Danmark

16. juni 2006

To måske tre anerkendte

Filed under: History — Tags: , , , — Jørn @ 22:21

Økonomi-tænkere i 1700- og 1800-

tallene

– samtidig sandheden kort om guldet som international værdimåler og clearingsinstrument

Udgangspunktet:

Det skal understreges, at ordet ’kapitalisme’ blev første gang brugt offentligt af Karl Marx. Albert Pike var hans store forbillede og inspirator. Siden er det blevet misbrugt grundigt på alle niveauer. Allerede den kinesiske tænker Confutze hævdede, at antog man fjendens sprog, var slaget tabt. En ’isme’ er en verdensanskuelse, en ideologi, hvorefter verden tilstræbes forandret til det ideologien foreskriver, som værende det ideelle. Man kan også få det selvfølgelig misforståede indtryk, at de andre, altså ideologiernes samfundsindretninger ikke gør brug af kapital. Tværtimod de gør brug af meget mere kapital pr. alting.

Jeg hører jævnlig unge og yngre mennesker omtale ’konjunkturer’. Sågar har jeg hørt en udlægning med ’konjunkturer’ indbygget angående de angivelige modtræk til befolkningstilbagegangen under Den Sorte Død.

Hertil skal siges:

Forretninger og virksomheder som senere under industrialismen fandtes ikke før vi kommer til slutningen af 1700-tallet. Det samme med nationale obligatoriske møntenheder.

Desuden er ’konjunkturer’ mestendels et vrøvlebegreb i næsten alle sammenhænge. Oftest en undskyldning for ikke at gøre noget ved problemerne på hjemmefronten med andet en pengeudstedelse, nu de andre ikke vil. Karl Marx koblede konjunkturerne til Biblens mangfoldige årespænd på 7 eller 40 år.

Det private aktieselskab var ikke særligt udbredt før 1800-årene. Al industri var i sin vorden, og for eksempel for at bygge en stor formforandrende produktion med installationer og udstyr, så skulle man bruge fabrikeret stål. Til jernbanerne havde man brug for både toget, drevet frem ved damp, og ikke mindst opfindelsen af hårdt-stålfremstillingsprocessen, der stammede fra puddlingsprocessen i de sene 1700-år og endelig Bessemer-processen i 1850-erne (efter Henry Bessemer; den blev udbredt 1850-60). Den sidstnævnte metode gjorde det muligt at forbedre stålfremstillingen så meget at enorme laster af korn kunne transporteres med fortjeneste fra det amerikanske Midtvesten og bringes i konkurrence med europæisk korn. De store laster forudsatte utroligt solide hårdtstålsskinner. Den enorme betydning af disse få opfindelser kan faktisk ikke overdrives.

Europa blev straks ramt af de faldende kornpriser og Danmark var et de få lande, der p.g.a. de fremsynede jordreformer, mest under Enevælden i 1700-årene, og den positive proces forstærket yderligere af andelsbevægelsen fra 1870-erne, der kom igennem krisen med skindet på næsen, fordi vi så hurtigt i sidste fjerdedel af 1800-tallet kunne omstille landbruget til animalsk produktion.

Adam Smith, David Ricardo og det værdifulde metal:

Grundlæggeren af den økonomisk liberale tankegang og filosoffen Adam Smith (1723-1790) var en populær foredragsholder i Retorik, Æstetik og Litteraturhistorie i Edinburgh fra 1748. I vinteren 1750-1751 berørte han temaet Social Economics og blev professor i Logik i 1751, senere i Etik i Glasgow. 1776 (det samme år som David Hume døde, og året hvor Adam Weishaupt etablerede Illuminati og året for Den Amerikanske Uafhængighedserklæring blev Adam Smith’s store arbejde “Spørgsmål om naturen og årsagssammenhængene i nationernes velstand” udgivet. Det var den første systematiske gennemgang nogensinde inden for emnet Økonomi. Adam Smith beskæftigede sig faktisk ikke pengespørgsmålet.

[Det var også året hvor Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791) afsluttede Lodron Night-music (indeholdt i Serenade Notturn, K239), nogle anledningsstykker komponeret til fejringen af navngivningsdagen for Komtesse Anthonia Lodron (født Arco) 13. juni.]

http://www.lilliput-information.com/economics/gul1/gul1.html

David Ricardo (1772-1823):

David Ricard var en glimrende forretningsmand og spekulant. Han var den første efter Adam Smith, der havde gennemgribende indflydelse på måden regeringen faktisk opførte sig, og var blandt de vidunderbørn, som tidsalderen valgte at specialisere sig i. Hans fader kom fra Amsterdam og var børsspekulant, han kom til London og blev udvalgt som en af et dusin spekulanter til at tjene jøderne i City. David lavede børsforretninger i en alder af 14 år. Han spekulerede dristigt i Øst Indisk Company og, som Nathan Rothschild, gjorde han bestillings-forretninger for mange af regeringslånene i perioden 1811-1815. Ved dette og ved geninve-stering med umådelig succes i landejendomme erhvervede han sig en betydelig formue, og den gjorde ham i stand til at koncentrere sig om at skrive senere i sit liv. Blandt hans bøger var ”Den Høje Pris på Guldbarrer” (1810) i hvilken han forklarer grundene til værdifaldene på britiske banksedler, ”Svar til Hr. Bosanquet og Forslag til en økonomisk og sikker valuta” (1816) og ”Principper for Politisk Økonomi og Beskatning” (1817). Han blev medlem af Underhuset (1819).

”Det bekymrede Ricardo, at en udækket papirvaluta næsten med sikkerhed førte til inflation, kan man læse i de traditionelle tekstbøgerne”, men jeg finder desværre ikke ordet ”inflation” eller noget synonym herfor i de nævnte af hans bøger udgivet 1810 og 1817. De er citeret nedenfor og mere i de uddybende guldfiler via linkene.

England og den sags skyld resten af verden oplevede et kæmpekrak i 1825 efter en kort opgangsperiode 1820-1825. Det var den ’første moderne konjunktur’ og den skyldtes både pengemidlernes rigelighed, guldmængdens vækst, men især de mange nye markeder (bl.a. mange nye selvstændige stater i Sydamerika, nu løsrevet fra Spanien), nye markeder underkastet den engelske frihandel. Handelen med guldbarer som betalingsmiddel var enorm succes, og det fik verdensmarkedsprisen på guld til at stige. Eftersøgningen efter og guldfundene øgede efterhånden den udbudte mængden så meget, at det kunne modsvare efterspørgslen efter guld. Guld var og blev en vare.

Ricardo fik snart indført papirpenge, (og fortiede at penge selvfølgelig var en vare) og hans forslag lød i øvrigt: ”Banken skal føre sit guldlager i standard guldblokke/barrer, der kan bruges af de handlende, som behøver barrer til at lave guldbetalinger i udlandet.” Han kom igennem med sit forslag i Underhuset, og de første guldbarrer blev udstedt den 1. februar 1820 med navnet ”Ricardos”. Fra 1. maj 1820 var England tilbage med guldindløselighed.

Adam Smith’s arbejder beskæftiger sig som nævnt ikke med monetære emner (1776). David Ricardo (grundlæggeren af Guldindløselighed-Standard, 1816) var student hos Adam Smith. Dette giver anledning til konklusionerne, der følger umiddelbart efter citaterne af David Ricardo.

Man må forestille sig, at tidsånden var optimistisk og alt udpræget fremgangsforventningsrig og uden meget at bekymre sig for blandt initiativets mænd, især efter Napoleons-krigene 1800-1815, og ny realkapital skulle bygges op næsten hurtigere end nogen mulig cirkulation af penge kunne ødelægge.

På fastlandet, der fortrinsvis havde tabt krigen, var der udbredt fattigdom og nærmest stilstand endnu. Danmark måtte devaluere med 90%. D.v.s. de få møntenheder som nogen havde var pludselig næsten intet værd. Bytteøkonomi prægede Danmark, så devalueringen ramte ikke så hårdt, når vi betragter virkninger indenlandsk og udenrigshandelen var nærmest uden den store betydning.

Citater fra David Ricardo’s “Den Høje Pris på Guldbarrer” (1810):

”Banksystemets fornemste opgave i et land er ved hjælp af papirpenge (ved altid at bevare deres standardværdi) at få dem til at fortsætte deres cirkulation med den mindst mulige mængde guldpenge og guldbarrer. Dette er, hvad denne plan vil resultere i. Og selv i en sølvpenge-tidsalder, bare i princippet, vil vi have den mest økonomiske, mest konstante valuta i verden. Prisudsvingene på barrer, uanset hvilken efterspørgsel, der måtte være efter dem på kontinentet, og uanset hvilket udbud, der måtte bliver trukket ind fra minerne i Amerika, vil blive begrænset af priserne, som Banken køber barrer til, og udmøntningsprisen til hvilken de sælger dem. Mængden i cirkulation vil blive tilpasset behovene for handel med den største præcision; og hvis Banken et øjeblik var så indiskret at overvurdere cirkulationsbehovet, ville den offentlige indsigt hurtigt rette dem i deres fejl. Som for landbankerne må de betale for deres sedler (med guld), når de efterspørger Bank of Eng-lands sedler. Det vil give tilstrækkelig sikkerhed mod muligheden for stor papircirkulation. Der vil ikke være nogen fristelse til at omsmelte til mønter, og helt konsekvent arbejderne, der har været nyttesløst anbragt ved ét parti, der udmøntede de pengemidler, som et andet parti fandt interesse i at omsmelte til barrer, ville være effektivt frelst. Valutaen kunne hverken klippes eller blive forringet og ville have en værdi så uvarieret som guldet selv, det objekt som hollænderne havde i tankerne, og som de mest succesfuldt fuldendte med system meget lig det, som her foreslås” (citat slut)

Mit centrale og meget korte argument: En papirseddel kan måske gøres lige så sjælden som en guldmønt, men det er ulig meget nemmere at reproducere den. Og talen om at offentlig-hedens indsigt i og evne til at rette fejl i cirkulationsbehovet er ikke en overestimering; det er en fed løgn, såvel dengang som nu.

Storbritannien alene på den tvivlsomme Guldstandard I 100-200 år:

Før Napoleonskrigene var Amsterdam blevet det vigtigste valutamarked i verden, tæt fulgt af London, der hurtigt overtog en stor og voksende rolle i verdenshandelsfinansieringen i det 18. århundrede. Derfor var markederne for fremmed valuta meget udviklede i begyndelsen af det 19. århundrede, både når det drejede sig om finansiering af handel og om internationale overførsler i form af investering og statslån. Alle kommercielle og finansielle transaktioner inklusive selvstændige kapitaloverførsler ind og ud af landet, indkomster, investeringer og simpelthen varer som betaling, ædelmetallerne som generelt eftertragtede blev naturligt den fælles værdisystem.

I det 19. århundrede blev Japan en industrination, og USA’s del af verdenshandelen voksede stærkt, sat i gang af foreningen af de amerikanske stater til en nation og opfindelserne efter 1865.

Alene Storbritannien havde lovformelig guldstandard i både den hjemlige som i udlands-handelen fra 1821. De fleste andre handelsnationer på den tid kørte med enten en dobbelt-metalstandard, som for eksempel Frankrig og USA, eller en sølvstandard, som de fleste andre europæiske lande gjorde.

Det triangulære betalingssystem indbefattet Storbritannien, Vesteuropa og de Baltiske lande havde domineret den nordeuropæiske handel i mange år, og slave-trekanten, der forbandt Storbritannien, Afrika og Vestindien repræsenterede et andet eksempel på denne type handelssystem. Andre triangulære handelssystemer udviklede sig i den første halvdel af det 19. århundrede. 1860 blev Storbritanniens handelsunderskud med USA i det store og hele dækket ind af overskuddene i handelen med Latinamerika, og et britisk underskud i handelen med Kina blev dækket ind af et overskud i handelen med Indien.

Når fremmed kapital strømmer fra et land til et andet, kan overførslen påvirkes på adskillige måder, for eksempel ved en flytning af guld fra et udlånerland til et lånerland, ved en stigning i kapitalimporten fra et udlånerland eller for så vidt et skyldnerland, hvis (i sidste tilfælde) f.eks. der sker et fald i lånerlandets eksport af varer og tjenester så at handelsbalancen bliver mere ufavorabel.

Guldstrømme og reduceret eksport påvirkede dog meget sjældent overførslerne i slutningen af 1800-tallet, og i de fleste tilfælde skete overførslen af kapital fra et udlånerland til et låner-land i form af øget vareimport i det kapitalmodtagende land.

Intet i regnskaberne/opgørelserne fra det 18. eller det 19. århundrede viser os noget præcist om overførsler af guld, der skulle være sket netop for at udligne et handelsunderskud eller handelsoverskud på betalingsbalancen eller begrundet i fremmede investeringer eller lån.

Fra ca. 1880 var alle betydende lande med på guldmøntfoden eller samlet i det engelske verdenshandelssystem styret fra City i London. Det varede reelt indtil Den Første Verdenskrig. Ingen anden periode af historien har været mere karakteriseret ved statsgældsætning, før vi kommer til perioden efter Den Anden Verdenskrig.

