http://www.information.dk/183151:
“Kapitalismens nekrologer overser kapitalismens historisk unikke tilpasningsdygtighed
Kapitalismen befinder sig i sin værste krise i årtier. En kombination af dyb recession, globale økonomiske skævheder og de facto nationalisering af store dele af verdens finansielle sektor har skabt alvorlig ubalance mellem markeder og stater. Hvordan en ny balance skal findes, er i nuværende fase rent gætteri…”
——————————————————————-
Hvis du vide noget andet end vrøvl (så er det ikke på dette link du finder noget særligt på)
Desværre må vi beklage, næsten alt er
grundlæggende misforstået:
“Dog kan hverken privat ejendomsret eller markedet fungere uden sociale institutioner, som kan understøtte dem…”
Sludder, også i den grad.
Ordet eller betegnelsen kapitalisme, der ikke er noget anerkendt begreb, er opfundet af Karl Marx. Faktisk findes der ingen andre meningsfulde indretninger, hvis man vil undgå at alt styres fra toppen. De såkaldt ikke-kapitalistiske indretninger forbruger langt større mængder af ressourcer pr. produceret enhed og uligheden er tilmed sat bevidst i system i de tidligere nærmest på skrømt konkurrerende systemer – i virkelighedens verden.
Der indledes med en lodret – antagelig bevidst – misforståelse: Både markedet og den private ejendomsret lever fint uden sociale institutioner. Forskellige former for kollektivordning, hvor finansieringen ikke efter nogen indbildt naturlov går over skatterne, opstår naturligvis, hvor der er behov herfor. F.eks. kan forsikrings- og pensionordninger samt sundhedsvæsen sagtens finansieres over kollektive private ordninger. Sådanne findes i adskillige civiliserede lande, Tyskland og USA, der har klaret sig lige så godt eller bedre end vi har gjort her.
Den såkaldte finanskrise skyldes lige som de andre, at pengeudstederne – d.v.s. politikerne – forlanger et større forbrug end systemet kan magte. Dette fører først til inflation. Derefter forsøger man på forskellig vis at kurere sygdommen ved at give patienten mere af den medicin, som netop gjorde sygdommen værre. Så længe man som politiker kan afstøde problemerne på statsgælden går det.
Det private anonyme aktiebrevsbevis i form af ihændehaveraktier er indført ved lov af politikerne. Det medfører i sidste ende, at pengeudstedelsen lægges ud til private virksomheder. Her er der et internationalt problem.
Og når et land har teet sig med inflation, svigtende eksport-afsætning med fortsat øget indenlandsk forbrug, så kommer statsgældsætningen, der simpelthen skyldes at der er udstedt for mange pengemidler og ydet for store kreditter i forhold til økonomiens virke. Så har landet blot kunnet devaluere. Her er der et internationalt problem, som igen er skabt af genvalgsihærdige politikerne, der for at få egne særønsker opfyldt, tilbyder mere, end det er muligt at imødekomme uden at snyde på vægten.
Adam Smidt var foredragsholder i Retorik, Æstetik og Litteraturhistorie i Edinburgh fra 1748. I vinteren 1750-1751 berørte han temaet Social Economics og blev professor i Logik i 1751, senere i Etik i Glasgow. Han var anti-merkantilistisk, men beskæftiger sig ikke nævneværdigt med pengebegrebet – hvorom det meste drejer sig, når man vil forstå økonomiens virke i virkelighedens verden. Næsten hele hans økonomi-betragtning er ren teori uden nogen berøring med virkeligheden.
Statens indblanding er langt større end artiklen oplyser:
Uddrag af http://www.lilliput-information.com/economics/velg.html
Udviklingen i lyset af Velfærdskommissionen seneste redegørelser i 2004 og 2005 kunne være året 1960 sammenlignet 2001/2002:
Bruttonationalproduktet: (samfundskagen) i 1960 384,6 mia. 1995-kr. 1.188 mia. 1995-kr.
I skat betaltes: i 1960 26 pct. af samfundskagen (BNP=Bruttonationalproduktet) eller 100 mia. 1995-kr., i 2001 51,5 pct. af samfundskagen eller 612 mia. 1995-kr.
Offentligt ansatte: i 1960 406.000, i 2001 ca. 850.000.
