Det danske velfaerdssystem var doemt til undergang fra begyndelse

Tegning illustrerer det danske velfærdssystem

English version

Det danske velfærdssystem byggende fortrinsvis på skattebetalinger og offentlige udgifter over livsforløbet var dømt til undergang fra begyndelsen. Et system kan ikke bygge på en let forseelig underskudsmodel, der skal delfinansiere udgifterne over skatterne, og som samtidig tillader forbruget heraf at være privat individuelt bestemt.

Det viste sig tillige at indvandringen pr. individ fra ikke-vestlige lande koster det offentlige, i sidste ende virksomhederne 2,6 mill. kr. i gennemsnit over livsforløbet, hvorimod en dansker kun belaster med 750.000 kr. i gennemsnit. Forskellen er altså en faktor 3,47 gange. Sidstnævnte beregninger stammer direkte fra Børsens referat af Velfærdskommissionens rapport marts 2005.

Desværre er det stort set hver gang sådan, at når indholdet på et link kan bruges til politisk ukorrekte formål med en vis virkning, fjernes de: Nu skal læseren til: http://www.fm.dk/~/media/publikationer/imported/velfaerdskommissionen/2005/fremtidens-velfaerd-og-globaliseringen_oplaeg.ashx?la=da og sammenholde de 2,6 mill. side 26 med underskuddet for en gennemsnitsdansker på 750.000 kr. over livsforløbet i forhold til velfærdssystemet. Det sidste beløb aflæses i maj-rapporten 2004 fra Velfærdskommissionen.

Lad den grønne oval nedenfor illustrere den danske offentlige sektor og den blå den private frie, samhandlende sektor.

Det kan ikke lade sig gøre at forcere udviklingen fra det øverste venstre til nederste strukturelle størrelsesforhold, fordi den offentlige sektor dræner den private sektors muligheder for meget til fornyelse og ekspansion sammen med alle andre omkostninger. Hvis vi ønsker fortsat at have en offentlig sektor i det lange løb af cirka den størrelse vi har nu, skal der ske en reduktion af den offentlige sektor midlertidigt.

Der er ingen vej uden om.

Den røde pil viser den umulige eller den ideologiske vej. De sorte pile viser den mulige vej. Der er ingen andre veje. Sker omstruktureringen ikke meget snart, selvom det nærmest ser umuligt ud under forudsætninger om den øgede internationale konkurrence kombineret med velfærdens voksende finansieringsproblem, der særligt stammer fra den voksende ældreandel og den samtidigt faldende tilgang til arbejdsstyrken plus elitens selvskabte fejlskud til løsning af dens selvskabte fertilitetsproblemer – indvandringen fra Sydasien, Mellemøsten og Afrika, illustreret ved beregningerne i første afsnit – går landet naturligvis i økonomisk kollaps.

Opsving er noget politikerne bestiller – f.eks. via øget belåning af boligmassen.

Hvor langt nede vi allerede befinder os: Prøv en af Dagbladet Information inspireret gennemgang

Jo flere år løsningen udskydes desto værre bliver kollapsen.

Det er ren matematik.

Og hovedprincippet har i den korte version af udviklingen været : Gældsætning for enhver pris, på langt sigt er vi alle døde. Fra 1968 var der en generation overalt i Vesteuropa, der forstod og hvis princip det var at leve efter en sådan opskrift. Alle generationens ideer skulle realiseres uanset gældsætningen, mente de. Nu går 68-generationen på pension, men det er et spørgsmål om denne generation ikke har nået at gøre sit regimente arveligt. Men givet er det alligevel, at 68-generationens hovedhjørnesten, det skattefinansierede velfærdssystem, sammen med den internationale konkurrence nok skal sende os på en sidste deroute, som allerede er godt i gang, før et nyt opgør eller et nyt internationalt pengesystem. Dette hænger sammen med at visse universielle økonomiske love er lige så sikre som tyngdeloven.