Danmark

21. april 2009

DET VAR INGEN EPIDEMI DA DEN KOM, SELVOM DEN FORUD HAVDE KØRT MED SAMME EFFEKT I BAADE ENGLAND OG I AUSTRALIEN – det drejer sig ikke lissom om et laengere liv??


Cirka 1000 ældre døde i Danmark af influenzaen i vinter, meldes det nu

Nej, vi skal sandelig leve noget længere (i det åbne) og styres noget mere (i det lukkede), siger Forbyggelseskommissionen, men først og fremmest skal vi (i det lukkede) bidrage noget mere til de slunkne kasser. Vi husker vel ikke forebyggelsens dilemma og forebyggelsens paradoks: Al forebyggelse virker altid kun på længere sigt (i det åbne), hvilket kan begrunde enhver bevilling år efter år (i det lukkede). Al forbyggelsesindsats er korrekt (i det åbne), selvom vi ikke kan bevise en dyt (i det lukkede) i andet end svage multifaktoranalyser. De refererede dødsfald i hævdet i forbindelse med rygning fra kommissionens formand den 21. april på TV2 Nyheder bygger i øvrigt ikke på en unbiased (ikke-fejlbehæftet) dødsårsagsundersøgelse. Propaganda er rette betegnelse, når vi ikke er politisk korrekte.

Og intentionerne er heller ikke helhjertede fordi:

Vi har ikke set noget intiativ til en kommission/særlig forskningsgruppe – måske en fælleseuropæisk forskninggruppe – til at få bugt med den nye virusstamme, der skaber den slemme influenza, og som også breder sig med indvandringen. Der orienteredes end ikke behørigt om epidemien, før den var på retur og mange var døde, ja, dens eksistent ligefrem benægtedes fra officiel side. At følge udviklingen i England og Australien på dette felt er der givet nogen, der får løn for. Naturligvis forbydes ej heller salg af cigaretter. Man har som jeg vurderer det intet imod de ældre døde, for vi kan lige sammenholde med behandlingen af de ældre, når budgetterne skal knibes til fordel for so-called culture, og uden salg af cigaretter var der ingen midler til at finansiere hele sygehusvæsenet. Så afgiftselasticiteten er givet af central betydning for overvejelserne om at hæve afgiftssatserne yderligere. Vær vis på det.

Længere levetid?: Her mener vi at huske Velfærdskomssionen fra 2005 understregede netop aldringen som også en central del af finansieringsproblemet for den såkaldte velfærd.

Et analogt eksempel fra et ganske andet felt:

Fleks- og afdragsfrie boliglån, der går ud på at man driver spil på sin bolig blev i England kaldt ‘selvmordslån’ længe før de blev lovliggjorte i Danmark. Nu reklameres disse lånetyper op igen, fordi de naturligvis fortsat er lovlige, efter utroligt mange unge førstegangskøbere er gået på r….

Sonia

6. december 2007

Fri folkevandring skaber en syg verden

Filed under: Culture — Tags: , , , , , , , , , — Jørn @ 11:29

Gør de globale landsbytosser verden syg ?

Det siges blandt folk at tage en halv snes dage at komme sig over en influenza, hvis man søger læge. Og gør man det ikke, tager det godt en uge. Spørgsmålet er ikke om, men hvornår vi får den næste store influenzaepidemi, og om designerne af årets influenzavaccine har skønnet rigtigt. Det kommer sig nok ikke så nøje, selvom vaccination har en begrænset men nyttig virkning – men kun hvis de mest udsatte får den.

Nye lægelige undersøgelser, forsøg og udviklingsarbejder har derudover ført til fremkomst af visse nye og lovende medicintyper. De kan ganske vist ikke gøre alt men dog noget, når det kommer an på at gå i krig mod den berygtede vintersnotnæse med højere uddannelse.

Inden for 24 timer efter visse slags influenzaudbrud kan nye medicinarter mildne belastende sygdomstegn og afkorte sygdomsvarigheden med henved tre dage og spare dyrebare kræfter hos de angrebne. Den opdagelse kan gavne små børn, ældre mennesker og folk med lunge- og hjertelidelser – altså de mest truede under influenzaepidemier, hvor lungebetændelse ikke sjældent opstår som livsfarlig følgesygdom under virusangrebet.

Efter en nogenlunde enkel test på lægens klinik kan det fastslås, om patienten har fået en influenza, der kan behandles med de nye medicintyper. Men også den medalje har en bagside. I virkelighedens verden taler meget nemlig for, at de mindst syge får stillet sig forrest i køen, når det brænder på. For det er ikke al slags influenza, der kan mildnes på den måde. De svageste, som kunne behøve medicinen, må af selvforklarende grunde blive væk.

