Danmark

26. juni 2006

Spekulations-regimet kommer til ende pr. naturlov


– hvornår kan ingen vide, det bliver ikke noget kønt syn

– de bedste midler her til lands er besindelse og gadeteater

Først spekulerede verden sig skeløjet på et IT-boom, dernæst på ejendomspriserne. Engang i august 2001 kunne man læse i bladene ”Så lad dog børnene”; de skulle investere deres spareskillinger i aktiemarkedet. Det går så godt, og vi blev alle så rige. Og det var løgn. ”Mere spekulation, tak” var titlen på en artikel i Berlingske Tidende for nylig. Den indeholdt kun tom snak, informationstom. Tanken var at få fordelt ulykkerne, nu det havde kørt lang tid. Hvor smukt.

Hvordan begynder det?

Når aktiepapiret bliver et spekulationsobjekt kan alting ske. Ledig købekraft og lave renteafkast fra bankindestående og masser af gedin (indtil videre!) købekraft er udgangspunktet. Nu skal vi huske, at op til Euro-afgørelsen og folkeafstemningen herom gjaldt om at få en masse pengemidler i omløb og om at øge kreditterne mest muligt, fordi det efter det givne antagelig var sidste gang det kunne ske, men også fordi de ledende gerne ville have kronen vurderet gunstigt i forhold til Euro for at sikre konkurrenceevnen fremover ved den eventuelle omveksling, der eventuelt skulle ske. Selvfølgelig skal vi have nogle firmaer, der efterspørger kapital for at få spekulationen i gang, men dem var der nok, som det hele gik – ad H til. Gerne nye brancher, hvortil der var knyttet store og også overdrevne forventninger.

Euro, klar og præcis gennemgang med substans i to udgaver, ultralight- og lightudgave:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/01/euro-ultralight-og-euro-light/

En lille smagsprøve, fra året, hvor der skulle måles økonomi i forhold til Euroland, fik vi allerede under finanslovsforhandlingerne herom i 1996 – meget morsomt referat fra en deltager på højeste niveau – som det fejlagtigt betegnes:

https://danmark.wordpress.com/wp-inst/index.php?s=uvejr

Nu gik det godt. Der var opsving, aktiekurserne steg, blev der råbt. Men aktierne, der repræsenterer egenkapitalen i virksomheden, blev på tilsyneladende ganske særegen måde til mere “fremmed” kapital, som vi nu skal se. Det gik ikke godt med produktion og beskæftigelse, tværtimod.

Kurserne steg for andre som for dig, måske. Du havde forventninger til en kursgevinst. Næsten hele afkastet fra aktierne var blevet kursgevinst, udbyttet som bliver bestemt på generalforsamlingen til et antal procent af aktiens pålydende er for dem, der er engagerede i firmaerne, også i det lange løb, og som faktisk har besluttet nyudstedelsen af aktier. Udbyttet fra denne procent afhænger selvsagt af det allerede realiserede overskud i selskabet, og hvad der så bestemmes efterfølgende på generalforsamlingen om udbyttets størrelser, henlæggelser efter loven o.s.v.

Dette udbytte er ikke bestemt så meget af forventningerne til fremtiden, som det fremgår. Det er aktiekursudviklingen derimod. Virksomheder i store antal skulle børsnoteres og ud på markedet og hente kapital – for de tjente mange af dem faktisk for lidt. Det kunne selvfølgelig kun ske ved at fremvise gode regnskabsresultater. Her skal man have en god revisor, hvis det skulle knibe, og et eller andet godt forhold til sin bank. Og det kan betyde flere ting, som jeg kun vil antyde.

Når der investeres i aktierne, der flittigt udbydes, tilføres virksomheden tiltrængt kapital – måske havde den rent faktisk ikke kunnet tjene så meget ved ordinær drift, som de øvrige ellers udbytteorienterede aktionærer faktisk så hen til. Og det kunne meget let være begrundelse for at springe med på vognen, spekulationsvognen, nu der var chancer til det.

Muligheden forelå nu: Du og flere andre investerede godt rådgivet (effektivt i hvert fald) af banker og pressen. Andre gjorde det samme, og efterhånden begyndte aktiekursen at stige, men kun fordi alle eller mange små i markedet ville investere. Aktier var blevet gjort interessante for jævne borgere med diverse spil i dagbladene og alt muligt andet.

Aktiekursen steg ikke fordi firmaet udviste stigende indtjening fra det – husk det -, som det rent faktisk var dens valgte opgave at producere og sælge. Men kurserne steg og flere stigninger fulgte på grund af aktiepapirerne forelå i en mindre mængde end, hvad som efterspurgtes; det blev et spil, udelukkende fordi købekraften var tilstede, eller der kunne lånes til det uskønne projekt, og så fordi firmaet udbød flere og flere papirer til salg. Det gik jo med papirerne. Men hvad med forretningens ordinære drift. Pressen råbte op dagligt om opsving, opsving, kurserne stiger – for skabe illusionen om en opgang. Virkeligheden var: Kurserne og forventningerne til det fremtidige afkast i forretningen snart ville melde sig.

