Danmark

23. juni 2006

Dommervagten for 15 år siden – 1. del

Filed under: Culture, History, Justice — Tags: , , , — Jørn @ 22:16

Tidehverv nr. 2/1992: 

HØRT OG SET I DOMMERVAGTEN – I

 

Af JENS JACKIE JENSEN,  

Forfatter, litograf, fhv. tillidsmand på dagbladet “Land og Folk”. 

Dommervagten er beliggende i et hjørne af Københavns Politigård. Det er stedet, hvor der afholdes grundlovsforhør over de sigtede, som politiet begærer varetægtsfængslet. Retten åbner hver dag klokken halv ti. Det er tilladt enhver, der har lyst dertil, at overvære retshandlingerne. Publikum eller tilhørerne begrænser sig i regelen til pensionister og unge under uddannelse. Andre, der har et arbejde at passe, er af gode grunde afskåret fra at deltage.

 Siden midten af året 1991 har jeg besøgt Dommervagten rundt regnet en gang om ugen. Man får efterhånden et indblik i den kriminalitet, der trives i København. En stor del omhandler berigelsesforbrydelser, der alene har til formål at skaffe penge til narkotika. Men iøvrigt oprulles der i retten et broget billede af alle former for grov kriminalitet. 

 Blandt de kriminelle sigtede er udlændinge fra fjerne egne ganske flot repræsenteret. Dertil kommer de mange udlændinge, der ikke er sigtet for kriminalitet, men som fremstilles i retten, fordi de er indrejst i landet uden at være i besiddelse af pas eller andre personlige papirer, der kan bevidne deres identitet.  Der foregår som bekendt i disse år en gradvis ændring af den danske befolknings sammensætning. I Dommervagten kan man studere et lille hjørne af denne store proces. En proces, der jo ellers som helhed søges fordunklet i nat og tåge.

 Jeg har naturligvis ikke nogen samlet opgørelse over det antal udlændinge, der af den ene eller anden grund fremstilles i retten i løbet af et år. Hvis en sådan opgørelse eksisterer, vil den næppe være tilgængelig for almindelige danskere. Men jeg kan derimod fortælle om nogle af de fremstillinger, jeg selv har overværet, hørt og set i Dommervagten.

 

Tirsdag den 28. maj 1991.

 Dagens første fremstilling gælder en ung mand med langt rødligt hår og forhutlet udseende. Han er sigtet for forsøg på indbrud. En så ringe forseelse vil normalt ikke medføre krav om varetægtsfængsling. Men sigtedes generalieblad er ganske imponerende. Hans resultatliste opviser en lang stribe af fængselsstraffe og betingede domme for tyveri. Hans seneste dom er fjorten dage gammel. Det er det samlede billede, der får dommeren til at afsige kendelse om varetægtsfængsling. En afgørelse den unge mand bliver meget vred og ophidset over.

 Den næste, der tager plads på de uheldiges stol, er en marokkaner. Høj, slank, meget mørk og med kruset hår. Han er iført et sort jakkesæt og hvid skjorte. Han er turist med tre måneders opholdsvisum. Han har logi hos en dansk veninde, der stiller seng til rådighed for ham. Men nu sigtes den pæne turist for gement tasketyveri. Gennem tolken kan marokkaneren heldigvis meddele, at det hele er en misforståelse, og at han er fuldstændig uskyldig.

 Marokkaneren forklarer, at han var gået ind på en restaurant, hvor han havde sat sig ved et tilfældigt bord. Han havde aftalt at mødes med nogle bekendte og ville ikke foretage nogen bestilling, men vente til vennerne dukkede op. Medens han sad der i sine egne tanker, opdagede han, at der lå et bundt pengesedler lige nede mellem hans fødder. Han samlede seddelbundtet op og stak det i lommen, og tænkte egentlig ikke mere over den sag.

 Han havde ikke hæftet sig ved selskabet ved nærmeste bord. Heller ikke at damen, der sad på stolen lige bag ham, ubetænksomt havde hængt sin taske på ryglænet. Men pludselig var denne dame begyndt at råbe op, og han var blevet så forskrækket, at han straks besluttede sig til at forlade restauranten. Men det var ikke lykkedes, fordi nogle andre gæster greb fat i ham og holdt ham tilbage. Midt i al den opstandelse havde han forsøgt at kaste seddelbundtet fra sig. Men det blev opdaget.

 Tilsyneladende er forsvareren den eneste, der tror på den forklaring. Altså, at den taske, der hang på stolens ryglæn en halv armslængde fra marokkaneren, selv havde åbnet sig, og pungen i tasken havde åbnet sig på samme vis, hvorefter syv hundrede kronesedler var hoppet op ved egen kraft og landet lige mellem fødderne på marokkaneren. Man er i Dommervagten ikke uvant med at høre på fantastiske løgnehistorier. Denne  her blev belønnet med syv dages varetægtsfængsel.   

 Dagens tredie fremstilling er også marokkaner, indrejst som turist. Han er iklædt en elegant grøn frakke og bærer meget mørke briller, der giver ham et næsten intellektuelt præg. Han har også logi hos en dansk veninde. Der synes at være en del unge blåøjede skjoldmøer, der yder, hvad de kan, til den mellemfolkelige forståelse.

 Sigtelsen lyder på tasketyveri. Marokkaneren blev pågrebet på en restaurant, hvor han på dametoilettet var i færd med at skille sig af med taskens indhold og det endda med en sådan iver, at kummen blev tilstoppet. Pungen, som havde været i tasken, blev fundet i hans lomme. Han var blevet pågrebet sammen med en landsmand, men det var lykkedes denne at stikke af, inden politiet ankom.

 Marokkaneren nægter sig skyldig. I betragtning af, at han er uskyldig, tager han dommerens afgørelse om varetægtsfængsling med flegmatisk koldsindighed. Men forsvareren gør gældende, at fængslingen alene beror på, at det er en udlænding – og derfor falder hammeren.

 Argumentets syrlige hensigt er ikke til at misforstå.

 Men dommeren reagerer på passende vis. Fast og myndigt. “Ja”, siger hun, “varetægtsfængslingen er fordi sigtede er udlænding uden særlig tilknytning til Danmark.

 Taksten for tasketyveri er i regelen 30 dages fængsel, hvis det er en dansker. Men den her sigtede vil vi ikke kunne komme i forbindelse med ved sagens videre behandling. Derfor varetægtsfængslingen. Er det forstået?” Hvortil forsvareren grinende trækker på skuldrene og svarer: “Ja – ja”.

 Danmark har et godt ry blandt alverdens tyveknægte. De valfarter hertil med store og berettigede forventninger. Et par enkelte eksempler.

 Den 10. juli havde Dommervagten besøg af fire chilenere. De holdt tre måneders ferie i Danmark og levede højt og flot. Inden politiet fik tag i dem, havde de foreløbig sendt 28.000 kr. hjem til Santiago i Chile. Hvilket fremgik af postkvitteringer – fundet under politiets ransagning.

 Den 19. juli var det en ferierende kineser fra Hongkong. Specialist i falske kreditkort. Da han blev pågrebet, havde han på sig – ure, lighter og halskæde i rent guld til en værdi af 234.000 kr. Det var julegaver til familien hjemme i Hongkong, forklarede han. Den generøse kineser havde flere gange holdt ferie i Danmark. Men det vides ikke, hvor mange julegaver han bragte hjem fra tidligere besøg.

 Den følgende sag drejer sig om røveri fra en Shell-tank. Politiet har pågrebet to unge mænd, som de sigtede. Det gælder for dem begge, både hvad deres fremmedklingende navne og udseende angår, at de tydeligvis ikke er af dansk oprindelse. Men hvilket fjernt land, der har beriget os med deres nærværelse, bliver ikke oplyst.

  Det hele er meget banalt. De havde først stjålet en bil, hvilket er den letteste sag af verden. Derefter var de kørt til Shell-tanken og gået ind i kiosken og havde truet den unge pige, der passede den, til at fjerne sig fra kasseapparatet, som de havde tømt for indhold. På vejen derfra havde de delt udbyttet på i alt 800 kr. ligeligt mellem sig. Eftersom de begge var arbejdsløse, var det jo rart nok at supplere understøttelsen op med lidt skattefri indkomster.

 Men festen varede ikke ret længe, fordi politiet endda meget ofte er ustyrlig hurtige og effektive. Derfor sidder de nu dér og må med en lidt flakkende hukommelse nølende erkende, at der måske nok er tale om tyveri, men de afviser blufærdigt, at det skulle være røveri.

 Den ældste af dem er en af politiets gamle kendinge. Han varetægtsfængsles. Kammeraten er ikke tidligere straffet og har under røveriet været forholdsvis passiv. Han bliver løsladt. Ikke desto mindre har politiet under ransagning på hans bopæl fundet et større lager af kostbart fotografisk udstyr. Stjålet fra Roskilde tekniske skole.

 Dagens sidste sag drejer sig om vold og røveri. En 46-årig kvindelig lektor var efter et biografbesøg på vej hjem gennem den indre by – omkring midnat. Hun var blevet antastet af en ung sydlandsk person, spinkel med smalt ansigt og langt kruset hår. Han havde først frimodigt knebet hende i enden. Kvinden havde søgt at komme væk fra ham. Det lykkedes imidlertid ikke, idet han fulgte efter hende og ustandselig spurgte, “why-why-why”.

 Måske fordi han følte, at hun diskriminerede ham ved ikke at ville indlade sig nærmere med ham.

 Hun var meget forskrækket og skyndte sig af sted, men hun kunne stadig ikke ryste den fremmede af. Tværtimod opdagede hun, at han ikke var alene, men at yderligere to andre sydlændinge fulgte efter gennem de mørke øde gader.

 I krydset mellem Fiolstræde og Krystalgade blev udlændingen mere aggressiv og greb fat i hendes taske for at rive den fra hende. Da hun vedblev at holde fast i sin taske, blev hun pludselig væltet omkuld af en af de to andre sydlændinge, der kom sin ven til undsætning.

 Hun slog ansigtet og nakken voldsomt i faldet og blev nu også tildelt en række hårde slag i ansigtet. Hun kunne ikke senere overfor politiet gøre klart, hvor mange slag hun havde modtaget. Den kvindelige danske lektor var meget stærkt chokeret og fysisk medtaget. Hun havde en kraftig hævelse i baghovedet og kunne ikke bevæge kæben. Hun befandt sig nu på Rigshospitalet.

 Tilsidst havde kvinden givet slip på tasken og forbryderne stak af ned gennem Fiolstræde. Men de blev forfulgt af en ung mand, der tilfældigt havde hørt tumulten og var ilet til hjælp Mens han jagtede de tre flygtninge over Universitetspladsen, slog han højlydt alarm, og netop da dukkede en af politiets patruljevogne op.

 De to betjente sprang ud og søgte at pågribe de tre forbrydere, der imidlertid satte sig hidsigt til modværge. Betjentene blev tildelt en række knytnæveslag i ansigtet. Det lykkedes en af forbryderne at undslippe, men han mistede den ene sko. Da han kort efter blev pågrebet, var han ret nem at identificere grundet den halverede fodbeklædning.

 De tre libanesere, som politiet sigtede for det røveriske overfald, var brødre på henholdsvis 22 – 19 og 17 år. Forhøret startede med den yngste. Politiadvokaten bad ham fortælle, hvad han havde foretaget sig mandag aften. Han havde naturligvis en tolk på, for selvom han havde opholdt sig seks år i landet, kunne han ikke tale dansk.

 Ifølge den arabiske tolk havde den syttenårige været hjemme hos sin bror, – en fjerde bror. Han havde drukket øl. Han havde fået omkring ti øl. Derefter var han sammen med de to andre brødre gået en tur i byen.

 De var havnet på Nytorv, hvor de havde drukket mere øl. Mens befandt sig der, var politiet kommet og havde undersøgt deres identitetspapirer, men de var jo i fineste orden.

 Senere var han skiltes fra sine brødre. Han havde overhovedet ikke set de mere, – førend politiet pludselig havde overfaldet ham, og han derefter blev anbragt i politiets vogn, hvor alle tre blev genforenet.

 Han kendte ikke noget til nogen dame eller noget overfald eller forsvunden dametaske. Overhovedet ikke. Han var fuldstændig sagesløs. Om han dog ikke havde slået på politiet og modsat sig anholdelse? – Nej, det havde han ikke. Men det havde været nødvendigt for ham at forsvare sig mod politiet.

Han lod sig ikke anfægte af, at politiet havde to vidner.