De praktiserende lægers venteværelser bliver sandsynligvis da oversvømmet af højfebrile men rørige patienter, der vil have recept her og nu, ligesom der i tumulten derved bliver “risiko for en betydelig overbehandling uden eksakt diagnostik”, fastslår dr. med. Bent Faber Vestergaard i december-nummeret fra 1999 af Månedsskrift for Praktisk Lægegerning.

“Hvad gør vi?” Dette enkle men hårdtslående, svære og vedkommende spørgsmål stilles da også af dr. Vestergaard, der er overlæge og daglig leder af virologisk afdeling ved Statens Serum Institut – jævnsides med, at han er en ledende arbejdskraft ved FN-sundhedsorganisationen WHOs center for dataindsamling og forskning omkring virus.

Et svar kan være, at sagkundskabens tunge skyts bør sættes ind mod de farligste og mest angrebsdygtige – såkaldt “virulente” – virustyper, der kan angribe forholdsvis mange typer af menneskeorganismens i alt 300 milliarder celler: Dem, der hærgede med A-influenzaen i 1957, Hong Konginfluenzaen i 1968 og den russiske influenza i 1977 er eksempler. Særligt ondartet var “Den Spanske Syge”, der i årene 1918-19 kostede mindst 25 millioner dødsfald på verdensplan.

Sammen med sin kollega, cand. med. vet. og ph. d. Per Chr. Grauballe i spidsen for seruminstituttets influenzalaboratorium, opregner Vestergaard i artiklen en række vigtige erkendelser om udbrud af virusepidemier og muligheder for lægelig behandling heraf. Men dr. Vestergaard er heller ikke bleg for at påpege, at lægevidenskaben som alt andet også har sine grænser. Også i december 1995 påviste han i fagbladet Sygeplejersken tungtvejende vanskeligheder, der ligger uden for rækkevidden af hans eget fagområde men alligevel knytter sig tættere dertil end ærtehalm:

“Virus får fodfæste, hvor mange mennesker lever tæt sammen, og vi må håbe, vores bioteknologiske viden og kunnen kan holde trit med den eksplosive vækst i verdensbefolkningen. Egentlig forebyggelse af virusepidemier består ikke i forfinelse af genteknologisk kunnen, men politisk prioritering af kampen mod overbefolkning, uvidenhed og fattigdom.”

Spørgsmålet er vel ligefrem, om dygtige og produktive læger kan hamle op med en verden i bevægelse – samt i uligevægt og af lave.

Vestergaard bemærker:
“AIDS-epidemien har vist, at menneskeheden er sårbar, og vores viden og kunnen stadigvæk begrænset. Vi vil kunne opleve nye influenza-epidemier med stor dødelighed, som det skete i 1918. Det tager kun seks måneder at udvikle en influenzavaccine mod en ny virusstamme, men det er lang tid for en virus, der kan inficere hele verdensbefolkningen på under to år.”

I en stor artikel i det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs (januar/februar-udgaven, 1996) kommer forfatteren og journalisten Laurie Garrett ind på det samme. Garrett, der dækker lægevidenskabeligt stof for bladet Newsday, anlægger tilmed en udpræget snusfornuftig synsvinkel i forlængelse af den lægelige: Selv før den kommercielle luftfarts dage løb den Den Spanske Syge på 18 måneder fem gange rundt på planeten, ligesom der i Kina bestandigt er influenza-epidemier i gang på grund af landets størrelse og store klimatiske forskelle.

Når det er givet, at inkubationstiden for mange uhelbredelige sygdomme i dag kan strække sig over mere end tre uger, skriver Garrett, er den “sundhed for alle i år 2000”, som FN optimistisk proklamerede i 1978, ikke videre nærliggende. Slet ikke med tanke på, at over én million mennesker nu hver eneste dag krydser en grænse, og at et tilsvarende antal hver eneste uge rejser på kryds og tværs mellem industrilande og udviklingslande.

Det er også erkendt, at virus og andre sygdomsfremkaldende mikrober bestandigt muterer og bliver usårlige over for de antibiotika, der førhen var deres banemænd: Den penicillin, amerikanske feltlæger fra slutningen af 1944 havde med i taskerne under Stillehavskrigen, viste sig et årti senere virkningsløs mod bakterier, den i starten kunne slå ned.

Amerikanske sundhedsmyndigheder, fortæller Garrett, har også fastslået, at der siden 1973 er opdukket 29 hidtil ukendte sygdomme, ligesom en snes velkendte fortidige plager er genopdukket – men nu i en mere dødbringende form, der ikke lader sig slå ned af kendt medicin.