Vil du med, inden det bliver for sent, for det bliver for sent? Når jeg midt i vanviddet hørte at telefonudbyderen Nokia for få år siden lavede årligt resultat, 50% større end året forinden, og samtidig, at kursen på Nokia-aktier – d.v.s. den forventede værdi af hver investeret krone i Nokia – faldt med 50% i samme periode, må et eller andet være gået fuldstændigt skævt, enten med forventningerne – som er det, der bestemmer aktiekursen – og/eller med udstedelsen af nye aktier og den tilhørende tilgang af ny egenkapital, der var strømmet ind i firmaet. Der var mange andre.

Det kunne også gå anderledes: Kurserne steg, men kurserne var netop forventninger til et fremtidigt afkast, der ikke kunne holde, fordi firmaet ikke kunne leve op til de enorme krav, som kursstigningerne stillede – lave eller ingen udbytter hjalp en hel del på karusellens videre rundtur, men til sidst ville de ordinære aktieejere ikke være med til at smide mere papir på markedet, for de ville jo også have deres, det sikre, f.eks. som ordinære ansvarlige investorer, medens endnu kunne være sikkert.

Sagen var den, at firmaerne i stor stil ikke magtede at forvalte den indskudte kapital stammende fra aktiesalget på en forsvarlig måde, uden selv at ty til spekulation. Medier skreg fortsat dagligt om opsvinget, der, når man lyttede, skulle tolkes, som om det simpelthen ingen ende ville tage. Og det var løgn.

Der er en naturlig og unaturlig tilgang til næsten alt.

Det naturlige, et selskab med begrænset hæftelse for den indskudte kapital:

(nu bliver det lidt mere kompliceret, men ikke meget, fordi alt ikke kan forklares uden nogle flere begreber – men vi vender tilbage til lidt gadeteater nedenfor)

Frit efter L. V. Birck i 1920-erne:

Aktieselskabsloven kom i Danmark i 1919 – og jeg skal garantere for den blev udnyttet fra starten:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/22/enron-i-usa-landmandbank-krakket-i-danmark/

 

Danmark var på statsbankerottens rand i 1923, mest p.g.a af en enkelt samling af selskaber i hovedstaden, en nationalbankdirektør og en finansminister, der enten ikke magtede eller ikke ønskede at standse vanviddet. Det kan kun forhindres, hvis man har en ansvarlige regering og en kompetent og hæderlige nationalbankdirektør, til at standse det i opløbet. Nu kunne man så forestille sig, at menneskene forbedres, som tiden går. Det er en vildfarelse af de helt stor, og ikke alene i USA, men så sandelig også i Danmark.

Man skal passe på med ikke at forveksle udvikling med afvikling.

Det blev faktisk smålandbrugere og husmænd, der var flest af, som kom til at betale for bedraget kørt ganske ud i den ekstreme karrikatur. I dag går man mest efter de arbejdsløse og de udstødte.

Først den naturlige tilgang til selskabet med begrænset hæftelse:

Et retssubjekt med dets karakteristika og rettigheder. Det private, begrænsede selskab får et liv, som skal beskyttes. Det afgørende er dets position som ejer af forretningen, dets beskyttelse og dets frihed til at indtjene profit. Selskabet ejer nogle virkelige goder, virksomhed/er, jord og færdigvarer og har tilknyttet nogle dygtige og effektive medarbejdere. Aktionærerne er koblet direkte og i kontakt med disse goder, fordi de ser sig selv som medlemmer af en kooperativ sammenslutning/et foretagende, og fordi selskabets forretning ikke var større eller fjernere, end at de var i stand til at holde informationen herom aktuel. Ihændehaveraktierne og aktierne på navn var stykker af dokumentation/bevis for/på en bestemt andel af de faktiske goder i almindelighed, af hvilke der blev lavet omsætning og fortjeneste. Deltagerne havde nogle fælles mål. Det var årsagen til, at de var gået sammen i deres bestræbelser, og fordi hver aktionær ikke er økonomisk stærk nok selv. De havde udpeget nogle deltagere – de største aktionærer – der danner en bestyrelse. På den måde bliver bestyrelsen en slags afløserorgan for aktionærgruppen; bestyrelsen har nogle forpligtelser over for aktionærerne. Den er ikke uden funktioner; men dens hele eksistens skyldes det private selskab. Aktionærerne er på en måde en slags ledere, som handler pr. delegering, og de føler at de har, og har også rent faktisk et ansvar, endog uden for de økonomiske spørgsmål. Aktionærens interesse er bestemt ikke bare profit, men snarere værdistigning, og han føler endog en slags moralsk ansvarlighed for at sine goder nu også arbejder i en hæderlig produktion, ikke engang årets fortjeneste er i hans primære interesse. Aktionærernes forhold til selskabet er vedvarende, de sælger ikke deres aktier, kurserne på aktien har kun interesse i forbindelse med arv, eller hvis kræfter af uheld slår til og tvinger ham til at sælge, og en aktie er ofte solidt forankret i både kurs og indflydelse hele livet.

