MED INKLUSION ER SKRIDTET TAGET FULDTUD
Eksperimental-psykologien virker
20 pct. af ressourcerne i skolevæsenet brugtes (2007-2008) på specialundervisning. D.v.s. opimod 10 mia. kr. gik til at rette op på adfærdsvanskelige og psykisk syge børn (2007-2008). Disse fylder mere og mere i skolebudgetterne, skrev Jydske Tidende 13. april 2008. Nu er såkaldt ‘inklusion’ blevet indført fra næste skoleår, hvor alle problemerne samles i skoleklassen.
Næstformand i Danmarks Specialpædagogiske Forening Helle Ingstrup Munk-Hansen, der selv underviser på Tinglev Skole, oplyste i 2008 at for 10 år siden dengang havde de 10 sådanne elever på skolen. I 2008 havde de 50.
Hvad er der sket?
[J. E. Vig: “Grunden til at mange unge mennesker formentlig vil afvise denne gennemgang er ikke alene, at den er for lang for dem (de færreste har nogensinde læst noget særligt i sammenhæng), men det helt afgørende er, at de selv er et produkt af den beskrevne udvikling. Man skal huske egoet altid står i forgrunden i det tomme ideologiske (herunder historieløse) univers; det gælder om at hævde sin ret, selvom man har uret, for alt er som bekendt relativt, selv forbrydelsen mod sagesløse…i ideologiens helliggjorte navn”]
I lang tid undrede det os, at vi ofte mødte undervisningspligtige børn rundt om på gader og for eksempel på skovstierne om formiddagen. Det undrer os ikke længere. Vi er så heldige, at vi har et par skolelærere på nært hold, der nu har valgt at tage bladet fra munden og fortælle os sandheden om, hvad der sker, selvom det længe krævede overvindelse; og det er da til at forstå.
Børnene gider ikke have undervisning, og når de ikke gider, går læreren med dem i skoven, eller de tager en tur i byen. Der er ingen pligter længere; de tilsidesættes i hvert fald. Går vi til det næste trin, som følges af næsten halvdelen af alle undervisningspligtige, som vi vel ynder at fastholde det, så er valgfriheden med hensyn for eksempel fag i gymnasiet nu sådan, at der kan tildeles 200 forskellige studentereksaminer. Valgfriheden førte til værdiløshed.
Vold og mobning
af en hidtil uset grovhed florerer frit i de danske skoler. Voldtægt, grov vold, pengeafpresning og psykisk tortur er i dag ikke ualmindelige foreteelser i en dansk skole. Børn og unge føler sig mange gange magtesløse over for de kriminelle overgreb. Foretages de uhyggelige overgreb eksempelvis af elever, for hvem sådanne forbrydelser er en naturlig del af den kulturelle baggrund, anklager lærerne med glæde voldsofret for selv at være problemet – fordi den pågældende elev ved sit nødråb forsøger at modarbejde voldsforbryderens (voldsforbrydernes) naturlige udfoldelsesmuligheder.
Princippet startede i nyere europæisk tid på dansk jord under den famøse Ritt Bjerregaard, der ikke selv kunne optages på Christianshavns Gymnasium, fordi hun havde et for lavt gennemsnit til mellemskoleeksamen. I faget historie kunne hun ikke svare på, hvad skæbnesvangert, der ramte Danmark i 1864. “Kunne vi ikke blive lige kloge, så kunne vi i hvert fald blive lige dumme, for lige skulle vi være”. Det var hvad enhedsskolen gik ud på. Intet andet. Men bare rolig, det hele fortsatte såmænd i samme gænge under Bertel Haarder fra 1982 i det nære samfunds navn. Og igen fra 2005 med nye tvetungede proklamationer fra samme.
Nu følger endnu en gymnasiereform, der giver adgang for elever med karakteren 2 i gennemsnit ud af 12:
“Det danske gymnasium blev født i 1903. I årtier fremelskede det frugten af dansk ungdom, men siden 1970erne har det været svækket som følge af tiltagende sygdom. I 2005 afgik gymnasiet ved døden, 102 år gammelt. Det år indførte den forrige regering – der, hvis nogle skulle have glemt det, hævdede at være af borgerlig observans – en såkaldte gymnasiereform, som har forringet kvaliteten af gymnasierne i så grotesk en grad, at uddannelsen i dag »godt kan betegnes som oplyst akademisk analfabetisme…”
Men det værste er dog de med Antorini får lov til at fremture kommunistisk, endog trods skarpe advarsler fra Sverige, der har været de samme skoleødelæggelser igennem. Kan ingen fatte at folkeskolen, seminarierne, gymnasiet og erhversskolerne er ødelagte af de samme marxister, der ikke helmer før alle Jerikos mure er faldet, som skrevet står….i Karl Marx’s værker?