Skruer vi lige tiden tilbage til midten af 1700-tallet igen:

David Hume og Merkantilisterne:

 Allerede den skotske teolog og filosof David Hume (1711-1776) berigede os med bidrag (”Om Penge” 1752 og ”Balance i Handelen”), der rettede sig mod de herskende tanker, dengang som nu (i EU) byggede på merkantilistiske politikker (udtryk opfundet af den senere Adam Smith). Merkantilisterne fokuserede på for et land at få fat i så meget guld, sølv og soldater som vel muligt. En primitiv og kunstig tankegang inspireret af guld- og sølvfundene, som især Spanske opdagelsesrejsende (i 1500-tallet) gjorde i deres grådighed for i sidste ende at kunne veksle disse ædelmetaller for efterspurgte varer. Tankegangen dækker over en forestilling blandt folk, der ikke systematisk har gennemtænkt økonomiske spørgsmål, at forveksle penge med velstand, og jeg kan supplerende foregribe konklusionernes: At forveksle penge med guld. Spanien gik i øvrigt bankerot efter mindre et århundrede, som jeg nævnte.

[David Hume tog i øvrigt tre af Rousseau’s fem børn uden for ægteskab og med forskellige kvinder, i pleje efter faderen havde afleveret dem på en børneinstitution i Frankrig. Rosseau var så vores officielle forbillede indenfor børneopdragelse og moderne pædagogik startende centralt med ”Samfundspagten” i Danmark 1889 og videreført af reformpædagog Sofie Rifbjerg (Klaus’ faster) fra 1921, der skrev ”en bibel” på dette vigtige felt netop med udgangspunkt i Rousseaus tanker.]

Merkantilismens – som David Hume var oppe i mod – fortsat:

Udenrigshandel blev betragtet som en ensidig interesse, kan man sige. Kun én af handelspartnerne ville nyde gavn af handelen – de komparative fordele som kan forklares for et barn – var ikke nået tankegangen hos 1700-tallets handlende og ledende mænd. Tværtimod: ”Eksporter ikke dine gode naturlige eller producerede hjemlige varer, men prøv få fat i alt det du kan fra fremmede lande”. Hvis det lykkedes for dig med den taktik, blev du den rigeste. Vinderne var i korthed dem, der kunne samle de største mængder af værdifuldt metal eller værdifulde mineraler og tjene mest ved at beskytte deres egne varer og altså samtidig række ud efter fremmedes landes varer og endog opbygge en stærk hær for at få fat i, hvad der var behov for, ønsket eller begæret var i højsædet.

Nogle ganske få af David Hume’s argumenter:

“Penge er ikke, ærligt talt, et af emnerne for handel, men kun et instrument, som handels-mænd blev enige om til et lette byttet af én vare med en anden.” (mit: Bemærk dette restrik-tive og vel teoretiske udgangspunkt, der desværre får alt til at kikse, når det kun er en teoretisk betragtning)

Flere citater af Hume:

“Det er kun det offentlige, som høster en fordel af en stor pengerigelighed; og kun i krige og i forhandlinger med fremmede stater.” (mit: spekulanter drager også nytte af større pengerigelighed; og de handler også med penge.)

“Og som for udenrigshandel, viser det sig, at den store pengerigelighed nærmere er en ulempe, idet den får prisen på al slags arbejde til at stige. Selvom den høje pris på varer er en nødvendig konsekvens af større mængder af guld og sølv, så er det ikke sådan, at prisstigningen følger umiddelbart, men der går nogen tid, før pengene cirkulerer i hele landet og dermed lader effekten virke på alle befolkningslag.”

”Efter min opfattelse, er det kun i det interval, altså i den mellemliggende periode mellem erhvervelsen af penge og stigningen i priserne, at den voksende mængde guld eller sølv er favorabel for aktiviteten. Når mængden af penge importeres ind i en nation, er den til at begynde med ikke spredt på flere hænder, men lagt i nogle få folks kufferter, folk som straks søger at sætte dem i fordelagtigt omløb.”

“Det er ikke særlig almindeligt i nationer domineret af uvidenhed om handelens natur, at forbyde eksport af varer, holde alt hvad der kan tænkes at have værdi og nytte tilbage. De overvejer ikke, at ved dette forbud, handler de direkte imod deres egne intentioner, og at desto mere der eksporteres af ethvert gode, desto mere vil der blive udbudt derhjemme af de goder, som de altid vil være de første til at byde på.”

“Forestil dig at fire femtedele af alle penge I Storbritannien blev tilintetgjort på en nat, og at nationen blev reduceret til de samme forhold, med hensyn til guldomløbet, der kunne være som i Harry-ernes og Edwardernes tid, hvad ville konsekvensen være? Ville priserne på arbejde og varer ikke falde forholdsmæssigt, og ville alt ikke blive solgt lige så billigt som dengang.”

“Igen, forestil dig, at pengemængden i Storbritannien blev femdoblet på en nat, ville den modsatte effekt ikke følge? Ville ikke alt arbejde og alle varer stige i pris, vokse til så umådelige højder, at ingen nabonation havde råd til at købe noget af os, medens deres varer, på den anden side, blev så billige i sammenligning, at uanset alle love, der kunne blive udarbejdet; ville dette ikke virke mod os, og vores penge ville flyde væk; indtil vi faldt til niveau med udlandet og mistede de riges overlegenhed, som havde bragt os i sådan en ufordelagtig situation?

“Strømmen, ville, uden kontakt med de omkringboende, ved en sådan kunstig pengemængde i cirkulation, blive øget til et hvilket som helst omfang. For at bevise dette behøver vi blot at vende tilbage vores første antagelse, med tilintetgørelse af halvdelen af alle omsætningsmidler; hvor vi ville mærke den øjeblikkelige konsekvens af sådan en hændelse til at være tillokkelse af en tilsvarende sum fra alle nabonationer.” (slut på citater af David Hume) Du kan finde den fuldstændige redegørelse af David Hume, der refereres til heri, på:

http://socserv2.socsci.memaster.ca/%7Eecon/ugem/3113/hume/money.txt

og på: http://socserv2.socsci.memaster.ca/%7Eecon/ugem/3113/hume/trade.txt

Konklusion:

”Penge er ikke en handelsvare”, fastholdt Hume i sit udgangspunkt. Men jeg er bange for at penge allerede på David Humes tid og i hvert fald 50-60 år senere netop var en sådan ting i den virkelige verden.

”Det er kun det offentlige, som drager nogen fordel af en pengerigelighed”, skriver Hume.

…og spekulanterne, må jeg tilføje. David Hume understregede, at penge er lavet af guld og sølv. Han fastholdt også, at penge (altså guld og sølv) i cirkulation var det afgørende.

David Hume pegede således på nogle ganske centrale forhold. Der skal tages i betragtning, at banksystemer i almindelighed og menigmands gøren brug af penge, detailhandel og industrien ikke fandtes. Almindelig samhandel i nogen særlig udstrækning på tværs af grænserne fandtes faktisk heller ikke på hans tid sammenlignet med i dag.

“Man skal sikre sig ikke at forveksle udvikling med afvikling”

Eksempler på pengenes cirkulationshistorie

Filed under: History — Tags: , , — Jørn @ 17:36

WALL STREET – LONDON

Manhattan anvendes i det følgende som samlebetegnelse for det finansielle centrum omkring Wall Street i New York, hvor Børsen og de multinationale koncerner og bankimperier i rigt mål er repræsenteret. Wall Streets historie er lang. Her lidt om starten.

Jamen, det er da ikke om Danmark. Er du sikker på det?

Oprindelig var der blot 13 kolonier i Amerika. De kaldtes New England og var Englands erobringer/ besiddelser. Her brugte de deres egne penge. Der var mange forskellige; de kaldtes “colonial script” og alt fungerede tilfredsstillende. Ved at kolonisterne selv lavede deres penge kunne de nemt kontrollere købekraften. Dette var de engelske bankfolk utilfredse med, fordi disse ligesom de gjorde i England, ville styre pengeudstedelsen. De indførte så deres pengesystem og mindskede pengemængden til cirka det halve. Nu blev koloniernes lykkelige tilværelse totalt forandret. Nu blev der arbejdsløshed og fattigdom.Vreden vendtes mod englænderne og førte til Frihedskrigen med efterfølgende (U)afhængighedserklæringen. To af anførerne bag denne revolutionære krig var finanseksperterne Robert Morris og Alexander Hamilton, som blev finansminister under George Washington. Det var en dårlig ide at søge krigen med England finansieret ved skatteopkrævninger, mente de, fordi skatter altid generer folk. Derfor lod de seddelpressen køre i stedet, for krigen skulle de have. De trykte i stedet statsobligationer og andre gældsbeviser af ihændehavertypen, som de solgte til de almindelige, flittige borgere, der købte for deres surt tjente penge via dels den federale regering, dels enkeltstaterne og kommunerne.

Den franske deltagelse i samme krig blev også finansieret (med Necker som rådgiver) med lån (1,2 mia. Frcs). Necker var en stor finansmand, ingen statsmand. Da krigen var ovre, stak de også sådanne obligationer (i enorme mængder) sammen med lidt aflønning ud til de hjemvendte soldater. Papirernes værdi afhang af, om staten blev solvent og kunne/ville indløse dem og i givet fald til hvilken kurs. Der gik lang tid uden noget skete, og de fleste regnede derfor papirerne for værdiløse.

Med Hamilton som finansminister blev der udsigt til, at situationen kunne udnyttes af nogle få. Enkeltstaterne lavede papirpenge for 210 mill. og Unionen for 360 mill. dollars under (U)afhængighedskrigen. Så måtte papirdollaren selvfølgelig falde. I 1779 skulle der 38 papirdollars til at købe én sølvdollar, året efter 100 og 1781 nogle gange 1000 papirdollars for at købe en sølvdollar. De blev derefter indkaldte, og for hver 100 dollars fik man 5 dollars i rentebærende certifikater; der kom ikke så meget ind, for folk brugte de værdiløse penge som tapet og etiketter (så havde de da den værdi). Første gang glippede vedtagelsen, som var længe ventet af nogle få; men i 1790 vendte Ambassadør Thomas Jefferson hjem fra Frankrig som ambassadør for magthaverne i Amerika, lad os hellere sige, egentlig magthaverne i England. Han havde bl.a. bistået de revolutionære med sin indsats ved Den Franske Revolution.

Med ham gik det som planlagt. Da kunne gennemføres en lov om, at statspapirerne skulle indløses – her 14 år efter (U)afhængighedserklæringen af 1776. Lovgiverne hørte på lovforslagets forelæggelse i dybeste overraskelse – men ikke spekulanterne, der havde planlagt det fra starten. Papirerne skulle indløses til pålydende og enkeltstaternes gæld skulle federalregeringen samtidig dække ind. Nu skyndte spekulanterne sig rundt og købte op i al stilfærdighed, hvad der var af papirer rundt omkring i skufferne hos almindelige mennesker, der ikke kendte lovgivningen. Hamilton skrev til George Washington: at han “for længe siden havde lært, at den offentlige mening var uden værdi”. Pengene til indløsningen kom fra salg af nye statsobligationer til de samme borgere og deres efterkommere her henved 25 år (en generation) efter krigen.

På denne måde kom borgerne til at betale krigen og betale for at blive mere styrede fremover. Det var Wadsworth, Kongresmedlem i Connecticut, der sendte skibene til Sydstaterne for at opkøbe alt det papir, de kunne få fat i. Rygterne om alle disse forkastelige manøvrer bag kulisserne blev efterhånden så pågående, at New Yorker bladet Daily Advertiser endog opstillede en beregning over, hvad de forskellige ville tjene, når loven gik igennem.Efter denne ville Robert Morris stikke $18 mill. lommen (i årene 1790-1792), Jeremiah Wadsworth 9 mill. og Guvernør Clinton 5 mill. Fisher Ames og Christopher Gore var også med i syndikatet. Begejstringen var som man vil forstå på kogepunktet i Wall Streets kaffehuse, hvor spekulanterne havde deres hovedkvarter. Det der manglede var blot at få begrænset adgangen til den omsiggribende aktivitet i Wall Street. For megen offentlig-hed og for stor offentlig deltagelse kunne skade forretningerne og gøre den for usikker for de deltagende. Dette sidste klaredes først rigtigt efter Borgerkrigen i 1861-1865. Nu hed sedlerne Greenbacks.

Afslutningen på Napoleons 100 dage og

de umiddelbare virkninger i Storbritannien

 

Nogle af Napoleonskrigenes omvæltninger af magtforholdene, en krig der kostede eng-lænderne £638 mill. i perioden 1800-1815. Bank of England kunne ikke magte disse beløb: Men:Fra 1806 var Kurfyrsten af Hessen-Kassel Wilhelm IX’s formue og også andre fastlands-kreditorers formuer blevet flyttet til London og en god del heraf i hænderne på Nathan Rothschild, der var flyttet fra tekstilområdet Manchester til London i 1804. N. M. Rothschild and Sons blev navnet på forretningen. Fra sidst i 1810 flyttede familien deres investeringer – også Wilhelm IX’s, men i navnet Rothschild – til kapitalinvesteringer eller finansielle investeringer. Nathan udnyttede de muligheder, som Napoleon havde givet ham. Hans højhed fik så engelske rentebærende statsobligationer i stedet.   

