Danmark

31. marts 2007

Global-opvarmnings-svindelen (2007) paa dokumentar-video 1time 15min.


 

Global-opvarmnings-svindelen (2007)  

Afsløring af de helt store, 4. marts 2007 på Channel 4

 ikke kioskbasker, men kætteri

Videooptagelse af dokumentarfilm i luften på Channel 4 den 4. marts, 2007

Nogle argumenter:

Arguments and comments in English: http://dissidentpress.wordpress.com/2007/03/30/the-great-global-warming-swindle-2007/

Jordens 4,5 milliard år lange historie er én long story of climate change. Denne sandhed er accepteret af både de, der tror global opvarmning er en naturlig proces, og de der tror global opvarmning skyldes mennesket.

I den seneste historie har været: en mini-istid i det 17. århundrede, da Themsen frøs til så solidt til, at der regelmæssigt kunne afholdes torvedage og auktioner på isen (sundene frøs til i Danmark); en Middelalderlig Varm Periode, endog mere frydefuld end i dag; og den endog mere solrige såkaldte Holocene Maximum, som var den varmeste periode i de sidste 10.000 år.

De der tror global opvarmning er en naturlig proces peger på den kendsgerning, at i de sidste 10.000 år er de varmeste perioder indtruffet længe før mennesker begyndte at producere store mængder CO2.

En detaljeret undersøgelse af de seneste klimaændringer afslører, at temperaturen steg forud for 1940, men faldt helt uventet under efterkrigstidens produktions-boom, da CO2 udledningen steg dramatisk.

Der er bevis for at hævde, at stigningen i CO2 udledningen sker med et vist tidsmæssigt efterslæb efter temperaturen er steget. Sådan har det været i de sidste 800 år, og derfor kan CO2 ikke være årsagen til temperaturstigning.

Drivhuseffekt-modellen for global opvarmning, varme fra Solens stråler fanges af drivhusgasser i atmosfæren. Hvis det ikke var for disse gasser, ville Jorden være for kold til liv.

Drivhusgasser fanger hede fra Solen inden for Jordens atmosfære. Dette er drivhuseffekten. Traditionelle modeller forudsiger at stigende koncentrationer af drivhusgasser (greenhouse gases) fører til runaway opvarming.

Hvis drivhusgas opvarmning skete, ville videnskaben forudsige, at troposfæren (lagene i jordatmosfæren ca. 10-15 km over os) skulle opvarmes hurtigere end overfladen af planeten, men indsamlede data fra satelliter og vejrballoner kan ikke understøtte dette.

De der tror globalopvarmning er en naturlig proces siger, at troposfæren ikke opvarmes, fordi menneskeskabte drivhusgasser ikke er årsagen til at planeten opvarmes.

For nogle mennesker er det sidste søm i kisten til de menneskeskabte drivhuseffekt-teorier den kendsgerning, at CO2 stammer i meget større mængder fra mange naturlige kilder: det menneske-frembragte er en miniscule i sammenligning. Vulkansk frembringelse og CO2 fra dyr, bakterier og vegetation i nedbrydning/forrådnelse og fra havene opvejer vores egen produktion som menneskelige aktører her adskillige gange.

Andre ville argumentere, at CO2 ikke er den eneste drivhusgas og at menneskelig frembringelse kunne tippe et fint balanceret system.

Nyt bevis viser at når strålingen fra Solen varierer (og solplet-aktiviteten er en måde at måle denne på) synes Jorden at opvarmes og køle ned. Solaktiviteten stemmer meget fint overens med registreringen af temperaturændringer over de sidste 100 år. Dette korrelerer således også fint med det anormale efterkrigsdyk i temperaturen, da det globale CO2 niveau netop var stigende.

Faktisk er det der kaldes solaktivitet meget fint korreleret med temperaturen på jorden i de sidste adskillige hundrede år. Dette er hvad nogle videnskabsmænd (m/k) er begyndt at stole på er grunden til klimaændring. Andre mener at solaktiviteten kun forklarer fine deltaljer i temperaturændringer.

Så hvordan påvirker Solen Jordens temperatur? Processen som videnskabsmænd (m/k) foreslår er, at når Jorden bevæger sig gennem rummet, bliver atmosfæren konstant bombarderet af den hele tiden tilstedeværende kosmiske stråling. Når disse partikler rammer vanddamp – fordampet fra havene – formes der skyer i atmosfæren. Skyer beskytter Jorden fra noget af Solens stråling og har en afkølende effekt. Når Solaktivteten er høj, er der øget Solvind, og dette har en effekt, der reducerer mængden af kosmisk stråling, der rammer Jorden.

Når mindre kosmisk stråling når Jorden, formes der færre skyer og den fulde effekt af Solstrålingen opvarmer Jorden.

Men er Solaktiviteten virkelig nok til at modargumentere den globale opvarmning p.g.a. drivhuseffekten? Dette er stadig et springende punkt – har du stemt her: vote here

Der er læsvis af andre argumenter på kryds og tværs af problemstillingen i en let forståelig gennemgang, der også medtager en række politiske og sociologiske aspekter ved bevægelsen med den menneskeskabte globalopvarmning.

Der er feathers på: http://www.channel4.com/science/microsites/G/great_global_warming_swindle

The Great Global Warming Swindle (Complete)

Hele dokumentationsfilmen ses her


 Director: Martin Durkin

Documentary that aired on Channel 4 on March 4, 2007. Criticism against the notion of anthropogenic global warming, that is, the notion that human acitivities are causing global warming. The Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) is also criticized in this new television documentary.

Among the main messages of this programme is the assertion that carbon dioxide (CO2) is in fact not causing global warming, but that it is instead global warming that causes an increase in CO2.

Participating in this documentary are:

Tim Ball – head of the Natural Resources Stewardship ProjectProfessor Nir Shaviv – Institute of Physics, University of JerusalemLord Lawson of Blaby – Former UK Chancellor of the ExchequerProfessor Ian Clark – Department of Earth Sciences, University of OttawaPiers Corbyn – Weather Forecaster, Weather ActionProfessor John Christy – Department of Atmospheric Science, University of Alabama in Huntsville and Lead Author, IPCCProfessor Emeritus Philip Stott – Department of Biogeography, University of LondonProfessor Paul Reiter – Department of Medical Entomology, Pasteur Institute, ParisProfessor Richard Lindzen – Department of Meteorology, M.I.T.Patrick Moore – Co-founder, GreenpeaceProfessor Patrick Michaels – Department of Environmental Sciences,University of VirginiaNigel Calder – Former Editor, New ScientistJames Shikwati – Economist and author Professor Syun-Ichi Akasofu – Director, International Arctic Research CenterProfessor Emeritus Frederick Singer – Former Director, US National Weather ServiceProfessor Eigil Friis-Christensen – Director, Danish National Space CenterRoy Spencer, Weather Satellite Team Leader, NASA Paul Driessen – Author: Green Power, Black Death

Source: http://www.channel4.com/science/microsites/G/great_global_warming_swindle

……

Prøv www.youtube.com med søgeordene ’great global’, og du får alle mulige versioner over temaet af kortere og længere varighed.

British show outlining the case for global warming scepticism Varighed: 9:29: Desværre er den blevet lukket på youtube og åbnet med ny kode.

 

Hele dokumentationen her

Det ultra-lange sigt i Jordens udviklingshistorie giver solindstrålingen beskrevet på: https://danmark.wordpress.com/2007/02/03/klimaet-og-andre-kilder/ én blandt flere andre ikke menneskeskabte, medvirkende faktorer til klimaforholdene på Jorden.

CO2-afgifter gavner kun kulten og dens tilhængere: https://danmark.wordpress.com/2007/03/19/co2-afgifter-skader-oekonomien-og-gavner-intet-andet-end-afgiftsopkraeverne-og-deres-venner-en-tid-endnu/

CO2-rapport i Paris: https://danmark.wordpress.com/2007/02/03/co2-rapport/

Sonia

Et par supplementer:

Sandheden er (det,) hvad du tror på (?) ,1995

Uddrag af:11. kapitel

Overordnet filosofi/religion bag marketing og pædagogik i 1980-erne: Filosofferne inklusive eksistentialisterne bag dansk marketing – Internationalisme, Den Tredie og Miljø, Den Fjerde Bølge – EU/UN-Pædagogig anno 1996 ”…

Miljø, økologi, stratossfære, globaltrusler, indflydelse på helbred, adfærdspå­virk­ning hos den enkelte i denne forbindelse og samspillet herunder påvirknin­gen, virksomhed mod omgivelser samt kommissærs adfærdspåvirkning af producent. Taget lidt i spredt fægtning efter kutymen i dette sagsfelt. I disse emne- eller sagsfelter anses det – sjovt nok – fortsat for fuldt korrekt “at påvise “sammenhænge herunder årsagssammenhænge” mellem dette og hint. Dette gøres i vid udstrækning ved anvendelsen af de såkaldte statistiske, kvantitative metoder. Her ser man på nogle fænomener, der kan beskrives med talregistreringer.

Jeg kan forsikre læseren for, at bl.a. to af de anvendte metoder, Regression herunder Correlation og Chi-testen, er blevet misbrugt for at skaffe den ønskede sammenhæng eller årsag ud af modellen i en række tilfælde.