Lærerne er i øvrigt stået af: 65 pct. af dem søger væk.
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/04/07/075643.htm
Nye Metoder
“De unge skoleelever magter ikke at møde i skolen om morgenen”, hørte vi på TVA først i 2005, “fordi de ikke har sovet nok, når de møder op, og derfor ser skoleledelserne sig nu nødsaget til at indføre fleksible mødetider”. Det er kun en smule af sandheden, selvsagt toppen af isbjerget. Det er meget værre: Uddybning af den anvendte sindelags-ideologi på skolen bag:
https://danmark.wordpress.com/2006/08/21/ringen-er-sluttet-2/
Hvor begyndte det?
“Han satte sig for at bevise, at mennesket er en sum af dets oplevelser, af de påvirkninger, som trænger sig på dets bevidsthed og ubevidsthed”.
“Læreren har en helt anden opgave, d.v.s. en anden rolle, han er blevet en slags vejviser til barnets socialisering. Han leder enhver ung til at godtage den særlige opførsel, som forlanges af ham i den hensigt at få ham til at følges med gruppen. I den udvikling var også bestræbelserne på at ujævne individuelle forskelle for at opnå en ensartet samling af studerende, som befinder sig i uvidenhed om indlæringens teknikker, at udtænke fremtidens sociale mønstre, at skifte læseplaner og metoder ud efter behag”.
Den Wundt-skolede Thorndike:
”Hvis halvdelen af eleverne i en klasse får det tilfredsstillende udbytte, skal eksperimentet betragtes som en halv succes. At den anden halvdel ikke lærer noget er selvfølgelig ikke lærerens fejl, da denne halvdel har hørt det samme og været udsat for de samme påvirkninger. Da er der noget galt med den anden halvdel af klassen. Psykologiske prøver skal afgøre, hvori fejlene hos halvdelen består”.
Mange lærere kan ikke holde det ud længere, for eleverne gør præcis, hvad der passer dem overalt. Derfor flygter lærerne fra jobbene som aldrig før. I Nordsjælland er der direkte lærermangel af samme grund.
Udviklingen af reformpædagogikken på dansk jord begyndte i 1921, men fik et særligt opsving i 1970-erne, hvor helt nye metoder skulle revolutionere fra seminarier til børnehaver og hele skolesystemet.
Lige et indskud:
[I november 1996 udkom ‘Kampen mod kundskaber’ med undertitlen ‘Et kritisk essay om en hovedstrømning i dansk skolepolitik’ af Henning Fonsmark. Til sidst i ‘Kampen mod kundskaber’ kan man læse om en John Dewey på dansk. Allerede i 1921 mødtes reformpædagogikkens fremmeste bl.a. reformpædagogen Sofie Rifbjerg fra Danmark med de amerikanske repræsentanter for New Education Fellow-ship (N.E.F) i Calais. Herefter tog det fart i Europa, tilsyneladende mest i Danmark. Men hvad var der sket før mødet i Calais. Hvor stammede det hele fra. Hvem var denne John Dewey? Det læser du bl.a. om på det forrige eller det næste link.]
Hvorledes udviklingen er fastholdt, kan der læses i en fransk bog fra 1995 med titlen “Machiavel Pedagogue” ou le ministere de la réforme psychologigue” af Pascal Bernardin, forlag: Editions Notre-Dame des Graces. Om hjernevask i franske skoler til fordel for “den nye verdensorden”. [1996, 4, 16]. I alt 185 sider
Bitten Kirsti Nielsen, der har været oversætter ved EF, anmeldte bogen således i 1995:
“Sindelagskontrol og hjernevask i Europas skoler. Er skolevæsenet ved at blive en ny overvågningsfaktor for Europas borgere?
Pascal Bernardins bog, der behandler de undervisningsreformer, som er ved at holde deres indtog i bl.a. EU-landenes skoler, er skrevet på basis af et omfattende materiale af officielle dokumenter, herunder rapporter fra særlige afdelinger under (FN’s) UNESCO og Europarådet, hvis opgave det er at lave videnskabeligt udarbejdede handlingsprogrammer til fremme af den “nye verdensorden” og eksportere psykologiske manipulationsteknikker til FN-medlemslandene. Bogen behandler en helt ny form for undervisning bestående af udspekulerede psykologiske overtalelsesmetoder, som har til formål at ændre elevernes værdinormer og adfærd. Dette sker f.eks. gennem rollespil eller arrangeret gruppepres på den enkelte (stadig gennem leg).
Signalgivningen i kodesprog og manipulationteknik:
En sådan bearbejdning af elevernes underbevidsthed, som der her er tale om, og hvor uønsket skepsis analyseres og fjernes, kaldes kommunikationsøvelser (i kodesprog) og svækker forholdsvis hurtigt barnets evne til at udvikle selvstændig stillingtagen, og får det til at reagere lydigt på bestemte propagandastimuli. Men ikke nok med det.
