Den danske finansmand Jan Bonde Nielsen trækker sig ud af olie- og havneindustrien i Georgien

5.  februar 2008, http://www.business.dk/article/20080205/navne/80205015/:

“Den danske finansmand Jan Bonde Nielsen trækker sig ud af olie- og havneindustrien i Georgien og kan sætte milliarder af kroner ind på kontoen.

Jan Bonde Nielsen slipper grebet om sine milliardforretninger i Georgien og sælger sin kontrollerende aktiepost til det statslige olieselskab i Georgien, KazMunaiGaz, som i forvejen var en tæt samarbejdspartner for Bonde Nielsen i den tidligere sovjetrepublik ved Sortehavet.
Ifølge Jyllands-Posten, som bringer historien, følger der med salget en milliardgevinst til Jan Bonde Nielsens Cypern-registrerede selskab Greenoak Holdings Ltd. Bonde Nielsens selskab sad på 62 procent af aktierne, resten var ejet af engelske og franske institutionelle investorer.
»Vi har været her i ni år og skabt store værdier. De kommende tre-fire år ville det være umuligt at opnå samme værditilvækst som hidtil, og samtidig var det det perfekte tidspunkt for køberen at handle på,« siger Batumi Oil Terminals administrerende direktør, Mogens Hansen, om årsagen til salget til Jyllands-Posten.
Den 69-årige Jan Bonde Nielsen har i dag efter salget betydelige investeringer i boligbyggeri i Moskva, ligesom han også har kapital investeret i et havvindmølleprojekt.”

Mange af de, der virkelig kan noget, forladet landet

Bl.a. følgende fra Jyllands-Posten:

http://jp.dk/udland/article934337.ece

Nigeria’s Krig mod Kristne

Nigeria

Muslims 50%, Christians 40%, indigenous beliefs 10%. Indbyggertallet er 149,2 mill., 41,5 pct. under 14 år. Nigeria er (formelt) en federal republik, er det folkerigeste land og har den næststørste økonomi i Afrika. I 1963 havde landet et officielt indbyggertal på 55,66 mill., Vesttyskland ca. 68 mill. dengang. Se nærmere på : https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/ni.html#top

og om befolkningstilvæksten på: http://www.popline.org/docs/0365/746850.html

Islam tog over i 1999 : Dette førte til krigstilstand.

Mere end 10.000 kristne er blevet dræbt siden 1999, året hvor Islamic “Sharia law” blev indført i Nigeria i følge Voice of Martyrs en gruppe, som hjælper de forfulgte kirker rundtom i landet. Næsten 1.000 hjem og kirker er blevet brændt ned af Muslimske såkaldte radikale med et vink og stiltiende mine fra regeringen, der ikke anerkender ikke-muslimers ret.

I mange år læste vi om kristenforfølgelser i Nigeria. Regeringen lovede igen og igen at standse dem, men ingenting skete. Bl. a. missionen Åbne Døre havde en mængde øjenvidneberetninger fra landet. 

Seneste om Nigeria: http://www.einnews.com/nigeria/newsfeed-nigeria-islam

Fra http://www.wnd.com/news/article.asp?ARTICLE_ID=44718

Islamic law brings death, suffering to non-Muslims

“…The war on Christians began in 1999 when Alhaji Ahmed Sani assumed the office of governor in Nigeria’s Zamfara state. Just five months later, he introduced Sharia law. Soon 11 (12) other northern Nigerian states, all with Muslim majorities, followed Zamfara’s lead and implemented some form of the harsh Islamic legal code…”

Sådan går det!

Bemærk, du hører ikke fra de danske mainstream-medier, at landet har Islamisk styre.

Sonia

Det sker nu og om 30 aar er alting glemt

Overtagelsen drejer sig kun om fødsler,

fordi vi har valgt demokratiet, hvor de fleste

bestemmer

– derfor fylder dhimmierne i de økonomisk underdrejede mainstream-sprøjter os med løgn om danskernes fødsler, som vi har påvist naturligvis ikke afviger meget fra landene omkring os, da fertilitet netop er kulturbestemt.

Bomberne og selvmordsbomberne er kun for at få os til gøre som de ønsker i ét og alt, når frygten sætter ind og styrer os. Her forestiller vi os at andre har større og mere effektive militære apparater, men de er uden betydning, når vi lukker disse fertile fremmede, fortrinsvis muslimer, ind i vore lande. Og lukker vi dem ikke ind, vil vi uddø i stedet, hvis vi ikke fjerner de regimer, som vi i virkeligheden lider under og ikke kan trives med præcis, som det var tilfældet i det tidligere Østeuropa, hvor fødslerne selvfølgelig halter lige så meget efter og af præcis samme grunde som her.
Hvad er sandheden når samme information kommer fra sikre, velorienterede amerikanske, palæstinensiske, israelske, svenske og danske kilder? Bemærk, kun meget sporadiske kilder beretter herom fra området EU

Professorale forslag (video):

http://www.magdeburgerjoe.com/2009/02/kuwaiti-professor-abdallah-nafisi.html

7:31 min. to explain what is happening right now with an ultimative end in 40 years (video):

http://www.youtube.com/watch?v=6-3X5hIFXYU

At føde Danmark kaput er en let sag, og det sker med matematisk sikkerhed, hvis der ikke gribes drastisk ind:

https://danmark.wordpress.com/fremskrivning-af-antallet-af-fremmede-i-danmark-i-aar-2020/

They threaten to kill us (video):

http://www.youtube.com/watch?gl=GB&hl=en-GB&v=8E4rMJVHyeg

Lidt optimistisk prognose af svensk forsker beretter næsten det samme som den danske ovenfor:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/20/svensk-forskerne-svenskerne-i-mindretal/

Metoden i USA er den samme (video):

http://thethirdjihad.com/ (uddrag)

At bringe os til at forstå hvorfor og at sætte det i oplyst perspektiv ordner internationale full-time-forskere i emnet (video):

http://video.google.com/videoplay?docid=-871902797772997781&q (wait 25 sec. after click and a video of length 1:38:41 runs)

Sonia

DET ER NEMT AT BEGRIBE, HVORFOR DE TAGES PAA SENGEN

Arrogant uvidenhed – kaldes den

menneskelige egenskab, tilstand eller

attitude, der blokerer sammen med

stoltheden

 

Det er ikke så svært at forstå eller blive bragt til at forstå, hvorfor situationen med bandekrig i og omkring København hele tiden skærpes, og hvorfor hele udviklingsmønstret tydeligt ser ud til at kunne føre mod krigstilstand overalt i landet.