Slaget ved Waterloo blev udkæmpet fra kl. 11.25 til omkring kl. 22 søndag den 18. juni 1815. Slaget gjorde England til den førende magt i Europa og Nathan Rothschild (1777-1836) til den mest indflydelsesrige skikkelse i sin tid. Det hårde arbejde var planlagt længe forinden. Så snart de fem Rothschild-brødre var blevet etableret i Frankfurt, Wien , Paris, Neapel og London begyndte de at udvikle deres egen nyhedstjeneste (fra London kunne Rothschild sende sine blåtklædte kurerer til Rio, Toronto eller Nairobi uden varsel indtil WW2). De opbyggede simpelthen deres egen efterretningstjeneste meget mere effektivt end de tilsvarende, som regeringen havde. Ingen nyheder var så værdifulde for spekulanterne som nyhederne om udfaldet af Slaget ved Waterloo. London lyttede i flere dage. Hvis Napoleon vandt, ville kurserne på engelske regeringsobligationer falde. Hvis England vandt, ville Napoleons rige falde, og så ville regeringsobligationerne stige i kurs. Europas skæbne lå indhyldet i røg. Ved frokost mandag den 19. juni 1815 krydsede en Rothschild-agent Rothworth fra Ghent til Folkestone på den engelske kyst i en hurtig fiskerbåd. Han rapporterede til Nathan Rothschild på New Court 2, St. Switin’s Lane i City, London, styrtede så hurtigst muligt til Lord Liverpool’s house i Westminster: Statsministeren fik nyhederne kl. 14. Wellingtons ordonnans, der havde været aktiv i krigen dagen før, og som roede over Kanalen, nåede London kl. 22, gik til Earl Bathurst’s House i Grosvenors Square, hvor Kabinettet spiste middag, derefter ned til St. James’s Palace for at præsentere ørneseglet for Prinsen af Wales.  

Med denne viden offentliggjort ville enhver have vidst, at de engelske regeringsobligationer ville stige i stedet for at falde, så enhver ville have købt regeringsobligationer. Men Nathan Rothschild havde planlagt at lave et såkaldt corner. Han begyndte med at sælge regeringsobligationer, idet han lænede sig til pillen, hvor han plejede at stå i børssalen. Hans ansigt var uden noget udtryk overhovedet, så det blev tolket som et engelsk nederlag mod Napoleon ved Waterloo. Alle hans agenter, som kun han kendte, solgte også obligationer og andre papirer. ”Rothschild ved besked”, blev det visket. Han vidste besked, men ikke hvad de andre var bragt til at frygte. Kurserne gik ned og ned, markedet kollapsede. Kurserne faldt fra minut til minut, der var ingen bund. De solide og stærkeste bank- og finanshuse begyndte at skælve. Papirerne slog bogstavelig talt saltomortaler. Men den dødblege Nathan (han havde ikke sovet natten før) lo i sit indre bag ved ansigtet. I hemmelighed beordrede han sine agenter til at begynde at købe i stedet for at sælge. Syv timer efter Rothworth havde informeret den britiske regering om udfaldet af Slaget ved Waterloo ankom Wellingtons kurer – 9 timer efter Nathan Rothschilds blåkitlede kurer – med den samme information og meddelte på samme tid, at Blücher havde vundet ved Ligny. Rothschild meddelte det for London Børsen. Kurserne steg så hurtigt og nåede indtil da ukendte højder.  

Dette gav Rothschild familien fuldstændig kontrol med den britiske økonomi. Dette var hverken første eller sidste corner lavet af verdensmesteren i spekulation og nu også statslån, der blev den fremtidige hovedbeskæftigelse. 

I kølvandet på den fine Wienerkongres[2] blev der holdt en nu nærmest glemt supplerende kongres i Aix-la-Chapelle (fra nov. 1818) (nu den tyske Achen, hvor i øvrigt Neanderthalmanden blev fundet). Alt såkaldt nødvendigt (når du lige glemmer ”tak” og ”undskyld-ninger”) har en finansiel side. Kongressen er blevet kaldt ”den glemte”, så det var måske ikke meningen, vi skulle mindes om den. Den var afgjort den vigtigste, når vi ser på den finansielle side.   Kilder: Wall Street af Robert Irving Warshow, Nordisk forlag, København 1933. Rothschilderne af Ignaz Balla, Pios Boghandel 1914, København 1914.

Kilder:Wall Street af Robert Irving Warshow, Nordisk forlag, København 1933.Rothschilderne af Ignaz Balla, Pios Boghandel 1914, København 1914.Huset Rothschild, portræt af en familie, af Frederic Morton, Wangels Forlag, København 1962.he Birth of the Modern (World society 1815-1830), af Paul Johnson, Phoenix, Storbritannien 1991. 


 

[1] Både Kurfyrst Wilhelm IX, hans fader og farfader havde tjent uhyre summer på at skaffe professionelle soldater blandt unge omstrejfere på det europæiske fastland til de mange professionelle hære, således også til den engelske hær under (U)afhængighedskrigen i Amerika.

[2] Det europæiske fastland bestod efter Napoleonskrigene af bankerotte stater og kongressens topfolk dansede og drak champagne, mens fattigdom kun kendtes i de brede kredse. Danmark devaluerede med 90% efter statsbankerotten 1813, året efter måtte vi afstå Norge, ikke til nordmændene, men til svenskerne – 1813 var året, hvor Søren Kierkegaard blev født. Man skal imidlertid ikke overvurdere devalueringens virkninger på de brede lag, fordi det meste af deres tilværelse fortsat byggede på bytteøkonomi. 

Til del 3: Om guldet og City som finansielt centrum

Guld som basis-value, et relikvie med historiske bindinger


Magten flyttet til London – guldet

som basis

 

Storbritanniens dominans i verdenshandelen under industrialismens fremkomst og Napoleons krigenes afslutning omskabte City, i London til verdens finansielle centrum. Med første verdenskrig førtes hovedrollen til USA.

Det vi har brug for i dag er reelle valutakurser – d.v.s en egentlig globalisering af internationale monetære system – ikke af menneskene for det ideologi. Optakten her til er åbentbart en slags ny-merkantilisme, hvor verdens førende nationer og magtcentre forsøger at beskatte omverdenen i stedet i stedet for ordnede forholdene derhjemme.

Spanien fandt og hjemførte/stjal enorme mænder af guld og sølv under Merkantilismen i 1500-årene, og gik statsbankerot på det.

Fra den internationale guldmønt/guldstandard næsten var aftalt – mest på grundlag af afhængighed i 1880-erne og indtil Den første Verdenskrig har verden ikke set en større statsgældsætning.

I kølvandet på den fine Wienerkongres (sept. 1814 – juni 1815) blev der holdt en nu nærmest glemt supplerende kongres i Aix-la-Chapelle (fra nov. 1818) (nu den tyske Achen, hvor i øvrigt Neanderthalmanden blev fundet). Alt såkaldt nødvendigt (når du lige glemmer ”tak” og ”undskyldninger”) har en finansiel side. Kongressen er blevet kaldt ”den glemte”, så det var måske ikke meningen, vi skulle mindes om den. Den var afgjort den vigtigste, når vi ser på den finansielle side.

Så lad os se videre på guld og sølv (Spanien fandt/røvede for meget):

I slutningen af det 18. århundrede var Storbritannien det eneste land, der var gået over til en faktisk klassisk guldstandard, efter en lang periode, hvor sølv stadig forsvandt mere og mere fra den hjemlige cirkulation. Guldets overvægt var begyndt så tidligt som 1717, da guld guinea fik tildelt værdien 21 shilling. Sølvs betydning som monetær enhed blev reduceret yderligere i 1774, hvor sølv som lovligt betalingsmiddel blev begrænset til betalinger op til £25. Imidlertid var sølv så undervurderet målt i guldværdi derefter, at det snart skulle indtage en sådan rolle som underordnet møntenhed, med de slidte sølvmønter i cirkulation, at det var ufordelagtigt at trække dem ud af cirkulation og smelte dem om til eksport. I 1797 blev Bank of England fritaget for at forpligte sig til at veksle dets sedler med guld på grund af Napoleonskrigene (d.v.s. krigsinflation). Guldets overordnede rolle som regne-enhed i Storbritannien blev sikret det år. Man kan sige at basis-værdi-måle-redskabet faktisk var i cirkulation, så at det rigtige udtryk blev guld-mønt-basis eller klassisk guld-standard og ikke bare guld-indløseligheds-standard, som vi skal definere separat senere.

http://www.lilliput-information.com/gul1/gul1.html

Var Hume ikke særlig kritisk over for guld og sølv trukket ind i definitionen af penge, var han til gengæld meget opmærksom på sondringen mellem redskabet, velegnet for handel, og de virkelige varer, som rent faktisk blev efterspurgt – men fortrinsvis teoretisk, må vi nok sige.

Spørgsmålet er afgjort om England nogensinde vendte tilbage til nogen egentlig guldstandard efter krigsinflationen og fredsdeflationen til erstatning for statslån, for at sikre ”en eller anden balance”.

Historiske kendsgerninger:

Bevægelsen mod skabelsen af den såkaldte guld-indløseligheds-standard i Storbritannien var blevet standset i krigsårene, da kontantbetalinger blev suspenderet som et typisk krigsfænomen (som nævnt i sidste afsnit). Umiddelbart efter krigen blev de facto guld-standarden fra det senere 18. århundrede faktisk endeligt indført ved lov i parlamentet i 1820. Det første var møntprægningsloven af 1816, der tillod prægning af Guld Sovereign, et 20 shillings guldstykke; det første eksemplar blev udstedt i det følgende år. Guldindholdet af Sovereignen blev fastsat i overensstemmelse med prægningsprisen i guld.

Den industrielle revolution begyndte i England omkring 1750. Behovet for kapital var meget begrænset i begyndelsen, og det samme var behovet for penge generelt i det 18. århundrede. 80% af befolkningen var smålandbrugere og husmænd, og bytteøkonomien var dominerende. Jordejerne finansierede primært de tidligere trin i produktionsomdannelses-processen på landet, primært bomuld. Importen af bomuld, mæng-demæssigt blev ganget med 10 fra 1770 til 1800. 56 mill. engelske pund, og i 1830 var denne mængde blevet ganget med 5-6. Mål for produktionsmængden eller salget findes ikke, men eksport-værdien af den forarbejdede bomuld eksisterer: 1764: £200,000, 1780: £1 mill., 1815: £22mill., 1830: $41 mill.

Statslån 1790-1816 blev ikke kun optaget i form af regeringsobligationer, men også som valutalån og forskud (i Bank of England), som skaffede sig midler ved at udstede pengesedler. I 1792 var det nået til 11 mill. med dækningsfond på £5½ mill. Uden en stigning i skatteopkrævningen steg statens udgifter til det dobbelte hvert år i perioden 1792 til 1794, 1797 var udgifterne mere end tredoblet, og i 1813 og 1814 var statens udgifter blevet ganget med 6 sammenlignet med 1790, og skatteprovenuet var ikke engang blevet hævet til det firdobbelte i samme periode. Budgetunderskuddet på de offentlige finanser i perioden 1790-1816 var i alt £440 mill. Parlamentet tillod fra 1793 regeringen at optage rentefrie lån fra centralbanken, efter den netop havde overstået krisen 1792, da 300 banker gik bankerot. Men nu, tilsyneladende svækket af regeringens træk, steg budgetunder-skuddet fra £1/4 mill. i 1789, nåede de £10 mill. i 1793 og 12 £mill. i 1797, hvilket var tæt på den samlede seddelmængde i omløb. England udlånte £11 mill. delvis i guld til dets allierede i 1790-erne. Det blev mere og vanskeligt for Bank of England at hjælpe forretninger og landbankerne, så regeringen gjorde sedlerne uindløselige i 1797.

Bankhusene i det Absolutte Monarki (som var regeringsformen i de fleste stater) var forretningsejede af én mand eller af partnere. Dette skulle ikke fortsætte på denne måde, når papirpengene blev til og lidt senere, hvor det såkaldte demokrati introduceredes. Banker som i dag eksisterede ikke, kun bankier-huse, gået i arv igennem generationer. Obligationer og aktier i nogle privilegerede kompagnier, og markeder for disse, havde deres oprindelse i det 17. århundrede – for eksempel huset Marselis Danmark og huset De Guerre i Sverige, med henholdsvis hollandsk og fransk oprindelse. De finansierede hver sin side i Den Store Nordiske Krig, der vist sluttede 1721. I midten af dette århundrede, ved begyndelsen af den industrielle revolution var der knap et dusin bankhuse i England og Wales uden for London-området.

1700-tallet : Veksleteknikker og spekulation i papirer på privilegerede kompagnier var centralt fra begyndelsen, for ek-sempel den engelske John Law’s Southsea-Bubble og den franske Missisippi-Swindle af kolossale dimensioner er de mest kendte, og af mindre dimensioner spekulation i engelske, hollandske og danske kompagni-aktier. Denne spekulation havde ofte betydning for den pågældende stat, som var betydelig aktionær (grundet de tildelte privilegier ved lov). Med store aktieandele i statsligt regi, var det ikke sjældent staten, der måtte bære tabene i sidste eller rettere næstsidste ende (og så lade skatteyderne betale, præcis som i dag). Når spekulation kunne opstå var grunden primært den stærkt varierende kredit udbudt af de pågældende stater. Rygter om krig eller f.eks. om en prinsedød kunne få obligationerne til at falde voldsomt.

Monetære enheder kan tjene formålet at gøre det lettere at udføre transaktioner, spare og flytte værdier ordensmæssigt. Men monetære enheder kan også have til følge, at en forfalsker eller selv lovlige penge-udstedere kommer til at styre nogle forretninger, som det slet ikke var deres opgave at have noget at gøre med.

