
Den totalitære tankegang og ideologi i det 20. århundrede blev særligt tilrettelagt af Karl Marx og Friederich Engells med “Das Kapital” og “Det kommunistiske Manifest”. De udkom i midten af 1800-tallet og vurderes nu at trænge til en fornyelse af de totalitære kræfter.
Karl Marx og Friederich Engells samt alle de ideologiske eftersnakkere heraf nåede ikke helt at blive eneste idemæssige grobund i verdensaltet, selvom de nåede langt ind i også de såkaldt ikke-marxistiske kadrer og grupperingerne fra de gamle stænder. Det skal der rådes bo på nu.
I det 21. århundrede skal den totalitære orden for verden køres over verdensfrelsen: Al fattigdom, al sygdom fjernes og alle miljøspørgsmål løses, hvis vi er villige til at underkaste os den rette udvælgelse af de historiske, litterære og kunstneriske retningspile, dermed synet på samme og vel at mærke give politisk korrekt vurdering heraf i nutids- og fremtidslys. ‘Underkastelse’ har mange navne, islam for eksempel.
Mind Control by Submission kan vi kalde det. Gennemgangen er selvsagt kombinerede lyd- og videooptagelser i et nyt altomfattende lektionssystem “Addendum”. Først og fremmest skal næsten alle de bestående grundpiller fjernes eller befolkes af hjælpere af rette støbning, efter adskillige diagnoser og ikke mindst fejldiagnoser er kastet på banen og derefter skal vi bare sige JA, så kører det.
Vi kan håbe på at ligesom de trods alt begrænsede resultater for Marx og Engells, vil heller ikke denne nye verdensorden komme til at herske altomfattende. For at tage stilling og eventuelt sige fra er det nødvendigt at sætte sig ind i grundlaget der arbejdes fra.
Jeg kan foreslå “Addendum (3)” som starting- eller udgangspunkt, der ganske vist fylder en del (33 GB) og findes på: http://www.mininova.org/tor/1489387. Nu er der præcis som med modstanden mod masseindvandringen sat en mængde organer op for tilsyneladende at støtte og samle denne modstand her også – men i virkeligheden er flere af disse i stedet medløbende organer, der blot er sat op for at opsamle modstanden. Et reaktions- og tilrettelæggelsesmønster der ikke skal overraske, når en verdensorden søges gennemført af nogle af de stærkeste kræfter i verden. Det samme gælder med Addendum. Conspiracy-entutiast Alex Jones kører for eksempel en række kritiske indlæg herimod, men hans firma hævdes at være ejet af en af de største tilhængere af den nye verdensorden. Jeg kender ikke sandheden herom, men jeg vil forslå at man selv tager kritisk stilling til undervisningslektionerne, som foreligger på engelsk.
Bedste orientering får man ved selv at lytte til og se bidragere – der som nævnt skal opfattes som undervisningslektioner til egnede 20-25 årige pionerer for sagen. Alt materialet er på engelsk.
Sonia
Dagens motto: Hvis man ikke vil lære, så må man føle. Denne naturlov kan ikke afskaffes ved lov eller dekret.
http://www.information.dk/183151:
“Kapitalismens nekrologer overser kapitalismens historisk unikke tilpasningsdygtighed
Kapitalismen befinder sig i sin værste krise i årtier. En kombination af dyb recession, globale økonomiske skævheder og de facto nationalisering af store dele af verdens finansielle sektor har skabt alvorlig ubalance mellem markeder og stater. Hvordan en ny balance skal findes, er i nuværende fase rent gætteri…”
——————————————————————-
Hvis du vide noget andet end vrøvl (så er det ikke på dette link du finder noget særligt på)
Desværre må vi beklage, næsten alt er
grundlæggende misforstået:
“Dog kan hverken privat ejendomsret eller markedet fungere uden sociale institutioner, som kan understøtte dem…”
Sludder, også i den grad.