Det forudsætter kun at ‘de store spørgsmålstegn’ åbner ørene og lukker munden: Andre var langt klogere end I var allerede i slutningen 1980erne, og de kunne derfor på grundlag af viden og indhøstede erfaringer andre steder fra med sikkerhed forudsige, hvorledes det ville gå, når indvandringen fortsatte til Danmark.

Der var ikke strålende karrierer, der stillede sig hindrende i vejen for sandheden blandt de forudseende. I troede I gjorde en forskel. Ja, troede…

At krigen starter blandt dem, der har pengene at købe våben og transportmidler for, skal man ikke undre sig over. Det var de narkohandlende bander.

Nu er det forhåbentlig ved at være slut med de beroligende historier til os intetanende og måske også slut med de overlegne til tider overbærende og samtidig arrogante smil fra eliten til undersåtterne foran skærmene.

Se, det var ikke pøblen der valgte at orientere danskerne i tide (for 20 år siden), selvom I beskyldte dem for alt undtaget pædofili og landsforræderi, men det er pøblen der tager over på gadeplan fra nu af. Præcis, som man ikke gad høre. Og når man ikke vil høre, så må man føle. En livsvisdom der stadig gælder ganske uantastet af diverse sindssyge vedtagelser og ditto undladelser i FT.

Længere er den ikke.

Sonia

Stolte over intet andet end ingenting : ‘KEJSERENS NYE KLÆDER’

VIRKELIGHEDEN DER KUNNE SÆTTE

LIDT IGANG OG SIKRE ET RÅDERUM

FOR DEN NØDVENDIGE OMSTILLING

TIL KONKURRENCEVILKÅRENE:

Ikke alene topskatten, men hele progressionen skal fjernes (fradragene ophæver forvejen progressionen og har gjort det i årevis). Plus der skal ske en voldsom nedsættelse af den for alle herefter fælles, gældende trækprocent uden nogle fradrag overhovedet til 25-30 procent, samtidig med lønningerne nedsættes med 15-20 pct. Dette vil mærkes som en lønfremgang..

De fatter så absolut intet af situationens alvor. Det er en skændsel.

Forslaget her ville igangsætte noget af det, som nu glider os endeligt af hænde med største hast. Og skatteprovenuet vil ikke blive betydeligt mindre end i dag af to grunde: Dels bliver skatteindkradsningen yderst effektiv samtidig med behovet for skattekontrol via selvangivelsen og andet totalt fjernes, dels tiltrækkes der så meget udefra og flere eksisterende ting kan naturligvis også udviddes, fordi det nu betaler sig så meget at gøre det, at det ekstra skatteprovenue fra blot det sidstnævnte vil være ganske betragteligt.
Et nok så afgørende aspekt vil være at skattetænkningen og snyderiet, der mest drives ved de højere indkomster, nærmest fjernes endegyldigt.

Skatteopkrævningen og lønningerne har simpelthen kvalt den eneste kilde som kan skabe ny købekraft til dækning af pengemidlerne, som politiker blot flotter sig med og derfor gør værdiløse til sidst, når det fortsætter.

Problemet er at de typer der skal træffe sådanne beslutninger absolut intet ved om det, de beskæftiger sig med og deres rådgivere fra administrationen kunne aldrig finde på at foreslå noget, der blot for en kort stund (ganske vist indbildt) truede deres eget levebrød den mindste smule.

Hvorfor jeg skal have en grøn check at betale grønne afgifter med er lidt svært at forstå. Kunne jeg så ikke lige så godt blive fritaget for de grønne afgifter? Nej, det kan jeg nok ikke, fordi checken selvfølgelig lige knap dækker de ekstra afgifter på el, vand og varme, der skal indføres.

Det er altså så jublende sindssygt: Man undrer sig samtidig over, at folk ikke benytter sig af kunne skifte leverandør af el. Sandheden er at el koster ca. 17 øre pr. kWh, og vi betaler mere end ti så meget for den, kr. 1,78, med afgifterne lagt til allerede. Mon ikke vi skal gå ud fra afgifterne bliver de samme – bortset fra de nu sættes yderligere op – ved skift af leverandør? I Florida betaler man 68 øre pr. kWh, og her bidrager man sandelig også som forbruger til det grønne look over regningen.

Sonia

LETBANER M.V. FOR MILLARDER TIL VILLY HARDENUSS – HVIS HAN ANBEFALER ET JA TIL EURO

Der er sjovt med SF, der har fået sin vilje hos Fogh i snart sagt alle livets forhold, såfremt SF støtter et JA til Euro. SF kan i følge meningsinstitut og TTV2  sågar danne flertalsregering med Soccerne, de Radigale og Enhedslisten, endog med 88 mandater, hvis vi lader os overbevise af TTV2. Men det skal vi vist ikke.

Efter vor tids- og talregning mangler der i et sådant tilfælde to mandater i flertal i FT, og det er simpelthen fordi 179/2 = 89,5 mandat. Og nu er det sådan, at man endnu ikke kan arbejde med halve mandater i FT, så flertal kræver, som vi hermed  har bevidst 90 mandater, når vi forudsætter at det samlede antal mandater i FT er 179.

Letbaner, jernbaner, veje og trafik for cirka 100 mia. kr. Når vi kommer til spørgsmålet om finansieringen, så kommer vi nok til det samme, som det organ, der udsteder Euroen. Med opreklamerede skattelettelser og i forvejen opblæste offentlige udgifter i forhold til skatteindtægterne, så kan der ikke blive plads andre steder end på låne- eller pengefremstillings- og omløbsmarkedet.

D.v.s. Villy får letbaner (med Easteuropean or Moskva look) og alt hvad han vil af den flertalssikrede finansminister, men kun hvis denne Villy får sine proselytter til at stemme JA til Euro, og det hele finansieres med Euro, der holdes oppe af den arabiske oliehandel mod fri arabisk indvandring til EU.

Men at 88 mandater skulle give flertal ‘i børnehaven’ med 179 har intet på sig, og desuden er alle disse pludselige offentlige udgifter ikke til andre end SF.

Sonia

PS:

Min søster, som er pædagog, har ordet, så vi kan få delt sol og vind lige:

Det er da klart, at med euro, så har vi mere end 7 gange så mange penge, næsten 7,5 gange flere penge. Det er da klart, ik’å’, og så kan vi da let bygge noget mere, selvom vi troede under ham Fogh, at det ku’ nok ikke li’ gå derudad. Men vi kan sagtens huske, at den tidligere finansminister nemli’ sæl’ sa’ vi ej’et snart hele verden, og vi så fik noget mere i løn.