 Manden, der var fulgt efter dem fra gerningsstedet, og en ung dansk pige, der modigt havde forsøgt at standse dem. Vidnerne havde udpeget ham som den ene af gerningsmændene. Desuden havde den overfaldne kvindelige lektor givet et yderst præcist signalement af ham.

 Nej, han var og blev med arabisk logik en forfulgt uskyldighed. Et offer for politivold. På grund af hans unge alder blev han ikke fængslet, men anbragt i en lukket institution. En socialpædagog var straks klar til at  yde ham al mulig social pleje og omsorg.

 Derefter var det den 22-årige storebrors tur til at afgive forklaring. Men han var også ganske uforstående overfor, at han befandt sig i Dommervagten, eftersom han intet ulovligt havde foretaget sig.

 Han forklarede om sin færden, at han ganske rigtigt sammen med sine brødre havde drukket øl hos en ældre bror det meste af aftenen. Han anslog, at han havde drukket femten øl. Klokken cirka halv tolv var han sammen med sine to brødre gået til Nytorv, hvor de havde drukket videre. Her havde to betjente henvendt sig til dem, men mere var der ikke sket. 

 Senere var brødrene skiltes. De var gået rundt hver for sig. Så han anede intet om, hvad de to andre havde foretaget sig. Han havde ikke set nogen dame. Han havde ikke bemærket noget overfald eller nogen forsvunden dametaske. Det var ikke hans problem.

 Da det blev foreholdt ham, at to vidner havde set ham løbe med tasken i hånden, blev han meget ophidset og skældte heftigt ud på arabisk.

 Dommeren måtte her gribe ind og bede ham forholde sig rolig. Spurgt om sine personlige forhold, svarede han, at han siden 1986 havde asyl som politisk flygtning. Lige for tiden var han arbejdsløs. Da politiadvokaten nævnede, at sigtede havde en dom fra Thisted – for vold af særlig farlig karakter imod sagesløs, blev araberen aldeles rasende og hvæsede flere gange, – hvad kommer det sagen ved.

 Ifølge politiet var denne voldsdom fra 1985.

 Året efter belønnedes voldsmanden med politisk asyl. Politiet kunne også oplyse, at sigtede ved arrestationen var bevæbnet med en kniv over den tilladte længde. Ikke en almindelig kniv til at snitte i træ med. Men derimod et typisk stikvåben.

 Dér sad han, storebroderen, tydeligvis bandens anfører, og var mopset og fræk. Hans ansigt og alle hans gebærder udtrykte den dybeste foragt. Foragt for retten. Foragt for alt dansk.

 Men denne foragt er vel egentlig ikke forbavsende. I hans seks år lange bekendtskab med det offentlige behandlersystem har han oplevet danskere som en skare opvartere og tjenestefolk, vennesæle indtil det servile, imødekommende indtil det sleske.

 Det kan heller ikke være forbigået hans opmærksomhed, at han selv og alle hans lidelsesfæller udelt har den herskende klasses gunst og sympati.

 Uden at røre en finger har han fået forærende en levestandard, der ville være uopnåelig i hans hjemland. Men den, som ideligt får alting gratis, føler hverken tilfredsstillelse eller taknemmelighed. Tværtimod, det vil kun avle grådighed og frækhed.

 Det gælder for alle – også arabere.

 Dette latterlige lille land, hvor enhver kan slå sig ned og kræve ind. Hvor der tilsyneladende ikke findes værdighed, selvværd og selvrespekt blandt menneskene.Hvor man kan tillade sig alt. Hvor alting er muligt og alting ligegyldigt. Hvad skulle han andet end foragte disse ynkelige vantro hunde?

 Dommeren varetægtsfængslede ham i 13 dage.

 Som den sidste var det den 20-årige arabers tur til at afgive forklaring. Han var tilsyneladende den, der havde været mindst fremfarende og derfor også havde den mindste grad af hukommelsessvigt.

 Jo, han havde drukket sammen med brødrene hele aftenen. Klokken halvtolv var de taget ind til Nytorv og havde drukket videre. Politiet havde ganske rigtigt talt med dem.

 Derefter var de gået gennem gaderne, der lå øde og tomme. Der var kommet gående en dansk dame. Lillebroderen, der var blevet ret fuld, havde gået efter hende for at lave lidt sjov med hende.

Bare sådan for sjov.

Lillebroderen var blevet ved med at følge efter damen, og de to andre var fulgt efter på nogen afstand.

“Hvor stor afstand”, spurgte anklageren.

“Som herfra og hen til døren”, svarede araberen.

“Altså en fem seks meters afstand. Javel. Og hvad så”. Men nu begyndte hukommelsen alligevel at svigte. Ja, så havde lillebroderen grebet fat i damens taske. Men han kunne ikke huske noget om, at hun var faldet. Han havde heller ikke set, at hun blev slået. Det var jo mørkt – og hele fem meters afstand.

 Men storebroderen havde taget tasken fra lillebroderen, og det havde han gjort udelukkende i den gode hensigt at aflevere tasken tilbage til damen. Men det havde han ikke fået gjort, fordi politiet pludselig dukkede op og overfaldt dem og således havde hindret storebroderen i at udføre den ridderlige handling. På politiets forespørgsel om hans personlige forhold oplyste han, at han havde politisk asyl og var arbejdsløs. Da dommeren afsagde sin kendelse om varetægtsfængsel i 13 dage, protesterede han vredt og erklærede, at det var alt for længe.

 Hvis politiet ikke var dukket op i rette øjeblik, var de sluppet heldigt fra det hele. Formodentlig er det ikke første gang, de tre banditter er taget ind til byen kort før midnat, for dér at vente indtil det tyndede ud mellem folk, hvorefter de er gået på jagt efter et forsvarsløst offer.

 Sagen vakte naturligvis på ingen måde opsigt. Fem linier i de få aviser, der overhovedet gad omtale den. Men det skulle lige have været en muslimsk kvinde, der var blevet jagtet gennem de mørke gader i København af tre danske forbrydere. For til sidst at blive væltet omkuld og tæsket og frarøvet sin taske. Så ville der ikke have været nogen ende på mediernes forargelse og dybe medfølelse. Der er forskel på folk.

 En af de andre tilhørere i Dommervagten sagde til mig: “Hørte du, at den kvindelige lektor havde været stærkt chokeret. Det forstår man godt. Men skal de virkelig allesammen have sådan en omgang, førend de begynder at forstå, hvad der foregår”

 Tirsdag den 28. maj var på to punkter atypisk.

 For det første er det ikke normalt, at kriminelle udlændinge helt og aldeles dominerer Dommervagten. Det siger sig selv. Der er rigeligt med tyveknægte, voldsmænd og røvere af dansk oprindelse. Vi behøver ikke importere dem.

 Til gengæld kunne jeg have valgt en dag, hvor udlændinge er blevet sigtet for særligt grove forbrydelser. Såsom voldtægt eller seksuelle overgreb mod børn. Forbrydelser begået med afstumpet kynisme, og hvor ofrene hver gang har været danskere. Men jeg vil afstå fra at fremlægge de oprørende detaljer i disse sager.

 Jovist, de fremmede er mærkbart repræsenteret i hele den kriminelle skala. Selvom mord ikke indgår i mine notater, kan det ikke være ukendt, at udlændinge i adskillige tilfælde fuldkommen bestialsk har myrdet danske statsborgere. Det har trods alt ikke kunnet holdes hemmeligt.

 Hvad angår sigtelser, der omhandler narkotika, er jeg afskåret fra at berette om dem, fordi sager om narkotika næsten altid behandles for lukkede døre. Men jeg har jo kunnet observere, når de tilkaldte tolke bevæger sig ind til disse retshandlinger, at udlændinge meget ofte er indblandet.

 For det andet var tirsdag den 28. maj atypisk på det punkt, at der netop på denne dag ikke blev fremstillet asylansøgere, som var ankommet til landet uden personlige identifikationspapirer. En bemærkelsesværdig undtagelse, som jeg ikke har oplevet hverken før eller siden.

 Det skal understreges, at asylansøgere, der er i besiddelse af gyldige identifikationspapirer, ikke på noget tidspunkt fremstilles i Dommervagten.

 De glider uden videre ind i systemet. De indlogeres i Sandholmlejren og kan i ro og mag afvente, at de bevilges livsvarigt ophold med offentlig forsørgelse og trestjernet retskrav på familiesammenføring. Hvad angår asylansøgere uden identifikation, så skal politiet ifølge loven begære dem mildt “frihedsberøvet” i et tidsrum, hvori det påhviler de danske myndigheder at opklare asylansøgerens rette identitet.

 Denne såkaldte “frihedsberøvelse” foregår i Sandholmlejrens lukkede afdeling. Det hele virker som en tom formalitet. Et meningsløst ritual. Der på ingen måde forringer muligheden for at opnå asyl.

 De papirløse flygtninge udgør givetvis en mindre del af det samlede antal tilrejsende. Men det er denne kategori, man kan opleve i Dommervagten.

…………………………………………

2. del: https://danmark.wordpress.com/2007/10/03/dommervagten-for-16-aar-siden/

Sonia: I 2004 udgjorde de fremmede unges kriminalitet 82 pct. af den samlede kriminaltet blandt alle unge under 18 år i København:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/24/indvandrerkriminaliteten-blandt-unge-vokser-voldsomt/

Finanskriser i nyere tid – en kort serie uden heksekunst


Verdens finanskrise – Verdensomspændende finansielt kollaps ?

I nyere tid

1967-1968: Dollarkrise

1971: Dollar løsrives fra guldet

1973: Oliekrise I, olieprisstigning 400%

1979: Oliekrise II ca. 175% stigning

1979: USA flydende diskonto

1982: Mexico’s 1. gældskrise

1983: Brasilien og Argentinas gældskrise

1987: Børskrak i oktober

1992: EMS-systemets kollaps i EF, Sveriges gældkrise

1995: Mexicos 2. gældskrise, Polens gældskrise

1995: Japans bankkrise

1996: Ruslands finanskrise

Den nyeste nye

Ansvaret for den seneste fejlplaceres af det lette og af det købte kavaleri

Dette er et uddrag af store og små internationale finanshændelser fra nær og fjern de sidste 30 år.

22. maj 1969 kunne følgende overskrift læses i Horsens Folkeblad: Dansk økonomi har længe levet livet farligt…Derfor blev vi så hårdt ramt af den internationale valutauroNu haster det med at bringe betalingsbalancen i orden.

I en anden overskrift i samme blad samme dag læstes: Bygge-Societetet: Ønsker den offentlige låntagning indskrænket.

8 år senere var den danske statsgæld vokset til knap 10 mia. kr. I dag er den danske statsgæld tæt på 550 mia. kr.

Statsgælden opgøres ikke entydigt fra 1996. EU, Finansministeriet og Nationalbanken er nået til forskellige resultater i flere af årene.

31. marts 2006 var forvirringen stor. Morgenavisen Jyllands-Posten havde fået bragt en artikel, der af de fleste læsere nok tolkedes sådan, at statsgælden var pist væk, for sådan stod der i overskriften, som (en vel ikke udpræget økonomikyndig) redaktionsredaktør havde valgt:

http://informationomdanmark.blogspot.com/2006/03/mske-en-tyvstartet-aprilsnar.html

[det kan da også have været et signal til, at emnet statsgælden, der altid har været følsomt emne, fra da af ikke skulle omtales mere i det åbne, selvom den sandelig indgår helt formelt i regeringens planer frem til 2010. Ingen tvivl, kreditorerne vil huske den.]

Internationalt er det nødcendigt med en fælles målestok for værdier, for staterne kan trykke for mange penge eller vælge at devaluere kursen i forhold til udenlandsk valuta, som systemet er og har været.

USA havde suspenderet guldindløseligheden i august 1971, og dermed også dollaren, der havde været bundet til guldet ved prisen 35 US$ pr.ounse guld. I 1971 blev bindingen opgivet under Vietnamkrigens pengeforbrug. Det blev så til pengemiddelforbrug.

Siden da har det internationale betalingssystem i princippet været brudt sammen. Det internationale monetære system, der er kommet mere i omtale her på det sidste, har sin oprindelse ved en konference, der forløb under 2. Verdenskrig frem til 21. april 1944 i Bretton Woods, New Hamshire, USA. Historien om dette systems tilblivelse og svaghederne fra starten er beskrevet i Sandheden er det(,) hvad folk tror på (?).

Historien blev skrevet, fordi sandheden er, at enden er nær.

