Om begrebet kultur
Af. Professor, dr. phil. Axel Steensberg
[2. del]
1. del
Man skulle tro, at svaret på, hvad der forstås ved begrebet kultur, var såre let, eftersom ordet har mere end to tusinde års hævd. Når det alligevel ikke er så lige til, skyldes det, at ”kultur” har skiftet betydning, eller rettede sagt er blevet mangetydigt i løbet af de sidste par århundrede. Og i den moderne kulturdebat glemmes det ofte, at ordets egentlige betydning gennem de første to årtusinder var snævrere, men også klarere end den er i dag.
Om ordets oprindelige mening kan der ikke herske tvivl. Man har på latin verbet colo, hvis grundbetydning er at pleje og dyrke et eller andet. Allerede Cato, der levede fra 234 til 149 før den kristne tidsregning, kaldte sit berømte skrift: De agri cutura. Hvad vil det sige at kultivere ageren godt, lyder overskriften til det 61. kapitel. I samme kapitel tales lidt længere nede om en anden form for kultur, nemlig dyrkning af oliventræer. Og Varro, der levede fra 116 til 27 f. k. t., bruger i sin Res Rusticae udtrykket kultur (eandem culturem) om hakning i planteskoler, idet han refererer til en ældre forfatter ved navn Scrofa. Også Florus, en historiker, der levede på kejser Hadrians tid, bruger i et udtog af Livius udtrykket cultum agri om jordens dyrkning.
Fra jorddyrkning og havebrug blev kultur allerede i oldtiden overført til andre områder af livet. Også ordet koloni kommer af colo. Colonus er en landbruger, og stedet hvor han bor er en koloni. Colo kan simpelthen betyde at bebo et sted (dvs. udnytte det, dyrke det). Også ordet kultus kommer af at dyrke. Man plejer – dyrker – en guddom ved gentagne bønner, ofringer og ceremonier på lignende måde, som man dyrker sin ager ved stadig gentagne processer og omhyggelig pleje.
I kulten er det fra fædrene nedarvede, det af ælde ærværdige, dog mere fremtrædende end i agerdyrkningen. Thi den romerske agerbruger udfoldede stor energi og opfindsomhed med hensyn til afprøvning af nye metoder. Agerbruget blev ikke som kulten domineret af traditionen. I hvert fald blev alle nødt til at agtede på naturens luner så vel som på stjernernes gang og dyrekredsens vekslen. Selv den dårligste var nødt til at tage hensyn til mange forskellige faktorers sammenspil. Frem for alt måtte han vide, hvornår det var tid at udføre dyrkningens forskellige faser – thi selv om de agrarforfattere nævner visse terminer for arbejders udførelse, gælder disse kun som ”tommelfingerregler”. Hvordan bonden skulle forberede disse faser, hvilken pløjning, hvilken slags gødskning – om grøngødning, aske eller mergel i stedet for dyreekskrementer – det beroede både på erfaring og øjeblikkeligt skøn, men ofte også på forsøg. Den dygtige bonde var dengang som senere han, der forstod at spille på det foreliggende ”instrument” med virtuositet. Det samme gjaldt frugtplantningen, pilekrattet, olivenlunden, vingården, grønsagsgartneriet osv. Der gaves ikke nogen patenteret vejledning eller ufravigeligt ritual således som for kulten.
Man forstår, at det var noget af en kunst at dyrke jorden i det klassiske Italien, og at Agricola – bonde sammentrukket af ager og kultur – var et hædersnavn. Selv om Cicero i ”Dispota-tiones Tusculanæ” taler om cultura animi dyrkningen af ånden, vedblev grundbetydningen af kultur at dominere. Det anvendtes i forbindelse med agerbrug, havebrug og skovbrug lige til oplysningstidens filosoffer begyndte at bruge det i overført betydning.
Det kan være nyttigt at dokumentere dette med nogle eksempler fra renæssancen og barokkens tidsaldre. I året 1536 tryktes i Lyon en bog af Carolus Stephanius, hvortil i en udgave fra 1545 føjedes en gammel bog ”de cultu et satione hortorum” om dyrkning og plantning af haver. Her anvendes altså udtrykket kultus om havens dyrkning. Det samme gælder Antonio Mizaldi’s ”Hortorum secreata cultus et auxilia”, hjælp til sjældne havers dyrkning, trykt i Paris 1575. Men allerede 17 år tidligere i 1558 var der i Paris trykt en bog af P. Bellon, der tog sig på at vise manglerne ved plantekulturens og lære at nyttiggøre vilde træer.