SÅDAN, ER DET, DU! De’ er den her høj’re socio-zoologi rent økonomisk. Høj’re nivo, sæ’føli’. ÆVBÆV, ÆVRO, ÆVRO, …ÆVBÆV, ÆVRO, ÆVRO! Ja, de’ har vi talt om som slogan. Vi skal ha’ pædagogisk slogan, de’ sa’ Che. De’ æ’ klart, ik’å’.

Det sku’ nok ik’ ha’ været frem. Og når vi så pludselig får 7,45 gange så mange penge udstedt i Frankfurt af ECB-bank skiftevis styret af en franskmand og en tysker, så kan vi danske da bare bygge/hygge som vi vil. Det er da klart, ik’å’.

La’ så vær’ o’ vær’ så noller, ellers får du ingen snoller.

Sonias søster

Viden ingen dansker kan paastaa, han ikke havde adgang til for 10 aar siden (i 1998)

Jyllands-Posten 22-11-1998:

BEMÆRK, DETTE ER SKREVET TRE ÅR FØR 9/11

Islamisk fundamentalisme

– også i Danmark

Islam fremtræder nu om stunder som en fredens og tolerancens religion. Men sådan forholder det sig ikke, skriver fhv. domprovst Poul Erik Andersen.

_____________________
Af POUL E. ANDERSEN

Vi hører dagligt om de ugerninger, som de militante islamiske fundamentalister begår, og vi er faktisk allerede på vej til at indstille os på, at fundamentalistiske bevægelser hører med i vort verdensbillede som selvstændige, uomgængelige aktører.

Alle steder, hvor de får råderum, spirer volden frem, og den vokser efterhånden næsten uhæmmet. De kan leve enten i nær tilknytning til regimet som i Saudi-Arabien, Iran, Afghanistan eller Sudan, eller som brede, men velorganiserede bevægelser i kamp med systemet som i Tyrkiet, Ægypten, De palæstinensiske områder og Algeriet. Det blodige slagterhåndværk, som udføres af GIA og FIS i Algeriet har mindst kostet 50.000 mennesker livet, P.F.L.P. og Hamas på palæstinensisk område fører ligeledes deres terrorpolitik overfor civilbefolkningen med flybortførelser, bombeattentater og selvmordsaktioner. Refah Partisi i Tyrkiet trækker blodige spor langt ind i Europa, overfald på turister i Ægypten er ganske meningsløse, og lokale terrorangreb som mod World Trade-center vidner om en ubegribelig umenneskelighed.

Legitime børn af islam
I alle muslimske lande myrder de radikale bevægelser kunstnere, journalister og islamkritiske intellektuelle i hundredevis (Rolf Stolz: Kommt der Islam). I mediedækningen af disse begivenheder synes det ofte, som om man forsøger at undlade at trække en direkte forbindelse mellem de fundamentalistiske bevægelser og den store verdensreligion islam. Sagen er imidlertid, at de fundamentalistiske bevægelser er legitime børn af islam, omend hærdet og styrket gennem fattigdom og politisk undertrykkelse. De har i høj grad deres udspring netop i islam.

Den store profet Muhammad med de enestående evner både i religiøs og politisk henseende og med de store modsætninger i personligheden, gjorde bevidst brug af terroren som våben i sit politiske opgør med Mekka og modstanderne i Medina (Frede Løkkegaard: Muhammad ). Og i profetens forbillede kan de militante fundamentalister i høj grad finde deres næring. Måske er det derfor, at stærke muslimske regimer har så svært ved at tage afstand fra fundamentalisternes voldspolitik.

Mærkværdigvis har der i de seneste årtier langsomt dannet sig et nyt billede af islam. Nu fremtræder islam i mange kredse som en fredens og tolerancens religion med plads til både kristne og jøder inden for sine grænser, som rammen om et kulturskabende folk med misundelsesværdig forståelse af familie- og samfundsværdier og med alvorlig respekt for sit religiøse grundlag. Dette folkebillede har fået en emotionel rodfæstethed gennem det brutale folkemord i Bosnien og forfølgelserne i Kosovo, foranlediget af den jugoslaviske stalinist Milosevic. Og dette billede står så fast, så det i dag er næsten helligbrøde at nuancere det.

Liberale strømninger
Men sagen er imidlertid, at islam ikke er nogen fredselskende og tolerant religion, selvom der breder sig moderate og liberale strømninger i flere lande, og selvom mange muslimske indvandrere, også i Danmark, langsomt tilpasser sig nye skikke. Islam er grundlæggende en krigerreligion. Dens grundlægger og forbillede Muhammad beundres og forherliges. Og barmhjertighed kendes kun muslimer imellem. Den ud fra Koranen begrundede hellig krig, djihad mod alt, som krænker islam, kan forstås i mange henseender, men lige fra Muhammads dage har den også betydet kamp imod vantro. Så sent som i 1991 kunne Irak opfordre til djihad mod USA, mens andre muslimske stater opfordrede til djihad mod Irak. Der er heller ikke tvivl om, at de fleste palæstinensere opfatter kampen mod Israel som djihad.

Men netop krigen mellem muslimske lande, mellem Iran og Irak, Irak og Kuwait-Saudi-Arabien viser, hvor let kampberedskabet udløses også i nyere tid.

At islam skulle være en tolerant religion modsiges af de interne opgør i muslimske lande, borgerkrigen i Afghanistan, kampene i Libanon og Algeriet, forfølgelsen af kurderne, af sumpirakerne, og udryddelseskrige i Sydsudan og i Nigeria.

Myten om tolerancen er sikkert opstået under islams voldsomme ekspansion i syvhundredtallet. Her foretog man ikke nogen systematisk udryddelse af de oprindelige beboere, men da man ikke selv havde befolkningsunderlag til at regere de undertvungne lande pålagde man jøder og kristne “bogens folk” en religionsskat og gjorde så i øvrigt brug af dem ved landets administration. Senere hen har det været småt med tolerancen. De få tilbageblevne kristne og jøder på muslimsk område lever under kummerlige forhold. De kristne grusomheder under korstogene syner af meget lidt i sammenligning med den muslimske fremfærd overfor de armenske kristne. Langt over en million blev udryddet i årene 1914-15. Et kendt tyrkisk ministerord beskrev udåden således: “Det armenske spørgsmål skaffer man bedst af vejen ved at skaffe armenierne af vejen”. Intet under, at Hitler var optaget af begivenheden. Flere hundred tusinde kristne i Sydsudan er myrdet af det islamiske diktatur i Khartoum. I Nigeria er brutaliteten overfor de kristne ligeså udbredt.

