilket fører til større investeringer i de eksporterende firmaer og en forøget beskæftigelse. I øvrigt tyder meget på at petrodollar-eventyret for længst er overstået på grund af den øgede import i de olieproducerende lande og reduktionen i OPEC’s andel af den samlede olieeksport.

Irak har de næststørste eller måske tredjestørste kendte oliereserver blandt verdens nationer. 45% af EU’s olieimport kommer fra Mellemøstens oliekilder, 80% af Japans olieimport sker fra Mellemøsten, der har 60% af verdens kendte oliereserver. Skulle et sådant skift, som det benævnes enkelte steder, til petroeuro have virkning, skulle Storbritannien og Norge indføre euro, således at Nordsø “Brent” råolie kunne blive prissat i euro. Kort efter Iraks træk satte Jordan bilaterale arrangementer i gang med Irak. I august 2002 havde Iran konverteret mere end halvdelen af sine valutareserver Forex Reserve Fund til euro, og Kina var også begyndt at konvertere nogle af landets valutareserver fra dollars til euro. Samtidig fordoblede den Russiske Centralbank dens beholdninger af euro til 20% af $48 milliarder. En iransk senior olietalsmand Javad Yarjani bemærkede i 2002 i en tale til det spanske Finansministerium at ”det var muligt med den voksende handel mellem Mellemøsten og den Europæiske Union, at det kunne være passende at prisfastsætte i euro. Dette ville kunne skabe flere bånd mellem disse handelsblokke med et voksende handelssamkvem, og samtidig befordre en meget tiltrængt europæisk investering i Mellemøsten.”

Samtidig med at dollaren er faldet fra november 2000 er prisen på olie afregnet i dollars steget. Euro-prisen på råolie forblev stort set uforandret igennem denne fire års periode.

Det synes ikke logisk, at dette resultat skulle være en ren tilfældighed, og det synes heller ikke at skulle tage sig ud som en overraskelse, at andre kunne komme på banen som udbydere af en reservevaluta. EU’s pengeplaner har ikke været holdt så hemmelige. Det er mest sandsynligt et resultat af gennemtænkt planlægning og design. Tilmed synes OPEC at tage dollar-deprecieringen helt naturligt og hæver olieprisen svarende til det tab, som man ellers ville have lidt.

Petrodollars blev grundpillen under mange udsigtsløse lånearrangementer og derfor også drivmidlet for mange af tredjeverdenslandes senere gældskriser i 1980-erne, og i 1990-erne også blandt mere udviklede stater i Latinamerika, Asien og Europa.

Hvem skabte risikoen, hvem overdrog risikoen, og hvem måtte i sidste ende tage ansvaret? Det var ikke de samme.

Siden 2003 har Iran forlangt betalinger i Euro for olieeksporten til Europa og til Asien. Fra 2003 til 2004 har Rusland og Kina forøget deres centralbankbeholdninger af Euro tilsyneladende med det resultat, at Euro har taget et skridt mere mod at blive en anden verdensvaluta.

Irak indledte med skiftet til Euro i oliehandelen, da dollaren stod i kursen 1,25 euro. Det kan både karakteriseres som et modtræk til indefrysninger fra 1980 og til sanktionerne i øvrigt, men også som et strategisk magtudspil. Forestillede man sig hele OPEC skiftede valutaen i de internationale transaktioner til Euro, ville US-dollaren som nævnte virkelig være truet.

Den amerikanske økonomi er nemlig tæt forbundet med dollarens rolle som international reservevaluta. Sådan har det været faktisk siden det nu nedbrudte internationale monetære system først blev etableret i 1944. Da den aftalte kobling mellem dollaren og guldprisen fra starten måtte (let forudseeligt) opgives i 1971. Aftalen sikrede dog USA fortsat en enorm dollarmængde i cirkulation i verdenshandelen.

Resultatet heraf var faktisk, at USA som inflationsnation i det meste af perioden i lighed med andre tidligere empirier beskattede de handlende nationer i verden. Man afleverede dollars for importerede varer, og når denne pengemængde vendte tilbage, skulle USA aflevere betydeligt mindre (på grund af inflationen) end værdien af de varer og tjenester, som USA oprindeligt havde importeret. Med en samlet OPEC-overgang til Euro ville dollaren styrtdykke med op til 40-50 pct., og det ville næsten pr. automatik fører til et run på de amerikanske banker, og underskuddene ville være umuligt at få finansieret.

Dette er meget lidt sandsynligt vil ske – især Saudi-Arabiens nære bindinger til USA taget i betragtning. Iraks træk under Saddam førte til et 17 pct. fald i dollarkursen i forhold til Euro i 2003. Nu er Iraks træk under Saddam i hvert fald annulleret.

Der er et enkelt træk i denne ny-merkantilistiske æra som lige skal med:

Op imod 70% af verdenshandelen aftales fortsat i dollars. Olie er den vigtigste vare i verden, alle lande skal have olie, og har man ikke olie, skal den købes, for dollars eller Euro. Dollaren har været realiteten bag oliehandelen i de sidste 60 år. Recyclingen af petrodollars har simpelthen været prisen som USA har forlangt af de olieproducerende lande for at USA har tolereret det olieeksporterende udbyderkartel OPEC siden 1973. I hen ved to tiår er USA’s underskud på handelsbalancen blevet større. Det udgør i dag cirka 25% af det amerikanske bruttonationalprodukt (BNP) eller omkring $ 2,5 (europæiske) billioner. I 1988 var underskuddet i samhandelen nul, og dengang var USA en kreditornation. Siden 2002 har det årlige offentlige budgetunderskud ligget på $450-600 milliarder, svarende til 4,5-6% af BNP til sammenligning med 1,3% af GNP i 2000, når stats- og lokalregeringernes underskud begge medregnes.

Rusland og asiatiske centralbanker i Kina, Sydkorea og Japan har købt amerikanske statsobligationer og andre værdipapirer svarende til mere end 60% af de samlede offentlige underskud, for mere end $1 billion i perioden 2002 til 2005 for at holde dollaren stærk i forhold til asiatiske valutaer, hvilket faktisk reducerer deres pengeudstedelsen som følge af underskuddene betragteligt, idet det faktisk overtages fra USA. Det fremgår også af, at inflationen fortsat holdes i ave samtidig med en betydelig beskæftigelsesfremgang.