Metoderne fejler ikke så meget – de er jo dog matematik – men man kan nemt 1. Tolke problemstillingen fejlagtigt, 2. Vælge sig en nonsens-sammenhæng, eller 3. Vælge fejl mellem metoderne, 4. Anvende metoderne fej­lagtigt, 5. Tolke model-resultaterne forkert, 6. Drage en fejlagtig eller vidtløftig konklusion på grundlag af modellens resultater og 7. Overføre den på virkeligheden. Endelig 8. kan man jo udlevere materialet til en intetanende, men “forståen­de” journalist ved et slagkraftigt medie.

Som man vil forstå er muligheder og især umulighederne mange. Én af dem er (jfr. 1. ovenfor) :

Fordi to fænomener optræder samtidig, behøver der jo ikke lyse en uafviselig sammenhæng ud af dem. Er f.eks. antallet af storkepar i Danmark om sommeren øget fra 12 til 25 par to år i og på træk, er dette ikke nødvendigvis en sikker indikator for et såkaldt babyboom blandt danskere. På disse strategiske felter, hvor angsten for det ukendte, for det fjerne, for det hidtil uantastelige, for det uundersøgte, hvor tilmed forfinede målemetoder tit påvirker det iagttagede kan meget vises og meget ikke afvises – påvise eller bevise derimod er noget ganske andet. Der er nok af gangbare fænomener, nok at tage fat på. Og så er der jo karrieren. Den skal vi ikke glemme.

Det interessante er, at her kan årsagen nemt bruges, også selvom adækvans, entydighed og funktionalitet formelt er centrale problem­er, der ses bort fra, også når disse er ganske afgørende.

Man skal forstå: Formålet helliger midlet – især for mange ambitiøse blandt “Tidens Jesuitter” for “Verdens Frel­sen.” Det var blot et lille sidespring ikke helt uden betydning. En samlet redegørelse herfor burde have en gennem­gang for sig.Om Den Fjerde Kraft, (efter eller samtidig med Den Tredie) ikke skulle findes netop omkring disse nye såkaldte “naturvidenskabslignende årsagspåvisninger”, vil det undre mig.

Al Gore har netop meddelt at han stiller op til næste præsidentvalgt i USA. Han er meget miljøbevidst, som det vist hedder….”

Det startede under Præsident John F. Kennedy i august 1963:

15 unge forskere, som man stolede på, blev sat i en studiegruppe og lukket inde i et undergrunds-etablishment (Iron Mountain) nær byen Hudson, New York. Formålet var de sammen skulle finde ud af, hvad der skulle til for at samle magten yderligere og selvsagt bevare kontrollen med menneskene uden krige. Keynesianer-økonomen John Kenneth Galbraith deltog blandt andre. Svaret efter nogle måneder var: Total fødselskontrol. Rapporten beskriver herudover, hvad der skal til i den nye politik for erstatte krigen som effektiv magtsamlende faktor: F.eks. få total kontrol med de nationale økonomierne, en allesteds nærværende international politistyrke, til bevidstheden hos individerne skulle man have en trussel fra rummet, d.v.s. invasion af rumvæsener, en massiv forurening, nogle fiktive forskellige fjender, nye religioner, og andre myter.

Dokumentationen findes hos Leonard C. Lewis: “Report from Iron Mountain On The Possibility And Desirability Of Peace”.

Der var altså en af deltagerne, der mente offentligheden skulle vide besked. Siden hen kom Romklubben med en slags opfølgning (”Grænser for vækst” og ”Menneskeheden ved et vendepunkt”), da vi bl.a. nåede til Europa-unionen og strukturproblemerne i bl.a. Europas landbrug, men rent faktisk til et egentligt verdsligt testamente for den religiøse tro på bl.a. udåndingsluften, CO2.

Statistiske analysemetoder, der ligger bag de fleste ‘såkaldte undersøgelser’, som læseren formentlig ser refereret på TV som en rapport, en undersøgelser o. lign., der viser ….

Baby-boom kørte de danske myndigheder og medier meget med i begyndelsen af 1990-erne, selvom danskerne ikke fødte flere børn. Derimod udgjorde antallet, som fødes af indvand­rere og deres efterkommere snarere mellem 15.000 og 20.000 af en samlet fødselsårgang i Danmark på cirka 70.000 i begyndelsen af 1990-erne. Til almindelig sammenligning skal det oplyses, at danskerne får 17.000 til 19.000 aborter årligt i 1990-erne. Sjovt nok afslører Danmarks Statistik sig selv to gange i foråret 1999. Dels er konsekvensen af denne institutions meddelte nonsens, at 20 pct. af de fødende kvinder er fjernt-fremmede, selvom hele denne fremmedgruppe kun skulle udgøre 3,4 pct. af den samlede befolkning i landet i 1999. Dette har jeg bevist i denne gennemgang. Så lader man en akademisk medarbejder nær pensionsalderen gå til befolkningskonference i Landstingssalen, hvor man lader ham meddele, at fortsætter indvandringen til landet som nu, bliver danskerne som vi kender dem i dag, i mindretal omkring år 2030. Herved gjorde denne medarbejder sig faktisk “6 år værre” end undertegnede, der har redegjort fyldestgørende for disse simple spørgsmål allerede i 1987.

Miljø, sygdom, sundhed og indsatserne i disse forbindelse.

Forebyggelsen paradoks og forebyggelsens dilemma – den hævdede effekt viser sig først på langt sigt, og det er vanskeligt at afvise forebyggelseseffekten a priori.

Om metoderne og kategorierne er virkelighedsnære og praktisk håndter­bare.

Reklamer

29. marts 2007

Morgenstund har guld i mund, og guld betyder…



Morgenstund har guld i mund, og

guld betyder…

Kilde: Nyhedsavisen 29. marts 2007 

Ny officiel ghetto, tredje NO-GO ghetto i Århus, Rosenhøj, har lige som andre ghettoer i Danmark en ordning, hvor pædagoger fra Socialcentret, tre morgener om ugen kommer og følger med i familiens start på dagen i en periode af seks måneder: 

 

Kl 6:40 starter Projekt Morgenstøtte eller Projekt Opgang, der er noget med at vise forældrene, at de har ansvaret for børnenes opdragelse. Børn ved ikke hvornår de skal i seng, eller hvornår de skal komme hjem om aftenen. Når det ikke betyder noget om barnet er i skole hver dag, oplever børnene kaos. Mange forældre har det sådan, fordi de aldrig har lært det, siger en af pædagogerne.

Enkelte forældre arbejder i hjemlandet(???) Projektet kører som nævnt i seks måneder. De skal møde til tiden, have pakket deres tasker og komme i seng i ordentlig tid. (skal det ikke kontrolleres om aftenen???) 

 

Det er noget med ro, regelmæssighed og renlighed, hævder en af de fnisende pædagoger. Vestlig Civilisation er titlen på en engelsksproget bog, som vi her på Danmark-bloggen læser p.t. Det allerbedste er Socialcenter Syds egen evaluering: Godt halvdelen nåede målene (for projektet), 25 pct. nåede nogle af målene og 33 pct. viste ingen resultater. Det bliver desværre mere end 100 pct., og det er ikke så godt.

Så ikke alene noget med civilisation, også specifikt noget med rentesregning.”Vi må sige det går den rigtige vej” Rosenhøj ligger i det sydlige Århus.

Her var der gang i den sidste sommer og efterår med bilafbrændinger, ildspåsættelser andet hærværk. Dette gav del i bevillingen 300 mill. kr. til renovering, fornyelse (og vel lidt reparationer) af boligkvarteret:  

Noget af baggrunden:

 https://danmark.wordpress.com/2006/06/09/300-mill-kr-i-gevinst-for-jihad-tiltag/  

 https://danmark.wordpress.com/2006/12/10/bilafbraending-i-gellerup/  

https://danmark.wordpress.com/2006/12/14/gellerup-image/ 

https://danmark.wordpress.com/2006/11/12/skal-vi-have-flere-mord-mere-knivstikkeri-og-flere-ildspaas%c3%a6ttelser/  

 https://danmark.wordpress.com/2006/07/15/jihad-genoptages-af-unge-indvandrere-i-paris/ 

 

Bemærk, på overstående links, at antallet 60 er blevet sært magisk, når vi henter oplysningerne fra mainstream-medierne om de fremmedes ødelæggelser. 

 

En Århus-historie: 18 lærere (eller 1/5) søger i 2007 væk fra heldagsskolerne Nordgårdskolen og Toveshøjskolen i Gellerup. Disse skoler er bl.a. overtaget fuldt ud af de fremmede i modsætning til, hvad den tidligere skoleinspektør – i øvrigt tidligere håndboldspiller på danske landshold – højt og helligt lovede. 

 

Ham har vi her:

https://danmark.wordpress.com/2006/10/19/skolerne-holder-ogsaa-lukket-naeste-uge/

 

Bekosteligt projekt – ak ja, 150 mia. kr. i alt på landsplan i 2001, (tilføjet 14/9-2011: mere end 225 mia. kr. i 2010:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/19/indvandringens-pris/  

 

Sonia

27. marts 2007

To gange terror-trusler i Aarhus i dag

Filed under: Crimes, Culture, Dhimmi, Jihad, Justice, Terror — Tags: , , , , , , — Jørn @ 18:55

Tidligt til morgen fandtes en bombe-attrap under bil i Mejlgade i Århus. Lidt senere på formiddagen indtelefoneredes en bombetrussel til retsbygningen i Århus. De tilstødende gader måtte afspærres og bustrafik indstilles og retsbygningen evakueres samt Århus Kunstmuseum overfor delvis avakueres.