Skal vi tro Bernardin, bliver resultatet af den slags undervisning registreret for hvert barn på en edb-central for hele Frankrig som et led i den sindelagskontrol, der føres med borgerne.
Disse manipulationsteknikker, der hovedsagligt har været afprøvet i U.S.A., har vist sig særdeles effektive, da de er i stand til at ændre børns adfærd totalt og få dem til at reagere i diametral i modsætning til det, der ville være naturligt for deres religiøse, moralske og politiske opfattelse.
Der er i denne fornedrelse af individet tale om indkørslen af helt nye kriterier for godt og ondt, rigtigt og forkert, som udgiver sig for at være videnskabelige (min kommentar: ja, sågar naturvidenskabeligt), som vi har set hos Wundt (se nedenfor), og ifølge hvilket barnet bibringes en ny international, multikulturel identitet i det nye verdens samfund, hvor kollektivet går forud for den enkelte.
Men ikke alene skal de (af UNESCO m.fl. fastsatte) nye værdier fremmes, der skal også blokeres for overførslen af den moral og de værdier, der styrede de tidligere generationer, og som forældrene naturligt vil søge at viderebringe til deres børn, skriver Bernardin og henviser til en af Europarådsrapporterne.
Ideologien styrer
Dette brud med den gamle opfattelse af rigtigt og forkert – forældrenes opfattelse “afdækkes” over for barnet og bortforklares – vil naturligvis skabe en overgang med moralsk og socialt kaos, men heraf skal der genopstå en ny orden (som det citeres i bogen fra en UNESCO-rapport) kontrolleret af staten og de internationale organisationer.
Bogen beskriver endvidere den undervisning, lærerne modtager på specielt oprettede lærer- højskoler i Frankrig “ Institut universitaire de formation des maîtres”, som udvælger egnede lærere og underviser dem i de nye værdinormer og psykologiske manipulationsteknikker.
Denne omfattende sindelagsbearbejdning i skolerne har trængt de boglige fag i baggrunden, men også på deres område er der sket en udskiftning af indlæringsmetoderne og undervisningsmaterialer. Undervisningen må ikke længere være præget af nationale holdninger, men skal følge FN’s standardanvisninger. Dette er som bekendt gået ud over historieundervisningen, der nu som en tilfældig fremstilling af spredte begivenheder i verdenshistorien skal fremme den kosmopolitiske ånd. Historien skal endda skrives om, så rødderne til fortiden kappes, og der skal undervises i forståelse af internationalisme, nedrustning og menneskerettigheder (min kommentar: de verdsligt hellige menneskerettigheder i modsætning til de borgerlige frihedsrettigheder, der også kaldes menneskerettigheder, når de er nedfældet i en god grundlov), som ubestridelige elementer i den nye samfundsbærende ideologi. Og så skal der arbejdes henimod et fælles sprog.
Som nævnt er den objektive fremstilling af undervisningsstoffet langtfra nok i den nye undervisningsreform, udtænkt af UNESCO m.fl., eftersom viden ikke længere er afgørende. Bogens afsløringer er skræmmende og gør det nærliggende at stille spørgsmål ved, om det er helt tilfældigt, når unge i dag forlader skolen uden at kunne læse og skrive, eller om det er et resultat af bestræbelserne på at tilpasse dem i den såkaldt “nye verdensorden”.
Fransklæsende kan købe bogen i boghandelen:
La Joyeuse Garde – 5, Rue Fondary – 75015 Paris – France.
At der er ingen fare for denne bog oversættes til dansk og udgives af et af “de etablerede” forlag i Danmark skulle fremgå af ovenstående anmeldelse af bogen.
Overordnet filosofi på f.eks. marketing og pædagogig i 1980-erne
Jeg kan ikke berette om overordnede referencerammer, tanker og filosofier eller psykologi bag dansk skolevæsen og pædagogig – det ved jeg for lidt om.
Den 19. maj 1996 oplyste et kort indslag i TV Avisen i Danmarks Radios TV 1, at (Flexners) amfetaminer var taget i brug mod danske børn og unge, der ikke passer ind i systemerne i vort land. Sådan præsenteredes det selvsagt ikke.
Den 26. maj 1996 bragte TV 2 en udsendelse om en skoleklasse i Danmark, hvori halvdelen af eleverne går til skolepsykolog.
J. E. Vig’s erfaringer fra 12 års undervisning på HD-studiet
Jeg har undervist, som jeg fandt det rigtigt, som det passede studenterne og i overensstemmelse med de forpligtelser, jeg kendte eller fornemmede jeg havde over for eksamenskrav og ikke mindst i forhold til de unge menneskers ret til en vis erfaringstransformation. Prioriteringen var min.
