Danmark

7. september 2013

2. Konferenz für Souveränität 2013


Umstrittener Kongress in Leipzig - mit dabei: Thilo Sarrazin, Eva Herman, Peter Scholl-Latour (v. l.)

Compact Konferenz

Hintergrund ist die „Compact-Konferenz für Souveränität“ des umstrittenen Berliner Publizisten Jürgen Elsässer, die am 23. November in Leipzig stattfindet. Unter der Überschrift „Werden Europas Völker abgeschafft? Familienfeindlichkeit, Geburtenabsturz und sexuelle Umerziehung“ sollen neben Sarrazin, der CSU-Bundestagsabgeordnete Norbert Geis, die Ex-„Tagesschau“-Sprecherin Eva Herman und der Buchautor Peter Scholl-Latour Vorträge über das „absterbende Europa“ halten.

Und wieder: Europa braucht den Euro nicht 
Thilo Sarrazin: “650.000 hassen mich, 50.000 kaufen mein Buch”

Es gab viele andere sehr ernste Warnungen: 12 Februar 1998 berichteten 154 Wirtschaftsprofessoren in Deutschland in Tagesschau völlig im Einklang mit Informationen über Dänemark 1996. Der Euro-Projekt, wie es beabsichtigt ist, umgesetzt werden völlig sinnlos. Weitere Kapitalflucht, hohe Zinsen, mehr Arbeitslosigkeit und Hyperinflation sind die Ergebnisse.

Der mange andre meget vægtige advarsler mod en fælles obligatorisk valuta: 12. februar 1998 meldte 154 økonomiprofessorer i Tyskland i Tagesschau helt på linie med Information om Danmarks oplysninger fra 1996, at Euro-projektet som det agtedes gennemført og blev gennemført er aldeles udsigtsløst. Yderligere kapitalflugt, høj rente, mere arbejdsløshed og hyperinflation er resultaterne i det lange løb.

Prof. Wilhelm Hankel redegør let og gelinde for det finansielle og det monetære bedrag (på tysk)

Temaet Euro ud i alle væsentlige hjørner

2. oktober 2009

Deflation i 2009: USA, EU, Japan


Depression, Monetary Destruction, and Seaking the Path to Sound Money

2009: declines of 2.7% for the U.S., 4.2% for the euro area and 5.4% for Japan.

What is caused by the eroding but demanding papers? What is caused by the real economy, for example the international competition and the needed but lacking reconversion? That’s the questions!

1929-1933: FDR followed up on Hoover’s attempted inflation by closing the banks and plotting an unprecedented inflation that ended in the paper money we use today. So strong was the faith in inflation that his administration even mandated turning in all gold to the government. It was a desperate move that only made matters worse.

So it is in our own time. Chronicling the actions of the Fed since the onset of the 2008 meltdown and following has been harrowing, for it reveals an amazing parade of folly. It’s as if we’ve learned nothing from the long history of inflation and hyper-inflation.

What is needed is an international monetary system – we have had none since 1971.
The speculators and therefore the masses have gold on the minds in spite of the fact that gold never secured anything in an international sound way.The speculators just want to secure their jobs as speculators, the masses echoes the media – ‘at best’ – run by the speculators.

2. maj 2009

….kaemper selv guderne forgaeves!


i

Det er simpelthen betegnende:

På 1. maj møder verden over tales mange overflødige ord om den forfærdelige finanskrise, der angiveligt skulle skyldes den såkaldte kapitalisme.

Sandheden er i sin enkelhed:

Finanskrisen skyldes udelukkende for stor pengeudstedelse af alle regeringsbærende politikere og for meget kredit sat igang af samme i forhold til naturlovene for at tilfredsstille netop de 1. maj-protesterendes krav om fortsat øget forbrug uanset. Cuba og Nordkorea er heller ikke gået fri af finanskrisen, skulle jeg mene.

Desværre kan vi ikke hamle om med de verdsligt troende, fordi tv-indøvet tro er meget stærkere funderet end viden, som nogle få gider/kan sætte sig ind i. Viden der er universets byggesten, vinder i sidste ende, men da er det for sent,…hver gang.