Bare i første halvdel af 2004 er mere end $201 milliarder papiraktiver blevet opkøbt af udenlandske centralbanker. Af disse er $180 milliarder amerikanske statsobligationer. I Japan ligger mange af disse obligationer som sikkerhed for adskillige japanske banker, der ellers ville have været krakket, mere herom nedenfor. I Kinas tilfælde er det resultatet af en ny stor eksport af billige eksportvarer til USA fra bl.a. outsourcede amerikanske og hjemlige kinesiske produktioner, der fører til en ophobning af dollars. Disse placeres i US-statsobligationer og realinvesteringer uden for Kina. Kursen på den kinesiske yuan er i øvrigt koblet til dollarkursen – ikke blot som indirekte følge af obligationsopkøbet. Det betyder at yuan uden US-statsobligationerne ville være i samme båd som USA, når dollaren falder, som nu. Et betydeligt yderligere fald på f.eks. 20% eller mere i dollaren vil kunne føre til fald i aktiekurser og føre til højere aktieudbytter, når udenlandske poster flyttede investeringerne andet steds hen. 40% af de amerikanske statsobligationer er ejet af udlændinge, ligesom 25% af virksomhedsobligationer og 13% af US-stamaktierne. Bag US-papirgældens placering skal ligeledes tages i betragtning, at Kinas efterspørgsel efter energi til industrisektoren forventes at ville fordobles over de næste 15 år, Kinas efterspørgsel efter el er blevet fordoblet de sidste 10 år og forventes at firedoble inden 2019. USA har indtil nu været det eneste land i verden, der har kunnet øge sin købekraft på verdensmarkedet ved at trykke flere pengemidler. USA-importen er omkring 50%, eller for $310 milliarder flere fremstillede varer end USA eksporterer (på årsbasis).

Det bringer landet i en særlig situation, kendetegnet ved magt, men også sårbarhed. Uden den centrale, meget særegne status for dollaren og en konsekvent og konstant strøm ind af kapitalinvesteringer fra hele verden, ville landet meget hurtigt krænge over i en katastrofal betalingsbalancekrise.

Europa med Euro: Realøkonomierne i de europæiske lande har det alt andet end godt. Der er tæt på nulvækst i Tyskland, Frankrig, Spanien, Portugal, Italien og Grækenland og har været det de sidste 4-5 år.

Med den høje Euro-kurs kan ingen fornuftig omstrukturering ske i form af forbedret forhold mellem samhandelssektor og offentlig sektor, fordi konkurrencen udadtil hæmmes af den alt for forbrugstunge økonomi, der ikke kan skaber de overskud, som fornyelsen fordrer, så kapitalen igen kommer i skøn harmoni med produktionsapparatet.

Arbejdsløsheden er tårnhøj næsten over alt på det europæiske fastland.

Ny-mekantilismen herunder især interessen for at få andre til at betale for det hjemlige forbrug for enhver pris er også i Europa det herskende princip nu – måske ikke det officielt udtalte princip, men det er det gældende i praksis. Er det sket før? Ja.

USA – dollar og EU-Euro ud af det internationale monetære system : På den anden side Atlanterhavet har man tilladt Euro er komme på banen, også i international sammenhæng. Et fortsat pres på dollar kan fører til, at inflation igen bliver noget at enes om med Europa, der ikke kan holde ustabiliteten fra døren ellers med den særegne valutakonstruktion kaldet Euro; især ikke med den pris som EU har accepteret at betale for denne Europæiske-Arabiske-Akse med immigration af flere og flere.

Det kan nemt blive deflation og mere krig, hvis for meget uenighed kommer ind i billedet.

Kollapsen skal komme, og den kommer kun, fordi der ikke bringes orden i det internationale pengesystem, der har ligger brak siden 1971. Herefter vil man formentlig se guldmøntfoden indført, selvom kendere af projektet så udmærket ved, at den er “et relikvie fra en barbarisk tidsalder”, som J. M. Keynes skrev. Jeg kan tilføje, at guldmøntfoden faktisk aldrig har eksisteret i andet end en binding til en unik historisk udvikling med Englands og USAs indgang til den industrielle æra, og aldrig i nogen international sammenhæng. Statsgældssætningen har i øvrigt aldrig floreret som under guldmøntfoden eller guldstandarden (en udvandet version heraf). Spekulanterne vil også ønske sig guldet. Se: http://www.lilliput-information.com/economics/gul1/gul1.html

Der er brug for et simpelt system, der sikrer reelle valutakurser og ikke de nominelle valutakurser som er gældende nu. Det kan indføres fra år 2007:Se https://danmark.wordpress.com/2006/05/19/new-monetary-system/

Herved bliver der indført et internationalt monetært system for betalinger og gæld, der er uafhængigt af alle nationer og alle varer, men udelukkende afhængig af de resultater nationerne reelt udviser.

Det kan også kaldes en egentlig globalisering af det internationale pengesystem; sådan et har vi nemlig aldrig haft i modsætning til, hvad mange tror.

En globalisering af nationernes interne anliggender er borgerne stærkt imod, fordi det tydeligt er eller fører til det de fleste opfatter som et verdensdiktatur.

 

Den 5. juni 2006

Joern E. Vig


Der brugtes selvfølgelig andre argumenter end driftens behov.

Tale om Grundloven

Filed under: Danmark, European Integration, History, Justice — Tags: , , — Jørn @ 07:49

Grundloven er rammen, som politikerne kan vedtage love indenfor.

Grundloven skal indeholde umistelig ret. Frihedsrettigheder i en forfatning skal være negativisk formuleret – og ikke udtrykt som politisk reklame.

Begrundelsen er ligetil:

Er frihedsrettighederne positiv formuleret, er det, der ikke er nævnt, uden for summen af rettigheder. Forbydes de så af anden lovgivning, er friheden fløjet.

Hensigtserklæringer er ikke umistelig ret. Det er politisk reklame.
En grundlovs rettigheder skal understreget være umistelig ret.

Noget er naturret, der er givet af Gud, skæbnen eller forsynet.
Grundloven skal indeholde bestemmelser om regeringsformen og derudover afstikke, hvilket råderum lovgiverne har og ikke kan overskride.
Grundloven skal altså ikke bevæge eller fremme noget som helst.

Man kunne måske forestille sig, at netop ”grundloven som stopklods” kunne være en af forklaringerne på, at politikerne næsten aldrig taler konkret om grundloven i deres grundlovstaler og hele tiden i deres daglige arbejde på borgen forsøger at overtræde grundloven; det er der utallige eksempler på, som vi skal se.

Der er hundre­devis af eksempler i Danmark, tusindvis i landene i Europa.

