Germany’s Merkel, criticized for her government’s prescriptions of austerity as a cure for the euro zone’s debt crisis, told the World Economic Forum that labor-market reforms also were needed.
——————
Os overbeviser hun ikke:
Hvilken effekt har euroen, og hvad vil den ende med:
Med den internationale konkurrence var det netop markedernes ubegrænsede mobilitet herunder de finansielle markeders mobilitet, der blev afprøvet med den politikerskabte oppustede forbrugsøkonomi via kreditøgningen, sidst i folks huse.
Politikerne havde muligvis regnet med den gik sammen med faldende priser på importvarer fra vækstområderne i Østen, der i den ydre opregning mindsker den synlige inflation. Den gik selvfølgelig ikke. Eller også lavede man det hurtige opsving med en u-vending for netop at finde et falsk, men måske politisk gangbart argument for euro-JAet efterfølgende.
Kapitalens frie bevægelighed vil underminere staternes evne til at regulere, specielt arbejdsmarkedet. Lønpresset og reduktionerne må tage imod truslerne om tab af endnu flere jobs. De globale finansielle markeder har ingen indbygget selvregulerende konkurrencemekanisme, og de fremkalder krise efter krise – sådan som de inflationsivrige politikere spiller med. Kriserne bliver dybere og dybere, og samtidig øges presset på de sociale systemer med krav om flere reduktioner.
Presset fra kriserne fører til enten opløsning af velfærdsstaterne i sammenknyttede, forsvarende blokke (i valutaerne Euro, Dollar, Yen eller Renminbi-zoner) eller tilbagefald til de gamle gamle fjendebilleder, måske en kombination af begge scenarier.
Men politikerne kan ikke bære at deres demokratiske funderede velfærds- og nationalstat opløses samtidig med at globaliseringen går mod enden, fordi politikerne og især deres befolkninger/vælgere tvinges til at bære tungere og tungere byrder uden nogen sikkerhed for at blive dækket ind.
Euro-Union er prototypen på denne udvikling. Dens dårligt skjulte dobbeltmotiv var 1) frygt for dollars-dominans og dollarkonkurrence og 2) frygt for at genforeningen af Tyskland med dens tidligere D-mark. Men frygt bygger altid på en falsk analyse af udviklingen. Det var ikke US-dollar som truede de europæiske markedsandele i verdenshandelen. Det er Europas tab af viden og teknologi og Europas træghed m.h.t. reelt omstillende reformer og fornyelser.
Det var ikke D-markens hårdhed og styrke, som forhindrede udviklingen og samarbejdet i Europa. Den falske forklaring var, at især D-marken havde drevet Euro-landene ud i en stærk negativ udvikling rettet imod reformer og med sociale begrænsninger. Alene sådanne vildfarelser og falske antagelser giver ikke plads for realistiske forventninger om en hård Euro – med eller uden oliehandel-support med modydelse i ny-merkantilistisk stil. Inflationen var forud programmeret og lige fra starten fik spekulanterne frit spil til at drive valutaspekulation; den var simpelthen indbygget i selve euroens etableringsfase, der angav datoer for alle forandringer. Alle medlemslandene er/var dybt forgældet og samlet laver de fortsat underskud hvert eneste år.
Når Euroen tager over mister de nationale regeringer deres styringsinstrumenter (valutakurserne, renten, pengemængden og det fleksible offentlige budget), der kan sikre pengenes værdi, sikre arbejdsmarkedet og de sociale og økologiske standarder, som de samme politikere har indført. Forskelle i strukturen og konkurrencen vil forsvinde uden affjerdringen fra de nationale regeringer. Fælles rente i Niedersachen, Kalabrien og Sofia er et fantasifoster.
De primære kamppladser for den vilde internationale konkurrence bliver arbejdsmarkedet og de sociale og økologiske systemer. Arbejdsmarkedet lider under at middelklassen reduceres, og løn- og socialomkostningskonkurrencen fra de sydlige EU-fattigdoms-zoner samt ødelæggelsen af de fagforeningsforhandlede lønsatser og socialstandarder. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne gør mere og mere brug af deres trusler, der også omfatter udflagning til mere favourable (løn-, social-, skat-, og økologi-) EU-zoner, f.eks. Irland hvor selskabsskatten i nogle områder er 10 pct. eller fjernere mod øst.
Lønsatser, socialstandarder og miljøkrav i Euroland må nødvendigvis harmoniseres nedad. Socialdemokrater, andre socialister og fagforeninger havde den naive forestilling, at tingene kunne blive bedre ved at underskrive Maastricht-taktaten. I Euro-union har den sociale velfærdspolitik takket endelig af – og dette sker med fuld tilslutning fra de samme socialdemokrater, andre socialister og fagforeninger, der indførte den. Euro-unionen er ikke et middel mod realinvesterings- og beskæftigelseseskrisen, der følger af den internationale konkurrence kombineret med manglende langtsigtede initiativer på hjemmefronten. Tværtimod:
Både euro-konstruktionen og den internationale konkurrence styrker kapitalens magt og øger staternes hjælpeløshed i forsøget på at gøre noget ved arbejdsløsheden. Det skal man være opmærksom på.
Euro-unionen er ingen kontravægt til globaliseringens asociale tendenser, som de inkompetente analytikere til venstre tror, den styrker dem yderligere. Den tvinger arbejdet til at følge de monetrære kommandoer. Den Europæiske Centralbank skal følge fuldstændig fælles politik for alle medlemslande, der er uhyre forskelligt struktureret, og muligheden for at gå tilbage og regulere over valutakurserne er væk. For at forhindre kapitalen i at forlade Euro-unionen må den Europæiske Centralbank (ECB) hæve renten, men dette reducerer realøkonomien og øger dermed arbejdsløsheden yderligere.
Sådan en union er konstrueret for at ende i konflikt mellem medlemsstaterne, hvorfra der ikke er nogen hjælp at finde, hvis den ikke bliver en transfer-union eller en federalstat med offentlige udligninger af de offentlige finanser mellem de gamle og de nye medlemsstater. Som forbundsrepublikken Tyskland eller som USA.