Samlede antal beskæftigede steget med: 600.000 i perioden 1960-2001, hvoraf 450.000 til det offentlige og 150.000 til salgbar produktion.
Antal modtagere af overførselsindkomst: i 1960 var 600.000, i 2001 1.822.000, heraf 1.100.000 i de erhvervsaktive aldre, hvoraf 700.000-800.000 ledige eller ”på sidelinien”, d.v.s. som modtagere af dagpenge, bistandshjælp, førtidspension eller anden overførselsindkomst (det hele omregnet til helårsmodtagere).
Offentlige pengeoverførsler og tjenesteydelser: udgjorde 20 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 44 pct. af samfundskagen.
Offentlige tjenesteydelser: udgjorde 14 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 28 pct. af samfundskagen.
Offentlige pengeoverførsler: udgjorde 6 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 16 pct. af samfundskagen.
Den danske stat skyldte: i 1960 59,3 mia. 1995-kr., i 2002 573 mia. 1995-kr.
Ændringer kort i perioden 1960-2001: At dele: 3 gange mere At betale i skat: 2 gange mere plus 63,7 pct. af produktionsforøgelsen
Til at hjælpe: mere end 2 gange flere
At understøtte: mere end 3 gange flere
Statens gæld: 9,7 gange større
Problemet er den igangsatte Keynes-økonomi efter WW2, specielt som den blev misbrugt i praksis og førte til, at staterne blev systematisk gældsatte i største hast efter 1970, siden der i øvrigt intet internationalt pengesystem har eksisteret. Keynes selv beskæftigede sig ikke nævneværdig med monetære hold.
Bretton-Woods systemet byggede fejlagtigt på guld til en fast dollarspris, men dette system var selvfølgelig yderligere skæbnesvangert, når dollarnationens United States Congress ligeledes var befolket med inflationsivrige politikere.
Nu er der, som tingene har udviklet sig, behov Keynes’ Fjerde Essential, der gennemført fører til reelle valutakurser i stedet for nominelle kurser kombineret med en egentlig globalisering af verdensøkonomien i et system, hvor kapitalen gives frit spil, men hvor de politiker-drevne muligheder for spekulation er så godt som ophørt i verden.
Kendetegnende for udviklingen med 68-generationens ageren er at velstanden blev indkradset og forbrugt på skattefinansieret såkaldt velfærd til erstatning. Det har ført til at staterne i Vesten opsluger alt for stor en del af produktions- og samhandelslivets frit tjente kapital. Slutresultatet: en stor del af den arbejdskraftintensive produktion afstødes simpelthen og forlader Vesten til fordel for de fremmeste udviklingslande, hvis konkurrencefordele nærmest eksploderer, fordi de ikke har en sådan værdiopsuger, som vi har her.
I Danmark er velfærd næsten fuldstændig skattefinansierede overførsler og offentlige tjenesteydelser, d. v. s. ydelserne er en privat rettighed, men finansieringen kollektiv. I andre europæiske nationer er forsikringsprincippet derimod langt mere dominerende d. v. s. også individuel finansiering. Globalisering er et nyt smart ord for den internationale konkurrence. Selv hvor forsikringsprincippet er bærende for udviklingen, er der svære overvejelser om, hvad der kan gøres for at sikre skansen på hjemmefronten, fordi konkurrencen simpelthen river vore opbygge såkaldte sociale systemer i stumper og stykker.
Det samme sker i EU:
Med den internationale konkurrence var det netop markedernes ubegrænsede mobilitet herunder de finansielle markeders mobilitet, der blev afprøvet med den politikerskabte oppustede forbrugsøkonomi via kreditøgningen, sidst i folks huse.
Politikerne havde muligvis regnet med den gik sammen med faldende priser på importvarer fra vækstområderne i Østen, der i den ydre opregning mindsker den synlige inflation. Den gik selvfølgelig ikke. Eller også lavede man det hurtige opsving med en u-vending for netop at finde et falsk, men måske politisk gangbart argument for euro-JA-et efterfølgende.
Kapitalens frie bevægelighed vil underminere staternes evne til at regulere, specielt arbejdsmarkedet. Lønpresset og reduktionerne må tage imod truslerne om tab af endnu flere jobs. De globale finansielle markeder har ingen indbygget selvregulerende konkurrencemekanisme, og de fremkalder krise efter krise – sådan som de inflationsivrige politikere spiller med. Kriserne bliver dybere og dybere, og samtidig øges presset på de sociale systemer med krav om flere reduktioner.