Ordet eller betegnelsen kapitalisme, der ikke er noget anerkendt begreb, er opfundet af Karl Marx. Faktisk findes der ingen andre meningsfulde indretninger, hvis man vil undgå at alt styres fra toppen. De såkaldt ikke-kapitalistiske indretninger forbruger langt større mængder af ressourcer pr. produceret enhed og uligheden er tilmed sat bevidst i system i de tidligere nærmest på skrømt konkurrerende systemer – i virkelighedens verden.
Der indledes med en lodret – antagelig bevidst – misforståelse: Både markedet og den private ejendomsret lever fint uden sociale institutioner. Forskellige former for kollektivordning, hvor finansieringen ikke efter nogen indbildt naturlov går over skatterne, opstår naturligvis, hvor der er behov herfor. F.eks. kan forsikrings- og pensionordninger samt sundhedsvæsen sagtens finansieres over kollektive private ordninger. Sådanne findes i adskillige civiliserede lande, Tyskland og USA, der har klaret sig lige så godt eller bedre end vi har gjort her.
Den såkaldte finanskrise skyldes lige som de andre, at pengeudstederne – d.v.s. politikerne – forlanger et større forbrug end systemet kan magte. Dette fører først til inflation. Derefter forsøger man på forskellig vis at kurere sygdommen ved at give patienten mere af den medicin, som netop gjorde sygdommen værre. Så længe man som politiker kan afstøde problemerne på statsgælden går det.
Det private anonyme aktiebrevsbevis i form af ihændehaveraktier er indført ved lov af politikerne. Det medfører i sidste ende, at pengeudstedelsen lægges ud til private virksomheder. Her er der et internationalt problem.
Og når et land har teet sig med inflation, svigtende eksport-afsætning med fortsat øget indenlandsk forbrug, så kommer statsgældsætningen, der simpelthen skyldes at der er udstedt for mange pengemidler og ydet for store kreditter i forhold til økonomiens virke. Så har landet blot kunnet devaluere. Her er der et internationalt problem, som igen er skabt af genvalgsihærdige politikerne, der for at få egne særønsker opfyldt, tilbyder mere, end det er muligt at imødekomme uden at snyde på vægten.
Adam Smidt var foredragsholder i Retorik, Æstetik og Litteraturhistorie i Edinburgh fra 1748. I vinteren 1750-1751 berørte han temaet Social Economics og blev professor i Logik i 1751, senere i Etik i Glasgow. Han var anti-merkantilistisk, men beskæftiger sig ikke nævneværdigt med pengebegrebet – hvorom det meste drejer sig, når man vil forstå økonomiens virke i virkelighedens verden. Næsten hele hans økonomi-betragtning er ren teori uden nogen berøring med virkeligheden.
Statens indblanding er langt større end artiklen oplyser:
Uddrag af http://www.lilliput-information.com/economics/velg.html
Udviklingen i lyset af Velfærdskommissionen seneste redegørelser i 2004 og 2005 kunne være året 1960 sammenlignet 2001/2002:
Bruttonationalproduktet: (samfundskagen) i 1960 384,6 mia. 1995-kr. 1.188 mia. 1995-kr.
I skat betaltes: i 1960 26 pct. af samfundskagen (BNP=Bruttonationalproduktet) eller 100 mia. 1995-kr., i 2001 51,5 pct. af samfundskagen eller 612 mia. 1995-kr.
Offentligt ansatte: i 1960 406.000, i 2001 ca. 850.000.
Samlede antal beskæftigede steget med: 600.000 i perioden 1960-2001, hvoraf 450.000 til det offentlige og 150.000 til salgbar produktion.
Antal modtagere af overførselsindkomst: i 1960 var 600.000, i 2001 1.822.000, heraf 1.100.000 i de erhvervsaktive aldre, hvoraf 700.000-800.000 ledige eller ”på sidelinien”, d.v.s. som modtagere af dagpenge, bistandshjælp, førtidspension eller anden overførselsindkomst (det hele omregnet til helårsmodtagere).
Offentlige pengeoverførsler og tjenesteydelser: udgjorde 20 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 44 pct. af samfundskagen.
Offentlige tjenesteydelser: udgjorde 14 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 28 pct. af samfundskagen.
Offentlige pengeoverførsler: udgjorde 6 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 16 pct. af samfundskagen.