Studier af den frygtede HIV-virus, der giver AIDS, viser, at sygdommen indtil midten af 1970erne var afsondret til Afrika og højst havde angrebet en brøkdel af en promille af verdensbefolkningen. Men den begyndte rigtigt at sprede sig på grund af voldsomme sociale forandringer, anfører Garrett:

Store befolkningskoncentrationer i Afrika; opsving i stiknarkomanien i Europa og USA; en øget “tolerance” og “liberalitet”, der i de europæiske og amerikanske storbyer opmuntrede til de famøse homoseksuelle orgier i forskellige klubber og saunaer. Opkomsten af storstilet, organiseret prostitution i verdens stigende antal af “megabyer” med mere end ti millioner indbyggere, bærer også ved til bålet. Afgørende for spredningen af AIDS i – og senere fra – Afrika var også krigen mellem Uganda og Tanzania i 1977-79, hvor massevoldtægter var et våben i etniske stridigheder. Den løbeildsagtige AIDS-spredning i Zimbabwe blev verdenskendt i 1999.

I USA og Vesteuropa – derunder Danmark – genopdukker nu tuberkulosen som en af indvandringens “berigelser”.

Og i et land, der åbner sine grænser som en ladeport for hvem som helst med lyst til ophold med luftigt og tvivlsomt belæg i et FN-papir, trækker trafikken utvivlsomt i hel-bredstruende retning. Meget tyder på, at vi ligger sådan, som vi selv har redt, og at det er bedre at forebygge end at helbrede. Influenza og andre, jævnligt tilbagevendende syg-domme kan danskerne og andre folkeslag næppe undgå i deres egne lande fra tid til anden. Men der er i influenzatider – og indimellem – de allerbedste grunde til at besinde sig på de sundhedsmæssige følger, der kan opstå i Vesteuropa, herunder Danmark, som følge af de seneste 25 års tiltagende folkevandring fra Mellemøsten og Afrika.

Sygdomfare forstærkes i allerhøjeste grad af politik – især den syge slags, der dyrkes af de internationalistiske, globale landsbytosser. Hvad mon der om føje år sker i Brøndby på grund af familiesammenføringsreglerne, der mange steder i kommunen fører til sammenklumpning af 10-15 mennesker i én lejlighed? De udsanerede baggårdshuse i Vesterbro står næppe tilbage for overbefolket tresserbyggeri med dårligt indeklima.

Når det kommer an på folkesundheden, må danskerne påregne nye plager fra sangens berømte led, der er af lave. Medmindre, dog, der kommer nye boller på suppen.

Keld Rasmussen

Information om Danmark:

De fremmede bringer livstruende sygdomme hertil.Epidemiske sygdomme breder sig med de fremmede: Tuberkulosen var næsten udrydet i Danmark, indtil den begyndte at brede sig igen med indvandringen af fremmede. “Der anmeldes stadig flere tilfælde af tuberkulose blandt personer født i udlandet og deres børn”, hedder det. Forekomsten af nye tilfælde blandt danskerne er fortsat lav: 3,7 pr. 100.000. Men de mange tilfælde blandt de fremmede bringer den samlede forekomst op på 9,1 pr. 100.000. Samtidig er der en iøjnefaldende forskel mellem de to befolkningsgrupper. Danskere der rammes tilhører den ældre generation med en medioalder på 47 år for mænd og 53 år for kvinder. Den tilsvarende alder hos de fremmede er kun 28 år.

Epidemiforskerne på Statens Seruminstitut sammenfatter udviklingen således: “Det stigende antal tilfælde af TB hos udlændinge afspejler, at der i disse år kommer et stigende antal flygtninge og deres familier fra de højepidemiske områder syd for Sahara. De fleste af disse tilfælde repræsenterer formentlig smitte inden ankomsten til Danmark, men der ses også småudbrud, der skyldes nysmitte.” Sundhedsstyrelsens meldesystem for smitsomme sygdomme, EPI-NYT, fra uge 34-35, 1997

Statens Seruminstitut meddeler, at man i årets tre første kvartaler har registreret det højeste antal tilfælde af tuberkulose i flere årtier. Der blev fundet 444 tilfælde af smitte – 26 pct. flere end i samme periode i 1996. Årsagen er de mange indvandrere og flygtninge, der er smittede med sygdommen. 2 ud af 3, der er smittede, er født i udlandet, eller er børn af udlændinge. Samtidig er der nu danskere, der rammes af den mest smittefarlige type af sygdommen. DR Tekst-TV den 24-11-97 med Jydske Vestkysten og de 3 Stiftstidender som kilde.