Sidste internationale finanskrise begyndte så småt i sommeren 2000. Den 23. september 2001 tog krisen en ny dramatisk og yderst alarmerende vending. 16 internationale storbanker og finanshuse var til krisemøde i New York. Verdens største aktiemarkedsinvestor, kendt som ”the Sage of Omaha”, rapporterede herom i formandsberetningen i Berkshire Hathaway: 2002 Annual Report

Verdens største spekulationsfond Long-Term Capital Management (LTCM) havde mistet hele sin egenkapital. Efter derivat-spekulations-investeringer, d.v.s. i korthed at aktier og obligationer kastes i én pulje, hvor hele forestillingen reelt er blevet et casinospil. hvor man blot vædder om kursudviklingen.

Den amerikanske Føderalbank, der styrer pengeudstedelsen i USA, gik ind og reddede dette monster. Måske indeholdt fonden 1.250 mia. dollars regnet i derivat-kontrakter.

Rusland stoppede handelen med rubler og statsobligationer og fastfrøs rubelkursen. Daværende direktør i Federal Reserve Bank Alan Greenspan meldte, at det var sammen-bruddet i den russiske økonomi, der var den direkte anledning til LTCM’s dramatiske nedtur. Herfra tales der konstant med to tunger. Man havde da fornylig uddelt Nobelprisen til Robert C. Merton og Myron S. Scholes for en formel til udregning af risikoen ved derivat-kontrakter. Formlen gav angiveligt og bevisligt (mente nogen) sikkerhed. Denne sikkerhed begrænsede sig som altid til de givne forudsætninger uden for virkeligheden.

Det reelle problem, som de amerikanske skatteydere og resten af verden skulle lide under, var, at et sådant krak nemt kunne trække en mængde store indflydelsesrige banker i bankerot fulgt af mere nød og elendighed for folk.Det var den første bobbel med LTCM. Der er en anden påvej under overfladen, hvor den samler kræfter til et endnu større brag, måske det endelige, når den “fra oceanernes bund når ind på lavere dybde”. Det var sidste gang den såkaldte redningplanke blev kastet ud, meldte Alan Greenspan dengang.

Nu foreslås det fra alle sider, at vi skal have et nyt internationalt betalings- udlignings- og statslånesystem til erstatning for Bretton Woods. Guldmøntfoden skal genindføres siger de stærkeste kræfter, andre vil have kontrol med kapitalbevægelser, atter andre vil have frihed for investeringer uden indblanding fra supra-nationale organer. Franskmændene vil efter sigende have gjort IMF fransk. Hvis blot de ordførende vidste, hvad de talte om, ville der være en chance.

Det skal for god orden skyld oplyses, at også danske realkredit-obligationer solgt i udlandet var med i LTCM-boblen. Der er endnu flere danske obligationer med i den næste.

Efter John Maynard Keynes blev udstyret med Nobelprisen i 1935, blev han som Englands repræsentant sat til at finde på et nyt internationalt betalings-, clearings- og statslånesystem. Hans medcombatant var Harry Dexter White på amerikansk side. Bretton Woods-systemet var i grundrids færdigt 21. april 1944. Først fornylig fik vi officielt bekræftet at White var spion for Sovjetunionen.[1]

Verden skulle efter slutdokumentet på Bretton Woods konferencen til at gå ind på Keynes’ aldeles virkelighedsfjerne og statsgældsfremmende tanker. Socialisme- og Én-Verdens-fremmende var tankerækken selvsagt også. Hans tanker har vundet fodfæste, næsten bedre end marxismens blandt de fleste, hvoraf næsten ingen kender til ham hans økonomiske tankegang.

Enhver tekstbog til undervisning i Vesten på det europæiske fastland har været fyldt op med “hans teoretiske sandheder” i efterkrigstiden ….


[1] In a memorandum dated 15 October 1950 White was positively identified in the Venona papers as a Soviet agent code named “Jurist”. Venona cyphers quote him as saying he was willing for any self-sacrifice on behalf of the MGB, but was afraid that his activities, if exposed, might lead to a political scandal and have an effect on the 1944 Presidential election. In 1953 J. Edgar Hoover convinced Attorney General Brownell that White was a spy. White’s bronze bust was ignominiously removed to the IMF’s basement.

Sonia

Hvor meget ejer de?


Oliepenge sættes i spil på Fondsbørsen

2006-06-23 07:46 Simon R. Nielsen

http://borsen.dk/650.90627

Danske aktier går fortsat som varmt brød i Mellemøsten. Én af vendens største investeringsfonde har investret store summer på det danske aktiemarket, forlyder det.

Den statskontrollerede Abu Dhabi Investment Authority i det rige emirat med kun cirka 1 millon indbyggere.

Danmark har mange interessante selskaber, oplyser en mængler derfra.

Én ting er en eventuel fremtidig mere islamistisk handelspolitik i strid med de internationale handelsaftaler, anden ting er, om vi ikke skal kontrollere disse investeringer, som den tidligere tyske kanzler Helmuth Schmidt i Tyskland tog initiativ til særlig lovgivning imod under oliekriserne i 1970-erne.

Et lille overskueligt land, lige til at gå til: https://danmark.wordpress.com/2006/06/15/holland-and-denmark-most-threatened/

 Sonia

Euro ville skade Danmark


Hurra!

 

I følge Børsen og Nyhedsbureauet Bloomberg har det skadet Danmarks økonomi lidt, at vi ikke var helt med i den obligatoriske Euro-unit.

(citat:) http://borsen.dk/650.90641

“De tre lande har nemlig oplevet den samme fremgang i udenrigshandlen som eurolandene, siden euroen blev født. Og der er heller intet der tyder på, at eurolandene handler mere med hinanden, end de gør med landene uden for samarbejdet.”(citat slut)

En Richard Baldwin refereres at have udtalt: 

(citat)”…at mindre europæiske lande ville have større gavn at blive en del af eurosamarbejdet, da omkostningerne ved at skulle give afkald på at fastsætte renteniveauet selv er mindre for disse lande.” borsen statistik bnt(cita slut) 

Et typisk skinargument svarende til meldinger til de valutavekslende turister. Der oplyses intet om, hvilke lande det er, og ikke noget som helst om Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Portugal og Grækenland, der nærmest har ligget underdrejet de sidste 3-4 år. Skal vi gætte på Tjekkiet og Irland med meget lave skatter? 

Bemærk, hvor smart det kringles på rigtig høker-maner. 

Rentefastsættelse? Vi må forhøje renten uanset, ellers flyver vi direkte i inflation. Det lyder smart med sådan en dyr formulering. “I 1972 skulle vi i EF for køernes skyld”, kunne vi læse på folkeafstemningsplakaterne. Nu har de udryddet de fleste malkekvægsbesætninger.

Hvis du vil vide noget overhovedet om Euroens betydning og virkningerne i Euroland, så går du til:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/01/euro-ultralight-og-euro-light/

https://danmark.wordpress.com/2006/06/30/papirer-og-boligerne-giver-mere-gevinst-end-produktion/

https://danmark.wordpress.com/2006/06/09/europa-500000-600000-indvandrere-pr aar-fremover/

“Om vi skal værre koblet til Titanic eller være ombord på Titanic er ligegyldigt.”

Den er færdig med at udføre det Ny-Merkanlistiske eksperiment senest i år 2020: https://danmark.wordpress.com/2006/06/05/usa-arabien-eu-i-dilemma/

Det var også Børsens Nyhedsmagasin, der i sin visdom havde fundet ud af, at vi tjente formuer på indvandringen i begyndelsen af 1990-erne. Og de trykte det med fire farver på glittet papir i stort opsat reportage. Og de sløveste eller mest hjernestyrede faldt for det. Hvad siger du så, nu.

Magasinet måtte i øvrigt lukkes.

Indvandringens pris: https://danmark.wordpress.com/2006/06/19/indvandringens-pris/

 

Sonia

 

Noget om “rivers and lakes” – nu skiller de faarene fra bukkene


Agurketid – nu skiller de fårene fra bukkene

  

Noget om søer og åer i en postmoderne verden

– stort og småt

[alvoren kommer længere nede]  

23. juni 2006 meddeler DR-Vejle, at folk, der bader i søerne, forurener dem med deres tis. Det må især være folk på Vejle-kanten, der er lidt til side, mente vi.

Nu f.eks. Tissø på Sjælland, den må man da kunne tisse i, for den er så stor, at dens navn vel ikke skal forveksles med dette underlige fænomen, der tilsyneladende har grebet borgerne på Vejleegnen. Og på den anden side, hvem ved, den har måske netop fået navnet, fordi fænomenet har været udbredt også  i de ældste tider, tilmed på Sjælland.

Så er det næsten dansk, gammeldansk, med visse undtagelser 

For nogle år siden meldte TV2-Østjylland, at nu var det helt galt med strækningerne omkring de danske åer, fordi køerne går på markerne, som grænser ned til åerne, og de kan finde på at lægge en mogge i åerne – det var vist noget med arealtilskuddene, der skulle begrænses, men det talte de ikke om, uha nej da.

Det der med moggerne gjorde de også i de ældste tider, vil jeg tro. Men det er ikke mit område, så..?..men i alt fald i Middelalderen.

Ligeledes for nogle år siden meldte sidstnævnte tv-kanal, at en landsmand var blevet pålagt af Århus Amtskommune ikke at søge at få oversvømmelserne på hans marker begrænset. Amtets ekspert havde angiveligt tilskrevet ham, at gennemstrømningen af vand i den nærliggende å forøgedes (altså den gennemstrømmende mængde vand – vandhastighed blev ikke omtalt), når åløbet indsnævredes. Desværre fik vi ingen af navnene. “Vi syntes den var så god”. Der var vist lidt med naturlovene, igen, men sådan er der så meget – stort og småt. Eksperten var angiveligt ingeniør. Så meget nåede vi at fange. I hvert fald ikke noget om smålandbrugene, der skal væk; det er ikke noget, som man skal komme ind på, det kom de heller ikke.

A propos naturlovene:

Der var Gudenå-projektet med uffemann som primus motor i lakseforeningen. Der var planer sat i gang her af Poul Dus med Dyrenes tidligere kone for at “slå et slag i bolledejen”, som hun udtrykte det i 68-er-signalsprog. Projektet blev af en kyndig, ihærdig vandværksmand og til sidst af mange flere reelt kyndige vurderet som en alvorlig trussel. Man ville simpelthen oversvømme en hel landsby på Djursland – jeg havde vandværksmanden til interview på Radio Saxen, jf. http://www.lilliput-information.com/economics/band.html, men desværre gik båndet siden tabt. Hans anke var noget med en ganske stor sandbanke fra istiden, som man ganske og aldeles havde overset tæt på landsbyen, hvis navn jeg nu har glemt, men som ville blive revet væk ved flodomlægningen, som projektet i sandhed var. Der var ellers en moderne geolog med i projektet. Men det er ikke nemt at sige noget om…noget der holder.

Der var ellers røget nogle socialdemokrater og nogle venstremænd ved den lejlighed, hvis projektet var blevet gennemført, så ikke et udpræget godt kommunalvalgstema. 

Der var også sandbanker på Mississippi floden på Mark Twains tid. Dem skulle man også tage sig i agt for, for de var heller ikke ganske synlige i sommernatten, og geologer havde man ikke tid til at tage i ed på en hjuldamper. Man har sågar brugt udtrykket, sådan i en metafor, om visse kvinder:

Det er farligt at lande på en sandbanke, sagde man, men her skal man virkelig passe på, især med at sige det.

Nogle husker måske Skjern Å projektet med Hedeselskabet som rådgiver i 1960-erne? Kong Frederik IX glimrede ved sit fravær, da Skjern Å-projektet indviedes? Formanden for Skjern Å-lodsejerne havde ellers nogle år tidligere forespurgt Kongen, om han ikke kunne tænke sig at se deres projekt.  

Hertil svarede Kongen Frederik IX: Nej, De ødelægger jo naturen, mand! 

Erik Lund, der skrev den kritiske bog Hedeselskabets Rådgivende Magt – beretningen om overgrebet på Skjern Å (ISBN 87-87951-53-3), forsøgte de at få i sat i fængsel. Projektet var forfejlet, en miljøskandale af dimensioner, hvilket Erik Lund netop påpegede. Skjern Å er nu blevet ført tilbage til sit gamle, slyngede forløb (formedes ca. 1/2 mia. kr.). Det sagde de endog på TV; men de oplyste intet om de skæve udgangspunkt.  