Sonia

24. april 2009

ADDENDUM: Ad Marx og Engells i det 21. aarhundredes aktuelle ideologi. To be alert is better than to become supprised


i

Den totalitære tankegang og ideologi i det 20. århundrede blev særligt tilrettelagt af Karl Marx og Friederich Engells med “Das Kapital” og “Det kommunistiske Manifest”. De udkom i midten af 1800-tallet og vurderes nu at trænge til en fornyelse af de totalitære kræfter.

Karl Marx og Friederich Engells samt alle de ideologiske eftersnakkere heraf nåede ikke helt at blive eneste idemæssige grobund i verdensaltet, selvom de nåede langt ind i også de såkaldt ikke-marxistiske kadrer og grupperingerne fra de gamle stænder. Det skal der rådes bo på nu.

I det 21. århundrede skal den totalitære orden for verden køres over verdensfrelsen: Al fattigdom, al sygdom fjernes og alle miljøspørgsmål løses, hvis vi er villige til at  underkaste os den rette udvælgelse af de historiske, litterære og kunstneriske retningspile, dermed synet på samme og vel at mærke give politisk korrekt vurdering heraf i nutids- og fremtidslys. ‘Underkastelse’ har mange navne, islam for eksempel.

Mind Control by Submission kan vi kalde det. Gennemgangen er selvsagt kombinerede lyd- og videooptagelser i et nyt altomfattende lektionssystem “Addendum”. Først og fremmest skal næsten alle de bestående grundpiller fjernes eller befolkes af hjælpere af rette støbning, efter adskillige diagnoser og ikke mindst fejldiagnoser er kastet på banen og derefter skal vi bare sige JA, så kører det.

Vi kan håbe på at ligesom de trods alt begrænsede resultater for Marx og Engells, vil heller ikke denne nye verdensorden komme til at herske altomfattende. For at tage stilling og eventuelt sige fra er det nødvendigt at sætte sig ind i grundlaget der arbejdes fra.

Jeg kan foreslå “Addendum (3)” som starting- eller udgangspunkt, der ganske vist fylder en del (33 GB) og findes på: http://www.mininova.org/tor/1489387. Nu er der præcis som med modstanden mod masseindvandringen sat en mængde organer op for tilsyneladende at støtte og samle denne modstand her også – men i virkeligheden er flere af disse i stedet medløbende organer, der blot er sat op for at opsamle modstanden. Et reaktions- og tilrettelæggelsesmønster der ikke skal overraske, når en verdensorden søges gennemført af nogle af de stærkeste kræfter i verden. Det samme gælder med Addendum. Conspiracy-entutiast Alex Jones kører for eksempel en række kritiske indlæg herimod, men hans firma hævdes at være ejet af en af de største tilhængere af den nye verdensorden. Jeg kender ikke sandheden herom, men jeg vil forslå at man selv tager kritisk stilling til undervisningslektionerne, som foreligger på engelsk.

Bedste orientering får man ved selv at lytte til og se bidragere – der som nævnt skal opfattes som undervisningslektioner til egnede 20-25 årige pionerer for sagen. Alt materialet er på engelsk.

Sonia

Dagens motto: Hvis man ikke vil lære, så må man føle. Denne naturlov kan ikke afskaffes ved lov eller dekret.

14. april 2009

RESULTATET BLEV SOM VI FORUDSAGDE 8. APRIL – ENDNU MERE GANG I GAVEBODEN


Boligrenoveringen skal nu have mange ekstra nyk, mener DF, Socialdemokraterne og SF. 1,5 mia. kr. i foræringer til husejerne er simpelthen alt for lidt i forhold til boligejernes egne ønsker om statslige ‘værdier’ – der i virkeligheden er andres værdier eller på lidt længere sigt kriseuddybende nytrykte/nydigitaliserede pengemidler.

Og når det forholder sig sådan, så vil de tre konkurrere om at hælde flere midler i husejerne.