I 1600 årene blev kultur enerådende, hvor det gjaldt dyrkning af planter og træer. I 1616 tryktes i Tournon ved Rhône en bog af Pierre de Quiqverau (La nouvelle agriculture) om den ny agebrugsmåde eller almindelige vejledning i at plante alle slags frugttræer. En svensker ved navn N. Sparrman fik i 1641 trykt et lille skrift i Uppsala med titlen ”Oratio de agricultura” (meddelelse om landbrug). I 1647 tryktes i København H. Rasmussøn Block’s ”Horticultura danica, Hvorledis en zirlig oc nyttig Urte-Hawe i Dannemarck kand anrettis, beprydis oc ved Mact holdis”. Kort efter (o.1661) skrev den svenske adelsmand Scgering Rosenhane en ”Oeconomia” (trykt i Uppsala 1944), hvori han som overskrift over et af kapitlerne anvender udtrykket ”Horticultara äller trägårdzskötsel”. I 1648 kom i København en oversættelse af Caspar Judg. Crimic’s ”Oeconomia”, hvortil føjedes ”omagricultur oc deslige vedkommendis Jordens Forarbeydelse”.
Men allerede i 1632 var P: Lauremberg’s ”Horticultura” blevet trykt i Frankfurt a. M., og den i nye udgaver bl.a. i Nürnberg 1671-83. Året efter Laurembergs bog, udkom i Rom i 1633 J. B. Ferrarius : ”De florumcultura libri VI”, seks bøger om dyrkning af blomster. Om samme emne tryktes i Paris 1678 en ny fremstillling om kultivering af blomster. Om samme emne tryktes i Paris 1678 en ny fremstilling om kultiviering af blomster. På samme tid kunne man i Danmark læse ”Publii Virgilii Marionis Georgica, eller Bondewerks fire bøger på danske Riim oversatte” af Mikkel Chr. Raun (Kbh. 1680). Virgil var nu tilgængelig for lamenheden, og en latisk udgave forelå trykt samme sted i 1694.
Det var naturligt nok Nederlandene der lå i spidsen med udgivelsen af havebøger, dels førsteudgaver, dels optryk, dels oversættelser. Således kom L. Liger’s ”Den historiske blomstergartner eller den almindelige kultur af blomster, træer samt store og små buske”, i Amsterdam 1706, to år efter første udgaven i Paris 1704. I Amsterdam tryktes også i 1697 tredje udgave af De la Quintinue’s ”Instruktion i frugt- og køkkenhaver tillige med en afhandling om oranger efterfulgt af nogle overvejelser over agerkultur”, hvori forfatteren også behandler dyrkning af meloner. I Avignon i 1759 en ”traktat” om hyacint-kultur. Heller ikke Italien savnes blandt dem. Der anvendte ordet kultur for dyrkning; således udkom i Venezia 1768 anden udgave af C. Trinci’s ”L’agricoltore sperimentato”, om agerbrugs eksperimenter.
For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at skovbrug kaldtes ”sylvicultur” – f.eks. i Det kg. Bilbioteks gamle store katalog over udenlandsk litteratur. H. C. von Carlowitz udgav i Leipzig 1713: ”Sylvicultura oeconomica, oder hausswirthschaftliche Nachricht und naturmässige Anweisung zur wilden Baun-Zucht“. Men i øvrigt anvendtes i Tyskland mest udtrykket „Hotz-Cultur“, hvor man både på fransk og engelsk talte om sylviculture. Fra forrige århundrede kan nævnes C. Bagneris: ”Manuel de sulviculture” (Paris-Nancy 1873).
Det er interessant at konstatere, at det berømte ”Encyclopédie, ou Dictionnaire raisonné desciences, des arts et des métier”, udg. Af Diderot og d’Alembert, bd.IV (Paris 1754) vedrørende vort begreb kun har følgende tre stikord: Culte (religiøst), cultiver (have) og culture des terres (jordens dyrkning). Det samme gælder udgaven fra Bern Lausanne 1782 (10. bd.), men med tilføjelse af ordet cultivateur (jordyrker).
Samtidig var de franske oplysningsfilosoffer ganske vist begyndt at bruge ordet i en overført betydning om menneskers kultur i modsætning til deres natur. Allerede en af det franske sprogs reformatorer Olivier Patru (1604-1681) havde i ”Harangue de Cicéron pour Archias” sagt: ”Le peu de connaissance que j’ai’, je le dois á la des bonnes lettres” (den smule lærdom, jeg har, skylder jeg dyrkning af gode breve), og den franske forfatter og gejstlige, hertugen af Bourgognes dygtige opdrager, Francois Fénelon (1651-1715) skrev i ”Télemachos’ hændelser” XX1 1693-94 (trykt i 1699): ” Il apprit à cultiver les vertus” (han lærteat kultivere sine iboende egenskaber). Voltaire siger i ”Henriaden” 1723 om Charles IX af Frankrig: ”Des premier ans du roi la funeste culturen’avait que trop en lui corrompu la nature” ( i kongens første år havde den korrumperede kultur ikke i ret høj grad ødelagt naturen i ham).
