Danmark

2. oktober 2009

PET advarer landmænd


http://www.bt.dk/danmark/pet-advarer-landmaend-om-goedning

B.T.

PET advarer landmænd om gødning

– Fredag den 2. oktober 2009, 12:11

Gødning i de forkerte hænder kan give terrorister let adgang til bombefremstilling. PET og landbruget udsender ny vejledning om opbevaring af kunstgødning.
Landmænd skal være opmærksomme på, hvis deres gødningslager pludselig svinder, eller hvis kvælstofgødningen indholder en særlig stor mængde af ammoniumnitrat.
PET siger til landmændene i en ny vejledning, at de straks skal henvende sig til det lokale politi, hvis de oplever mistænkelig adfærd, f.eks. hvis en privat person forsøger at købe en mængde gødning.
Frygten for, at gødning bruges til at lave terrorbomber, har fået Politiets Efterretningstjeneste (PET) tilsammen med Fødevareministeriet og Dansk Landbrugsrådgivning at udsende en ny vejledning om opbevaring af gødning.
Dette stof er det mest brugte til fremstilling af bomber. I årtier har terrorister brugt bomber baseret på gødning både i Europa og i Nordamerika, skriver PET på sin hjemmeside.
I Danmark er tre personer dømt i Vollsmose-sagen fra 2007 for at have planlagt en terroraktion. De dømte var netop i besiddelse af gødning med et højt indhold af ammoniumnitrat.
Hidtil er der ikke forekommet tilfælde af eksplosioner af gødning under transport i Danmark som følge af et højt indhold af ammoniumnitrat.
Sprængningsforsøg viser, at gødning med mere end 16 procent kvælstof fra ammoniumnitrat let kan bruges til bombefremstilling. Derfor er salg af den type gødning til private nu begrænset.

/ritzau/