Danmark

22. juni 2006

Tyske kvinder 1 barn – Muslimerne 3-3,5 barn


Propagandaen minder om totalitære regimers

 

Du kunne læse følgende skævert på DR-tekstv den 20. Marts 2006:

 

”Der fødes for få tyskere

 

 

Tyske politikere er alarmeret. Nye tal viser at tyske kvinder føder færrest børn i verden.

I følge en demografisk rapport fødte de tyske kvinder kun 680.000 sidste år.  Det laveste antal fødsler i Tyskland siden statistikken blev indført i 1946. For at holde befolkningstallet oppe på de nuværende 83 mill. burde kvinderne i gennemsnit føde lidt over to børn.

I dag er fødselskvotienten 1,36”

Når man kender sandheden, kunne man, hvis ikke nyheden var lavet på DR-tekstv, få den tanke, at den måske var blevet til lidt før 1946 i Tyskland.

Der laves nemlig ikke offentligt tilgængelige, etnisk opdelte fødselstal i Europa, selvom vi kunne ønske os det. Sådanne opgørelser offentliggøres i alt fald ikke, så stambefolkningerne uden videre kan få sandheden oplyst uden alt for mange mellemregninger.

Dokumentationen var nem:

Fødselskvotienten 1,36 er den samlede fødselskvotient for samtlige kvinder i Tyskland, og den dokumenteres uden videre som sådan af Eurostat:

http://epp.eurostat.cec.eu.int/cache/ITY_OFFPUB/KS-AF-05-001/EN/KS-AF-05-001-EN.PDF side 16.

Du kan også prøve hos CIA, der har nogle estimerede tal for 2005: http://www.cia.gov/cia/publications/factbook/geos/uk.html

– vi rettede det straks, men kunne ikke nå det ene for det andet

Så kan man gå til Konservativ Ungdom i Danmark – mest for morskaben. Her refereres til den tyske Frauenunion. Der læser vi nemlig om en langt lavere fertilitet blandt tyske kvinder, uden at dette har givet anledning til særlig alarmering:

http://tyskland.konservativungdom.dk/artikler/artikler/die-frauen-union/

Her berettes om 1,2 barn pr. tysk kvinde. Jamen, hvad skal man så stole på?

Det var så den halve sandhed.

Den samlede fødselskvotient kan pr. logik/matematik udregnes som et vejet gennemsnit af f.eks. fødselskvotienten blandt de fremmede kvinder og fødselskvotienten blandt vesterlandske kvinder med de to gruppers procentandele af befolkningen som vægte:

x: fremmedandelen blandt de fødende.

1-x: resten, eller andelen af vesterlandske blandt de fødende

Fertiliteten blandt de fremmede sættes til 3,0 eller 3,5, og fremmedandelen blandt de fødende til 15 pct. Her skal man huske at de fremmede har en større andel i de fødende aldre, og derfor er andelen af fremmede blandt de fødende heller ikke lig med den samlede fremmedandel i den tyske befolkning på ca. 13 pct. som i DK, når de tildelte statsborgerskaber medregnes. Nu kan den tyske fertilitet (Ft) findes af følgende:

3,0*0,15 + (1-0,15)*Ft = 1,36  der implicerer Ft = 1,07

eller

3,5*0,15 + (1-0,15)*Ft = 1,36, der implicerer Ft = 0,98

Jo vist, det var galt med fertiliteten blandt tyske kvinder, blandt de spanske, og de italienske, og de græske kvinder i øvrigt. Det er værre fat blandt alle andre etnisk europæiske kvinder, end de turde oplyse, hvilket naturligvis betyder ”Der Untergang” langt tidligere – cirka dobbelt så hurtigt.

Dertil kommer at når vi om et par år forventeligt hører fra de officielle kanaler, at nu går det sandelig bedre med fertiliteten blandt de tyske kvinder, så lyves der igen – den har været prøvet herhjemme med det såkaldte babyboom, der var rent medievrøvl.

Medievrøvlet startede igen den 22. august 2008, netop som forudset.

Om nogle år er fertiliteten nemlig steget samlet, men udelukkende p.g.a. indvandringen af fremmede, der selvfølgelig trækker gennemsnits-fertiliteten op.

Tilvæksten i Tyskland stammer altså kun var indvandringen og fra de fremmedes fødsler, fordi tyskerne kun føder halvdelen af de børn, der skal til at erstatte fader og moder.

Det ikke så svært. Det med 2,1 eller i Vesten, i dag 2,05 for at holde en stabil befolkning er den sikkerhedsmargin, der skal til p.g.a. spædbørnsdødeligheden. 

Når det i den skæve nyhed fra DR-Teksttv oplyses, at fertiliteten blandt tyske kvinder ikke har været lavere siden 1946, så er det berettiget at hævde: Såfremt der også her i stedet henvises til den samlede fertilitet, så er det løgn, i og med indvandringen netop øger fertiliteten i Tyskland fra en lavere etnisk tysk fertilitet, og såfremt der refereres troværdigt, som det skrives, til tyske kvinder, kan man berettiget spørge: Hvordan kan man vide det, når fertiliteten ikke opgøres etnisk opdelt? Her kan det så være ”offentliggøres” der skal tage pladsen for ordet ”opgøres”. Logisk er der ikke andre muligheder.

Tysk fødte kvinder fødte kun 680.000 børn i 2005, måske fødte de endda kun 578.000, når vi tolker formuleringer korrekt, som det fremgår af denne gennemgang. Det reelle fødselstal blandt tyskerne skulle i stedet have været cirka dobbelt så stort, 1.056.000.

At øge indvandringen for at kompensere for dette antal manglende fødsler fører pr. automatik til, at tyskerne bliver i mindretal dobbelt så hurtigt. Denne gang skal det være kvalificerede immigranter, siger de nu; vi kan bare ikke får oplyst, hvor de vil finde dem.

Den øgede indvandring øger tilmed i mange år udgifterne ekstra i den sektor, hvis udgifter i forvejen er for store til, at erhvervslivet kan overleve, omstille og udvikle sig i landet. De samme kræfter er på spil overalt i de ledende kredse i Europa.

De ledende kredse i Europa ønsker muligvis andre undersåtter til erstatning for de europæiske folkeslag. Jeg har svært ved at drage en anden konklusion, når jeg har sat mig grundigt ind i den samlede mængde relevant information.  

20. marts 2006

Ebbe Vig, cand. oecon.

Indirekte Bidrager Den Danske Stat Til Terror


Hvorfor er tamilerne her?

 Der er ikke under 15.000 km til Sri Lanca. Tamilerne kom første gang på dagsordenen under Tamil-sagen mod Ninn-Hansen. Han blev dømt.

Det har hele tiden drejet sig om en borgerkrig i et hjørne af Sri Lanca, uanset hvad vi har fået af internationale meldinger eller løgnagtige referater heraf.

Oprindelig startede konflikten p.g.a en folkevandring i stor stil fra Tamil Nadu (en delstat i Indien inde på det asiatiske fastland). Om de bagved liggende årsager ved jeg ikke andet.

De tamilske tigre – som deres militante elementer kalder sig – har opholdt sig her i landet i en årrække med begrundelsen “krig”, og mig bekendt har disse “tigre” deres hovedkvarter i Holstebro. Men den begrundelse er tosidig, viser det sig og ganske vanvittig.

Danskerne rejser stadig på ferie derover. Flere gange har der været sager med ordensmagten her i landet, når der måtte rejses sigtelser, fordi disse “tigre” pressede penge af deres landsmænd i bl.a. Gellerup Parken. Ingen tvivl om at tamilerne mest er på offentlig forsøgelse her. De pressede penge af landsmændene for at kunne yde bidrag til de fortsatte krigshandlinger derovre i Sydasien; jeg understreger i en lille del af landet, jf. et netop hjemvendt dansk førstehåndsvidne.

Konklusion:

Danskerne bidrager økonomisk til, at flere kan hævde de flygter fra krigslignende tilstande (selvom det virker fuldstændig usandt, efter hvad der oplyses nu, og i øvrigt også er blevet oplyst officielt flere gange tidligere). Desuden mener jeg, at disse “tigre” netop er blevet opført på en international terrorliste for kort tid siden.

Udviklingsministeren og Justitsministeren skal tage affære.

Sker det ikke, agter jeg at melde Regeringen til de internationale anti-terror-organer, efter jeg for en sikkerheds skyld har orienteret amerikanerne f.eks. via http://www.danielpipes.org/blog/ Man kan aldrig vide, hvad de kan finde på at foretage sig mod et brokhoved, der ikke gider finde sig i alt.

Vi kunne sammen skrive til Justitsministeren – det er hendes er ressort-område. Får vi ikke et tilfredsstilllende og udpræget handlingsorienteret svar, så skal der sendes en anmeldelse.

Vil danskerne deltage? Jeg må hellere spørge, vil danske kvinder være med?

Svar udbedes!

Sonia

Efterskrift:

Man kan bygge 100 huse på Sri Lanca for det, som en indvandrerbolig koster i Danmark, men det spiller ingen rolle, for dagsordenen er en ganske anden end at hjælpe

Europas befolkninger vokser – hvordan sker det?


Løgnen vil ingen ende tage

– i Holland, Sverige, Spanien, Tyskland, Danmark, i Europa

DR-Teksttv oplyste den 23.02.05 i forbindelse med tre imaners udvisning af Holland p.g.a. deres rekrutteringer til hellig krig i eller fra Holland, at angiveligt 1 million muslimer opholder sig i Holland, der har i alt ca. 16 millioner indbyggere. Dette svarer til 6 pct.

Der er mindst 25 pct. ikke-vesterlændinge i Holland.