Men:

Større var dette projekt trods alt ikke, rent økonomisk. Det svarer til cirkaprisen på det andet projekt – det største af ideologiens projekter, masseindvandringen til Danmark – udgifterne til projektet hver dag er 1/2 mia. kr:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/19/indvandringens-pris/ 

Undertegnede har brugt 19 år til at afsløre forskellige sider af løgnene i denne forbindelse, men der var kun cirka 5.000, der gad/turde sætte sig en smule ind i det, så de kunne svare igen og i alle tilfælde ikke viderebringe mediernes løgne. Derfor vil det blive for sent. Hvad som har holdt mig gående var ikke magtsyge eller ondskab; jeg er ikke blevet anklaget/bagtalt som værende pædofil eller landsforræder, det skal siges, men næsten alt andet:    

”Den, der kender sandheden,

og ikke lader den komme frem –

han er isandhed en ynkelig pjalt.”                                  

Willi Senff  

Johannes Jørgensen (senere dissident i Italien) indleder sin ‘Klokke Roland’ (om løgnene om Første Verdenskrig) i 1916: 

                             

”Klokke Roland er mit Navn

naar jeg klemter, er det Brand, naar jeg kimer, er det Sejr i Flanderland!” 

 Sådan stod der i gamle dage på den store klokke i Gents Beffroi. 

Klokke Roland ringer, Klokke Roland ringer, Flanderns store stridsklokke og sejrsklokke ringer ud i Ragnarok.

Og lytter vi Nordboer godt til, så hører vi grant, at det er med vor moders tunge, den taler, og at den siger og synger som skjalden i den nordiske Højsang:   

          

”Fæ dø,

Frænde dø,

Et véd jeg som aldrig dør,

Dommen over den døde.” 

Med venlig hilsen

Joern E. Vig

Hvis et bidrag er noget du overvejer, Danske Bank: reg. nr. 3629  kontonr.: 3629461213  

Velfaerd og Konkurrence uden Ideologi i Praksis


 

Velfærd + Globalisering – Ideologi = Fremtid

 

Formanden for gymnasiernes rektorforeningen Peter Kuhlmann bekræftede 9. april 2006:

“…at den nylige gymnasiereform ikke har lokket flere i gymnasiet til at vælge de naturvidenskabelige fag. Det skyldes mangel på velkvalificeret naturvidenskabelig undervisning i Folkeskolen…”

Velfærd og globalisering er nært koblede problemstillinger. Et helhedssyn på de to dele i den danske virkelighed er forudsætningen for at nogen af dem løses. I Danmark er velfærd næsten fuldstændig skattefinansierede overførsler og offentlige tjenesteydelser, d. v. s. ydelserne en privat rettighed og finansieringen kollektiv. I andre europæiske nationer er forsikringsprincippet langt mere dominerende d. v. s. også individuel finansiering. Globalisering er et nyt smart ord for den internationale konkurrence. Selv hvor forsikringsprincippet er bærende for udviklingen, er der svære overvejelser om, hvad der kan gøres for at sikre skansen på hjemmefronten.

Skiftende danske regeringer har skruet samfundet sammen over en 40 års periode, valgt at udvikle det, eller valgt at afvikle det, hvorved landet er kommet i den situation, at vi rammer mod naturlige stopklodser for finansieringen af velfærden om ganske få år. Skatteprovenuet kan ikke finansiere velfærden, og skatteprocentens højde, priserne på vore eksportvarer og statsgælden stopper udviklingen via globaliseringen tillige.

Det drejer sig således ikke kun om at få øget den andel, der deltager på arbejdsmarkedet, så skatteprovenuet kan øges; der er stærke interesser knyttet til at få os til at tro dette.

Det drejer om at gøre det attraktivt at etablere nye virksomheder og udvide den del af de bestående, der egner sig til udviklingen med international konkurrence og velfærd.

Velfærden kan ikke finansieres, hvis landet skal fortsætte med at eksportere sig til de indtægter, hvoraf velfærden skal betales, sådan som landet er indrettet.

Fra dette udgangspunkt skal vejen findes, uanset hvad man måtte have lært af eller misbrugt af John Maynard Keynes’ værker og i øvrigt lært sig af velfærdsideologisk antagelses-logik. Der er nogle få valgmuligheder for tilpasning, men ikke mange, og det haster overhængende. Der skal simpelthen skaffes eksportindtægter. Og samtidig skal det samlede forbrug reduceres. Simpelthen fordi der rent faktisk er for lidt kapital investeret i produktionssektoren. Det er blevet fordelagtigt at placere kapitalen uden for produktionen i Danmark eller placerede den i udlandet, og så placeres den, hvor det er fordelagtigt. Det betyder at mere end 594.112 (i 2004) eller mere ned 22 pct. er arbejdsløse eller udstødte , jfr. henholdsvis tabel 2 og tabel 1 nedenfor.

Globaliseringen består i, at landene uden for Vesteuropa faktisk er blevet mere i stand til at overtage mange af de produktioner, som tidligere havde kronede dage her. Uden for Vesteuropa og USA har man ikke et fuldt udviklet industrisamfund, og tilmed beriget eller belastet af et velfærdssystem. Udviklingen har været igang siden cirka 1980, hvor udflytningerne begyndte fra USA. Virksomhederne flager ud, etablerer nye virksomheder i områder i Østeuropa og Asien, hvor omkostningsniveauet er betydeligt lavere end her, eller udlandet igangsætter virksomheder, der efterhånden nemt vil udkonkurrere det mest løntunge i Vesten.

Den misforståede facon er illustreret her: https://danmark.wordpress.com/2007/02/05/forbund-vil-kick-starte-den-offentlige-sektor/

Det dansk velfærds-dilemma illustreret ved simpel figur:

https://danmark.wordpress.com/2006/11/14/tegning-illustrerer-det-danske-velfare-dilemma-2/

Denne virkelighed må de respektive regeringer i Europa forsøge at tilpasse sig, selvom det måske betragtes som et voldsomt afbigt fra mindst ét mere eller mindre ideologisk projekt, når det kommer til velfærden og måske også EU. Der kan ikke kæmpes imod globaliseringen med andet end blok- og importpolitik, der kun udsætter smerten for en tid eller ender op i styreformer langt fra demokratiet. EU er også et sådant forsøg på at dæmme op for konkurrencen udadtil. Og da EU er et ideologisk projekt fortsætter EU tilsyneladende sin udsigtsløse kamp mod udviklingen.

Det samme med alle ideologisk bevidste. De mener de bekæmper globaliseringen, som de desværre har helt misforstået, og de mener regeringerne i de rige lande har sat globaliseringen i gang, som netop et ideologisk projekt, hvis ikke må den være et resultatet udelukkende af den liberalistiske tankegang. Alt mens Verdens økonomiske top mødes indenfor, så er der gang i den uden for med demonstrationer. At deltagerne i topmødet forsøger at finde beskyttelse mod de værste virkninger af globaliseringen, der netop gavner ulandene og de mindre udviklede lande, som de kan kaldes. Det kan gadens demonstranter naturligvis ikke begribe. Vi kan også sige de lande, der tager udfordringen om udvikling op, er ikke nået så langt på afviklings- eller udviklingskursen som vore vestlige lande.

Faktum er imidlertid, at pendulslaget fører udviklingen til de lande, der efter egne sigtepunkter har behov for udvikling, og væk fra Vesten, der har udviklet sig mod sin egen afvikling, hvis ikke der ske store forandringer i Vestens måde at tænke og agere på. Al ideologi skader her.

 

Farvel til ideologierne – ellers sammenbrud

Indvandringen til Vesteuropa bygger langt hen ad vejen på ideologien eller verdensanskuelsen: at ved at flytte de mange fattige og undertrykte i Tredjeverdenen til Vesten, så løstes problemerne på verdensplan. At talstørrelserne og børnefødslerne beretter om projektets dimensioner og dets umulige succes, trænger ikke ind hos en ideolog, simpelthen fordi tal og logik er realisme i idealismen dyrkes stemninger, fornemmelser, følelser og også falsk føleri, som det man orienterer sig efter i sine valg.

Mange virksomheder var også stærkt interesserede i at få billigere arbejdskraft ind for at trykke lønningerne til et mere tåleligt niveau, pengelønninger var blevet gennemtrumfet af stærke fagforeningsmonopoler, mens skatterne samtidig steg som aldrig før[1]for at velfærds-eliten kunne udvikle sit projekt mod skyerne. Denne virksomhedsinteresse og lavere lønsatser var nu ingen ideologi, selvom den ideologisk liberalistiske tankegang, snarere har været skyld i meget andet i denne forbindelse, som vi skal se.

Det viste sig imidlertid, at fortrinsvis indvandrere uden de fornødne kvalifikationer tog turen til Vesteuropa fra Mellemøsten, Sydasien og Afrika. Nogle klarede sig, men langt de fleste kom ind og trak ekstra på velfærden, der var bygget op af de danske ambitiøse ideologer uden noget befolkningskrav.

 

Velfærdskommissionen har i maj-rapporten fra 2005 vist, at indvandrerne trækker tre gange mere på den offentlige sektor i forhold til deres andel end danskerne [Velfærdskommissionen refereret i Børsen den 1. december 2005].

At aldersfordeling og andet øver indflydelse på denne kendsgerning er uden den store relevans for problemstillingen ved en realistisk behandling. Det er påvist også af det offentlige selv i Danmark (bl.a. Rockwoolfonden), at meget af det, som man forventede sig af projektet ikke er blevet indfriet, refereret på : http://www.lilliput-information.com/economics/seks.html

Indvandrere hæver 40 pct. af bistandshjælpen, hævdede den tidligere socialministeren Henriette Kjær. 1. maj 2005 citeres på www.filtrat.dk Århus Kommune: – “58 pct. af indvandrere på bistandshjælp m. m. er uegnede til arbejde – politikere er rystede”.

Den liberale fløj kan ikke afvise, at forestillingen om arbejdskraftens frie bevægelighed, der vel først skulle afprøves i virkeligheden kom til at se dagens lys i EF/EU-regi, et ideologisk fejlskud, der må rettes op efter, hvis det kan lade sig gøre. Det var nemt at nå til enighed med de øvrige ideologiske i familien. Internationalen havde altid sunget sangen om, at folk kunne slå sig ned, hvor de ville, for vi kunne få Jerico-basunerne at høre.

Men som altid fejl i de ideologiske hjemmeopgaver. Efter østblokkens sammenbrud burde det være tydeligt for enhver, hvad ideologi enhver ideologi fører til. Men nej, nu blev de mange sagsbehandlere beskæftiget og en hel såkaldt flygtningeindustri skød op. Og det gav skattebetalinger til dem, der havde opfundet velfærdssystemet og de, der agerede i velfærdssystemet og bevogtede dets fortsat ubekymrede virke fra begyndelsen af 1980-erne.

I perioden 1960-2001: Mere end det dobbelte at betale i skat, samtidig med at statsgælden voksede 9,7 gange i faste priser, antallet af hjælpere steg til det dobbelte, mens antallet, der skulle hjælpes, tredobledes, og så gik landets stambefolkning endog tilbage hvert år fra 1968.

[dokumentation: http://www.lilliput-information.com/economics/velg.html ]

På trods af disse kendsgerninger lød sangen, at indvandringen altså skabte beskæftigelse, og det var, hvad der var brug for, hævdede de ledende. Sidst er sangen ændret til, at vi mangler arbejdskraften, derfor må vi nu have nogle flere immigranter. Skulle det så være velkvalificerede denne gang, er spørgsmålet: Hvor skal de komme fra? Og det var ikke beskæftigelse, der vil begrænse den salgbare produktion og eksporten, der var brug for.

 

Det var igen eksportindtægter til at betale vort meget dyre velfærdssystem med. Det var hvad vi manglede

Allerede fra 1968 var der som nævnt hvert år et fødselsunderskud blandt danskerne[2]. Og det går ikke i længden, når vi f.eks. har et system, hvis betalinger er indrettet sådan, at de cirka skulle udlignes mellem borgerne over levetiden. I første tiår af 21. århundrede begynder den store ældreandel som følge af dette fødselsunderskud, og den kommer samtidig med, at arbejdsstyrken – andelen i de arbejdsdygtige aldre, der tilbyder deres arbejdskraft – falder. Oveni har vi globaliserings-spørgsmålet, der er rent faktisk er blevet gjort til en endnu større hurdel netop af de mange ideologiske fejltrin.

 

Konkurrerende ideologier skabte skæbnesvangre indretning

I perioden mens økonomibetragtninger stadig blev debatteret offentligt blandt vore folkevalgte (indtil omkring midten af 1980-erne) kunne man jævnligt høre f.eks. import- og eksportkvoterne nævnt som henholdsvis den andel af bruttonationalproduktet, som importen henholdsvis eksporten udgjorde af dette samlede rådighedsbeløb. Sådant bekymrede de ansvarlige, fordi vi netop i Danmark skulle importere så meget for at skabe den nødvendige eksport med vores dygtighed. Danmark var yderst sårbart over for inflation. Og den kom, og den blev til sidst upopulær igen, selv blandt dens tidligere stærkeste fortalere. Den skyldtes – inspireret af Keynes’ teoristumper et offentligt overforbrug, der i hele perioden 1960-2001 viste sig ved, at det offentliges forbrugsandel pr. velfærdsideologi voksede fra 14 pct. til 28 pct. af et tredoblet bruttonationalprodukt.