To anerkendte store økonomi-tænkere i 1700- og 1800-tallene:

Det private aktieselskab var ikke særligt udbredt før 1800-årene. Al industri var i sin vorden, og for eksempel for at bygge en stor formforandrende produktion med installationer og udstyr, så skulle man bruge fabrikeret stål. Til jernbanerne havde man brug for både toget, drevet frem ved damp, og ikke mindst opfindelsen af hårdt-stålfremstil-lingsprocessen, der stammede fra puddling-processen i de sene 1700-år og endelig Bessemer-processen i 1850-erne (efter Henry Bessemer; den blev udbredt 1850-60). Den sidstnævnte metode gjorde det muligt at forbedre stålfremstillingen så meget at enorme laster af korn kunne transporteres med fortjeneste fra det amerikanske Midtvesten og bringes i konkurrence med europæisk korn. De store laster forudsatte utroligt solide hårdt-stålsskinner. Den enorme betydning af disse få opfindelser kan faktisk ikke overdrives.

Europa blev straks ramt af de faldende kornpriser og Danmark var et de få lande, der p.g.a. de fremsynede jordreformer, mest under Enevælden 1700, og den positive proces forstærket yderligere af andelsbevægelsen og kom så igennem krisen med skindet på næsen, fordi vi så hurtigt i sidste fjerdedel af 1800-tallet kunne omstille landbruget til animalsk produktion.

”Men lad os ikke foregribe eller afspore hændelserne, selvom det kunne være fristende.”

Adam Smith, David Ricardo og det værdifulde metal:

Grundlæggeren af den økonomisk liberale tankegang og filosoffen Adam Smith (1723-1790) var en populær foredragsholder i Retorik, Æstetik og Litteraturhistorie i Edinburgh fra 1748. I vinteren 1750-1751 berørte han temaet Social Economics og blev professor i Logik i 1751, senere i Etik i Glasgow. 1776 (det samme år som David Hume døde, og året hvor Adam Weishaupt etablerede Illuminati og året for Den Amerikanske Uafhængigheds-erklæring blev Adam Smith’s store arbejde “Spørgsmål om naturen og årsagssammenhængene i nationernes velstand” udgivet. Det var den første systematiske gennemgang nogensinde inden for emnet Økonomi. Adam Smith beskæftigede sig faktisk ikke penge-spørgsmålet.

Det var også året hvor Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791) afsluttede Lodron Night-music (indeholdt i Serenade Notturn, K239), nogle anledningsstykker komponeret til fejringen af navngivningsdagen for Komtesse Anthonia Lodron (født Arco) 13. juni.

http://www.lilliput-information.com/gul1/gul1.html

David Ricardo (1772-1823):

David Ricard var en glimrende forretningsmand og spekulant. Han var den første efter Adam Smith, der havde gennemgribende indflydelse på måden regeringen faktisk opførte sig, og var blandt de vidunderbørn, som tidsalderen valgte at specialisere sig i. Hans fader kom fra Amsterdam og var børsspekulant, han kom til London og blev udvalgt som en af et dusin spekulanter til at tjene jøderne i City. David lavede børsforretninger i en alder af 14 år. Han spekulerede dristigt i Øst Indisk Company og, som Nathan Rothschild, gjorde han bestillingsforretninger for mange af regeringslånene i perioden 1811-1815. Ved dette og ved geninvestering med umådelig succes i landejendomme erhvervede han sig en betydelig formue, og den gjorde ham i stand til at koncentrere sig om at skrive senere i sit liv. Blandt hans bøger var ”Den Høje Pris på Guldbarrer” (1810) i hvilken han forklarer grundene til værdifaldene på britiske banksedler, ”Svar til Hr. Bosanquet og Forslag til en økonomisk og sikker valuta” (1816) og ”Principper for Politisk Økonomi og Beskatning” (1817). Han blev medlem af Underhuset (1819).

”Det bekymrede Ricardo, at en udækket papirvaluta næsten med sikkerhed førte til inflation, kan man læse i de traditionelle tekstbøgerne”, men jeg finder desværre ikke ordet ”inflation” eller noget synonym herfor i de nævnte af hans bøger, der er citeret ovenfor og nedenfor og udgivet 1810 og 1817.

England og den sags skyld resten af verden oplevede et kæmpekrak i 1825 efter en kort opgangsperiode 1820-1825. Det var den første moderne konjunktur og den skyldtes både pengemidlernes rigelighed, guldmængdens vækst, men især de mange nye markeder (bl.a. mange nye selvstændige stater i Sydamerika, nu løsrevet fra Spanien), nye markeder underkastet den engelske frihandel. Handelen med guldbarer som betalingsmiddel var enorm succes, og det fik verdensmarkedsprisen på guld til at stige. Eftersøgningen efter og guldfundene øgede efterhånden den udbudte mængden så meget, at det kunne modsvare efterspørgslen efter guld. Guld var og blev en vare.

Ricardo fik snart indført papirpenge, (og fortiede at penge selvfølgelig var en vare) og hans forslag lød i øvrigt: ”Banken skal føre sit guldlager i standard guldblokke/barrer, der kan bruges af de handlende, som behøver barrer til at lave guldbetalinger i udlandet.” Han kom igennem med sit forslag i Underhuset, og de første guldbarrer blev udstedt den 1. februar 1820 med navnet ”Ricardos”. Fra 1. maj 1820 var England tilbage med guld-indlø-selighed.

Adam Smith’s arbejder beskæftiger sig som nævnt ikke med monetære emner (1776). David Ricardo (grundlæggeren af Guld-indløselighed-Standard, 1816) var student hos Adam Smith. Dette giver anledning til konklusionerne, der følger umiddelbart efter citaterne af David Ricardo.

Man må forestille sig, at tidsånden var optimistisk og alt udpræget fremgangsrigt og uden meget at bekymre sig for blandt initiativets mænd, især efter Napoleons-krigene 1800-1815, og ny realkapital skulle bygges op næsten hurtigere end nogen mulig cirkulation af penge kunne ødelægge.

På fastlandet, der fortrinsvis havde tabt krigen, var der udbredt fattigdom og nærmest stilstand endnu. Danmark måtte devaluere med 90%. D.v.s. de få møntenheder som nogen havde var pludselig næsten intet værd.

Citater fra David Ricardo’s “Den Høje Pris på Guldbarrer” (1810):

”Banksystemets fornemste opgave i et land er ved hjælp af papirpenge (ved altid at bevare deres standardværdi) at få dem til at fortsætte deres cirkulation med den mindst mulige mængde guldpenge og guldbarrer. Dette er, hvad denne plan vil resultere i. Og selv i en sølvpenge-tidsalder, bare i princippet, vil vi have den mest økonomiske, mest konstante valuta i verden. Prisudsvingene på barrer, uanset hvilken efterspørgsel, der måtte være efter dem på kontinentet, og uanset hvilket udbud, der måtte bliver trukket ind fra minerne i Amerika, vil blive begrænset af priserne, som Banken køber barrer til, og udmøntningsprisen til hvilken de sælger dem. Mængden i cirkulation vil blive tilpasset behovene for handel med den største præcision; og hvis Banken et øjeblik var så indiskret at overvur-dere cirkulationsbehovet, ville den offentlige indsigt hurtigt rette dem i deres fejl. Som for landbankerne må de betale for deres sedler (med guld), når de efterspørger Bank of Eng-lands sedler. Det vil give tilstrækkelig sikkerhed mod muligheden for stor papircirku-lation. Der vil ikke være nogen fristelse til at omsmelte til mønter, og helt konsekvent arbejderne, der har været nyttesløst anbragt ved ét parti, der udmøntede de pengemidler, som et andet parti fandt interesse i at om-smelte til barrer, ville være effektivt frelst. Valutaen kunne hverken klippes eller blive forringet og ville have en værdi så uvarieret som guldet selv, det objekt som hollænderne havde i tankerne, og som de mest succesfuldt fuldendte med system meget lig det, som her foreslås” (citat slut)

Mit centrale og meget korte argument: En papirseddel kan måske gøres lige så sjælden som en guldmønt, men det er ulig meget nemmere at reproducere den. Og talen om at offentlighedens indsigt i og evne til at rette fejl i cirkulationsbehovet er ikke en overestimering; det er en fed løgn, såvel dengang som nu.

 

Storbritannien alene på den tvivlsomme Guldstandard I 100-200 år:

Med væksten i udenrigshandelen viste de finansielle nyskabelser sig hurtigt. Valutasyste-met blev introduceret tidligt, og i det 14. århundrede blev et simpelt multilateralt system etableret. Multilateralisme (uddybes i de næste afsnit ved dens modsætning), i alt fald i den simple udgave, har været det store værktøj for den internationale handels forhold i århundrede. Meget senere, i det 17 og det 18. århundrede: Det første foruddaterende valutamarked blev udviklet for at kunne håndtere usikkerheden om fremtidige bevægelser i spotkursen på valuta, så de indbyggede risici for udsving i kurserne kunne reduceres.

På den tid var Amsterdam blevet det vigtigste valutamarked i verden, tæt fulgt af London, der hurtigt overtog en stor og voksende rolle i verdenshandelsfinansieringen i det 18. århundrede. Derfor var markederne for fremmed valuta meget udviklede i begyndelsen af det 19. århundrede, både når det drejede sig om finansiering af handel og om internationale overførsler i form af investering og statslån. Alle kommercielle og finansielle transaktioner inklusive selvstændige kapitaloverførsler ind og ud af landet, indkomster, investeringer og simpelthen varer som betaling. I de 19. århundrede blev Japan en industrination, og USA’s del af verdenshandelen voksede stærkt, sat i gang af foreningen af de amerikanske stater til en nation og opfindelserne efter 1865.

Alene Storbritannien havde lovformelig guldstandard i både den hjemlige som i udlands-handelen fra 1821. De fleste andre handelsnationer på den tid kørte med enten en dobbeltmetalstandard, som for eksempel Frankrig og USA, eller en sølvstandard, som de fleste andre europæiske lande gjorde.

Det triangulære betalingssystem indbefattet Storbritannien, Vesteuropa og de Baltiske lande havde domineret den nordeuropæiske handel i mange år, og slave-trekanten, der forbandt Storbritannien, Afrika og Vestindien repræsenterede et andet eksempel på denne type handelssystem. Andre triangulære handelssystemer udviklede sig i den første halvdel af det 19. århundrede. 1860 blev Storbritanniens handelsunderskud med USA i det store og hele dækket ind af overskuddene i handelen med Latinamerika, og et britisk underskud i handelen med Kina blev dækket ind af et overskud i handelen med Indien.

Når fremmed kapital strømmer fra et land til et andet, kan overførslen påvirkes på adskillige måder, for eksempel ved en flytning af guld fra et udlånerland til et lånerland, ved en stigning i kapitalimporten fra et udlånerland eller for så vidt et skyldnerland, hvis (i sidste tilfælde) f.eks. der sker et fald i lånerlandets eksport af varer og tjenester så at handelsbalancen bliver mere ufavorabel.

Guldstrømme og reduceret eksport påvirkede dog meget sjældent overførslerne i slutningen af 1800-tallet, og i de fleste tilfælde skete overførslen af kapital fra et udlånerland til et lånerland i form af øget vareimport i det kapitalmodtagende land.

Intet i regnskaberne/opgørelserne fra det 18. eller det 19. århundrede viser os noget præcist om overførsler af guld, der skulle være sket netop for at udligne et handelsunderskud eller handelsoverskud på betalingsbalancen eller begrundet i fremmede investeringer eller lån.

Fra ca. 1880 var alle betydende lande med på guldmøntfoden eller samlet i det engelske verdenshandelssystem styret fra City i London. Det varede reelt indtil Den første Verdenskrig.

Optakten til Den første Verdenskrig – krigen fører initiativet til USA:

For at illustrere, hvilke beløb, der var tale om i datidens tælleenheder – om man vil – kan det oplyses, at i år 1900 var der ialt 100 mill. kr. i sedler i omløb i Danmark. I 1914 var om-løbet i sedler 140 mill. kr. I februar 1919 udgjorde den 430 mill. kr. Staten lod altså pen-gemidler trykke for at komme igennem 1. Verdenskrig så bekvemt som muligt. Finans-ministeriet misbrugte denne form for gæld, hævdede professor L. V. Birck.

Etableret i 1919 er blevet kendt i U.S.A. under navne som "Det etablerede Samfund", "Den usynlige Regering" og "Rockefeller's Uden­rigsministeri­um.” C. F. R. tog initiativ til FN, og Rockefeller skænkede grunden, hvorpå FN-bygningen i New York blev bygget. C. F. R.s første fornemme opgaver var at "privatisere den amerikanske pengeudstedelse" (=lægge den i visse private hænder) via Det Føderale Reservefonds System i U.S.A. og at styre medie- og filmverdenen. Præsident Woodrow Wilson var sat ind af finansfyrsten Jacob Schiff (søn af Rothschild-huset i Frank­furt – vi har hørt lidt om Statsfinansier nr. 1 i denne gennemgang. Jacob Schiff giftede sig med en datter af Loeb fra Kuhn & Loeb, købte Kuhn ud og bidrog til “Co” i Kuhn, Loeb & Compagny). J. Schiff og senator Nelson Aldrige fik med præsident Wilson d. 22. december 1913 vedtaget nogle skæbne­svangre tilføjelser til den amerikanske forfatning, der gjorde det muligt for nogle ganske få (cirka 13 familier og deres agenter) fremover at kontrollere og styre U.S.A.'s økonomi under alle forhold. Vel at mærke nogle få uden for kredsen af lovligt og demokratisk valgte. De få skulle derimod udvælges af den kommende selvsup­plerende C.F.R.-loge[1], som var på tegnebordet og skulle bruges efter 1. verdenskrig. Man fik ved samme lejlighed lagt grunden til indkomstskatten og samtidig grundstenen til de galaxe-store skattefrie, humanitære fonde, som var mangebillionærernes. De blev bl.a. brugt til at skabe "Det nye menneske" (se nærmere kapitel 10). Indkomstskatten blev gennemført uden enkeltstaternes godkendelse.