En lodret løgn var det. Antallet af ikke-vestlige immigranter og deres efterkommere udgjorde 18-20 pct. før 1995. Dette fik vi oplyst dengang af kompetente modstandere af indvandringen ved et deres besøg her i landet. Ikke-vestlige immigranter er ikke alle muslimer, og ingen kender antallet af muslimer i Holland (for folks religion registreres ikke, før de kommer i flertal). Vi kan sige med sikkerhed, at ikke under 70 pct. af alle ikke-vestlige immigranter og efterkommere i Danmark stammer fra muslimsk dominerede lande og områder. Sådan kan det udtrykkes korrekt.

Vi havde også én der kunne berette om muslim-antallet i Danmark:

Motiverne bag de usande meldinger om Danmark (?): https://danmark.wordpress.com/2006/06/16/motiverne-bag-de-usande-meldinger/

I Holland er mindst 25 pct. ikke-vesterlændinge – hvilket giver mindst 17,5 pct. er muslimer, såfremt vi forudsætter cirka samme sammensætning som her i landet. Aldrig 6 pct.

35-40 pct. af befolkningen i Amsterdam stammede før 1998 fra andre kulturer.

Det er unægteligt noget andet end 6 pct. i 2005 i alle tilfælde.

Hollænderne flygter:

http://www.lilliput-information.com/economics/hol/index.html

Sverige i følge pressen: Referat af artikel-spids i Ekstrabladet den 12/8-2004, kse – 13:52 – 12. aug. 2004: http://ekstrabladet.dk/VisArtikel.iasp?PageID=258924

Den svenske befolkning vokser eksplosivt referat begyndt:

(overskrift) Sverige oppe på ni millioner indbyggere fra i dag – en million mere, end for 35 år siden

(citat begyndt) Svensker nr. 9.000.000 blev født dag. Landets befolkningstal er vokset med en million på kun 35 år. Prognosen siger, at allerede om 23 år vil der bo ti millioner i Sverige. Det stærkt stigende befolkningstal skyldes sandsynligvis antallet af indvandrere, der har slået sig ned i Sverige. Fødselstallet i Sverige er kun på 1,65 børn (pr. svensk kvinde), hvor det ifølge Ritzau ville være 2,1, når forøgelsen af befolkningen er så stor. (citat slut) Referat slut

Korrigeret løgn om Sverige:

Den sidste sætnings oplysning i ovenstående spids fra Ekstrabladet 12/8 2004 er fejlafskrevet, fordrejet eller misforstået af enten EB eller Ritzaus. 2,1 barn pr. kvinde svarer til en stabil (uændret) befolkning uden indvandring.

Sverige er efter Holland måske det tættest besatte land af ikke-vestlige immigranter

Sverige: 1.080.000 udenlansk fødte, fremmede immigranter. De har 800.000-900.000 børn og børnebørn, der er 60.000-100.000 illegale immigranter og 40.000 asylansøgere.

Dette svarer til en andel af ikke-vestlige på 22,2 pct. Dette følger af Weekly Standard, the February 28, 2005. Issue: Immigration and the welfare state.

Her var en kvik englænder

By Christopher Caldwell :

http://www.weeklystandard.com/Content/Public/Articles/000/000/005/271dgkju.asp

Hvis den svenske befolkning som angivet fødte 1,65 barn pr. kvinde, ville indvandringen og fremmedfødslerne endog mere end opveje både de ca. 22% for få svenske børnefødsler til at nå stabilitet og oveni skabe en befolkningstilvækst, der er eksplosiv, som det angives til 1 mill. oven i den 8 mill. store befolkning for 35 år siden.

De 1,65 barn er naturligvis den samlede fertilitet for svenske og udlændinge, altså det vejede gennemsnittet for vesterlændinge og ikke-vesterlændinge.

1,65 =< 3,5 * 2 mill./9 mill. + 1,20 * 7 mill./9 mill., ikke-vesterlandske kvinder føder 3,5 barn og svenske højest 1,2 barn

Dette fører ikke til 1 mill. ikke-vesterlandske i Sverige i dag, men 2 mill.

Om 23 år endda 2 mill. mere:

Se nu hvorfor.

Det er meget værre, til 1 mill. i befolkningsvækst skal der lægges væksten fra lige så mange ikke-vesterlandske, der blot er blevet kaldt svenskere på papiret eller født af naturaliserede forældre. Den svenske andel af nettotilvæksten i befolkningen er negativ og endog langt mere negativ end det refereres i EB-spidsen, for svenske kvinder føder nemlig ikke mere end cirka 1,2 barn pr. kvinde, jf. http://www.lilliput-information.com/economics/foda.html og senest http://www.lilliput-information.com/economics/ferteu.html samt bl.a. artikel fra Weekendavisen 23/3 2001 med titlen “Fødsler på EU-topmøde”.

1,2 barn eller mindre er hen ved 43% under det tilstrækkelige til en nulvækst i svenskerantallet uden vandringer. Og Sveriges befolkning vil således heller ikke vokse med blot 1 mill. p.g.a. de fremmede de næste 23 år med uændret indvandring, men snarere med 2 mill.

Konklusionen er således, at de fremmede udgjorde henved 2 mill. i Sverige i 2004, og hvis det fortsætter med indvandringen og de fremmedes fødsler i Sverige, har landet fremmedflertal om 30 år fra nu – 15 år før Thomas Lindh’s angivelser i :

https://danmark.wordpress.com/2006/06/20/svensk-forskerne-svenskerne-i-mindretal/

Korrigeret befolkningsregnskab for Sverige, 2004:

http://www.lilliput-information.com/economics/svbef04.htm (med yderligere bekræftelse)

Kort tid efter er de fremmede også i flertal i Danmark. Det er ikke så svært:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/20/prognose-pa-korrigeret-befolkningsgrundlag/

Seneste korrigerede prognose for danske befolkningsforhold

Tyske kvinders fødsler (korrigeret): Konservativ ungdom i Danmark rammer faktisk bedst med en reference i KU’s interne blad:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/22/tyske-kvinder-1-barn-muslimerne-3-35-barn/

Europa:

Den fejlagtige metode blev genbrugt for så vidt om fødsler og immigranter i Europa:

Kristeligt Dagblads journalist Morten Rasmussen offentliggjorde en artikel på nettet den 01. december 2003 kl. 04:00

(referat begyndt)

(Titel:) Tre ud af fire nye europæere er indvandrere

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel:aid=55516:

(citat begyndt) Indvandring udgør 76 procent af EU’s befolkningstilvækst. Men indvandring kan ikke løse fremtidens mangel på arbejdskraft, advarer flere.

Hver gang EU’s samlede befolkning vokser med 100 personer, er 76 af dem kommet hertil som indvandrere. En ny statistik fra EU’s statistiske kontor, Eurostat, viser, at EU’s befolkning i 2002 voksede med 1.290.000 personer til 379 millioner. Men heraf er hele 988.600 personer kommet til EU som indvandrere, svarende til 76 procent af den samlede tilvækst.(citat slut)(referat slut)

Korrigeret løgn om befolkningen i Europa:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/09/europa-500000-600000-indvandrere-pr-aar-fremover/ og supplement med ditto af oplysninger fra EU’s Commissioner:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/15/116/

Mere korrigeret løgn om Europa:

EU–befolkning: https://danmark.wordpress.com/2006/05/23/vores-fremtid-interesseret/ og

Korrigerede fertilitetsrater: http://www.lilliput-information.com/economics/ferteu.html og fra fødselsrater til fremmedandel i Europa: http://www.lilliput-information.com/economics/fertfr.html
(inkl. CIA’s oplysninger og Euro Stat’s tilsvarende)

Europa-Unionen, det samme: http://www.lilliput-information.com/economics/eufolk.html

Sverige er efter Holland måske det tættest besatte land af immigranter (når vi ikke ser på landenes geografiske udstrækning), men når vi sætter antallet i forhold til det samlede folketal:

1.080.000 udenlansk fødte, fremmede immigranter. De har 800.000-900.000 børn og børnebørn, der er 60.000-100.000 illegale immigranter og 40.000 asylansøgere.

Jeg gentager:
Dette svarer til en andel af ikke-vestlige på 22,2 pct. Dette følger af Weekly Standard, the February 28, 2005 issue: Immigration and the welfare state.

By Christopher Caldwell :

http://www.weeklystandard.com/Content/Public/Articles/000/000/005/271dgkju.asp

Danmark: 12,13,15,18 pct.? fra ikke-vestlige områder:

http://www.lilliput-information.com/economics/katrocia.html

http://www.lilliput-information.com/economics/kantranspo.html

Uddrag af: http://www.lilliput-information.com/economics/frdk02.html

1. […Hvis vi forudsatte at den gammeldanske, kvindelige befolkning havde haft fertiliteten 1,38 siden 1983 (med den totale, officielt anførte fertilitet faldende fra 2,043 i 1971 og voksende fra 1,377 i 1983 til 1,746 i 2001), hvor den helt overvejende befolkning i landet var gammeldansk, så ville man skulle regne med en årlig tilbagegang for gammeldanskerne på 0,7 pct., når samtidig bortses fra ændret dødelighed, nettoudvandringen af gammeldanskere og aldersfordelingens udvikling. I 1983 var der 5.115.000 i Danmark. 20 år efter ville dette antal været mindsket til 4.444.579. Dette ville have som konsekvens, at antallet af udlændinge ville være omkring 938.927 i alt. Herfra kan vi trække udlændingene fra vor kulturkreds pr. 1. januar 2003, 85.069 og få et fremmedantal pr. 1. januar 2003 på 853.858…]

Anden indgangsvinkel:

2. Alternative sammenlignende analyse af sammenhængen mellem fertilitetens fordeling på vesterlændinge og ikke-vesterlændinge på den ene side og fremmedandelen i Danmark på den anden:

http://www.lilliput-information.com/economics/cona.htm

Det må understreges:

DET ER FORTSAT IKKE UNDERTEGNEDE, DER HAR BRAGT OS I SITUATIONEN, HVOR DEN SLAGS SINDSSYGE BEREGNINGER, BAGLÆNS-REGNING OG MATEMATIK ER NØDVEDIGGJORT, FOR AT VI KAN FÅ DANNET OS ET BILLEDE AF SITUATIONEN. DET ER SKABT AF NØDVENDIGHED AF LANDSFORRÆDERE, DERES TJENERE OG DERES MARIONETFØRERE SAMT EN OPGIVENDE BEFOLKNING.