Det oplystes af tuberkulosen er kommet til Danmark igen med indvandringen. Der opdages 2 tilfælde af TB om dagen og årsagen skal findes i de fremmede, der kommer over grænsen med smitten. Flere tilfælde har vist sig at være resistente og kan ikke behandles med antibiotika. 50-60 pct. vil dø, hvis sygdommen er ubehandlet. Der blev afsløret et tilfælde med en mand fra Pakistan, der først efter syv års ophold i Danmark blev afsløret som smittebærer. TV 2’s Morgen TV den 07-04-98.

Hver fjerde HIV-positive i Danmark er indvandrer eller asylant. I 1990 er der i Danmark registeret 2.267 HIV-positive, hvoraf 25 pct. er udlændinge. (Dengang udgjorde de fremmede ikke mere end 4-5 pct. I dag nærmere 10 pct.). TV 2 , Tekst-TV den 01-12-97.

Citat af overlæge, dr. med. John-Erik Stig Hansen fra Hvidovre Hospital: “Vi står med en epidemi, som raser afsted i resten af verden, og vi kan deværre ikke lukke grænserne for den. Der er 30 mio. HIV-smittede på verdensplan, og kun mellem 1 og 5 mio. har mulighed for at blive behandlet. Resten spreder smitten og dør selv af AIDS. Berlingske Tidende den 23-08-98.

Det oplystes, at vi inden år 2000 vil have 4000 HIV-smittede i Danmark. DR 1 Nyheder den 23-05-98.

90 pct. af samtlige HIV-smittede bor i U-landene, og også andre sygdomme som tuberkulose, kopper, polio og kønssygdomme er igen begyndt at vinde frem. Politiken den 01-01-98.

En dansk læge kommenterer besk: “Det er fortsat ufatteligt at Sundhedstyrelsen, (tidl.) fru Weiss’ forlængede arm, ikke HIV-tester alle ankomne. Har jeg en patient, der skal udsendes til f.eks. visse baltiske lande, eller en student, der skal være tjener i Spanien i blot én sommermåned, kræver de HIV-certifikat”.

Under overskriften “Afrikanske indvandrere udgør en stigende del af de HIV-smittede” stod følgende at læse: det drejer sig bl.a. om indvandrere fra det centrale og vestlige Afrika. Der stod videre: “Det er konklusionen på en række nye tal fra Statens Serumsinstitut. Hvor hovedparten af Danmarks HIV-smittede indtil for to år siden kom fra bøssemiljøet, udgør den største gruppe i dag de heteroseksuelle. 42 pct. af de HIV-smittede er heteroseksuelle, hvoraf halvdelen er indvandrere. I de centralafrikanske lande er omtrent en tiendel af befolkningen smittet med HIV. Tallet må nødvendigvis være nogenlunde det samme for de indvandrere, der kommer (fra disse områder) til Danmark”, siger professor dr. med. Peter Skinhøj fra Rigshospitalet.

Blandt de heteroseksuelle smittede i Danmark er 58 pct. af kvinderne af ikke-dansk oprindelse, mens en trediedel af mændene er født og opvokset uden for Danmark. Samlet tegner indvandrerne sig for godt en femtedel af samtlige nye HIV-tilfælde i landet. Tyngdepunktet blandt de indvandrere og asylansøgerne, der bliver HIV-positive i Danmark, er afrikanske lande syd for Sahara, typisk folk fra Tanzania, Uganda, Zambia og Somalia. Også Thailand er godt med i statistikken. Men hele 78 pct. af de HIV-positive heteroseksuelle kvinder og 63 pct. af mændene er fra Afrika. Politiken den 02-11-97.

I følge Udlændingestyrelsen: Medmindre asylansøgerne selv bringer deres HIV- eller AIDS-sygdom på bane, har vi intet kendskab til sygdommen, og vi spørger ikke positivt til sagen. “Om man måtte være HIV-positiv eller ej, spiller ingen rolle i asylvurderingen”, siger Anni Fode, der er underdirektør i Udlændingestyrelsens asylafdeling.
En helt ny sygdom er kommet til Danmark med indvandringen. Det drejer sig om den uhelbredelige blodsygdom Thalassæmi, der stammer fra Mellemøsten, Sydasien og Afrika. Den viser sig når hel- og halvsøskende får børn sammen.

Specialist i arveforskning dr. med. Peter K. A. Jensen omtalte denne sygdom som et ikke ubetydeligt nyt arvemæssigt islæt i Danmarks befolkning. Den har medført at 25 børn indtil nu fødes med denne sygdom. Jyllands-Posten den 03-02-97

Fætter-kusine-ægteskaber mellem pakistanere udgør cirka halvdelen af alle ægteskaber og medfører et stort antal handicappede børn. Også blandt tyrker er denne indgiftning udbredt.
Ugeskrift for læger, 89, 151:1103, L. B. Knudsen, og Indenrigsministeriets pjece “Indvandrerbørn og handicap. Konferencerapport, august 1989.”

Sonia