Planen CFR blev lagt i Jagtklubben på Jekyl Island i Georgia i efteråret 1908 (mere herom snere i dette kapitel). Da stod man med en nyvalgt præsident William Howard Taft (sagfører og dommer). Han ville – vidste man – nedlægge veto mod en sådan vedtagelse i Kongressen. Derfor måtte man vente til den mere skrupelløse, inter­nationalis­tiske og svage præsident Thomas Woodrow Wilson kunne forventes valgt i 1912. Når jeg betegner Wilson som svag, betyder dette ikke at han gjorde sig dårligt i markeds­føringen.

Den klare, specifikke, koncise Artikel 1, Section 8, Paragraf 5 i USA-forfatningen var med Federal Reserve Law (af den 22. december 1913) sat ud af kraft. Man havde via dagsordenen diskret fået placeret vedtagelsen på dette sene tidspunkt lige før jul. Flere i Kongressen var taget på juleferie før vedtagelsen, få forstod vel også konsekvenserne af denne bedrageriske 16. tilføjelse til Den Amerikan­ske Forfatning. Det blev ikke den sidste skæbnesvan­gre tilføjelse. Læs bl.a. den veldokumenterede "The Federal Reserve Conspiracy" skrevet af Eustace Mullens. Denne udgivelse er lidt svær at finde på de offentlige danske statsbiblioteker.

Fodnoter:

[1] Både Kurfyrst Wilhelm IX, hans fader og farfader havde tjent uhyre summer på at skaffe professionelle soldater blandt unge omstrejfere på det europæiske fastland til de mange professionelle hære, således også til den engelske hær under (U)afhængighedskrigen i Amerika.

[2] Det europæiske fastland bestod efter Napoleonskrigene af bankerotte stater og kongressens topfolk dansede og drak champagne, mens fattigdom kun kendtes i de brede kredse. Danmark devaluerede med 90% efter statsbankerotten 1813, året efter måtte vi afstå Norge, ikke til nordmændene, men til svenskerne – 1813 var året, hvor Søren Kierkegaard blev født. Man skal imidlertid ikke overvurdere devalueringens virkninger på de brede lag, fordi det meste af deres tilværelse fortsat byggede på bytteøkonomi.

Til del 3: Om guldet og City som finansielt centrum

Invited Terror

Filed under: Culture, Terror — Tags: , , — Jørn @ 15:49

Growing terrorist activity in Norway. Norway has supported terror-organisations in the Middle East, Asia and Africa for several years. Norway has also become sanctuary for international terrorists – like Denmark that had more 40 of the worst terror-organizations (already in 1994) established in the country according to the intelligence service (read below). Hijackers and leaders of terror-organisations like Ansar Al-Islam has found its safe home in Norway. 

http://www.svik.org/norskterror.htm (in Norwegian) (does not work anymore)

Our Nordic states has invited them in. The states support them, and at same time the politicians say the opposite to the voters and to their allies. On the Nordic and on the European level signs of those frontiers that the terror-war otherwise misses, and that we have to take into account, when it begins. From bridgeheads in Bosnia and Marokko the terro-networks have systematically started the construction of an Euro-Army:

Al Qaeda builds an Euro-Army (does not work anymore)

Try this 

Try this

For a long time we have known that we closer to 12 oclock that we have dared to inform until now.  

 PS:

May 1st 1994 you could read this in the biggest Danish Newspaper Jyllandsposten:

quotation:

“About 40 of the world’s most feared terror-organizations have their bases or agents in Denmark, PET (the Police-intelligence-service) considers.The sympatizers of these organisations provide money, false passports and sanctuaries for the terrorists of those movements. Officially PET will not inform about its knowledge to the huge number of terror-organisations in Denmark – mine: with less than 5 mill. Danish inhabitants -, but leading employers in PET says that about 80% of the 50 best known movements have direct contact to people in Denmark. It can be members who have got political asylmn, immigrants or Danes who sympatize with their struggle….”  

unquote, an extract of Ruth Berings TTV2 – article October the 7th 2001.

I know Ruth Bering who I fully recommend.

 Recommend this file

A Homage


“To the apparent rulers, a homage”
 

Almost as impossible as it is to make a Postmodernist understand that history and tradition are the foundation of meaning and recognition, it is difficult to make honest people realize that the liar does not lie just about one single thing, but that he actually uses the most deft tricks, and always take the claims of the immidiate real power brokers into account with the one and only purpose to get everything going along as gentle as possible to his destination – his head in the clouds – from where it is impossible to look at and listen to the ground.

Culturel Meeting or Clashes With the Great Caliphate


Jihad-History

Worth the read! What Bush and his administration are NOT telling the American people! You may not agree on everything here, but there is a lot of history in this article you should know.

History does have an effect on the future! Larry Abraham is editor of a monthly news-letter entitled “Insider Report.” It tracks global trends, with emphasis on information for investors.

THE CLASH OF CIVILIZATIONS AND THE GREAT CALIPHATE

by Larry Abraham, January 29, 2004

I urge all of my readers to make copies of this report and send them to your friends and relatives. The information is too critical to be overlooked in the madness of this election year.
Watching and listening to the Democrat Party candidates is tantamount to enduring the Chinese water torture. The blah, blah, blah goes on and on and nothing of value comes out except the pain of listening to the same nothingness over and over again. I won’t take the time or space to repeat what you have heard so many mind numbing times but what you have not heard is crucial.
President Bush and his administration spokesmen are not telling the American people what they really need to know about this “war.” If they don’t do that between now and November it may cost them the election.

The war against terror did not begin on September 11, 2001, nor will it end with the peaceful transition to civilian authority in Iraq, whenever that may be. In fact, Iraq is but a footnote in the bigger context of this encounter, but an important one none the less.
This war is what the Jihadists themselves are calling the “Third Great Jihad.” They are operating within the framework of a time line which reaches back to the very creation of Islam in the seventh century and are presently attempting to recreate the dynamics which gave rise to the religion in the first two hundred years of its existence.
No religion in history grew as fast, in its infancy, and the reasons for the initial growth of Islam are not hard to explain when you understand what the world was like at the time of Muhammad’s death in 632 AD. Remember that the Western Roman Empire was in ruins and the Eastern Empire, based in Constantinople, was trying desperately to keep the power of its early grandeur while transitioning to Christianity as a de facto state religion.

The costs to the average person were large as he was being required to meet the constantly rising taxes levied by the state along with the tithes coerced by the Church.
What Islam offered was the “carrot or the sword”. If you became a convert, your taxes were immediately eliminated, as was your tithe. If you didn’t, you faced death. The choice was not hard for most to make, unless you were a very devoted martyr in the making. At the beginning, even the theology was not too hard for most to swallow, considering that both Jewry and Christianity were given their due by the Prophet. There is but one God-Allah, and Muhammad is His Prophet, as was Jesus, and the pre-Christian Jewish prophets of the Torah (Old Testament). Both were called “children of the book”–the book being the Koran, which replaced both the Old and New Testaments for former Christians and Jews.

With this practical approach to spreading the “word” Islam grew like wild-fire, reach-ing out from the Saudi Arabian Peninsula in all directions.
This early growth is what the Muslims call the “First” great Jihad and it met with little resistance until Charles Martel of France, the father of Charlemagne, stopped them in the battle of Tours in France, after they had firmly established Islam on the Iberian Peninsula. This first onslaught against the West continued in various forms and at various times until Islam was finally driven out of Spain in 1492 at the battle of Granada.
The “Second great jihad” came with the Ottoman Turks. This empire succeeded
in bringing about the downfall of Constantinople as a Christian stronghold and an end to Roman hegemony in all of its forms. The Ottoman Empire was Islam’s most successful expansion of territory even though the religion itself had fractured into warring sects and bitter rivalries with each claiming the ultimate truths in “the ways of the Prophet”. By 1683 the Ottomans had suffered a series of defeats on both land and sea and the final, unsuccessful attempt to capture Vienna set the stage for the collapse of any further territorial ambitions and Islam shrunk into various sheikh-doms, emir dominated principalities, and roving tribes of nomads.

However, by this time a growing anti-western sentiment, blaming its internal failures on anyone but themselves, was taking hold and setting the stage for a new revival known as Wahhabism, a sect which came into full bloom under the House of Saud on the Arabian Peninsula shortly before the onset of WWI.

It is this Wahhabi version of Islam which has infected the religion itself, now finding adherents in almost all branches and sects, especially the Shiites.
Wahhabiism calls for the complete and total rejection or destruction of anything and everything which is not based in the original teachings of The Prophet and finds its most glaring practice in the policies of the Afghani Taliban or the Shiite practices of the late Ayatollah Khomeini in Iran. Its Ali Pasha (Field Marshall) is now known as Osama bin Laden, the leader of the “Third Jihad”, who is Wahhabi as were his 9/11 attack teams, 18 of which were also Saudi.
The strategy for this “holy war” did not begin with the planning of the destruction of the World Trade Center. It began with the toppling of the Shah of Iran back in the late 1970’s. With his plans and programs to “westernize” his country, along with his close ties to the U.S. and subdued acceptance of the State of Israel, the Shah was the soft target. Remember “America Held Hostage”?
Thanks, in large part to the hypocritical and disastrous policies of the Jimmy Carter State Department, the revolution was set into motion, the Shah was deposed, his armed forces scattered or murdered and stage one was complete. The Third Jihad now had a base of operations and the oil wealth to support its grand design or what they call the “Great Caliphate”.
What this design calls for is the replacement of all secular leadership in any country with Muslim majorities. This would include, Egypt, Turkey, Pakistan, Indonesia, all the Emirates, Sudan, Tunisia, Libya, Algeria, Morocco, Yemen, Syria, Lebanon, Jordan, Malaysia, Indonesia and finally what they call the “occupied territory” Israel.
As a part of this strategy, forces of the jihad will infiltrate governments and the military as a prelude to taking control, once the secular leadership is ousted or assassinated. Such was the case in Lebanon leading to the Syrian occupation and in Egypt with the murder of Anwar Sadat, along with the multiple attempts on the lives of Hussein in Jordan, Mubarak of Egypt and Musharraf in Pakistan. Pakistan is a particular prize because of its nuclear weapons. (Please note al Qaeda call for the Islamic-militant overthrow of Musharraf in Pakistan on March 25, just yesterday.)
The long-range strategy of the Third Jihad counts on three strategic goals.

First, the U.S. withdrawing from the region just as it did in Southeast Asia, following Vietnam. Second, taking control of the oil wealth in the Muslim countries, which would be upwards to 75% of known reserves; third, using nuclear weapons or other WMDs to annihilate Israel. A further outcome of successfully achieving these objectives would be to place the United Nations as the sole arbiter in East/West negotiations and paralyze western resistance, leading to total withdrawal from all Islamic dominated countries.

Evidence of the Bush Administration awareness of this plan is found in the events immediately following the 9/11 attack. The administration’s first move was to shore up Pakistan and Egypt, believing that these two would be the next targets for al Qaeda, while Americans focused on the disaster in New York. The administration also knew that the most important objective was to send a loud and clear message that the U.S. was in the region to stay, not only to shore up our allies but to send a message to the Jihadists.

The attack on Afghanistan was necessary to break-up a secure al Qaeda base
of operations and put their leadership on the run or in prison.

The war in Iraq also met a very strategic necessity in that no one knew how much collaboration existed between Saddam Hussein and the master planners of the Third Jihad or Hussein’s willingness to hand off WMDs to terrorist groups including the PLO in Israel. What was known were serious indications of on-going collaboration as Saddam funneled money to families of suicide bombers attacking the Israelis and others in Kuwait.
What the U.S. needed to establish was a significant base of operations smack dab in the middle of the Islamic world, in a location which effectively cut it in half. Iraq was the ideal target for this and a host of other strategic reasons.
Leadership of various anti-American groups both here and abroad understood the vital nature of the Bush initiative and thus launched their demonstrations, world-wide, to “Stop The War”. Failing this, they also laid plans to build a political campaign inside the country, with the War in Iraq as a plebiscite, using a little known politician as the thrust point – Howard Dean. This helps to explain how quickly the Radical Left moved into the Dean campaign with both people and money, creating what the clueless media called the “Dean Phenomenon”.
By building on the left-wing base in the Democrat party and the “Hate Bush” crowd, the campaign has already resulted in a consensus among the aspirants, minus Joe Lieberman, to withdraw the U.S. from Iraq and turn the operation over to the U.N. And, if past is prologue, i.e., Vietnam, once the U.S. leaves it will not go back under any circumstances, possibly even the destruction of Israel.
Should George W. Bush be defeated in November we could expect to see the dominoes start to fall in the secular Islamic countries and The Clash of Civilizations, predicted several years ago by Samuel Huntington, would then become a life changing event in all of our lives.
What surprised the Jihadists following the 9/11 attack was how American sentiment mobilized around the president and a profound sense of patriotism spread across the country. They were not expecting this reaction, based on what had happened in the past, nor were they expecting the determined resolve of the President himself. I also believe this is one of the reasons we have not had any further attacks within our borders. They are content to wait, just as one of their tactical mentors; V.I. Lenin admonished…”two steps forward, one step back”.
A couple additional events serve as valuable footnotes to the current circumstances we face: the destruction of the human assets factor of the CIA during the Carter presidency, presided over by the late Senator Frank Church. This fact has plagued our intelligence agencies right up to this very day with consequences which are now obvious. And, Jimmy Carter himself, the one man who must bear the bulk of the responsibility for setting the stage of the Third Jihad. Americans should find little comfort in how the Democrat contenders constantly seek the “advice and counsel” of this despicable little hypocrite.
Lastly, we should not expect to see any meaningful cooperation from Western Europe, especially the French. Since failing to protect their own interests in Algeria (by turning the country over to the first of the Arab terrorists, Ammad Ben Bella), the country itself is now occupied by Islamic immigrants totaling twenty percent of the population.
We are in the battle of our lives, a battle which will go on for many years possibly even generations. If we fail to understand what we are facing or falter in the challenge of “knowing our enemy” the results will be catastrophic. Imagine a world where al Qaeda regimes control 75% of the world’s oil, have at their disposal nuclear weapons, legions of willing suicide soldiers, and our national survival is dependent on the good graces of Kofi Annan and the United Nations.

