Danmark

28. maj 2011

PIPES: Iraq – a province of Iran?

Filed under: ENGLISH ODER DEUTSCHES VERSION — Tags: , — Jørn @ 11:23

Excerpt from: http://www.washingtontimes.com/news/2011/may/11/iraq-a-province-of-iran/

“After American forces leave Iraq at the end of 2011, Tehran will try to turn its neighbor into a satrapy, i.e., a satellite state, to the great detriment of Western, moderate Arab and Israeli interests. Intense Iranian efforts are under way already, with Tehran sponsoring militias in Iraq and sending its own forces into Iraqi border areas. Baghdad responds with weakness, its chief of staff proposing a regional pact with Iran and top politicians ordering attacks on the Mujahedeen-e-Khalq (MeK), an Iranian dissident organization with 3,400 members residing in Camp Ashraf, 60 miles northeast of Baghdad. The MeK issue reveals Iraqi subservience to Iran with special clarity. Note some recent developments:

c On April 7, the MeK released intelligence exposing Iran’s growing capacity to enrich uranium, a revelation the Iranian foreign minister quickly confirmed…”

2. august 2009

Dansk foertidspension udbetales til parlamentsmedlemmer og andre i hoeje embeder i udlandet


Dansk førtidspension udbetales til dansk statsborger fra Irak, der samtidig sidder og hæver den fede gage i parlamentet hos kurderne, og han er ikke den eneste. Efter nogle år i Albertslund scorede han den fede hyre i Irak også, hvor han opholdt meget af tiden ‘som flygtning i Danmark’.

Det er i øvrigt ikke almindeligt, at der er så meget vrøvl, når en ikke-vestlig vil have førtidspension – han tilhører en særligt udsat gruppe, der skal have en særlig behandling efter en særskilt paragraf. Der kan blive mere tid til allehånde private gøremål, når pensionen stille og roligt strømmer ind hver måned. Man kan tage sig en tjans i parlamentet i Irak og supplere med knap 400.000 kr. ekstra der. Så bliver der mere tid i villaen,  til svømmepølen, til plasma-tv-et, til børnene og alt muligt andet. Det er ikke mere end rimeligt. Samtidig er der ikke så meget at betale i husleje, selvom han stadig har lejligheden i Albertslund. Som førtidspensionist skal han nemlig højest betale 20 pct. af sin pension i husleje i Albertslund, så det bliver såmænd samme pris som et værelse på 4. maj kollegiet. Balen Adulla har også stadig sin lejlighed i Albertslund. Den kloge narrer den mindre kloge; det er så liberalt.

OG ER DET ER SOM DET SKAL VÆRE.

Sonia

4. juni 2009

Irakerne og retsstaten


http://jp.dk/opinion/pittelkow/article1709909.ece

Jyllands-Posten

Irakerne og retsstaten

Af RALF PITTELKOW, politisk kommentator

Offentliggjort 31.05.09 kl. 03:00

Debatten om, hvad der skal ske med de afviste irakiske asylansøgere, er ganske særpræget.

Det fremgår, at den politiske opposition, Dansk Flygtningehjælp, Amnesty International, forskellige bisper og præster samt en del andre går imod, at irakerne hjemsendes. Men det er umuligt at finde ud af, hvad de går ind for.

Deres holdning er et angreb på den eksisterende asyllovgivning. Hjemsendelsen af irakerne er nemlig vedtaget i overensstemmelse med denne lovgivning. Men hvilken lovgivning vil de pågældende så sætte i stedet?

I en retsstat må dette siges at være debattens kernespørgsmål. Men det giver irakernes fortalere ikke noget svar på. Ud fra, hvad de siger, kan man imidlertid konstruere sig frem til en slags svar:

Logisk set lægger deres synspunkter op til en ændring af lovgivningen, så vi fremover skal give ophold til alle fra områder, hvor der findes uro og voldshandlinger. I hvert fald må man give ophold til alle fra sådanne områder, der er søgt hertil og nægter at rejse hjem igen.