Lovgivningen for det private, begrænsede selskab blev introduceret adskillige tiår efter at det private, begrænsede selskab var blevet vidt udbredt, og beskrev det private, begrænsede selskab noget i retning af den beskrivelse, jeg lige har givet. Formålet med lovgivningen er så at regulere forholdene mellem aktionærerne, at beskytte minoriteterne blandt aktionærerne og sikre at aktiekapitalen er tilstede under hensyn til kreditorerne. Gradvist kunne der vise sig et brud på tilliden mellem bestyrelsen og direktionen, og derfor sætter lovgivningen nogle fælles regler op på dokumenter nedfældet direkte på generalforsamlingen på vegne af selskabet, også regler for bestyrelsens forpligtelser, ganske vist ofte udtrykt meget vagt.

Mere virkelighedsnær placering af det private, begrænsede selskab drevet ud i det ekstreme:

Virkeligheden svarer ikke til den netop beskrevne idyl. Forretningslivet afviser tanken, at det private, begrænsede selskab bare er en anden slags forretningsmænd i aktivitet. Det er blevet en social organisation, skabt for at fremme nogle produkters virke. Det er som en kommune, der eksisterer i mange år, længere end et individs liv, uafhængigt af aktionærer, bestyrelse, ledelse, ansatte arbejdere. Den er et udtryk for en ønsket kooperation. Den er noget i sig selv, og sætter mål for sig selv, ledelse og arbejdskraft. De tydeligste forskelle mellem en kommune og privat, begrænset selskab er måden organisationen er ledet på, dens beskyttede adgang til profit og til fordelene, og den viden den arbejder med. Opgaverne er ofte forskellige, men de behøver ikke at være det. Selskabet arbejder ikke primært på at tilfredsstille aktionærernes behov for profit eller bestyrelsens behov for at få højere gager.

Et selskab har ikke et privat liv eller en sjæl, ingen som kan komme i fængsel og intet omdømme, der kan plettes. I princippet er det ansvarsløst og amoralsk, fordi det er kun en ide, når alt har været sagt og gjort. Det håndgribelige er dets kapital – der er begrænset og delt – men som skal være tilstede.

Fra at være traditionel ejer er aktionæren holdt med at være leder, den intense forbindelse mellem ham og selskabet og hans udpegning af gode venner og gode forbindelser til bestyrelsen er ophørt. Han giver ikke noget til selskabet udover den mængde kapital, som aktien repræsenterer. Ofte er aktien ikke anskaffet ved tilmelding og lydende på navn, men købt fra en anden aktionær. Han er faktisk blevet reduceret til en udlåner, han er næsten i samme situation som ejeren af en obligation.

Dette er understreget af de opdelte aktier i forskellige kategorier, præferenceaktier med kumulativt udbytte og ordinære aktier med et varierende udbytte, og vi har aktieobligationen og præference-obligationen, som er overgangen til obligationer. Vi har også opsatte aktier, der ikke afkaster udbytte fra det tidspunkt den er udstedt. Nogle forbedringer skal finde sted, for eksempel i organiseringen af salget eller i graden af monopol, før udbytte udbetales.

In 1926 fastlåste Frankrig og Belgien den løse gæld i form af statsobligationer, der supplerede den faste rente med en andel i profitten fra statsjernbanerne og andre statsmonopoler. Selskabets kapital stammede fra lån og på den måde forsvandt den primære forskel mellem aktier og obligationer. Aktien er et lånebevis med en varierende rente/udbytte, andenklasses sikkerhed og en andenklasses retsstilling, medens obligationen har en fastsat, uforandret rente, men en førsteklasses sikkerhed og en førsteklasses retsstilling. Ofte repræsenterer obligationskapitalen reale værdier. Præferenceaktien repræsenterer som oftest en profitmulighed og en almindelig aktie mest håbet.

Ved dette er aktien holdt op med at fremstå som et realt bevis knyttet til en bestemt samling af goder. Den er blevet et retsdokument på et varierende udbytte, hvis værdi er afhængig af den samlede profit, eventuelt dens varighed og sikkerhed sammenlignet med den generelle rente. På den måde er den varierende kurs eller pris på aktien blevet af primær interesse, og spekulation i pris- eller kursændringer bliver det afgørende grundlag for aktieejeren.

Og husk, retten til at stemme på generalforsamlingen er også blevet splittet op helt tilsvarende kapitalopsplitningen. Aktien er således blevet løsrevet fra dens grundlag, der er reale formuegoder, som producerer og samtidig (men i realiteten pænt uafhængigt heraf) også afkaster fortjeneste. Nedbrydningen fortsætter, og varmluft-processen følger med hjælp ovenfra: Aktionæren har i høj grad været adskilt fra forretningen, hvorfra han tjener udbytte. Eksemplet fra de franske jernbaner illustrerer dette.

Det værste sker, når det offentlige skaber private, begrænsede selskaber eller går ind i sådanne og stjæler majoriteten med nytrykte sedler

Indehaveren af almindelige aktier har vanskeligt ved at bedømme noget som helst, og da en forskel på nogle få procent i et selskab kan føre til en fordobling af udbyttet for de almindelige aktionærer eller at udbyttet helt forsvinder, og da bestyrelsen og direktionen har kendskab til den samlede fortjeneste længe før aktionærerne, er de sidstnævnte faktisk blevet effektiv adskilt fra selskabet.