Den danske stat skyldte: i 1960 59,3 mia. 1995-kr., i 2002 573 mia. 1995-kr.
Ændringer kort i perioden 1960-2001: At dele: 3 gange mere At betale i skat: 2 gange mere plus 63,7 pct. af produktionsforøgelsen
Til at hjælpe: mere end 2 gange flere
At understøtte: mere end 3 gange flere
Statens gæld: 9,7 gange større
Problemet er den igangsatte Keynes-økonomi efter WW2, specielt som den blev misbrugt i praksis og førte til, at staterne blev systematisk gældsatte i største hast efter 1970, siden der i øvrigt intet internationalt pengesystem har eksisteret. Keynes selv beskæftigede sig ikke nævneværdig med monetære hold.
Bretton-Woods systemet byggede fejlagtigt på guld til en fast dollarspris, men dette system var selvfølgelig yderligere skæbnesvangert, når dollarnationens United States Congress ligeledes var befolket med inflationsivrige politikere.
Nu er der, som tingene har udviklet sig, behov Keynes’ Fjerde Essential, der gennemført fører til reelle valutakurser i stedet for nominelle kurser kombineret med en egentlig globalisering af verdensøkonomien i et system, hvor kapitalen gives frit spil, men hvor de politiker-drevne muligheder for spekulation er så godt som ophørt i verden.
Kendetegnende for udviklingen med 68-generationens ageren er at velstanden blev indkradset og forbrugt på skattefinansieret såkaldt velfærd til erstatning. Det har ført til at staterne i Vesten opsluger alt for stor en del af produktions- og samhandelslivets frit tjente kapital. Slutresultatet: en stor del af den arbejdskraftintensive produktion afstødes simpelthen og forlader Vesten til fordel for de fremmeste udviklingslande, hvis konkurrencefordele nærmest eksploderer, fordi de ikke har en sådan værdiopsuger, som vi har her.
I Danmark er velfærd næsten fuldstændig skattefinansierede overførsler og offentlige tjenesteydelser, d. v. s. ydelserne er en privat rettighed, men finansieringen kollektiv. I andre europæiske nationer er forsikringsprincippet derimod langt mere dominerende d. v. s. også individuel finansiering. Globalisering er et nyt smart ord for den internationale konkurrence. Selv hvor forsikringsprincippet er bærende for udviklingen, er der svære overvejelser om, hvad der kan gøres for at sikre skansen på hjemmefronten, fordi konkurrencen simpelthen river vore opbygge såkaldte sociale systemer i stumper og stykker.
Det samme sker i EU:
Med den internationale konkurrence var det netop markedernes ubegrænsede mobilitet herunder de finansielle markeders mobilitet, der blev afprøvet med den politikerskabte oppustede forbrugsøkonomi via kreditøgningen, sidst i folks huse.
Politikerne havde muligvis regnet med den gik sammen med faldende priser på importvarer fra vækstområderne i Østen, der i den ydre opregning mindsker den synlige inflation. Den gik selvfølgelig ikke. Eller også lavede man det hurtige opsving med en u-vending for netop at finde et falsk, men måske politisk gangbart argument for euro-JA-et efterfølgende.
Kapitalens frie bevægelighed vil underminere staternes evne til at regulere, specielt arbejdsmarkedet. Lønpresset og reduktionerne må tage imod truslerne om tab af endnu flere jobs. De globale finansielle markeder har ingen indbygget selvregulerende konkurrencemekanisme, og de fremkalder krise efter krise – sådan som de inflationsivrige politikere spiller med. Kriserne bliver dybere og dybere, og samtidig øges presset på de sociale systemer med krav om flere reduktioner.
Presset fra kriserne fører til enten opløsning af velfærdsstaterne i sammenknyttede, forsvarende blokke (i valutaerne Euro, Dollar, Yen eller Renminbi-zoner) eller tilbagefald til de gamle gamle fjendebilleder, måske en kombination af begge scenarier.