Velbekomme!

22. juni 2006

Joern E. Vig, cand. oecon.

Enron i USA – Landmandsbank-Krakket i Danmark


Menneskene har ikke ændret sig meget de sidste mindst 2350 år

– så deres fejltrin fortsætter. I den forstand gentager historien sig

Enron, USA ultimo 1990-erne

Kæmpeskandalen i dansk deja vue anno 1923

 

Den administrerende direktør Kenn Lay arbejdede centralt på hindre kontrol med firmaets finansielle operationer. Den amerikanske finansminister Robert Rubin blev tilbudt plads i bestyrelsen. I stedet går han til Citibank, der er en af Enrons største långivere. Få måneder efter den nye finansminister Lawrence Summers tiltræden stiller Enron krav om at derivat-markedet ikke får indblanding fra staten. Gennem årene har koncernen betalt flere hundrede millioner dollars til de amerikanske politikere med det største bidrag til Bush’s valg til guvernør i Texas og til at blive Amerikas præsident.

Staten skulle gribe ind, vældige tab som investorerne og tusinder af arbejdere har lidt. Stumpesalg med konkursboets godkendelse. Bl.a. 250 millioner der skal dække en gæld på 4 mia. Flere regeringskommissioner. Revisionsfirmaet Arthur Jensen vil betale mellem 700 og 800 millioner efter mangelfuld kontrol med regnskaberne i Enron og for sin rådgivning.

Salg af underskud, kurspleje, overvurdering af aktiver, undervurdering af passiver, nyemission af aktier for ny markedskapital. Intet nyt under solen siden 1923. Når det gøres helt rigtigt er finansministeren og nationalbankdirektøren med.

Den overordentlige Kommission af 8. august 1914

Magtens mænd var overskriften på tre sider i Ekstra Bladet 28. december 1997. Her kunne bl.a. læses med følgende undertitel, Kan knuse Dansk Økonomi: “Som nævnt findes der i den vestlige verden ingen parallel til den enestående magt, som Den danske Bank i ledtog med A. P. Møller besidder i det danske samfund. Men et enkelt eksempel hentet fra erhvervshistorien dokumenterer, hvor galt det kan gå, hvis en sådan magtkoncentration ikke forvaltes med forsigtighed og hæderlighed.”

“Vi skal tilbage til Danmark under 1. verdenskrig og starten af 20-erne. Dengang eksisterede der også en magtakse mellem Danmarks største bank og Danmarks mægtigste virksomhed.”

“Da var Landmandsbanken, som Den Danske Bank hed dengang, allieret med tidens mægtigste mand, H. N. Andersen og hans ØK”(citat slut).

Herefter skriver Ekstra Bladet særdeles kryptisk om årsagen til det passerede dengang. Det er da ret forståeligt, at sandheden ikke skrives. Den kan Ekstra Bladet vanskelig kende, eftersom næsten alt konkret blev mørkelagt om Landmandsbank-krakket, herunder Kommissionens Betænkning. Derfor er ordet, som vi har understreget i ovenstående uddrag af Ekstra Bladets artikel af Jan Michaelsen, ikke særlig velvalgt.

Anderledes stiller det sig, når førstehåndskilder er for hånden, kilder der fulgte tingene og hændelserne på allernærmeste hold. Landmandsbanken var udsprunget af en af børsverdenens mest usunde vækster. Sadelmagersvend og børsspekulant, ’baron’ Gottlieb Abraham Gedalia grundlagde 1849 (samme år som vi fik grundloven) en vekselererforretning i København. Han startede Landmandsbanken i 1873 1). Han gik fallit i 1875.

Efter Landmandsbank-krakket i 1923 og Emil Glückstadts endeligt skiftede banken præg endegyldigt. A. P. Møller blev indflydelsesrig aktionær direkte og gennem årene også mere indirekte dominerende via diverse selskaber ejet af A. P. Møller.

Når vi derimod ser på perioden fra 1900 til 1923, så er den officielle historieskrivningen ikke så tip top. Den er noget stykkevis og nogle steder endog helt spredt, andre steder direkte misvisende og mangelfuld.

Den overordentlige Kommission med det lange imponerende navn, der i det daglige blev kaldt Prisregulerings-kommissionen, havde til opgave gennem den første Verdenskrig 1914-1918 og i den vanskelige situation i efterkrigstiden indtil 1921, at afbøde varemangelen og de uheldige markedsvilkår, der uden indgriben opstår, når leverancerne fra udlandet bliver knappe og uregelmæssige. Her skal det huskes, at den uindskrænkede undervandsbådskrig og den udvidede blokade fra 1. februar 1917 skabte en meget uholdbar situation for både danske virksomheder og forbrugerne. Under den næste verdenskrig etableredes tilsvarende Priskontrolrådet og Vareforsyningsdirektoratet, hvis navne vel er mere betegnende.

Kommissionens økonomiske sekretariatsforretninger udførtes af senere økonomidirektør Holger Roed og den senere kontorchef i Store Nordiske Selskab B. Gloerfelt-Tarp. Med et større arbejdsfelt måtte sekretariatet udvides med senere landsdommer T. Spang-Hansen og senere kontorchef i Udenrigsministeriet Hans Jacob Hansen. Taget i betragtning hvilken bemanding tilsvarende institutioner var udstyret med er det forbløffende, hvor få medarbejdere Prisreguleringskommissionen klarede sig med; det samlede antal var 25.

Kommissionen havde dengang (under krigen) til huse i Zahlkammerporten, som er forbindelsesbygningen mellem Christiansborg og den røde bygning. Triumviratet, hvis medlemmer udgjorde forretningsudvalget og ledede kommissionsarbejdet, bestod formanden, overformynder M. P. Friis, meddirektør Heilbuth i Landmandsbanken og konsul Lauritzen. Af øvrige medlemmer af Kommissionen kan nævnes professor L. V. Birck, redaktør (senere minister) Hauge, Niels Frederiksen, Jensen-Klejs og industriens store fører, Alex Foss, der også var medlem indtil 1918.

Allerede i 1916 havde Birck stærkt kritiseret overkapitaliseringen2) og børsmanøvrer ved sammenslutningen, som Ballin og Hertz foretog af 10 skotøjsfabrikker til A/S De forenede Skotøjsfabrikker. Ikke alene sattes aktiekapitalen helt urealistisk højt til 9 mill. kr. (i 1916), men indehaverne af de hidtidige foretagender blev også stillet i udsigt, at de nye aktier i sammenslutningen, som de skulle overtage som vederlag for de gamle, ville kunne sælges for kurs 200. Kursen blev inden emissionen – nyudstedelsen af aktier i sammenslutningen – drevet helt op i 300. Om emissionen står det senere (1923) i Landmandsbank-kommissionens beretning:

“Stemningen var præpareret, og da kun 2 mill. af de 9 mill. kr. udbødes (til 110 pct. )3), blev der et run på Landmandsbanken for at tegne aktier. I Emil Glückstadts korrespondance findes adskillige breve fra kendte supplikanter (ansøgere) om at få lov at være med. Inden emissionen omsattes aktierne til 300, så folk stod i kø for at få fat i de 2 millioner. Beløbet overtegnedes 100 gange, 2.700 personer tegnede sig for større eller mindre poster. — 400 personer fik de 2 mill. kr. aktier, og kun de mest begunstigede fik over 10.000 kr. Max Ballin overtog selv af de 2 mill. kr. 750.000 plus 20.000 som han mulig har foræret bort blandt sine venner. Ellers gaves poster på over 20.000 kr. kun til ledende mænd i finansverdenen; de øvrige accepterede tegninger havde karakteren af et nådessekretariats gaver, givet til folk, der enten stod Glückstadt, Ballin eller vekselerer I. M. Levin nær, eller som ifølge deres stilling var en vennetjeneste værd. Ved at gennemgå listen over de smukke navne, der var interesseret i kursens opretholdelse, forstår man, hvilken halsløs gerning det måtte være at kritisere denne emission.”

Nu skal man ikke hæfte sig så meget ved beløbsstørrelserne i millioner. De kan selvsagt ingenlunde sammenlignes med noget millionbeløb af dags dato. For at illustrere, hvilke beløb, der var tale om i datidens tælleenheder – om man vil – kan det oplyses, at i år 1900 var der ialt 100 mill. kr. i sedler i omløb i Danmark. I 1914 var omløbet i sedler 140 mill. kr.

De udbudte aktier faldt efterhånden, og et par år efter stod de i 160. Noget måtte gøres for at holde kursen oppe, og udvejen blev den store sammenslutning i 1918, der ganske manglede teknisk og økonomisk ide, men gav anledning til børsrygter og kursstigning for de tre enkeltselskabers aktier, samt til et par mill. kr.s fortjeneste til et konsortium. L. V. Birck fremsatte også en kraftig kritik af denne sammenslutning.