There is one final footnote which may be the scariest of all. Either none of the Democrats currently leading the drive to their party’s nomination are aware of the facts of the Great Caliphate and Third Jihad or they do know and they don’t care so long as their power lust is satisfied. But, I can guarantee you one thing for sure: some of their most ardent supporters are aware of this and will do anything they can to bring it about. End of Report

Note….this was written before John Kerry had the nomination sewed up…but recent events clearly demonstrate that Kerry is going to fulfill Abraham?s prediction of the Democrats calling for the UN and the French/Germans/Spain coalition to force the US out of Iraq. Also understand that the current 9/11 hearings are a political show and Clarke’s book were timed for these hearings and the campaign. And this is why Condoleezza Rice is seeking a private meeting with this commission to tell it like it is. The national security issues involved around 9/11 cannot be an open book to the public, and I believe we have to understand that.
This is scary stuff. President Bush and the Republicans are obviously extremely cautious in bringing this issue to the campaign because the left-leaning media and the Kerry Democratic left would call this racist against Islam and a distraction for the alleged lies of WMD and our reasons for going into Iraq. Bush correctly referred to the axis of evil (Iran, Libya, Iraq and North Korea) as a pointed strategy to blunt the WMD-terrorist movement. And he has been very successful in thwarting al Qaeda, despite what everyone on the left says. We are far better off without the threat from Iraq and Libya, all within the last 12 months. We are threatened in Pakistan and if Musharraf is assassinated (it’s been tried several times in the past year), we can see how the militants will gain control of Pakistan’s nuclear weapons, which have already spread to Iran (by a militant Islamic scientist) and if Musharraf is taken out we have both Iran and Pakistan as militant Islamic power bases armed with nuclear weapons. And let’s not overlook Abraham’s issue about the potential for militant Islamic states who would control 75% of the world’s oil. This probably why Dick Cheney, Rice, Powell, and Wolfowitz are so committed to the belief that we are in this struggle for the free world as we have known it and focused on defeating the militant Islamic-al Maida’s global strategy. They skirt the core issues raised by Abraham in this article because of the political-correctness implications, but after reading this, you understand what is at stake here. Kerry and the liberal Democrats want control of Washington at any price. Abraham clearly spells out what price that is: Victory for al Qaeda and the Islamic militancy.
Abraham’s article brought all of these issues together and why it is important for us to gain this perspective and educate our friends and associates.
This is a deeply impressive, cogent, and intelligent overview of the militant Islamic movement. Pass on Abraham’s article to those who have a need to know, which is just about everybody.

The Insider Report

Millions of Subsidies to Islamic Mission Activity

Filed under: Culture, Terror — Tags: , , — Jørn @ 15:29

“Drammen News” offered a very peculiar full page article April 16th 2004. The newspaper informed that millions of Norwegian krones are hidden in a muslem foundation in the town, withdrawn from both the auditors of accounting and the public insight and the duty of reporting. Large amounts have been used on speculation in the real estate market, central businesses have been bought for two figured amounts of millions, so it look as if the muslems are establishing in order to stand permanently here among the infidels. Fortunately it has not been necessary to use their own means, and not even impose economic duty to their devotees – 93-94% of the money to run their community and to invest comes from the Norwegian state and the municipality of the town Drammen.

The muslems of Drammen receive the large amounts in its capacity of being a religious community. Our contemptible Christian founded government with a Prime Minister even from the Christian Folkparty has found it its assignment to support and consolidate Islam in Norway, and this we just have to take cognizance of. But there is a question: How much do muslem governments contribute to Christian churches in muslem countries? A lot of them have unimaginable fortunes to take from: do Saudi Arabia subsidies seaman-churchs, Norwegian or other? As fare as I know they not even allowed to have a cross that marks their existence, not even a national banner with the presumptuous cross-mark. Sometimes we are informed about ravaging and arson of churches in different muslem countries, the communities are attacked with automatic weapons. Here in Norway we go to the opposite extreme, give in to and load people who hate and disdain us with yearly appropriations of millions, so large that the imams have to operate in the market of real estate in order to find some kind of utilization of the money.

Mild Heaven, what people do we have to lead us!

Bjarne Dahl
Fjordveien 67 B
1363 Høvik Norway

Recommend this file

A necessary supplement – especially for the Americans – from Information of Denmark: In Denmark and Norway the constitutions presuppose Kings of Christian belief, and the Christian Church is subsidized onesided by the state that cannot intervene beyond this in matters of the Christian Church. In this way we have no equality among different communities of beliefs. You have constitutional freedom of belief, but the Christian Church is presupposed as the church of the countries, or as we say, of the Folk. In this way we would – wise foreseen – have been effectively protected both against the politicians and the intruders, if the constitutions were not broken every day without any but the notice of few. Here we are at the turning point. The so-called human rights declared to the whole world have nothing to do with freedoms of right. Freedoms of right presupposes a protected national state.

Increased terror activity in Norway: http://www.lilliput-information.com/invit.html (English extract)

and http://www.svik.org/norskterror.htm (in Norwegian)

Frontiers are being build : http://www.lilliput-information.com/treji.html
Al Qaeda builds an Euro-Army

Medicinudgifterne kunne nemt opregnes

Filed under: Culture, Economics, Statistics — Tags: , , , — Jørn @ 12:03

– hvis vilje var dertil

Man har åbentbart gjort det sporadisk (se neden for), men

sandheden skræmmer

melder en anonym modstandsgruppe

En gang i forsommeren 1997 stod i Ekstra Bladet at læse i artikel skrevet af Sonia Dalgård, at de officielt bevilgede midler på Finansloven til de fremmede er af størrelsesordenen ca. 11 mia. kr. pr. år.

At Information om Danmark for længst har påvist, at de samlede offentlige udgifter til de fremmede i Danmark er over 100 mia. kr. kr. pr. år er som bekendt lige meget. Fremmedudgifterne hver dag vokser vildt videre. De 11 mia. kr. er i første række interessante, når 350.000-500.000 fremmede (dengang) skulle dele disse ca. 11 mia. kr. i kontanter og funktionæromkostninger o.a. Så blev der 22.000-31.000 kr. pr. fremmed pr. år. Her skal vi huske, at indvandrer-industriens ca. 30.000 ansatte jo sandelig også skal aflønnes efter de forhøjede tariffer, og det vel at mærke, af den samme sum. Så det er da i grunden slet ikke så galt. Og det er løgn. De kan ikke engang betale huslejen med det beløb.

Den 12. december 1998 meldes på TV 2 Tekst-TV, at kredslægen i København har konstateret af en undersøgelse, at de fremmede ikke besøger lægen eller hospitalerne nær så ofte som danskerne (altså lavere hyppighed). Disse undersøgelsesresultater ses ikke at hvile på noget pålideligt grundlag.

Det var et problem i Information om Danmarks (2. gang) opstillede belastnings-regnskab (1992/93) efter det oplyste i EB-artiklen dengang at fastslå, hvor meget tungere – udgiftsmæssigt – de fremmede var i gennemsnit i forhold til danskerne. Det var ikke nemt, så vi måtte være yderst forsigtige, skrev vi dengang. Resultatet blev, at af de samlede offentlige udgifter på ca. 600 mia. kr. forbrugtes 60-90 mia. på de fremmede. Statsgælden voksede selvfølgelig også videre godt hjulpet på vej af fremmedbelastningen.

Renterne på statsgælden (inkl. kommunernes samlede nettogæld) androg til sammenligning ca. 70 mia. kr. i 1997.Fremmedudgifterne og statens renteudgift udgør således tilsammen hen ved 175 mia. kr. pr. år ud af de samlede offentlige udgifter på ca. 600 mia. kr. pr. år (i 1997).Lønmodtagernes A-indkomstskat udgjorde til sammenligning godt 220 mia. i 1995. D.v.s. hen ved 80% af din lønskat gik til de fremmede eller til renterne på en gæld, som du ikke har stiftet. Det bliver hvert år værre.

En enkelt af Finanslovens utallige poster er medicinudgifter. Information om Danmark var ved opstilling af belastningsregnskabet for de fremmede 1992/93 på Herrens mark, når de fremmedes andel af udgifterne skulle anslås på et rimeligt sikkert grundlag. Også selvom myndigheder indirekte havde givet mange fingerpeg.

Nu viser det sig, at Information om Danmark var for forsigtig.Der fandtes dog dengang en udmærket begrundelse fra officielt hold for at sætte medicinudgifterne til en fremmed til det dobbelte i forhold til en dansker. Dels benyttede de fremmede medicinordningerne hyppigere dels var de fremmedes forbrug af kostbar medicin langt større. Skulle have ændret sig så drastisk?

På denne baggrund er det på én gang morsomt og afskrækkende at høre om et medicinregnskab fra et enkelt apotek refereret minutiøst og sandt efter hukommelsen, men kun et tegnende brudstykke. Den fremmede var ikke 2 gange dyrere, i mange tilfælde 50-100 gange dyrere.

Den del, der her er medtaget af et månedsregnskab, er en brøkdel. Billedet er det samme. De fremmede er uhyre bekostelige. Især vækstmedicin til børn og unge med vækstproblemer (p.g.a. indgiftethed), og noget der kaldes "forlængerslanger" til "vore gæster" fra fremmede verdensdele. Især inhalationsspray til danskere med allergi (manglende modstandskraft). Det er nærmest tragikomisk.

En af leverandørerne af dette materiale udtalte:"Efter jeg er cyklet herind, må jeg nu i gang med udbetale penge til mine klienter sydfra, der kører hertil i Mercedes Benz".                                            

Dansk Modstandskraft

 

 

Medicinregnskabet (månedsvis) ser typisk således ud:

(afskrevet direkte efter hukommelse af et apoteks indberetning og videresendt til IOD – registreringerne vedrører en månedsafregning i 1999)

Apotekets navn og adresse: oooooo

Refusion til kommune                                                                                                                        

Dato Fra dato                  til dato (månedsvis)

Kommune/Forvaltnings navn og adresse:

Social- og sundhedsforvaltningnavn:oooooo nr.:oooooo                                  Regel: 25 – GR.

Cpr.-

nr.

Vare-nr. Patientens/klientens navn og adresse og medicinens navn Stk. Beløb Exp. nr. Dato Evt.j.nr.
****** 1361121361124462

301014760

00001

Fremmeds navn og adresse: ******Genotropin, injektionssubstans 36 IE, 1x 36 IEGenotropin, injektionssubstans 36 IE, 1x 36 IEHydrokotison, tabletter 20 mg., 100 stk.Eltroxin, tabletter 0,1 mg., 100 stk.TelefongebyrIalt cpr.nr. ******………………………..  85111  40.532,

4025. 3

34,

6029,359,

856,

00

kr. 5.912,20

     
****** 10001512563113532

113522180

0001

Danskers navn og adresse: ******EDB-gebyrVentoline, Inhalationspulver 0,2 mg i diskos, 60 doserFlixotide, Inhallationspulver 500 mikg i diskos, 60 doserSerevent, Inhalationspulver 50 mikg i diskos, 100 stkTelefongebyrIalt cpr. nr. ******………………………….  12111  1,2547,70 126,

7585,

kr. 556,00

kr. 267,25

     
****** 100015420069800456 Fremmeds navn og adresse:******EDB-gebyrGenotropin, injektionssubstans 16 IE, 5 tokammerampulleNovofine, 0,36x12mm, 100 stk.Ialt cpr. nr. ******………………………..  1 11  1,2511.227,kr. 60.177,50

kr. 11.406,35

     
****** 135110 Fremmeds navn og adresse: ******Genotropin, injektionssubstans 36 IE, 1×36 IEIalt cpr. nr.: ******…………………………..  5 kr. 25.540,50kr. 25.540,50      
****** 135110 Fremmeds navn og adresse: ******Genotropin, Injektionssubstans 36 IE, 1×36 IEIalt cpr. nr. ******…………………………  6 kr. 30.649,20kr. 30.649,20      

 hvor vi ikke har haft mulighed for at indbygge landsdækkende oplysninger om medicinforbruget

http://www.bt.dk/nyheder/artikel:aid=333390/ 

Lagt på http://www.bt.dk den 6. januar 2005 kl. 09:46

”Indvandrerbørns medicinforbrug bekymrer politikere

 Sundhedspolitikere finder det bekymrende, at børn med indvandrerbaggrund bruger væsentligt mere medicin end deres danske jævnaldrende.