Virkeligheden viste sig.

Vi har også forstået at landets sårbarhed synes forsvundet, siden vi kom i EU, der ideologisk var tænkt at skulle være en næsten selvforsynende blok a la USA.

Nationalregnskabet i Danmark er imidlertid behæftet med særdeles grove ideologiske brokker, først hidrørende fra John Maynard Keynes’s værker, siden hen blev de indbygget direkte i det danske nationalregnskab af Viggo Kampmann. Vi vil derfor ikke gøre andet end perifert brug af det. I øvrigt indarbejdet medens Viggo Kampmann var embedsmand; siden hen blev hans statsminister fra 1960 til 1962.

Danmark er et land, der fra naturens hånd ikke har givet os meget andet i nyere tid end landbrugsproduktionen at byde på. Der skabtes dog forholdsvis sent en industriopbygning, der gradvist tog førerskabet i samhandelen med udlandet og i indtjeningen efter den 2. verdenskrig. Et effektivt skole- og uddannelsessystem var netop forudsætningen for, at dette kunne ske.

Så kom det til en brat omkalfatring af det samlede uddannelsessystem i 1960-erne og 1970-erne, fordi da gjaldt det opbygningen et skattefinansieret og ideologistyret velfærdssystem og en enorm offentlig sektor til at klare en mængde problemer, som stort set ingen uden for den ideologiske eliten havde opfattet de havde[4].

En stædigt og vedholdende propaganda om en ide fra 1930-erne bar nu frugt. Nuvel bedre sygehusvæsen og nye skoler var ikke det værste. Men det standsede ikke her. Ideologien var sat på skinner og ideologier fortsætter altid op i skyerne, hvorfra det som bekendt ikke er nemt at høre eller se jorden.

Et lille indskud:

Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne i et hvert samfund, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces.

Hvad forbrugerne – private og offentlige – giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger. For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende, anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes USA-privatforbruget til kun omkring 8,5 pct. af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D. v. s. at forbruget af kapitalgoder var 12 gange større end privatforbruget.

Produktionsprocessen består af et utal komplekse stadier i dag langt flere. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år (her 12). Det der gives ud på forbrug – privat og offentligt – stammer rigtignok fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive udgifterne til produktionsfaktorerne, hvori aflønningen af arbejdskraften indgår helt centralt), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere.

Man kunne rette sig efter følgende faktum: regeringsudgifter og privat forbrug stimulerer ikke, men dræner økonomien. Dette er sandt, uanset om du finder disse udgifter retfærdige eller ej. Dette er afgørende vigtigt at forstå.

 

 

Resultaterne af skiftende ideologi-behandling aflæses:

Tabel 1

Ikke arbejdende uden for de arbejdsdygtige aldre i 2004

[Arbejdsstyrken der tilbyder sig på arbejdsmarkedet: 2.867.000]

Uden for arbejdsmarkedet

Folkepensionister

749.435

Førtidspension[5]

269.135

Efterløns- og overgangsydelse

205.761

I alt

1.224.331

Kilde : Nyt fra Danmarks Statistik: Nr. 326, 29. juli 2005

 

Tabel 2

Ikke arbejdende i de arbejdsdygtige aldre (16-66 år) i 2004

I de arbejdsdygtige aldre 15-66 år

Registrerede arbejdsløse

335.000

Bistandsklienter

144.000

Revalidenter

26.748

Kommunalt aktiverede

49.268

AF-aktiverede

19.269

Orlovsydelse

7.535

Ledighedsydelse

12.302

I alt

594.142

 

 

 

 

Kilde : Nyt fra Danmarks Statistik: Nr. 326, 29. juli 2005  

I alt tabel 1 og Tabel 2 : 1.818.473

 

Tabel 3

Modtagere af offentlige overførsler i øvrigt og offentligt ansatte i 2004:

Modtagere af syge- og barselsdagpenge

423.858

Offentligt ansatte

874.500

I alt

1.298.358

I alt tabel 1, tabel 2 og tabel 3 antal modtagere af overførsler som livsgrundlag og offentligt ansatte: 3.116.831

For at nå til det samlede folketal skal antallet af raske ansatte i salgbar produktion og ca. 1 mill. børn og unge under 18 år tillægges og antallet på syge- og barselsdagpenge i den offentlige sektor fratrækkes, nogle af sidstnævnte og nogle af de unge under 18 år er selvsagt inkluderet i ovennævnte antal.

Offentlige driftsudgifter: 771,6 mia. kr. i 2004 og 801,6 mia. kr. (budget 2006)

Heraf er overførsler: 336,7 mia. kr. i 2004 og 375,4 mia. kr. (budget 2006)

Eksportindtægter i alt: 656,6 mia. kr. i 2004 og 663,1 mia. kr. (budget 2006)

Kilde : Nyt fra Danmarks Statistik: Nr. 30, 24. januar 2006

Kilde: Nyt fra Danmarks Statistik: Nr. 131, 29. marts 2006

 

Blot et enkelt eksempel:

I Irland var eksportindtægten i 2004 7,5 gange større end de offentlige overførslerne til ledige, udstødte og pensionerede. I Danmark faktoren 1,95.

Kilde: http://www.cso.ie/statistics/expend_social_welfare.htm og http://www.cso.ie/statistics/botrade.htm

Danmark har større offentlige driftsudgifter end eksportindtægter. For hver krone eksportindtægt bruges 51 øre på overførsler og for hver krone eksport bruges 66 øre på offentlige driftsudgifter, mest overførsler og ansættelser.

Det ses uden videre, at eksportindtægterne, som vi gerne ville øge for at skabe større råderum for finansieringen på hjemmefronten, ikke forventes at vokse i samme takt som de offentlige driftsudgifter og de offentlige overførsler.

Eksporten bruges her kun som en indikator, og det er med den opstilling netop forholdsvis nemt at sammenligne hele gennemgangen med resultaterne i andre lande, der har gjort det bedre, f.eks. Irland, Island og Tjekkiet.

Med 2.867.000 i arbejdsstyrken i 2004 fordelt på 594.142 ledige og udstødte, 874.500 offentligt ansatte og ca. 1.400.000 i salgbar produktion fratrukket i alt 423.858 syge- eller på barselsdagpengemodtagere kan samfundet ikke fortsætte finansieringen af velfærdsydelserne og oveni finansiere de nødvendige udgifter vedrørende 1.224.331 pensionister m.v. reelt uden for arbejdsmarkedet.

Det sidste antal vokser endog forholdsmæssigt og ikke alene tilgangen til, men selve arbejdsstyrken kan forventes at falde absolut.

Det officielle antal i arbejdsstyrken i perioden 2001–2005 er blevet reduceret med mere end 30.000. Det officielle antal uden for arbejdsstyrken er øget med mere end 50.000 i samme periode. Endnu mere afstand forventes der at blive mellem en stadig mindre arbejdsstyrke og et øget antal i pensionistaldrene. I følge Erhvervsbladet 4. marts 2006 vurderer 10 ud af 14 arbejdsmarkedsråd, at arbejdsstyrken ville falde med 8.000 flere i år 2007. Velfærdskommissionen projicerer 350.000 færre i arbejdsstyrke og 400.000 flere i pensionistgruppen i år 2040, hvis udviklingsparametrene fastholdes som i dag. Dette vil så give et offentligt budgetunderskud på omkring 100 mia. kr. pr år.

6. april 2006 oplyser Dansk Arbejdsgiverforening, at 50.000 vil forlade arbejdsmarkedet som pensionister m.v. de næste 4 år. Forudsat at deres pladser ikke besættes med andre, vil dette medfører et tab i indtjening og en ekstra offentlig udgift, der vil vokse til 15 mia. kr. pr. år på fire år.

En ting er at arbejdstagere udstødes af arbejdsstyrken, en anden ting er, at aldersgruppernes indbyrdes størrelsesforhold forskydes betydeligt mere fremover p. g. a. af aldringen og en manglende tilgang til arbejdsstyrken fremkaldt af det lave fødselstal siden 1968 og dernæst af immigrationen, der bevisligt tre gange hyppigere end danskerne fører til modtagere af overførselsindkomst fra de unge år i anden og tredje generation: http://www.lilliput-information.com/economics/seks.html#_ftn5 , Velfærdskommissionen i følge Børsen den 1. november 2005, og tidligere socialminister Henriette Kjær den 1. maj 2005, se nedenfor.

I grupperne førtidspensionister jfr. tabel 1 og ikke-arbejdende i øvrigt i aldrene 16-66 år jfr. tabel 2 var der i alt 863.277 heraf ca. 100.000 behandlingskrævende sindslidende, prostituerede, behandlingskrævende alkoholikere, narkotikamisbrugere og hjemløse i følge Velfærdskommissionen.

Kilde: Velfærdskommissionens analyserapport, maj 2004, kapitel 9.

Immigranterne og deres senere efterkommere i alle generationer er i følge Velfærdskommissionen som nævnt repræsenteret 3 så hyppigt i forhold til træk på den offentlige sektor, og det kan oplyses, at i førtidspensionistgruppen er de endnu mere overrepræsenteret i forhold til deres andel. Rockwoolfonden oplyste i 2001, at 36 pct. af de ikke-vestlige kvinder står til rådighed for arbejdsmarkedet; blandt danske kvinder står 72 pct. til rådighed. D. v. s. 64 pct. af de ikke-vestlige står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet; af disse modtog ca. 13.000 ganske vist ikke noget offentlig hjælp, ifølge Ritzaus 10/3-2005 (et senere år, ganske vist), resten modtog førtidspension m.v. Til gengæld er de stærkt underrepræsenteret i folkepensionist- og efterlønsgruppen, hvor deres andel kun udgør ca. 10 pct. mod danskernes 22,6 pct. Holder vi os til korrektionen af udlændingeregnskabet gennem de sidste 25 år på http://www.lilliput-information.com/katrocia.html (godt 13 pct.), bliver andelen af immigranter i alle generationer blandt de ledige og udstødte: 3 multipliceret med godt 13 pct. lig med 40 pct. Det er trækket på ydelserne.

Dette tal svarer til tidl. socialminister Henriettes Kjærs oplysninger jfr. ovenfor for så vidt angår bistandshjælpen.

[I øvrigt den tredje kontrol af antalskorrektionen af antallet af fremmede]

Antal indvandrings-modtagere i de arbejdsdygtige aldre, jfr. tabel 1 og tabel 2 mindst:

(594.142 + 269.235)*0,40 = 345.351

D. v. s. ikke under 345.000 [i dag snarere godt 100.000 flere] af modtagerne af overførselsindkomster i de arbejdsdygtige aldre er immigranter og deres børn, og 458.000 er danske.

 

Øget salgbar produktion og eksport, og skal velfærdssystemet reformeret

Skal velfærden, som vi har kendt den i hen ved 40 år, bevares, skal landet nødvendigvis også kunne klare omstillingen til den forstærkede internationale konkurrence –som indvandringen er den liberale og internationale ideologiske del af. Derfor skal der ske forandringer, som er langt større end omlægningen fra vegetabilsk til animalsk produktion i sidste halvdel af 1800-årene under landbrugskrisen. I realiteten var krisen dengang opstået p. g. a. amerikanske jernbaneskinners nyvundne bæredygtighed som følge af pudlingsprocessens forbedrede hårde stål. Fragtraterne pr. ton styrtdykkede og dermed førte konkurrencen fra det amerikanske korn i Midtvesten til langt lavere verdensmarkedspriser på både foderkorn og brødkorn. Dette havde intet med ideologi at gøre. Det var en opfindelse. PC-eren var også en opfindelse.

Det bliver på det nærmeste umuligt lave forandring blandt politikerne, eftersom allerede VKR-regeringen accepterede den ideologiske velfærdspolitik så tidligt som i 1968 (og så var alle de fire gamle partier med), og fordi ingen politiker skal vove skindet, og alle ved det kan blive deres tur til at tage det politiske ansvar af nødvendighed ved et regeringsskifte. Derfor vil alle lurepasse og deltage med lidt og satse på, at andre får lov at tage skraldet, når projekterne som her har lange tidsmæssige virkninger. Desuden er mere end 60 pct. af vælgerne ansat hos det offentlige eller sendt på dagpenge eller anden offentlig forsørgelse. Systemet fortsætter til det opløser sig selv –præcis andre ideologiske eksperimenter – eller standses af kreditorerne.