Men da selskabet, inspireret af al den nye kapital, som vi skal forklare neden for – skal gøre en anstrengelse for at skaffe forrentning til den investerede kapital, skal fremstille produkterne effektivt, lave forretningsfusioner vertikalt og horizontalt (eller monopolisere), så trusten er introduceret (med eller uden offentlig kontrol), hvad sker der så? Nu er aktionæren kun en udlåner, hvis position er utrolig svag.

Aktien har nu karakter af et stykke papir i et morskabsspil eller en væddeløbstalon. Aktionæren kan ikke fastslå eller kontrollere det fjerne selskab, der virkelig producerer. ”Jeg, der ejer en aktie i et London-finansselskab, der ejer aktier i en Sydamerikansk diamanttrust, der ejer aktier i de enkelte miner, har ingen muligheder for at skaffe mig kendskab til noget som helst om produktionen og fremtidsperspektiverne”. Jeg må købe efter at have lyttet til rygter, og jeg sælger i panik. Jeg har ingen menneskelig interesse tilfælles med de virkelige producerende enheder i selskabet. Alt er ukendt. Jeg lytter i City til rygter, der siger, at de sandelig forventer en bestemt fortjeneste næste år, jeg har ingen interesse i ærligt arbejde længere. Aktien er blevet lodseddel.

Aktien er måske ikke engang ejet af nogen bestemt. Ved grænsebetalinger kan man komme til at ”eje” en aktie ved at betale en tiendedel af kursværdien, måske mindre. Aktiespekulanten eller den lombarderende bank – banken der udlåner mod pant – er den egentlige ejer. Hvad der har skiftet ejer er kun den tiendedel, som jeg betalte. På den måde reduceres interessen for forretningen yderligere, og min interesse i aktiens kurs bliver overvældende stor. Forskellene mellem det forventede aktieudbytte, den forventede kursgevinst og lånerenten i banken er, hvad der interesserer mig nu. Aktionærerne er holdt op med at være aktionærer i den oprindelige forstand. De har intet at gøre med produktionen. Den ikke-spekulerende indehaver af aktier på navn, som ejer og har betalt sin aktie fuldt og helt, og som har aktien i årevis, er næsten forsvundet.

Hvis du ser på administrationen af selskabet, så vil du finde aktionærer på generalforsamlingen, der er fuldstændig uforberedte og intet ved. Regnskaberne er i bedste fald helt uigennemsigtige og ofte ukorrekte. Aktionærerne er ofte tåber og de er under normale forhold tvunget til at være spagfærdige som sådanne, fordi de ved at kritik af selskabets ledelse vil trykke kursen på deres egne aktier. Så aktionærerne er derfor inkompetente og kan ikke afgive deres stemmer baseret på noget sundt, gennemskuet grundlag. Men her skal man huske, at de fleste af stemmerne afgivet på generalforsamlingen er dem tilhørende ikke-spekulanterne. Aktierne har været brugt til at låne penge, og retten til at stemme er blevet overført til banken, eller hvem der nu er kreditoren; det kan også være en finansgruppe, der med midler lånt i en bank, overtager aktiemajoriteten med den berømte 10-procents-betaling, eller at bestyrelsen overtager magten ved at opkøbe aktiemajoriteten i dagene før generalforsamlingen.

Bestyrelsen, hvis interesser ikke er selskabets, med handlinger dikteret af formål, der intet har med driften af selskabet og en fornuftig ledelse, kan også tage initiativer. Ledelsen er ikke en flok af ikke-spekulerende repræsentanter for aktionærerne. Den er blevet valgt af en magtgruppe, der bestemt ikke ejer kapitalen, men den har været i stand til at betale en lille smule af kursværdien på aktiemajoriteten. Det er ofte den bank, der har finansieret majoriteten, der udpeger ledelsen i selskabet. Ofte er kapitalen ejet af sparerne i den finansierende bank, uden deres vidende, og uden at de kan håndhæve deres legale ret. Finansgruppen består bestemt ikke af den gamle type aktionærer, og den repræsenterer dem bestemt heller ikke. De er professionelle uden egne midler, de handler som irrelevante selvudpegede mestre i branchen og er indehaverne af samfundskapitalen. Ledelsen, som nu ikke er afhængig af bestyrelsen, fører til det faktum, at ledelsen ikke kan handle i selskabets interesser i det lange løb. Den har taget initiativer, som finansieringsgruppens bank ønskede, og det er sjældent i selskabets interesser:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/22/enron-i-usa-landmandbank-krakket-i-danmark/

”Borgerskabet var kortsynet, det ville ikke redde det system, det selv sad i, ved at få den mængde papirer ud af verden, som truede med at kvæle det økonomiske system, der bærer borgerskabet”, skrev professor L. V. Birck i 1922 i “Verdenskrisen og Danmark”.

Det samme sker i dag i endnu vildere omfang.

Hvordan kunne det da ske, at det udviklede sig så mere end 90 pct. af de fleste større virksomheders omsætning i dag stammer fra spekulation? Realproduktion kan ikke betale sig, de fleste steder. Kun narkohandel, menneskesmugling og spekulation kan betale sig efterhånden. Hvorfor, bliver jeg spurgt. Først fremmest fordi indtægtsgivende aktiviteter uden uden for produktionen giver mere, alt besværet taget i betragtning. Hvorfor er ellers et farligt ord. http://www.lilliput-information.com/hed/sand1.html kunne være indgangen til et svar, hvoraf du har fået en lille flig her.