Ved de forhandlinger om branchens forhold, der så begyndte i 1918, var der grobund for en voldsom modsætning og intrige imellem Birck og Ballin. Birck blev hængt ud i hele den københavnske presse af Ballins forbindelser. Bølgerne gik højt og ved en lejlighed var det nær kommet til et direkte korporligt optrin de to herrer imellem.

Max Ballin tilhørte den kreds af spekulanter, der samledes om Landmandsbanken og vekselererfirmaet I. M. Levin & Co, og hans død for egen hånd i april 1921 efter en kæmpemæssig mislykket spekulation i chevreauskind bragte kursen på Landmandsbankens aktier til at vakle.

I svindelperioden efter den første verdenskrig var den lette og behændige etatsråd Emil Glückstadt den førende. Gennem arvefølge var han i 1910, 35 år gammel, blevet administrerende direktør i landets største bank, Landmandsbanken. Han samlede under verdenskrigen og i efterkrigstiden en sluttet kreds af børsspekulanter og projektmagere om sig og banken. Det var folk der ubekymret regnede med, at krigsperiodens højkonjunktur4) ville vare evigt, og som derfra i deres vurderinger kapitaliserede årsindtægter 5), der kun beroede på konjunkturen. Haussespekulationen6) florerede. Landmandsbanken og dens kreds er sikkert den største spekulative magtkoncentration, vort land havde kendt indtil da. Har der nogensinde her i landet eksisteret et “tredje ting”, har det været, medens denne taffelrunde beherskede vort økonomiske liv.

Ikke blot indenfor sin egen kreds, men også i pressen og dermed i den offentlige bevidsthed, gik Glückstadt for at være en finansmand i verdensformat, for hvem alt lykkedes. Regeringen benyttede ham i vigtige missioner: Ordningen af de finansielle forhold i forbindelse med Genforeningen, Finanskonferencen i Brüssel. For Folkeforbundet undersøgte han i 1921 Østrigs finanser. Nationalbanken så ydmygt op til hans storhed, pressen lå i støvet for hans magt.

Dels nogle store industri- og handelsforetagender, deriblandt ØK og den Ballin’ske læder- og skotøjstrust, dels en række vekselerere og spekulations-konsortier, der (indtil udgangen af 1921) lededes af Harald Plum, og for hvilke Glückstadt var formand, var knyttet nært til Landmandsbanken. (Harald Plums) Transatlantisk Kompagni, der havde et net af filialer over hele kloden, var et typisk udtryk for de letsindige storhedsdrømme, der dengang sigtede mod at gøre København – Østersøens Stabelplads – til et centrum for verdenshandelen efter krigens ødelæggelser.

Medens Glückstadt endnu stod på magtens og ærens tinder, satte Birck sit angreb ind.

Transatlantisk Kompagny’s generalforsamling den 10. juni 1922, hvor regnskabet for 1921 blev forelagt med forslag om likvidation eller overdragelse til et nyt selskab mod betaling af 15% til aktionærerne, rettede Birck en stærk og indgående kritik mod grundlaget for det aflagte regnskab og mod den overdrevne finansiering af kompagniet. Han kritiserede dets organisation, der var et æskesystem, dets slette og dyre administration og dets handel, der havde kædehandelens karakter, og som ikke afgav nogen profit. “Om årsagen til krakket siger bestyrelsens formand: “Konjunkturerne”, – I de gode år hed det: Ledelsens dygtighed, i de dårlige år får Vorherre skylden.”

Mod slutningen af sin lange tale vendte Birck sig direkte mod formanden, Etatsråd Glückstadt, idet han udtalte:

“Det er ikke mod Etatsråd Glückstadt personligt, at jeg optræder, men mod hans ulykkelige finanssystem, som for at skaffe forrentning til den for store kapitalisation7) tvinger den ene industri efter den anden ud i forretninger, som må ødelægge dem. Denne finansiering er en snylteplante på dansk erhvervsliv, og når dertil slutter sig mangel på vilje til i tide at trække i land, så bliver resultatet, som vi har set, at hvor Etatsråd Glückstadt har trådt med sin finansieringskunst, der vokser der aldrig græs mere. De, hr. Etatsråd Glückstadt, er en stor mand – efter den københavnske presses enstemige udtalelse i 5 år af dimensioner, som næsten sprænger vort stakkels lille lands økonomi. De har magt og forbindelser, og dog – der ligger dansk erhvervsliv, og der ligger dansk industri, svækket og ødelagt på grund af Deres finanspolitik og Deres uvilje mod at tage den endelige opgørelse. At sunde og nye foretagender ikke kan få den nødvendige kapital, fordi denne skal bruges til at holde værdier oppe, der for længst er forsvundne, herfor har De æren og ansvaret. Jo, visseligen er De en stor mand! Nu ender De med dette fyrværkeri: for 4½ million kr. køb af et underskud, der angives til 3½ million, men efter mit skøn er 8½. Det er en ganske net afslutning for aktionærerne, men for selve det Transatlantiske eventyr, for koncernen og måske for Dem selv er det ikke en afslutning, men en udsættelse – en frist.”

Landmandsbank-Kommissionen af 21. september 1921

En måned efter kom Landmandsbankens første rekonstruktion og i september det store sammenbrud, hvor staten måtte træde til for at redde banken. Hårdt trængt af den offentlige mening måtte regeringen i forbindelse med loven af 21. september om statens medvirken ved banken rekonstruktion ved særlig lov gennemføre nedsættelsen af en kommission til undersøgelse af bankens forhold, særlig årsagen til bankens økonomiske vanskeligheder.

Kommissionen anordnedes tillige som en ekstraordinær ret. Den kom til at bestå af daværende landsdommer Rump (som formand), daværende bankinspektør Green og professor L. V. Birck. Overfor offentligheden, der krævede undersøgelse og klarlæggelse til bunds, måtte Birck blive den, hvis navn borgede for, at dette krav ville ske fyldest.

Kort efter kommissionens nedsættelse blev senere økonomidirektør Holger Roed ansat af professor Birck som medarbejder ved kommissionen. Af kommissionens øvrige medlemmer og sekretærer kan nævnes E. Kaufmann, T. B. Riber, W. Juul og endvidere rigsadvokat Topsøe-Jensen, der assisteredes af revisor N. F. Torner, og statsadvokat Viggo Thomsen, der assisteredes af revisor Axel Andersen, samt senere direktør i Landmandsbanken Poul Ingholt, der som fuldmægtig i banken var stillet til rådighed for fremskaffelse af materiale fra denne.

Kommissionen fik lokaler i Landmandsbanken, i øverste etage af den såkaldte Grønske ejendom, et smalt hus, der ligger ved siden af den egentlige bankbygning. Her havde Glückstadt haft en lille aftrædelseslejlighed på nogle få værelser, og i disse indrettede kommissionen og dens sekretariat sig. Under særlig travlhed blev også badeværelset inddraget til kontorlokale.

Næppe nogen opgave har passet Birck bedre end den, der nu skulle løses, og han følte det som et stort personligt ansvar, at den blev løst til bunds. Hans tidligere kritik forpligtede; han havde yderligere i en artikel mellem rekonstruktionens to faser, betitlet “fhv. Direktør Emil Glückstadt som bankleder” (før Glückstadt blev forhenværende), offentlig givet en vurdering af de mangler ved bankens ledelse, der havde ført til misèren, som dengang endnu ikke var blevet til en katastrofe. Her havde Birck ikke blot en vid jagtmark for sin ejendommelige sporsans overfor svindel af enhver art, men tillige et stort materiale for økonomiske studier over udviklingen i en hektisk højkonjunktur. Her var der et grundlag for den vekselvirkning mellem teori og praktisk erfaring, der kendetegnede Birck som nationaløkonom.

Birck kastede sig ind i arbejdet med voldsom energi. Karakteristisk for ham var det, at det lykkedes ham, blot med enkelt medarbejder til hjælp, i løbet af den første uges tid på grundlag af de foreliggende officielle årsregnskaber og beretninger at udrede trådene og tabene i den Harald Plum’ske koncerns mylder af gensidigt infiltrerede selskaber. Resultatet blev uddybet, men ikke væsentlig ændret, ved senere detailundersøgelser. Ved disse senere undersøgelser blev det parodiske samhandelssystem mellem søster- og datterselskaber klarlagt, et system, hvis købmandsmæssige forrykthed kulminerede i, at hvert af selskaberne havde ret til at sende ubeordrede varer i konsignation8) til hvert af de andre selskaber og at trække en veksel på beløbet. Varerne fordyredes derved ofte med flere fragter og beregnede avancer og sendtes fra sted til sted til stadig forøgede priser, hvorved tabene, da priserne på verdensmarkedet faldt, kunne kamoufleres, indtil varerne endelig måtte sælges til en udenforstående spotpris. Når et vareparti f.eks. var fragtet tre gange over Atlanterhavet, inden det blev solgt, måtte tabet blive derefter. Det samlede tab måtte til sidst – såvel for koncernen som det deraf flydende tab for banken – skrives med et nicifret tal.

Med samme virkelyst tog Birck fat på behandlingen af forholdene i en række dampskibsselskaber, i hvis aktier betydelige og mærkelige spekulationer havde fundet sted i banken, på bankens forhold til offentlige lån og på udredningen af den indre udvikling i en række industri- og handelsselskaber, der figurerede som tabsgivende debitorer i banken.