Tolerance i skævt lys
Den islamiske tolerance sættes også i et skævt lys af den kendsgerning, at mens muslimske indvandrere i europæiske lande udfolder deres religiøse liv på linie med andre religiøse samfund og f.eks. indretter moskeer i stort tal (i Danmark over 100 ), så er de få kristne menigheders liv i de muslimske lande stærkt begrænset. Annoncering af gudstjenester er som regel forbudt, kirker kan mig bekendt ikke opføres. I Saudi-Arabien findes kristne kirker slet ikke, end ikke halssmykker med kors er tilladt. I Indonesien blev i 1995-96 flere hundrede kristne kirker nedbrændt. I Nordnigeria har der i de seneste 10 år været flere forfølgelsesbølger med mindst 50.000 kristne ofre og afbrænding af hundreder af kirker. (ABD AL MASIH: Der Islam). På det moralske område er tolerancen måske endnu mindre. En seksuel forbindelse mellem en europæisk mand og en ugift muslimsk kvinde udløser dødsdom. En far modtager officiel ros for at nedskyde sin datter, fordi hun førte bil, og et tyveri betales stadigvæk med en hånd. Kritik af en religiøs tradition kan i Iran udløse en dødsfatwa.

Fundamentalisterne præger livet i deres hjemlande, men også i indvandrerlande er de stærkt repræsenteret. De er organiserede i radikale grupperinger med tæt forbindelse til hjemlande. I Danmark kendes især P.F.L.P. (Folkefronten til Palæstinas befrielse”) (Blekingebanden) og for tiden A.I.C.P. (“Islamisk forening for Velgørende Projekter”). (Bl.a. muslimske friskoler). Begge er organisationer med hjemsted i Mellemøsten. Adskillige topfolk hentes til Danmark, og udenlandske imamer med radikale synspunkter er aktive ved koranskolernes undervisning af børn og unge. Blandt hundreder af muslimske organisationer i Tyskland vurderer “Verfassungsschutz”, at 22 er radikale. Nogle af dem virker i europæisk sammenhæng og kan have forbindelse til Danmark. Det vil være naivt at tro, at ingen af de mange andre radikale islamiske paraplyorganisationer, der arbejder i europæisk regi, skulle have repræsentation i Danmark.

Aflæggeren af det tyrkiske Velfærdsparti, Refah Partisi med navnet Milli Görus (Det islamiske samfund Millie Görus) f.eks. har efter egne oplysninger i 1995/96 161.536 medlemmer i Europa. (Spuler-Stegemann: Muslime in Deutschland). Dets målsætning består i “På verdensplan at bringe den retfærdige orden til magten”. Karakteristisk for sådanne foreninger er, at de oftest fremtræder med “veldædige” navne og formål.

De ideologiske holdninger bag fundamentalisterne hentes fra Koranen. For dem som for alle muslimer er Koranen og Sunnaen, dvs., de nedskrevne samlinger af profeten Muhammads sædvaner (hadith) trosgrundlag. Men mens muslimske teologer prøver at tolke nye samfundsændringer i lyset af Koranen og Sunnaen, afviser fundamentalisterne enhver udvikling, der har fundet sted efter kaliffen Alis død i år 656. Derfor ønsker alle fundamentalister, selvom der også hos dem er forskellige opfattelser, at skabe en stat på det fundament, der er skitseret i Koranen. De mener, at når man praktiserer den oprindelige islam, så vil islams sejr over den ganske verden være inden for snarlig rækkevidde.

Det drejer sig om at indføre den muslimske Gudsstat, byggende på den guddommelige islamiske ret, sharia. Og religionen skal bruges som middel til at opnå politisk magt. De fleste er fyldt med afsky overfor verdsligt demokrati og statsdannelse. Derfor må enhver integration af indvandrede i den verdslige stat afvises, og gamle islamiske dyder fastholdes.

Der har kun i ringe omfang kunnet påvises organiseret terrorvirksomhed i Danmark, men en ganske uforsonlig holdning kommer ofte til udtryk. Ved en panelsamtale i K.B.-Hallen om religionsfrihed og religionslighed blev den fremtrædende muslim Abdul Wahid som paneldeltager spurgt, hvordan han forholdt sig til en netop i Iran afsagt dødsdom over en person, der havde omvendt en muslimsk kvinde til bahai-religionen.

Rimelig dom
Abdul Wahid svarede, at det var rimeligt, at manden var blevet dømt til døden. Som muslim måtte man følge sharia og være konsekvent. Og han gav udtryk for, at sharia ville blive indført i Danmark, så snart der var skabt et flertal af muslimer. (Præsteforeningens Blad 42, 1998).

Eksempler på vold i flygtningecentre er der nok af. Der er også eksempler på opgør i familiekredse med drab til følge. Her kan radikale sysnpunkter have været mærkbare. De har også kunnet spores i den såkaldt tørklædesag og bag kravet om særlig adgang for muslimer til offentlige svømmehaller. Og de stopper ikke har. Der er heller ikke tvivl om, at unges voksende aggression mod alt dansk er fundamentalistisk inspireret. Det samme mærker man bag den voksende kritik af de nye integrationsregler.

Der er ingen, der ved, hvor mange fundamentalister, der er i Danmark.
Når man forsøger at klarlægge dette spørgsmål, støder man ind i det mærkelige taqyyia-begreb. (oprindelig et shiitisk begreb), som vi godtroende danskere dårligt forstår, men absolut bør være opmærksomme på. Taqyyia betyder forstillelse, og det udtrykker, at sandhed, især i religiøse anliggende kan være et tvetydigt begreb. Under visse forhold kan en muslim undlade at sige sandheden. Hvis det gavner islams sag, må han gerne skjule sine egentlige hensigter under høflig imødekommenhed. Det er derfor i praksis vanskeligt overhovedet at få en forestilling om, med hvilke holdninger de muslimske indvandrere møder det danske samfund. En tysk forsker, Hildegard Becker (Manuskript af 23. juni 1997) udtrykker tyske erfaringer således: “Hovedproblemet er dobbeltbundetheden.

Overfor tyskere og på tysk sprog betoner man uafladeligt, at man står på grundlovens grund og ønsker dialog. Men overfor tyrkere og på tyrkisk er hetzparolerne mod det tyske demokrati, mod pluralismen og det angiveligt sædeligt forrådnede tyske samfund langt stærkere.