Men politikerne kan ikke bære at deres demokratiske funderede velfærds- og nationalstat opløses samtidig med at globaliseringen går mod enden, fordi politikerne og især deres befolkninger/vælgere tvinges til at bære tungere og tungere byrder uden nogen sikkerhed for at blive dækket ind.
Euro-Union er prototypen på denne udvikling. Dens dårligt skjulte dobbeltmotiv var 1) frygt for dollars-dominans og dollarkonkurrence og 2) frygt for at genforeningen af Tyskland med dens tidligere D-mark. Men frygt bygger altid på en falsk analyse af udviklingen. Det var ikke US-dollar som truede de europæiske markedsandele i verdenshandelen. Det er Europas tab af viden og teknologi og Europas træghed m.h.t. reelt omstillende reformer og fornyelser.
Politikerne ligger som de har redt:
Skiftende danske regeringer har skruet samfundet sammen over en 40 års periode, valgt at udvikle det, eller valgt at afvikle det, hvorved landet er kommet i den situation, at vi rammer mod naturlige stopklodser for finansieringen af velfærden om ganske få år. Skatteprovenuet kan ikke finansiere velfærden, og skatteprocentens højde, priserne på vore eksportvarer og statsgælden stopper udviklingen via globaliseringen.
Den nødvendinge omstilling til den ultimative international konkurrence er særligt blevet forsømt på det europæiske kontinent, hvor tilstrækkelig friholdt kapital til omstillingen i stedet blev opslugt af den evigt hungrende skattefinansierede forbrugssektor med i tillæg aldringsproblemet, som velfærdsmodellerne over livstid ingenlunde tog højde for. Samtidig har vi med overbeskatningens vildt overbudte lønkrav fra et mestendels monopoliseret arbejdsmarked fået bortkonkurreret det mest løntunge, og den udvikling fortsætter.
Den røde pil i figuren nedenfor viser den umulige eller den ideologiske vej. De sorte pile viser den mulige vej. Der er ingen andre veje. Sker omstruktureringen ikke meget snart, selvom det nærmest ser umuligt ud under forudsætninger om den øgede internationale konkurrence kombineret med velfærdens voksende finansieringsproblem, der særligt stammer fra den voksende ældreandel og den samtidigt faldende tilgang til arbejdsstyrken plus elitens selvskabte fejlskud til løsning af dens selvskabte fertilitetsproblemer – indvandringen fra Sydasien, Mellemøsten og Afrika, jvfr.: Børsen den 1. december 2005: http://borsen.dk/nyhed/81323/ – går landet naturligvis i økonomisk kollaps.
Dette er ikke hvad de fleste plejer at høre – men sandt:
Opsving er noget politikerne bestiller – f.eks. via overbelåning af boligmassen eller aktieboblen fra 1990erne. Præcis som med finanskrisen, der er en direkte følge af begge disse bestillinger. Hvad forbrugerne, private og offentlige giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se/høre økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbruget udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger. Sådan spiller klaveret ikke.
For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende, anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes USA-privatforbruget til kun omkring 8,5 pct. af producenternes udgifter til produktionsfaktorer – det som indgår i produktionsprocesserne – og andre producentvarer. D. v. s. at forbruget af kapitalgoder var 12 gange større end privatforbruget (8,5*12 = 100).
Produktionsprocessen består af et utal komplekse stadier, i dag langt flere end i 1920erne. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år (her 12). Det der gives ud på forbrug, privat og offentligt – stammer rigtignok fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive udgifterne til produktionsfaktorerne, hvori aflønningen af arbejdskraften indgår helt centralt), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere.
Man forsøger simpelthen at tvinge systemet til at frembringe mere forbrug, end systemet er i stand til. Andet er det ikke.
J. E. Vig, 25. marts 2009
Det danske velfærdssystem byggende fortrinsvis på skattebetalinger og offentlige udgifter over livsforløbet var dømt til undergang fra begyndelsen. Det viser sig at indvandringen pr. individ fra ikke-vestlige lande koster det offentlige, i sidste ende virksomhederne 2,6 mill. kr. pr. individ i gennemsnit over livsforløbet, hvorimod en dansker kun belaster med 750.000 kr. i gennemsnit. Forskellen er altså en faktor 3,47 gange. Sidstnævnte beregninger stammer direkte fra Børsens referat af Velfærdskommissionens arbejde i artikel 1. december 2005.