Sonia

PS: 

Dagspressen er også på dette punkt gået væk fra virkeligheden. Herfra tales om “falske trusler”, der skal indikere, at der ikke ligger noget farligt eventuelt dilemma-skabende udsagn bag truslerne. Det er selvfølgelig helt hen i vejret og kun opfundet for at diminuere trusler om terror-bombning til dagligdags almindelige hændelser. På dansk er noget, der meningsfyldt kaldes tomme trusler; men de er stadig trusler.

Retspolitisk ganske uholdbart i retsstat


Nu vil retpolitisk ordfører i Venstre Birthe Rønn Hornbæk have et forslag igennem, der “gør det lovligt” for et antal irakere at uddanne sig og arbejde i Danmark, samtidig med at samme irakere har fået afslag på asyl og derfor er udvist af landet. Kl.18:30 bekræfter statsministeren, at forslaget fremsættes og DR TVA forventer at DF bakker forslaget op.

D.v.s. der er en lov, der gør det ulovligt, at de opholder sig her, og så skal de kunne uddanne sig og arbejde her, medens de således opholder sig her ulovligt (???)

Man mener at når det nu er vanskeligt eller såkaldt umuligt at tilbagesende nogle fremmede, der opholder sig her ulovligt, så kan de ligeså godt uddanne sig og arbejde.

Som en sidste international konvention kunne foreslås en, der beskytter de europæiske modtagerlande mod at blive fyldt op med ulovlige/uberrettigede indrejsere: Konventionen skal indeholde bestemmelser om, hvorledes afviste ansøgere, kan tvinges tilbage, hvorfra de kom, det være sig til eventuelle andre mellemstationer i Europa eller til det land, som deres nationalitet lyder på, uanset indstillingen til deres tilbagevenden i hjemlandet eller på mellemstationen.

Det er selvfølgelig udlændingelovens ændring i 1983 (som vi protesterede imod sammen med Søren Krarup), der er årsagen til det hele. Efter den kunne de rejse ind i landet og med omvendt bevisbyrde skulle de danske myndigheder derefter kunne bevise, at de indrejsende ikke var berettigede til at være her, vel at mærke, medens de opholdt sig her. Loven blev straks udstrakt til at gælde for jordkloden, hvilket selvfølgelig er noget vrøvl.

Det har den fletalssikrede regering med støtte fra Søren Krarup skam ikke tænkt sig at ændre på. I stedet går man et skridt videre og taler endog usandt om, hvad der foregår her i landet.

“Ikke andre boller på suppen. Nej, andre og bedre boller i suppen.” Det er hvad der skal til.

Derudover skal der så for at berolige dig efter en generation med masseindvandring underskrives en erklæring om, at de pågældende (så) vil overholde loven.

Kan danskerne få et lignende tilbud?

Sonia 

25. marts 2007

En ulykke for landet


Siden 2001 er 35 pct. af samtlige tildelte danske statsborgerskaber siden 1979 blevet tildelt, så de camouflerer indstrømningen, der naturligvis fortsætter i højere tempo for andet år i træk under den flertalssikrede regering. Dokumentation.

Siden den borgerlige regering kom til i 2001 er antallet tildelte statsborgerskaber blevet reduceret fra ca. 20.000 pr. år til 2.000 pr. år, hævdede Søren Krarup den 8. februar 2003 i Berlingske Tidendes kronik.

Men det var simpelthen usandt. Det laveste antal pr. år i mange år var rigtignok i 2003, hvor antallet udgjorde 6.583, hvorefter antallet straks begyndte at stige igen, i 2004 til 14.976 danske statsborgerskaber:

Hvem kan vi stole på?

Sonia

Tilstrømningshastigheden voksede med 28 pct. , tilstrømningshastigheden for fremmede øgedes med 14 pct. i 2006

Camoufleret befolkningsudskiftning – er rette betegnelse

24. marts 2007

Mange af de, der virkelig kan noget, forlader landet

Filed under: Statistics — Tags: , , — Jørn @ 09:09

Jan Bonde Nielsen blev på nærmeste smidt ud af Danmark efter langvarige retssager, der ikke førte til noget. Han var i tillæg den mest populære direktør B&W havde haft, medens fagforeningerne havde mest magt.

Straks da Sovjetunionen brød sammen fandt Bonde Nielsen ud af, i hvilket område “det ville sne ” fremover: Georgien på adgangsvejen for de stadig udvidede olietransporter. 6000 ansatte inden for transport, og tekstiler og desuden aftaler med det statslige khasakstanske olieselskab.

I følge  http://www.bny.dk/cgi-bin/dyn/show.forside.mpl?id=231 (naturligvis er linket ændret)

“For en menneskealder siden flygtede han. Udskældt og brændemærket forlod han hjemlandet for at begynde forfra i fordomsfrie cirkler langt væk fra Danmark. 

I dag, næsten 20 år senere, har han placeret sig centralt i et af verdens varmeste geopolitiske brændpunkter, olie-korridoren til Vesten fra Det Kaspiske Hav i Kaukasus, midt i et magtspil om milliarder af olie-dollar. 

På en international scene, som strækker sig fra EU’s baggård, dybt inde i hjertet af Wild East i virvaret af afkoloniserede tidligere Sovjet-stater, over støvede regeringskontorer i Moskva og til high rises på Park Avenue i New York og i Hvide Hus-sfæren i Washington. 

Jan Bonde Nielsen er en af de få danske erhvervsfolk, der er trådt ind på den globale scene i krydsfeltet mellem storpolitik og forretning. Han har afværget en borgerkrig og reddet sin blomstrende olieforretning – med den ungarske finansmilliardær Georg Soros, den amerikanske regering og en ung, nyslået georgisk præsidents mellemkomst…”

I følge : http://da.wikipedia.org/wiki/Jan_Bonde_Nielsen

“Jan Bonde Nielsen (f. 1938) blev først udlært som gartner og forsøgte sig først uden held med at dyrke krysantemum i Afrika og få disse fløjet til Danmark.

Som 35-årig står Bonde Nielsen pludselig med en bestemmende aktiepost i Burmeister & Wain (B&W), og et turbulent forløb fører frem til B&W’s konkurs i 1980. Forløbet fører til, at Bonde Nielsen titales for grov mandatsvig til 146 millioner kroner, men i 1986 frikendes i Københavns Byret. Sagen var en af Bagmandspolitiets første.

Efter dommen flyttede Bonde Nielsen til England. En ankesag blev besværliggjort af, at Bonde Nielsen ikke ville komme hjem og heller ikke kunne udleveres. Fra London har han med held beskæftiget sig med bl.a. ejendomshandel.”

Sonia 

Supplement: http://www.janbondenielsen.com/

Spis, drik og vaer glad

Filed under: Dhimmi, Statistics — Tags: , , , , — Jørn @ 08:46

…i morgen skal du dø

Selvmordslån kaldtes de i England, før de indførtes her. Nu er 40 pct. af alle boliglån afdragsfrie lån, og andelen af afdragsfrie lån er steget 0,5 pct. pr. måned siden 1. januar 2005. Det er bl. a. herfra det famøse låne- og forbrugsopsving stammer.

Enhver kan forstå, at en rentestigning naturligvis fører til nogle højere ydelser i disse lånearrangementer. En væsentlig årsag til de er indført.

At der nu findes politikerflertal, der vil tredoble perioden med afdragsfrihed og tredoble afviklingsperioden forøger selvfølgelig risikoen helt vildt samtidig med, at kapitalen repræsenterende ejendommen fastholdes levetiden ud for de fleste. Rentestigninger er det eneste sikre i sigte med en fælles EURO finanspolitik i EU.

Det vil vise sig, at de fleste boliger med de kommende afdragsfrie lån i 30 år afleveres til det store fællesskab, nøjagtig som vi skrev i den 21. marts.

Ansvaret for finanskrisen

Sonia 

   

23. marts 2007

15 British sailors captured by Iranian forces

Filed under: War — Tags: , — Jørn @ 16:34

 Following: http://news.bbc.co.uk/2/hi/uk_news/6484279.stm

“UK sailors captured at gunpoint

HMS Cornwall

Commodore Lambert

Fifteen British Navy personnel have been captured at gunpoint by Iranian forces, the Ministry of Defence says.

 The men were seized at 1030 local time when they boarded a boat in the Gulf, off the coast of Iraq, which they suspected was smuggling cars.

The Royal Navy said the men, who were on a routine patrol in Iraqi waters, were understood to be unharmed.

The Foreign Office has demanded the immediate and safe return of the men, who are based on HMS Cornwall.

The frigate’s commander, Commodore Nick Lambert, said he was hoping there had been a “simple mistake” over territorial waters.

“There is absolutely no doubt in my mind that they [British personnel] were in Iraqi territorial waters. Equally, the Iranians may claim they were in Iranian territorial waters…”

Sonia 

21. marts 2007

Fra internationale vipper til nationale ligevaegte til internationale vipper i dag


Ikke meget har ændret sig i hovedet på mennesket
siden Platon skrev sin hulelignelse for 2350 år siden.

Velstand og dominans med ædelt metal (?)

Nysgerrighed, religion og merkantile interesser var bl.a. drivkræfterne, da den oversøiske ekspansion begyndte i 1500-tallet fra Europa. Under fire gange kong Philip af Spanien var der velmagtsdage for en stund efter fundet/plyndringen af enorme mængder ædelt metal i Syd- og Mellemamerika. I 1500 årene blev omkring 170 ton guld og 8.200 tons sølv afskibet til Spanien. De relativt sjældne metaller havde i tusinder af år været eftertragtet og derfor især anvendt direkte som international værdimåler og pengeenhed.