Tilbud om kurser har der været rigeligt af!
Jeg forestillede mig, at marketing- eller koncerndirektører i dagens Danmark og Europa ikke har meget tilfælles med socialisme-bevidste reformpædagoger med lilla ble på hovedet fra 1970-ernes Danmark. Denne forestilling var en vildfarelse.
I det obligatoriske pensum til HD (Afsætning), 2. del, indgik i alt fald indtil midten af 1980-erne kompendiet “Marketing” med undertitlen “En videnskabsteoretisk analyse, Et humanistisk alternativ”, forfattet af Stig Ingebrigtsen og Michael Pettersson, udgivet på forlaget Samfundslitteratur, 1979. Bogomslagets illustration er lavet efter kobberstik udført på grundlag af Raphaels “Skolen i Athen”.
Gennemgangen forsøger pænt sammenhængende, men nogle steder noget famlende, at redegøre for forskellige referencerammer, og at føre en debat om et udvidet paradigma – som det også skal kaldes – for læren om marketing i Danmark. Der redegøres kortfattet for eller henvises til forskellige filosofiske retninger og deres rammer generelt og specifikt rammerne for markedsføringen eller rettere marketing, som den i et noget bredere virkefelt kaldes i dag.
Forfatterne redegør for deres eget paradigma, eller overordnede grundsyn på side 23 og 24. Og det er jo for såvidt helt fint. Så skulle vi vide, hvor vi er.
Dette grundsyn er noget med “fundamental opfattelse af verden og mennesker m.v. eller et egentlig metasprog”. Hovedsagen er de tager udgangspunkt i J. Bärmarks anviste metode til analyse af Abraham Maslows arbejder, jfr. J. Bärmarks “Wärldbild och vetenskabsideal. Några ledande temata hos Abraham Maslow”, Göteborg, 1976 (rap. nr. 84). D.v.s. de bruger den disposition, som Bärmark anvender, til at analysere Maslow og hans arbejder; den vil de to forfattere gøre brug af. Så ved vi det.
Maslows centrale model til skrivelse af behov illustreres ved en pyramide med fysiologiske behov (grundlæggende som: føde, varme, husly), i næste niveau placeres trygheds- og socialt velfærdsbehov, i niveauet ovenover placeres anerkendelse og prestigebehov og øverst i pyramiden selvaktualiseringsbehov.
Modellen er i alt fald i denne sammenhæng uden central betydning; men for ikke at skabe forvirring, blot det netop anførte.
Forfatterne beskriver også forsøgsvis deres egne “interne og eksterne” etikker i forhold til det skrevne i kompendiet, som de på denne måde præsenterer.
Her hæftede jeg mig ved én ting, som fandtes i denne redegørelse, vistnok om den såkaldte eksterne etik: “Ansvaret består således i, at det vi her producerer nu også er med til at fremelske dette samfundsideal (min oversættelse: internationalismen) og det hermed tilgrundliggende menneskesyn. Vi er dog opmærksomme på problemerne, som vil kunne opstå i relation til samfundsidealet på bekostning af den globale behovstilfredstillelse og vort ansvar i denne forbindelse”.
Bare forfatterne ikke har søvnproblemer, fristes jeg til “ængsteligt” at bemærke.
De nævner at enkelte af deres henvisninger vedrører litteraturgennemgange, de ikke helt forstået, selv.
Derefter tog jeg det også helt roligt.
Nu skal man forstå, at en sådan gennemgang er kodet eller for præget af det, de selv er kodet/præget med bl. a. således, at det tilsigtede lidt skjult søges opnået, og alt ikke træder for tydeligt frem for uvedkommende.
Vi får altså i mere end én forstand her et gensyn også med Hegel, Wundt, Dewey, Thorndike og nogle flere epigoner eller rodskud heraf med Lewin (Gestaltteori), Wertheimer (Feltteori) og Goldstein (Holistisk neurofysiologi) i forsøgene ovenfra på at klare markedsfunktionen optimalt i private virksomheder, non-profit-organer, statsorganer, politiske partier, medier og den slags.
Her er det forfatterne med Bärmarks hjælp søger at indplacere Abraham Maslow, eventuelt få lagt hans pyramide ned på siden, som de antyder i en illustration og i denne forbindelse få det aktuelle (anno 1979) marketing-paradigma flyttet eller udvidet efter behov til at omfatte et mere eksistensialistisk tænkeskema.
Eksistensialismen er i yderste korthed knyttet til en række filosoffer mest spekulative (eller “spekulanter” om man vil), der hævder i deres forsøg på at få os andre til at forstå, at “eksistensen kommer før essensen” (=altså før tænkningen).