De politikerskabte prisstigninger på boligmassen – fordobling på 5 år – satte finanskrisen igang med boligprisfald i stedet. Men nu vil politikerne forsøge at kompensere for prisfaldet i det åbne, men reelt satse på at blive genvalgt i det lukkede. Egne særinteresser, ikke landets deroute bekymrer dem.

8. april 2009

LAD OS SE OM VI IKKE FAAR EN GENTAGELSE DER PASSENDE KUNNE KALDES EJERBOLIG- ELLER PARCELHUSFORNYELSEN


Da håndværkerne i begyndelsen af 1990-erne stod med 35-40 pct. ledighed var det med at få sat gang i BYFORNYELSEN. Tilskud til ombygningerne og moderniseringer af ejendommene i alle de danske byer. Straks fra starten kørtes der med først-til-mølle-princippet.

Det kørte i godt 10 år og blev først rigtig rullende med den dengang nye borgerlige regering fra 2001, der tillod at håndværkerejede ejendomme blot kunne ombygges og renoveres af håndværkerne selv og per regning fra samme. Så strøg kommunaltilskuddet lige ned i lommen på ejendommens ejer. Højere ejendomspriser, højere huslejer, og mere indtægtsgivende privatkapital trukket ud af produktionen var resultatet. Det var simpelthen ‘en kæmpeforretning’ med kun stats-initieret velfærdsforbrug bag.

Lejerne fik selvfølgelig hævet deres husleje med en 30-50 pct., nogle mere, men det er lige meget.

Nu kører den én gang til et sidste sted, selvom at netop disse nys nævnte tilskud bygger rent på seddelpressen og yderligere skævvridning af økonomien. Nu skal vi skynde os til Erhvervs- og Byggestyrelsen eller til styrelsens hjemmeside inden den 14. april for at hente penge nu til helt private ejerboligers om-, til-, og renoveringsombygning under miljøtegnets højhellige navn.

Skal vi gætte på at denne medicin for at holde håndværkerne væk fra omskolingen til plejehjemmene igen øges år for år. 1,5 mia kr. er ingenting i denne sammenhæng. De forslår som en enkelt skrædder i helvedet.

Så kører det med ‘de gode danske almueprincipper’ først-til-mølle og en helt misforstået og mildest talt forkvaklet præcedens-argumentation hentet fra lov- og domstolsverdenen: At når Olsen skal have ny gulvisolering og sauna betalt af de andre skatteydere, så skal Jensen ikke snydes for de kære statsmidler heller til lignende påfund og ombygninger af hans private bolig. Det skulle da bare mangle, nej, vel da.

De er nødt til at gå voldsomt til den for at holde håndværkerne væk fra plejeomskolingen og de vildt fordyrede husene fra at falde i pris efter det vestlige forbrugsopgangs-eksperiment af ekstreme dimensioner. Ikke erfaringen men den forældede Keynes-teori tilsiger netop, at det altid er godt ‘at give patienten’ noget mere af den medicin, der har forværret sygdommen indtil flere gange. Så kan vi næste gang, når inflationen vel at mærke har raset og ødelagt midlerne endeligt, lade alt være ‘gratis’ eller betalt af lejerne, hvis der er nogen efter inflationen har raset.

DET ER VEJEN FREM.

Sonia

3. april 2009

1 trillion er 1000 billioner her, men 1 billion der er 1 milliard her


Husk, den latterlige forskel i betydningen af talordene i fastlandseuropa på den ene side og England og USA på den anden, den store Svenning Dalgaard overså den i aftes i sin hilsen fra G-20 mødet i London:

A billion over there er en milliard her. En billion her svarer derimod 1000 milliarder her. En trillion over there er en billion her. Derimod svarer en trillion her – forvirringens Svenning Dalgaard – til 1000 billioner her.

Tallet der var tale om i nytrykte forsøg var godt 1 trillion over there, men 1 billion, altså godt 1000 milliarder her.

Sonia

30. marts 2009

Inflation Is Tempting for Indebted Nations


Excerpt from The Wall Street Journal: http://online.wsj.com/article/SB123836516806167317.html#mod=djemITPE

By MARK WHITEHOUSE

“LONDON — U.S. President Barack Obama and U.K. Prime Minister Gordon Brown are seeking to lead the world into battle against the financial crisis, putting up trillions of dollars to revive their economies and bail out banks. Now, investors and other politicians are posing a troubling question: Can their governments handle the bill?