Formidlet af
Sonia

Taqyyi -Den lovlige løgn

Flygtninge: Lille Danmark – 3. del

Jyllands-Posten | 18.11.2001 | Indblik | Side 1 | 5133 ord | artikel-id: Y1766153

Et uddrag:

[…]

“Brødre og søstre, som drømmer om at komme op til de pårørende. Ældre mennesker, hvis børn sender penge, så livet trods alt bliver tåleligt. I en gammel hestestald, hvor staldinventaret er erstattet med en træseng, et lille bord og gammel sofa, ligger den 65-årige Ahmad Nasef Joma for døden. Vi besøger ham i selskab med Wievel-lejrens palæstinensiske leder Mahmmud Waked. “Burde han ikke være hos sin søn i Sønderborg?” spørger lederen, mens den syge mands kone og en datter serverer varm te. Mahmmud Waked fastslår, at den gamle mand kun er i live, fordi hans søn i Sønderborg hjælper med at skaffe penge til medicin. “Hjælp os til Danmark,” beder Ahmads kone, da vi kort efter forlader stalden. Flygtningelejren er placeret midt i Baalbek. Den blev oprettet i en tidligere fransk militærforlægning i 1948 efter uafhængighedskrigen mellem Israel og dets arabiske naboer, der medførte, at tusindvis af palæstinensere flygtede til nabolandene. Nogle af de fordrevne har boet i flygtningelejren lige siden 1948. De turister, der besøger Baalbek, opdager ikke lejren, der er Libanons mindste med omkring 3500 flygtninge. De har snarere øje for nogle af de fornemste antikke romerske bygningsværker, der er bevaret. Det store Akropolis-tempel i Baalbek er større end Parthenon i Athen, og der er anvendt sten til de romerske byggerier, som hver især vejer 1200 tons. Turister hører om en imponerende kultur og bemærkelsesværdig teknisk formåen i det andet århundrede før vor tidsregning.

Vil gøre alt for at slippe væk

Når Baalbek ellers er tikket ind på de internationale telegrambureauer, har det haft noget med en dramatisk nutid at gøre. Området er kendt som Hizbollahs højborg. Organisationen bekæmper Israels ret til at eksistere og har stået bag terrorbomber og selvmordsaktioner i Israel. Der er mange flag og symboler, der hylder Hizbollahs martyrer i Baalbek, og der var stor jubel i byen lørdag den 4. november 1995, da det rygtedes, at Israels daværende premierminister Yitzhak Rabin var blevet skudt. Ellers føler palæstinenserne ikke, at der er meget at glæde sig over i Libanon. De har status af andenklasses borgere, og der er flere end 70 uddannelser, de ikke må tage. Blandt andet som læger og advokater. “Palæstinenserne lever som pariaer i Libanon og vil gøre alt for at slippe væk,” siger en dansk dip0lomat, der har arbejdet i Mellemøsten. “Det er derfor en desperat kultur, der søger mod Danmark i jagten på et bedre liv. Folk i denne kultur er ikke dumme. De skal nok vide af at udnytte det danske velfærdssystem til yderste grænse. Deres moral er anderledes, og mange af dem, der er landet i Danmark, kender kun til krig og fornedrelse. De tænker kun på sig selv,” fastslår diplomaten. “Jeg tror ikke længere på, at palæstinensere og libanesere kan integreres i vores kultur. Kulturkløften er for stor,” siger Claus Møller, der tidligere har arbejdet som pædagog og kulturmedarbejder i Gellerup ved Århus. “De fleste har altid været presset af krig eller levet af snyd og bedrag, inden de kom til Danmark – og de slipper det aldrig.” “Det sker, at familierne tager deres børn ud af institutionerne og rejser i lange perioder. Jeg har oplevet folk, der er på overførselsindkomster og pensioner, som er væk i halve år. Hvordan de havde råd til dyre rejser og til at holde det hele gående i Danmark, kunne godt undre os. Men vi gjorde ikke noget ved det. Hvis vi begyndte på det, så ville vi ikke have en chance for at opbygge tillidsforhold til de andre forældre i institutionen og området. Palæstinensere og libanesere dækker over misbruget, og ofte hjælper landsmænd hinanden med at realisere det,” siger Claus Møller, der efter 10 års ansættelse ragede uklar med Århus Kommune, fordi han talte højt om problemerne med socialt bedrageri i det vestlige Århus. I dag arbejder han i en skolefritidsordning i en anden kommune. Tilbage i Lille Danmark drømmer de unge fortsat om få del i den danske tryghed. “Min far og mor sparer op, så de kan betale en familie, så jeg kan gifte mig med deres datter i Danmark,” siger Murad, en ung palæstinensisk mand. Hans kammerater håber også på, at de en dag kan blive gift med en palæstinensisk pige i Danmark, så de kan slippe ud af lejren. Giftermål er snart den eneste sikre billet til det forjættede land, og derfor ville det nærme sig forræderi at gifte sig med en dansker. At palæstinenserne i Danmark heller ikke stoler på, at danske piger er jomfruer, gør kun beslutningen nemmere. Drengene forsikrer, at palæstinensiske unge mænd i Danmark også henter deres brud i hjemlandet. De statsløse palæstinensere er kommet til Danmark i flere omgange. De første kom i 1970erne efter udbruddet af borgerkrigen i Libanon, der varede fra 1975 til 1991 med krigshandlinger med års mellemrum. Hver gang krigen blussede op, førte det til nye flygtningestrømme. Mod slutningen af 1980erne blev Libanon regnet for så sikkert område, at den danske regering strammede reglerne for palæstinensiske asylsøgere. Da en række flygtninge fik afslag på opholdstilladelse, besatte 78 palæstinensere Blågårds kirke den 9. september 1991. Aktionen, der varede til 31. januar 1992, sluttede først, da Folketinget vedtog den såkaldte palæstinenserlov, som sikrede de aktionerende permanent ophold i Danmark. Siden har det knebet for nye palæstinensere at slippe ind i Danmark, hvis det ikke sker via familiesammenføringer. Kir Osman har illegalt forsøgt flere gange. Vi møder ham i mørket foran frisørsalonen i flygtningelejren. Han fortæller, at hans brødre begge bor i Århus, og han har tre gange forsøgt at slippe ind i Danmark. Senest på et falsk pas for et par måneder siden. “Jeg tog til Gaza for at få et stempel, men i Tyrkiet opdagede de, at passet var falsk,” forklarer Kir Osman, der vil forsøge igen, når brødrene i Århus har sparet penge sammen. “I de sociale forvaltninger i områder med mange indvandrere er det ingen hemmelighed, at der er folk, der lever et dobbeltliv og rejser ind og ud af Danmark,” siger socialpædagogernes tillidsmand i en større dansk provinsby. Han ønsker ikke at træde frem, da han behandler fortrolige oplysninger. Torben Berg Sørensen fra Sociologisk Analyse i Århus, der står bag flere rapporter om indvandrere og integration, har denne bud på en forklaring: “Mange sagsbehandlere er så ivrige efter at have et godt forhold til deres klienter, at de gør sig mindre magtfulde. De ønsker at være ligeværdige med klienterne. De ser det som deres fornemste opgave at hjælpe indvandrere og andre svage grupper.” Denne indstilling koster dyrt, og en række sagsbehandlere, som vi har været i kontakt med til denne artikel, siger samstemmende, at det for klienter og sagsbehandlere drejer sig om at hente så mange penge som muligt ud af systemet. Samme synspunkt udtrykkes på en anden måde af den arabiske skoleleder: “Jeg ved, hvordan mine landsmænd tænker. Samvittighed og moral eksisterer ikke på samme måde i deres begrebsverden. De tænker kun på sig selv og deres nærmeste…”