I foråret 1996 skulle en gammel lov om flyvehavre såkaldt moderniseres i Folketinget. Den såkaldte modernisering gik ud på, at miljømyndighederne skulle gives fri adgang til landmændenes ejendomme uden dommerkendelse, selvom der ikke er nogen hjemme på gården. De færreste i Folketinget viste vel, hvad flyvehavre er, hen ved 75% af dem var/er offentligt ansatte, når de indvælges. Nu kunne man så tro det var det eneste.Nej, der er meget mere. Den 29. december 1996 kunne man læse en helsides artikel af Nils-Christian Nilson i Ekstra Bladet. Titlen er “Lovligt at vade ind i dit hjem”. Hjemmets ukrænkelighed – en såkaldt grundlovssikret ret – er en illusion i Danmark.

I perioden 1986-1996 har lovgivere og myndighederne udstedt 143 love og forskrifter, der giver dem fri adgang til dit hjem under det ene eller det andet påskud. Der gives vel at mærke lov til adgang uden dommerkendelse. Er der derimod tale om et rovmord, kan politiet ikke ransage hos mistænkte uden dommerkendelse eller samtykke, medmindre der er tydeligt belæg for, at der må skrides ind for at forhindre eller standse ulykkerne i at udvikle sig. Listen er lang. Det har selvfølgelig altid et kontrolformål, når en myndighedsperson maser sig ind i dit hjem, men man konstaterer, at det er utroligt, hvad myndighederne mener sig berettiget til at kontrollere, når folk ikke er hjemme. Tager vi bare de lovområder, der kvalificerer til at krænke boligens og privatlivets fred (ellers sikret af Grundlovens §72), og som er vedtaget bare i 1994:

Pleje af tilskadekommet vildt. Mineralske råstoffer i Grønland. Veterinær-væsenet og udøvelse af dyrlægegerning. Kontrol med måling af luftformig gas i afregningsøjemed. Opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen. Akkreditering af laboratorier til teknisk afprøvning. Kontrol med måling af fjernvarme i afregningsøjemed. Produktsikkerhed. Indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. Elektromagnetiske forstyrrelser. Miljøbeskyttelser. Måleteknisk kontrolbestemmelser for ikke-automatiske vægte. CFC-afgift. Afgift af lønsum. Afgift af affald og råstoffer. Ledningsført vand. Medicinsk udstyr. Våben og eksplosivstoffer. Teleterminaludstyr. Oprettelse og drift af visse radioanlæg. Planlægningsloven. Afgift på spillekasinoer. Byfornyelse og boligforbedring. Radioanlæg i maritime radiotjenester. Beskyttelse af havmiljøet ved Grønland.

Det var bare boligens og privatlivets fred, der skulle være en frihedsret efter grundlovens §72. Grundlovsovertrædelser er for længst blevet hverdagskost i Danmark, hvor kun nogle få uden for parlamentet hævder borgernes frihedsrettigheder. I Danmark indbringes spørgsmål om grundlovsovertrædelser for Højesteret.

Derfor skal grundlovsbestemmelser nøje gennemtænkes som borgernes eneste værn mod de synlige magthavere i et demokrati, også fordi ansvaret vanskeligt kan placeres, når det er gået galt.

At vi er her, vi kan tale, synge, spise røgede sild og slå hinanden ihjel, er paradoksalt nok naturret. Det er nok praktisk og vel civiliseret, at der så findes andre love, der f.eks. forbyder os at slå ihjel, og straffer dem, der gør det, og altså dermed begrænse noget af naturretten.

Har vi da ytringsfrihed og trykkefriheden? Siger jeg så straffelovens §266 B, behøver jeg vist ikke sige mere. Går vi til de måske kunstneriske udtryksformer, så lader det til, at friheden håndhæves lidt mere ….Muhammed-tegningerne.

Grundlovens bestemmelser bygger på vores kultur – ikke den fra kulturministeriet, men på vore værdisæt og tænkemåde, der igen bygger på vor evangelsk-lutherske kristne kulturarv, som vi altså så tolker verden og andre mennesker med på godt og ondt. Grundloven skal nemlig ikke fortælle os, hvad der er godt og ondt, og politikerne skal da slet ikke. Og et menneske skal ikke karakteriseres/defineres efter, hvad andre mennesker ønsker det skal mene, tro og tænke.

Det er ren djævelskab for de fleste nordboer.

Ideologi hører altså heller ikke hjemme i en dansk grundlov.

Men så nemt er det ikke, når vi ser på Europa. Med oplysningstidens begyndelse og vejen væk i 1500-tallet fra kirkens direkte magt, dens jordbesiddelser og særrettigheder, krig og statsbankerot i 1600 tallet, væk fra enevoldsherskeres og adels magt begyndende i 1700-tallet og forstærket af oplysningtidens barn, den begyndende modernisme (i Danmark fra 1870-erne), bliver der flere alternativerne; nye herrer i huset, som en vis statsminister engang udtrykte det om end ved en senere omvæltning.

Danskerne havde fået en grundlov og et såkaldt folkestyre i 1849, men jordreformerne under enevælden var bl.a. inspireret af enkelte dansksindede tyske adelsmænd, der indvandrede hertil 1600-1660, og senere blev enevoldskongernes rådgivere. Reformerne var forudsætningen for den folkets frihed.

Søren Kierkegaard var en af de få, der advarede imod, hvad folkestyret med grundloven af 1849 ville ende med:

Omkring 1840 skrev Kierkegaard ”Philosophiske Smuler”.

Kierkegaard, kedelig. NEJ!

Kierkegaard og for så vidt H. C. Andersen og Grundtvig levede og virkede i perioden omkring Grundlovens tilblivelse og 1864, hvor vi mistede Sønderjylland efter to krige. Den første krig var tre-årskrigen fra 1848-51, som vi vandt. Revolutionsbevægelserne dominerede Europa. Georg W. F. Hegel havde i 1820-ernes nærmest internationale Berlin holdt sine forelæsninger om den absolutte idealisme, og Wilhelm Wundt var begyndt med sin eksperimental-psykologi til endog senere skolebrug fra Heidelberg i 1856 til Leipzig i 1875.

Om skolen: Skolen i Danmark og Europa

Mere generelt, prøv: http://www.lilliput-information.com/economics/deja.html

Specielt om Wundt og hans epigoners indsats: http://www.lilliput-information.com/economics/lep.html

Friere forfatninger med borgernes frihedsrettigheder, som de kaldtes, så dagens lys.

Kirkekampen rasede i Danmark, og især i København, der mest satte dagsordenen; dengang som nu. De tre nævnte var centrale skikkelser. Men der var andre.