I marketing-henseende: Da den egentlige eksistens er individets fortsat sammenhængende valg af sig selv under en total-opfattelse, må behovene for dette og hint opfattes som delvis sidestillede og ikke som Maslow hævder – hævder forfatterne – være hierakisk- eller pyramideopbyggede.
Da nu den verdenskendte danske Søren Kierkegaard nævnes i en sætning i forbifartensammen med disse førende eksistentialister overalt hos de førende, skal det for god ordens skyld nævnes her, at Kierkegaard peger på paradokset:
“Livet leves forlæns, mens det kun forstås baglæns, og der skal vælges under risiko. Kun naar man er saa forsigtig, at ville konstruere et System uden at tage Ethiken ind deri, saa gaar det, saa faar man et System, hvor man har Alt, alt det øvrige, og har udeladt det ene Fornødne”, skrev Søren Kierkegaard i “Stadier på Livets Vei”.
Jean-Paul Sartre
har især haft Marketing-forfatternes interesse i forhold til den mange gange tidligere nævnte Abraham Maslow.
Side 77: “Vi støtter Maslows fokuseren på det individuelle, på den menneskelige naturs karakteristika og individualitet, omend vi i langt højere grad end Maslow ønsker at tage hensyn til personlighedens udvikling i et samspil med omverdensfaktorer, d.v.s. institutioner, samfundsstrukturer m.v. Det ene dannes ikke som funktion af det andet. Udvikling foregår som en vekselvirkningsproces. Men vi er enige med Maslow i, at dette menneskesyn kan finde sit filosofiske ståsted hos eksistentialisterne, dog således at menneskets indre (selvet) ikke kan skabes (omskabes) udelukkende og hele tiden gennem personens eget valg”.
Sådan skriver forfatterne.
Abraham Maslows : “På vej mod en eksistenspsykologi”, København 1976 (efter original af 1962)): “Der er eksistentielle psykologer, der alt for ensidigt betoner selvets selvdannelse”…”Dette er naturligvis i sin ekstreme form en overdrivelse, der er i direkte modstrid med arvelighedslærens og den konstitutionelle (=herskende i min oversættelse) psykologis kendsgerninger. Faktisk er det simpelthen tåbeligt”. “Dette ekstreme synspunkt kommer os bekendt primært hos Sartre (eksempelvis: J.-P. Sartres: “Eksistentialisme er humanisme”, København, 1968 (original 1946))”.
“Maslow’s focuseren på det indre menneske skal ses som en reaktion på behavioristernes klare fremhævelse af miljøets betydning”.
Maslow fremstår med endnu et problem i forhold forfatternes ærinde.
“Maslow har i følge forfatterne valgt at tro på menneskets medfødte godhed eller neutralitet, hvilket for Maslow medfører, at de selvaktualiserende mennesker bør styre landet”, skriver forfatterne så øverst side 77.
Lad os ikke fortabe os disse betragtninger.
Se, Maslow tilhører den såkaldte “Tredie Kraft”, efter den hidtil eksisterende og det rene marxistiske alternativ. Den “Tredie Kraft”, bølge eller trend, sådan arbejdes der i billeder mest igen for mystikken.
Dette er Internationalismen
M. h. t. Maslows pyramide skulle russeren Solsjenitsyn hilse og sige i Gulag Øhavet, at en indholdsrig, opbyggelig samtale eller en opsporing, hvor man gør sig notater undervejs, godt kan foregå i en af de små franske togkupéer – anvendt i Sovjet, oprindeligt med plads til 6 personer – når der var proppet over 20 derind. Også selvom ens fødder ikke kunne nå gulvet og det var flere dage siden, der sidst var blevet spist.
Men det var jo dengang; men løgn kan det ikke være, eftersom KGB, som han tilbød alle indtægter fra bogens salg i Vesten, såfremt de fandt én faktoriel fejl heri, endnu ikke har henvendt sig, mig bekendt.
Altså, denne pyramide kan vi gerne lægge ned, hvis det behager de herrer og damer i marketing-sektorerne i den såkaldt frie vestlige verden.
På side 105 skriver forfatterne til “Marketing”:
“Ud af de potentielle alternativer har det været vor hensigt at fremhæve eksistentialismen som én alternativ psykologisk “skole” til behaviorismen, med troen på, at der hentes inspiration i eksistentialismen til opstilling af en alternativ menneskeopfattelse i marketings adfærdsteori. Dette problem arbejder den ene af nærværende forfattere på (Pettersson)”. (citaterne slut).
Det store spring i de økonomiske samfundsteorier sker med overgangen fra at kunne (ikke kunne) forklare og forudsige menneskets adfærd til påvirkningen af adfærd. Den tilhørende menneskemodel ved forklaring og forudsigelse passer fint til den såkaldte empirisme senere positivisme, hvis modelapparat arbejder meget med årsagsmodelbetragtningen, der gør brug af fortiden til at forklare nutiden.
