Danmark

20. november 2009

DEN ØKONOMISKE OMKOSTNING ER MULIGVIS DEN MINDSTE


I modsætning til vel de fleste præster og historikere kan jeg bevise, at jeg er ret god til at regne og også til at give kvalificerede overslag. Det er hvad vi kan her. Jeg bygger ikke mine overslag på the doomsdaybook (i dansk udgave, hvis en sådan findes) eller på Chr. IV’s anvendte regnskabsprincipper forud sit sidste besøg med diamanthalsbåndet hos pantelånerne i Amsterdam.

Det er så utroligt hvad nogle præster og historikere kan finde på at skrive ud fra noget de griber frit i luften. Det kan kun være deres egen markedsføring de har som mål; og den skal fand’me sættes i højsædet, mens landet går under.

Eller også den helt barnlige: Vi stemmer om det. Der er trods alt flest der mener beløbet er en del mindre end mine angivelser, så derfor skal beløbet af den grund være noget mindre, end det jeg anførte i 2001: kr. 150 mia. kr. pr. år.

Man kan ligeså godt fastslå danskernes fertilitet efter antallet af rugende storkepar i DK ud fra devisen, at børnene kommer med storken. Noget tyder på at netop sådanne eller lignende pricipper (læs: mangel på samme) i øvrigt anvendes i de ansvarlige danske institutioner, der har til opgave at orientere sagligt herom.

Du kan også prøve at tage Dansk Røde Kors’ oplysninger – her er der mere rene linier og trods alt mere realitetssans, når skoene klemmer. Nu kan der sandelig argumenteres for, at netop de ikke indslusede lider så meget under lavere takster. Men så er immigrantudgifterne vist desværre endnu større, end vi nu kommer til.

https://danmark.wordpress.com/2009/05/25/asylpolitik-er-dyr-og-ineffektiv/

Nu kan vi ikke få oplyst om der er 600.000 eller snarere 700.000 ikke-vestlige i DK, så vælg selv:

600.000 x kr. 250.000 = 150 mia. Kr. pr. år

700.000 x kr. 250.000 = 175 mia. Kr. pr. år

Til de der mener, at der måske er et stort samfundsmæssigt overskud på en del af dem: De er i gennemsnit 3,3 gange oftere eller beløbsmæssigt mere ved velfærdsordningernes budget end danskerne. Dette har regeringens Velfærdskomission dokumenteret – den har ikke fablet om det eller nedkaldt velsignelser til sikring af regneresultatet. Referat i Børsen: http://borsen.dk/nyhed/81323/

Uddrag:

”Velfærdskommissionen påpeger, at indvandring ikke vil løse problemet, snarere tværtimod. Mens en nyfødt dansker i gennemsnit vil koste samfundet 750.000 kr. fra vugge til grav, vil omkostningen på en indvandrer på grund af generelt lavere erhvervsdeltagelse være 2,5 mio. kr., vurderer Velfærdskommissionen…”

2,5 mill. divideret med 750.000 giver 3,33

Dette har som konsekvens, at de ikke-vestlige konsumerer 40 pct. af hele velfærden. Et simpelt regnestykke som vi har anført flere steder på danmarksbloggen. I øvrigt har vi beskrevet disse forhold til hudløshed siden midten af 1990erne. Vi finder det ikke umagen værd at oplyse danskerne mere, for de gider ikke vide det. Danskerne er nemlig ligeglade, sålænge de ikke selv lider nød herunder f.eks. har haft en personlig oplevelse. Det må vi så vente på.

Tag nu Gellerupparken vestpå i Århus, hvor Asger Aamund var på besøg forleden. Han kunne berette at 8.000 ud af 10.000 levede på overførselsindkomst, og han er vist et sandhedsvidne i brede kredse, ikke mindst hvis vi går efter pengekassen og oplysninger herom:

Et besøg i Gellerupparken i Århus, hvor Aamund erfarede at 8.000 ud af 10.000 indbyggere er på overførselsindkomster

Det var så 80%, og af resten er de fleste børn og unge, som ikke medtælles her, men de trækker sandelig også voldsomt på velfærdsbudgettet.

I Århus modtog knap 1/3 af alle ikke-vestlige 40-64 årige kvinder førtidspension i 2008 – svarende til 32,1 procent

Og hovedprincippet har i den korte version af udviklingen været : Gældsætning for enhver pris, på langt sigt er vi alle døde. Fra 1968 var der en generation overalt i Vesteuropa, der forstod og hvis princip det var at leve efter en sådan opskrift. Alle generationens ideer skulle realiseres uanset gældsætningen, mente de. Nu går 68-generationen på pension, men det er et spørgsmål om denne generation ikke har nået at gøre sit regimente arveligt. Men givet er det alligevel, at 68-generationens hovedhjørnesten, det skattefinansierede velfærdssystem, sammen med den internationale konkurrence nok skal sende os på en sidste deroute, som allerede er godt i gang, før et nyt opgør eller et nyt internationalt pengesystem. Dette hænger sammen med at visse universielle økonomiske love er lige så sikre som tyngdeloven.

J. E. Vig, cand. oecon. den 20. november 2009