Protestbevægelsen har fået ret i sine centrale afsløringer om befolkningsstatistikken, fremmeudgifterne og kriminalitetens beskrivelse – uden at det indrømmes i andet end småbidder langt væk fra TV-skærmen :
Først var det en lektor i demografi (befolkningsstatistik) Hans Oluf Hansen i Berlingske Tidende den 20. august 2005, så Rockwool Fonden den 25. november 2006, så Velfærdskommissionen i referat i Børsen den 1. december 2005, og også en tidligere embedsmand, der var kommet i Folketinget, sneg sig ind og som skiltede med brudstykker af nogle kritiske kendsgerninger den 2. oktober 2006 i fire store aviser, kendsgerninger som IoD havde bragt ud til offentligheden samlet og dækkende 15 år tidligere. Hans chef Bertel Haarder sendte den nyindvalgtes politikers overvejelser i syltekrukke.
Information om Danmark så det som sin pligt uanset prisen fra starten i 1991 at vise mere ærligt, hvorledes tingene hænger sammen, og hvorfra magten reelt udøves i håb om, at de, der var holdt op med at stole på politikerne, der i øvrigt ikke har ret meget magt, ville tage bladet fra munden. Vi var selvfølgelig stærkt inspireret af de utallige bedrag knyttende sig til masseindvandringen og bedragene om EU. IoD skrev på visitkortet:
“IoD indsamler og viderebringer den politisk ukorrekte information. Mental-robotterne vil ikke kende den, fordi sandheden truer det cyberspace eller glansbillede, som autoriteterne fodrer dem med dagligt.”
Masseindvandringen: Hvordan kom de første
Projekt Europa lagt i stram tidstabel: Eurabia på faste gænger
IoD rettede især energien mod mulige pionerer for sandheden, fordi de rå statements var og skulle være politikernes. Det viste sig imidlertid, at danskerne i almindelighed var næsten ligeglade med deres lands skæbne, eller de gad/gider i hvert fald ikke bruge energi på at tilegne sig reel information, så de kunne/kan svare sikkert igen på løgnene.
Selvom dette netop var det eneste, der skulle til for, at løgnene ikke kunne viderebringes.
Det blev i stedet dansk nykultur at undvige enhver selvstændig vurdering af og stillingtagen til snart sagt alt (marionetter er vi blevet). D. v. s. hundrede procent accept af den politisk korrekte indstilling, aktivt eller stiltiende.
Der var så en hel del, der gerne ville underholdes eller bekræftes præcis som de blogbesøgende i 2009. Disse typer havde vi dengang rendende privat til kaffe og småkager i slutningen af 1980-erne. I dem var ikke noget arbejde, der kunne bringe sagerne videre. IoD valgte allerede fra midten af 1990erne ikke at bruge energi på de passive.
IoD ville have vore landsmænd til at holde op med at tie og gemme sig, og ville have dem op af lænestolene, hvor de alt for længe havde/har siddet for mageligt. Helt centralt tog IoD fra midten af 1990-erne flere problemstillinger op, end de indtil da eksisterende organisationer “i branchen” havde gjort.
At de overbeviste kulturradikalister og internationalister, som eliten og dens håndgangne består af, eventuelt skulle komme på bedre tanker, kan du lade helt ude af betragtning. Der skal voldsomt negative personlige erfaringer af multikulturel karakter til, og selv i sådanne tilfælde, er det vores erfaring, at ideologien, der grundlaget for hele deres tilværelse, ikke forkastes. I alle tilfælde ville tidsfaktoren være så altdominerende, at det meste ville være spildt i alle tilfælde. Hele deres liv bygger på en løgn og omfatter alt.
Alt peger på folk ikke tager sig sammen denne gang. Uden en folkelig front mod det værste, der starter med løgnene, kommer vi ingen vegne. Landet vil så gå tabt, inden dine små børn bliver voksne, hvis det fortsætter cirka som nu. Dette er ikke noget man kan stole på eller lade være at stole på; det er såmænd ren matematik. Danskerne og andre europæiske nationers folk skal turde at ofre lidt af deres sikkerhed, ellers kommer der ingen mærkbare ændringer i den lagte dødssejler-kurs, vurderer vi herfra.