De årlige afskibninger af guld og sølv nåede 16 millioner pesos pr. år under Philip den IV (1621-1665). Det var utrolige skatte de spanske krigsskibe transporterede over Atlanten. Spaniens misundelige naboer i Europa gjorde alt for at tilegne sig disse værdier under transporten. Søslag fandt sted nærmest uophørligt i det Spanske Hav, omkring Azorerne eller hvor franske, engelske eller hollandske krigsføre mænd kunne trænge sig på de forholdsvis dårligt beskyttede/tungt lastede spanske krigsskibe, der benyttedes til transporten af det eftertragtede metal. Sørøveri havde indtil 1620 i en vis forstand været en anerkendt metier, som endog stater mere eller mindre direkte var involveret i.

De spanske kolonier blev styret med vicekonger og andre kongelig agenter direkte fra et enevældigt spansk monarki. Spanien holdt sit kolonirige i Syd- og Mellemamerika ind i det 19. århundrede, men dets triumf, når bortses fra sprog- og kulturpåvirkningen, forsvandt to århundrede tidligere.

Indstrømningen af fabelagtige mængder af guld og sølv fra Den Nye Verden gav Spanien en kort periode med europæisk magt og pragt, men manglen på andre ressourcer både i Spanien og i kolonierne plus styrkelsen af den nederlandske og den engelske sømagt bidrog til den bratte nedstigning for Spanien.

Med guldet kunne man købe til forbrug og betale lejede soldater til krig med henblik på mere erobring og kolonisering; men det lå lige for, at et ressourcesvagt enevældigt Spanien heller ikke kunne andet end købe til forbrug i udlandet.

Den spanske hertug af Alba brugte øgede skatter til undertrykkelsen i Nederlandene. 1573 blev militærmanden Alba erstattet med diplomaten Luis de Requensens som vicekonge i Brussel (det nuværende Belgien var en del af Nederlandene), men oprøret var allerede i gang. Spanien gik bankerot i 1575, mest p.g.a militærudgifterne i dette forholdsvis fjerntliggende land. Manglende betalinger førte til mytteri fra den spanske hær ved Antwerben; de fleste tropper var udenlandske lejetropper.

Den fransk-engelske-hollandske alliance mod Spanien af 1596 og den Engelsk–Spanske Krig (1585–1604) havde effekt. Det engelske flådeangreb mod Cádiz 1587 var en strålende succes, selvom den delvis byggede på en tilfældighed, idet store dele af den spanske flåde var strandet på den irske vestkyst p. g. a. fejlnavigation efter slaget ved Gravelinies i Den Engelske Kanal uden højdetagen for afdriften p.g.a. Golfstrømmen, da den spanske flåde søgte væk nord om Skotland.

Den Uovervindelige Armada:

http://www.futura-dtp.dk/SLAG/SlagS/SpanskeArmada.htm

beretter:

“Engelsk-spanske Krige, 1588 Engelsk hjælp til de nederlandske provinser i deres opstand mod Spanien fik den spanske konge, Philip II, til at forberede en enorm invasionsflåde. Kaldt den Uovervindelige Armada, skulle flåden sikre kontrollen med Den engelske Kanal og derefter transportere en spansk hær under hertugen af Parma (Alessandro Farnese) fra Nederlandene til England. Forsinket i et år af Sir Francis Drakes dristige angreb på Cadiz i 1587, sejlede armadaen endeligt i maj 1588. Den bestod af 130 skibe (inkl. 20 galleoner, 44 bevæbnede handelsskibe og 8 middelhavsgalejer), som medførte i alt 2.500 kanoner og 30.000 mand, hvoraf to tredjedele var soldater. Under kommando af hertugen af Medina-Sidonia (Alonso de Guzmán), led armadaen primært under manglen på erfaren ledelse til søs og fra en svaghed med hensyn til langtrækkende kanoner.

Imens havde Elizabeth I organiseret en landhær for at afvise invasionen og havde beordret den engelske flåde under kommando af Lord Charles Howard af Effinghamtil søs, assisteret af Drake, Sir John Hawkins og Martin Frobisher. Kernen af flåden bestod af 34 skibe som medførte 6.000 mand. yderligere 163 privat ejede fartøjer satte også til søs, men halvdelen af disse var for små eller for svagt bevæbnede til at have nogen betydning.

Forsinket af storme nærmede armadaen sig ikke den sydlige kyst af England før den 19. juli. Den engelske flåde, som manøvrerede til vindsiden (vest) af fjenden, begyndte at bombardere de spanske skibe formeret i en 11 km lang halvmåne, idet de drog fordel af den engelske overlegenhed i langtrækkende kanoner. Ud for Portland Bill den 23. juli, Isle of Wight den 25. juli og ind i Kanalen bestrøg de engelske kanoner de spanske skibe og forårsagede alvorlige tab blandt besætningerne, mod kun små tab for dem selv. Den 28. juli lagde den spanske kommandør ind ved Calais. Den næste nat sendte englænderne otte fartøjer bevæbnede med sprængstoffer som ildskibe ind i den tæt pakkede havn. Disse torpedoer fra det 16. århundrede krævede, sammen med kollisionerne på grund af kaotiske manøvrering for at undgå angrebet, en høj pris blandt armadaen. Medina-Sidonia satte hastigt til søs igen. Ved Gravelines, 24 km sydvest for Dunkirk, mislykkedes hans møde med Parmas tropper, i høj grad på grund af den blokade som den lille nederlandkse flåde opretholdt. Uden noget alternativ vendte spanierne om og kæmpede mod deres plageånder i otte timer den 29. juli.

Tre af armadaens skibe blev sænket og yderligere fire eller fem drevet op på bankerne. Begge sider havde på det tidspunkt opbrugt deres ammunition. Med en ændring i vindretningen afbrød spanierne slaget og sejlede nordpå ind i Nordsøen og rundt om det nordlige Skotland. Mishandlet af storme nåede lidt mere end halvdelen af den oprindelige styrke de iberianske havne i september og oktober.

Alt i alt havde briterne påført langt mindre tab på armadaen end storme og manglen på mad og vand. Men den moralske virkning af det heroiske forsvar mod det mægtigste rige siden romertiden hævede England til en førsteklasses sømagt. Kampen markerede også en afgørende ændring i flådetaktik: den forøgede effektivitet af langtrækkende kanonild gjorde klart den gamle, nærgående bordingsstil af krigsførelse til søs forældet. Således rangerer bekæmpelsen af den Spanske Armada som et af de afgørende slag i historien.”

To nye spanske forsøg på at bringe angreb til udførelse via Irland blev slået tilbage af uvejr i 1596 og 1597.

I 1595 blev den Spanske Krone tvunget til at erklære sig bankerot for tredje gang inden for mindre end fyrre år.

Armadaens fald forhindrede Spanien i at invadere England og afskar Kong Philips bestræbelser på at fastholde kontrollen med Nederlandene, der var blevet handelscentret i Europa. Spaniens krig med Frankrig nogle få år efter gjorde ondt værre. Der var en klar ulyst til at fortsætte Philip II’s aggressive politik. Der var indgået fred med Frankrig i 1598. De sidste år af sit liv levede den ellers magtfulde og ambitiøse Philip II som en ydmyg og desillusioneret hersker, der havde indset at dominans i Vesteuropa og undertrykkelse af det han betragtede som kætteri udenlands ikke mere var hans opgave. Hans sidste store opgave var at slutte fred med Frankrig, før han døde i 1598 i en alder af 71.

Herefter fulgte fred med England 1604, og efter en fjerde statsbankerot i 1607 en våbenhvile med Nederlandene i 1609. Kampen for at underlægge sig Nederlandene havde vist sig at være et håbløst dræn af mænd og penge.

Men ædelmetal-afskibningen fra Den Nye Verden blev ved at øges, og det samme gjorde Spaniens militærmagt, både til lands og til vands i de efterfølgende år. Spanien lange dominans på havene blev kun brudt af hollænderne ved Slaget ved Downs (1639). Af de syv nordiske provinser var Holland ved at blive økonomisk og teknologisk den mest dynamiske del af Vesteuropa. Holland repræsenterede en voksende kontrast til Spanien, der havde udviklet sig til et nærmest lukket samfund i løbet af 1600-tallet og under trykket af krige, skatter og dets egne social værdier var det ikke længere i stand til at ekspandere økonomisk. Holland blev det frieste og mest åbne land i Europa, og i de næste to generationer det mest socialt og økonomisk kreative.

Også under Philip III forblev den spanske flåde den stærkeste i den vestlige verden, men kilderne, der skulle bruges og forbruges, udtørrede uden hjemlige nyinvesteringer: Alt flådeudstyr var udslidt og meget til erstatning skulle importeres fra nord. De spanske lønninger steg hurtigere end det generelle prisniveau i begyndelsen af 1700-tallet, men omkostninger ved flådekonstruktion, udstyr til samme og vedligeholdelse heraf steg i Spanien til det dobbelte eller tredobbelte af niveauet i Holland, England og Frankrig. I perioden 1570-1620 var Vesteuropas glansperiode m.h.t. piratvirksomhed, og den spanske flåde var det almindelige mål. Da konflikten igen begyndte med Holland efter den 10-årige våbenstilstand tilførte Holland den spanske flåde nederlag, og gjorde det dermed uigenkaldeligt klart, at den hollandske afhængighed af Spanien var ovre.

