Danmark

30. juni 2006

Papirer og boligerne giver mere gevinst end produktion


Endnu en rentestigning

– for at holde kapitalen i Europa og dæmpe husprisernes stigning, og det bliver ved. En forskydning af kapitalen fra realkapital til privat kapital uden for produktionen eller væk fra Europa fører til, at aktiviteten som beskæftigelsen skulle bygge på også forsvinder. Så påstanden om at der altid er arbejde at få er ren myte, der gentages dagligt. Kapitaldannelsesprocessen skævvrides af den manglende omstilling og fornyelse til de ændrede konkurrenceforhold i verden og en fortsat alt for forbrugstungs Europa-økonomi. Toppen har valgt at lade stå til og primært beskylde arbejdsløse og udstødte for ulykkerne for noget, der skal kaldes ”overhedning”. Når inflationen eventuelt vælges, fordi de ledende altid springer over hvor gæret er lavest, vi de igen ganske uberettiget hævde, at bunden er skyld i alle ulykkerne.

Realkapitalen er indbegrebet af de enkelte goder, som i den økonomiske virksomhed frembringer vort forbrugs midler og holder ressourcerne i bredeste forstand vedlige. Kapital som funktion. Den faste realkapital bindes længere tid i jord, bygninger og anlæg, evt. lageret, den flydende realkapital bindes i det faktorforbrug, der sker i produktionsprocessen, medens den forløber og evt. lageret. Processen gentages typisk.

Privatkapital er karakteriseret ved en mængde rettigheder, der giver adgang til arbejdsfri indtægt (oftest i form af rente og kursgevinst), hvor der ikke kan påvises nogen forbindelse med produktiv virksomhed. Huspriserne har lige kørt i vild fart mod skyerne, så mere kapital er blevet trukket væk fra realproduktionen.

Aktiviteten i praksis kan du læse om her – også om perspektivet:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/30/kapital-flyder-over-atlanten/

 

https://danmark.wordpress.com/2006/06/26/spekulations-regimet-kommer-til-ende-pr-naturlov/ 

I fremtiden vi de satse på tilskud i EU. Fordi jeg via offentlige tilskud, der i dag angiveligt skal virke på arbejdsløsheden og byfornyelsen, kan få ombygget et par ejendomme og derefter hæve huslejen med 15-20 procent, samtidig med at min ejendom kan forventes at være blevet mere værd i handel og vandel, så bliver samfundet jo ingenlunde mere funktionsdygtigt eller rigere af den grund. Jeg bliver det nok umiddelbart og sikkert, når jeg sælger kapitalgodet i tide; men hvad skulle det ellers gøre andet end fjerne endnu mere kapital fra realproduktionen, som vi skal leve af mestendels materielt.

Er det set før – JA! Tilskuddet får initiativet og pengene trukket et andet sted hen. Aktiviteten øges i en periode, og leverandørerne indstiller sig på mere omsætning også. Fortsætter tilskuddene øges kommandoøkonomien og funktionærstaten, og skævridningen af økonomiens naturlige ordning. Standser tilskuddene bliver ledigheden meget større, end den først var forud for tilskuddet. Naboen gøre som jeg i morgen, når han ser tilskudsarbejderne på mine ejendomme. Trediverne var fyldt op med disse gældsforøgende New Deal tilskud, som altid først i U.S.A., så her.

Når tilsvarende huslejen samlet i de københavnske ejendomme fra 1914 til 1926 steg med 40 mill. kr.( i den tids penge, hvor den samlede seddelmængde udgjorde 140 mill. kr. i 1914. I februar 1919 udgjorde den 430 mill. kr), var der, uden at samfundet var blevet rigere af den grund, skabt en privatkapital på ca. 500 mill. kr. (den kapitaliserede værdi af 40 mill. kr. pr. år – efter L. V. Bircks annuiteter anno 1925-1930. Han ejede selv ejendomme), hvoraf en del selvfølgelig realiseredes ved salg.