Flere sundhedspolitiske ordførere finder det bekymrede, at børn med indvandrerbaggrund spiser mellem 50 og 100 procent mere medicin end danske børn…”  

Indgifte og handikap

Filed under: Culture, Uncategorized — Tags: , , — Jørn @ 11:49

 Ugeskrift for Læger 150/1 – 4. januar 1988 s. 60.

I Ugeskriftet (1987; 149:2937) omtales, at der i perioder blandt asylsøgere har været relativt mange børn med svære handikap, og det stilles i udsigt, at den særlige psykiske belastning for denne gruppe vil blive behandlet særskilt.

Samtidig drøftes en opgørelse (Ugeskr Læger 1987; 149:2170-3) af Kim Gjernum Nielsen, Bente Pilgaard & Margareta Mikkelsen, der viser en stigende hyppighed i Danmark af Down's syndrom, og dettes relation til den fødendes alder (Ugeskr Læger 1987; 149: 2950).

Margareta Mikkelsen har på en konference på Københavns Amts Sygehus i Herlev 8.2.1987 omtalt en meget høj forekomst af børn med multihandikap og Down's syndrom blandt indvandrere fra lande med udbredt tradition for indgifte, og tillige med store børneflokke.

Det vil derfor kunne bidrage til klarlæggelsen af de nævnte mulige årsagsfaktorer, og deres mulige samvirken, hvis data for disse indvandrere som aldersforhold og børnetal kunne blive forelagt Ugeskriftets læsere.

København Johannes Clemmesen

Svar:

Jeg er blevet bedt om at kommentere Johannes Clemmesen's foranstående indlæg angående et arbejde udgået fra Kennedy Instituttet om den stigende hyppighed af Down's syndrom i Danmark og et foredrag, jeg har holdt på Københavns Amts Sygehus i Herlev i anledning af en handikapkonference arrangeret af Københavns Amt. I Ugeskrift for Læger (1987; 149: 2170-3) kunne vi vise, at prævalensen af Down's syndrom i Danmark er faldet ganske betydeligt i forhold til andre lande. Dette skyldes først og fremmest, at ældre kvinder her i landet har begrænset deres børnetal, og at de i udstrakt grad hør brug af prænatal diagnostik (Mikkelsen M et al. Ann Hum Genet 1983; 47: 123-31). Den af Johannes Clemmesen nævnte stigning i prævalensen af Down's syndrom er en stigning, der skete fra 1980 til 1985 for materne aldersgrupper under 35 år. Denne stigning skyldes i overvejende grad overlevelse af børn, der er født for tidligt med lav fødselsvægt, og som overlevede den neonatale periode og derfor blev diagnosticeret. Med andre ord, mere end 90% af Down's syndrom-børn fødes i dag af kvinder under 35 år. Der er i blandt de 23 kvinder over 35 år, der i en 6-års periode har fået et barn med Down's syndrom ingen overvægt af indvandrere, og hvorfor skulle der også være det?

Vedrørende handikapkonferencen skal det anføres, at jeg ved denne konference talte om årsager til multiple handikap. Jeg nævnte først og fremmest Down's syndrom som hyppigste enkeltårsag for multipli handikap, nævnte derefter det fragile X-syndrom, som er den hyppigste arvelige form for mentalt handikap, og nævnte til sidst forekomsten af multiple handikap hos børn af indvandrere. Jeg gennemgik først og fremmest tallene fra Bradford i England, hvor man har undersøgt forholdene omhyggeligt og grundigt. Jeg nævnte også, hvor vigtigt det var, at vi kom i gang med tilsvarende forskning her i landet, idet man kunne vise, at der blandt børn født 1980-84 tilmeldt Vangedehuse var 16% indvandrerbørn. Som én af årsagerne til handikap blandt indvandrerbørn blev nævnt konsangvinitet, som traditionsmæssigt findes i indvandrergrupperne fra Pakistan og Tyrkiet. Jeg nævnte desuden også de andre mulige årsager, bl.a. eksogene årsager til handikap. Der er ingen tvivl om, at det ville være vigtigt at yde økonomisk støtte til handikapforskning også på dette område. Det skal anføres, at der ikke findes nogen tilgængelig statistik over indvandrernes aldersforhold, børnetal og deres eventuelle handikap.

Skodsborg Margareta Mikkelsen

16 år efter:

http://www.jp.dk/login?url=morgenavisen/mindland:aid=2573196

Jyllands-Posten Offentliggjort 21. august 2004 03:00

Indavl giver problemer

Stadig flere børn i København har behov for specialundervisning i skolen, fordi de har skader, der skyldes, at de er født i et fætter-kusineægteskab.

I løbet af de seneste ti år er antallet af børn med behov for vidtgående specialundervisning vokset med 50 pct., og det afspejler blandt andet et stigende antal ægteskaber mellem fætre og kusiner, mener chefskolepsykolog Bjørn Glæsel fra Psykologisk Pædagogisk Rådgivning (PPR) under Københavns Kommune.

»Man kommer ikke udenom, at en stor del kommer fra genetiske skader fra fætter-kusineægteskaber. Det kan være døvhed, blindhed eller åndssvaghed,« siger Bjørn Glæsel til Berlingske Tidende. Han støttes af Kennedy Instituttet på Glostrup Amtssygehus, der har dokumenteret, at fætter-kusineægteskaber har en overhyppighed i forhold til andre par for at få et barn med genetiske sygdomme. /ritzau/

Seksuelt overfoerbare Infektioner

Filed under: Culture — Tags: , — Jørn @ 11:46

– blandt indvandrere i Danmark
 

Er det et problem?

 

Originale meddelelser
6. november 2000 nr. 45

Resumé

Introduktion: Formålet er at beskrive forekomsten af seksuelt overførbare infektioner blandt indvandrere.

Materiale: Overvågningsdata fra perioden 1.8.1990-31.5.2000 for hiv-infektion og fra 1.1.1994 til 31.5.2000 for gonoré og syfilis.

Resultater: Hiv-infektion var anmeldt på 1.997 danskfødte og 760 indvandrere: 488 (64%) fra Afrika og 110 (14%) fra Europa. De årlige incidenser af hiv-infektion var 4,1 per 105 danskfødte og 22,3 per 105 indvandrere, dog 161,8 per 105 afrikanere og 5,6 per 105 europæere. Blandt indvandrere var hiv-incidensen tre gange højere blandt mænd og seksten gange højere blandt kvinder, sammenlignet med danskfødte. Lignende forskelle fandtes for syfilis og gonoré ­ om end mindre markante. Incidensen af hiv og syfilis var næsten uden kønsforskelle blandt indvandrere, men var blandt danskfødte ca. fem gange højere for mænd end kvinder. Af 841 gonorétilfælde var 153 (18%) indvandrere. Den årlige gonoréincidens var 2,14 per 105 danskfødte og 6,87 per 105 indvandrere; 9,66 per 105 afrikanere og 5,63 per 105 europæere. Der var anmeldt 87 syfilistilfælde, 18% var indvandrere. Den årlig incidens af syfilis var 0,16 per 105 danskfødte og 1,66 per 105 indvandrere. Incidenserne varierede med alder blandt både danskfødte og indvandrere.

Konklusion: Incidensen af påvist hiv-infektion, gonoré og syfilis var højere blandt indvandrere end danskfødte. Information, tidlig diagnostik og behandling er centrale elementer i forebyggelsen af sexsygdomme og bør tilpasses nye befolkningsgrupper. Danmarks demografiske forhold har ændret sig betydeligt siden 2. verdenskrig. Specielt i de seneste ca. 30 år har en betydelig heterogenisering fundet sted foranlediget af stigende migration, hvilket bl.a. har haft betydning for forekomsten af visse smitsomme sygdomme (1) ­ især de mere kronisk forløbende som hiv, tuberkulose og hepatitis B-virusinfektion (2, 3). Af Danmarks Statistik fremgår det, at der per 1.1.1980 var i alt 152.958 indvandrere samt efterkommere, et antal der var mere end fordoblet til 347.033 per 1.1.1998 (4). Gennem 1990'erne har der især været tale om øget indvandring fra Somalia samt fra det tidligere Jugoslavien, Tyrkiet og Irak.
Adfærd samt diagnostiske og behandlingsmæssige faciliteter har utvivlsomt betydning for forekomsten af seksuelt overførbare infektioner (SOI). Kontrol med smitsomme sygdomme kræver indblik i biologiske forhold samt forståelse for menneskelivets sociale, psykologiske og kulturelle dimensioner, forhold der former individets adfærd, normer og holdninger, og som i øvrigt ændres med alderen (5). Hiv er fortsat mest udbredt i Afrika og er visse steder en folkesygdom (6), det samme er andre SOI, hvilket influerer på spredningen af hiv (7, 8).
Nedenfor beskrives resultaterne af overvågningen af hiv samt resultater fra den individuelle overvågning af gonoré og syfilis, med fokus på indvandrere.

Materiale og metode
Nationale overvågningsdata for hiv fra 1.8.1990 til 31.5.2000, anmeldt senest 5. juni 2000, indgår. Endvidere anvendes anmeldte gonoré- og syfilistilfælde for 1.1.1994 til 31.5.2000, anmeldt senest 20. juni 2000. Beregning af incidenser bygger på data fra Danmarks Statistik, primært vedr. befolkningen per 1. januar 1998, men der anvendes også data fra 1990 og 1995 (4, 9). Incidens blandt indvandrere beregnes ud fra det samlede antal indvandrere samt deres efterkommere.
I artiklen anvendes udtrykket »indvandrere« for personer, der på meldeblanketterne er anført som værende indvandrere, flygtninge eller udlændinge. Udtrykket »danskfødte« anvendes for personer, der på meldeblanketterne er anført som ikke værende indvandrere, flygtninge eller udlændinge, mens personer, hvor denne information er uoplyst, er udeladt af analyserne.

Statistiske metoder
Der er anvendt Fishers eksakte test og c2-test samt c2-test for trend til sammenligning af frekvenser. Mann-Whitney- test er anvendt ved sammenligning af kontinuerte variabler. Som signifikansniveau er anvendt p=0,05.

Resultater
Hiv
I alt 2.888 personer var anmeldt med nypåvist hiv-infektion, heraf 1.997 (72%) danskfødte og 760 (28%) indvandrere. Det årlige antal indvandrere var nogenlunde konstant, mens andelen steg fra 17% i 1990 til 37% i 1999, p<0,0001 for trend. Blandt danskfødte var mand:kvinde ratio 4,9:1, mens den var 0,9:1 blandt indvandrere (Tabel 1 [se UFL 162/46, p. 6238, 13. november 2000]). Smittemåden var altovervejende seksuel, blandt både danskfødte og indvandrere (Tabel 2 [se UFL 162/46, p. 6238, 13. november 2000]). I alt 90% af udenlandske og 60% af danskfødte kvinder var heteroseksuelt smittet, p<0,00001, mens 29% af indvandrere og 59% af danskfødte mænd var smittet homoseksuelt, p<0,00001. Nyfundne hiv-smittede indvandrere var yngre end danskfødte (Tabel 1).
Hovedparten af de hiv-positive, danskfødte mænd og kvinder samt mandlige indvandrere var fra Storkøbenhavn, en andel der var signifikant mindre (29%) blandt udenlandske kvinder, p<0,001. To hundrede og fireogfirs (14%) danskfødte og 133 (18%) indvandrere var fra det øvrige Sjælland. Tre hundrede og otteoghalvfjerds (19%) danskfødte var fra Jylland, uden kønsforskelle, mens det gjaldt 21% af udenlandske mænd og 40% af udenlandske kvinder, p<0,0001. I alt Fire hundrede og otteogfirs (64%) indvandrere var fra Afrika, 110 (14%) fra Europa, herunder 14 fra Grønland, og 95 (13%) var fra Asien. Fem hundrede og syvoghalvfems indvandrere havde oplyst smitteland: 131 (22%) var smittet i Danmark, 369 (62%) i Afrika, mens 58 (10%) var smittet i Asien. Blandt homoseksuelle indvandrermænd var 54 (68%) smittet i Danmark og 12 (15%) i Europa. Tre hundrede og tredive (73%) heteroseksuelt smittede indvandrere var smittet i Afrika og 63 (14%) i Danmark.
De gennemsnitlige, årlige incidenser af nypåvist hiv-infektion var 6,90 per 105 danskfødte mænd, og 1,38 for danskfødte kvinder samt 21,98 per 105 indvandrermænd, og 22,56 for indvandrerkvinder (Tabel 3 [se UFL 162/46, p. 6239, 13. november 2000]). Der fandtes store variationer, idet incidensen var 161,84 per 105 afrikanere, og 5,61 per 105 europæere. Incidensen varierede også med alder for såvel danskfødte som indvandrere, ligeledes var den estimerede årlige incidens af nypåvist hiv blandt 20-29-årige næsten syv gange højere blandt indvandrere end danskfødte (Fig. 1 [se UFL 162/46, p. 6239, 13. november 2000]).
I perioden fra 1.8.1990 til 31.12.1993 var den gennemsnitlige årlige incidens 34,65 per 105 indvandrere faldende til 27,65 per 105 indvandrere i 1994-1997 og til 23,02 per 105 indvandrere i perioden fra 1.1.1997 til 31.5.2000.