The answer, economists and analysts say, is almost certainly yes. But some offer a caveat: Countries with debt burdens mounting to levels not seen in decades will ultimately face a growing temptation to allow inflation to accelerate more than they typically would — a move that would slash the value of their debts as the prices of everything else rose.

That could cause a lot of pain for all kinds of investors, from U.S. and U.K. pensioners on fixed incomes to big holders of U.S. Treasurys such as the Chinese central bank.

“It would be epic, it would be terrible, but it’s probably easier than outright defaulting,” says Kenneth Rogoff, an economics professor at Harvard University and former chief economist of the International Monetary Fund.

Messrs. Obama and Brown have cast themselves as the vanguard of efforts to lift the global economy out of recession, as leaders of the world’s 20 largest economies prepare for a crisis-fighting summit in London on Thursday. Both have announced fiscal-stimulus packages, with the U.S. planning to spend some $787 billion. And both have turned to “quantitative easing,” in which their central banks plan to print large amounts of money — more than $1 trillion in the US, and at least £75 billion ($107.26 billion) in the U.K. — in part to buy some of the same bonds the governments will issue to cover their gaping budget deficits.

If the stimulus measures show signs of working and preventing deflation, both the U.S. and the U.K. will face a new quandary: when and how to stop and get their budget deficits under control.

If they wait too long, they could launch an upward spiral of prices as too much stimulus money chases the same goods and labor — a possibility that has recently raised increasing concern. Last week, Czech Prime Minister Mirek Topolánek, before resigning Thursday after an earlier no-confidence vote, echoed complaints from other European leaders when he called the U.S. spending plans the “road to hell.” Meanwhile, poor demand at a U.S. government bond auction and the failure of a separate auction in the U.K. added to unease about the market’s willingness to support the countries’ heavy borrowing.

Some analysts have gone so far as to conjure up images of Germany in the 1920s or Zimbabwe in the 2000s, where the printing of money to cover chronic deficit spending debased currencies and bred hyperinflation. “Horror stories about how hyperinflation starts are going to be surfacing again,” says Jan Loeys, global market strategist at JPMorgan Chase & Co. in London. “Investors are getting worried.”

Most economists and analysts say that in the case of the U.S. and U.K., that kind of doomsday scenario is extremely unlikely. While they believe policy makers will prefer to err on the side of inflation, they don’t expect it to get out of control. Heavy borrowing could boost both governments’ net debt to nearly 100% of the nations’ annual economic output, but that’s still less than Japan, which so far hasn’t had trouble issuing bonds despite its lower credit rating. At the right price, both countries’ bonds have a lot of natural buyers, such as pension funds that need to lock in payments stretching far into the future.

More pernicious, though, will be the political cost of making the interest payments on all the new debt. If interest rates rise to a moderate level, economists estimate that annual debt payments could reach 4% of GDP, an amount roughly equivalent to the entire U.S. military budget, forcing tough decisions on what else to cut.

The debt-service burden could be even more troublesome in the U.K., which faces the prospect of sharp budget cuts and higher taxes after years of depending on the finance sector for much of its tax revenue…”

 

Sonia

25. marts 2009

Information: Kommer snart: kapitalisme, version 3,0 – men der er én


http://www.information.dk/183151:

“Kapitalismens nekrologer overser kapitalismens historisk unikke tilpasningsdygtighed

Kapitalismen befinder sig i sin værste krise i årtier. En kombination af dyb recession, globale økonomiske skævheder og de facto nationalisering af store dele af verdens finansielle sektor har skabt alvorlig ubalance mellem markeder og stater. Hvordan en ny balance skal findes, er i nuværende fase rent gætteri…”

——————————————————————-

Hvis du vide noget andet end vrøvl (så er det ikke på dette link du finder noget særligt på)

Desværre må vi beklage, næsten alt er

grundlæggende misforstået:

“Dog kan hverken privat ejendomsret eller markedet fungere uden sociale institutioner, som kan understøtte dem…”

Sludder, også i den grad.