Det såkaldte moderne gennembrud tager sin begyndelse i dansk åndsliv fra midten af 1800-årene. Det blev ført an af Georg Brandes:

Ledig åndsarrogance mod flittig almue-godtroenhed; men ånd kræver materie. Af intet kommer intet, andet end lommeuld.

De kulturradikales menneske gik fra da af mere og mere over til at blive opfattet løsrevet fra alt det, det havde været bundet af eller snarere bundet i tidligere: Kristne kulturværdier og nation. Rousseaus lille af naturen gode barn skulle findes “inden i kroppen” på djævleynglen. [Tre af hans egne børn måtte sættes i pleje hos filosof og økonom David Hume i Skotland, som fandt dem på en børneinstitution i Paris]

Eksperimentet er kørt videre siden.

Det var de ledendes og de toneangivendes ønske dengang som nu at gøre op med denne bundethed fra omkring 1870-erne bruddet tog sin begyndelse. Og hvordan gik det så?

De vil stadig have en Europa-grundlov, trods folkeafstemnings-NEJ i Frankrig og Holland og dermed vil de have afskaffet nationalstaterne. Grundlov, nationalstat og obligatorisk mønt er tre sider af samme sag. Sådan er det.

Det regnede man med kunne gennemføres ved at påføre Europa et så stort fællesproblem, at det tilsyneladende kun kunne løses i kollektivets navn. Nøgleordene er magtsamling omkring en ny identitet med helt nye EU-værdier via indvandring fra fremmede kulturer.

Den nord-syd-geografiske grænse mellem kulturerne præget henholdsvis af katolicismens og protestantismens tankegange og værdisæt går cirka ved byen Köln i Tyskland.

[Köln har i øvrigt 45-50 pct. af indbyggerne, der er indvandrere fra fremmede kulturer i dag.]

Den franske oplysningstid med grundværdierne, frihed, lighed og broderskab og Den Franske Revolution, hvor nye magthavere halshuggede de gamle magthavere og deres børn efterfulgtes af Napoleons forsøg på både kulturelt og med våben at vinde Europa.

Dengang var alle de øvrige lande i Europa på statsbankerottens rand på nær England og i hvert fald ikke Englands bedste långiver Nathan Rothschild.

(Danmark gik bankerot samme år som Søren Kierkegaard blev født, 1813).

England satte formedes £638 mill. i krigsudgifter i perioden 1800-1815 en stopper for Napoleon.

De nordiske lande byggede allerede på den tid åndeligt på den personlige frihed, selvom der ikke for de fleste var meget andet end hårdt arbejde ved landbruget efter bankerotten, hvor der devalueredes med 90 pct. i Danmark. Men bytteøkonomien var fortsat gældende for langt de fleste, så i grunden blev det ikke meget værre for de fleste.

EU-grundloven oprindelig til vedtagelse i 2004 bygger på kollektivet og underkastelsen, generelt. Men helt konkret er det meget værre.

England har haft den mestendels ikke nedskrevne Magna Charta siden 1215. Briternes Magna Charta bygger netop på en adskillelse af Kejserens og Guds rige. Petition of Right and Declaration of Right fastlægger rettigheder som uafhængig, historisk arv helt på linie med Valdemar Sejr’s Jyske Lov af 1241.

Katolicisme kontra protestantisme i forhold til grundlov:

Forskellene viser sig blandt andet som følge af den katolske kollektivisme. Indholdet i vores enkle og klare grundlov kunne antagelig indgå i det nye begreb, systemeksport. Den sikrer den ny-testamentlige åndsfrihed og værner om den enkeltes frihed, og har dette protestantisk-kristne værdisæt til fælles med England og resten af Norden.

Den kristne kulturarv kan vi måske godt ønske at gøre os fri af (selvom den var hele grundlaget for vor identitet indtil den nyopfundne EU/FN-identitet, for sådan en 40-50 år siden); men Valdemar Sejrs Jyske Lov af 1241 byggede også på kristne grundværdier. Den var kronen på Valdemar Sejrs Livsværk. Ordene i loven var skrevet af biskop Gunner i Viborg, loven er næsten samtidig med Saxos Grammaticus, Danmarkskrøniken.

Jyske lov blev vedtaget og stadfæstet i Vordingborg en martsdag, 1241, kun få uger før Valdemar Sejr døde. I modsætning til de øvrige landskabslove, Sjællandske Lov, Skånske Lov og tidligere Jysk Lov, der dels var skrevet på latin dels ikke nær så gennemarbejdede, er Jyske Lov af 1241 skrevet på kernefuldt dansk, forståeligt for enhver den dag i dag:

Lidt fra fortalen til Jyske Lov

(efter Erik Kjersgaards nænsomme nutidsdanske omskrivning):

”Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden; men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, dér skal loven vise sandheden”.

”Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest.

Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige, fredsommelige og sagesløse kan nyde dens fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, de har i sinde. Det er også vigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffedom, da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det”.

På et klart og forståeligt dansk har vi her i første afsnit, tre hundrede år før reformationen, noget der faktisk foregriber det, der skal komme.

”Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter deres tarv, som bor i landet. Heller ikke skal nogen mand dømme mod den lov, som kongen giver og landet tager ved, men efter den lov skal landet dømmes og styres. Den lov som kongen giver og landet tager ved, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre den åbenbart strider mod Guds ord”.

EU og Grundlov:

Uden en grundlov kan politikerne lave love om alt, og forsøge at lave om på hele dit liv fra fødselsforberedelse til kirkegården. Ja, vi skal netop have det hele med; dette ene sikrer magtsyge politikerne sig nemlig.

Den danske grundlov bygger på frihed. Frihed er et begreb opfundet eller lavet af europæerne. Det er nok muligt at andre folkeslag har fået et begreb om frihed, men det stammer fra os.

Frihed til at være os selv og frihed til at udvikle vores personlige bevidsthed i frihed og dermed til gavn for fællesskabet, men udelukkende i frihed.

Nu er der megen tale om ændring af grundloven, sidst ændret 1953, med indførelsen af §20, der hjemler ret til suverænitetsafgivelse til internationale organer i mindre og begrænset omfang. Den med arvefølgen har været nævnt så tit; men det var §20 det væsentligst drejede sig om for magthaverne. Det ved enhver, der holder sig til sandheden.

Hvorfor har grundloven nu igen været kastet på dagsordenen uden debat?

Fordi indholdet af vores grundlov strider fælt mod de såkaldte grundlæggende rettigheder i EU, de såkaldte menneskerettigheder, som køreplanen blev sat i gang for med EU-Charteret og dets 54 artikler eller paragraffer. Charter betyder grundlov.