Kapitaliseringsprocessen fremskyndes i et samfund, hvor det at have kapital er en voksende betingelse for personlig frihed og sikkerhed i tilværelsen.

Overkapitalisering skete under 1. verdenskrig gennem aktier, obligationer og banklån, hvormed man udbetalte de dividender, som et for højt værdisat lager og anlæg tilsyneladende retfærdiggjorde. Følg vore skibsselskabers historie fra 1912 til 1920 (se ovenfor og appendix om Landmandsbank-krakket). Et selskab slagtes, idet skibene ansat til 1000 kr. pr. ton dødvægt, solgtes til et nyt selskab. Den tidobbelte overpris, som de nye aktionærer betalte, tilførtes ikke søfarten, der ikke desto mindre skulle forrente den, men den gik i aktionærernes lommer. Og mange af disse såkaldt nye selskaber nærmede sig snart insolvensens grænse. Grænsen hvor passivernes sum overstiger aktivernes sum.

I dag har vi haft selskabstømning, der har fik lov at fortsætte, medens myndighederne så til eller har set til, måske uden at ville dette, selvom aktører med i nye kasketter i hvert fald deltog.

Tænker man på de manøvrer, under hvilke kapitaliseringen og overkapitaliseringen foregår, og de mange papirspenge skabes, som man vil tvinge samfundet til at forrente – aktieboblen i 1900-erne – , forstår man, at dette kan intet samfund leve med.

Det er/var galt overalt i Europa, før som nu – Schweiz, Norge og til dels Irland og Tjekkiet undtaget i dag. Realkapitalen er ikke endnu blevet ødelagt ved krig; men mest ved hemmeligholdt overforbrug i offentligheds- og fondssektorerne udover, hvad brandbeskatningen kunne magte at finansiere. Lønkonfiskation er rette betegnelse.

Staten udsteder så obligationer til underkurs med fast forrentning og inddrager dermed betalingsmidler, der skulle have nyttet samfundet som realkapital, men det er ikke nok. Samtidig henter den ad denne dødrute også valuta hjem i konkurrence med andre europæiske lande, fordi den også sælger det tidligere benævnte indlandspapir i udlandet.

Man har talt om, at eftertiden ved statsgæld bærer en del af byrderne for nutiden, og man har talt om at underskud på de offentlige finanser speeder økonomien op.

Begge dele er aldeles ukorrekt og opfundet til formålet, som forbliver “danse-myggenes” bedst skjulte hemmelighed.

Såfremt det første havde været rigtigt, ville den moralske berettigelse være mere end tvivlsom; men det er ikke rigtigt.

Ved lån og ved skat overføres borgernes købekraft til staten, der nødvendigvis retter sin efterspørgsel efter nutidens varer og tjenester. Krig kan ikke føres med fremtidens kanoner, og soldater kan ikke klæde sig i fremtidens klæder og leve af fremtidens landbrugsprodukter. Staten bruger provenuet af såvel statslånet som skatten til at købe nutidsvarer, hvis mængde derfor mindskes. Da borgerne i tilfælde af statslån bredt beholder deres købekraft, stiger varepriserne kraftigt som følge af lånet, og denne inflation afsætter sig som store profitter og kursgevinster. Disse giver anledning til et overforbrug, og den långivende borger véd ikke af, at samfundet er blevet fattigere, for han har jo blandt sine aktiver en god tilsyneladende sikker rentekilde i statsobligationen (privatkapital). Tværtimod tror han, idet han ræsonnerer udfra sit eget, at samfundet er blevet rigere. Det går ufattelig godt! Opsvinget!

Prisstigningerne reducerer de brede lags realindtægt – når seddeludstedelsen og løn blot fastholdes; hvis de slippes, så bliver det endnu værre. Statslånet tager altså nutidens goder, ikke fremtidens, og byrden mærkes straks på prisniveauet. Dernæst betales der igen, når gælden skal forrentes og afdrages. Her skal pengene hentes via skatterne, der igen rammer bredt og mærkes mest af folk med lavere indkomster.

Staten har nemlig ingen penge.