Erfaringen og fortiden samt i grunden årsagen anerkendes ikke, og dette er måske legitimt nok at hævde, al den stund modeller viser sig ikke at stemme med omverdenen, selvom man har gjort sig umage med alle mulige fortolkningsmuligheder, navnlig i matematisk symbolsprog.
Og det er jo specielt interessant, når vi lige lader tanken falde lidt på en anden emnekreds – som slet ikke er behandlet efter fortjeneste i nogetsteds:
Miljø, økologi, stratossfære, globaltrusler, indflydelse på helbred, adfærdspåvirkning hos den enkelte i denne forbindelse og samspillet herunder påvirkningen, virksomhed mod omgivelser samt kommissærs adfærdspåvirkning af producent. Taget lidt i spredt fægtning efter kutymen i dette sagsfelt.
I disse emne- eller sagsfelter anses det – sjovt nok – fortsat for fuldt korrekt “at påvise “sammenhænge herunder årsagssammenhænge” mellem dette og hint. Dette gøres i vid udstrækning ved anvendelsen af de såkaldte statistiske, kvantitative metoder.
Her ser man på nogle fænomener, der kan beskrives med tal-registreringer.
Jeg kan forsikre læseren, at bl.a. to af de anvendte metoder, regression og Chi-testen, er blevet misbrugt for at skaffe den ønskede, tænkte sammenhæng eller årsag udaf modellen i en række tilfælde.
Metoderne fejler ikke så meget – de er jo dog matematik – men man kan nemt 1. Tolke problemstillingen fejlagtigt 2. Vælge sig en nonsens-sammenhæng eller 3. Vælge fejl mellem metoderne, 4. Anvende metoderne fejlagtigt, 5. Tolke modelresultaterne forkert, 6. Drage en fejlagtig eller vidtløftig konklusion på grundlag af modellens resultater og 7. Overføre den på virkeligheden. Endelig 8. kan man jo udlevere materialet til en intetanende, men “forstående” journalist ved et slagkraftigt medie.
Som man vil forstå er muligheder og især umulighederne mange.
Én af dem er (jfr. 1. ovenfor) :
Fordi to fænomener optræder samtidig, behøver der jo ikke lyse en uafviselig sammenhæng ud af dem. Er f.eks. antallet af storkepar i Danmark om sommeren øget fra 12 til 25 par to år i og på træk, er dette ikke nødvendigvis en sikker indikator for et såkaldt babyboom blandt danskere.
På disse strategiske felter, hvor angsten for det ukendte, for det fjerne, for det hidtil uantastelige, for det uundersøgte, hvor tilmed forfinede målemetoder tit påvirker det iagttagede kan meget vises og meget ikke afvises – påvise eller bevise derimod er noget ganske andet. Der er nok af gangbare fæmonemer, nok at tage fat på. Og så er der jo karrieren.
Det interessante er, at her kan årsagen nemt bruges, også selvom adækvans, entydighed og funktionalitet formelt centrale problemer, der ses bort fra, selvom disse ofte er ganske afgørende.
Man skal forstå: Formålet helliger midlet – især for mange ambitiøse blandt “Tidens Jesuitter” for “Verdens Frelsen”. Det var blot et lille sidespring ikke helt uden betydning. En samlet redegørelse herfor burde have en gennemgang for sig.
Om Den Fjerde Kraft, (efter eller samtidig med Den Tredie) ikke skulle findes netop omkring disse nye såkaldte “naturvidenskabslignende årsagspåvisninger”, vil det undre mig. Om ikke andet kan heksekunsterne på disse felter desværre bidrage til det, som David Icke kalder “noget-må-der-gøres-effekten”, stemmende præcis med Hegels tese-, antitese-, syntese-betragtning.
Og det kan sågar ske samtidig med, at væsentlige forhold totalt overses – årsagen skal kun bruges efter behov..hov hov!
Ét eksempel på det sidste er f.eks. den famøse danske Vandmiljøplan til ca. 17. mia. kr., hvor en række kendsgerninger fuldstændig blev overset til trods for, at man blot kunne have kikket til Holland eller lært sig lidt mere uorganiske kemi. Frihedskæmperen Flemming Juncker beviste dette i kronik i Jyllands Posten. Fra årsagsdeterminisme-modellerne sker overgangen så først til de filosofisk orienterede samfundstænkere. De beskriver, tolker og søger forståelse. Med dette udgangspunkt bliver årsagsbestemmende modeller utilstrækkelige, fordi bl.a. personligheden ikke lader sig objektivt analysere.