Enevældigt Frankrig sikrer sin stilling – Spanien sin nedgang

Arvekongen Louis XIV med den selvvalgte titel af ”solkonge” havde Cardinal Mazarin som den styrende skikkelse efter forbilledet. Cardinal Richelieu, der døde i 1642, havde sikret fransk sejr i forhold til Østrig og til de tyske lande i Kejserkrigen. Louis XIII døde året efter Richelieu. Den Westfalske Fred blev nu bragt i hus med Hapsburgerne efter 30-årskrigen eller rettede Kejserkrigen. Louis XIV var mindreårig, og Richelieus selvvalgte efterfølger – den italiensk fødte – Cardinal Mazarin fik efter sporadisk at have passiviseret den franske adels modstand mod en fortsættelse af Richelieus politik freden udadtil på plads i 1648. Parlementet i Paris særligt repræsenteret ved de lavere klasser og borgerskabet nægtede i lange perioder at godkende skattelovene. Der var jævnligt opstande i Paris. Det lykkedes Mazarin at klare balancegangen og sikre den enevældige kongemagt med loyale tropper. Den Westfalske Fred løste den østrigske del af det Hapsburgske problem, men den spanske del heraf (lande kunne arves af andre landes konger og dronninger via giftermål og arvefølge). Den spanske Krone var fortsat opsat på at vende nederlag til sejr under de Hapsburgske Phillipper II-IV. Ligeledes lykkedes Mazarin med Freden over Pyrenæerne i 1659 med en bekræftelse af Alsace’s franske tilhørsforhold, et Rhin land, der havde en privilegeret politisk status i forhold til det Hellige Romerske Rige. Dertil en mindre stribe sprogindflydelse i noget af de tidligere spanske Nederlandene (i dag en del af Belgien) plus tab af alle spanske territorier på den nordlige side af Pyrenæerne til Frankrig. Spanien havde især forsøgt under opstandene i Paris med pengestærke mænd sendt ind for øve indflydelse og sammen med rebellerne at bringe Frankrig til fald. Da det ikke lykkedes, og da opstandene var effektivt slået ned, kunne Mazarin vende hele sin opmærksomhed direkte mod Spanien. Om udfaldet var der ingen tvivl, eftersom Englands Lord Protector Oliver Cromwell og den britiske flåde ydede en effektiv støtte. Cardinal Mazarin dør 1661. Han efterlod en stærkt centraliseret fransk Krone med en synlig prestige udadtil. Den franske indflydelse var sikret i Europa i det 17. århundrede. Det eneste der manglede var, at Louis XIV skulle sole sig i sin glorie og forberede vejen for kollapsen.

Merkantilismen sættes i system mod deroute

Den vigtigste af Louis XIV’s ministre var fra 1665 Controller-General of Finances (finansminister) Jean Baptiste Colbert, der var havde været personalechef under Cardinal Mazarin, hvis finansielle rådgiver han blev.

Colbert tolkede en nations velstand efter mængden af tilstedeværende likviditet.

I denne forblindelse udtænkte han en slags økonomisk nationalisme, der blev kendt under betegnelsen ”Merkantilisme” eller ”Colbertisme”. Mod dette mål mente han at kunne føre landet, der i den grad manglede det ædle metal, ved at kompensere herfor ved at stimulere handelsbalancen i national favør og ved at igangsætte kontrol med de potentielle ressourcer af ædelt metal og med opdyrkning af markeder forskellige steder på jorden.

Det han forstod ved en favorable handelsbalance var, at eksporten skulle overstige importen, således at forskellen kom hjem i guld og sølv. Hans simple procedure var at favorisere de begyndende franske industrier, ellers fremstillingsvirksomheder og handelen med deres produkter, og samtidig søgte han at modvirke importen fra udlandet via toldtariffer for at trække Frankrig væk fra bankerottens rand. Uddannede kunstnere fra udlandet blev inviteret og antal industrier blev statsligt understøttede, f.eks. gobelinfremstillingen (grundlægger af de kongelige gobelinarbejder i Beauvais), silke- og glasprodukter og pottemagerindustrier.

På disse felter opnåede Frankrig faktisk en overlegenhed. Han fjernede adskillige interne told- og afgiftsbarrierer på trods af protester fra dem, der nød gavn heraf, for at fremme handelen. Colbert gik også i gang med kanal- og vejbyggerier, han var således initiativtager til Languedoc Kanalen, der forbinder Atlanterhavet med Middelhavet.

Colbert var lige så engageret i at opbygge et kolonialt herredømme for Frankrig og i at organisere den koloniale handel på en måde, så den blev i stand til at konkurrere med den engelske og den hollandske.

Colberts markedsreformer omfattede import af venetiansk glas og flamsk klæde og manufakturer. Han var yderst aktiv med sit told- og tarifsystem. Han sikrede at Fransk Østindisk Kompagni kunne skaffe sig kaffe, bomuld, farvestoffer, pelse, peber og sukker. I tillæg grundlagde han den franske handelsmarine.

Uheldigvis for Colbert og måske også for Frankrig gav hans økonomiske program ikke i de forventede resultater. Det får vi allehånde forklaringer på:

  1. Andre nationer fulgte ikke det samme program
  2. Manglende opbakning til systemet fra kongens side
  3. Frankrig blev dog fortsat i stigende grad forarmet p.g.a. af kongens overdrevne pengeforbrug på krige. Således kan vi læse i enhver mainstream-historiebog.

Udgangspunktet for Colbert var ønsket om national finansiel stabilitet ved at øge likviditeten.

Nye fintmaskede skatteopkrævningssystemer og et nyt nationalregnskab blev indført. Sideløbende hermed førtes helt unødvendige og dyre krige. Bag disse lå delvis ønsket fra kongens side om at få afgrænset Frankrig af Rhinen, Alperne og Pyrenæerne delvis den gamle arvefølgestrid mellem Bourbonerne og Hapsburgerne.

Augsburg Liga-krigen (1688-1698) efter England, Spanien, Sverige, Holland og et antal mindre tyske stater fandt sammen for at begrænse Solkongens ambitiøse udfald mod nord og øst. Straks efter en ellers udmattende lang krig og freden i Ryswick var underskrevet, faldt Louis’ blik på Spanien igen. Philip den IV’s død i Spanien 1665 havde sendt Philips eneste søn, den fysiske og mentalt svage Charles II på tronen, der døde barnløs, november 1700. Herefter ville både det østrigske Hapsburgerhus og de franske Bourboner til magten i Spanien. Det endte med Louis’ andet barnebarn Philip af Anjou, blev Philip V af Spanien. Hele Europa blev forfærdet over dette udfald, og selvom udmattelsen efter den afsluttede krig ikke havde fortaget sig, fulgte Krigen om den Spanske Arvefølge (1701-1713). Fredsafslutningen i Utrecht 1713 og 1714, hvor en mindre omtegning af Europa-kortet fandt sted samtidig med en løfte om af den spanske og den franske krone aldrig skulle kunne forenes. Philip forblev konge mod at en række spanske besiddelser afleveredes til Østrig, Neapel, Milano, Sardinien, og Nederlandene blev i et århundrede fremover benævnt Østrigske Nederlandene. England fik Gibraltar og vigtige import privilegier for handelen på Latin-Amerika.

Frankrig hverken vandt eller tabte på kontinentet. Efter næsten et halv århundredes kamp om kontrollen med Europa, havde Louis XIV gjort overraskende lille fremskridt.

Jean Baptiste Colbert havde været Frankrigs finans-, marine- og handelsminister fra 1661. Han døde 1683 efter have skabt grundlaget for Louis XIV store politiske og militære magtudfoldelse.

England havde en gæld på 10 mill. Pund i 1711, Frankrig var bankerot ved Louis XIV’s død i 1715.

Velstand og dominans når metal skifter til papir

Næste skud på stammer var John Law. En skotsk finansmand (1671-1729), der som ung måtte flygte fra England på grund af en duel affære. Han lærte i Holland og Italien om bankvæsenet og spil. Efter være vendt tilbage til Skotland bragte han forskellige forslag i sine skrifter om en nyordning af pengevæsenet. Han opererede med bl.a. Davanzatis sondring mellem ’bytteværdi’ og ’brugsværdi’ – en tilsvarende sondring genbruges af Karl Marx i 1800 årene – men blev bemærkelsesværdig på grund af flere andre temmelig spøjse økonomiske teorierne. Den eksisterende pengemængde bestemmes ikke af importen af guld og betalingsbalanceoverskud (som merkantilisterne hævdede), men nærmere af kreditudbudet i økonomien, hævdede John Law – hvor vi hævder at kreditten også kan strammes. I 1705 publiserede Law en monetær teori som argumenterede imod brugen af metalpenge og favoriserede papirpenge i den sande Keynesianer-stil. Law hævdede at brugen af papirpenge ville stimulere handelen, og det er jo ikke helt løgn.