Ordet eller betegnelsen kapitalisme, der ikke er noget anerkendt begreb, er opfundet af Karl Marx. Faktisk findes der ingen andre meningsfulde indretninger, hvis man vil undgå at alt styres fra toppen. De såkaldt ikke-kapitalistiske indretninger forbruger langt større mængder af ressourcer pr. produceret enhed og uligheden er tilmed sat bevidst i system i de tidligere nærmest på skrømt konkurrerende systemer – i virkelighedens verden.

Der indledes med en lodret – antagelig bevidst – misforståelse: Både markedet og den private ejendomsret lever fint uden sociale institutioner. Forskellige former for kollektivordning, hvor finansieringen ikke efter nogen indbildt naturlov går over skatterne, opstår naturligvis, hvor der er behov herfor. F.eks. kan forsikrings- og pensionordninger samt sundhedsvæsen sagtens finansieres over kollektive private ordninger. Sådanne findes i adskillige civiliserede lande, Tyskland og USA, der har klaret sig lige så godt eller bedre end vi har gjort her.

Den såkaldte finanskrise skyldes lige som de andre, at pengeudstederne – d.v.s. politikerne – forlanger et større forbrug end systemet kan magte. Dette fører først til inflation. Derefter forsøger man på forskellig vis at kurere sygdommen ved at give patienten mere af den medicin, som netop gjorde sygdommen værre. Så længe man som politiker kan afstøde problemerne på statsgælden går det.

Det private anonyme aktiebrevsbevis i form af ihændehaveraktier er indført ved lov af politikerne. Det medfører i sidste ende, at pengeudstedelsen lægges ud til private virksomheder. Her er der et internationalt problem.

Og når et land har teet sig med inflation, svigtende eksport-afsætning med fortsat øget indenlandsk forbrug, så kommer statsgældsætningen, der simpelthen skyldes at der er udstedt for mange pengemidler og ydet for store kreditter i forhold til økonomiens virke. Så har landet blot kunnet devaluere. Her er der et internationalt problem, som igen er skabt af genvalgsihærdige politikerne, der for at få egne særønsker opfyldt, tilbyder mere, end det er muligt at imødekomme uden at snyde på vægten.

Adam Smidt var foredragsholder i Retorik, Æstetik og Litteraturhistorie i Edinburgh fra 1748. I vinteren 1750-1751 berørte han temaet Social Economics og blev professor i Logik i 1751, senere i Etik i Glasgow. Han var anti-merkantilistisk, men beskæftiger sig ikke nævneværdigt med pengebegrebet – hvorom det meste drejer sig, når man vil forstå økonomiens virke i virkelighedens verden. Næsten hele hans økonomi-betragtning er ren teori uden nogen berøring med virkeligheden.

Statens indblanding er langt større end artiklen oplyser:

Uddrag af  http://www.lilliput-information.com/economics/velg.html

Udviklingen i lyset af Velfærdskommissionen seneste redegørelser i 2004 og 2005 kunne være året 1960 sammenlignet 2001/2002:

Bruttonationalproduktet: (samfundskagen) i 1960 384,6 mia. 1995-kr. 1.188 mia. 1995-kr.

I skat betaltes: i 1960 26 pct. af samfundskagen (BNP=Bruttonationalproduktet) eller 100 mia. 1995-kr., i 2001 51,5 pct. af samfundskagen eller 612 mia. 1995-kr.

Offentligt ansatte: i 1960 406.000, i 2001 ca. 850.000.

Samlede antal beskæftigede steget med: 600.000 i perioden 1960-2001, hvoraf 450.000 til det offentlige og 150.000 til salgbar produktion.

Antal modtagere af overførselsindkomst: i 1960 var 600.000, i 2001 1.822.000, heraf 1.100.000 i de erhvervsaktive aldre, hvoraf 700.000-800.000 ledige eller ”på sidelinien”, d.v.s. som modtagere af dagpenge, bistandshjælp, førtidspension eller anden overførselsindkomst (det hele omregnet til helårsmodtagere).