Til det andet forløjede udtryk stammende fra John Maynard Keynes er kun at bemærke, at når man fjerner pengemidler ved salg af statsobligationer fra et sted, hvor det private initiativ ellers råder, og lader staten disponere i stedet, så skævvrides økonomiens naturlige ordning – byggende på behov og ærligt tjent købekraft – og de brede lag belastes af både prisstigningerne, der følger straks, og senere også af de øgede skatter til finansiering af rente- og afdragsbyrden fra statslånet. Staten overtager initiativet.

Den aktive kapital (eller realkapitalen) svækkes ved at fastholde en falsk passiv kapital (privatkapitalen). Dernæst kastes byrden over på de brede befolkningslag. Rentenyderen af statsgælden ser gennem bankens øjne og forstår først for sent, at det ikke blot er arbejdslønnen, men også renteafkastet, der forringes ved den rentestigning, der følger med inflationen. Faldet i købekraft, der uvægerligt følger, overstiger rentestigningen, så han i fremtiden alligevel kommer til at betale, medmindre nye udsættende, men fordyrende krumspring foretages. Ville dette ikke ske, kunne man sige, at “geniale politikere” og deres “overmenneskelige embedsmænd” havde opdaget eller opfundet en metode til at lovgive sig væk fra tyngdeloven.

Det er her “dansemyggene” både skriver og indstuderer koreografien.

Under inflationen dengang tillod man priserne at flerdobles i begyndelsen af 1920-erne. Statsbankerotten lurede i 1923, men kun p.g.a. svig. Samtidig samledes der mægtige formuer på private hænder, og staten kastede bare (u)forpligtende statsobligationer ud. Havde man i 1919 i stedet én gang for alle taget en formueskat til tilbagebetaling af krigens gæld, havde man ikke absurd bibragt borgerne den tro, at man kunne føre krig for intet. Det var umoralsk, at der kunne dannes mægtige privatformuer ved krig og inflationssvig, og det var uøkonomisk at tillade borgerne et forbrug på grundlag af en tilsyneladende formue, der ikke stod i forhold til Europas virkelige kapitalmangel. Derefter fulgte stilstand i hjulene – deflation, hvor alle værdierne begynder at ødelægges. Vejen ud herfra er ganske langvarig og smertefuld. Normalt kommer så krig igen, hvis mange lande kører samme trafik. Det skete også. Det hele skyldes alene svig.

Men man har forud kapitaliseret ( tilbagediskontering af alle fremtidige beløb til et nutidsbeløb, der under hensyn til renten helt tilsvarer fremtidsbeløbene. Nu er det bare det – som nævnt – at f.eks. renten, købekraften og kurserne ikke er til at lide på), fremtidens udbyttemuligheder og for de nu besiddende fastslået, at krig er en fortræffelig forretning, noget, det er værd at gentage.

Det samme sker i dag; men indtil nu uden krig hos os. Med en abnorm mængde statspapirer overalt i Europa er de reale produktionsmuligheder under gunstige forhold iøvrigt ikke tilstede ved en bare nogenlunde acceptabel beskæftigelsesgrad. Lige netop under sådanne forhold vil magthaverne have en ny fælles obligatorisk Europamønt, som de hævder vil frigøre os fra den internationale spekulation. Hvorledes 12-14 gældsatte lande faktisk kan ændre den eksisterende status ved at skrive det på et nyt fælles stykke pengepapir, der så uddeles til erstatning for de ødelagte nationale monetære enheder er ikke umiddelbart indlysende. Derimod kan de med Euroen ændre på noget andet, og det er i realiteten, hvad det drejer sig om (se nedenfor).