Det kan forventes at blive til små justeringer næsten uden virkning i det politiske rum. Og dette fører med matematisk sikkerhed landet direkte i statsbankerot, hvor velfærdssystemet afskaffes tilfældigt styk for styk, forudsat krigen i Europa ikke kommer, før der realiseres hastigt voksende budgetunderskud. Samtidig vil vi se eksportindtjeningen falde, og outsourcingen øges p. g. a. forsømte skattenedsættelser, hastigere afgang fra arbejdsstyrken stammende fra både pensionistgruppens vækst, udstødelsen fra og manglende tilgang til arbejdsstyrken i den anden ende.

Ideologerne vil fortsat hævde, der er fred og ingen fare, og de sidste 20 pct. vil ikke opdage/indrømme, der er sket noget, end ikke efter krigen.

Ikke desto mindre må det være rigtigt at anvise nogle veje, som kunne redde det system, som folk har vænnet sig til er gældende og som de bl.a. betaler husleje efter. Noget af det må foreslås afviklet, fordi udviklingen har vist, det ikke har de virkninger, man argumenterede for herunder den gavn, som var forudsat ved dets tilblivelse.

Når det officielt hævdes, at formålet med forligsbestræbelser i de igangværende velfærdsforhandlinger (april 2006) ensidigt skulle være at skaffe flere til arbejdsstyrken, så virker det kun på skatteprovenuet i opadgående retning og samtidig øger det incitamenterne til at acceptere mere og hurtigere immigration.

Nuvel, man har ikke koblet globaliserings-spørgsmålet til velfærds-spørgsmålet. Det bliver utvivlsomt skæbnesvangert. Flere skattebetalinger til finansiering af velfærden løser ingen af problemerne grundlæggende. Problemet forværres derimod, som vi nu skal se. Måske udskydes katastrofen en smule, og dette er næsten i alle tilfælde det længste ivrige (professionelle) politikere vil strække sig i tanker og handling, når der skal ske noget stort i deres verden, der mestendels bygger på (parti)tro.

Lad os tage dem på ordet: Flere ind i arbejdsstyrken, d. v. s. flere der tilbyder sig på arbejdsmarkedet end i dag. Medfører dette flere ansættelser i salgbar produktion, eller medfører det flere offentligt ansatte? (besvares nedenfor)

Problemfelter

1. Børnefødsler i Danmark:

a. I gennemsnit fødes det første barn omkring kvindens 28. år – herefter kniber det med at få flere børn.

b. 15-20 pct. af kvinderne i 40-årsalderen i de vestlige lande har ingen børn – dette tal er steget væsentligt.

c. Aborterne er atter steget til at udgøre mere end 15.000 af en fødselsårgang på 68.000-70.000 i Danmark.

For så vidt er b. kendetegnende i udpræget grad for stameuropæere, der er ledige eller udstødte fra arbejdsmarkedet, som ikke tør sætte børn i verden.

2. Immigranter

3. European directives and recommandations

4. Velfærdsordninger, generelt

5. Uddannelser

6. Indkomst-skattenedsættelse

Skatterne skal dække de offentlige udgifter. Med en stigende afgang til gruppen over 65 år og samtidig en stadig mindre gruppe i arbejdsstyrken p. g. a. manglende fødsler og udstødning fra arbejdsmarkedet bliver det umuligt at få skatteprovenuet til at dække de offentlige udgifter. Allerede i 2010 vil 40 mia. kr. mangle i, at budgettet når sammen.

Hvis skatterne hæves, mindskes det samlede rådighedsbeløb, hvoraf skatterne beregnes og i øvrigt indregnes i, fordi den salgbare produktion og dermed eksporten går ned p. g. a. forringet konkurrencestatus.

Det kan umiddelbart virke som et problem svarende til cirklens kvadratur; men det er det ikke, da cirklen og kvadratet intet har med ideologi af gøre.

Velfærdssystemet bygger i Danmark på serviceydelser og overførsler som en privat rettighed, men indrettet med en kollektiv finansiering, forstået på den måde, at initiativtagerne til systemet forestillede sig alle samfundets individer over livsforløbet skulle modtage lidt mere fra det offentlige, end de rent faktisk betalte i skat. Det var selvfølgelig noget vås, fordi det offentlige ikke kan give nogen noget, før det offentlige har hentet det ind i skatter, trykt for mange pengemidler eller lånt pengene. Men denne detalje lader vi ligge. Vi nøjes med at vise virkningerne af tankegangen og forsøger at give nogle anvisninger på, hvor systemet kan renses for ideologi.

Al ideologi, velfærds-ideologi, liberalisme, internationalisme, keynesianisme og europæisme, skal fjernes fra det nuværende danske velfærdssystem:

1. Børnefødsler:

Det kunne være et forsøg værd at forsøge at påvirke alderen, hvor det første barn fødes, i nedgående retning og øge antallet af kvinder, der føder “uden at sende kvinderne nogen steder hen”. Herved kunne antallet af børn pr. kvinde muligvis øges. Regeringens forslag om variabel uddannelsesstøtte virker måske lidt, selvom forslaget i det åbne var tænkt blot at skulle øge antallet af skattebetalere ved, at uddannelsen afsluttes tidligere. Når vi ved, at en ganske vist ukendt mængde legater udbetales til unge, der spekulerer i legatudbetalingerne og gerne skifter studium for at opretholde udbetalingerne, så er det blevet til en slags udvidet supplerende bistandshjælp i en række tilfælde. Stramninger er her heller ikke uden virkning; måske skal der mere til (se nedenfor).

Ét forslag til hvorledes børnefødslerne kan øges blandt de ledige/udstødte:

Ledige og udstødte over 30 år, kunne tildeles et offentligt tilskud udbetalt månedsvis svarende til forskellen mellem understøttelsen og mindstelønnen på arbejdsmarkedet i 5 år, når de sætter deres første barn i verden efter det fyldte 30. år; gældende for begge barnets forældre.

Samtlige udgifter vedrørende aborter, der ikke har medicinsk eller kriminel indikation, kan vælges opkrævet ved den aborterende eller ved faderen.

Offentligt tildelte og udmålte gaver til børnefamilier øger afgjort ikke incitamentet til at sætte børn i verden blandt de barnløse. Ældre eller andre marginale vælgergrupper, der kunne være truende ved at valg, modtager også gaver. Dette kan ikke ses, at have andet end formel fordelingspolitiske begrundelse. I Tyrkiet og Thailand har man uddelt hårde hvidevarer til potentielle vælgere op til parlamentsvalg; der er ikke meget forskel. Alle disse offentligt tildelte gaver skal omarbejdes til fradrag i skatten, hvorved både udbuddet af og efterspørgslen efter arbejdskraft til produktionsformål øges.

2. Immigranter

Når 40 pct. af de ledige og udstødte i de arbejdsdygtige aldre i Danmark tilhører en delpopulation, der udgør godt 13 pct., så er det vanskeligt også for Velfærdskommissionen at finde nogle løsninger på velfærdens fremtidige finansieringsproblem ved at manipulere 3/4 af samme problem i år 2006 efter 25 år masseindvandring til at være en central del af løsningen på problemet.

I nogle af regeringens tænketanke ser det ganske anderledes ud. Det kan undre at Hans Kornø Rasmussen kan foreslå en gradvis voksende indvandring med en faktor 8-14 fra 2007 til 2024, når selv denne befolkningsudskiftning – som det er – ikke fører til andet end bankerot p.g.a. for store offentlige udgifter i forhold til produktionen. Ingen af tænketankene foreslår større produktion, fordi det vil strider mod EU’s bestemmelser om Det indre marked. Her skal skeen desværre tages i en anden hånd, og europæismen må nedprioriteres, hvis landet skal bestå.

Indvandringen fortsatte med indstrømningsvækst fra 11.369 nye i 2004 til 12.644 nye udenlandske statsborgere i 2005, hvoraf 9.730 kom fra områder uden for Vesteuropa, Nordamerika, Israel, Japan, Australien og New Zealand.

Det er ikke nok.

2006: Fri indvandring:

Ingen tvivl, liberalen vil også til fadet efter internationalen har høstet hovedparten af byttet fra indvandringen igennem 25 år:

Allerede før valget i 2001 var der indført en såkaldt jobkort-ordning (Greencard i USA), der indebærer en maksimal skatteprocent på 25 pct. af indtjeningen de første tre år for udenlandske, højtuddannede nøglemedarbejdere. Med denne beskatning opnår de pågældende samme rettigheder og samme adgange til den offentligt finansierede danske velfærd som danskerne, der ganske vist skal betale den fulde pris. Tilmed en så høj pris at vore salgbare produkter ikke kan produceres og afsættes i tilstrækkelig mængde til, at velfærden kan finansieres i fremtiden. De ledende ved altså godt, det er hel galt fat. Dokumentationen: http://www.workindenmark.dk/ Taxation/0/1/0

Ordningen har vist sig ikke at virke efter hensigten. Det hænger sammen med, at de kvalificerede begyndte at sive til USA og England i begyndelsen af 1980-erne.

Der foreslås netop i foråret 2006 en ordning, der tillader immigranter uden videre at tage til Danmark og søge job i 6 måneder, uden der skal indgives nogen ansøgning til udlændingestyrelsen. Onkler, fætre og svogre er her allerede.

Løsningen er ikke svært se. Det kræver kun overvindelse af de ideologisk anfægtelser. Og den opgave lader sig måske ikke løse, inden lyset slukkes over Europa.

3. EU-direktiver og anbefalinger

 

Første skridt

Det indre marked fra 1986 frihed for produkter tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft til bevæge sig mellem medlemslandene fra 1. januar 1993. Alle EU-statsborgere.

 

Andet skridt

Schengen samarbejdet blev besluttet i 1985 og førte faktisk samarbejdet med Amsterdam-traktaten, der trådte i kraft 1. maj 1999. Enhver interne grænselinie-kontrol i EU fjernedes. Borgerne fra andre dele af verden fik i princippet den samme ret til frit at flytte rundt. Fælles minimums-regler og regulering af immigrationen skulle sikre at en enkelt medlemsstat ikke blot overførte dens byrder til en anden medlemsstat.

I bekneb for en fælles EU-immigrations-politik.

 

Tammerfors-deklaration 1999, punkt 18:

Den europæiske union skal sikre en mere retfærdig behandling af tredje-verdensborgere, der har taget lovligt ophold i EU. En mere effektiv integrationspolitik som tillader rettigheder og pligter kan sammenlignes med EU-borgernes, og den fortsætter med en hellig hymne om racisme, forskelsbehandling, økonomisk, kulturel og sociale forhold.

Et direktiv fra sommeren 2001: Om forholdene for tredje-verdens-borgeres adgang og ophold i forbindelse med tage arbejde og som arbejdsgivere der, der driver uafhængige forretninger.

 

Tredje skridt:

25. november 2003 blev et EU-direktiv besluttet: om status for tredje-verdens-immigranter som indbyggere efter fem års ubrudt og loveligt ophold i EU skulle give frihed flytte rundt i EU også.

Marts 2004: EU-direktiv om forholdene for tredje-verns-borgeres adgang og ophold I forbindelse med studier, anden uddannelse eller lærlingeforhold, også kaldt studenter-direktivet.

 

Næste skridt:

11. januar 2005 offentliggjorde EU-kommissionen en såkaldt grønbog om metoden ved hvilken den økonomiske immigration skulle styres (mellem medlemsstaterne med forskellig økonomisk politik) for at fremtvinge fælles regler. Dette punkt blev yderligere styrket to måneder senere ved offentliggørelsen af en anden grønbog med titlen: Demografiske ændringer – behovet for solidaritet mellem generationer.

Oktober 2005: Ministerrådet beslutter et direktiv om særlig adgangs-procedure for tredje-verdens-borgere i forbindelse med videnskabelig forskning , i øvrigt samme med to anbefalinger i øvrigt.

7. november 2005 fra Kommissær for Justits og Indre anliggender, italieneren Franco Fratinni, et USA-inspireret Green-card-system som giver højtuddannede fra hele verden muligheden for at vinde adgang og tilladelse til at arbejde i alle medlemsstater.

Hvordan det videre skal køre:

Et Vejkort (= road map) med initiativer, der skal foreslås I perioden 2006-2009.