Det lykkedes ham først i Paris sammen med velhavende venner – bl.a. Hertugen af Orleans, der stod Louis XV nær – at føre sine stort anlagte finansplaner ud i livet efter Frankrigs bankerot. Law lagde straks en strategi til at stabiliserede Frankrigs økonomi. I maj 1716 fik han koncession på en diskonto- og kreditbank, som fik navnet Banque Générale, designet efter den dengang succesfulde Wisselbank i Amsterdam. Den udstedte sedler, som snart blev modtaget i de offentlige kasser, og modtog guld og sølvindskud. Banksedlerne var indløselige mod ædelmetalmønt ved sedlernes udstedelse. 1718 blev foretagenet statsbank, og snart efter planlagde Law en kæmpekonvertering af Frankrigs statsgæld. Året efter grundlagde han det såkaldte Mississippikompagni med aktiekapital på 100 mill. Fr. Law udnævntes 1720 til generalkontrollør for finanserne. Under dette udstedtes så mange pengesedler og aktiebreve, at den økonomiske krise måtte komme. Kompagniet skulle udbytte Frankrigs besiddelser i Amerika. Siden blev kampagniet slået sammen med andre handelsselskaber, hvorved området udvidedes til Asien. Gentagne gange øgedes aktiekapitalen, og der opstod en sand aktiemani, så at kurserne gik op i mere end 30 gange pålydende. Men 1720 brast boblen med store tab for både staten og private. Law flygtede og døde i Venedig.

England kører parallelt ganske lignende papirprojekt [foruden så meget andet]

South Sea Compagniet i England lignede meget. Tyve års krige med et ophold på tre år uden krig. Med en statsgæld på 10 millioner Pund foreslog England den afviklet ved 6 pct. gennem dette selskab. Selskabet fik derudover nogle handelsrettigheder. Selskabet planlagde sig en monopolstilling på slavehandelsmarkedet. Desuden forventede det, at mexicanerne og sydamerikanerne ivrigt ville bytte deres guld og juveler for uld- og skindklæder fra England. Selskabet udstedte aktier for at kunne lave finansoperationer og skaffe flere investorer. Aktiesalget gik strygende i begyndelsen, og hurtigt blev der udbudt flere papirer, og sådan fortsatte det, tilsyneladende ind i stratosfæren. Udspekuleret marketing og spekulation gik hånd i hånd.

Meget som Enron i USA op til december 2001 eller som Landmandsbankkrakket op til 1923 i Danmark:udbredt korruption mellem direktørerne, selskabets officielle tegnere og deres politiske venner, overvurderede aktiver og undervurdere passiver. Selskabet hævdede at have fingre i flydende palæer og udvinding af solskin fra grønsager. Sir Issac Newton, der havde forudset et kommende kollaps, solgte sine aktier tidligt med en fortjeneste på 7000 pund. Efterfølgende så han, at boblen blæstes endnu mere op med varm luft, og han begyndte at købe igen.

Dels krigen igen mellem Spanien og England 1718, der lukkede for de spanske kolonihavne i Amerika dels det faktum, at selskabet mere opererede i værdipapir-håndtering end i reel profitgivende handel med varer begyndte ledelsen at sælge sine aktie i al hemmelighed. Det kom ud, og så begyndte den store kollaps i de overvurderede papirer, der nu rev alt andet værdipapir med sig ned.

England holdt kun stand, fordi City, London nu havde status som verdens finansielle centrum. Der blev vedtaget en lov, der forbød nyudstedelse af aktier, en lov, der faktisk var gældende indtil 1825 – bemærk, cirka 100 år hvorefter alt forventes glemt (1929: Det Store Wall Street Krak). Finansernes historie berøres altid kun perifert i den traditionelle historieskrivning. South Sea boblen betød faktisk, at Bank of England overtog den økonomiske styring af den engelske nation. En medvirkende årsag var også finansieringen England krigsudgifter i perioden 1800-1815, der satte en stopper for Napoleon. 638 mill Pund var de engelske krigsudgifter i denne krig.

Merkantilismen imødegås, tilbage til guldet og papiret

Allerede den skotske filosof David Hume (1711-1776) berigede os med bidrag (”Om Penge” 1752 og ”Balance i Handelen”), der rettede sig mod de herskende tanker, dengang som nu byggende på merkantilistiske politikker (udtryk opfundet af den senere Adam Smith). Merkantilisterne fokuserede for et land på at få fat i så meget guld, sølv og soldater som vel muligt. En primitiv og kunstig tankegang inspireret af guld- og sølvfundene, som især Spanske opdagelsesrejsende (i 1500-tallet) gjorde i deres grådighed for i sidste ende at kunne veksle disse ædelmetaller for efterspurgte varer. Tankegangen dækker over en forestilling blandt folk, der ikke systematisk har gennemtænkt økonomiske spørgsmål, at forveksle penge med velstand, og jeg kan supplerende foregribe konklusionernes gang: At forveksle penge med guld.

Udenrigshandel blev betragtet som en ensidig interesse, kan man sige. Kun én af handelspartnerne ville nyde gavn af handelen – de komparative fordele som kan forklares for et barn – var ikke nået tankegangen hos de 1700-tals-handlende. Tværtimod: ”Eksporter ikke dine gode naturlige eller producerede hjemlige varer, men prøv få fat i alt det du kan fra fremmede lande”. Hvis det lykkedes for dig med den taktik, bliver du den rigeste. Vinderne var i korthed dem, som kunne samle de største mængder af værdifuldt metal eller værdifulde mineraler og tjene mest ved at beskytte deres egne varer og altså samtidig række ud efter fremmedes landes varer og endog opbygge en stærk hær for at få fat i, hvad der var behov for, ønsket eller begæret.

Merkantilismen i sin helhed var god latin indtil omkring 1800 årene, selvom den væsentligste kritik herimod blev fremsat i 1700 årene af David Hume og Adam Smidt, som vi har set. Efter Napoleonskrigene (1815) skulle England tage initiativerne. Det er uddybet i http://www.lilliput-information.com/economics/gul1/gul1.html Selskabet med begrænset ansvar og aktieudstedelse/pengeudstedelse og den fortsatte efterforskning af guldmøntfodens velstandsresultater: http://www.lilliput-information.com/economics/gul2/gul2.html

Guldet og anvisninger på guld vedblev i 1800 årene at danne rammen om den internationale samhandel med David Ricardo under den begyndende industrialisering med den internationale verdenshandels England som primus motor.

Så kom det 20. århundredes to verdenskrige som afslutningen på guldets æra og Londons betydning som finansielt centrum efter Første Verdenskrig. Så papirhandel igen under Keynes-æraen, der ikke skulle ophøre før et nyt internationalt betalingssystem byggende på teorivrøvl, dollar og guld var kollapset i 1972.

I tre-fire tiår i efterkrigstiden efter Anden (halvdel af) Verdenskrig(en) arbejdedes med ligevægte i de nationale økonomiske teorier. De officielt tilstræbte ligevægtene var tilsvarende det sidste vi så til teoriernes brug i det offentlige rum.

aktualiseres mod slutningen af det 20. århundrede

Vesteuropa var hurtigt kommet på fode igen efter WW2, og væksten førte til store europæiske eksportoverskud, der samtidig skabte en ophobning af dollars i eksportlandene. Allerede i 1960-erne begyndte Frankrig at indløse dollars i guld og andre fulgte med. Samtidig havde USA et engagement i Vietnam Krigen og andre steder, der bragte underskuddene på de amerikanske offentlige finanser på den tids uinflaterede himmelflugt. I 1967 nåede dræningen af guldreserverne i USA og i Bank of England til et kritisk punkt. At Frankrig og andre europæiske lande helt i overensstemmelse med det aftalte øgede konverteringen af dollars til guld bragte vedvarende dollaren under pres, givet at guldprisen målt i dollars fortsat var uændret, som aftalt i Bretton Woods, da de nye internationale betalingssystem til brug efter krigen blev til under WW1. Det forventedes at USA ville devaluere dollarens pris i forhold til guldet med det stadigt større og større pres fra efterspørgslen efter guld for dollars og fra USA’s handelsbalanceunderskud, ikke mindst de fortsat ufinansierede krigsunderskud på det hjemlige amerikanske budget. Samtidig ”indfarvede” de fleste europæiske lande efterhånden deres egen pengemiddeludstedelse i dollargrønt og begyndte den inflationære vækst, der gik over i stagnerende produktion og beskæftigelse og stadigt højere inflation for til sidst at ende på en rentefod for kortfristet gæld på 21%; dette var kendetegnene for Skandinavien i 1970-ere, hvor velstand omdannedes til lånt såkaldt velfærd.

Med alle vestlige lande statsgældsatte efter en velfærdsgeneration, der gjorde en dyd af at bekæmpe det frembringende og fører dens egne initiativtagere til tops, var det blevet tiden at sprede investeringerne og lade konkurrencen virke internationalt, i områder, der endnu ikke havde glemt ordet velstand.

Petrodollars var blevet grundpillen under mange udsigtsløse lånearrangementer og derfor også drivmidlet for mange af tredjeverdenslandes senere gældskriser i 1980-erne, og i 1990-erne også blandt mere udviklede stater i Latinamerika, Asien og Europa. Hvem skabte risikoen, hvem overdrog risikoen, og hvem måtte i sidste ende tage ansvaret? Allerede i februar 1945 havde USA med den saudiske konge aftalt militær beskyttelse af Saudi Arabien mod at give USA fortrinsret til landets oliekilder. Selvom olieforekomsterne blev nationaliseret i 1976 bevarede ARAMCO (sammenslutning af arabiske og amerikanske selskaber) styringen af produktionen og markederne for olie uden for Saudi Arabien. Overskydende petrodollars holdtes i amerikanske statsobligationer. Et sådant marked er selvsagt et magtpotentiale i hænderne på verdens førende militærmagt. Et eksempel: I 1980 konfiskeredes Irans og Libyens formueposter i USA, og for nylig har organisationer, der angiveligt støtter international terrorisme, lidt den samme skæbne.Sovjetunionens sammenbrud i 1989 og ny fremvoksende union i Europa gjorde det muligt nu at vende tilbage til vipperne.