 

Sonia

Hvorfor kom de første hertil

Euroen, Unionen mod kriser og virkninger af den internationale konkurrence

Min søster er så meget for ‘Ævroen’, fordi hun ser meget TV2-News og har tre kids i udlandet, som hun skal veksle til, og så er det besværli’.

Den slags argumenter vil de danske medier og statsministeren formentlig være vældig glade for, selvom de indholder næsten lige så lidt information om emnet, som det medierne og selv samme minister har udtrykt indtil nu.

Man kunne lige så godt spørge min søster om gearkassens indretning i en BMW.

Det er ikke meget bedre med mainstream-bladene

Eller på bloggene

Endelig lidt realitetsbetonet gennemgang i mainstream-medierne (to første artikler – er selvfølgelig fjernet af hensyn valget for de ikke EU-skeptiske)
————————————————-

 

 

Hvilken effekt har euroen, og hvad vil den ende med:

 

Med den internationale konkurrence var det netop markedernes ubegrænsede mobilitet herunder de finansielle markeders mobilitet, der blev afprøvet med den politikerskabte oppustede forbrugsøkonomi via kreditøgningen, sidst i folks huse.

Politikerne havde muligvis regnet med den gik sammen med faldende priser på importvarer fra vækstområderne i Østen, der i den ydre opregning mindsker den synlige inflation. Den gik selvfølgelig ikke. Eller også lavede man det hurtige opsving med en u-vending for netop at finde et falsk, men måske politisk gangbart argument for euro-JAet efterfølgende.

Kapitalens frie bevægelighed vil underminere staternes evne til at regulere, specielt arbejdsmarkedet. Lønpresset og reduktionerne må tage imod truslerne om tab af endnu flere jobs. De globale finansielle markeder har ingen indbygget selvregulerende konkurrencemekanisme, og de fremkalder krise efter krise – sådan som de inflationsivrige politikere spiller med. Kriserne bliver dybere og dybere, og samtidig øges presset på de sociale systemer med krav om flere reduktioner.

Presset fra kriserne fører til enten opløsning af velfærdsstaterne i sammenknyttede, forsvarende blokke (i valutaerne Euro, Dollar, Yen eller Renminbi-zoner) eller tilbagefald til de gamle gamle fjendebilleder, måske en kombination af begge scenarier.

Men politikerne kan ikke bære at deres demokratiske funderede velfærds- og nationalstat opløses samtidig med at globaliseringen går mod enden, fordi politikerne og især deres befolkninger/vælgere tvinges til at bære tungere og tungere byrder uden nogen sikkerhed for at blive dækket ind.

Euro-Union er prototypen på denne udvikling. Dens dårligt skjulte dobbeltmotiv var 1) frygt for dollars-dominans og dollarkonkurrence og 2) frygt for at genforeningen af Tyskland med dens tidligere D-mark. Men frygt bygger altid på en falsk analyse af udviklingen. Det var ikke US-dollar som truede de europæiske markedsandele i verdenshandelen. Det er Europas tab af viden og teknologi og Europas træghed m.h.t. reelt omstillende reformer og fornyelser.

Det var ikke D-markens hårdhed og styrke, som forhindrede udviklingen og samarbejdet i Europa. Den falske forklaring var, at især D-marken havde drevet Euro-landene ud i en stærk negativ udvikling rettet imod reformer og med sociale begrænsninger. Alene sådanne vildfarelser og falske antagelser giver ikke plads for realistiske forventninger om en hård Euro – med eller uden oliehandel-support med modydelse i ny-merkantilistisk stil. Inflationen var forud programmeret og lige fra starten fik spekulanterne frit spil til at drive valutaspekulation; den var simpelthen indbygget i selve euroens etableringsfase, der angav datoer for alle forandringer. Alle medlemslandene er/var dybt forgældet og samlet laver de fortsat underskud hvert eneste år.

Når Euroen tager over mister de nationale regeringer deres styringsinstrumenter (valutakurserne, renten, pengemængden og det fleksible offentlige budget), der kan sikre pengenes værdi, sikre arbejdsmarkedet og de sociale og økologiske standarder, som de samme politikere har indført. Forskelle i strukturen og konkurrencen vil forsvinde uden affjerdringen fra de nationale regeringer. Fælles rente i Niedersachen, Kalabrien og Sofia er et fantasifoster.

De primære kamppladser for den vilde internationale konkurrence bliver arbejdsmarkedet og de sociale og økologiske systemer. Arbejdsmarkedet lider under at middelklassen reduceres, og løn- og socialomkostningskonkurrencen fra de sydlige EU-fattigdoms-zoner samt ødelæggelsen af de fagforeningsforhandlede lønsatser og socialstandarder. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne gør mere og mere brug af deres trusler, der også omfatter udflagning til mere favourable (løn-, social-, skat-, og økologi-) EU-zoner, f.eks. Irland hvor selskabsskatten i nogle områder er 10 pct. eller fjernere mod øst.