Med den danske frihed i princippet nedfældet i grundloven betyder det faktisk, at udlændinge må indordne sig for at kunne være her og dermed vælge deres eget fra.

Havde det ikke været tilfældet, ville danskernes frihed blive begrænset i strid med grundlovens bestemmelser, hvilket også er sket, fordi grundloven er blevet overtrådt.

I EU ser man stort på religion og kultur og laver nye EU-værdier, og nye mennesker, som alle skal leve uden et frit valg. Ja, man forbyder faktisk grundlaget for nationale stater og deres borgere ved at fjerne førstefødselsretten til nationerne.

EU-charterets vedtagelse var taktisk lagt tæt på den danske folkeafstemning om Euroen. Det skulle ikke debatteres. Poul underskrev, og så var det i orden efter en kort i tur i Folketinget.

Vi måtte til nogle hjemmesider England for at finde nogle af konsekvenserne af charteret og Amsterdamtraktaten. Der er meget andet end immigrant-problemerne.

EU-grundlovens køreplan blev vedtaget endeligt december 2000 i Nice som politisk bindende erklæring, indtil det skulle blive endelig EU-grundlov pr. traktat i 2004, jf. charteret §51-54. Det betyder faktisk at folketinget ikke må ændre i de nationale lovsæt, indtil dette kan vedtages endeligt. Dette strider mod den dansk grundlovs §56, der byder politikerne at beslutte alene efter deres overvisning.

[EU-køreplan eller road map skal vi høre mere om om lidt.]

Statsbankerotter og omvæltninger i Europa. Er det sket før?

Ja, efter Napoleonskrigene som nævnt, men Danmark gik også statsbankerot i 1660 og vist også under Erik Menved. Trediveårs- eller Kejserkrigen med Chr. IV som aktiv deltager og de nordiske krige førte til 1660. Den tids største landsforræder var Corfitz Ulfeldt, der først begik kæmpeunderslæb på Holmen, hvor den danske Flådes krigsskibe byggedes af træ. Dernæst gik han som kanzler (finansminister) sin konge Chr. IV i bedene. Han var Kongens svigersøn. Sluttelig optrådte han som svensk forhandler ved Roskilde-freden i 1658.Han blev dømt til hjul og stejle in absentia.

Enevælden indførtes ved et statskup i 1660. Herefter blev huset Marsellis indflydelsesrig på finanserne i Danmark.

Uffe Ellemann-Jensen kom 7. februar 2006 med den mildest talt overraskende melding, “at Jyllandsposten og den læsere ikke har forstået, at globaliseringen stiller nye krav til, hvordan man omgås hinanden.” På den baggrund mener han, at chefredaktøren skal føje islamisterne og opsige sin stilling på bladet.

Tænk, vi opfattede globaliseringen som international konkurrence; nu kan vi forstå det må være en særlig styreform som Uffe Ellemann-Jensen og hans bosser i internationalen/liberalen har på bedding, en styreform uden ytringsfrihed og uden andre frihedsrettigheder. Vi fik forsmag på den i EU-grundlovsforslaget, som europæerne nu har sagt nej til. Vi kan kun gisne om, hvem Uffe Ellemann-Jensen egentlig repræsenterer, efter han har forladt det danske politiske liv. I hvert fald ikke danskerne.

Imam Abu Abulaban og Uffe Ellemann-Jensen er enige om, at danskerne er for dumme.

EU-charteret gør uden diskussion Danmark til et indvandreland med multi-kulturelt samfund. General Wesley Clark til CNN, juni 1999: “I det moderne Europa er der ingen plads for homogene nationalstater. Det var en ide fra 1800-tallet, og vi vil gennemføre den (multikulturalismen) i 2000-tallet, og vi vil skabe multietniske stater”

Uffe Ellemann søgte NATO-topjob, der i stedet blev besat med en militærnægter. Uffe var direkte årsag til, at NATO kunne gå i gang i Bosnien, da han og den tyske tidligere tyske udenrigsminister (FDP) Hans-Dietrick Genscher på EU’s vegne tog ned og egenhændigt anerkendte Bosnien som en selvstændig (muslimsk) stat, hvorfra terroren tilsyneladende nu koordineres i Europa.

Han brugte ved første afstemning om Maastricht-traktaten sammen med Hans Dietrick Genscher (tilsyneladende hans tyske protegé) i den danske valgkamp at give os håb om en genindførelse af Hansestederne med Euroen til såkaldt gavn for danskerne:

Det var den der med tysk handelsmonopol i danske købstæder, så danske bønder blev holdt uden for, og som den norske samtidige konge betegnede således dengang:

“Den norske konge Haakon den Femte udstedte i 1306 en “Retterbod”, en ordre, der lød således: “Hansestæderne udfører vore livsnødvendigheder og tilfører os kun galanteri og andre unødvendige sager. Det vil vi forbyde.”

Nu taler han på TV om nationalstaten er blevet opfundet i 1800-årene ligesom tidl. general og tidl. præsidentkandat i USA Wesley Clark til CNN, juni 1999: “I det moderne Europa er der ingen plads for homogene nationalstater. Det var en ide fra 1800-tallet, og vi vil gennemføre den (multikulturalismen) i 2000-tallet, og vi vil skabe multietniske stater”.

Jo, nationalstat og repræsentativt demokrati kan forveksles af de, der kender marionet- teateret, men som er uden reel viden ellers, hvis ikke fyldt med løgn. Det samme blev fremført i et interview (også i 1999) der førte måske til en anden nu tidl. NATO-general, tyskeren Neumanns afgang. I lidt ophidselse udtrykte han sig således: ”Det var så Kosovo, næsten gang kan det blive hvor helst i Europa”.

Asylretten, der er i den danske udlændingelov, som kan ændres, gøres nu med EU-Charteret til en såkaldt eviggyldig og grundlovssikret menneskeret med ubegrænset indrejseret og også til et overordnet mål for hele projekt Europa.

Dette er meget værre end det vi har.

Skønt internationale forpligtelser først og fremmest skulle vedtages for det enkelte lands borgeres skyld som værn imod statsmagt, forekommer det i dag at være blevet direkte omvendt: de internationale forpligtelser er til for at sikre magthaverne imod deres befolkninger. Og desværre er flere af dem – i modsætning til i andre lande – bygget direkte ind i dansk lovgivning. Dette ville være grundlovsstridigt uden den snedigt indførte glidebane efter Grundlovens § 20.