12. februar 1998 meldte 154 økonomiprofessorer i Tyskland helt på linie med Information om Danmarks oplysninger fra 1996, at Euro-projektet som det agtes gennemført er aldeles udsigtsløst. Yderligere kapitalflugt, høj rente, mere arbejdsløshed og hyper-inflation er resultaterne. Tyskland havde officielt 4,82 mill. arbejdsløshedsforsikrede (12,6%) uden arbejde i januar 1998, den største nogensinde. I juli 1998 er den tyske ledighed faldet til 4,3%; men arbejdsmarkedspolitiske forbundsdagsrepræsentanter for SPD – det tyske socialdemokrati – melder på skærmen lige før valget, at den reelle ledighed snarere er henved 10 mill. I 1932 havde Tyskland 4,1 mill. arbejdsløse. Dengang udgjorde arbejdstyrken en langt mindre del af befolkningen – kvinder tilbød sig ikke på arbejdsmarkedet i samme omfang som i dag.

Om vi skal have finansmændene på kommandobroen, eller vi skal vågne af vor Tornerosesøvn og klare ærterne selv som rigtige danskere, bestemmer vælgeren/seeren/ lytteren/læseren i et demokrati. For vi har da demokrati, har vi ikke?

“Statsgæld er umoralsk og ødelæggende; umærkelig underminerende statens grundvold, udleverer den de nulevende generationer til den næstes forbandelse” (citat: Napoleon I og L. V. Birck).

Stabiliseringsfondssystemet fra 1932 går i korthed ud på, at valutapolitik og indenlands pengepolitik holdes adskildt. Det betyder at lande, der nok kunne hente guld hjem på anden vis end sædvanlig handel med sædva­nlige varer – f.eks. ved gældsspekulation og praktisk bankvæsen – bare kunne opbygge en fond uafhængig af centralbanken, med hvilken der så kunne føres en pengepolitik, der friholdt priser og lønninger fra at skulle variere, når dette ellers skulle til af hensyn til varesamhandels-uligevægts-problemerne. Et langt, men sigende ord.

Man bruger (misbruger) det ophobede ædelmetal i fonden i stedet for at foretage de nødvendige indgreb mod dårligdommen. Det var netop guldets opgave at tjene som et nyttigt redskab til afsløring af fejlindretningen i forhold til det nød­vendige. Eller: Man brugte ikke guldet som et fornemt redskab til at sig­nalere noget reelt måtte gøres i samfundsindretningen, man erstattede indgre­bene med guld.

Muligheden for at anvende dette kunstige trick var kun tilstede, fordi Bank of England var på private hænder. England var det første land, der på denne måde stabiliserede pund-kursen, uden at pengepolitikken via pengemængden, kreditpolitikken og løn- og indkomstpolitikken blev brugt.

Uha, det med økonomi er noget svært, vil nogle måske nu hævde.

Nej, vel er det ej, det er gjort kunstigt svært for at forvirre dig og gøre dig ufri. Det sker ved at sløre for dig, hvad der sker, hvad der kan, og hvad der ikke kan gøres med hvilke midler og med hvilke virkninger.

Et eksempel på de fantastiske heksekunster blev bl.a. afsløret af Arne Rasmussen, der skrev og forsvarede doktordisputatsen “Pris- eller Parameterpolitik.” Hovedsigtet hermed er at vise, hvorledes ikke blot prisen på varerne kan anvendes analytisk som efterspørgselsbestemmende middel i marketingindsatsen. Arne Rasmussen viser, hvorledes prisen blev overtaget af driftsøkonomerne fra nationaløkonomerne. Prisen var den nemmeste at måle til formålet, og desuden var det langt hen ad vejen for matematisk krævende at arbejde med flerdimensionale sammenhænge til bestemmelse af efterspørgslen i modellerne af virkeligheden. Arne Rasmussen blev verdensberømt.

Hele “Keynes-videnskaben” bygger i dag på antagelseslogik eller uvirkelig modelbetragtning.

 

Den 21. september 1996 overværede jeg et foredrag af en yngre og vel håbefuld politiker med en økonomisk uddannelse. Emnet var EU og Danmarks økonomi. Denne ambitiøse politiker hævdede, at det var vigtigt langt hen ad vejen for karrieren at opfatte og udtrykke ikke alene EU-problematikken, men også den nationaløkonomiske metier “på den rette måde.” Kun hvad EU angik var han at betragte som outsider i vort folketing, og han kunne stolt bedyre for forsamlingen, at der var mindst tre folketingsmed­lemmer mere i hans parti (Det Konservative Folkeparti) foruden ham selv, der således skejede ud angående EU-tilslutningen. Ingen skejen ud angående den Keynes-fastlagte nationaløkonomi-opfattelse.

