Danmark

22. november 2009

Det danske velfaerdssystem mod undergangen fra begyndelsen



Tegning illustrerer det danske velfærdssystem

English version

Det danske velfærdssystem byggende fortrinsvis på skattebetalinger og offentlige udgifter over livsforløbet var dømt til undergang fra begyndelsen. Et system kan ikke bygge på en let forseelig underskudsmodel, der skal delfinansiere udgifterne over skatterne, og som samtidig tillader forbruget heraf at være privat individuelt bestemt.

Det viste sig tillige at indvandringen pr. individ fra ikke-vestlige lande koster det offentlige, i sidste ende virksomhederne 2,6 mill. kr. i gennemsnit over livsforløbet, hvorimod en dansker kun belaster med 750.000 kr. i gennemsnit. Forskellen er altså en faktor 3,47 gange. Sidstnævnte beregninger stammer direkte fra Velfærdskommissionens rapport marts 2005.

Desværre er det stort set hver gang sådan, at når indholdet på et link kan bruges til politisk ukorrekte formål med en vis virkning, fjernes de: Nu skal læseren til: http://www.fm.dk/db/filarkiv/18669/Rapport_globalisering.pdf og sammenholde de 2,6 mill. side 26 med underskuddet for en gennemsnitsdansker på 750.000 kr. over livsforløbet i forhold til velfærdssystemet. Det sidste beløb aflæses i maj-rapporten 2004 fra Velfærdskommissionen.

Lad den grønne oval nedenfor illustrere den danske offentlige sektor og den blå den private frie, samhandlende sektor.

Det kan ikke lade sig gøre at forcere udviklingen fra det øverste venstre til nederste strukturelle størrelsesforhold, fordi den offentlige sektor dræner den private sektors muligheder for meget til fornyelse og ekspansion sammen med alle andre omkostninger. Hvis vi ønsker fortsat at have en offentlig sektor i det lange løb af cirka den størrelse vi har nu, skal der ske en reduktion af den offentlige sektor midlertidigt.

Der er ingen vej uden om.

Den røde pil viser den umulige eller den ideologiske vej. De sorte pile viser den mulige vej. Der er ingen andre veje. Sker omstruktureringen ikke meget snart, selvom det nærmest ser umuligt ud under forudsætninger om den øgede internationale konkurrence kombineret med velfærdens voksende finansieringsproblem, der særligt stammer fra den voksende ældreandel og den samtidigt faldende tilgang til arbejdsstyrken plus elitens selvskabte fejlskud til løsning af dens selvskabte fertilitetsproblemer – indvandringen fra Sydasien, Mellemøsten og Afrika, illustreret ved beregningerne i første afsnit –  går landet naturligvis i økonomisk kollaps.

Opsving er noget politikerne bestiller – f.eks. via øget belåning af boligmassen.

Hvor langt nede vi allerede befinder os: Prøv en af Dagbladet Information inspireret gennemgang

pupri2.gif

Jo flere år løsningen udskydes desto værre bliver kollapsen.

Det er ren matematik.

Og hovedprincippet har i den korte version af udviklingen været : Gældsætning for enhver pris, på langt sigt er vi alle døde. Fra 1968 var der en generation overalt i Vesteuropa, der forstod og hvis princip det var at leve efter en sådan opskrift. Alle generationens ideer skulle realiseres uanset gældsætningen, mente de. Nu går 68-generationen på pension, men det er et spørgsmål om denne generation ikke har nået at gøre sit regimente arveligt. Men givet er det alligevel, at 68-generationens hovedhjørnesten, det skattefinansierede velfærdssystem, sammen med den internationale konkurrence nok skal sende os på en sidste deroute, som allerede er godt i gang, før et nyt opgør eller et nyt internationalt pengesystem. Dette hænger sammen med at visse universielle økonomiske love er lige så sikre som tyngdeloven.

VILD MED DANS OG FODBOLD MEDENS EUROPA GAAR UNDER PAANY – IDEOLOGI BLANDET MED SMERTEFRI FORDUMMELSE SOM BESNAERRENDE LOKKEMIDDEL


VILD MED DANS OG FODBOLD MEDENS EUROPA GÅR UNDER PÅNY

Internationalismen er en ideologi helt på linie med alle andre tidligere ideologier, der alle er brudt sammen eller blevet uskadeligjort enten på grund af mange konkurrerende ideologier, eller hvor ideologien var enerådende senest når toppen brændte ud (DDR), og her forudsat at folk tog sig sammen og sagde højlydt fra i tide. Liberalisme, International Socialisme, Nationalsocialismen, Islamisme, Kommunisme og flere andre har al det vigtigste tilfælles: Verdensopskriften, magtsamlingen og passiviseringen eller fjernelse af alle anderledes tænkende. I dag er internationalismen enerådende. I perioder hvor flere ideologier har stor og vidt favnende udbredelse blandt de verdsligt troende går det i grunden meget godt. Så holder trossystemerne hinanden i skak. Derimod når én eller blot to ideologier er rådende går det mod enden.