Desværre er det stort set hver gang sådan, at når indholdet på et link kan bruges til politisk ukorrekte formål med en vis virkning, fjernes de: Nu skal læseren til: http://www.fm.dk/~/media/publikationer/imported/velfaerdskommissionen/2005/fremtidens-velfaerd-og-globaliseringen_oplaeg.ashx?la=da og sammenholde de 2,6 mill. side 26 med underskuddet for en gennemsnitsdansker på 750.000 kr. over livsforløbet i forhold til velfærdssystemet. Det sidste beløb aflæses i maj-rapporten 2004 fra Velfærdskommissionen.
Lad den grønne oval illustrere den danske offentlige sektor og den blå den private frie, samhandlende sektor.
Det kan ikke lade sig gøre at forcere udviklingen fra det øverste venstre til nederste strukturelle størrelsesforhold, fordi den offentlige sektor dræner den private sektors muligheder for meget til fornyelse og ekspansion sammen med alle andre omkostninger. Hvis vi ønsker fortsat at have en offentlig sektor i det lange løb af cirka den størrelse vi har nu, skal der ske en reduktion af den offentlige sektor midlertidigt.
Der er ingen vej uden om.
Den røde pil viser den umulige eller den ideologiske vej. De sorte pile viser den mulige vej. Der er ingen andre veje. Sker omstruktureringen ikke meget snart, selvom det nærmest ser umuligt ud under forudsætninger om den øgede internationale konkurrence kombineret med velfærdens voksende finansieringsproblem, der særligt stammer fra den voksende ældreandel og den samtidigt faldende tilgang til arbejdsstyrken plus elitens selvskabte fejlskud til løsning af dens selvskabte fertilitetsproblemer – indvandringen fra Sydasien, Mellemøsten og Afrika, illustreret ved beregningerne i første afsnit – går landet naturligvis i økonomisk kollaps.
Opsving er noget politikerne bestiller – f.eks. via overbelåning af boligmassen eller aktieboblen fra 1990erne. Præcis som med finanskrisen, der er en direkte følge af begge disse bestillinger. Man forsøger at tvinge systemet til at frembringe mere forbrug, end systemet er i stand til. Andet er det ikke.
Jo flere år løsningen udskydes desto værre bliver kollapsen.
Det er ren matematik.
Historien om det danske velfærdssystem
J. E. Vig
Arrogant uvidenhed – kaldes den
menneskelige egenskab, tilstand eller
attitude, der blokerer sammen med
stoltheden
Det er ikke så svært at forstå eller blive bragt til at forstå, hvorfor situationen med bandekrig i og omkring København hele tiden skærpes, og hvorfor hele udviklingsmønstret tydeligt ser ud til at kunne føre mod krigstilstand overalt i landet.
Det forudsætter kun at ‘de store spørgsmålstegn’ åbner ørene og lukker munden: Andre var langt klogere end I var allerede i slutningen 1980erne, og de kunne derfor på grundlag af viden og indhøstede erfaringer andre steder fra med sikkerhed forudsige, hvorledes det ville gå, når indvandringen fortsatte til Danmark.
Der var ikke strålende karrierer, der stillede sig hindrende i vejen for sandheden blandt de forudseende. I troede I gjorde en forskel. Ja, troede…
At krigen starter blandt dem, der har pengene at købe våben og transportmidler for, skal man ikke undre sig over. Det var de narkohandlende bander.
Nu er det forhåbentlig ved at være slut med de beroligende historier til os intetanende og måske også slut med de overlegne til tider overbærende og samtidig arrogante smil fra eliten til undersåtterne foran skærmene.
Se, det var ikke pøblen der valgte at orientere danskerne i tide (for 20 år siden), selvom I beskyldte dem for alt undtaget pædofili og landsforræderi, men det er pøblen der tager over på gadeplan fra nu af. Præcis, som man ikke gad høre. Og når man ikke vil høre, så må man føle. En livsvisdom der stadig gælder ganske uantastet af diverse sindssyge vedtagelser og ditto undladelser i FT.