Dette er niveauet, når det går højt på Borgen, Christiansborg, hvor det virkeligheds-forskansede Folketinget er placeret.

30. juni 2006

Joern E. Vig, cand. oecon.

Advarsler mod lav ledighed (?)


Propaganda

– bygger på virkelighedsfjern teori.

Arbejdsløsheden er angiveligt faldet til 4,5 pct. af antallet af arbejdsløhedsforsikrede eller i alt 125.000.

Advarslerne bygger på følgende fejlresonnement:

Er efterspørgslen efter arbejdskraft større end antallet, der søger arbejde tilsiger den virkelighedsfjerne teori, at så får vi inflation, fordi det skulle give stigende lønsatserne, når det er sker uden tilsvarende produktivitetstigning. Og det skulle så sætte inflationsmøllen i omdrejninger.

Ja, vi har inflation, og den bliver værre, men årsagen er en ganske anden. Sådan er det.

Vi ved jo efterhånden alle sammen, at langt mere end 1/2 mill. er officielt sat uden for arbejdsmarkedet foruden de registerede ledige nævnt oven for. De er sendt på kontanthjælp, aktivering m.v. eller førtidspension, fordi de kun kan stå som ledige og være arbejsløshedsforsikret i en A-kasse med udbetalingsvirkning i en stadig kortere periode. Optjeningperioden, der giver ret til A-kasse-midler, er også blevet øget flere gange, hvilket også får gruppen af såkaldt udstødte til vokse hurtigere. Meget af faldet i den officielle ledighed skal i øvrigt findes her.

Hver eneste familie har snart en arbejdsløs.

Vi ved efterhånden mange af os, at mange jobannoncerne ikke indeholder reelle jobs, at fagforeningerne bl.a. er rendt forgæves flere gange her i foråret 2006, og at selv Dansk Industri har måttet sige fra for nylig:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/23/jobannoncer-uden-reelle-jobs/

[der er stadig mange, der ikke vil læse den slags – fordi det er sandt – de foretrækker at tro usandhederne.]

Inflation skyldes pengemiddeludstedelsen og købekraftudvidelsen fra især boligmarkedets prisstigninger og øgede kreditter i de nyere boliglåneformer.

https://danmark.wordpress.com/2006/06/30/papirer-og-boligerne-giver-mere-gevinst-end-produktion/

https://danmark.wordpress.com/2006/06/14/when-capital-leave-real-production/

https://danmark.wordpress.com/2006/06/26/spekulations-regimet-kommer-til-ende-pr-naturlov/

Det er ikke de arbejdsløses skyld – selvom det i mange år har været smart at pukke på de ledige, som roden til næsten alt ondt.

Det er lidt tragikomisk: 

“Vi troede faktisk, at lav ledighed tværtimod skulle være godt” – nu kaldes det noget, der skal advares imod af såkaldt cheføkonom -; men det stemmer heller ikke al den stund, at hovedparten af de udstødte stadig står til rådighed og skal møde på AF, nyttesløst gennem aktivering (“oftest af aktivister”) og anden hersen. Problemet er, at de ikke tælles på den samme (opgørelses-)hylde, i særdeleshed oplyses det sjældent af pressen, at der netop ikke er noget arbejde til dem, og flere og flere jobs i øvrigt nedlægges hver eneste dag. Det sidste fremgår trods alt sporadisk af medierne.