J. J. Rousseau skrev 1740 i ”Projet pour l’education de M. de Saint-Marie”: ”L’histoire naturelle peut passer aujourdhui, par de manière les hommes cultiverent.” (naturhistorien kan i dag ved den måde, hvorpå den behandles, gå for den interessanteste af alle de videnskaber, som mennesket dyrker) – man kan altså dyrke videnskab ligesom man dyrker sin ager, have eller skov. Også M. J. A. N. Carital, Marquis de condorcet, skrev om hofmedicineren Lieutaud, at han dyrkede (cultiverede) sin videnskab. . Og Rousseau fortsætter i ”Discours des sciences” 1750 at anvende udtrykket, idet han siger, at hvis videnskabens dyrkning er forenelig med krigeriske egenskaber, er den det endnu mere moralske.
Også i Tyskland anvendtes begrebet kultur i overført betydning fra slutningen af 1600-tallet. Chr. Weise brugte i 1692 udtrykket ”die Cultur der Sprache”, og J. F. Bertram i 1728: ” Die cultur der schönen Wissenschaften”. Schiller talte om „Die Morgenröthe der Cultur“, Johann Christoph Adelung skrev 1782 sin „Geschichte der Cultur“, og Herder kaldte i „Ideen zur Philosophie der Geschichte der Menschheit“ 1787 „Die Cultur eines Volkes“ for blomsten af dets tilværelse. Men det er af særlig interesse for den følgende fremstilling at bemærke, at F. Nicolai i ”Beschreibung einer Reise” 1783 hævdede, at der var intet mere utåleligt for menneskets forstand end dette uden videre at antage forudbestemte dogmer.
I Danmark har Ludvig Holberg – der som bekendt gav sin mening til kende om næsten alt mellem himmel og jord – skrevet en interessant epistel (519) trykt i 1754, der handler om klimaets indflydelse på menneskenaturen. Heri skriver han:
”Menniskerne ere ved Fødslen, paa hvilket sted de en fremkomme, hinanden lige, Materien, hvoraf de ere sammensatte, er den samme, Architecturen også den samme, Materialerne ere Kød, Blod, Væsker Been etc. Structuren er Seener, Aarer, Hierte, Hierne, Vinduer eller Øyne, hvilke ere fæstede paa et sted, saa at Formen saa vel som Materien i alle ting ere lige, undtagen den udvortes Hud eller Malningen, saasom nogle fødes hvide, andre sorte. At en lige skabning ikke haver lige virkning, reyser sig ikke af Bygnings-Mesterens Arbeyde; men af deres Efterladenhed, som holde den vedlige. Man kand ligne Mennisket ved gode men udyrkede Agre, der intet korn og Frugter frembringe, skiønt de have evne dertil: Agermændene ere Regentere, Lovgivere, Philosophi og Lærere, som pløye, besaae og cultivere dem. Sæden er adskillige slags, hvorfor vexten og bliver foranderlig. Hvis Hvede saas fremspirer Hvede, og hvis Klinte saaes fremvoxer Klinte, og det af en lige dannet Ager. At derfore lige jorde sees så ulige, er ikke jordens men jord-dyrkerens Uvidenhed eller Efterladenhed: Mangel af Cultivation virker det samme hos Mennesker og Forskiellen bliver ligesom mellem Marmor og sleebet Marmor. Nogle Mennisker forderves ved Mangel af Cultivation, andre ved Forstanderes onde Exempler og daarlige love, andre igen af Vellyster, som Overflødighed med sig fører, hvilke hvis de ikke tvinges i tide, qvæle all god Væxt.”
Holberg var altså ganske på linje med sine samtidige i Frankrig og Tyskland. Men hans sammenligning med jordens dyrkning er så klar og ligetil, at den fortjener at kendes udenfor Danmarks og Norges grænser. I den danske litteratur fra den sidste del af 1700 årene blev kultur et yndet ord, om end det ikke var alle, der ønskede den udbredt til videre kredse.