Hvad ville konsekvenserne være af sådanne ændringer i lovgivningen?

For det første ville de sprænge alle rammer for dansk asylpolitik. Hvis enhver, der kom fra områder med en del vold, kunne få ophold eller ligefrem asyl i Danmark, ville det skabe en dramatisk stigning i tilstrømningen. I dag gives kun asyl, hvis man risikerer at blive personligt forfulgt.

For det andet ville det føre til den totale vilkårlighed, hvis folk selv kunne sikre sig ophold i landet ved at nægte at acceptere myndighedernes afgørelse, sådan som irakerne har gjort det. Som retsstat har vi en uafhængig ”domstol”, Flygtningenævnet, der afgør den slags.

Irakernes fortalere ved godt, at det ville være stærkt kontroversielt at foreslå sådanne ændringer i lovgivningen. Derfor lader de være, selv om det er den logiske konsekvens af deres synspunkter. De viger simpelt hen uden om at diskutere lovgivning og retsprincipper.

I stedet søger de at rette hele opmærksomheden mod de enkelte irakere, der er meget kede af at skulle hjem og derfor kalder på en naturlig menneskelig forståelse. På den måde vil de skabe et pres for, at vi i dette tilfælde skal ignorere vores retsgrundlag. Men gør vi det, så bryder vi med den lighed for loven, som er grundpillen i vores retssystem.

Denne indstilling bør kaldes ved sit rette navn: Det er en kamp mod retsstaten. En kamp for en vilkårlighed, der bæres af stemningsbølger, mediekampagner og ukritisk dyrkelse af enkeltsager.

Vi har jo prøvet det før med den såkaldte palæstinenserlov i 1992. Nogle af de samme kræfter, som nu er på banen, fik dengang gennemtrumfet denne særlov, der under massivt mediepres satte ligheden for loven over styr.

Det skete i en stemning, der tegnede et vildt overdrevet billede af palæstinensernes risiko ved at vende tilbage til Libanon. Ligesom det sker med irakerne i dag.

Hvis man er modstander af de eksisterende retsprincipper, må man foreslå nogle andre. I stedet prøver man på den mest principløse måde at sætte det eksisterende retsgrundlag ud af kraft.

Denne politisk korrekte principløshed har vist sig på andre områder. I Muhammed-konflikten, hvor nogle kredse bøjede sig for det islamiske pres mod ytringsfriheden. I debatten om dommere med tørklæde, hvor blandt andet en række dommere villigt slog af på den verdslige stat.

Det danske samfund bygger på grundværdier fra Oplysningstiden, herunder lighed for loven, ytringsfrihed og verdslig stat. Iraker-sagen viser, at dele af samfundets elite svigter arven fra Oplysningstiden.

Iraker-sagen viser, at dele af samfundets elite svigter arven fra Oplysningstiden.”

2. april 2009

Berlingske: Sverige på udenrigspolitiske afveje


http://www.berlingske.dk/article/20040313/dineord/103130304/

13. marts 2004 kl. 00:00

“Sverige på udenrigspolitiske afveje

Af: Per Ahlmark, Tidl. svensk vicestatsminister og leder af Folkpartiet

Man nægtede i virkeligheden at diskutere, hvordan et stort og terroriseret arabisk land skulle slippe af med sine plageånder.

—Per Ahlmark, Tidl. svensk Vicestatsminister og leder af Folkpartiet

Bortset fra perioden 1998-2000 har der efter Per Ahlmarks mening ikke været noget ærefuldt over svensk socialdemokratisk udenrigspolitik. Vi bringer et kapitel fra den tidligere borgerlige politikers netop udkomne bog: »Det er demokratin, dumbom!«. Det beskriver Sveriges svigt i forbindelse med Golfkrigene og FN-konferencen om racisme i Durban i 2001.

Sveriges og den svenske debats holdning til Saddams regime er en trist historie. Jeg har allerede beskrevet, hvordan den borgerlige regering i 1981 fordømte Israels nødvendige bombning af Osirak-reaktoren (ved Bagdad, red.). I 1990-91 drejede det sig derimod om en FN-aktion med over 30 lande i alliancen.