Når de gamle kendinge liberalisme og socialisme kan forenes i EU med oliehandelen som løftestang i stedet for at de ansvarlige klarer de sure forpligtelser til at få Europa tilpasset den internationale konkurrence, så er Islamismen i Europa simpelthen nøglen til magtsamlingen her over noget, der er blevet kaldt Ny-merkantilisme.

Den oprindelige Merkantilisme er ridset op i hovedtræk : Her

Islamismen er prisen for oliehandelens økonomiske løftestang over Euro for den almægtige EU-top. Den uddeler derefter med planøkonomisk, mild hånd til målgrupperne, der netop sikrer og konsoliderer samme top, hvor den naturgivne konkurrences uskyldige, upersonlige og usynlige hånd i stedet skulle have rådet, hvis borgerne havde betydet noget centralt.

Kapitalisme i ordets gængse betydning er absolut ingen ideologi, men et ord – ikke et begreb, snarere en betegnelse, der er opfundet af Karl Marx eller hans storinspirator Albert Pike til karakteristik af de samfund, som forfatterne selv levede i. Ikke et ord om, at netop det deraf afledte ikke-kapitalistiske system beslaglægger eller forbruger og bortøder langt mere kapital pr. produceret og pr. afsat enhed. Man annammede blindt sprogbrugen fra top til bund, her smædeordet, og så var toget kørt: Frit efter Confutze 200 f.v.t: Antager du fjendens sprogbrug har du allerede tabt.

I takt det nye Europas opbygning (Neuropa II) nedfælles og besluttes vore fremtidige rettigheder som borgere i ny lovgivning til erstatning for den lovgivning vi forud har i vore nationale lovgivningerne, hvor bestemmelserne samtidig tages ud pr. automatik efter principperne samlet i: Acquis Communitaire-doktrinen (jf. Bernard Connolly)1). Nu også med en sminket grundlov kaldet Lissabon Traktaten.

Alt peger på folk ikke tager sig sammen denne gang. Uden en folkelig front mod det værste, der starter med løgnene, kommer vi ingen vegne. Landet vil så gå tabt, inden dine små børn bliver voksne, hvis det fortsætter cirka som nu. Dette er ikke noget man kan stole på eller lade være at stole på; det er såmænd ren matematik. Danskerne og andre europæiske nationers folk skal turde at ofre lidt af deres sikkerhed, ellers kommer der ingen mærkbare ændringer i den lagte dødssejler-kurs, vurderer vi herfra.

Hvordan kunne det gå til?

De som skulle er fortabte i smertefri fordummelse og angst: https://danmark.wordpress.com/dansk-velfærds-historie/ :

“…Skolesystemet har sørget for, at de er åndeligt rodløse. Afskåret fra den rigdom og erfaring, der f.eks. ligger i historien. Og uden et reelt verdensbillede. Alt står hen i flimmer. Gennem hele deres skolegang er de blevet grundigt snydt og bedraget. Men det opdager de ikke. De er logisk udelukkede fra at vide, hvad det er, de ikke ved. At gøre dem opmærksom på deres totale uvidenhed er næsten lige så meningsløst som at forklare en farveblind om farverne, han kan jo alligevel ikke se dem.

Men den uvidenhed, vore unge (to generationer) er blevet påført, er væsentlig mere ondartet end manglende evne til at skelne farverne. I Georg Orwells roman ”1984” lyder et af slagordene i den gode stat: ”Uvidenhed er styrke”. At uvidenhed er styrke, det er en sandhed, som totalitære regimer altid har baseret deres magt på. De kliker, som i vort land har sat fordummelsen i værk, ved naturligvis også, hvad den skal bruges til.

De ved, at hvis man vil ødelægge et folk, skal man begynde med at tage historien fra dem. Historien er grundlaget for folkets nationale identitet. Ja, der er endog dem, der hævder, at et folk uden historie slet ikke er noget folk. Generationer, der systematisk er gjort historieløse, kan derfor let ende med at blive fædrelandsløse. Men det indgår også i beregningerne. Processen tilstræber at forme det nye menneske, uden national bevidsthed, uden religion, uden historiske rødder, uden traditioner. Det udhulede menneske, for hvem alt er ligegyldigt. Fædrelandet skal skrottes og erstattes med den gode sociale stat. Folket skal kues til blot at være en ”befolkning”. Et tilfældigt sammenskrab. En grå lunken grød.

At være et folk betyder at have ansvar. Pligten til at overtage, bevare og videregive den fælles arv. Pligten til om nødvendigt at forsvare nationen med ild og jern og livet som indsats. Uden et folk ingen nation. Uden nation intet folk.

En ”befolkning” er nøjagtig det modsatte. ”Befolkningen” har kun bistandsloven og den sociale tryghed at være fælles om. Ligesom alummerne er fælles om asylet.