Længere er den ikke.
Sonia
Finanskrisen er én ting og den realøkonomiske krise (negativ vækst og afskedigelser) som er pæn del heraf, en anden. Sidstnævnte ville dog være der med eller uden finanskrisen.
Det endelige sammenbrud skyldes givet boligboblen. Huspriserne fordobledes på 5 år uden noget realøkonomisk grundlag i hele den vestlige verden. Forbrugsøkonomien beviste simpelthen hvad udpumpning af falsk købekraft giver af virkninger. Det skulle man mene ville kunne advare Helle Thorning Schmidt. Men hun aner intet om, hvad der sker og forbliver i sin ideologi. Regeringen forsøger at udsætte det endelige sammenbrud, ja, statsministerfruen kan heller ikke få øje på finanskrisen. Måske kan den udsættes endnu en gang, men ikke uden værre konsekvenser.
DET ER KUN EN UDSÆTTELSE, OG JO LÆNGERE DET KØRER PÅ DENNE MÅDE DESTO STØRRE BLIVER DEN ENDELIGE KOLLAPS. INTET HERAF KAN FORHINDRES, FOR SKADERNE ER OPBYGGET IGENNEM 40 ÅR. OG DET REPRÆSENTATIVE INTERESSERER SIG KUN FOR NÆSTE VALGDAG.
Jeg går ud fra, at de formentlig ville ønske sig et mindre kollaps nu; men det kom unægteligt som et chok for de danske såkaldte ledere, så nye kræfter måtte hentes ind for camouflere for folks hukommelse. Dette sidste skete især fordi Danmark kom sidst med i boligboblen.
Bagved ligger realøkonomisk den forsømte tilpasning til den internationale konkurrence. Netop EU er det mest protektionistiske vi har set, og Euroen det mest uegnede redskab man kan forestille sig, hvis ikke den europæiske statsdannelse foregår gnidningsfrit – hvilken den netop ikke gør.
England rensede ud under Thathers og har omstillet realøkonomien sammen med USA siden begyndelsen af 1980-erne – i modsætning til fastlandets EU-medlemmer, der endog har fået sig nogle meget tunge klodser med i den gamle østblok – bl.a. Polen har 38,5 mill. indbyggere og opimod 50 procent arbejdsløshed.
Frankrig, Spanien, Italien og Grækenland, Malta og Letland kan ikke overholde konvergenskravene og skal nu vurderes af samme landes politikere og administratorer, fordi disse selv har gjort pengeudstedelsen til et politisk anliggende. EU’s egne statsledere har tilmed vedtaget disse konvergenskrav forud for 1998, hvor euroen indførtes i 12 medlemslande, selvom kravene er ganske arbitrære og nærmest grebet frit i luften.
Uden den nødvendige tilpasning, så vi euroen tabe terræn til dollar, pund og yen i 2008.
Konvergenskravene som f.eks. højest tilladelige procentandel 3 som underskuddet på de offentlige finanser eller statsgældens 60-procent-andel af BNP er frit valgte forholdstal grebet tilfældigt i luften af uvidende politikere.
De har indrettet hele deres kontrollampe-panel efter disse latterlige indeks og forholdstal. Hunden eller årsagen ligger et andet sted. Disse konvergens-kontrollamper viser end ikke symptomerne på sygdommen.
Obligatorisk mønt og nation er netop møntens to sider, og forrykt pengeudstedelse, der ikke er ærligt tjent købekraft, er et par af sandhederne. En tredje er at EU har bidraget til at bremse fastlandets kapitaliseringsproces, så den i stedet flygtede vest og øst på, nøjagtig som jeg meddelte før 1998 at den ville.
Alle de rigtige kontrollamper var kun synlige for kompetente og ubestikkelige folk. De lyste rødt allerede før 1998.
‘Pakke mig her og pakke mig der’ : Der findes ingen kur andet end en udsættelse, der gør alt værre i længden. Det svarer til at overdosere den medicin, som patienten allerede er blevet dødssyg af.