Det var blevet tydeligt for mange, også uden for de mere eller mindre hemmelige selskaber, at det ikke kun var bedrageri og løgne om indvandringen, om arbejdsløsheden og løgne om EU fra danske politikere, medierne, fagbevægelsen, arbejdsgiverforeningerne, skoler, institutioner og f. eks. indvandrer-industrien. Næsten alle de centrale afsløringer om indvandringen kom fra nogle ganske få i “branchen”- cirka 5000 støttede med få midler og meget arbejde.
De blev officielt beskyldt for og kaldt stort set alt nedsættende, udelukkende for at lukke munden på dem, når de fortalte sandheden, der i hvert fald er det modsatte af løgn. De blev overfaldet på gaden, og når de gik til møder, modtog mordtrusler pr. telefon og fik også jævnligt trusselsbreve pr. brev, senere pr. email. De få, der havde meldt sig uden videre, var frygtløse og velorienterede individer, der ikke lod sig skræmme til at indstille kampen p.g.a. ubegavede trusler. En trussel er overflødig, hvis man ikke ændrer sit handlingsmønster. Præcis som under sidste krig.
Smædekampagnerne i gammelmarxistisk stil kørte for fuld gas. IoD tilstræbte at holde sig væk fra den gængse politik, når det ikke netop drejede sig om disse for os eksistens-spørgsmål, i hvert fald for vore børn og deres efterkommere.
Hvordan begyndte det?
Lidt om baggrunden:
Vi fortalte sandheden – det modsatte af løgn, som propaganda-medierne bringer – om bl.a. indvandringen fra Bosnien-Herzegovina 1991-1993 efter det internationale samfunds skæbnesvangre indblanding i konflikten. Vi fortsatte i 1999 med at fortælle sandheden om det, der foregik og foregår i Kosovo.
IOD startede som en protestbevægelse i begyndelsen af 1990-erne. Vi uddelte 110.000 løbesedler til alle brevsprækker i de mere end 100 områder, hvor der blev taget en flygtningeby i brug til midlertidig indhusning af de nye indvandrere, hvoraf 9 udaf 10 i dag er flyttet i dansk lejlighed eller tvangsauktionet bolig pr. diskriminerende særlov. Fra begyndelsen af 1990-erne var vi også begyndt at efterforske svaret på spørgsmålet: Hvorfor blev Danmark og Europa gjort til indvandreområder, når enhver ærlig efterhånden kunne se, at konsekvensen måtte blive nationernes opløsning efter en krig, der blev mere og mere uundgåelig?
Samtidig lagde vi mærke til at flere andre vigtige emner ikke blev behandlet troværdigt. Arbejdsløsheden, kriminaliteten, statsgælden, de europæiske integrationsbestræbelser. Der var intet reelt indhold i ret mange af nyhederne på skærmen og for såvidt ej heller i dagbladene. Det var mest form, stemning suppleret med bekræftelses-interviev – på bekostning af kendsgerninger og indhold.
Der var sket noget andet også: Noget med skolebørnene og de unge. Kundskabstilegnelsen var tilsyneladende blevet skubbet i baggrunden. Historien (f.eks.) havde man intet kendskab til. Af gode grunde, der blev ikke længere undervist i faget historie. Der var alle mulige andre problemer i samme forbindelse. Læse og skrive kunne op imod halvdelen af eleverne heller ikke efter 9-10 års skolegang.
Men det var ikke det eneste…. Hvilke kendetegn har den demokratiske styreform fået, den styreform som vi stort set alle i princippet priser. Velstanden blev udskiftet med tildelt velfærd. De formelle magthavere og de materielle ressourcer skabt af flittige og dygtige europæere blev én front i konflikten, der opstod.