Ejendomspriserne standses nu …med mere stilstand til følge:

https://danmark.wordpress.com/2006/05/25/ejendomspriserne-skal-standses/

[nu skal vi væk fra det lidt mere komplicerede]

Intermezzo:

 Gadeteater, støj og blårøde sokker de meste af tiden

Jamen, nu sagde “Marianne Gårdvagt” fra Allerød i DR-TV 12/10 2000, at vi bruger for mange penge, og vi skal altså også spare noget mere op, ellers ville hun komme med “SDS-Stavad II – han havde formidlet et særligt, men mere end tvivlsomt skattefradrag til Sparekassen, medens han var Stavad I” – og han hæver lønkonfiskationen nærmere på de 100 pct… Det har hun selv fået at vide nede i EU, eller var det i OECD…Og så var det også på grund af opsvinget – det, der betyder, at folk køber meget mere på kredit og arbejder på tilskud – at hun lod folk låne noget mere i deres huse og lader dem afvikle gælden på 30 i stedet for 20 år, og også den rigtige ”selvmordsfinansiering” kom ind, med afdragsfri, altså, tilmed med en medietrold i reklamerne til at lokke folk på. Hans B. er fortsat evighedsstudent på polit-studiet, skal det oplyses. Ved en lejlighed under hans mangeårige karriere på DR-TV illustrerede han de økonomiske forhold ved at drille med et håndpiskeris på skærmen ledsaget af kryptiske kommentarer, som enhver, der ved noget herom, måtte more sig vildt over. Det var meningen det skulle være seriøst…de sære, deværre… Og de gamle biler købte det offentlige jo, og så skal de stadigt eksisterende, der ellers var dyre nok, 275% gange prisen, også til syn hele tiden. Det gav beskæftigelse, indtil de ikke have flere med kvalifikationerne til at se dem efter, og bilejerne meldte sig som brokhoveder…, hvis de ellers kunne nå det, det de kunne de ikke,… ”de gad ikke ligesom de udstødte”…og mere ubalance i udenrigshandelen giver det selvfølgelig…Og så køber vi nogle flere biler, men kun hvis de kan afskrives over forretningen, eller de kan købes på kredit; i hvert fald i udlandet.

Det er skam nemt nok at forstå, ikke sandt?

Men jeg ved altså ikke, om landbrugsstøtten, der nu skal fjernes, er nogle milliarder eller nogle millioner, sagde Marianne 12/10 2000 direkte på TVA fra Berlin. Hun havde drukket rødvin med den tyske nationalbankdirektør, der havde forsøgt at gøre hende begribeligt, hvorledes Danmarks krones forhold skulle være med en kobling til Euro. Det var virkelig Mariannes år. Hun kunne berette på TV2 Nyheder 4/12 2000, “at orkanen året forinden 4/12 1999 havde givet produktionen og beskæftigelsen (efter hendes udtryk såkaldt) ”et hop opad”. At flere skovejere i Sverige havde begået selvmord, vidste hun sandsynligvis ikke. Hun viste sågar en kurvetegning i flere farver af fænomenet på skærmen. Gad vist, hvorledes hun så vil få opsvinget til at bide sig rigtig fast, tænkte vi rimeligt skeptiske? Tilskud til rambuktyve? Er det andet mon noget Voldborg kunne klare, tænkte vi? Umiddelbart kunne man da også lægge op til mere hærværk i gadebilledet. Det virker nemlig lidt på samme måde som orkanen i 1999. Bent betjent – kaldet dådyr Bent blandt venner – har en folder liggende på bagsædet i ministerbilen med alt om økonomi, og så har han gået på Korint Landbrugsskole.

Vi skal have kapitalen til at indgå mere i realproduktionen igen

Statsgældsætningen ophører. D.v.s. lånegælden skal afvikles og statspapirgælden skal væk og forbydes fremover. Det sker ved at underskud på de offentlige finanser kriminaliseres, og overskud på betalingsbalancen skabes ved, at Danmark gøres reelt konkurrencedygtig. Indkomstskatterne og lønninger skal ned – skatterne mest. Der er ingen anden vej. Vi skulle endda have satset på vidensproduktion i stedet for den løntunge produktion, der søger væk i stor stil. Men de har sikret sig, at vore uddannelser mestendels er ødelagte også. I de førende selskaber i EU og i USA taler man fortsat om tilskud til produktionen. Hvorledes dette forenes med EU-centralbank-reglerne i EU er lige så svært at forstå som fælles rente på Sicilien og i Baden Würtenberg. Her er det imidlertid at den ny-merkantilistiske oliedrøm kommer ind:https://danmark.wordpress.com/2006/06/05/usa-arabien-eu-i-dilemma/

Internationalt aftalte reelle valutakurser modsat nu nominelle valutakurser er forudsætningen for, at verden kommer videre uden tiltagende vanvid:

https://danmark.wordpress.com/2006/05/19/new-monetary-system/

Der var 154 tyske økonomi-professorer, der delte min skepsis på tysk ARD’s Tageschau 12/2 1998, hvortil de havde sendt et skriftlig bønskrift til den daværende tyske regering om ikke at vælge Euro, fordi den ikke ville løse nogen af de problemer, som Tyskland og andre medlemslande står over for.