Det er ikke specielt George Bush, Lars Løkke, Saddam, Putin, Fog-Rasmussen, Stein Bagger, Peter Straarup eller Villy Hardenuss, der har sat det i gang. Men nu har disse ikke ærligt tjent købekraft til at ændre kursen. De har blot hver især drevet deres spil i en verden, hvis love de ikke kender eller ikke vil lægge til grund for deres handlinger. Derfor udstedes der flere dækningsløse pengemidler og ydes der flere kreditter for i det mindste at holde skuden gående en tid endnu.
I to generationer satte de ledende sig op imod de galaktiske magter, fordi de ville deres eget i stedet for det de var sat til.
Kun et altomfattende kollaps, der tidligere førte til krig og ødelæggelse af realkapitalapparatet har vi set før. Det vil måske ændre tingenes tilstand. Dette er den barske sandhed. Et nyt strammere, internationalt pengesystem skal etableres, et med reelle valutakurser er en mulighed.
Jeg udsendte ‘Statsfinansielt Kollaps’ i begyndelsen af 1990-erne. Præcis hvornår tingene indtræffer aner ingen. Det er ligesom med forkølelse. Men husgældens 50-procent-forøgelse og mere til overalt i den vestlige verden måtte dog afslutte det meste. Det stod soleklart. Så nogen har villet det.
Om vi med fordel bør oplyse dette, hvis vi ønsker det overstået hurtigst muligt, er rigtignok et spørgsmål.
J. E. Vig, den 17. februar 2009
PS:
Vi varmer for meget, har varmluftsministeren sagt.
Hvorfor laver vi så alle de folkeflytninger af individer fra den varme del af kloden til den kolde del af kloden, for det giver da mere behov for fuel-opvarmning?
Kan man forestille sig med udtalelserne fra FN, at kloden måske er begyndt at vippe p.g.a. indvandringen?
Ikke mindst i lyset af, at problemerne i Dafur og på Elfenbenskysten hævdes af FN at skyldes klimaet?
For et par dage siden kunne vi høre tidligt om morgenen om de miljøvenlige brændeovne. Til andre tider kommer det frem, at netop mellemlagenes brændeovne med gratis eller billigt brænde fra vennerne i nomenklaturaen er ti gange større forureningskilder end f.eks. bilerne.
Begge dele kan vel ikke være sande?
Lidt supplement:
Den sjove:
Den slemme:
https://danmark.wordpress.com/2007/10/24/villy-vil-sikre-miljoet/
Den sande:
Jorden er flak!
…om eftermiddagen
Sonia
Oliesheiker kræver penge for klimaftale
Hele afsløring i dokumentarfilm her
Mon hun når ham åndeligt til sokkeholderne? Hvem har nemmest ved at virke noget selvovervurderende? Måske får du svar på:
Connie på salgsturné : http://www.polemiken.net/?p=5819
http://www.berlingske.dk/article/20090122/klima/701220101/
Vi behøver måske ikke gøre opmærksom på, at de arabiske olieproducerende lande, der forurener helt vildt, har dispensation fra alle klimaaftaler indtil nu sammen med Den Tredje Verden.
Klimaet skabes eller påvirkes ikke af mennesker, især ikke af Annette Heick og Connie Hedegaard. Solen er en million gange større end Jorden, men man skulle tro Jorden var en million gange større end Solen.
Men galskaben er endeløs efter Al Gore har præsenteret fejlfunderet regression/korrelation til Rockrytmer på Island og specielt i anledning af Connie Hedegaard har sit FN-topmøde i år.
Så er der penge i bevillingskassen til lille A. Heick, der ellers med familien har snablen godt dyppet i forvejen.
Hvis du spørger, om der findes en bund i moralen, er svaret NO.
Sonia
Modtrækkene mod finanskrisen og den dermed delvis forbundne økonomiske nedtur fejlbehandles traditionen tro.
Det er i grunden ikke utroligt, at den sidste generation af dyrkere af økonomen John Maynard Keynes holder ved. De har ikke lært, at det går an at hælde til andet, og de tør ikke tænke mere frit af hensyn til karrieren.