 

3. Velfærdsordninger, generelt

Efterlønsordningen blev i sin tid indført med den argumentation, at hård fysisk nedslidning på arbejdsmarkedet havde skabt et behov for tidlig, gradvis overgang til pensionisttilværelsen, og desuden hævdede man, at ordningen ville reducere ungdomsarbejdsløsheden/udstødelsen væsentligt. Ordningen har især været benyttet af skolelærere, pædagoger og bibliotekarer. Med stigende gennemsnitlig levealder og en igangværende overgang til mindre fysisk krævende arbejde generelt, er ordningen blevet en generel førtidspensioneringsordning, men en sådan findes allerede.

At hæve folkepensionsalderen gavner en ganske lille smule.

Offentlig finansieret gældseftergivelse til ledige og udstødte som foreslået vil gavne meget.

Velfærdsordninger som diverse orlovsordninger, der giver frihed for forældre i arbejde i helt op til et år pr. barnefødsel ser kun at fordyre vareproduktionen, uden der er andet end et ideologisk bestemt behov. At små virksomheder heller ikke tør ansætte kvinder er til at forstå, da der skal ansættes hen ved to for én, når de er i de fødedygtige aldre.

5. Uddannelser

er yderst centrale at få indrettet realistisk. Ideologi har erstattet indføringen i redskaber og færdigheder, så det er blevet til en katastrofe.

I områderne ‘undervisning’, ‘sundhed’, og ‘social omsorg’ var der i 2001 (i følge Velfærdskommissionens rapport, ”Velfærden kommer ikke af sig selv”) officielt ansat 630.000 svarende til lige knap 22 pct. af den samlede arbejdsstyrke. Præcis hvor mange der er ansat i de enkelte tre sektorer og fordelingen på institutionernes art og størrelse, det sidste målt ved mængden af klienter, elever, patienter er ikke tilgængelige oplysninger, der skal kastes lys på. I betragtning af at området er blevet mere end dobbelt så stort siden 1960, endda målt ved andelen, det optager af den samlede (tredoblede) samfundskage, skal vi åbenbart ikke kende sådanne oplysninger, der kunne sætte os i stand til at udregne nogle mål for produktivitet (præstationer i forhold til ressourcerne) og mål for effektivitet (målopfyldelse i forhold til ressourcerne).

Primo april 2005 oplyste DR-teksttv, at 30 pct. af folkeskolelærernes arbejdstid går med at undervise børnene. Den situation er skabt af adskillige skolelove og overenskomstaftaler gennem flere årtier siden “Den Blå Betænkning”. Det startede meget højere oppe, ikke ved en tilfældighed og blev videreført igennem henved 40 år her til lands, både med såkaldte liberale og mere formelt socialistiske initiativ-tagere som nyttige idioter blandt de politisk topansvarlige. Det startede med at livets basisværdierne formelig skulle ændres. Forældrene var ikke egnede, hvis de ikke antog de samme nye værdier. Sidenhen skulle vi høre, at nu måtte lærerne sandelig overtage overdragerrollen; forældrene var faktisk ikke egnede; ikke sært da de selv havde været i de samme mølle og de fleste var fundet for lette, når de ikke have været på et målrettet kursus i sindelagsteori tilrettelagt af de vidende lærermestre: http://www.lilliput-information.com/revo.html Nu forstår man måske bedre, hvorfor hollandske 9 årige skoleelever undervises dobbelt så meget til den halve pris. Eller tag nogle andre områder: Ca. 10 pct. af studenterne falder fra på de videregående uddannelser, og det årlige optag på ingeniøruddannelserne er faldet med 50 pct. fra 1985-1995.

Uden detaljerede ressourceopgørelser er problemerne umulige at afdække. 11. april 2005 oplyser TV2-Nyheder, at 57 pct. af de folkeskolelærere, der underviser i faget dansk i Folkeskolen, ikke havde valgt danskfaget i uddannelsen på seminariet, og tilsvarende gør sig gældende for 97 pct. af dem, der underviser i fagene naturfag og teknik.

Det mest afsindige er, at vi ikke har fået disse oplysninger, længe før skolen rent faktisk brød sammen. At eleverne tilegner sig ideologien indgår helt centralt i bedømmelsen af hvilke elever, der klarer sig godt og hvilke skidt helt nede fra folkeskole- og børnehaveniveau.

Viden og kompetencer skal i front:

Skal Danmark have en chance i disse år med virksomhedsudflytning, skal der satses helhjertet og konsekvent på viden og kompetencer, der kan bringe os hurtigt i front i den vestlige verden. Arbejdskraften til at tage sig af en voksende ældreandel i befolkningen vil aldrig blive et problem. Den næstfarligste udvikling vi overhovedet har været inde i nu i to generationer er gymnasielærernes egen reproduktion af egne irrelevante kompetencer, der langt hen ad vejen ikke er business-relevante, hvis vi skal overleve som civiliseret nation. Det står ikke bedre til i Folkeskolen, men her må vi satse centralt på dansk, engelsk, tysk, matematik, biologi, økonomi, data og historie, fordi det ikke kan lade sig gøre at udskifte store dele af lærerstaben her og samtidig finde en udviklings-befordrende erstatning, der gør eleverne egnede til det nye gymnasium.

Midlerne til at rette kursen op på 3-5 år går over de komparative fordele, som Danmark skulle have benyttet på uddannelsesområdet straks i 1960-erne i stedet for at lade unge uvidende mennesker bestemme godt hjulpet på vej af gymnasiernes magistre, hvor vi gik hen med det hele for andres regning. Vi er henvist til importere relevante undervisningssystemer og lærerbøger (eventuelt oversatte) fra Irland, Holland, England, Tyskland og USA, og eventuelt få ansat enkelte lærere fra disse nationer i nøglepositioner.

USA begyndte handlingsorienteret at tackle globaliseringspolitiske spørgsmål allerede i begyndelsen af 1980-erne:Dollar-faldet. Det samme gjorde England.

 

Irland havde i 1970 en produktion, der var halvt så stor som den danske – i dag er Irlands produktion pr. indbygger 10 pct. større end den danske.

Uanset om vi skal se velfærdssystemet gradvist bryde sammen p. g. a. manglende finansiering, eventuelt med et sidste greb efter inflationen uden for Euro-zonen, og så længe EU ikke har standset dette, så kan vi med en delvis afsporet uddannelses- og forskningssektor, hvor 2 ud af 3 uddannede fortsat retter blikket mod beskæftigelse i den offentlige sektor, forvente den nærmeste fremtid bringe flere og flere billige importvarer til landet til en stadigt større andel af befolkningen, der vil være henvist til offentligt tildelte overførselsindkomster som livsgrundlag. Udveksling af varer og produktionsfaktorer herunder vidensoverførsel med de lønlette områder vil være aktuel en årrække frem. En lang række af humaniora uddannelserne må simpelthen have meget lav eller ingen tilgang af studerende. Og kan det ikke lykkes at nedbryde ideologien, om hvad det frie uddannelsesvalg fører til efter de tre års prægning i gymnasiet, må der indføres studieafgifter svarende til de samlede uddannelsesudgifter og ophør af tildeling af offentlige legater til de uddannelser, der ikke vil give beskæftigelse i samhandels-sektoren, og ikke ved andet end naturlig afgang andetsteds i mange år frem. De offentligt finansierede legater kunne fjernes og erstattes af lån, ligesom en uddannel-sesafgift svarende til de faktiske omkostningerne kunne indføres. Legater og gratis uddannelse er flot og skævt, dels fordi en mængde uddannede ikke opnår beskæftigelse med deres uddannelsesvalg, dels fordi de, der ikke tager en videregående uddannelse, faktisk betaler for uddannelsen, der tilmed medfører en højere løn. Dette kan kun begrundes i ren elite-tænkning. Samtidig forbruges vort produktionsapparat til dets egen udslettelse/udflytning ad den vej.

Afviklingen af de private uddannelsesomkostninger kan ske i annuitetslån med 20 års varighed.

5. Indkomst-skattenedsættelse

Lønningerne skal ned med mindst 30-35 pct.[12]Indkomstskatten kan ændres til en kildeartsbeskatning, for løn en proportional lønskat opkrævet direkte og endeligt ved kilden som en lønsumsskat, indbetalt direkte af arbejdsgiveren, primært for at spare indkomstskattekontrollen. Provenuet fra lønsumsskatten skal ned med beløb mindst svarende til, at den disponible løn faktisk stiger med 2-3 pct. Selskabsskatteprocenten skal ned mindst til niveau med den irske, og det kan blive eneste virksomhedsskat. De forskellige fondsbidrag bortset fra pensionsopsparing på lønsedlen samles efter reduktion med mindst 50 pct. i ét uddannelsesfondsbidrag med henblik på direkte og individuel benyttelse.

Alle dagpenge, understøttelser og pensioner udbetales som skattefrie beløb.

Dette vil naturligvis give nogle offentlige budgetunderskud de første år, men da indretningen tiltrækker mange avancerede virksomheder, vil skatteprovenutabet inden 10 år være fuldt genoprettet, fordi der netop tilføres kapital til produktionssektoren modsat nu, hvor den tappes til sidste blodsdråbe og derfor stikker af efter omkostningsbesparelser. Tilbage vil vi have en dominerende vidensbaseret produktion med højtuddannede og vellønnede medarbejdere.

 

Mange nye virksomheder og øget salgbar produktion i de bestående virksomheder er resultatet. Derved trækkes arbejdsstyrken i beskæftigelse og skaber købekraften til den såkaldte velfærd pr. automatik. Her følges selvsagt jordens omdrejninger i universet. At der skal en mental polvending til, skal ingen være i tvivl om. Fyrre år med pyramiden vendt på hovedet af ideologien.

“Nu kan vi komme tilbage til virkeligheden kan vi kalde projektet efter 40 års utopi.

9. april 2006

Joern E. Vig, cand.oecon.


[1] I perioden 1960-2001 en fordobling plus 63,7 pct. af produktionsforøgelsen i skat oveni i perioden.

[2] Der skal 2,05 – 2,10 pr. barn kvinde til for at spædbørnsdødeligheden overkommes og reproduktionen sikrer en stabil befolkning i de vestlige samfund.

[3] Her til kommer overførslerne der stod for 20 pct. i 1960 og 44 pct. i 2001 af bruttonationalproduktet; sidste procent endog udregnet på grundlag af et tredoblet bruttonationalprodukt tredoblingen er selvfølgelig delvis urealistisk ene og alene, fordi ideologien netop var indbygget i nationalregnskabet, hvor offentligt forbrug blev kunstigt omgjort til produktion.

[4] Antallet af ansatte i den offentlige sektor voksede fra 406.000 i 1960 til 844.000, 874.500 eller 925.410 i 2004. Antallene angives forskelligt afhængigt af, om vi se på statens forskellige opgørelser hos www.dst.dk eller opgørelsen via ATP-indberetninger.

[5]Hvor stor en andel i denne gruppe, der faktisk egner sig til det danske arbejdsmarked eller hører til et andet arbejdsmarked, som de har forladt, er ikke nemt at udpinde og vise pålidelige oplysninger om via den offentligt tilgængelige statistik.

[6] Dette var den sammenhængende socialstatistik fra kilden som anført. I nyt Danmarks Statistik nr. 22 af 2. februar 2006 oplyses ledigheden omregnet til fuldtidsledige fra 573.100 i 2004 og 543.100 i 2005, der omregnes til henholdsvis 176.400 og 157.400 fuldtidsledige – her er tale om ledige medlemmer af arbejdsløshedskasser.

[7]Fordelingen af syge- og barselsdagpengemodtagerne på offentlig og privat sektor ser vi bort fra.

[8]Man opererede således med en svag underbudgettering underskud på de offentlige finanser – fra systemets start, hvilket vi fik at mærke efter det første 10 års virke, hvor landets inflation steg voldsomt, så udlånsrenten måtte op til knap 22 pct. i 1979. Man skal bemærke, at velfærdssystemet kom til at stå sin første prøve i netop dette 10 år, hvor to olieprisstignings-chok kom i 1974 med mere end 400 pct. prisstigning og igen med en mindre i 1979. De blev kaldt begrundelser for massearbejdsløsheden fra 1973. Det var afgjort ikke den fulde sandheden.

[9]F.eks. vektorregningen, der er grundlaget for elektronik og avanceret fysik, afskaffedes allerede i begyndelse af 1980-erne i gymnasierne med henvisning til, at de rekrutterede gymnasiaster fandt emnet for vanskeligt.

[10] Stammer de manglende færdigheder i matematik og fysik herfra, når vi netop ser på tilgangen til ingeniøruddannelser i afsnittet ovenover?