Nej, det måtte ikke refereres i dansk TV.

Det er en kendt sag, at under Keynes-æraen har vi skullet acceptere underskud på de offentlige finanser for angiveligt at starte økonomien op. Det var simpelthen gavnligt, lærte vi alle. Der manglede altid ordentlig logik.Det var også en forbryderisk løgn og misbrug af en begrænset metode. Det var ikke ren uvidenhed. Herhjemme har vi finansieret de offentlige driftsudgifter med disse falske penge, og samtidig er statsobligationer blevet kastet ud for angiveligt at opsuge købekraft, både her og i udlandet; men reelt for at give spekulanter noget at rive i. Statspapirerne er jo nemme at ombytte for aktier eller derivater, hvis man keder sig. Især denne betalingsmiddelmængde skal væk. Derimod skal betalingsmiddelmængden til husholdningsbrug ikke styres af privatbankerne; men den skal være underkastet en national nationalbank med ufravigelige regler fastsat i en dansk, ikke en europæisk grundlov.

Ingen finansminister eller anden politiker skal have ét ord at sige her!

Er det sket før med kollapset, der kommer med tæt på matematisk sikkerhed?

[tæt på: betyder kun at vi ikke kan afvise, at de øverste kunne komme til besindelse inden. Sådant kan teorier ikke berette noget om, selvom mange givet tror det, fordi de ikke ved noget reelt.]

Ja, det er sker mange gange. Vi har bare ikke lært af det, fordi vi troede på …idioternes skuespil.

Bogen “Aktuelle Økonomiske Spørgsmål”, udgivet på Ejner Munksgaards forlag 1939 behandler emnet Keynesianisme eller New Economics på dansk. “Penge kan fremstilles i ubegrænset mængde, og næsten uden omkostninger”, er trylleformularen. Desværre kører mange vestlige lande stadig med på denne vildfarelse. Der kommer dog heller ikke andet fra himlen, end velsignelser, i bedste fald. Pengemidler kan fremstilles, penge kan ikke. Penge er retten til at købe eftertragtede ting og tjenester. Fremstilles der bare pengemidler, bliver retten ødelagt. Sådan er det, uanset, hvad man måtte have læst hos økonomiprofessor Jørgen Pedersen eller andre fra selskabet. Det hjælper heller ikke at henvise til socialisten John Galbraight, der er en anden af J. M. Keynes epigoner. Han har i øvrigt de samme forslag for Europa som tidligere EU-kommissionsformand, nu Bilderberger Jacques Delors: Vi skal have Tilskuds-Europa. Dette bliver en Fælles-Europæisk-Centralistisk-Enhedsstat, bliver jeg nødt til at oplyse.

Jeg ved godt, at nogle på linie med Indre Missions hang til skylden og marxisternes had til kapitalen lige så ivrigt foragter rente og pengeudlånere. Mere åbne kort synes jeg absolut vi kunne forlange af dem og især vore magthavere, og mere hæderlig folkeoplysning i ordets bedste betydning har længe været tiltrængt.

Her et første bidrag:

Lån og rente drejer sig i al enkelhed om, at hvis man ikke ligger inde med værdier i en passende form til det formål, man vil forsøge at forfægte nu, så kan man låne. Her for skal man så betale lidt ekstra tilbage, fordi dispositionsretten overdrages. Udlåneren kunne have investeret værdierne i andet i stedet. En stat kan låne meget i udlandet, og det gør den; men det går dog snart ud over selvstændigheden. Det er selvsagt uklogt at låne, hvis man ikke er i stand til at få mere ud af pengene end det, som det koster at låne de værdier, som lånesum-men repræsenterer.

Den danske stat får ikke meget ud af – taber måske på – at investere det lånte i bureaukrati og kontrol af alle os undersåtter. Demokratiet er blevet til i bedste fald et “mediekrati”, synes jeg. Mest med løgn og humbug.

Kører det i stor målestok med ufordelagtige investeringer, bliver der (rent økonomisk) nemlig inflation og høj rente, så intet efterhånden kan betale sig. Derfor bør vi for at sikre de bedste kår for alle skikkelige mennesker, skaffe os meget lavere skatter på indkomst og på andet og skaffe os et lille kor af ærlige, kyndige forvaltere – ikke formyndere -, der vel at mærke ikke skal have chance for at udnytte taburetterne til egen fordel som nu.

De områder, vi kan enes om, forvaltes bedst i fællesforbrug, skal så drives i fællesskab, men aldrig uden at opkræve de fornødne skatter til finansieringen. Retten kan ikke bruges flere gange. Den maximale skatteopkrævning skal fastsættes i Grundloven. Det bedste er at knytte brugerbetaling så nært til leverancen som vel muligt ved fællesopgaver, hvis ikke det private initiativ skal være rådende.