En dybtgående undersøgelse blev foretaget af Ballin-koncernens forhold. Det blev bl.a. dokumenteret, at Max Ballin og hans meddirektør Hugo Rothenberg til stadighed i stort omfang havde spekuleret i deres eget selskabs aktier, foruden at de havde været deltagere i en mængde andre spekulationer, resulterende i tab på 6 mill. kr. i vekselererfirmaet I. M. Levin og Co, hvorfra tabet havnede i Landmandsbanken. Punkt for punkt kunne det godtgøres, hvorledes hensynet til børskurserne havde været det ledende ved deres dispositioner og regnskaber. For Rothenbergs vedkommende kom hertil nogle mislige pengetransaktioner med firmaets kunder.

Birck supplerede i udstrakt omfang de oplysninger, gennemgangen af bøger, protekoller og korrespondance gav, med samtaler med de pågældende firmaers ledere og funktionærer og kom derved langt nærmere ind på livet af de motiver, der havde været bestemmende for transaktionerne, og de personlige forhold, hvorom bøgerne intet fortalte.

Klikens medlemmer erfarer vi om gennem Bircks ord: ”Hvis jeg nævner de herrer, som er i over 10 selskabers bestyrelser: C. C. Clausen, Max Ballin, Alfred Benzon, Benny Dessau, Hey, Johan Levin, Lester Levig, Ringberg, Schack Eiber, over-retssagfører Olesen o.s.v. eller for at tage den, som satte rekorden, bankdirektør Emil Glückstadt, som har sæde i henved 40 selskaber, forstår man, at det er de samme mænd, vi møder overalt, i forskellig iklædning, men med samme sindelag.

Finanstidende december 1922

“Den klike, der har styret landet og folket i disse år, var som nu de sammenspistes klub. Dens deltagere delte bestyrelsesposter, tantiemer, spekulationsavancer, magt og indflydelse imellem sig under megen indbyrdes misundelse, men under en stiltiende forståelse af, at således profiterede de alle bedst af taburetterne.

For bankens vedkommende var naturligvis direktionens korrespondance og indbyrdes telegramudveksling af betydning for forståelsen af mange ting. Den var noget vanskelig at trænge ind i, fordi firmaer og personer ofte betegnedes med sindrige omskrivninger eller fantastiske øgenavne. Etatsråden på den anden side af “Niels Juel” betegnedes således “Elefanten”, hvilket efterhånden “forkortedes” til “Snabelen” – en enkelt gang ændret til “Snøbelen.” Formanden for et andet af vore store nationale foretagender betegnedes som “Fjolset” og fremdeles. Det var en stor fornøjelse for Birck at gætte disse gåder. Nogle alen-lange telegramudvekslinger syntes en tid helt uforståelige. De drejede sig om vejr og vind, befindende og søsyge og alskens tilfældig snak, holdt i en for udenforstående ret uforståelig jargon. Det varede et stykke tid, inden det blev klart, at de indeholdt ikke værdifulde oplysninger i et eller andet kodesprog, som det gjaldt om at dechifrere, men kun var, hvad de gav sig ud for. At nogen skulle kunne benytte den dyre udenlandske telegrafforbindelse til så ørkesløst et formål, havde Birck vanskeligt ved at tro.

I banken som hos dens kreds af debitorer var det til stor skade, at de ledendes interesse ganske var opslugt af Børsen, hvor kurserne på kredsens favoritpapirer manipuleredes gennem konsortier ved udbredelse af rygter om, at nu skulle papiret stige. Glückstadt og hans meddirektør Ringberg var førende i disse spekulationskonsortier, hvis deltagere ofte kun var kendt af dem personligt, men ikke af banken som sådan. Efter spekulationens udfald kunne det så afgøres, om det var direktørerne personligt eller banken (eller vedkommende selskab), der havde været deltager i konsortiet.

Herved blev det let for personerne at befri sig for tab, når kurserne gik ned, medens fortjenesten til dem var sikker.

Glückstadt havde en god allround bankuddannelse, her og i udlandet. Ringbergs forudsætninger for at beklæde sin stilling gik ikke ud over dem, han havde erhvervet på et vekselererkontor (I.M. Levin & Co). De var begge uden dyberegående økonomisk viden og forståelse.

I disse år måtte det ene selskab efter det andet standse virksomheden og træde i likvidation. Men det personlige sammenhold mellem lederne var stærkt, og det lykkedes som oftest venner at få direktørerne i forulykkede selskaber anbragt i andre ledende stillinger, uanset hvor udygtige de havde vist sig at være. Denne flugt fra ansvaret hos de ledende, medens aktionærerne, funktionærerne og arbejderne måtte bære byrderne ved tab eller arbejdsløshed, forargede Birck, der udarbejdede tekst til et standardtelegram (til en reder), som han med virkning citerede, hver gang et nyt tilfælde af denne art indtraf. Det lød: “Skibet er gået under med mand og mus, men gudskelov, kaptajnen blev reddet.”

Netop i denne periode i dansk politik nød det radikale parti gennem direktør Heilbuth en økonomisk støtte, der bl.a. dannede grundlag for dagbladet Politikens opblomstring. Heilbuth forærede det radikale parti 1 mill. kr., som var tjent ved spekulationer og af hvilke han ved Landmandsbankens sammenbrud kom til at skylde meget store beløb. Politiken blev således finansieret ved Landmandsbanksvindelen.

På forskellige tidspunkter viste der sig kraftige bestræbelser på at standse eller indskrænke undersøgelsen. Ikke blot var de indflydelsesrige heri, men også hos andre betydende faktorer kom der betænkeligheder frem ved omfanget af de mulige virkninger af de afsløringer, der kunne ventes. Medvirkende hertil var det sikkert, at de transaktioner vedrørende et konsortium i kabelaktier, som senere medførte en bedrageridom over den ansete industrimand H. P. Prior, ligesom tilfældigt blev spillet kommissionen i hænde fra bankens side på et tidligt tidspunkt i undersøgelsen. Man kunne ikke værge sig mod den opfattelse, at dette var en manøvre, der skulle skræmme: Ville ikke hele toppen blive skåret af erhvervslivet ved fortsatte undersøgelser? Kunne de “ansete mænds fagforening” holde til det mandefald, der eventuelt ville komme? Det lykkedes Birck at afværge anslagene mod arbejdets fortsættelse.

For Birck blev det væsentlige at søge de økonomiske fejlgreb opklaret, der havde ført til katastrofen, medens Rump lagde hovedvægten på klarlæggelsen af den strafferetlige side af sagen. Efter Rumps opfattelse måtte undersøgelsen koncentreres om forholdene i selve banken, hvorimod Birck ville have undersøgelsen ført videre ud til bankens debitorer for at få konstateret, hvorfor banken havde tab på sine tilgodehavender hos dem.

Den forskellige opfattelse med hensyn til omfanget af kommissionens arbejde førte til tider til stærke meningsudvekslinger, og den form, disse antog, var sikkert påvirket af, at de to stridende parter var hinanden så ulige som vel muligt i både åndsliv og levevis.

Ved disse meningsudvekslinger om undersøgelsens omfang lagde Birck ikke fingrene imellem. Han chokerede således ganske den pæne landsdommer ved engang i stridens hede at betegne ham som “en jurist, der er avanceret som følge af tyngdeloven” Birck udfoldede i hele kommissionens virketid et utrætteligt arbejde. Var han først kommet i gang med en sag, fortsatte han helst ud i et træk, så længe det var muligt. En væsentlig del af mit arbejde sammen med ham blev derfor natarbejde, ofte indtil den første morgensporvogns klemt mindede om, at det var på tide at søge hvile.

Det ovenfor er berettet af en af kommissionens centrale skikkelser (Holger Roed) 30 år efter Landmandsbankkommissionens arbejde var afsluttet. Han er primærkilden, der har givet ovenstående (her kun i uddrag) til eftertiden.

Birck forlod Landmandsbankkommissionen som en træt og skuffet mand. Den udrensning, han havde kæmpet for, blev kun delvis til virkelighed. Eksempelvis kunne Harald Plum, der fik en dom, som af den offentlige mening nærmest opfattedes som frifindelse, fortsætte sin virksomhed med Crown Butter, og først skuddet på Thorø satte punktum for hans virksomhed, hvorefter hans bedrageriske transaktioner ikke lod sig skjule. Men også på mange andre felter var udrensningen ikke ført til bunds, og år skulle hengå og yderligere misgreb gøres, inden forholdene bedredes. Tiden gav Bircks synspunkter ret. 9)

I 1933 mødte Lauritz V. Birck, knap 62 år gammel, den bratte død, han altid havde ønsket sig.

Undervisningsminister Byskov i 1924: “Det er rigtigere at sige, at vi styres og regeres af højfinansen, som forholdet er i de fleste andre lande, der har den lykke at styres parlamentarisk. 10)

Aktiviteten 70 år senere – en menneskealder! :

https://danmark.wordpress.com/2006/06/26/spekulations-regimet-kommer-til-ende-pr-naturlov/

 

Statens finanser og styring

Først skal læseren forstå, at staten trykker pengemidler eller lader pengemidler trykke, staten låner penge, staten inddriver penge i skat, og staten bruger penge 11). Det er snublende nemt at tolke kendsgerningerne aldeles forkert. Alle nationaløkonomer – stort set – har siden keynesianismens start i midten af 1930-erne haft til opgave at fylde folk med “en historie fra danse-myggenes korte sommer.”

Formålet kan ikke ses at have været andet end at få en ren kreditøkonomi etableret på den vestlige hemisfære efter 2. verdenskrig.

Altså, staten skaber ikke penge, den trykker sedler, låner, inddriver og forbruger penge. Helt svarende til at penge heller ikke vokser på træerne eller kommer fra himlen sammen med velsignelser, kan staten ej heller skabe penge.