Både i Tyskland og i Danmark er hovedingredienserne skattelettelser og underskud på de offentlige finanser, større offentlige udgifter end indtægter og derfor endnu større statsgæld. Så sætter man tilmed skatteyderne til at betale for at redde kollapsede banker, for staten har aldrig haft penge. Vel for lige at sætte et politisk fingeraftryk på den dårligst orienterede gruppe – den største -, så skal bankdirektørerne både i Tyskland og Danmark lige have nogle begrænsninger på deres lønninger, hvis deres firmaer skal have statens hjælp.
Det allermest planøkonomiske/marxistiske tiltag kommer fra Lene Espersens kontor. Det går ud på, at godt ledede banker er det tilladt at køre med lave udlånsrentesatser, hvorimod de andre skal udlåne til høje rentesatser, hvis vi kan stole på medierne i dette spørgsmål.
Det vigtigste for de ansvarlige politikere er fortsat at sikre illusionen om, at finanskrisen skyldes de finansielle institutioner selv, i hvert fald sikre sig, at netop de ansvarlige ikke drages til ansvar.
Mainstream-bladene har ikke forstået meget af virkeligheden
Det er altså fortsat tilfældig pengeudpumpning og adskillige kamouflagetiltag, der tager udgangspunkt i, at det ikke muligt at fjerne årsagen uden lige så negative følger.
Vi havde foretrukket nogle mere gennemtænkte rene dækninger – helst byggende på lån – af tab med flere indbyggede tilskyndelser til at øge soliditeten fremover. Endelig ville et nyt internationalt monetært system kunne fjerne tilskyndelserne til den usunde internationale spekulation. Her tilsiger traditionen at for mange kokke fordærver maden. Derfor besluttes der ikke noget, før nogle færre bestemmer.
Konkurrencen vestfra p.g.a. valutakurserne rammer tilmed det europæiske fastland, der ikke kan nedskrive Euroen. Og her skriger Syd- og Østeuropa på underskudsøkonomi for at sikre den politiske stabilitet fra gadeplan. Fortsætter udviklingen som nu i f.eks. Spanien er der ikke flere produktionsvirksomheder der om ganske få år.
Intet er sket i Euro-zonen for at omstille erhvervsstrukturen til den øgede internationale konkurrence med prioriteringer, der modsvarer den tilhørende globale udflagning af alt løn- og velfærdstynget masseproduktion. Derimod begyndte denne udflagning i England og USA i begyndelsen af 1980erne.
Fra dette udgangspunkt kan det ikke efter en mindre udsættelse p.g.a. af de øgede pengemidler og kreditter ende i andet end fortsat indenlandsk forbrugsoppustning, der kun kender to veje, inflation eller deflation. At det bliver deflation i den nuværende situation er meget sikkert, hvilket en seks måneder lang nedgang i centrale nøgleindustrier viser sammen med prisfaldene på klassiske nødvendighedsprodukter internationalt.
Dernæst synes det at skulle gå mod stilstand og måske krig, når den politiske ustabilitet tiltager mere samtidig med tilliden til staterne aftager, og dette skal den øgede ledighed, der følger af deflationen og den fortsatte immigrantstrøm til et tilsyneladende endeløst offentligt forbrug ind i Europa nok sikre. I Danmark er dette immigrantforbrug forlængst nået 40 pct. af det samlede offentlige forbrug.
J. E. Vig, 14. januar 2009
Ledigheden i USA hævder mainstream nu påvirker ledigheden i Europa.
Det rene vrøvl – tværtimod, en del af USA ledigheden kunne nærmere skyldes konkurrencen med Europa.
Det er en helt almindelig medieløgn.
At arbejdsløsheden, der i øvrigt er meget mindre (procentvis) i USA end i Europa, har nogle helt tilsvarende årsager her, nemlig pengeudstedelse og kreditforøgelse, dette er en ganske anden sag.
‘Alt negativt skal komme fra USA’, i følge mainstream-medierne. Altså en ganske anden sag, som bliver tydeligere og tydeligere, uanset.
Sonia