Presset fra kriserne fører til enten opløsning af velfærdsstaterne i sammenknyttede, forsvarende blokke (i valutaerne Euro, Dollar, Yen eller Renminbi-zoner) eller tilbagefald til de gamle gamle fjendebilleder, måske en kombination af begge scenarier.
Men politikerne kan ikke bære at deres demokratiske funderede velfærds- og nationalstat opløses samtidig med at globaliseringen går mod enden, fordi politikerne og især deres befolkninger/vælgere tvinges til at bære tungere og tungere byrder uden nogen sikkerhed for at blive dækket ind.
Euro-Union er prototypen på denne udvikling. Dens dårligt skjulte dobbeltmotiv var 1) frygt for dollars-dominans og dollarkonkurrence og 2) frygt for at genforeningen af Tyskland med dens tidligere D-mark. Men frygt bygger altid på en falsk analyse af udviklingen. Det var ikke US-dollar som truede de europæiske markedsandele i verdenshandelen. Det er Europas tab af viden og teknologi og Europas træghed m.h.t. reelt omstillende reformer og fornyelser.
Politikerne ligger som de har redt:
Skiftende danske regeringer har skruet samfundet sammen over en 40 års periode, valgt at udvikle det, eller valgt at afvikle det, hvorved landet er kommet i den situation, at vi rammer mod naturlige stopklodser for finansieringen af velfærden om ganske få år. Skatteprovenuet kan ikke finansiere velfærden, og skatteprocentens højde, priserne på vore eksportvarer og statsgælden stopper udviklingen via globaliseringen.
Den nødvendinge omstilling til den ultimative international konkurrence er særligt blevet forsømt på det europæiske kontinent, hvor tilstrækkelig friholdt kapital til omstillingen i stedet blev opslugt af den evigt hungrende skattefinansierede forbrugssektor med i tillæg aldringsproblemet, som velfærdsmodellerne over livstid ingenlunde tog højde for. Samtidig har vi med overbeskatningens vildt overbudte lønkrav fra et mestendels monopoliseret arbejdsmarked fået bortkonkurreret det mest løntunge, og den udvikling fortsætter.
Den røde pil i figuren nedenfor viser den umulige eller den ideologiske vej. De sorte pile viser den mulige vej. Der er ingen andre veje. Sker omstruktureringen ikke meget snart, selvom det nærmest ser umuligt ud under forudsætninger om den øgede internationale konkurrence kombineret med velfærdens voksende finansieringsproblem, der særligt stammer fra den voksende ældreandel og den samtidigt faldende tilgang til arbejdsstyrken plus elitens selvskabte fejlskud til løsning af dens selvskabte fertilitetsproblemer – indvandringen fra Sydasien, Mellemøsten og Afrika, jvfr.: Børsen den 1. december 2005: http://borsen.dk/nyhed/81323/ – går landet naturligvis i økonomisk kollaps.
Dette er ikke hvad de fleste plejer at høre – men sandt:
Opsving er noget politikerne bestiller – f.eks. via overbelåning af boligmassen eller aktieboblen fra 1990erne. Præcis som med finanskrisen, der er en direkte følge af begge disse bestillinger. Hvad forbrugerne, private og offentlige giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se/høre økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbruget udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger. Sådan spiller klaveret ikke.
For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende, anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes USA-privatforbruget til kun omkring 8,5 pct. af producenternes udgifter til produktionsfaktorer – det som indgår i produktionsprocesserne – og andre producentvarer. D. v. s. at forbruget af kapitalgoder var 12 gange større end privatforbruget (8,5*12 = 100).
Produktionsprocessen består af et utal komplekse stadier, i dag langt flere end i 1920erne. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år (her 12). Det der gives ud på forbrug, privat og offentligt – stammer rigtignok fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive udgifterne til produktionsfaktorerne, hvori aflønningen af arbejdskraften indgår helt centralt), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere.
Man forsøger simpelthen at tvinge systemet til at frembringe mere forbrug, end systemet er i stand til. Andet er det ikke.
J. E. Vig, 25. marts 2009
Danmark 