[11]Det var skæbnesvangert fra starten at give fri adgang til uddannelserne og tilmed gøre den helt overvejende uddannelsesomkostning skattefinansieret. I FN var svaret på den dengang præsenterede U-90-betænkning – Perspektivplan for uddannelse i Danmark indtil 1990 : I må have råd til det”. Der er faktisk chance for at få fjernet dette ideologi-element nu, men det vil afgjort støde mod stor modstand blandt de unge, der opfatter elementet som en velerhvervet rettighed, grænsende til en naturlov, selvom det er sket på bekostning af den halvdel, der ikke tager en videregående uddannelse.

[12] Ikke for at konkurrere med lavtlønsområderne om de løntunge produktioner, men fordi vore varer er for dyre til, at de kan sælges tilstrækkeligt til, at vi kan afvikle statsgælden og skabe flere nye samhandelsarbejdspladser samtidig. Og det er opgaven.

[13] Det er bevist for mere end 25 år siden, at al tale om progression i skatteskalaen med stigende indkomst er vås. Progressionen udlignes fuldt af de større fradrag.

Jobannoncer uden reelle jobs – maskerne falder, medierne tier


Industriens Dagblad Idag tager bladet fra munden den 22. juni 2006

– sikkert hårdt presset

Hvordan kan det hænge sammen. Har de taget gas på hele borgermusikken. Selv den nye nationalbankdirektør for et par dage siden, men også mange andre (teoretikere) med ham var faldet for “den store mangel på arbejdskraft”. Det blev karakteriseret som nærmest en trussel mod landets økonomi. Man talte om “overhedning”, der er nyt signalord for inflation. Og alt det skyldes, at vi ikke har de fornødne kvalifikationer.

Mange undrede sig over telefonen ikke ringer, og hver eneste familie pisker løs på mindst ét medlem, der i følge medierne, ikke gad arbejde.

Vi har også for nylig hørt, at det simpelthen var blevet umuligt at effektuere de mange ordre, der kom i en lind strøm, fordi landets virksomheder ikke kunne skaffe kvalificeret arbejdskraft. Det er Liberalen der banker på og også vil til fadet.

Nu har f.eks. Dansk Metal og 3F fagforeningerne rendt så meget forgæves, at de trods alt ikke vil høre mere på det.

Hvad kan der ligge bag?

1. Store mængderabatter på annoncekøb har i årevis gjort det fordelagtigt at lade annoncerne blive gentaget længe efter behovet for arbejdskraft er tilfredsstillet.

2. Der i angiveligt en vis interesse for at vise andre virksomheder, kunderne og potentielle nye ansatte, at her går det så sandelig godt, og vi påtænker at udvide. Det er i nogle tilfælde motivet bag man søger arbejdskraft, selvom om der ikke er behov arbejdskraft.

“Lisbeth, Lisbeth, åh, hvor er du sød og rar”

Hovedaktiviteten finder du her:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/26/spekulations-regimet-kommer-til-ende-pr-naturlov/

3. Efter Internationalen i 25 år har fået dækket sig ind med mængder af immigranter, som statens, kommunernes og indvandrer-industriens forskellige funktionærer kan øve deres kunster på, så er turen nu kommet til Liberalens frie indvandring, hvor man med nye lovinitiativer hilser angiveligt højt kvalificeret arbejdskraft velkommen til landet – endda med væsentligt nedsat trækprocent (25 pct. i tre år) og samme velfærd. Tænk på, i f.eks. Polen med et folketal på 40 mill. har mere end 50 pct. i de arbejdsdygtige aldre intet arbejde. Vi har ganske vist lidt begrænsninger endnu på den direkte tilstrømning fra fallitboerne ovre østpå; men der er ingen tvivl om, at der ses igennem fingrene med den – i hvert på den ene hånd, samtidig med vi så sandelig sikrer de såkaldte ordnede forhold med den anden hånd. Det er ikke de arbejdsløses skyld.

For fagforeningerne er vist nok topstyrede.

Andet er topstyret:

4. Kunne de få lønningerne ned med en faktor 4-5 gange, så var det en måde at klare nogle af skærerne på i den skærpede internationale konkurrence. Alternativet er at virksomhederne søger ud, hvor den billige arbejdskraft findes.

Da man aftalte de tårn høje lønninger og kombinerede dem med verdens højeste skatter kom det også ovenfra. Det skal der ikke herske den mindste tvivl om:

Et fantastisk foredrag om, hvad der skete. Af Jens Jackie Jensen: http://nytdanmark.blogspot.com/2006/05/dansk-velfaerds-historie.html

Nu er der bare det, at danskerne kan have “enkelte problemer” med at betale skatten og huslejen, hvis det sådan lige sker. Huslejen er på de seneste to regeringers initiativer blevet hævet til snart at udgøre halvdelen af det beløb, der er tilbage, når skatten er betalt. Engang gik 1/4 til skatten, 1/4 til huslejen, 1/4 til kosten og 1/4 til fornøjelser eller opsparing. Dengang var der ikke nævneværdig arbejdsløshed og direkte nød og elendighed.

Det var nemlig før eliten opfandt den såkaldte velfærd til erstatning for velstand.

Tilskud for at holde håndværkerne i arbejde (1991-1992: en officiel arbejdsløshed på 35-40 pct. blandt murere og malere) blev siden hen bekvemt kaldt “byfornyelse” fra 1991 til 2003. Her hældtes værdistigningerne, som fulgte, direkte i ejendomsejernes lommer ved realisation eller belåning af ejendommene. Vi hævdede at tilskuddene gjorde ondt værre.

Dernæst satte man med flere kreditter virkelig gang i pristigningshelvedet på boligmarkedet hele vejen rundt via de nye udviddede låneformer. Først under Poul, så under Anders. Det var efter, vi havde haft aktieboblen i slutningen af 1990-erne, der handlede om det samme og skyldtes tilsvarende svig ovenfra: Gevinst uden for produktionen.

Det samme kørte i 1920-erne; men det forventes glemt, da der er gået en menneskealder og det nye menneske er nærmest historieløst. Det er tricket der bruges.

Der er visse naturlove, som man ikke kan sætte sig op imod.

Et uddrag af Landmandsbank-skandalen efterfulgt af et afsnit om samfundsøkonomien dengang:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/22/enron-i-usa-landmandbank-krakket-i-danmark/ :

“…En stor del af de betalingsmidler, som bankerne var kommet til at råde over, var ikke blevet brugt bare på at drive priserne i vejret; men endnu mere til at drive vore kapitalværdier i vejret, aktier og faste ejendomme. Altså en voldsom forskydning af kapitalen væk fra real aktivitet til passiv indtægtsgivende erhvervelse i form privatkapital.

Borgerskabet var kortsynet, det ville ikke redde det system, det selv sad i, ved at få den mængde papirer ud af verden, som truede med at kvæle det økonomiske system, der bærer borgerskabet. Det samme sker i dag i endnu vildere omfang…”

Først Internationalen, så Liberalen.

Hvad var det vi skrev for 10 år siden om Euro til værn mod den internationale konkurrence, og kronen, der er direkte koblet til Euro, og hvad der i stedet skulle til:

[Nu bliver det lidt mere kompliceret i nogle få afsnit – det blivet let igen, når vi når til Uffe]

https://danmark.wordpress.com/2006/05/19/new-monetary-system/ (Engelsk) :

“…Hovedkamppladsen er arbejdsmarkedet, social- og økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under, at middelstanden mindskes, løn- og socialomkostningskonkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i de sydlige EU-fattigdomszoner, og der sker en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende (nationale) fagforeningstariffer og mindste-standarderne for det sociale niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang af deres trusselspotentiale, der ligger i at de flytter produktionerne til særlig gunstige (løn-, social-, skat-, øko-billige) EU-zoner. (IoD: “F.eks. p.t. til Irland, hvor selskabsskatten i nogle områder er 10 pct”.)

Lønsatser, socialnormer og miljøkrav i Euro-land vil skulle harmoniseres nedadtil. Det er socialdemokraters, folkesocialisters og fagforeningers naive forestilling, at disse ting skulle kunne bedres pr. underskrift på en Maastricht-traktat. I Euro-Union har social-politikken takket endeligt af – og det sker i fuld tilslutning til/accept fra socialdemokratiet, folkesocialisterne og fagforeningerne.

Euro-Unionen er ikke et middel imod globalismens udløste beskæftigelseskrise. Tværtimod: Begge forstærker kapitalens magt og statens magtesløshed i rollen at skulle kunne gøre noget ved arbejdsløsheden. Det er “fremskridt” mod det 19. århundrede, ikke mod det 21. århundrede.

Euro-Unionen er heller ingen modvægt mod de usociale tendenser i globaliseringen, som inkompetente analytikere fra venstre side mener; den forstærker dem yderligere. Den tvinger nemlig til tilpasning af arbejdslivet til de pengeøkonomiske kommandoer. Den europæiske centralbank må føre fuldstændig fællespolitik for først 12 siden 15 og 16 forskelligt strukturerede lande, uden at kunne gribe tilbage til vekselskursenes udligningsventil.

[IoD: “Her bliver de fristet nu, også som forudset. For at hindre kapitalen i at forlade EURO-unionen må Centralbanken (ECB) hæve renten; men dette mindsker aktiviteten og øger arbejdsløsheden yderligere”.]

En sådan union kan kun ende i staternes indbyrdes konflikt, hvorfra der ingen hjælp er at finde – med mindre den bliver udbygget til en transferunion eller en forbundsstat med offentlig finansudligning mellem gamle og nye deltagerlande, noget i retning af kludetæppet USA eller Den tyske Forbundsrepublik. Men dette har været længe forpasset.

Når overførslen af disse forbilleder på Euro-Unionen viser sig umulige eller møder megen modstand rejser spørgsmålet sig: Er der mulige alternative modeller, der kan redde verdensfreden?

https://danmark.wordpress.com/2006/06/01/euro-ultralight-og-euro-light/

Eventuelt stop for kapitalflugt
Artikel 73F i Maastricht-traktaten taler om, at der i Europa kan indføres kontrol med kapitalbevægelser. Så kan investorerne ikke længere undvige til schweizerfranc, yen eller dollar. Som om investorerne ikke er skræmte nok i forvejen. Spekulanter og investorer følger alt dette meget nøje og drager hurtigt konsekvenserne af ændrede forhold, i modsætning til de europæiske politikere.

Med Euro kan sektoromlægningen til mere salgbar produktion ikke ske og uddannelsesfornyelsen til forbedring af den internationale konkurrencestilling det samme. Vi skal herefter se arbejdsløshed og udstødelsen vokse yderligere samtidig med, at tilskudsøkonomien gøres til den centralistisk valgte omdrejningsakse sammen med aksen til araberolien med alt, hvad der til hører af immigration og øgede offentlige udgifter. Dette tilspidser den strukturelle og sociale krise. Til sidst må politikerne give op og rette sig efter vælgerne, hvis de ikke når deres ideologiske mål forholdsvis hurtigt…]

[nu bliver det ukompliceret igen, så der var lidt for enhver smag]

Når langt hovedparten af vor samhandel foregår i EU, og der er meget lav aktivitet i næsten alle andre EU-lande bortset fra Irland og Tjekkiet, så var det udpræget sært, at det skulle køre så meget derudad her tillands.

Det gjorde det heller ikke.

Her forslår et par år på aldersgrænserne til Folkepension og og Efterløn sammen med yderligere, måske en helt ny og mere avanceret forfølgelse af de ledige og udstødte som en skrædder i helvedet…. Det ender i I.G. Farben.

“Marianne foreslog i sin tid vi skulle opkvalificeres. Så vil jeg undervises af hende; det vil jeg, og får hun forfald, hvad hun givet gør, så skal Lykketoft komme og tage over; det skal han, altså.”

Vi skrev det før de besluttede forliget, fordi vi vidste på forhånd, hvor de endte.

Globalisering og Velfærd kan kun køre uden ideologi. Det er ideologi at afskaffe kronen og fædrelandet. Det er ideologi at tro, at enhver kan omplantes fra et hvilket som helst udgangspunkt og slå sig ned hvor som helst, især når alt er ham på tværs. Det er ideologi at tro man kan forbyde en russer og en inder henholdsvis eller samtidig at bruge pc-eren og forske i nanoteknologi.

Det er ideologi at tro, alt går godt, bare fordi man tror, det går godt. Sandheden er, at om denne verden skal du ikke tro, du skal vide:

Globalisering og velfærd uden ideologi: Her stilles diagnosen på en 40 årig gammel lidelse og helbredelseskuren i praksis anvises:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/23/velfaerd-og-konkurrence-uden-ideologi-i-praksis/

Sonia