Offentlige pengeoverførsler og tjenesteydelser: udgjorde 20 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 44 pct. af samfundskagen.

Offentlige tjenesteydelser: udgjorde 14 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 28 pct. af samfundskagen.

Offentlige pengeoverførsler: udgjorde 6 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 16 pct. af samfundskagen.

Den danske stat skyldte: i 1960 59,3 mia. 1995-kr., i 2002 573 mia. 1995-kr.

Ændringer kort i perioden 1960-2001: At dele: 3 gange mere At betale i skat: 2 gange mere plus 63,7 pct. af produktionsforøgelsen

Til at hjælpe: mere end 2 gange flere

At understøtte: mere end 3 gange flere

Statens gæld: 9,7 gange større

Problemet er den igangsatte Keynes-økonomi efter WW2, specielt som den blev misbrugt i praksis og førte til, at staterne blev systematisk gældsatte i største hast efter 1970, siden der i øvrigt intet internationalt pengesystem har eksisteret. Keynes selv beskæftigede sig ikke nævneværdig med monetære hold.

Bretton-Woods systemet byggede fejlagtigt på guld til en fast dollarspris, men dette system var selvfølgelig yderligere skæbnesvangert, når dollarnationens United States Congress ligeledes var befolket med inflationsivrige politikere.

Nu er der, som tingene har udviklet sig, behov Keynes’ Fjerde Essential, der gennemført fører til reelle valutakurser i stedet for nominelle kurser kombineret med en egentlig globalisering af verdensøkonomien i et system, hvor kapitalen gives frit spil, men hvor de politiker-drevne muligheder for spekulation er så godt som ophørt i verden.

Kendetegnende for udviklingen med 68-generationens ageren er at velstanden blev indkradset og forbrugt på skattefinansieret såkaldt velfærd til erstatning. Det har ført til at staterne i Vesten opsluger alt for stor en del af produktions- og samhandelslivets frit tjente kapital. Slutresultatet: en stor del af den arbejdskraftintensive produktion afstødes simpelthen og forlader Vesten til fordel for de fremmeste udviklingslande, hvis konkurrencefordele nærmest eksploderer, fordi de ikke har en sådan værdiopsuger, som vi har her.

I Danmark er velfærd næsten fuldstændig skattefinansierede overførsler og offentlige tjenesteydelser, d. v. s. ydelserne er en privat rettighed, men finansieringen kollektiv. I andre europæiske nationer er forsikringsprincippet derimod langt mere dominerende d. v. s. også individuel finansiering. Globalisering er et nyt smart ord for den internationale konkurrence. Selv hvor forsikringsprincippet er bærende for udviklingen, er der svære overvejelser om, hvad der kan gøres for at sikre skansen på hjemmefronten, fordi konkurrencen simpelthen river vore opbygge såkaldte sociale systemer i stumper og stykker.

Det samme sker i EU:

Med den internationale konkurrence var det netop markedernes ubegrænsede mobilitet herunder de finansielle markeders mobilitet, der blev afprøvet med den politikerskabte oppustede forbrugsøkonomi via kreditøgningen, sidst i folks huse.

Politikerne havde muligvis regnet med den gik sammen med faldende priser på importvarer fra vækstområderne i Østen, der i den ydre opregning mindsker den synlige inflation. Den gik selvfølgelig ikke. Eller også lavede man det hurtige opsving med en u-vending for netop at finde et falsk, men måske politisk gangbart argument for euro-JA-et efterfølgende.

Kapitalens frie bevægelighed vil underminere staternes evne til at regulere, specielt arbejdsmarkedet. Lønpresset og reduktionerne må tage imod truslerne om tab af endnu flere jobs. De globale finansielle markeder har ingen indbygget selvregulerende konkurrencemekanisme, og de fremkalder krise efter krise – sådan som de inflationsivrige politikere spiller med. Kriserne bliver dybere og dybere, og samtidig øges presset på de sociale systemer med krav om flere reduktioner.