Vi nævnte ovenfor at seddelmængden udgjorde 140 mill. kr. i 1914. I februar 1919 udgjorde den 430 mill. kr. Staten lod altså pengemidler trykke for at komme igennem 1. verdenskrig så bekvemt som muligt. Finansministeriet misbrugte denne form for gæld. Forskuddene hos nationalbanken nåede op til 100 mill. kr. De blev i øvrigt ikke afbetalt kontant, men blev ombyttet med gældsbeviser. Under krigen trak staterne overalt på denne måde på deres banker, helt absurd i Frankrig og Mellemeuropa, men selv i England nåede disse “advances, ways and means” i 1919 op på nær ½ mia. Pd. Strl.

Når staten lader pengemidler trykke hurtigere og/eller lader kreditten udvide i hurtigere takt end produktionens reale vækst, så går det galt. Så stiger priserne. Det svarer til, at kartofler bringes på markedet hurtigere end markedet har mulighed for at efterspørge dem. Så slås bunden ud af markedet, prisen på kartofler går i bund og måske rådner overudbuddet af kartofler. På samme måde falder værdien på pengene, når der er for mange sedler. Det svarer helt til at varepriserne stiger. D.v.s. man får mindre for pengemidlerne. De er blevet mindre værd målt i vareenheder, som er hvad reelt efterspørges.

Når 1. verdenskrig samtidig skabte varemangel på grund af problemer med udenrigshandelen under krigsforhold, så syntes den med at trykke penge til for at finansiere krigsperioden helt gal. Alt det der var slemt nok blev meget værre, end det ellers ville være blevet. Men det var prøvet før.

Den såkaldte Uafhængighedskrig i USA og senere Borgerkrigen sammesteds finansieredes på lignende måde. Nu er det ikke nemt at få folk til at betale højere skatter for at finansiere en krig, som de samme borgere ikke ønsker. I øvrigt kunne en sådan finansiering hurtigt føre til noget ganske uoverskueligt under et parlamentarisk styre. Regeringen kunne jo falde. Også historien der fortæller om Trediveårs- eller Kejserkrigen og Napoleonskrigene havde nu gentaget sig i en ny, lidt anden version end den officielt berettede.

1. verdenskrig førtes ved et ud i karikaturen krænget falskmøntneri og en statsgæld af afsindige dimensioner. I den europæisk-amerikanske økonomi steg statsgælden fra 150 milliarder til 1 billion i 1918, til 1½ billion i 1919 og til 2 billioner danske kroner lidt senere. Og så er statsgælden ikke medregnet for de stater, hvis gældstab blev for astronomiske. 13)

Ved 1. verdenskrigs udbrud var I. Zahle statsminister og Edvard Brandes finansminister. Sidstnævnte var i øvrigt broder til literaten Georg Brandes. Dette Zahles 2. ministerium, det 8. i alt i Danmark på 12 år, tiltrådte 21. juni 1913. Venstre bærer ansvaret 1902-1914. Det første ministerium Zahle (Radikale) sad fra 28. oktober 1909 til 5. juli 1910. Det 2. ministerium Zahle falder i marts 1921. Fra april 1921 (reelt) Niels Neergaards finansstyre14).

Edvard Brandes særegne finansstyre falder i tre perioder. 1) Krigens første to år, hvor de offentlige udgifter ikke steg så meget som prisniveauet, men hvor Dr. Brandes barslede med en uheldssvanger lånepolitik, 2) de tre sidste krigsår, og 3) endelig afviklingsårene 1919-21 – de to sidste år foregik under højkonjunktur, men med et skæbnesvangert finansielt resultat. Landet stod til bankerot i 1923. Gælden var fra 1919-1922 vokset med 50 pct., og den voksede med 100 pct. det næste år 1922-23.

For at bedømme Dr. Brandes finansstyre, hvis reelle virkninger strækker sig fra 1914 til 1921, skal vi se på hans underskud på det egentlige budget i de 7 år – 237 mill. kr. – penge der burde være inddrevet i skatter og forhøjede takster allerede i de tre første krigsår.

Den kritik der kan rettes mod finanspolitikken under og umiddelbart efter verdenskrigen er umiddelbart mest af økonomisk art. Man optog lån, da borgernes skatteevne var stor, og valgte at tilbagebetale i en tid, hvor skatteevnen var svag. Dertil kommer at disse statslån netop ikke var blevet udbudt bredt til publikum i form af obligationer, som det lå snublende nært at gøre netop i perioden med pengerigelighed. Hertil skal lånenes behagelige betingelser tages i betragtning.

I oktober 1920 udstedes et dollarlån på 25 mill. 8 pct. til kurs 95, uden rente de første 5 år derefter forrentet i 20 år, i de første 10 år til kurs 110 og i de sidste 10 år til kurs 107½. Det andet lån til 6 pct. er efter Lov december 1921 30 mill. dollars, kurs 90, tilbagebetales efter 20 års forløb til pari.

I statsregnskabet i 1922 opgøres de to lån med renter til ca. 287 mill. kr.

De er optaget gennem National City Compagny. Der er flere problemer; men f.eks. er 1920-lånet optaget til en dollarkurs på mellem 7 1/4 og 7 1/2; men det blev fra december solgt til herværende banker til kurser, der efterhånden falder til 5 kr. I gennemsnit 5,90.

Derudover garanterer staten for det kommunale lån, som en række købstæder optog i januar 1923, 15 mill. Pd. Strl., rente 8 pct., overtagelseskurs 93 og tilbagebetalingskurs 107½. “Efter Bankkommissionens Betænkning er intiativet til udenlandske lån udgået fra de amerikanske firmaer, for hvilke Landmandsbanken faktisk var agent”, skrev Birck i 1925.

“Den kritik som eftertiden vil rette mod den daværende finansministers ansvar for disse låns tidspunkt, vil han med føje kunne henvise til den mærkbare mangel på støtte, han fik fra nationalbankens side”, skriver Birck i ‘Europas Svøbe’ i 1925.

Var krigen endt i 1916, kunne man have kørt videre, og kapitalen ville have tjent enormt, for gælden var dengang ikke større, end at både renter og afdrag kunne tages af de løbende skatter uden problemer…

Når der ikke var tjent eller opsparet reel formue i den 5-årige krig, har intet individ fortjent at forøge sin formue i den periode. De københavnske bankers balance var før krigen 1100 mill. kr., i 1922 3500 mill. kr.

En stor del af de betalingsmidler, som bankerne var kommet til at råde over, var ikke blevet brugt bare på at drive priserne i vejret; men endnu mere til at drive vore kapitalværdier i vejret, aktier og faste ejendomme. Altså en voldsom forskydning af kapitalen væk fra realaktivitet til passiv indtægtsgivende erhvervelse i form privatkapital (se næste afsnit).

Borgerskabet var kortsynet, det ville ikke redde det system, det selv sad i, ved at få den mængde papirer ud af verden, som truede med at kvæle det økonomiske system, der bærer borgerskabet. Det samme sker i dag i endnu vildere omfang.

29. november 1922 skrev Finanstidende:

“Allerede i 1913 byggedes den første bro fra Finansministeret til Nationalbanken, og i det følgende år, da direktør Heilbuth sattes ind i Landmandsbankens ledelse fuldendtes brobygningsarbejdet, hvad etatsråd Glückstadt senere med så fuldendt mesterskab udnyttede.”

I Jyllandsposten kunne man ved den tid læse redaktør H. Hansens betragtninger på Zahles intelligens. Derimod Edvard Brandes og Ove Rode (i regeringen) viste sig at være gode hoveder til at ødelægge finanserne, skrev H. Hansen. 14)

Valget efter krigen stod mellem at gå bankerot eller fortsætte den pantsætning og belåning af nationens grundværdier og arbejdskraft, der allerede var begyndt. Statens gæld var i 1923 2400 mill. kr., når kommunernes og havnenes gæld medregnes, og prisniveauet er fælles. I år 1900 var den ca. 200 mill. kr. Altså en 12-dobling på 23 år. Til statsgælden skulle egentlig lægges pensionsbyrden omregnet til nutidsværdi.

I det officielle forum sammenlignede man dengang et sådant gældstal med statens og kommunernes rentebærende aktiver. De var bogført til 1800 mill. kr. i 1923. Statsgælden skulle officielt betragtes helt modsat fra midten af 1930-erne (og stadigvæk) for nu skulle nationerne gældsættes af staternes ledere. 15)

 

Sonia

 

 


 

1) Samme år som guldmøntfoden indførtes i Danmark. Direktøren for Danmarks Nationalbank var fra 1861 Moritz Levy. Ved Verdenskrigens udbrud var Marcus Rubin nationalbankdirektør, en radikal historiker, der i 1891 bl.a. skrev: .”.tåber i Danmark og folk uden indflydelse håber på en Genforening.” “I Danmark har man nu indregistreret 1864 som et historisk, endeligt faktum”, skrev Marcus Rubin også.

2) Sker ved at man lokker nye eller gamle aktionærer til at skyde helt urealistisk meget forpligtende egenkapital – som kan tabes, hvis det ikke går godt – ind i et foretagende eller ved at en bank overbelåner et lignende aktiv, som et virksomt foretagende som helhed kan betragtes som.

3) I den senere aktieselskabslov (byggende bl.a. på erfaringerne fra denne sag) fastsattes emissions-kursen i et selskab til 105, d.v.s. 5 pct. ekstra svarende til omkostningerne ved en emission.

4) Med prisstigninger som følge af den altomfattende mangelsituation.

5) Under de generelle forventninger om fortsatte prisstigninger fik de realiseret store spekulations-gevinster på aktiemarkedet.

6) Spekulation i forventninger om prisstigninger.

