DOGME-danmark ER PAA PLADS

Historiker-, Journalist- og Teologregimente i vente

People-press er blevet det nye syn i åbenbaringen, ‘når det drejer sig om kendsgerninger’, der ellers holdes officielt hemmelige. People-press meddeler at der er befinder sig 226.000 muhamedanere i Danmark. Ingen dokumentation. Nu skal det have ekko overalt i medierne, nøjagtig som det skete med Lars Hedegaards knap 200.000 muhamedanere i 2004. 

’Så ved offentligheden, hvordan landet ligger’

At kvalificerede totalanalyser med konkret indhold, der ikke kan bringes ud til et større forum, sandsynliggør at antallet snarere er lidt henad det dobbelte, er lige meget.

Ved at fastslå antallet af muhammedanere her og i de øvrige europæiske lande på grundlag af de officielle opgørelser af immigranter, uanset de ikke tælles, og vel at mærke ramme et antal utalte muhamedanere, der er omkring halvdelen af det kvalificerede estimerede antal, opnås, at projektet ’Europas Endeligt’ lettere kan gennemføres uforstyrret.

Cirka 710 gange har jeg understreget at muhammedanere ikke registreres endsige tælles i noget vestligt land – end ikke af historikeren og journalisten Lars Hedegaard. 

Der kan gisnes og anslås, gribes tilfældig eller ved udvalgte tvivlsomme interviews i helheden uden nogen præciseringer og fyldestgørende redegørelse for modtageren, og da er de typisk ukyndige/sprogorienterede ordmagere straks på hjemmebane; de er nemlig af tidsånden kendetegnet ved form uden indhold i hele deres metiér. Her bevæger de sig hjemmevant og frejdigt og allerhelst videre på hidtil ubetrådt jord. Når spørgsmålet pludselig rejses og behandles af noget, der er stort og benævnes f.eks. Pew, og uden der er nogen tilgængelig dokumentation, som ingen af dem i øvrigt kunne have vurderet betydningen af, såfremt der havde været dokumentation, er der en tilbøjelighed til helt at se bort fra emnet dokumentation. Resultaterne skal derimod bredt anerkendes/godkendes efter gentagelse på gentagelse. Dermed er spørgsmålet om antallet af muhamedanere blevet til et verdsligt religiøst anliggende, som alt andet politisk korrekt eller verdsligt religiøst. I kejserens Kina i ’Nattergalen’ sagde kavalererne P.. Nu siger de Pew.

Når det meddeles fra Pew – www.people-press.org ved nærmere eftersyn, nu ingen af viderebringerne af budskabet har gjort sig ulejligheden at undersøge dette nærmere, og samtidig ukritisk viderebringer det religiøse budskab – er det sandheden: I Danmark: 226.000 muhamedanere i 2010. Det stemmer tilsyneladende og ikke tilfældigt fint med Lars Hedegaards knap 200.000 i 2004 optalt efter en såkaldt navnefil hos Danmarks Statistik. Det rene vrøvl, men det betyder ikke noget.  

Sandheden er hermed fastslået, ikke ved naturlov, men ved historiker- og journalist- og teologlov.

Ja, Pew’s forudsigelse eller spådom om, at indvandringen af muhamedanere i perioden 2010-2015 vil udgøre i alt 4.000, var som vi hævdede noget vrøvl. Der kom 4.210 fra muhanedansk dominerede lande alene i 2010, dokumentation: http://lilliput-information.com/tilst2010.pdf

Lars Hedegaard er historiker og journalist og har været særdeles aktiv med at fastholde sine 200.000 muslimer eller rettere 191.000 i Danmark siden sommeren 2004.

Fortiden indhenter måske dogmet

 “Brændpunkt” på TV 2 og Jørgen Bæk Simonsen meldte den 1. november 1995, at der var 80.000 muslimer i Danmark.

I Berlingske Tidende den 13. oktober 1995 fremgik det af artikel af journalist Bitten Friis, at biskop i København Erik Norman Svendsen havde oplyst muslimer, der er det næststørste trossamfund i Danmark, har ca. 100.000 medlemmer (oktober 1995). Det var så et par uger før.

10. september 1998 (knap 3 år senere), hvor udsendelsen “Helt ærligt, mand” kørte (bemærk, titlen på udsendelsen) afsløredes sandelig følgende: Mette Fugl hævdede at hun havde hentet følgende oplysning hos Danmarks Statistik. Det var naturligvis løgn, da muslimer ikke registreres som sådanne i Danmark. Tager vi uanset hendes vrøvl for gode varer: Der er 160.000 muslimer bosat i Danmark (10. september 1998).
Konsekvensen heraf og konsekvensen af teologens angivelige oplysninger viderebragt 13. oktober 1995 i Berlingske Tidende og 1. november på TV2, hvis disse også antages for at være sande, skulle så være, at antallet af muslimer måtte være henved fordoblet på knap 3 år fra 80.000-100.000 til 160.000.

Når vi kommer til Lars Hedegaards sommer 2004, hvor han ikke kunne/måtte modsiges af nogen i bladene om spørgsmålet, er der næsten gået 6 år fra september 1998. Lars Hedegaard tæller via sin navnefil knap 191.000 muslimer. Skulle antallet nu være vokset med knap 30.000-40.000 fra 160.000 på 6 år, hvorimod antallet voksede med 60.000 – 80.000 på blot 3 år fra 1995 til 1998, mens muslimerne endog var langt færre, trods alt. Vi behøver end ikke se på indvandringstallene.

Men det er bliver værre endnu, og her ses ‘liberalens tydelige fortjenester’, de 191.000 blev til blot 226.000 fra 2004 til 2010 (33.000 ud af 191.000 på 6 år), hvor naturalisationerne ‘med eller uden konverteringer pr. indbygget automatik (se nedenfor) og konvertering af nyfødte’ buldrede afsted.

Det rene vrøvl.

“2010-2015 vil ankomme ca. 4.000 muslimer til Danmark i følge PEW, mens der mod periodens slutning, 2025-2030, vil komme i omegnen af 3.000, i hele perioden på fem år i følge PEW.”

Dette kan enhver, der ikke er dumpet i logik på børnehaveklasseniveau, umiddelbart se er vrøvl:

Efter den Gregorianske Kalender er der ikke fem år på ét kvartal, der er fire kvartaler på ét år. Alene i 2010 er med garanti kommet mere end 4.000 muslimer til Danmark. Det kan anslås ret sikkert ved, at vi efter den 12. februar (når den officielle opgørelse foreligger) lige korrigerer og sammentæller antallene fra muslimsk dominerede lande.

Men det er ikke logik eller sandhed (i fortidig forstand), der er gældende længere. Det er politisk korrekt logik og sandhed: Budskabet, der skal annammes, er et dogme, der er udstedt først af journalist Lars Hedegaard (måske allerførst af journalist Mette Fugl og biskop Norman Svendsen) her til lands og nu også af journalisternes People-Press.

Det er vigtigt at forstå: Når man angiver noget, der ikke kan/må eftervises eller dokumenteres, og det anerkendes af undersåtterne efter et passende antal gentagelser, så er det som dogme en uigendrivelig politisk korrekt sandhed, et såkaldt absolut, hvorom man ikke kan tillade sig at tvivle eller stiller spørgsmål, hvis man er med i et af de rigtige selskaber.

 

  

J. E. Vig, den 30. januar 2011