Den officielle ledigheds opgørelsesfejl hudflettede vi allerede i 1998 og ajourførte med oplysninger senest i 2003 på: http://www.lilliput-information.com/led/index.html

30. juni 2006

Joern E. Vig 

 

Kapital flyder over Atlanten


Inflationen søges bekæmpet i USA

– men samtidig trækkes kapital ud af EU med Euro

Amerikansk rente hævet til 5 1/4 pct. Det er 17. renteforhøjelse i træk og den højeste rente siden marts 2001. USA’s Federal Reserve – svarende til vores nationalbank – skal angiveligt med forhøjelsen neddæmpe inflationen, karakteriseret ved en falsk vækst på 5,6 pct. iførste kvartal af i år.

IoD: 

Da imidtertid renteforhøjelsen virker tiltrækkende på finansielle investorer, må vi herfra konstatere, at vore forudsigelser for 10 år siden om, at den obligatoriske Euro vil trække kapital ud af Europa, stemmer med virkeligheden.

Euro giver ikke gang i real-økonomien:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/23/euro-ville-skade-danmark/

Euro ultralight og Euro light: 

https://danmark.wordpress.com/2006/06/01/euro-ultralight-og-euro-light/

30 juni 2006

Joern E. Vig, cand. oecon.

Protester mod den nye Medielicens

Filed under: Justice — Tags: , , — Jørn @ 07:22

Medielicens fra 2007 er brud på skattestop

Den nye medielicens er reelt en skat på internetadgang, og er derfor i klar strid med skattestoppet. Regeringen benægter, og siger at TV–licens ikke er omfattet af skattestoppet. Fra 1. januar 2007 afskaffes den tidligere farve-tv-licens og erstattes af en ny medielicens.

Vi har behandlet spørgsmålet indgående den 13. juni på: https://danmark.wordpress.com/2006/06/13/medielicens-er-brud-pa-skattestop/ 

Skriv under på protesten:

http://www.pc-licens-nej-tak.skrivunder.dk/index.php

 

Sonia

VI HAR RIGTIG ONDT I UDDANNELSERNE


Koldbrand kureres ikke med lavendelolie

Svaret først, spørgsmålet bagefter:

11. april 2005 oplyste TV2-Nyheder, at 57 pct. af de folkeskolelærere, der underviser i faget dansk i Folkeskolen, ikke havde valgt danskfaget i uddannelsen på seminariet, og tilsvarende gør sig gældende for 97 pct. af de, der underviser i fagene naturfag og teknik[1].   

Det har sine virkninger: 

Formanden for gymnasiernes rektorforeningen Peter Kuhlmann bekræftede 9. april 2006:  “…at den nylige gymnasiereform ikke har lokket flere i gymnasiet til at vælge de naturvidenskabelige fag. Det skyldes mangel på velkvalificeret naturvidenskabelig undervisning i Folkeskolen…”   

Det er tit de små korte nyheder, der lige skal sammenholdes.  

Det mest afsindige er, at vi ikke har fået disse oplysninger, længe før skolen rent faktisk brød sammen. At eleverne tilegner sig ideologien indgår helt centralt i bedømmelsen af, hvilke elever, der klarer sig godt og hvilke skidt helt nede fra folkeskole- og børnehaveniveau.

Uddannelserne er yderst centrale at få indrettet realistisk. Ideologi har erstattet indføringen i redskaber og færdigheder, så det er blevet til en katastrofe. 2 ud af 3 videregående uddannede retter stadig blikket mod den offentlige sektor, hvor fremtiden helt klart skal bygge langt mere på samhandelssektoren end i de sidste 40 år.   

Primo april 2005 oplyste DR-teksttv, at 30 pct. af folkeskolelærernes arbejdstid går med at undervise børnene. Den situation er skabt af adskillige skolelove og overenskomstaftaler gennem flere årtier siden “Den Blå Betænkning” sætter aktivt gang derouten efter Den Anden Verdenskrig. Men det startede meget højere oppe og langt tidligere, ikke ved en tilfældighed og det blev efter betænkningenvidereført igennem henved 50 år her til lands, både med såkaldte liberale og mere formelt socialistiske initiativtagere som nyttige idioter blandt de politisk topansvarlige. Det startede med at livets basisværdierne formelig skulle ændres. Forældrene var ikke egnede, hvis de ikke antog de samme nye værdier.    