Gonoré
I alt 841 tilfælde var anmeldt med gonoré, 679 (81%) danskfødte og 153 (18%) indvandrere. Generelt fandtes store udsving i det årlige antal anmeldte tilfælde, med et fald fra 1994 til 1997, derefter en stigning. Indvandrerandelen steg fra 16% i 1994 til 31% i 2000, p<0,02. Kvinder var yngre end mænd, både blandt danskfødte og indvandrere (Tabel 1).
Fire hundrede og treogtres (55%) var fra Storkøbenhavn, 208 (25%) fra Jylland, mens 9% var fra det øvrige Sjælland. Til sammenligning boede per 1.1.1998 22,4% af befolkningen i Storkøbenhavn, 46,3% i Jylland, mens 21,5% boede på det øvrige Sjælland. Alle udenlandske kvinder var heteroseksuelt smittede, mens 67% af udenlandske mænd var heteroseksuelt smittet og 27% homoseksuelt. Andele, der blandt danskfødte var henholdsvis 97%, 51% og 44%.
Fødelandet var oplyst for 140 indvandrere, hvoraf 72 (51%) var fra Europa, 19 (14%) fra Afrika, og 39 (28%) var fra Asien. Smittelandet var oplyst for 136 indvandrere: 55 (42%) mænd og 15 (71%) kvinder var smittet i Danmark, p<0,05. Fireogtredive mænd var smittet i et andet europæisk land, 18 i Afrika, mens fire kvinder var smittet i Asien. Tre hundrede og fireogfirs (69%) danskfødte mænd var smittet i Danmark, mens 23% var smittet i udlandet. Andelene var henholdsvis 90% og 7% blandt danskfødte kvinder.
De gennemsnitlige årlige incidenser af gonoré var 3,57 per 105 danskfødte mænd og 0,74 per 105 danskfødte kvinder samt blandt indvandrere 11,89 per 105 mænd og 1,88 for kvinder (Tabel 3). Incidensen varierede med oprindelsesland og var høj blandt personer fra Nordamerika ­ antallet af disse var dog lavt. I 1994-1997 var den gennemsnitlige årlige incidens af gonoré 8,74 per 105 indvandrere, for perioden 1.1.1998-31.5.2000 var denne incidens lidt lavere, 6,75 per 105 indvandrere. Incidens varierede med alder, og den gennemsnitlige årlige incidens af gonoré blandt 20-29-årige og 30-39-årige fandtes omkring tre gange højere blandt indvandrere end danskfødte (Fig. 1). Seksogtres patienter (8%) var hiv-positive: 60 danskfødte (9%), hvoraf 59 var mænd, samt seks indvandrere (4%), heraf én kvinde.

Syfilis
Syvogfirs personer var anmeldt med syfilis: 60 mænd (69%) og 27 kvinder (31%). Syvogtredive personer (42%) var indvandrere (Tabel 1). Hovedparten kom fra Europa (n=11) eller Afrika (n=10), mens otte kom fra Asien og fem fra Sydamerika. Smitteland var oplyst for 33 indvandrere: ti var smittet i Danmark, otte i et andet europæisk land og syv i Afrika. Smitteland var oplyst for 44 danskfødte: 16 var smittet i Danmark, 12 i et andet europæisk land, og ni i Mellem- og Sydamerika. Mænd var ældre end kvinder, både blandt danskfødte og indvandrere (Tabel 1). Fem personer var under 20 år. Fireogfyrre patienter (51%) var fra Storkøbenhavn, 26 var fra Jylland. Fordelingerne var nogenlunde ens blandt indvandrere og danskfødte. De estimerede årlige incidenser af syfilis var 0,16 per 105 danskfødte (for mænd: 0,25; for kvinder: 0,07) og 1,66 per 105 indvandrere (for mænd: 1,89; kvinder: 1,43), med variationer fra 5,08 per 105 afrikanere, 1,24 per 105 asiatere og til 0,86 per 105 europæere.

Diskussion
Generelt er forekomsten af hiv, gonoré og syfilis lav i Danmark, men med høj incidens blandt visse befolkningsgrupper. Disse grupper er primært defineret ved deres adfærd, men for nogle indvandrergrupper spiller forekomsten i oprindelseslandet også en væsentlig rolle. Incidensen af påvist hiv-infektion var generelt godt fem gange højere blandt indvandrere end blandt danskere, dog tre gange højere blandt mænd og seksten gange højere blandt kvinder. Tilsvarende forhold gjaldt for gonoré og syfilis, om end mindre udtalt. Blandt danskfødte var incidensen ca. fem gange højere blandt mænd end blandt kvinder for både gonoré, syfilis og nypåvist hiv-infektion, hvilket også gjaldt for gonoré blandt indvandrere. Til gengæld var der næsten ingen kønsforskelle i incidensen blandt indvandrere vedr. nypåvist hiv-infektion og syfilis. For gonoré gjaldt også, at næsten halvdelen af indvandrere mentes smittet i Danmark, mens det var anført for betydeligt færre med hiv og syfilis.
Incidensen af nypåvist hiv-infektion var 40 gange højere blandt afrikanskfødte end blandt danskfødte, mens den blandt indvandrere fra et andet europæisk land var på niveau med incidensen blandt danskfødte. Disse forskelle afspejler primært det forhold, at 8% af de 15-49 årige i Afrika syd for Sahara er smittet med hiv, en andel der er 0,2% i Vesteuropa (6). Antallet af indvandrere med påvist hiv-infektion har i de seneste år ligget nogenlunde konstant på omkring 80 personer årligt, og grundet øget indvandring har incidensen således været faldende. Forekomsten af gonoré har været faldende i mange år (10), men er nu stigende. Gonoré-incidensen var omkring fem gange højere blandt mænd end blandt kvinder, såvel blandt danskfødte som blandt indvandrere. Omkring 20% af tilfældene var diagnosticeret hos indvandrere ­ en andel, der har været stigende. Blandt afrikanere fandtes den fire gange højere end blandt danskfødte. Mere end 50% af personer med nypåvist hiv og med gonoré var hjemmehørende i Storkøbenhavn, mens det gælder omkring 22% af befolkningen. Heteroseksuel smitte med hiv og gonoré spiller en større rolle blandt indvandrere end blandt danskfødte, også blandt mænd. Blandt både danskfødte og indvandrere var hiv, gonoré og syfilis hyppigst blandt voksne i alderen 20-39 år.
Sammenhængen mellem etnicitet og forekomst af SOI er beskrevet i mange lande, og også i lokale populationer findes forskelle mellem etniske grupper (11, 12). Mange indvandrere var smittet med hiv i deres oprindelsesland, mens smitte med syfilis og især med gonoré foregår i Danmark, om end i mindre udstrækning end blandt danskfødte. Hvor smitte er sket, kan dog være vanskeligt at afgøre.
Undersøgelsesfrekvensen spiller en central rolle for de estimerede incidenser. Mange danskere lader sig hiv-teste (13, 14). Hiv-meldesystemet afspejler dog ikke umiddelbart hiv-incidensen, men incidensen af påvist hiv-infektion, hvilket for en kronisk infektion med lang inkubationstid kan være noget ganske andet. Undersøgelsesfrekvensen for andre SOI varierer geografisk, køns- og aldersmæssigt, og der foretages ingen systematiske screeninger for hverken gonoré, syfilis eller klamydia (15). Tidligere blev alle gravide kvinder screenet for syfilis, dette ophørte i 1998. For såvel gonoré som syfilis gælder endvidere, at det kun er omkring halvdelen af de diagnosticerede tilfælde, der anmeldes (10, 16).
Samspillet mellem fx gonoré og hiv er ikke alene styret af adfærd (8, 17, 18). Således er risikoen for at smittes med hiv, hvis man har gonoré, øget, og beregninger antyder, at man kan reducere risikoen for hiv-transmission betydeligt ved optimal diagnostik og behandling af andre SOI (19). Blandt personer med gonoré var mindst 8% hiv-positive, mere udtalt blandt danskfødte end blandt indvandrere. Kontrol af SOI kræver opsporing af personer med særlig risiko samt undersøgelse og behandling af disse, herunder undersøgelse og behandling af relevante kontakter. Det er vigtigt at erkende en persons geografiske, sociale og kulturelle oprindelse, og det kan være afgørende, at man systematisk undersøger for forekomsten af visse infektioner. Information, tidlig diagnostik og behandling er centrale elementer i forebyggelsen af SOI og bør løbende tilpasses nye befolkningsgruppers behov.

Summary
Else Smith:
Sexually transmitted infections in immigrants in Denmark. Is it a problem?

Ugeskr Læger 2000; 162: 6237-40.

Introduction: The aim of the study was to assess the incidence of sexually transmitted infections (STIs) in immigrants in Denmark.
Material and methods: Analysis of surveillance data from 1.8.1990-31.5.2000 for HIV infection and from 1.1.1994-31.5.2000 for gonorrhoea and syphilis. National data on the population mainly per 1.1.1998 were used.
Results: Overall, 28% of the notified, newly diagnosed HIV-infected persons were foreigners, a proportion which was 18% for both cases with gonorrhoea and syphilis; 488 (64%) were from Africa, whereas 110 (14%) were from Europe. The estimated annual incidence of first-time diagnosed HIV infection was five times higher in immigrants than in native Danes (22.3 vs 4.1 per 105), namely 161.8 per 105 in Africans and 5.6 per 105 in Europeans. Similar differences were found for gonorrhoea (6.87 vs 2.14 per 105) and syphilis (1.66 vs 0.16 per 105). In addition, the annual incidence of newly diagnosed HIV was three times higher in male and 16 times higher in female immigrants than in Danes. The incidence of both gonorrhoea and syphilis in Danes was five times higher in men than in women, which was also found for gonorrhoea in immigrants. In immigrants, no real difference in the incidence of HIV and syphilis was found between the two genders.
Conclusion: The incidence of diagnosed HIV infection, gonorrhoea, and syphilis in Denmark is generally low, but fairly high in certain groups of immigrants. Information, early diagnosis and treatment are central elements in the prevention of STIs and should be adapted for new sub-populations.

Reprints: Else Smith, epidemiologisk afdeling, Statens Serum Institut, DK-2300 København S. E-mail: es@ssi.dk

Litteratur
1. Smith E. Smitsomme sygdomme og hjemlandets arv. Ugeskr Læger 2000; 162: 1776-7.
2. TB 1998, del 1. EPI-NYT 1999; uge 45.
3. Smith E, Duus J. HIV/AIDS i Danmark 1999. EPI-NYT 2000; uge 19.
4. Indvandrere i Danmark. København: Danmarks Statistik, 1998.
5. Brown RT. Adolescent sexuality at the dawn of the 21st century. Adolesc Med 2000; 11: 19-34.
6. Report on the global HIV/AIDS epidemic ­ June 2000. UNAIDS Report. Geneva, 2000.
7. Mills S, Benjararattanaporn P, Bennett A, Pattalung RN, Sundhagul D, Trongsawad P et al. HIV risk behaviour surveillance in Bangkok, Thailand: sexual behaviour trends among eight population groups. AIDS 1997; 11 (suppl 1): S43-S51.
8. Nelson KE, Eiumtrakul S, Celentano D, Maclean I, Ronald A, Suprasert S et al. The association of herpes simplex virus type 2, Haemophilus ducreyi, and syphilis with HIV infection in young men in northern Thailand. J Acquir Immune Defic Syndr Hum Retrovirol 1997; 16: 293-300.
9. Befolkningen i kommunerne, 1. januar 1998. København: Danmarks Statistik, 1998.
10. Hoffmann S, Lind I, Duus J, Smith E. Gonoré 1999. EPI-NYT 2000: uge 25.
11. Hickman M, Judd A, Maguire H, Hay P, Charlett A, Catchpole M et al. Incidence of gonorrhoea diagnosed in GUM clinics in South Thames (west) region. Sex Transm Infect 1999; 75: 306-11.
12. McGarrigle CA, Nicoll A. Prevalence of HIV-1 among attenders at sexually transmitted disease clinics: analyses according to country of birth. Sex Transm Infect 1998; 74: 415-20.
13. Smith E, Rix BA. HIV-testning i Danmark i 1993: blev der testet relevant? Ugeskr Læger 1995; 157: 6125-9.
14. Smith E, Worm A-M, Jepsen LV, Larsen J, Brandrup F, Veien N et al. Patterns and trends of sexual behaviour, HIV testing, and HIV prevalence among all sexually transmitted disease clinic attenders in Denmark. Sex Transm Dis 1994; 21: 97-102.
15. Vejledning for diagnose og behandling af seksuelt overførbare sygdomme. København: Sundhedsstyrelsen, 1999.
16. Axelsen N. Syfilis 1998-99. EPI-NYT 2000, uge 34.
17. Centers for Disease Control. Youth risk behaviour surveillance ­ United States 1997. MMWR 1998; 47: SS-3.
18. Louria DB, Skurnick JH, Palumbo P, Bogden JD, Rohowsky-Kochan C, Denny TN et al. HIV heterosexual transmission: a hypothesis about an additional potential determinant. Int J Infect Dis 2000; 4: 110-6.
19. Rothenberg RB, Wasserheit JN, St Louis ME, Douglas JM. The effect of treating sexually transmitted diseases on the transmission of HIV in dually infected persons: a clinic-based estimate. Sex Transm Dis 2000; 27: 411-6.

Antaget den 10. oktober 2000.
Statens Serum Institut, epidemiologisk afdeling.

Older Posts »