Filosoffen Johs. Boye gav i en afhandling ”Om Skolevæsenet” tidsskriftet Minerva 1791 det første forsøg på en dyberegående definition af, hvad menneskelig kultur er: ”Det man kalder levemåde, er endnu ikke nok: ja, jeg veed ikke engang, om vor nærværende saa kaldte Levemaade bør henregnes til Kultur. At have lært af Dandsemesteren at giøre sine Komplimenter, at luxuere efter Moden, artigen at refusere det, man ofte gierne vil have, at forgude det smukke kiøn, at smigre for Overmænd, og vise sig stolt eller nedladende mod Undermænd, efter som man venter at have nytte af dem eller ikke: dette og andet sligt henregner man til Levemaade. Men alt dette kan et menneske besidde i høieste Grad, og endda være den største Barbar i Videnskaben, Kunster, og alt det, man henregner til Smagens, Forstandens og Hiertes Forbedring. Og paa den anden side kan man have den fineste Kultur i Videnskaber, Kunster, uden at have den fineste Levemaade. Dette sidste træffer meget ofte ind. Den som føler sin Ypperhed, foragter at nedlade sig til Modens Daarligheder. – Da altsaa den, som har finest Kultur i Smag, Hierte og videnskaber, kan være uden den fineste eller galanteste Levemaade, og omvendt: saa er dette, i mine Tanker, Beviis nok paa, at vor Levemaade kan ikke siges at være kultiveret. At kunne forestille sig, kan i visse Tilfælde blive anseet som et væsentligt Stykke af Levemaade, og i det kan enhver skurk, enhver dosmer ved Øvelse blive hærdet. Jeg henregner derfor til Kultur ikke denne gothiske Levemaade, som i mange Stykker fortiener ikke megen Agt, men en rigtig Smag, en øvet og dyrket Forstand. Jo videre et Menneske har bragt det i visse Stykker, des større Grad af Kultur besidder han. Og den, som har bragt det temmelig vidt deri, og har en udbredt Kultur, hos ham kan man vente at finde den sande Levemaade. Muserne ere beslegtede med Gratierne. Man kan ikke omgaas hine, uden tillige at komme i Bekiendtskab med disse…. Den sande Levemaade er altså en følge af Kulturen. Ved at dyrke Forstand og hierte, forfines også Levemaaden. Og tager man Kultur i denne Forstand…saa seer jeg ikke, hvorledes Kultur kan henregnes til skadelig oplysning.”
Som man ser lefler den kultiverede ikke for sine omgivelser eller følger flertallets mening. Kultur består ifølge Boye ikke i at følge skik og brug og justere sin tilværelse efter omgivelserne, sådan som en senere tids anthropologer har villet definere den. Men Boye nærede også en større tillid til den jævne mands muligheder for at tilegne sig en højere kultur end mange i sin samtid.
Lægen og menneskevennen Johann Clemens Tode (1736-1806) skrev i femte bind af sine “Samlede danske skrifter”: “Børn komme ikke således for Lyset, som Sigmor Pinetti’s Nellike, nei, deres Kultur kræver hele Aar,” d.v.s. at de skal dyrkes vel og længe. Historikeren Frederik Sneedorff (1760-1792) havde ligeledes den almindelige opfattelse af kultur, this han omtaler i (Samlede Skrifter”, bd. I, 1794): “en mand, hvis hele Bestræbelse gaar ud paa at udbrede Cultur i Videnskaber, Kunster og Sæder”. Landøkonomen og forfatteren, professor Chr. Olufsen skriver i “Nye oeconomiske Annaler” 1812 i forbindelse med en omtale af lånebiblioteker, som han indrømmede kunne være en ædlere tidsfordriv en kortspil: “Derimod er det mig efter det Bekjendtskab jeg har til Bonden ikke fatteligt, at han ved læsning kan flytte sig selv højere op paa den intellectuelle Kulturs Trappe.” Han var bange for, at bonden skal blive trodsig af læsning. Tilbage bliver kun, at statens styrelse bliver i stand til “at beskierme den mindre haandfaste, mandstærke og højrøstede Kultur imod aabenbare Forudrettelser af Bonde-Kultur.” Og i 1817 advarede pastor J. G. møller fra Tåsinge i, “Om Almeenoplysningen, dens Grændser og Værd”, mod større åndskultur, hvis den bliver forfinelse hos bonden. Bonden behøver ikke professorens, regentens, offficerens eller digterens egenskaber. Han bør blive i sit kald. Og det er gudskelov ikke muligt, at “Bondens Aandscultur kan blive således overspændt…man forestille sig blot et Menneske med høiere Aandscultur henflyttet til Bondens simple Stilling.” Han ville føle sig slet tilpas og ikke opfylde bondens pligter.
Ovenstående oversigt giver sig ikke ud for hverken at være utømmende eller ganske systematisk. formålet har kun været at give et omrids af ordet kulturs betydningsindhold i nogle europæiske sprog indtil begyndelsen af 1800 årene.
————-
Sonia
Indvandrings-
hastigheden voksede
endnu mere i 2013
Danmark 