Kun herved kan effektivitet og produktivitet sikres. Der er klart en række områder, som ikke kan drives privat. Allervigtigst: man må aldrig se bort fra, at i et land, hvor hen ved 70 pct. af alt, der skal forbruges direkte eller som input i produktionen, skal importeres, vil også lånegælden til udlandet vokse så snart, der ikke er styr på de offentlige finanser eller statens husholdningsregnskab.

Verdens statsgæld skyldes i det alt væsentlige, at pengeudstedelsen er gået over gevind. Vi har engang haft udlånsbankrenter på 4-5 pct., også her. Dengang var der mange nyttige produktioner, der betalte sig, selvom kapitalen til at gennemføre produktionen var lånt. Når spekulationen kører vildt nu, er det, fordi magthaverne har gældsat nationerne for at blive på magten. At nogle banker har spillet fandango har kun været muligt med hjælp fra magthaverne på tinge, og nu støttes de sågar af den privatiserede, amerikanske nationalbank. Undladelsessynder, udbredt korruption og især uvidenhed dominerer. Så kan spekulanterne udnytte situationen.

Aktiekurserne er også her gledet urealistisk til skyerne sammen med en lind strøm statsgældsbeviser. Aktiekurserne er intet andet end forventninger til fremtidigt afkast. Men sådanne afkast, som kurserne udtrykker i dag, kan dog ikke skabes ved nogen produktion, når vi ser på det bredt.

Statsgældspapirerne er i øvrigt ingenlunde længere blot et indenlands virkende instrument. Alle lande i Europa søger i disse år (før EURO i 1999) med skiftende held at skaffe sig fremmed valuta ad denne dødsrute dels til import dels for at konvertere lånegælden, der er den mest presserende af de to byrder.

I Danmark “har man sikret sig yderligere” ved at offentlig-orientere og forringe uddannelserne og muligvis også rekrutteringen til samme og gøre landet til et af de mest omkostningstunge områder i verden via skatterne, der har trukket pengelønningerne vildt i vejret. Vore synlige øverste har tilsyneladende ikke forstået, at nogle af de økonomiske love er naturlove ellers håber de, nok det mest sandsynlige, at de selv går fri for ansvaret. Det kan dog ikke undre med den indoktrinering og forvirring, der bevidst skabes fra alle kanaler døgnet rundt. Arbejdsløsheden i Danmark (33 pct. i 1933) nedbragtes i 1930-erne mest ved offentlige, fremskudte beskæftigel­sesar­bejder, eksport til et oprus­tende Tyskland og statsgæld, som “satte gang i økonomien” ved den i dag benævnte “kick-start-operation”. At peng­ene blev ødelagte nåede (næsten) ingen at opdage, fordi krigen kom, og der så skabtes et helt nyt inter­nationalt pengesy­stem, der alene byggede på kreditøko­nomien. At effekten af den blinde anvendel­se af Keynes’ teorien førte til en autonomt voksende, bureaukratisk styret offentlig sektor, der blev en god del større end det, der styres af private, individuelle dispositioner, og at vi ville påføre os en mamut statsgæld burde være forudset; men det fortalte teorierne, der i princippet fulgtes blindt, meget behændigt intet om.

Dette bedrag indgik i beregningerne.

Man stod uforstående overfor Tysklands økonomiske udvikling under Hitler-diktaturet. Det gør vi ikke længere, bortset fra netop afdøde John Gabraight, der måske ville have os til at tro noget andet i sin udgivelse (“Penge”). Opgangen fra deflation i Tyskland – stilstand med 4,1 mill. arbejdsløse i 1932. I januar 1998 havde tyskerne 4,82 mill. arbejdsløse arbejdshedsforsikerede (12,6%) og næsten samme indbyggertal som i 1933, muligvis mange flere ledige p.g.a. samme opgørelsessvindel, som den jeg har gennemgået for så vidt angår Danmark på http://www.lilliput-information.com/economics/economics/led/index.html. I juli 1998 var den tyske officielle ledighed faldet til 4,3%; men arbejdsmarkedspolitiske forbundsdagsrepræsentanter for SPD – det tyske socialdemokrati – meldte (netop) da på skærmen i valgkampen forud for Forbundsdagsvalget i 1998, at den reelle ledighed i Tyskland snarere var hen ved 10 mill. I foråret 2005 angives den officielle ledighed til 5 mill – om vi er nået 11 eller 12 reelt kan jeg ikke sige.

Fra 1933 med Hitler ved magten i Tyskland var det netop ikke som netop afdøde John Kennneth Galbraight hævder, ved i det alt væsentlige at satse på civil produktion, at tyskerne kom i arbejde. Motoriseringen var kommet som en gave fra teknikken, der var våbenproduktionen herunder dens motorisering, fortsatte byttehandler med Sovjet og en legendariske Rigsbankpræsident, der faktisk var tiltrådt den under Weimar-Republikken i 1924, stram valutakontrol, belånbare skatte-rabat-sedler ved ansættelser, og ikke mindst suspendering af fagforenings-tarifferne. Det var akserne i den tyske økonomiske genrejsningspolitik i 1930-erne. I 1932 var der som nævnt officielt 4,1 mill. arbejdsløse, i 1934 officielt 2,4 mill.