Presset fra kriserne fører til enten opløsning af velfærdsstaterne i sammenknyttede, forsvarende blokke (i valutaerne Euro, Dollar, Yen eller Renminbi-zoner) eller tilbagefald til de gamle gamle fjendebilleder, måske en kombination af begge scenarier.

Men politikerne kan ikke bære at deres demokratiske funderede velfærds- og nationalstat opløses samtidig med at globaliseringen går mod enden, fordi politikerne og især deres befolkninger/vælgere tvinges til at bære tungere og tungere byrder uden nogen sikkerhed for at blive dækket ind.

Euro-Union er prototypen på denne udvikling. Dens dårligt skjulte dobbeltmotiv var 1) frygt for dollars-dominans og dollarkonkurrence og 2) frygt for at genforeningen af Tyskland med dens tidligere D-mark. Men frygt bygger altid på en falsk analyse af udviklingen. Det var ikke US-dollar som truede de europæiske markedsandele i verdenshandelen. Det er Europas tab af viden og teknologi og Europas træghed m.h.t. reelt omstillende reformer og fornyelser.

Politikerne ligger som de har redt:

Skiftende danske regeringer har skruet samfundet sammen over en 40 års periode, valgt at udvikle det, eller valgt at afvikle det, hvorved landet er kommet i den situation, at vi rammer mod naturlige stopklodser for finansieringen af velfærden om ganske få år. Skatteprovenuet kan ikke finansiere velfærden, og skatteprocentens højde, priserne på vore eksportvarer og statsgælden stopper udviklingen via globaliseringen.

Den nødvendinge omstilling til den ultimative international konkurrence er særligt blevet forsømt på det europæiske kontinent, hvor tilstrækkelig friholdt kapital til omstillingen i stedet blev opslugt af den evigt hungrende skattefinansierede forbrugssektor med i tillæg aldringsproblemet, som velfærdsmodellerne over livstid ingenlunde tog højde for. Samtidig har vi med overbeskatningens vildt overbudte lønkrav fra et mestendels monopoliseret arbejdsmarked fået bortkonkurreret det mest løntunge, og den udvikling fortsætter.

Den røde pil i figuren nedenfor viser den umulige eller den ideologiske vej. De sorte pile viser den mulige vej. Der er ingen andre veje. Sker omstruktureringen ikke meget snart, selvom det nærmest ser umuligt ud under forudsætninger om den øgede internationale konkurrence kombineret med velfærdens voksende finansieringsproblem, der særligt stammer fra den voksende ældreandel og den samtidigt faldende tilgang til arbejdsstyrken plus elitens selvskabte fejlskud til løsning af dens selvskabte fertilitetsproblemer – indvandringen fra Sydasien, Mellemøsten og Afrika, jvfr.: Børsen den 1. december 2005: http://borsen.dk/nyhed/81323/ – går landet naturligvis i økonomisk kollaps.

Dette er ikke hvad de fleste plejer at høre – men sandt:

Opsving er noget politikerne bestiller – f.eks. via overbelåning af boligmassen eller aktieboblen fra 1990erne. Præcis som med finanskrisen, der er en direkte følge af begge disse bestillinger. Hvad forbrugerne, private og offentlige giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se/høre økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbruget udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger. Sådan spiller klaveret ikke.

For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende, anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes USA-privatforbruget til kun omkring 8,5 pct. af producenternes udgifter til produktionsfaktorer – det som indgår i produktionsprocesserne – og andre producentvarer. D. v. s. at forbruget af kapitalgoder var 12 gange større end privatforbruget (8,5*12 = 100).

Produktionsprocessen består af et utal komplekse stadier, i dag langt flere end i 1920erne. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år (her 12). Det der gives ud på forbrug, privat og offentligt – stammer rigtignok fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive udgifterne til produktionsfaktorerne, hvori aflønningen af arbejdskraften indgår helt centralt), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere.

Man forsøger simpelthen at tvinge systemet til at frembringe mere forbrug, end systemet er i stand til. Andet er det ikke.