7) Hvorledes denne sker skal vi vise nedenfor.

8) Overdragelse med dispositionsret.

9) I dag hører vi ikke så meget reelt til problemstillinger bag skandalerne. Derimod ser vi nogle gange personer, valgt temmelig frit til skueproces og for domsafsigelse via medierne. Tag bankskandalen på Færøerne, der vel blot viser hvem der har den reelle magt, tag Finansrådets og Finanstilsynets indsats i Eigil Mølgaards embedsperiode: Bornholmerbank sagen for Bikuben, Hafnia Hånd i Hånd, hvor fagbevægelsen og amtsborgmester Per Kaalund spekulerede med henholdsvis arbejdernes og skatteydernes penge, Sparekassen Nordjylland der fik et ulovligt skattefradrag for overtagelse af forretning med underskud, Varde Banks salg af værdiløse aktier for at hindre insolvens, Sparekassen SDSs, senere Uni Banks helt uacceptable opsplitning af Kosan-koncernen for egen vinding. Rådgivning mere end tilsyn, og det er kun toppen af isbjerget. Finanssektoren vil blive endnu mere fusioneret og mange flere skandaler døser efterhånden et misbrugt og tilsyneladende magtesløst folk.

10) Magten lægges hos relativt få mænd, skriver Birck i 1935; den amerikanske Pujo-Komités beretning om spørgsmålet, hvorvidt der fandtes en pengetrust, viser alt i 1912 nogle få mænds magt over næsten alle banker, forsikringsselskaber og ledende industrier i Øststaterne (USA). Dette sker ved hjælp af “interlocking directorates”, bestyrelsesfællesskab. Herhjemme har cand jur. Robert Mikkelsen leveret Birck interessante oversigter på danske forhold, der fuldtud bekræfter lignende forhold i Danmark.

11) Pengemidler er primært sedlerne og kreditterne. Penge derimod er den rettighed til at købe, der modsvares af en modydelse. Derfor er det snublende nært at fordærve pengemidlerne og dermed pengene. Præcis som J. M. Keynes skrev i 1919: …som ikke én udaf en million er i stand til at diagnostisere”

12) Fra 1914 til 1918 steg det danske engrosprisindeks fra 100 til 302. Det kulminerede i november 1920 på 403. Detailpriserne, der fra 1914 til 1918 var steget med 82 pct., gik yderligere 51 pct. i vejret indtil november 1920. Den samlede stigning i leveomkostninger fra 1914 til 1920 kan anslås til ca. 175 pct. Kronen stod i pari (havde sin fulde guldværdi) i januar 1919, i november 1920 var den kun 48 guldøre værd.

13) Den internationale højfinans ord lød efter krigen: den nationale valuta så nær pari som muligt og statsgældens bevarelse i videst mulig omfang, i al fald ikke afbetaling på én gang, men en langsom amortisation, båret af de årlige ordinære skatter. Man vil efterhånden forandre statsgældens tom-me rum til realkapital.

14) Formelt fra 5. maj 1920 til 23. april 1924; men p.g.a. af Finansloven vedtaget under Zahle og Edward Brandes har den nye regering først fri hånd og fuldt ansvar det senere.

15)  Efter Keynes-myterne var blevet fast forankret i slutningen af 1930-erne opereredes med ét spil på scenen og et andet spil bagved og ovenover scenen, som Keynes selv udtrykker det.

Det var i de mangfoldige tilfælde, vi er faldet over, sandheden og løgnen.

Indtil da viste statens formuebudget dens aktiver og passiver, og indtægterne var optagne lån og solgte værdier, udgifterne var tilbagebetalinger af lån og pengeanbringelser. Siden omgjordes selv statens regnskab til en ide.

Eliten Gjorde Regning uden Vært


 

Abel Spendabel

– vi tager dem på ordene, dengang og nu

Økonomiministeren har opgjort udgiften til de fremmede. Den sættes alt for lavt, og oversigten er i øvrigt fyldt med fejl. Vi kigger på hullerne.

Økonomiministeriet offentliggjorde i december 1997 en økonomisk oversigt, hvori to af kapitlerne (5. og 6.) er viet spørgsmålet om, hvor meget indvandringen koster det danske samfund på kort sigt og beriger os på langt sigt. Det anslås heri (s. 174), at fremmedudgifterne (netto) over de offentlige finanser var på 10,3 mia. kr. i 1995.

Til indledning vises (s. 128) en tabel med befolkningssammensætningen fra 1950 til 1997. Der var 103.000 udlændinge i Danmark i 1960, oplyses det. Men det fortælles ikke, at af disse 103.000 var kun 5.420 fra lande uden for Vesteuropa og Nordamerika. – Inden det såkaldte indvandrerstop i 1973 nåede man faktisk ikke op på mere end knap 24.000 fra flygtninge- og indvandrerlandene, hvoraf 6.173 var tyrker.

Som det fremgår af nedenstående artikel, har der været boom i antallet siden. Rapporten laver en tilforladelig, men aldeles fejlbehæftet opgørelse af, hvad dette gilde koster os pr. år:

Skatteeffekten

Indvandring påvirker velstanden for den øvrige befolkning ad to kanaler, melder økonomioversigten: Indkomsterne før skat og overførslerne påvirkes. Men indvandringen bidrager også via skatter og overførsler til at finansiere de kollektive goder fra den offentlige sektor, anføres det.

Det er rigtigt, at skatterne, som indvandrerne betaler, bidrager til at finansiere de offentlige udgifter. Men det gør f. eks. skatteindbetalingerne fra forsvarets personel også. Og dog har man aldrig set Marianne Jelved fratrække disse i forsvarsudgifterne. I Danmark plejer man at opgøre det offentliges udgifter ved at tælle, hvor mange skattekroner borgerne skal tage op af lommen for at betale dem.

De fremmede som skjult ressource

Oversigtens grundsynspunkt er endvidere, at indvandring åbner mulighed for en økonomisk gevinst, der blot kun kan realiseres, såfremt indvandrerne kommer i beskæftigelse.

Det undrer altså ikke, at regeringen gør så meget for at få de fremmede i arbejde. Men det undrer, at rapporten overser, at de danske ledige – reelt 600.000 -700.000 – nok lettere integreres på det danske arbejdsmarked end folk med forsømt skolegang fra landdistrikterne i Mellemøsten. Ligeledes overser den, at der ikke er jobs nok til både de fremmede og de ledige danskere. Trylleri, som får de fremmede i arbejde, vil derfor blot føre til, at danskere ikke får dette arbejde.

Fejl grundet forkerte fremmedtal

Bruttoudgiften (altså udgiften før fradrag af skatter og afgifter) via de offentlige finanser for så vidt angår overførsler til fremmedgruppen hævdes at være 9,6 mia. kr. i 1995 (jf. tabel 6.1). Men antallet i fremmedgruppen er jo mindst 2 gange større, end oversigten anfører.

Fejl i beregningen af ledighedens konsekvenser

Samtidig fejlberegner oversigten konsekvenserne af ledigheden, fordi denne sættes for lavt. Ledighedsprocenterne for danske kvinder og mænd angives f.eks. i 1995 til henholdsvis 11,5 og 8,4 pct. af medlemmerne af arbejdsløshedskasserne (jf. tabel 5.5). Ledigheden blandt danske er imidlertid 2-3 gange større, når orlovsansatte, bistandsklienter og anden skjult arbejdsløshed medregnes. Tilsvarende gælder for indvandrere. I 1996 kunne det således ud fra indenrigs- og flygtningeministerens egne tal beregnes, at 74% af de fremmede (i 1995) enten var arbejdsløse eller på anden måde blev forsørger af det offentlige (se Danskeren nr. 4/1996). Det læses i øvrigt også i oversigtens tabel 5.3, ud fra hvis angivelser det kan udregnes, at tallet måske snarere er 79,3 %. Derfor kan de ledighedsprocenter for de fremmede (på 31,4 %), som anføres i oversigtens tabel 5.5, ikke bruges til noget.

Kompensation for opgørelsesfejlene

Hvis man kompenserer for fejlene i opgørelsen af fremmed-antallet og i den fejlopgjorte ledighed i fremmedgruppen, så er vi oppe på mindst 5 gange 9,6 mia. eller en samlet bruttoudgift på mindst 48 mia. kr. til de fremmede!

Oplysninger om fremmedbelastningen kunne oversigtens forfattere i øvrigt have hentet i Socialministeriet. En undersøgelse her viser, at 87% af flygtningene bliver varige bistandsklienter, og blandt de resterende 13% er mange under uddannelse eller modtager anden form for støtte. Og en opgørelse i Århus Kommune i 1993 viste, at udgifterne til flygtninge på kontanthjælp var fordoblet på fem år og udgjorde i 1993 19% af den samlede kontanthjælpsudbetaling (se Ugebrev Mandag Morgen nr. 4/1993) . I 2002 er andelen der udbetales til de fremmede på landsplan 37%, i Århus henved 40%. Og på landsplan i 2004/2005: 40% ifølge Socialministeriet og Velfærdskommissionen)

 

Så det er da overraskende at læse fra økonomiministeren – der ganske vist angiver at have samarbejdet med Indenrigsministeriet og Finansministeriet – at på landsplan opsluger de fremmede kun godt 4% af indkomstoverførslerne. Det må vist være det, man kalder selektiv informationsindsamling!