I den gode stat er der ingen mening eller mål med noget. Intet der er værd at risikere livet for. Og livet er heller ikke værdigt at risikere. Her gælder det blot om at hytte sit skind og rage til sig. Hvad kan jeg få gratis? Hvad er jeg i min ret til at få? Saml fødderne og stik hånden fladt frem og se lidt forurettet ud: Man gør klogest i at kende paragrafferne. Ellers deltager man nemlig ikke i lodtrækningen. Og så skal man i øvrigt beskytte sit dyrebare privatliv. ”Hvad er der i fjernsynet i aften?”. Bhaa, det sædvanlige. ”Skal vi ikke snart spise? Jeg keder mig”. ”Hvem har hugget mit nye pornoblad? Det finder jeg mig ikke i. nu er det nok”. ”Æv, hvor er det surt alt sammen. Jeg føler mig så tom og klam. Jeg gider ikke. Gid jeg kunne vinde i lotto”. ”Men vi har det jo trygt og godt i lille Danmark”.

En sådan befolkning, der er spændt solidt fast i velfærdsstatens åndelige jernlunge, er nem at styre og modtagelig for den sødladne totalitære ideologi, der lokker med stadig mere tryghed og nemme løsninger på alle tilværelsens genvordigheder. Det er, hvad man forstår ved slagordet: ”Uvidenhed er styrke”…”

https://danmark.wordpress.com/2008/04/13/adfærdsvanskelige-og-psykisk-syge-sluger-skolebudgetterne/ :

“…I lang tid undrede det os, at vi ofte mødte undervisningspligtige børn rundt om på gader og for eksempel på skovstierne om formiddagen. Det undrer os ikke længere. Vi er så heldige, at vi har et par skolelærere på nært hold, der nu har valgt at tage bladet fra munden og fortælle os sandheden om, hvad der sker, selvom det længe krævede overvindelse; og det er da til at forstå.

Børnene gider ikke have undervisning, og når de ikke gider, går læreren med dem i skoven, eller de tager en tur i byen. Der er ingen pligter længere; de tilsidesættes i hvert fald. Går vi til det næste trin, som følges af næsten halvdelen af alle undervisningspligtige, som vi vel ynder at fastholde det, så er valgfriheden med hensyn for eksempel fag i gymnasiet nu sådan, at der kan tildeles 200 forskellige studentereksaminer. Valgfriheden førte til værdiløshed.

Jeg skylder at oplyse at børnene og de unge er aldeles uden skyld i det, der sker.

Vold og mobning af en hidtil uset grovhed florerer frit i de danske skoler. Voldtægt, grov vold, pengeafpresning og psykisk tortur er i dag ikke ualmindelige foreteelser i en dansk skole. Børn og unge føler sig mange gange magtesløse over for de kriminelle overgreb. Foretages de uhyggelige overgreb eksempelvis af elever, for hvem sådanne forbrydelser er en naturlig del af den kulturelle baggrund, anklager lærerne med glæde voldsofret for selv at være problemet – fordi den pågældende elev ved sit nødråb forsøger at modarbejde voldsforbryderens (voldsforbrydernes) naturlige udfoldelsesmuligheder.

Princippet startede i nyere europæisk tid på dansk jord under den famøse Ritt Bjerregaard, der ikke selv kunne optages på Christianshavns Gymnasium, fordi hun havde et for lavt gennemsnit til Mellemskoleeksamen. I faget historie kunne hun til Mellemskoleeksamen ikke svare på, hvad skæbnesvangert, der ramte Danmark i 1864. Resultat: “Kunne vi ikke blive lige kloge, så kunne vi i hvert fald blive lige dumme, for lige skulle vi være”. Det var hvad hendes og Haarders enhedsskole gik ud på. Intet andet i internationalens og liberalens skønne forening. Ja, det hele fortsatte såmænd i samme gænge under Bertel Haarder fra 1982 i det nære samfunds navn. Og nu igen fra 2005 med nye tvetungede proklamationer fra samme, medens hele gundlaget ramler efter planen…”

Vi opfatter forholdene, der tilspidses dag for dag, som en trussel mod det danske folk og vore børn. Uden en massiv hjemsendelse, der i grunden kan koste, hvad den vil, vil landet forgå. Ved blot at betragte alternativet, som kører allerede, kan vi regne med mere end 150 mia. kr. årligt indtil nu, milliarder der tilmed belaster produktionen og hæmmer beskæftigelsen endnu mere og simpelthen inddæmmer den samlede afsætnings- forbrugs- og forsorgsmulighed i fremtiden. Men alligevel: DEN ØKONOMISKE OMKOSTNING ER MULIGVIS DEN MINDSTE

1) “Allerede fra de første forberedelser til Romtraktaten argumenterede Jean Monnet ihærdigt for at nationalstaterne skulle overlade magt til en gradvis opbygning af en enhed og en samling af den effektive bureaukratiske elite i Europas lande, så at man skabte et kraftfelt, hvor en union ikke længere kunne stoppes. Overgivningen af magt skulle begynde med relativt ukontroversielle økonomiske funktioner og stålproduktionen for på den måde at mindske uroen for at den nationale suverænitet blev nedbrudt. Man skulle se til at magten ikke skulle kunne føres tilbage igen. Dette garanteredes gennem traktatdoktrinen “acquis communitaire”, som sikrede, at al magt, som overførtes til EU´s samfundsinstitutioner, gjordes til permanent EU-lov, mens man samtidigt strøg den i medlemslandenes nationale lovsamlinger.”