Guldmøntfod hjælper ikke meget, spekulationen og statsgælden afskaffes ikke med den. Historien taler sit tydelige sprog: http://www.lilliput-information.com/economics/gul1/gul1.html Guldets pris bestemmes alene af spekulationen. Kender De, læser, nogen, der kan bruge guld til noget praktisk – ja, der findes begrænsede områder -, smykke-værdien er symbolværdien afledt af spekulationen. Der er som nævnt enkelte andre anvendelser; men de kan ikke bortforklare faktum om prisdannelsen på guld.

Er det sket før? Ja, flere af gange. Vi har bare ikke lært af det, fordi vi troede på idioternes skuespil og faktisk heller ikke fik lov at lære om det i skolen.

Den legendariske Rigsbankpræsident Hjalmar Horace Greeley Schacht. Han blev anklaget ved Nürnberg processerne efter krigen, men pure frifundet. Han fratrådte stillingen som Rigsbankpræsident den 20. januar 1939. Han deltog i planlægningen af 20. juli 1944 – attentatet på Adolf Hitler.

PS:

Ordet “kapitalist” er så vidt jeg ved opfundet af Karl Marx og den illuminati-indvigede Albert Pike som mere eller mindre dikterede Marx’s skrivning.

Jeg må understrege, at kapitalisme er tæt forbundet med papirregimet, som jeg netop har beskrevet kortfattet her. Som sådan har realkapital og produktionsorganiseringen absolut intet med ideologi at gøre.

John Maynard Keynes spillede en meget central rolle ved sin kritik af Versailles Traktatens betingelser efter Den første Verdenskrig. Han rejste i Tyskland og rapporterede til England om de elendige forhold. Og beskrev dem også indgående i sin personlig udgivelse fra 12. december 1919, ”De Økonomiske Konsekvenser af Freden”: Keynes, J. M.: The Economic Consequences Of The Peace. The Royal Economic Society, London 1971.

Heri skriver han foruden meget andet værdifuldt, på side 146:

Efter J. M. Keynes tildeltes Nobelprisen, blev Keynes-myterne fast forankret i slutningen af 1930-erne. Der opereredes fra da af med ét spil på scenen og et andet spil bagved og ovenover scenen, som J. M. Keynes tilmed selv udtrykker det. Det fremgår tilmed af den officielle kilde til hans værker. Den første af de nedenfor anførte kilder.

Bind 17 (i førstnævnte kilde neden for) skrives i kapitel 1 på side 3: “Han opgav sin indflydelsesrige rolle bag ved scenen og trådte frem i rampelyset som publicist og propagandist. ”Resten af sit liv var han beskæfti­get med gradvise forsøge at overtale verden til at gå ind på hans tænkemåde. I det første kapitel af sin ‘Revision of the Treaty’ sondrer Keynes selv mellem, hvad han kalder ‘den indre’ og ‘den ydre’ opfattelse.

——————————————–

”…Og Indtil da viste statens formuebudget dens aktiver og passiver, og indtægterne var optagne lån og solgte værdier, udgifterne var tilbagebetalinger af lån og pengeanbringelser…”

Efterfølgende blev kriteriet på en stats formåen, hvor høje skatter, den kunne udskrive. Det blev i sandhed brugt.

Jørgen Pedersen, typisk dansk Keynes-tilhænger, i sin bog fra 1939 ‘Aktuelle økonomi­ske spørgsmål:

 

“Hvis man endelig vil operere med et statusbegreb for statens vedk­ommende som ud­tryk for dens økonomiske stilling, må det vel blive borgernes skatteev­ne i forhold til de udgifter, som staten planlægger..” (citat slut)

 

“Jeg kan især godt lide det lille ord vel. Måske skulle man afprøve det i banken om ens egen status, eller om bankens status.”

En sandhed:

Gæld, inflation, deflation og massearbejdsløshed skyldes den koncentration af magt og uvidenhed, som uoplyste borgere lader sig regere af. Forretningsejere kan være grådige, fagforeninger ligeså, men national gældsætning, inflation, deflation eller massearbejdsløshed er de ikke stand til at lave, hvis ikke regeringerne og deres tjenestemænd, som klogelig lever af disse instrumenter, spiller med.

Kilder i øvrigt:

Johnson, Elisabeth: The collected Writings of John Maynard Keynes, vol. XVII. Macmillan, The Royal Economic Society, London 1977.

Birck, L. V.: The Economy of Credit and its media of exchange.(in Danish). Copenhagen 1900.

Birck, L. V.: The World Crisis and Denmark.(in Danish). Gyldendal, Copenhagen 1922.

Birck, L. V.: The Wrap of Europe.(in Danish). Martins Forlag, Copenhagen 1925.

Birck, L. V.: Under the High Capitalism.(in Danish). Martins Forlag, Copenhagen 1935.

25. juni 2006

Joern E. Vig, cand. oecon.

Reklamer

9 kommentarer »

  1. […] anden side af økonomien er den om private, passive investeringer i afkastgivende kapital udenfor produktionen. Og denne side omtaler mainstream-medierne ikke i denne sammenhæng. Den del af økonomien har […]

    Pingback af Renten op - renten ned ? « Danmark — 11. januar 2008 @ 09:27


RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s