US-verdens-reserve-rollen under forandring:

Fra november 2000 begyndte Irak at afregne sit oliesalg i euro og konverterede samtidig Iraks ”Olie for Mad” reservefond i FN med $10 milliarder til euros efter aftale med FN. Mellem 2001 og februar 2003 blev næsten hele Iraks olieeksport betalt i euros; cirka $30 milliarder. I den samme periode steg euro relativt i forhold til dollar med 30%. Saddam Hussein havde allerede tilbudt udvindingskoncessioner (der forblev uden virkning på grund af FN sanktionerne) til Frankrig, Kina, Rusland, Brasilien, Italien og Malaysia. Saddam Hussein havde indtil da udelukkende brugt europæiske banker til det begrænsede sanktionsprogram, “Mad for Olie”. Saddam Hussein tilkendte palæstinenserne 1 milliard euros i 2000. EU tilkendte kort efter palæstinenserne samtidig 90 millioner euros i støtte for at vise sit venskab med den arabiske verden, hvis Israel standsede betalingsstrømmen. Nogle få dage herefter indgik den Europæiske Investeringsbank (EIB) en aftale om at låne Syrien 75 millioner euros efter i otte år med sanktioner at have været udelukket fra at gøre forretninger med dette land. Lidt før, i august 2000, donerede EU 1,7 millioner euro til Yemen til støtte for eritreanere, etiopere, somaliere og repatrierede asylanter fra Yemen efter krigen med Etiopien. Støtte fra EU i euros igen: for ikke længe siden foreslog den italienske statsminister Berlusconi en europæisk version af ”Marshall Planen”, som han karakteriserede som en generøs handling til genopbygning af Europa. Han foreslog at yde palæstinenserne en sådan hjælp til en værdi af 6,2 milliarder euro over fem år. [Disse sidste ting medtages for at karakterisere motiver og situationsopfattelse blandt nogle initiativtagere.] Fra november 2000 til den 19. november 2004 er dollar faldet relativt i forhold til euro med 34,5%, fra den 1.december 2002 til 19. november 2004 med 23,5%. En lavere dollarkurs gavner dobbelt, ved at den mindsker det enorme betalingsbalanceunderskud (ved gunstig påvirkning af handelsubalancen og ubalancen i investeringsstrømmen) og øger samtidig amerikanske eksportørers konkurrenceevne, hvilket fører til større investeringer i disse eksporterende firmaer og en forøget beskæftigelse. I øvrigt tyder meget på at petrodollar-eventyret for længst er overstået på grund af den øgede import i de olieproducerende lande og reduktionen i OPEC’s andel af den samlede olieeksport. Irak har de næststørste kendte oliereserver blandt verdens nationer. 45% af EU’s olieimport kommer fra Mellemøstens oliekilder, 80% af Japans olieimport sker fra Mellemøsten, der har 60% af verdens kendte oliereserver. Skulle et sådant skift, som det benævnes enkelte steder, til petroeuro have virkning, skulle Storbritannien og Norge indføre euro, således at Nordsø “Brent” råolie kunne blive prissat i euro. Kort efter Iraks træk satte Jordan bilaterale arrangementer i gang med Irak. I august 2002 havde Iran konverteret mere end halvdelen af sine valutareserver Forex Reserve Fund til euro, og Kina var også begyndt at konvertere nogle af landets valutareserver fra dollars til euro. Samtidig fordoblede den Russiske Centralbank dens beholdninger af euro til 20% af $48 milliarder. En iransk senior olietalsmand Javad Yarjani bemærkede i en tale til det Spanske Finansministerium at ”det var muligt med den voksende handel mellem Mellemøsten og den Europæiske Union, at det kunne være passende at prisfastsætte i euro. Dette ville kunne skabe flere bånd mellem disse handelsblokke med et voksende handelssamkvem, og samtidig befordre en meget tiltrængt europæisk investering i Mellemøsten.” Det britiske herredømme blev bragt på ret køl via Storbritanniens behov for at importere mad, da det hjemlige landbrug blev fortrængt af industrien. Det amerikanske herredømme vil måske blive bragt på ret køl via USA’s behov for at importere fabrikerede varer, når den hjemlige produktion bliver fortrængt af de finansielle serviceydelser.

Unionen egner sig som den ser ud kun til underkastelse – Islam

Euro-Union er ikke et middel imod globaliseringens udløste beskæftigelseskrise. Der er intet specielt ved denne globalisering; det er blot et fyndord; international konkurrence er det rette ord. Euro-union forstærker kapitalens magt og statens magtesløshed i rollen at skulle kunne gøre noget ved arbejdsløsheden uden at have de fornødne redskaber. Det er “fremskridt” mod det 19. århundrede (her søgte man også det rigtige styringsredskab), ikke mod det 21. århundrede. Euro-Union er heller ingen modvægt mod de usociale tendenser i globaliseringen, som inkompetente analytikere fra venstre side mener; den forstærker dem yderligere. Den tvinger nemlig til tilpasning af arbejdslivet til de pengeøkonomiske kommandoer. Den Europæiske Centralbank (ECB) må føre fuldstændig fællespolitik for først 12 senere 15 og 16 forskelligt strukturerede lande i eurozonen, uden at de kan gribe tilbage til vekselkursernes udligningsventil. For at hindre kapitalen i at forlade eurozonen, må centralbanken hæve renten; men dette mindsker aktiviteten og øger arbejdsløsheden yderligere. En sådan union kan kun ende i staternes indbyrdes konflikt, hvorfra der ingen hjælp er at finde – med mindre den bliver udbygget til en transferunion eller en forbundsstat med offentlig finansudligning mellem gamle og nye deltagerlande, noget i retning af kludetæppet USA eller Den tyske Forbundsrepublik, men uden D-marken. Når overførslen af disse forbilleder på Euro-Union viser sig umulige eller møder megen modstand rejser spørgsmålet sig: Er der mulige alternative modeller, der kan redde verdensfreden? Som det kører nu: Europa og den arabiske verden er allerede begyndt at arbejde sammen økonomisk, som det blev forudskikket i Nord-Syd-Dialogen fra 1968 og i den Europæisk-Arabiske dialog fra midten af 1970-erne. Egypten, Jordan, Marokko og Tunis besluttede sig sidste år for at sætte frihandelszone op, og Algier, Libanon, Mauretanien, den palæstinensiske myndighed og Syrien inviteres til at være med i den store frihandelszone. Egypten forventes fuldt optaget i frihandelsgruppen. Imidlertid har EU forhandlet med 12 Middelhavslande som led i den såkaldte Barcelona-Proces om kooperation mellem EU og dets naboer omkring Middelhavet mod syd. Endemålet med denne Barcelona-Proces er at etablere tættere bånd vedrørende handel og sociale spørgsmål så vel som politiske. Dette skal føre til skabelsen af Euro-Middelhavs-Frihandels-Zonen bestående af 27 lande i 2010.Det er muligt at Europa-produktionerne fremover skal foregå i Nordafrika, Mellemøsten og Østeuropa, indtil de er kommet op, og vi kommet helt ned. Det er et spørgsmål om befolkningerne her finder sig i det.

To udbydere af internationale betalingsmidler

Med det sidste europæisk-monetære træk, hvis det altså er forsøg på etablering af euro som mulig reservevaluta eller afregningsvaluta i en eller anden udstrækning på linie med den amerikanske dollar, sker der intet reelt løft af Euro-union. ”I givet fald vil der være to iskageboder i stedet for én på omtrent den samme badestrand. Forklaringen metaforen er at boderne udbyder betalingsmidler for at kunne leve højt på andre landes varer i stedet for at udbyde flere iskager og beskæftige egen arbejdsstyrke med at producere flere varer og flere tjenester. Investeringsklimaet er dog langt det bedste i dollarzonen af stranden, og de øvrige varer og tjenester er langt mere konkurrencedygtige i dollarzonen. Den europæiske centralbank er indrettet til at skulle forhindre euro i at falde; den har ingen midler til at forhindre euro i at stige. Skal ECB til at udstede mange flere tilskuds-euro, der ikke dækkes ind af realøkonomien, men skævvrider den yderligere? Underskuddene på de offentlige finanser i Euro-unions to førende lande er af samme størrelsesorden, når sammenlignes forholdsmæssigt med BNP, som det tilsvarende i USA, omkring 4% mod 4,5-6,0%. Hele eurozonen trues af deflation, hvis euroen for eksempel stiger 20% mere, fordi der (primo 2005) er tæt på reel nulvækst eller mindre i de tre førende lande i eurozonen.

Eurasia skal ikke samles

Med sejrende Islam i Europa og et opløst Sovjetunionen er der ingen tvivl om dominansen i Eurasia. Det bliver Kina eller Rusland, når de islamiske områder har taget sig af resterne i Vesteuropa.

Vi konstaterer at USA’s tilstedeværelse i Mellemøsten er en realitet, mest for USA’s egen sikkerheds skyld, Europa signalerer ikke udpræget meget enighed i omgangen med terror og midlerne i mod den.