Yderligere – skjulte – udgifter

Desuden er de offentlige udgifter jo meget andet end bistandshjælp, efterløn, pensioner, A-kasseunderstøttelse o.s.v. Disse øvrige udgifter tages der ikke højde for i de tal, oversigten når frem til. Det drejer sig f.eks. om udgifter til omsorgs-, service- og administrationspersonale. Her skal man kunne udskille de poster, der ikke ville være der uden indvandringen, og det er ligeledes afgørende at vurdere, om den ekstra befolkning, der følger af indvandringen, mindsker enhedsomkostningerne pr. individ blandt dem, der gør brug af forskellige ordninger i den offentlige sektor. Men selv om enhedsomkostningen eventuelt mindskes visse steder, så vokser de samlede offentlige udgifter på trods heraf jo med indvandringen. Og det har oversigtens forfattere overset.

Endvidere drejer det sig om "lov og orden"-udgifter. Oversigtens opgørelse bygger i så henseende på fejloplysninger om f.eks. kriminaliteten og fordelingsnøglerne og de faktiske udgiftsbeløb vedrørende de fremmede under den samlede post "offentlig orden og sikkerhed".Det samme gælder i relation til udgifterne til primær og sekundær sundhedstjeneste. F.eks. kan medicinudgifterne ingenlunde, som det er sket i ministeriets regnestykke, fordeles efter besøgsfrekvensen.De fremmede bliver heller ikke i oversigten tilskrevet nogle af de 70 mia. kr. i renter på den danske statsgæld (som er vokset fra 9,8 mia. kr. i 1976 til godt 900 mia. kr. i 1998, når Den Sociale Fond korrekt inkluderes og ikke gradvis tømmes for at klare ydelser).

Desuden er en række for længst påviste særordninger og særtakster via lovene om beskæftigelses- og kontanthjælp, elastik-paragraffer og særcirkulærer heller ikke indregnet. Fra 2002 forelå et egentligt tyngdebudget fra IoD og langt mere kom på regningen – Vi husker den engagerede Flemming Knudsen, der gerne vil genvælges som borgmester i Århus replicere på spørgsmålet om fremmedudgifternes opgørelse i Århus : "Det bliver over mit lig". Her måtte de, der kendte hans engagement, konkludere, at beløbet givet var stort:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/19/indvandringens-pris/   Udbetaling af pension til fremmede på tvivlsomt grundlag:https://danmark.wordpress.com/2006/06/22/hvad-sagde-eliten-hvordan-gik-det/

Sonia

Hvad sagde eliten – hvordan gik det?


Røverhistorie fra den virkelige, men politisk ukorrekte verden

22. juli 1999 meddelte TV 2 Østjylland: Bistandskontoret i Brabrand i Århus var blevet afsløret i at have udbetalt Folkepension til ældre fremmede i strid med reglerne.I 45 tilfælde havde kontoret således på særdeles mystisk vis efterfølgende bedt udlændinge begrunde deres adkomst til Riget ved at påberåbe sig at have haft flygtninge-status som begrundelse for deres ophold her. Socialforvaltningens motiv skulle være, fremgik det af TV 2 Nyheder, at ved dette tryllenummer ville Århus Kommune få refunderet en større del af de udbetalte beløb fra staten.

4. oktober 2001 kunne TV2 tekst: Der er problemer med at finde rundt i, hvilke udlændinge, der skal ”integreres” efter loven. Analysen har foreligget siden sommeren 2001,men kommer først nu til offentlighedens kundskab. Et fejlramt EDB-system (igen) anviser ikke som planlagt, om udlændinge hører under Integrationsloven. Sagsbehandlerne er ikke altid klare over, hvor de skal søge oplysningerne, meldte TV2 Tekst til sidst i indslaget. 

Sociale ydelser til de fremmede, medie-manipulation og sandheden bag 14/12 2000. JP-Tekst-tv ville have os til at tro, at indvandrerne ikke tidligere havde modtaget f.eks. børnepenge og folkepension. Oplysningen bragtes i forbindelse med en ny europæisk konvention, som lederne gerne vil have grønt lys for i Danmark. Jo, det er endog meget værre her også:  De modtager i en række tilfælde meget mere end folkepensionen, også selvom de ikke har opsparet retten til den. Så får de kontanthjælp i stedet. I Brabrand, Århus kørte en ganske særlig trafik én tid – som nævnt –  gående ud på, at de fremmede skulle skrive under på, de havde asyl-adkomst-status, så fik de nemlig mere i støtte, end de ellers ville være berettiget til.
Det var også galt i en nabo-kommune til Århus. Børnepenge til de fremmede er da ikke noget, der først bliver indført med en ny konvention, men det vil de have (de mest uoplyste, som de satser på) FLERTALLET til at tro. Børnepengene har de modtaget i rigt mål nøjagtig som danskerne, bortset fra de har modtaget meget større beløb, fordi de har mange flere børn.

Henved 40 pct. af al bistandshjælp går i dag til indvandrere og deres efterkommere i Århus. Når de udgør 12-14 pct af landets beboere – og en lidt større andel i Århus – skal man ikke hævde, de ikke får bistandshjælp i overmål.

Nævnte konvention skal kun sikre, at de overøses økonomisk straks, når de passerer grænsen.  I forvejen får asylsøgerne bilerne til en langt lavere afgiftstakst end danskerne, nemlig efter samme regler som ambassade-medarbejdere. Dette er dokumenteret på : https://danmark.wordpress.com/2006/06/21/asylanter-betaler-betydeligt-nedsat-afgift-pa-biler/ med bl.a. indrømmelser og dårlige forsøg på bortforklaringer fra Folketingets talerstol.

JP-Teksttv var desværre langt ude  i propagandaen den 14/12 2000. Pension til de fremmede: Hele området ’pension’ tiltrækker sig større og større interesse, reglerne er indviklede, og der bliver flere og flere ældre og stadig flere ældre, uvedkommende fremmede, eftersom der er fred i deres hjemlande. Vidste De for eksempel, at ”Retten til pension er betinget af, at modtageren har dansk indfødsret” i følge §2 i Lov om Sociale Ydelser, Social Pension? §2 gælder dog ikke: for udlændinge, som har fået opholdstilladelse i Danmark efter reglerne om konventionsflygtninge (§7 i Udlændingeloven) og heller ikke for flygtninge, der er kommet hertil som led i en aftale med FN’s Flygtningehøjkommissariat (§8 i Udlændingeloven). 

Information om Danmark har modtaget følgende supplement fra anonym kilde: I en nabokommune til Århus, har man i årevis i stedet udbetalt kontanthjælp til de ældre fremmede, der var fyldt 67 år, som nævnt. Kontanthjælpen er et større beløb end Folkepensionen. Vort kvalificerede  vidne, som er ansat hos den pågældende kommune, kan oplyse at dels ville pension i næsten alle tilfælde af denne art slet ikke kunne tildeles efter optjeningsreglerne – der også er meget komplicerede og omhandler det antal år vedkommende har opholdt sig i landet, hvorefter beløbsstørrelsen beregnes – dels blev en ganske betragtelig del af beløbene refunderet af staten, når beløbet i stedet kaldtes bistandshjælp til flygtninge. Men det var fup. Men ikke nok med det! 

Information om Danmark ligger desuden inde med dokumentation for at undervisningsmaterialerne, som bruges på uddannelsen ”Social- og sundhedsassistent”, bl.a. lærer de uddannelsessøgende, at ”…Danmark har desuden indgået aftaler med en række lande. Efter disse aftaler, der i øvrigt ikke oplyses nærmere i de pågældende undervisningsmaterialer 1), kan man have ret til dansk pension, selv om man ikke opfylder de almindelige bestemmelser”. 1) Der er en aftale mellem landene i EU og en række andre europæiske lande. Den hedder EØS-aftalen. Derudover er der særskilt aftale mellem alle de nordiske lande. Der er også aftaler med en række andre lande bl.a. Tyrkiet, Marokko og Pakistan.   

Efterskrift

Mere end 30% af hele Kontanthjælpen udbetaltes til de 6-7% fremmede i Århus i 1993. (jf. Morgenavisen Jyllands-Posten ). Nu (2001) udgjorde de fremmede 10,5% officielt, men reelt nærmere 12-14 %. Betyder det så, at de i modtager 40% eller 50% af Bistandshjælpen, spurgte vi i valgkampen?

På landsplan udgjorde fremmedandelen af kontanthjælpen 37% i 2002, 40 % i 2004. Der udbetales typisk 40-70% mere til en udenlandsk familie, selvom reglerne er fælles for danskere og fremmede. Det viste Vesselbo-rapporten fra sommeren 1992 med anonyme indberetninger fra kommunerne i 1993. Det var før Vesselbo begyndte at måle fertiliteten blandt de fremmede sammen med to kvinder i Socialforskningsinstituttet, og også før han kom i Folketinget for ét af medløberpartierne.

Den 25. januar 2004 oplyste chefen i Københavns Kommunes Statistikkontor Claus Woll i Søndagsavisen, at børn af indvandrere over en 6 års periode havde udvist et 10 pct. højere fødselstal i sammenligning med forældrene til de fødende.

Spørgsmålet om andelen af hjælpen, som udbetales de fremmede, ønskede man i øvrigt ikke at drøfte i kommunalvalgkampen i 1997 og heller ikke i år 2001 eller i 2004. Det forsvinder det ikke af, så længe vi kan ytre os.

2010: Nu ved præcis hvad velfærden til de fremmede beløber sig til:

https://danmark.wordpress.com/ikke-vestliges-forbrug-af-velfaerd-i-danmark-i-2010/

2016: https://danmark.wordpress.com/2015/10/29/velfaerdens-fordeling/

En enkelt lidt tankevækkende oplysning, måske:

 Man kan bygge 100 huse på Sri Lanca for det, som en indvandrerbolig koster i Danmark, men det spiller ingen rolle, for dagsordenen er en ganske anden end at hjælpe