I flere af EU-chartrets bestemmelser ses f.eks, at rettighederne indrømmes til enhver, dvs. også udlændinge med ret til et midlertidigt eller varigt ophold i EU-landene. Med chartret binder man EU-landene til at yde beskyttelse indenfor EU med en række retskrav til følge, udvidet med de selv samme grundrettigheder, som sikres EU-borgere. Det har vi ikke set før.

Velfærdskommissionen regne trods alt dansk:

Når 40 pct. af de ledige og udstødte i de arbejdsdygtige aldre i Danmark stammer fra en delpopulation, der samlet udgør 13 pct., så er det lidt vanskeligt selv for Velfærdkommissionen at hævde, at løsningen på finansieringsproblemet i fremtiden skal være en central del og 8-14 gange mere af problemet, som det har tårnet sig op de sidste 25 år.

I andre af regeringens tænketanke har man meget nemmere ved det. http://www.lilliput-information.com/economics/kornoe.html

Indvandringen tiltager stadig. Fra 11.369 nye i 2004 til 12.644 nye fremmede i 2005, heraf kom 9.730 fra områder uden for Vesteuropa, Nordamerika, Israel, Japan, Australien og New Zealand.

Liberalen: 2006 Fri indvandring:

Ingen tvivl, liberalismen vil også have del i den internationale immigrant-høst efter internationalen i de sidste 25 er blevet forsynet med klienter at øve deres kunster på.

Tænketanks-medlem, cand. polit. og foredragsholder Hans Kornø Rasmussen er tilsyneladende altid på linie med EU-Kommissionen. Fra 2007 skal immigrationen til EU gradvis forøges med fra en faktor 8 voksende til en faktor 14 i 2024. http://www.lilliput-information.com/kornoe.html

Allerede før valget i 2001 blev et såkaldt green-card-arrangement introduceret. Det betyder i Danmark en maksimal indkomstskatte-rate på 20 pct. af indtjeningen i de første tre år for højtuddannede udlændinge som nøglemedarbejdere. Med denne beskatning får de berørte de samme rettigheder og adgange til den offentligt finansierede velfærd som danskerne, der selvfølgelig skal betale den fulde pris. Endog en så høj pris at vore salgbare produkter ikke kan blive produceret og solgt i tilstrækkelige mængder til at finansiere velfærden i fremtiden. Så det er er tydeligt at ledende har så sandelig forstået, hvad der er galt.

Dokumentation: http://www.workindenmark.dk/Taxation/0/1/0 .

Arrangementet har vist sig ikke have den forventede effekt. De kvalificerede begyndte at søge til England og USA allerede i begyndelsen af 1980-erne. I foråret 2006 introduceres mig bekendt et nyt arrangement, der tillader immigranter uden videre at overskride grænsen til Danmark for at søge jobs i 6 måneder, uden nogen formel ansøgning.

Onkler, fætre, kusiner og svogre er her i forvejen. Fri indvandring.

Efter danskerne nu to gange ved folkeafstemning har stemt Nej til mere EU trods en massiv medie-kampagne for JA, konkurrerer politikerne om at sikre at alle EU-regler godkendes her på forhånd. Nogle eksempler:

3. EU-direktiver og anbefalinger

Første skridt

Det indre marked fra 1986 frihed for produkter tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft til bevæge sig mellem medlemslandene fra 1. januar 1993. Alle EU-statsborgere.

Andet skridt

Schengen samarbejdet blev besluttet i 1985 og førte faktisk samarbejdet med Amsterdam-traktaten, der trådte i kraft 1. maj 1999. Enhver interne grænselinie-kontrol i EU fjernedes. Borgerne fra andre dele af verden fik i princippet den samme ret til frit at flytte rundt. Fælles minimums-regler og regulering af immigrationen skulle sikre at en enkelt medlemsstat ikke blot overførte dens byrder til en anden medlemsstat.

I bekneb for en fælles EU-immigrations-politik.

Tammerfors-deklaration 1999, punkt 18:

Den europæiske union skal sikre en mere retfærdig behandling af tredje-verdensborgere, der har taget lovligt ophold i EU. En mere effektiv integrationspolitik som tillader rettigheder og pligter kan sammenlignes med EU-borgernes, og den fortsætter med en hellig hymne om racisme, forskelsbehandling, økonomisk, kulturel og sociale forhold.

Et direktiv fra sommeren 2001: Om forholdene for tredje-verdens-borgeres adgang og ophold i forbindelse med tage arbejde og som arbejdsgivere der, der driver uafhængige forretninger. Tredje skridt:

25. november 2003 blev et EU-direktiv besluttet: om status for tredje-verdens-immigranter som indbyggere efter fem års ubrudt og loveligt ophold i EU skulle give frihed flytte rundt i EU også.

Marts 2004: EU-direktiv om forholdene for tredje-verdens-borgeres adgang og ophold I forbindelse med studier, anden uddannelse eller lærlingeforhold, også kaldt studenter-direktivet. Næste skridt:

11. januar 2005 offentliggjorde EU-kommissionen en såkaldt grønbog om metoden ved hvilken den økonomiske immigration skulle styres (mellem medlemsstaterne med forskellig økonomisk politik) for at fremtvinge fælles regler. Dette punkt blev yderligere styrket to måneder senere ved offentliggørelsen af en anden grønbog med titlen: ”Demografiske ændringer- behovet for solidaritet mellem generationer”.

Oktober 2005: Ministerrådet beslutter et direktiv om særlig adgangs-procedure for tredje-verdens-borgere i forbindelse med videnskabelig forskning , i øvrigt samme med to anbefalinger i øvrigt.

7. november 2005 fra Kommissær for Justits og Indre anliggender, italieneren Franco Fratinni, et USA-inspireret Green-card-system som giver højtuddannede fra hele verden muligheden for at vinde adgang og tilladelse til at arbejde i alle medlemsstater.

Hvordan det videre skal køre:

Et “Vejkort” (road map) med initiativer, der skal foreslås I perioden 2006-2009.