Siden hen skulle vi høre, at nu måtte lærerne sandelig overtage overdragerrollen; forældrene var faktisk ikke egnede; ikke sært da de selv havde været i de samme mølle, og de fleste var fundet for lette, når de ikke have været på et målrettet kursus i sindelagsteori tilrettelagt af de vidende lærermestre: http://www.lilliput-information.com/revo.html

Nu forstår man måske bedre, hvorfor hollandske 9 årige skoleelever undervises dobbelt så meget til den halve pris. Eller tag nogle andre områder: Ca. 10 pct. af studenterne falder fra på de videregående uddannelser, og det årlige optag på ingeniøruddannelserne er faldet med 50 pct. fra 1985-1995 [2].    

I områderne ‘undervisning’, ‘sundhed’, og ‘social omsorg’ var der i 2001 (i følge Velfærdskommissionens rapport, ”Velfærden kommer ikke af sig selv”) officielt ansat 630.000 svarende til lige knap 22 pct. af den samlede arbejdsstyrke.    

Viden og kompetencer skal i front:  Skal Danmark have en chance i disse år med virksomhedsudflytning og øget konkurrence fra lavtlønsområderne, skal der satses helhjertet og konsekvent på viden og kompetencer, der kan bringe os hurtigt i front i den vestlige verden. Arbejdskraften til at tage sig af en voksende ældreandel i befolkningen vil aldrig blive et problem. Den næstfarligste udvikling vi overhovedet har været inde i nu i to generationer er gymnasielærernes egen reproduktion af egne irrelevante kompetencer, der langt hen ad vejen ikke er business-relevante, hvis vi skal overleve som civiliseret nation. Det står ikke bedre til i Folkeskolen, men her må vi satse centralt på dansk, engelsk, tysk, matematik, biologi, økonomi, data og historie, fordi det ikke kan lade sig gøre at udskifte store dele af lærerstaben her og samtidig finde en udviklings-befordrende erstatning, der gør eleverne egnede til det nye gymnasium.

Det drejer sig således ikke kun om at få øget den andel, der deltager på arbejdsmarkedet, så skatteprovenuet kan øges; der er stærke interesser knyttet til at få os til at tro dette.   

Det drejer om at gøre det attraktivt at etablere nye virksomheder og udvide den del af de bestående, der egner sig til udviklingen med international konkurrence og velfærd.     

Velfærden kan ikke finansieres, hvis landet skal fortsætte med at eksportere sig til de indtægter, hvoraf velfærden skal betales, sådan som landet er indrettet.   

 

Midlerne til at rette kursen op på 3-5 år går over de sammenlignende fordele, som Danmark skulle have benyttet på uddannelsesområdet straks i 1960-erne i stedet for at lade unge uvidende mennesker bestemme godt hjulpet på vej af gymnasiernes magistre, hvor vi gik hen med det hele for andres regning. Vi er henvist til importere relevante undervisningssystemer og lærerbøger (eventuelt oversatte) fra Irland, Holland, England, Tyskland og USA, og eventuelt få ansat enkelte lærere fra disse nationer i nøglepositioner.    

I den anden ende:  Elever, der er så svagt kørende, at de kan ikke følge med i nogen anden skole skal gives et sidste særtilbud, hvor man på hver elev pøser kr. 1.500 i lærerlønning m.v. ud hver gang de går gennem døren til skolen. Der opereres med klassekvotienter på 3, for bl.a. at forsøge at proppe dem med det, som man i dag kalder matematik. Typisk 16-årige, der agerer som 8-9 årige, og fortsat kæmper med 6-tabellen. Vi har ikke noget overblik over, hvor mange elever det kan dreje sig om på landsplan, og vi kender heller ikke fordelingen på nationalitet. Det er spild af tid og penge, og se nu hvorfor:   

Vi ved også at arbejdsløse akademikere selv med ph-grader fortsat tilbydes offentlige tilskudsjob – kaldet “dansk koncentrationslejr” – med indsamling af løvfaldsblade og stabling af brænde i skovene, en enkelt uddeler aviser i Vollsmose, mange andre kører bus; imens man ufortrødent fortsætter med at optage kæmpe, nye studenterhold til endnu mere fremtidig humaniora-arbejdsløshed i et land, hvor uddannelsen som en selvforsynende evighedsmaskine er gjort såkaldt gratis – for andre end skatteyderne – , og studenterne fortsat frit kan vælge selv, næsten uden begrænsninger.     