Turkmenistan, Usbekistan, Tajikistan og Kirgisistan indeholder formentlig de hidtil største olie- og gasforekomster i verden, og landene, der har opnået selvstændighed efter Sovjet’s fald, ligger tæt på, to af dem endog med grænse til Kina og Indien, der forventes at være de næste mange års vækstområder nr. 1 og nr. 2. De første tre olieledninger til vækstområderne er etableret.

Havde man i EU forventet at dette tomrum uden mange indbyggere og nogen forsvarsmidler af betydning skulle udfyldes af Rusland eller af de større centralasiatiske republikker igen, af Iran eller Kina, så kan man godt forvente om igen.

”… DET STORE SKAKBRÆT – Den amerikanske overlegenhed og dens geostrategiske Bud, Zbigniew Brzezinski, Basic Books, 1997:

Det store skakspil: De allerførste ord i bogen: ”Lige siden kontinenterne begyndte at interagere politisk for vel 500 år siden, har Eurasien været verdensmagtens center”. Eurasien er alt land øst for Tyskland og Polen; det strækker sig hele vejen gennem Rusland og Kina til Stillehavet. Det omfatter Mellemøsten og det meste af det indiske subkontinent. Nøglen til kontrol over Eurasien, siger Brzezinski, er kontrollen over de centralasiatiske republikker. Og nøglen til kontrol over de centralasiatiske republikker er Uzbekistan…”

”…Brzezinski slår tonen an i sin strategy-gennemgang ved at beskrive Rusland og Kina som de to mest betydningsfulde – næsten supermagter – hvis interesser kunne true USA i Centralasien. Af de to, opfatter Brzezinski Rusland som den mest seriøse trussel. Begge nationer afgrænser Centralasien. I en mere under-ordnet sammenhæng beskriver han Ukraine, Azerbaijan, Iran og Kazakhstan, der skal styres af USA som buffere og kontravægte mod og til russiske og kinesiske træk for at kontrollere olie, gas og mineraler fra de centralasiatiske republikker, Turgmenistan, Uzbekistan, Tajikistan og Kirgisistan…”

USA pådrager sig en mamutgæld p.g.a. krigsudgifterne i Mellemøsten; muligvis en så stor gæld, at renteforpligtelserne kan standse andre væsentlige udgifter for landet for en tid. Her skal det huskes at US-gælden indtil videre er hægtet på Kina og andre fjernøstlige lande, der har opkøbt US treasury bonds i billionvis. Dollarzonen kan imidlertid forvente en voldsom forbedring af sit samhandelsforhold p.g.a. dollarfaldet. Om denne zone er på vej mod en mere sund dollarværdi, var det værd at foreslå det eneste der mangler:

Et fælles redskab, så vi undgår krise på krise, dybere og dybere, og som samtidig sikrer at betalingsmidlerne bruges til det, der i sandhed er deres eneste brugbare formål. De klassiske økonomer som for eksempel David Hume og John Stuart Mill påviste i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkedet, vil der ikke blive orden på varemarkederne. Uden en internationalt vedtaget monetær ordning, der må være i de store handelslandes interesse, går det med sikkerhed galt.

Meget tyder på at der er fire muligheder, når der vippes:

1. guld og anvisninger på guld

2. rent papir

3. få andre til at holde sine midler oppe

4. påtvinge andre at bruge ens midler

Behov for indførelse af reelle valutakurser:

Det gældende internationale pengesystem indtil 1971 var ikke den pengeordning, som Englands hovedforhandler længe havde fastholdt skulle være det gældende efter krigen. For at kunne beskytte mod kriser og inflation anviste J. M. Keynes et internationalt emissionsorgan med en ikke fuldt omsættelig international pengeenhed, der kunne købes for guld, men ikke omvendt. Kun ved at staterne frivilligt standser inflationsorgierne og statsgældsætningen eller tvangsdevaluerer og lader pengemængde og kredit styre af andre, kan der bringes harmoni i det internationale betalingssystem, hævdede Keynes. Incitamentet til spekulation fjernes samtidig. Et monetært måleinstrument uden tilhørende banksedler til fastlæggelse af reelle valutakurser, og ikke egnet til at fortrænge de nationale valutaer. Reelle valutakurser er de nuværende nominelle valutakurser korrigeret for inflation. Inflation har vi set i sidste halvdel af 1900-årene er et udpræget skadeligt fænomen. Har inflationen gjort et lands varer mindre konkurrence dygtige, kunne landet blot devaluere den nominelle valutakurs og på den måde høste fordel af at landets værdier afsættes i et andet bytteforhold med udlandet. Uanset om denne trafik gradvist måtte gentages for at have virkning – dog med større inflation til følge – var det ikke desto mindre vejen landene gik i næsten straks efter den Anden Verdenskrig og genopbygningen. Det skal være muligt for lande at køre med inflation i en afgrænset periode, fordi visse strukturelle eller udviklingsmæssige ting skal bringes på plads. Her skal det så sikres at der åbnes mulighed for inflation uden at denne inflation ikke kan ramme andre lande. Landet med behov for inflation skal devaluere straks og forud. Det er nemt at indregne inflationen i valutakursen. Herved er alle beskyttet effektivt mod inflation og også deflation, hvor den negative vækst kan føre til stilstand, hvis de monetære indgreb ikke foretages i tide, som vi så det i 1930-erne. Der må ikke bringes nogen national valutaenhed ind i dette internationale pengesystem. Vi har haft et lignende system under den såkaldte guldmøntfod, der særligt knyttede sig til industrialismens fremkomst og tidlige udvikling samt verdenshandelen via City, London. Guldmøntfod var omdrejningspunktet, men guldet var samtidig en handelsvare og havde derfor ikke en fastlagt værdi i sig selv, men den var bestemt af udbuddet og nationalbankernes efterspørgsel, i sidste ende politisk.

En international møntenhed lidt tilsvarende ECU – oprindelig den frivillige europæiske møntenhed udstedt fra et emissionshus, der kunne veksles til efter behov, men til det foreliggende formål kun en regneenhed. En regneenhed i en offentliggjort, fastlagt mængde og fastlåst værdi, en afregnings- og reserveenhed. Ikke noget salgbart værktøj, der påvirkes af udbud og efterspørgsel. Endelig skal både debitor og kreditor pålægges rentebetalinger ved udlån til udviklings- og andre lande med den nye reserveenhed som sikkerhed, så vi undgår udlån ud i den blå luft, og således at når det går galt, skal almindelige borgere ikke snydes hver gang, og finanskriserne vælte ind over den ene udviklings- eller misinformerede udviklede nation efter den anden. Der skal simpelthen være en nationalbank for hele verden, hvis der fortsat skal være verdenshandel. Længere er den ikke. Det er simpel logik som enhver kan forstå: at vi ikke kan kontrollere nationale valutamarkeder med en centralbank, hvis de internationale monetære redskaber er en multi-sammenblanding fra alle nationale markeder.

Intet nyt under solen

21. marts 2007

J. E. Vig, cand. oecon.

Bolig-, ejendoms-, lejeboligmarkederne smadres nu


Så afleveres boligerne

100 årige lån med fra 30 afdragsfrie år. Forslaget kommer fra regeringens Erhvervs- og økonomiminister og forventes gennemført med en inflationsgal opposition. Nu sættes den galloperende inflation igang over både huspriserne og overenskomsterne. Mon ikke EU standser trafikken med ejendomsprisstigningerne, der indtil nu har ført til, at danskerne for kunstigt skabte ejendomsprisstigninger faktisk har købt ejerboliger i Euroland, bl.a. Berlin og Barcelona. I realiteten således, når kronen er koblet til Euro, at bl.a. tyskerne og spanierne rent faktisk betaler for de ekstra-boliger, som danskerne køber i deres lande og tilmed nyder ekstra kapitalgevinster fra. Arbejds- og skattefrit.

Resultater herudover:

  1. En kollektivisering/nationalisering af boligerne, så de kan afleveres rettidigt til landets fremtidige ejere
  2. Sky-raket-prisstigningerne på alle boligformer er effekten, så ledige og udstødte bliver henvist til containere eller papkasser på gaden
  3. En overførsel af falske penge til bolig- og ejendomsejere af hidtil uhørte dimensioner p.g.a den nu eksplosive kredit-udpumpning som det sindssyge arrangement indebærer

Økonomi- og Erhvervsminister Bendt Bendtsen har et traktorkørekort fra Korinth Landbrugsskole og har vist dernæst fulgt Politiskolen. Der er ingen tvivl om, at han kan få typer som tidligere gårdvagt Marianne Jelved til at hoppe med på vognen.

Hverken Solkongen selv med den fem år senere John Law som generalkontrollør for finanserne (fra 1720) eller Philip II-IV ville have brugt den slags metoder for at accelerere hastigheden mod nulpunktet. Det var under merkantilismen; men nu er vi ved ny-merkantilismen.

Det livsfarlige har hele tiden bestået i at lade lallende ignoranter sammen med fjenderne bestemme udviklingen i Danmark.

Der satses simpelthen alt på 68-generationens første prioritet: Had til alt der er ældre end den selv, og alle værdier skal væk i dens levetid.

DR-TTV lokker selvfølgelig med udtrykket: Flere muligheder, når drømmehuset erhverves.

Tilsnigelse: Det erhverves ikke; det lejes og afleveres igen til kollektivpuljen, når det vel at mærke går godt!!

Sonia

Older Posts »