“Helt fra starten argumenterede Jean Monnet kraftfuldt og præcist i forberedelsesperioden før 1956-traktaten for at overføre magt direkte til en gradvis enhedsopbygning og samling af den funktionelle bureaukratiske elite på tværs af Europa så der skabtes et kraftfelt, hvori en union i fuld skala ikke kunne stoppes. Overførelsen af magt skulle begynde med relativt ikke-trovertielle økonomiske funktioner og stålfremstillingen, for at minimere bekymringerne for, at den nationale suverænitet blev brudt ned. Man skulle sikre sig, at den funktionelle overførelse af magt blev irreversible (ikke kunne tilbageføres), et forhold garanteret af traktat-doktrinen acquis communautaire, der sikrer at al magt overført til (de europæiske) samfundsinstitutioner bliver gjort til permanent europæisk lov og så samtidig, at de tages ud af de nationale lovsæt i medlemslandene.” Jean Monnet’s lidt besynderlige baggrund kan du se på:

http://www.lilliput-information.com/economics/mon.html

“Frankrig og de fleste andre lande var imod den såkaldte stabilitetspagt, der kan sikre, at centralbanken ter sig næsten som den gamle tyske forbundsbank og holder tøjlerne fuldstændigt stramme.(mit: Emnet faldt officielt allerede på Dublin topmødet i december 1998, og også i år 2002 kom Frankrig ud med et for alt stort underskud på de offentlige finanser i forhold til Maastricht- bestemmelserne). Kampen om hvem der skal udpege præsidenten i ECB er fastslået. Det blev indtil videre Frankrig. Den Tyske Forbundsbank er meget ude af trit med den tyske politiske, finansielle og industrielle elite. Derimod er den meget populær i den tyske offentlige mening. Derfor var Kohl meget hårdt trængt mellem det tyske og det franske politiske Establishment. De franske socialister har afleveret deres krav til forholdene omkring Euroen. Nu er Kohl helt væk og den nye forbundskansler er selv centralist. Så har EU til gengæld anbefalet en tysker som leder af IMF (Den Internationale Valutafond).

Den tidligere tyske kanzler Helmuth Kohl måtte også æde, at der ikke bliver tale om rent automatiske sanktioner mod et land, der har vedvarende underskud. Der kræves nu 2/3 af de vægtede stemmer i de aktivt deltagende ØMU-landene for at lave sanktioner. Frankrig fik tillige godkendt et såkaldt stabilitetsråd og dermed en direkte politisk rolle ført ind i den montære politik ved, at der nu f.eks. skal formuleres vekselkursretningslinier for Euroen.”

Når Euro nu viser sig som en tilsyneladende hård valuta, er det kun fordi Irak før krigen besluttede at aftale oliehandler og nu også Iran i Euro i stedet for dollars. Intet, jeg understeger ABSOLUT INTET i Europa-landes realøkonomi betinger en høj Euro …eller hvad det reelt er, en lav dollar. En farlig akse, Europæisk-Arabisk Dialog. Verdens førende er i tillæg kørt ind på et særdeledes farligt skråplan – ny-merkantilismen, en gentagelse af en vanvittig udviklingsindretning – Merkantilismen fra især 1500-1600 årene. Tiden kendetegnes af “Form uden indhold”, hvilke hele indholdet af denne tale vidner om.

<<<<<>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

Nå, til Kierkegaard:

Vexeldriften er titlen på det afsnit af Kierkegaard jeg vil læse lidt op af:

Guderne kedede sig. Derfor skabte de menneskene. Adam kedede sig, og fordi han var alene, så skabtes Eva. Fra det øjeblik af kom kedsomheden ind i verden, og voksede i størrelse på det nøjagtigste alt efter folkemængden voksede. Adam kedede sig alene og derpå Adam og Eva i forening. Derpå kedede Adam og Eva og Kain og Abel sig en familie. Derpå tiltog folkemængden i verden, og folkene kedede sig en masse. For at adsprede sig, fattede de den tanke at bygge et tårn, der var så højt at det ragede op i skyen. Denne tanke var lige så kedsommelig, som tårnet var langt og et forfærdeligt bevis på, hvorledes kedsomheden havde taget overhånd. Derfor blev de adspredte over verden, ligesom man nu rejser udenlands for at vedblive at kede sig, og hvilke følger havde ikke denne kedsomhed. Mennesket stod højt og faldt dybt, først ved Eva, så fra det babylonske tårn. Hvad var det på den anden side, der opholdt Roms undergang. Ja, det var brød og skuespil. Hvad gør man i vor tid, er man betænkt på noget adspredelsesmiddel? Tværtimod, man fremskynder undergangen.

Man tænke på at sammenkalde til en stænderforsamling. Kan der tænkes noget mere kedsommeligt for så vel de herrer deltagere som for dem, der skal læse og høre om dem? Man vil forbedre statens finanser ved besparelser. Kan der tænkes noget mere kedsommeligt? I stedet for at forøge gælden, vil man afbetale den. Efter hvad jeg kender til de politiske forhold, vil det være Danmark let at åbne et lån på en 15-20 mia. (mit: i dagens kroner). Hvorfor tænke ingen dog derpå? At et menneske er et geni og ikke betaler sin gæld; det man da hørt om, hvorfor skulle en stat så ikke kunne gøre det samme, når der blot er enighed? Man åbne da et lån på 20 mia. Man anvende det ikke til afbetaling, men til offentlig forlystelse. Lad os fejre det tusindårige rige med fryd og gammen.

Som der nu står bøsser, hvori man skal lægge penge, skulle der overalt stå skåle, hvori der lå penge. Alt ville så blive gratis, man gik så gratis i teatret, gratis til offentlige fruentimmere, man kørte gratis til dyrehaugen, man blev begravet gratis, og gratis blev der holdt tale over én. Jeg siger gratis, thi når man altid har penge ved hånden, så er det på en måde som alt er gratis. Ingen måtte eje fast ejendom. Kun mig skulle der gøres en undtagelse. Jeg forbeholder i alt fald 1000 rigsdaler om dagen fast i londoner bank. Dels fordi jeg ikke have mindre dels fordi det er mig, der har givet ideen, endelig fordi man ikke kan vide om jeg skulle hitte på en ny ide, når de 20 mia. vare forbrugte.

Hvad ville følgen af denne velstand så blive? Alt stort ville strømme til København. Til kulturbyen. De største kunstnere, skuespillere og danserinder. København ville blive et andet Athen. Hvad ville følgerne dog ikke blive? Alle rigmænd ville nedsætte sig i denne stad. Blandt andre ville vel kejseren af Persien og kongen af Engeland også komme dertil. Se, her er min anden ide. Man bemægtiger sig kejserens person. Måske vil en eller anden sige, der bliver oprør i Persien. Man sætte da en ny kejser på tronen. Det har man set ske før, og den gamle kejser falder så i pris. I så fald er det min ide, at man sælger ham til tyrken. Han vil nok vide at gøre ham op i penge. Dertil kommer endnu en omstændighed, som vore politikere ganske synes at have overset. Danmark er ligevægten i Europa. Der kan ikke tænkes noget mere lykkeligt end den eksistens. Jeg ved det af egen erfaring. Jeg var engang ligevægten i en familie. Jeg kunne gøre lige hvad jeg ville. Og det gik aldrig ud over mig, men altid ud over de andre.