Lønsatser, socialstandarder og miljøkrav i Euroland må nødvendigvis harmoniseres nedad. Socialdemokrater, andre socialister og fagforeninger havde den naive forestilling, at tingene kunne blive bedre ved at underskrive Maastricht-taktaten. I Euro-union har den sociale velfærdspolitik takket endelig af – og dette sker med fuld tilslutning fra de samme socialdemokrater, andre socialister og fagforeninger, der indførte den. Euro-unionen er ikke et middel mod realinvesterings- og beskæftigelseseskrisen, der følger af den internationale konkurrence kombineret med manglende langtsigtede initiativer på hjemmefronten. Tværtimod:  

Både euro-konstruktionen og den internationale konkurrence styrker kapitalens magt og øger staternes hjælpeløshed i forsøget på at gøre noget ved arbejdsløsheden. Det skal man være opmærksom på. 

Euro-unionen er ingen kontravægt til globaliseringens asociale tendenser, som de inkompetente analytikere til venstre tror, den styrker dem yderligere. Den tvinger arbejdet til at følge de monetrære kommandoer. Den Europæiske Centralbank skal følge fuldstændig fælles politik for alle medlemslande, der er uhyre forskelligt struktureret, og muligheden for at gå tilbage og regulere over valutakurserne er væk. For at forhindre kapitalen i at forlade Euro-unionen må den Europæiske Centralbank (ECB) hæve renten, men dette reducerer realøkonomien og øge arbejdsløsheden yderligere.

Sådan en union er konstrueret for at ende i konflikt mellem medlemsstaterne, hvorfra der ikke er nogen hjælp at finde, hvis den ikke bliver en transfer-union eller en federalstat med offentlige udligninger af de offentlige finanser mellem de gamle og de nye medlemsstater. Som forbundsrepublikken Tyskland eller som USA.

Når disse forudsigelser om Euro-unionen viser sig umulige eller de møder for megen modstand rejser spørgsmålet sig: Er der alternative modeller der kan rede verdensfreden. Det er der:

Nyt Internationalt Penge- og Kreditsystem (på engelsk)

Kortfattet dansk version

A small taste:

“…Why do they print too much money then? When the system stimulates re-election seeking politicians to put their country in debt, they certainly put their country in debt. It is much easier than to take the necesarry steps. But they do not tell you they do it, even though (perhaps because) you are the only one to pay. They have no money of their own, so they always take them from the tax-payers, even though (and in reality also because) they just issue new amounts of (in the long run) worth-less paper or credits. So they do not talk about the debt, I had to learn. They often promise much more than they can fulfil and more than they can finance by the taxation, so they have to borrow, if they still seek to be re-elected. And they always do…”

 
Sonia

Supplement: Euro ultralight og Euro light

Information om Danmark overvejer for tredje gang, om det er umagen værd at fortsætte – danskerne vil snakke om sig selv mens de taber

Protestbevægelse får nu ret i sine centrale afsløringer om befolkningsstatistikken og fremmeudgifterne – uden at det indrømmes i andet end småbidder langt væk fra TV-skærmen :  

Først var det en lektor i demografi, så Velfærdskommissionens rapport marts 2005, så Rockwool Fonden den 25. november 2006 og også en tidligere embedsmand, der er kommet i Folketinget, som skilter med de kendgerninger den 2. oktober 2006, som IoD bragte ud til offentligheden for 15 år tidligere. 

Desværre er det stort set hver gang sådan, at når indholdet på et link kan bruges til politisk ukorrekte formål med en vis virkning, fjernes de: Nu skal læseren til: http://www.fm.dk/db/filarkiv/18669/Rapport_globalisering.pdf og sammenholde de 2,6 mill. side 26 med underskuddet for en gennemsnitsdansker på 750.000 kr. over livsforløbet i forhold til velfærdssystemet. Det sidste beløb aflæses i maj-rapporten 2004 fra Velfærdskommissionen.

Information om Danmark så det som sin pligt uanset prisen fra starten at vise mere ærligt, hvorledes tingene hænger sammen, og hvorfra magten reelt udøves i håb om, at de, der var holdt op med at stole på politikerne, der i øvrigt ikke har ret meget magt, så ville tage bladet fra munden. Vi var selvfølgelig stærkt inspireret af de utallige bedrag knyttende sig til masseindvandringen og bedragene om EU.

Derfor skrev IoD på visitkortet: 

“IoD indsamler og viderebringer den politisk ukorrekte information. Mental-robotterne vil ikke kende den, fordi sandheden truer det cyberspace eller glansbillede, som autoriteterne fodrer dem med dagligt.” 

IoD rettede især energien mod mulige pionerer for sandheden, fordi de rå statements var og skulle være politikernes. Det viste sig imidlertid, at danskerne i almindelighed var ligeglade med deres lands skæbne, eller de gad/gider i hvert fald ikke bruge energi på at tilegne sig reel information, så de kunne/kan svare sikkert igen på løgnene. Selvom dette netop var det eneste, der skulle til for, at løgnene ikke kan viderebringes.  

Det blev i stedet dansk nykultur at undvige enhver selvstændig vurdering af og stillingtagen til snart sagt alt (marionetter er vi blevet). Der var en hel del, der gerne ville underholdes eller bekræftes. Disse typer havde vi rendende privat til kaffe og småkager i slutningen af 1980-erne. I dem var ikke noget arbejde, der kunne bringe sagerne videre. IoD valgte allerede fra midten af 1990erne ikke at bruge energi på de passive. 

IoD ville have vore landsmænd til at holde op med at tie og gemme sig, og ville have dem op af lænestolene, hvor de alt for længe havde/har siddet for mageligt. Helt centralt tog IoD fra midten af 1990-erne flere problemstillinger op, end de indtil da eksisterende organisationer “i branchen” havde gjort.

At de overbeviste kulturradikalister og internationalister, som eliten og dens håndgangne består af, eventuelt skulle komme på bedre tanker, kan du lade helt ude af betragtning. Der skal voldsomt negative personlige erfaringer af multikulturel karakter til, og selv i sådanne tilfælde, er det vores erfaring, at ideologien, der grundlaget for hele deres tilværelse, ikke forkastes. I alle tilfælde ville tidsfaktoren være så altdominerende, at det meste ville være spildt i alle tilfælde. Hele deres liv bygger på en løgn og omfatter alt. 

Det var blevet tydeligt for mange, også uden for de mere eller mindre hemmelige selskaber, at det ikke kun var bedrageri og løgne om indvandringen, om arbejdsløsheden og løgne om EU fra danske politikere, medierne, fagbevægelsen, arbejdsgiverforeningerne, skoler, institutioner  og f. eks. indvandrerindustrien. Næsten alle de centrale afsløringer om indvandringen kom fra nogle ganske få i “branchen”- cirka 5000 støttede med midler og arbejde.  