“Marketing” beskæftiger sig med meget andet, der er mindre centralt for nærværende fremstilling; men f.eks. finder forfatterne det også ganske passende med markedsformen monopol, såfremt de pågældende virksomheder altså arbejder i en internationalistisk målsætning.
Adfærdsteorien har en stor vægt, også generelt i HD-uddannelsen, og det er tunge kapaciteter, der fører an i tilrettelæggelsen, forelæsninger, opgaver, øvelser og eksamen. I flere af 1970-er- og 1980-er-årene var professor Flemming Hansen den bærende kraft. Han er en betydelig personlighed. Han var mig bekendt hovedaktionær i AIM Instituttet, og han har udtrykt offentligt 21-11-1989 og 06-11-1992, at om 50 år “i Danmark bør bo 15 mill., hvoraf ikke over halvdelen behøver være født her”.
Det første store spring sker således med eksperimental-psykologien og Wundt.
Nu var det ikke enden med Wundt; vi skal derfor kort se på Sartres menneskeopfattelse, som foreslået af forfatterne til “Marketing”.
Lad os se om det så er sagen, vurder selv:
“Den anti-racistiske racisme er ikke af nyere dato. Den knytter sig tilbage til 1960-ernes intellektuelle klima og til den tids ledende figurer, i særdeleshed – Jean-Paul Sartre. Med Sartres Forord til Frantz Fanons bog (“Fordømte her på jorden”, 1961; Rhodos, 1966) kan den “anti-racistiske” ideologi betragtes som allerede dannet. Uden den sartreske baggrund kan vore dages “anti-racisme” ikke forståes i dens specifikke mekanismer og indre legitimeringer. Fra Sartre går en direkte linje til “SOS-Racisme med Bernard-Henri Lévy som mellemled”, således skrev Monica Papazu i Tidehverv nr. 8, 68. årgang oktober 1994.
Monica Papazu fortsatte: “Idet Sartre i forordet til Fanons bog udtrykker sin “anti-racistiske” holdning, kommer han til at vise, uden at dette kunne have været hans hensigt, hvordan “anti-racismen antager form som omvendt racisme, hvordan den overtager racismens indhold. Sartres udgangs-punkt og intellektuelle begrundelse er her “kampen mod racismen”, d.v.s. mod de hvides “racisme”. Men i stedet for at blive rettet mod de hvides racisme retter denne kamp sig mod den hvide race. Det, Sartre fremstiller som modsætningen til racismen, er simpelthen en anden racisme, som i alle henseender efterligner den første. Til ringeagt svarer ringeagt, til kolonisering svarer kolonisering, til vold svarer vold, til drab svarer drab:”
“I går var I, europæere, herrer over zombierne, men “hver har sin tur(…) (i dag) er det jer, der er zombier”(s. 13). “… Først er der kun kolonistens vold, men snart deres egen (ikke-europæernes), det vil sige: den samme vold bliver kastet tilbage på os, således som vort spejlbillede kommer os i møde, når vi går hen imod et spejl” (s. 16).”…Før var vi dem, der skabte, og nu skaber andre historie med os som stof” (s. 24).”…Det er vor tur, skridt for skridt, at betræde den vej , der fører til det ‘indfødte’ niveau. Men for at vi helt kan blive indfødte, må vor jord besættes af tidligere koloniserede” (s. 25).”…Vi var mennesker på hans bekostning, han (ikke-europæeren) gør sig til menneske på vor. Et andet menneske: af højere kvalitet” (s. 21).
I spejlbilledet vender alting tilbage, selv racernes hieraki genopstår i omvendt rækkefølge, med europæeren som den inferiøre race, og ikke-europæeren som den overlegne race: et menneske “af højere kvalitet”.
“Det er racehadet, Sartre gennem en generel fordømmelse af de hvide (alle hvide er skyldige) eksplicit opfordrer til. Den europæiske hudfarve (“dette fede, blege kontinent” – s. 22) kan ifølge hans tekst ikke betragtes uden had.”
Sanseindtrykket indgyder et uimodståeligt had, som kun kan finde sin udløsning i drabet: “at skyde en europæer ned er at slå to fluer med et smæk” (…)”: tilbage bliver en død mand og en fri mand” (s. 20).
Jean-Paul Sartres internationalisme
“Efter mange års intens indsats lykkedes Sprogreform-Projektet i Frankrig i 1990. I flere årtier, med udgangspunkt i UNESCOs dokumenter (1953) (betydningen af den internationale institution må ikke overses!), er der blevet gjort forsøg på at reformere stavemåden (1961-1965, 1976/1977), forsøg som er mislykkedes – franskmændene ændrede ikke deres stavemåde i overensstemmelse med de officielle vejledninger, jfr. bl.a. Journal Officiel en Rapport om rettelser i stavemåde ved Det Højeste Sprognævn direkte under premierministeren i Frankrig”.