Ingen bør tro, at det fik kritikerne til at tie eller forstå alvoren i Golfkrigen 1. En relativt detaljeret granskning af modstandernes argumenter og følelsesudbrud viser, at fire udbredte tankeretninger fik et stort antal svenske skribenter til at fordømme USAs og FNs befrielse af Kuwait: pacifismen på venstrefløjen, München-ånden (den manglende fordømmelse af Hitler-Tyskland i 1938, red.), antiamerikanismen og tredjeverdens-romantikken.

En af gåderne i krigsdebatten i begyndelsen af 1990erne – såvel som i diskussionen i de ti år, der gik forud – var modviljen mod overhovedet at diskutere risikoen for, at Irak var ved at blive en atommagt. Et hovedtræk i svensk udenrigspolitik havde jo været at forhindre spredning af atomvåben. Men da den ambition faldt sammen med modstand mod et forbryderregimes besættelse af et naboland, viste det sig, at kun få skrivende og talende svenskere var interesseret i kombinationen af et morderisk regime og masseødelæggelsesvåben.

Selv den officielle svenske linje viste, at vores land var Vesteuropas formentlig hårdeste kritiker af Golfkrigen 1. Den socialdemokratiske statsminister Ingvar Carlsson kom med flere besynderlige udtalelser allerede i efteråret 1990 og fortsatte sine angreb efter krigens udbrud i januar 1991. Carlsson foreslog f.eks. efter to ugers bombning af Iraks militære installationer, at der skulle erklæres en våbenhvile. Han var ligeglad med, at Saddam Hussein så ville have kunnet reparere de skader, som var tilføjet hans besættelseshær, og samtidig hente ammunition, tropper, brændstof, reservedele og våben frem til Iraks frontlinjer.

Statsministeren udtalte sig vel vidende, at ingen svenske soldater ville blive truet af den ekstra støtte til Saddams hære, som han i praksis foreslog. Eftersom vores land ikke deltog i den krigsførende FN-alliance, kunne han lukke øjnene for den åbenlyse trussel, at et »pusterum« formentlig ville have ført til, at flere hundrede eller tusinde allierede soldater var blevet dræbt, naturligvis først og fremmest amerikanere. Da de svenske vælgere senere samme år afsatte Ingvar Carlsson som statsminister, var det desværre ikke primært på grund af hans udenrigspolitiske ansvarsløshed.

Debatten om det »tredje standpunkt« i 1951 og Irakkrigen i 1991 vidnede i begge tilfælde om provinsen, der nægtede at se. Siden da er Sverige blevet medlem af EU; provinsen er blevet en del af noget, der af og til ligner en europæisk føderation. Men har det gjort debatten mere realistisk og ansvarsfuld?

Næppe. Flere gange i de senere år har henvisninger til EUs enighed – »vi skal tale med fælles røst« – ført Sverige på afveje, på nogenlunde samme vis som den ideologiske neutralitet gjorde det før. En svensk regering, som nærer respekt og beundring for eksempelvis Chirac,

Schröder og Chris Patten, får en indbygget fejlvisning i kompasset.

Før og under Golfkrigen 2 så vi, hvordan Sverige gang på gang allierede sig med Chirac-lejren. Statsministeren kom med enfoldige udtalelser, der stod i skarp kontrast til realismen blandt de østeuropæiske regeringer såvel som Storbritannien, Italien, Spanien, Portugal og Danmark.

Efter Bushs ultimatum til Saddam Hussein havde Göran Persson følgende kommentar: »Det er lige så ulovligt, som når en stor stærk fyr slår en lille svag fyr på tuden. Det accepterer vi ikke i vores retssamfund. Det samme gælder stater imellem. Den type disputter løser vi inden for lovens rammer.«

Sammenligningen forvandler altså en massemorder til »en lille svag fyr«, som følger loven. Så barnligt kan en svensk regeringschef tale, når han står over for det nye århundredes sværeste konfrontation…”