De blev officielt beskyldt for og kaldt stort set alt nedsættende, udelukkende for at lukke munden på dem, når de fortalte  sandheden, der i hvert fald er det modsatte af løgn. De blev overfaldet på gaden, og når de gik til møder, modtog mordtrusler pr. telefon og fik også jævnligt trusselsbreve med posten. De få, der havde meldt sig uden videre, var frygtløse og velorienterede individer, der ikke lod sig skræmme til at indstille kampen. Præcis som under sidste krig. 

Smædekampagnerne i gammelmarxistisk stil kørte for fuld gas. IoD tilstræbte at holde sig væk fra den gængse politik, når det ikke netop drejede sig om disse for os eksistens-spørgsmål, i hvert fald for vore børn og deres efterkommere.

Hvordan begyndte det? 

Lidt om baggrunden:

Vi fortalte sandheden – det modsatte af løgn, som propaganda-medierne bringer – om bl.a. indvandringen fra Bosnien-Herzegovina 1991-1993 efter det internationale samfunds skæbnesvangre indblanding i konflikten. Vi fortsatte i 1999 med at fortælle sandheden om det, der foregik og foregår i Kosovo.  

IOD startede som en protestbevægelse i begyndelsen af 1990-erne. Vi uddelte 110.000 løbesedler til alle brevsprækker i de mere end 100 områder, hvor der blev taget en flygtningeby i brug til midlertidig indhusning af de nye indvandrere, hvoraf 9 udaf 10 i dag er flyttet i dansk lejlighed eller tvangsauktionet bolig pr. diskriminerende særlov. Fra begyndelsen af 1990-erne var vi også begyndt at efterforske svaret på spørgsmålet: Hvorfor blev Danmark og Europa gjort til indvandreområder, når enhver ærlig efterhånden kunne se, at konsekvensen måtte blive nationernes opløsning efter en krig, der blev mere og mere uundgåelig?

Samtidig lagde vi mærke til at flere andre vigtige emner ikke blev behandlet troværdigt. Arbejdsløsheden, kriminaliteten, statsgælden, de europæiske integrationsbestræbelser. Der var intet reelt indhold i ret mange af nyhederne på skærmen og for såvidt ej heller i dagbladene. Det var mest form, stemning og bekræftelses-interviev – på bekostning af kendsgerninger og indhold. 

Der var sket noget andet også: Noget med skolebørnene og de unge. Kundskabstilegnelsen var tilsyneladende blevet skubbet i baggrunden. Historien (f.eks.) havde man intet kendskab til. Af gode grunde, der blev ikke længere undervist i faget historie. Der var alle mulige andre problemer i samme forbindelse. 

Men det var ikke det eneste…. Hvilke kendetegn har den demokratiske styreform fået, den styreform som vi stort set alle i princippet priser højt. Velstanden blev udskiftet med tildelt velfærd. De formelle magthavere og de materielle ressourcer skabt af flittige og dygtige europæere blev én front i konflikten, der opstod.

En uddannelseseksplosion i Nordeuropa førte op imod halvdelen af en ungdomsårgang i 1990-erne paradoksalt nok til en studieforberedende uddannelse med endestation i den bureaukratiske sektor, en anden front. Kampen om kundskaberne eller kampen mod kundskaberne…? 

En del af disse unge syntes at tro de kom op i universet – op til sandheden eller hvad overtroen ellers byder på – ved at gå på universitetet. Der skabtes de gangbare ideologier, som havde de reelle magthavernes bevågenhed og samtidig gav kandidaterne de eftertragtede kvalifikationer, først og fremmest. Alt var nyt og smart, alt var brugbart for de, der følte vejen var banet for dem på vej op, hvis det vel at mærke passede ind i den lagte ideologibaserede plan.  

Sandheden er (det,) hvad du tror på(?) 

The truth is that what you believe in

For eksempel nationaløkonomitermerne blev efter Den anden Verdenskrig ikke forstået af ret mange mennesker. Ordene var sort snak, dyre begreber, som kun nogle få forstod efter lang tids studium. Det gav den ønskede rollefordeling. Det var der en helt oplagt, ganske selvindlysende årsag til. Der skete noget med individerne, bl.a. via opdragelsen og den usande TV- og mediekultur, og socialismen markedsførtes på ny i 1960-erne og 1970-erne, da børnene født under eller lige efter krigen var vokset til. 

Nu fik Europa det skidt efter Europa-opbygningen og Den anden Verdenskrig og opgangen i 1950-erne og 1960-erne. Der er en verden uden for Europa, der kastede det formelle koloniherredømme af sig og stillede krav om en tilværelse. Aktiviteten var nu truet i et Europa – langt mere end det berettedes i medierne – et Europa, hvor alt havde været muligt. Dynamikken forsvandt tilsyneladende med ansvaret, og statsgælden voksede påny som i 1920-erne og 1930-erne. Der kunne tales om statsgælden igen som et problem, men ikke seriøst i det brede forum og slet ikke blandt tidens dagsordensættere af den politiske korrekthed.

Sandheden er måske det, man kan få folk til at tro. 

Der var lagt planer for et helt nyt Europa, et integreret Europa, en forbundsstat eller et statsforbund. Her kunne ansvarforflygtigelsen måske fortsætte. Vi valgte at redegøre for den del af historien, der angår de forældede økonomibetragtningers tilblivelse – fordi ét af de stærkeste instrumenter i udviklingen ligger her – og den menneskelige ulykke, der skal findes i, at alt for mange individer synes at gå til grunde umiddelbart fra starten af deres skoletid. 

Børnene og de unge er helt uden skyld, det skal understreges. 

Der førtes en anden krig end den fysiske under Den anden Verdenskrig, en finansiel krig. Et grundigt gennemprøvet tysk eksperimental-psykologisk projekt fra 1800-tallet erobrede opdragelses- og undervisningssystemet i U.S.A. før 2. Verdenskrig. Efter 2. Verdenskrig gjaldt det Europa. Der var lagt en plan for Europa, en for verden, længe forinden du blev født. Den Nye Verdens Orden eller Abernes Planet kan slutmålet kaldes alt efter smag. 

Information om Danmark er således en kreds af danskere, der gør eller har gjort en indsats for at afsløre væsentlige løgne om forholdene i Danmark og Europa. Fra officielt hold lyves dag ud og dag ind. Billedet, der tegnes af virkeligheden derfra, og som demokratisk indstillede borgere skal tage bestik af, bliver mere og mere falsk. 

Sonia