En uddannelseseksplosion i Nordeuropa førte op imod halvdelen af en ungdomsårgang i 1990-erne paradoksalt nok til en studieforberedende uddannelse med endestation i den bureaukratiske sektor, en anden front. Kampen om kundskaberne eller kampen mod kundskaberne…?
En del af disse unge syntes at tro de kom op i universet – op til sandheden eller hvad overtroen ellers byder på – ved at gå på universitetet. Der skabtes de gangbare ideologier, som havde de reelle magthavernes bevågenhed og samtidig gav kandidaterne de eftertragtede kvalifikationer, først og fremmest. Alt var nyt og smart, alt var brugbart, hvis det vel at mærke passede ind i den lagte ideologibaserede plan.
Sandheden er (det,) hvad du tror på(?) (bogmanuskript)
For eksempel nationaløkonomitermerne blev efter Den anden Verdenskrig ikke forstået af ret mange mennesker. Ordene var sort snak, dyre begreber, som kun nogle få forstod efter lang tids studium. Det gav den ønskede rollefordeling. Det var der en helt oplagt, ganske selvindlysende årsag til. Der skete noget med individerne, bl.a. via opdragelsen og den usande TV- og mediekultur, og socialismen markedsførtes på ny i 1960-erne og 1970-erne, da børnene født under eller lige efter krigen var vokset til.
Nu fik Europa det skidt efter Europa-opbygningen og Den anden Verdenskrig og opgangen i 1950-erne og 1960-erne. Der er en verden uden for Europa, der kastede det formelle koloniherredømme af sig og stillede krav om en tilværelse. Aktiviteten var nu truet i et Europa – langt mere end det berettedes i medierne – et Europa, hvor alt havde været muligt. Dynamikken forsvandt tilsyneladende med ansvaret, og statsgælden voksede påny som i 1920-erne og 1930-erne. Der kunne tales om statsgælden igen som et problem, men ikke seriøst i det brede forum og slet ikke blandt tidens dagsordensættere af den politiske korrekthed.
Pludselig var statsgælden væk 31. marts 2006 – det var løgn
Ikke ganske uvæsentligt supplement fra en lokalradio 9 år tidligere
Sandheden er måske det, man kan få folk til at tro.
Der var lagt planer for et helt nyt Europa, et integreret Europa, en forbundsstat eller et statsforbund. Her kunne ansvarforflygtigelsen måske fortsætte. Vi valgte at redegøre for den del af historien, der angår de forældede økonomibetragtningers tilblivelse – fordi ét af de stærkeste instrumenter i udviklingen ligger her – og den menneskelige ulykke, der skal findes i, at alt for mange individer synes at gå til grunde umiddelbart fra starten af deres skoletid.
Europa må kæmpe for sin arv
Børnene og de unge er helt uden skyld, det skal understreges.
Der førtes en anden krig end den fysiske under Den anden Verdenskrig, en finansiel krig. Et grundigt gennemprøvet tysk eksperimental-psykologisk projekt fra 1800-tallet erobrede opdragelses- og undervisningssystemet i U.S.A. før 2. Verdenskrig. Efter 2. Verdenskrig gjaldt det Europa. Der var lagt en plan for Europa, en for verden, længe forinden du blev født. Den Nye Verdens Orden eller Abernes Planet kan slutmålet kaldes alt efter smag.
Folkeskolen er brudt sammen
Folkeskolerne islamiseringsanstalter
Information om Danmark er således en kreds af danskere, der gør en indsats for at afsløre væsentlige løgne om forholdene i Danmark og Europa. Fra officielt hold lyves dag ud og dag ind. Billedet, der tegnes af virkeligheden derfra, og som demokratisk indstillede borgere skal tage bestik af, bliver mere og mere falsk.
Danmark et foregangsland, hævder en af dem vi stolede på – efter 8 årig ‘gloværdig karriere’ på de bonede gulve
Sonia
Danmark 