Oh, måtte min tale trænge hen til eders øren. I som ere satte på de høje steder til at råde, I Kongens og folkets mænd, vise og forstandige statsborgere af alle klasser. Ser eder dog for, gamle Danmark går under. Det er fatalt. Det går under …af kedsomhed. Det er det aller fataleste. I oldtiden blev den konge, der skønnest besang den afdøde. I vor tid burde den være konge, der sagde den bedste vittighed. Den skulle være kronprins, der gav anledning til at den bedste vittighed blev sagt.

Supplement: Chartrets artikel 21: Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion, tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formue-forhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt. Og i stk.2 præciseres, at enhver øvrig forskelsbehandling er forbudt. Teksten er lodret i strid med grundlovens §4, hvorefter vi har religions-frihed, men ikke religionslighed.

Det er også i strid med §68 at føre artikel 21’s retskrav ud i livet for skatteborgernes regning.Denne ”almene interesse, der er anerkendt af unionen”, fremgår af den positive indstilling til indvandring, som de pågældende regeringschefer havde besluttet sig for, herunder Nyrup, og som var baggrunden for at udvide retten til familiesammenføring ved et forslag til direktiv, som Danmark som følge af det retlige forbehold står udenfor lidt endnu. Med chartret lægger EU-landene sig fast på formen for fremtidig indvandring til EU-lande til som minimum at bestå af asylsøgende og deres familier. Sådant er helt nyt.

Hvor konventioner er aftaler, der efter deres indhold kan opsiges med passende varsel, ses der ingen juridisk mulighed for at opsige chartrets tekst andet end ved en mellemstatslig godkendelse fra de andre EU-lande. Også dette er nyt, ligesom de som noget nyt med vægt kan vælge at gøre brug af Amsterdam-traktatens artikel 6 og 7´s fremtidige indhold, for at efterleve og effektuere EU-regelsættet. Der opstår et specielt folkeretligt problem ved chartret, som reelt ses at være en helt ny konstruktion inden for folkeretten, hvis rækkevidde er tvivlsom: Udover – som nævnt – at indrømme rettigheder for aftaleparternes, dvs. EU-landenes statsborgere, indrømmer chartret også grundrettigheder til tredjelandes statsborgere.

Dette er en form for afgivelse af tredjemands-løfte over for andre nationers borgere. Dette er en udstedelse af retsgarantier til en uvis kreds af mennesker udenfor EU-landenes jurisdiktion. Vil sådanne garantier overhovedet kunne udstedes og/eller senere kunne ophæves mellemstatsligt? Så snart chartret er vedtaget som traktat, vil enhver tilrejsende fra tredjelande have retskrav på at få dette spørgsmål prøvet.

EU vil med rette engang i en ikke så fjern fremtid, når stabiliteten i Europa er ved at være væk, blive beskyldt for at ændre karakter fra et grænseløst EU udadtil til et Fort Europa, selvom ingen af delene p.t. er tilfældet. Det er ærgerligt, at EU på denne måde gør sig sårbar. Ethvert EU-land var i sin gode ret til at sige fra. Amsterdamtraktaten, som vi ikke som folk skulle afstemme om, er karakteriseret på: http://www.lilliput-information.com/euint.html#conn

EU-grundloven skal vi vist ikke folkeafstemme om i dens nuværende form, for her er der tale om suverænitetsafgivelse, der vil noget; det opdagede franskmænd og hollændere. Vi skulle heller ikke folkeafstemme om EU-grundlovens køreplan i Amsterdam-traktaten i modsætning til irerne.

Skønt Danmark havde er retligt forbehold, sagde Folketinget Ja til rammerne om en fælles asylpolitik i EU-grundlovens artikel 18 og 19. i EU-grundloven er mange flere helt grundlæggende ting, der strider fælt imod den danske grundlov. Jeg vil vove den påstand, at danske statsborgere ikke har behov for chartret, fordi de har grundloven. Men flygtninge kan, hvis – og når – chartret i en anden form bliver vedtaget som traktat , få en ret overfor EU og den danske stat – som det danske folk er pligtige til at respektere, og som fremmede aldrig tidligere har haft i Danmark – eller i andre europæiske lande. Det har vi aldrig set før.

Med den famøse 1983-udlændingelov blev de facto-flygtninge opfundet (§.7, stk. 2), og lovens virkefelt udvidet til hele kloden. Retten til asyl blev gjort til en menneskeret efter ansøgning, selv for folk, der ikke var flygtninge efter Geneve-konventionen, og fra da af forpligtede den danske stat sig til at skulle kunne tilbagevise ”at tilbagevenden til hjemlandet gav risiko for dødsstraf eller tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling”, for at kunne afvise en flygtning. De skulle alle sammen herefter have dansk ret til at opholde sig her i landet, medens deres sag behandledes. Der var ingen konvention, der pålagde os at lave en sådan regel. Og havde der været, kunne den have været opsagt efter 6 måneder.

Se, denne lovtekst i Udlændingelovens §7, stk. 2 svarer præcis til EU-charterets artikel 19. I artikel 19 stk. 2 ”Ingen må udsendes, udvises eller udleveres til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf eller udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling”. I charteret sidste artikel (§54) står faktisk, at charteret er gældende til evig tid. Og bemærk, de facto-begrebet kunne allerede have været fjernet af et flertal i Folketinget, men efter EU-grundloven er vedtaget, og begrebet er indstødt heri, kan det ikke fjernes, uanset hvad vælgerne eller danske politikere måtte mene.

Bertel Haarder har i formandskabshalvåret 2002 bidraget til udvidelse af begrebet flygtning under Danmarks formandsskab den 6. december 2002. Man havde forskellige definitioner i de enkelte lande, så derfor udvidede Haarder Geneve-konventionens flygtningebegreb til brug i charteret, så flere grunde end tidligere kan findes anerkendelsesværdige til at give ret til asyl. I et EU-land.

Nu forstår man måske bedre, hvorfor det danske de-facto-begreb ikke blev ophævet ved aftalen mellem DF og Regeringen af den 1. juli 2002.

Det var faktisk tidligere indenrigsminister Thorkild Simonsen, der på et EU-møde i Finland i 1999 på initiativ af de radikale og Socialdemokratiet, fik introduceret de-facto-begrebet for de andre EU-lande, der ikke kendte til det. Nu er det så blevet indføjet i den evigt gældende grundlov EU skal køre videre med på et tidspunkt.

5. juni 2006
Ebbe Vig