J. E. Vig, 25. marts 2009

20. marts 2009

EU haenger paa de sydlige og nye medlemmers gaeld


Wall Street Journal:

http://online.wsj.com/article/SB123747972153985751.html#mod=djemITPE

By MARCUS WALKER in Berlin and ADAM COHEN in Brussels

European Union leaders, meeting at a Brussels summit, rejected calls to expand their fiscal-stimulus policies, or to boost aid for struggling Eastern European countries.

The EU leaders said they are willing to provide $75 billion to increase the International Monetary Fund’s war chest, provided the U.S. and China also pledge money. The IMF is seeking to double its resources for helping countries to $500 billion from $250 billion.

na-aw586_eusumm_d_200903191638151

(Vi har tilføjet denne tekst under billedet:) Vi undrer os ikke over de institutions-traditionelle, latterlige, men obligatoriske masse-portrætter, som altid viser os en flok grinende, nærmest upåvirkede galninge/skuespillere, der absolut intet aner om det, som de har med at gøre undtaget i bedste fald rollen.

But key EU countries including Germany and the U.K., are opposed to expanding the bloc’s own fund for helping ailing economies in Central and Eastern Europe. Much of that €25 billon fund ($32.7 billion) has been spent on aid to Hungary and Latvia.

Throughout Europe, the strain is reaching the real economy. According to news reports, in cities and towns across France Thursday, more than one million people marched to demand more government action to address the effects of the crisis.

Germany and other major European countries are under pressure from the U.S. to do more to support the sagging world economy through tax cuts or higher government spending. So far the EU, led by Germany, has rejected calls for additional stimulus measures and warned the U.S. not to press the issue at the coming summit of 20 leading economies in London on April 2.

German Chancellor Angela Merkel said in a speech to Germany’s parliament on Thursday that her government was doing more than most to support the world economy through higher spending and lower taxes. Germany’s stance could come under pressure from financially weaker countries within Europe as their economies sink deeper into trouble, economists say.

Struggling EU countries range from Ireland and Spain, where housing-market bubbles have burst, to Hungary and Latvia in the continent’s post-communist East, where capital flight has forced governments to seek IMF aid.

Although Germany is in its worst recession in 60 years, Europe’s biggest economy has relatively strong public finances and enjoys the trust of capital markets.

That means Germany could be doing more to raise its domestic demand through higher government borrowing, say critics. Germany’s reluctance to do so means its neighbors’ recessions will be worse than necessary, says Julian Callow, European economist at Barclays Capital.

Nordic countries, the Netherlands and Switzerland can help in this process, Mr. Callow says, but Germany is by far the biggest country with a trade surplus.

The consequence of Germany’s cautious fiscal policy could be that Spain, Italy, Ireland and other financially weak economies will have to slash wages and other costs to restore their competitiveness. These euro-zone countries no longer have their own currencies, so they can’t do it by devaluing their exchange rates.

Germany’s defenders say the country is already doing a lot. Germany’s extra spending plans and tax trims add up to 3.5% of GDP, spread out over this year and next. Fiscal-support measures even come to 4.7% of GDP if the automatic effects of higher benefits and lower tax revenue in a recession are added, according to the government.

“Germany is already going to the limit of what is financially possible to stimulate the economy,” says Jörg Krämer, chief economist at Commerzbank in Frankfurt. The country is on track for a budget deficit of 5% to 6% of GDP next year, compared with a balanced budget in 2007, he says. Spain, Italy and other struggling economies have structural problems, rather than a problem of insufficient demand in Germany, says Mr. Krämer.

Ms. Merkel and other German policy makers are reluctant to add to their deficit spending for several reasons. Germany faces growing fiscal strains because its aging population spells rising pension and health-care spending. Recent governments have tried hard to cut public debt as the population ages.

Germany is a backer of EU fiscal rules that forbid excessive budget deficits, and Berlin fears that if it sheds that role, other countries will splurge and end up with more debts than they can repay. Then, the thinking in Berlin goes, German taxpayers will have to bail out spendthrift Italians and others.

——————-

Sonia

Vi har ikke just holdt det hemmeligt de sidste 12 år, hvorledes det ville gå

Why the Meltdown Should Have Surprised No One

Older Posts »