“Sproget er ikke et betydningsløst element i folks liv. Det er et folks liv. Spørgsmålet om sproget er et spørgsmål om nationen og dens ånd; det er et spørgsmål om traditionen og traditionens bevarelse; det er dernæst et spørgsmål om de nye generationer, dannelse og uddannelse, skolen; det er et spørgsmål om forholdet mellem et folk og indvandrerne; og det er sluttelig et spørgsmål om det politiske områdets karakter og grænser” (citat slut).
Således skrev Monica Papazu bl.a. i sit banebrydende Essay om en ny ideologi af totalitært tilsnit, der i dag er herskende i Vesteuropa: “anti-racismen”. Under en humanitær facade genformuleres i en særegen sammenblanding af indholdet i de to hovedideologier i moderne tider: racismen og kommunismen. Essayet undersøger dens kilder, grundtemaer, organisationsformer og dens forhold til samfundets institutioner. Essayet titel: “Det vesteuropæiske tabu: Det nationale”
I forordet til Dansklærerforeningens nyeste udgivelser, Danskfagets danskhed (Peter Heller Lützen, 2002) – uden mange kommaer – står følgende: “Danskfaget er i den forstand ved at nedlægge sig selv som dansk fag. Det er ved at blive et internationalt kulturfag. Og det er godt. Kun ved at underminere forestillingen om at der findes en fælles kultur for indbyggerne i Danmark, kan man åbne og efterhånden afskaffe begrebet danskhed som pædagogisk og dannelsesmæssiget ideal. – Det mest hensigtsmæssige og hensynsfulde over for skolens og danskfagets brugere er at svække forestillingen om at der findes en dansk læsemåde. Det gør der heldigvis ikke længere. Danskfagets formål er derfor at undergrave danskheden. Selv om det er en anelse forvirrende at der stadig står ‘dansk’ på skoleskemaet, og selvom det formål aldrig er blevet formuleret, så er det det formål danskfaget med tiltagende begejstring har virket efter de seneste 40 år.”
Udgangspunktet var Jean-Jacque Rousseaus portræt af det lille naturbarn ’Emile’.
Jean-Jacques Rousseau ( 1712-78 ) gav nogle ’tilsyneladende’ meget personlige og passionerede bidrag til forståelse af begrebet staten, dens såkaldte natur, dens begyndelse og den formål. Rousseau satte endog spørgsmålstegn ved oplysningen og kulturen. Hans tanker skulle vise sig at få en enorm effekt på de vestlige samfund i det 19. og det 20. århundrede. Rousseau’s skriverier er fyldt med modsætninger og andet obskurt indhold. Rousseau satte mindst tre børn i verden med forskellige kvinder (uden for ægteskabet). En skotsk filosof og økonom David Hume fandt disse børn på en parisisk børneinstitution, hvorfra han tog dem i privat pleje.
Marionetter er vi blevet, næsten alle. Andre bestemmer, hvordan vi skal leve vort liv.
At komme ind i og blive i pyramiden forudsætter du aflyder og ikke stiller for mange spørgsmål. Her skal vi spille hver sin rolle, som oftest små roller, eller roller vi ikke kender den fulde rækkevidde af.
Vi ser måske efter forklaringer i den gale retning. Tro aldrig på noget af denne verden.
Politik og religion gør os som oftest blinde – helt på beregning.
Det er nemt at lære, hvad der foregår.
Når du ved, vil de, der bestemmer, respektere dig for det du er, et helstøbt menneske.
De giver mange og stadig flere tid, nogle bruger deres muligheder.
Enhver lilleput kan bruge Danish dynamite:
Du må ikke lyve. Når du kender sandheden, der er det modsatte af løgn, skal du fortælle den.
Viden, kærlighed og tilgivelse vil give dig magten tilbage. Ingen af os skulle være marionetter.
Sonia
PS: Mere om baggrunden og aktørerne: Most generally, abandonment of Enlightenment confidence in the achievement objective human knowledge through reliance upon reason in pursuit of foundationalism, essentialism, and realism. In philosophy, postmodernists typically express grave doubt about the possibility of universal objective truth, reject artificially sharp dichotomies, and delight in the inherent irony and particularity of language and life. Various themes and implications of postmodern thought are explored by Foucault, Derrida, Lyotard, Rorty, Haraway, and Cixous.
Dette indlæg bragte vi første gang 13. april 2008. Der var næsten ingen reaktioner. Mon det dæmrer nu? Projektet har stået på i to generationer, og begge er ødelagte med samme skæve introduktion til livet. Når projektet her betegnes som det værste er det fordi modstandskraften fuldstændig er forsvundet, netop når den kræves om ikke mange år.
Indvandrings-
hastigheden voksede
endnu mere i 2013
Danmark 