Samtidig importerer vi kirurger fra bl.a. Pakistan og Afghanistan – det berettes at hen ved 25% af landets kirurger er udenlandske (husk på dét, inden bedøvelsen virker!) -, for her har man valgt at uddanne de svenske og norske studenter (der står overfor meget stramme begrænsninger i adgangen til uddannelserne derhjemme). De returnerer straks til hjemlandet efter endt uddannelse i Danmark.   

Når man igennem 12 år tydeligt har erfaret, hvorledes niveauet er styrtdykket i gymnasierne, og man samtidig ved at magistrenes fagforening fortsat kører denne nedad-bakke-trafik helt bevidst for større vækst i medlemstallet og dermed flere penge i pamperkasserne, uanset den stadigt stigende akademiker-ledighed i egen særinteresses navn, så er det befriende at vide, at det hele får en forholdsvis brat ende med lønninger på ca. kr. 25 i timen i Polen og kr. 8-10 i Kina for det arbejde, der koster kr. 125 her, men som end ikke findes mere i Danmark om nogle ganske få år. Resten herudover (de såkaldte vidensjob) står nemlig også i fare for at forsvinde. Det vil du ikke betvivle, når du har læst nedenstående kvalificerede gennemgang fra Ugebrevet Mandag Morgen nr. 36, 21. oktober 1996.  

Vi gennemgået hele udviklingen:

http://www.lilliput-information.com/skole/index.html  

 

Derouten startede for mange år siden (35-40 år …eller lå planlægningen heraf langt længere tilbage?), men den acceleredes op af især det store skoleforlig mellem Socialdemokratiet og Venstre fra slutningen af 1970-erne, sidstnævnte i “det nære samfunds navn”, hvor den sidste rest kastedes over bord til fordel for bevidstgjorte skolebestyrelser og ligeledes ideologisk bevidst fagforeningsdominans. Dette førte til anarki ud over det ganske land, når vi ser på Folkeskolen. Samme linie måtte til sidst følges i gymnasierne, på mellemuddannelserne, på erhvervs- og fagskolerne og i de videregående uddannelser, fordi de nødvendige og helt grundlæggende kundskaber, der skulle have været tilegnet i Folkeskolen, simpelthen var ukendt stof; også når de nåede universiteterne og de øvrige videregående uddannelser.   

  Bare på fagskolerne (mellemuddannelserrne) er frafaldet på uddannelserne i gennemsnit henved 40%. Marxistisk ideologi, senere multitetnik sammen med internationalt falsk-føleri, og totalitære miljø-remser tog pladsen og tiden fra bl.a. redskabsfagene læsning, skrivning, regning og vidensfagene geografi og historie i folkeskolen. Nye pædagogiske ideer og tilpassede talemåder er simpelthen blevet en dårlig vane for seminaristhjerner; desværre har de det til fælles, at børnene som helhed ikke lærer at bruge den bevidste del af hjernen. Al gentagelse i form af f.eks. øvelser og også disciplinen er afskaffet for år tilbage. Derimod lærer de at hævde sig eller underkaste sig flokmentaliteten.

 

 

Sonia 


[1] Stammer fra de manglende færdigheder i matematik og fysik herfra, når vi netop ser på tilgangen til ingeniøruddannelser i afsnittet ovenover? 

[2] F.eks. vektorregningen, der er grundlaget for elektronik og avanceret fysik, afskaffedes allerede i begyndelse af 1980-erne i gymnasierne med henvisning til, at de rekrutterede gymnasiaster fandt emnet for vanskeligt.