TRUMP TAGER DET NØDVENDIGE SKRIDT

De har fyldt os med løgn for at fremme deres totalitære ordning

USA melder sig ud af FN-flygtningekonventionen i UNHCR. Det er den eneste måde der er for at få dem returneret uden accept fra oprindelseslandene.
Al den snak i Europa om om fælles hjemsendelseslejre og børnehjemsendelseslejre bliver ikke til noget realistisk. Uden medlemsskab af UNHCR, der kan opsiges med et års varsel, er problemerne om modtagelse og hjemsendelse løst.

“…TV2 Nyheder den 12. november 2006 (for 12 år siden) bragte interview med Dansk Arbejdsgiverforening og Velfærdskommissionen om indvandrernes og deres efterkommeres resultater i skolerne og i uddannelserne. Begge de interviewede meldte resultaterne var katastrofale. Det allermest katastrofale er, at den danske elite først bildte os ind det drejede sig om flygtninge – selvom UNHCR allerede i 1990 meldte det stik modsatte, at 19 ud af 20 ikke var flygtninge fra krig og forfølgelse -, der naturligvis skulle hjem igen, når der blev fred i hjemlandet, bedyrede eliten. Siden bildte den os ind, at vi havde voldsomt brug for indvandrernes og deres efterkommeres arbejdskraft…”

Derudover havde Velfærdskommissionen eftervist allerede i marts 2005, at indvandrere og deres efterkommere i gennemsnit er 3-3,5 gange så ofte ved de offentlige kasser og hos de offentlige velfærdsmedarbejdere, opregnet som forbrug i kroner og under hensyntagen til skattebetalingerne. Bevillingerne på finansloven til det udsigtsløse formål beløber sig i dag til mere end 280 milliarder pr. år: https://danmark.wordpress.com/2015/10/29/velfaerdens-fordeling/

For 12 år siden (12. november 2006) var det en skandale med flygtninges resultater i skolerne og i uddannelserne, hævdede Dansk Arbejdsgiverforening og Velfærdskommissionen i den bedste sendetid på TV2. Det er ikke en skandale, som den benævntes. Det er en katastrofe.

Sagen er den enkle at med IQ på 90 eller derunder i gennemsnit er højest halvdelen egnede til arbejde eller uddannelse. Det er bevist for flere år siden: Arthur Robert Jensen (1923 – 2012) efterviste dette i sin bog ‘The g Factor’ (1998). Andelen med IQ-gennemsnit 90 eller derunder udgjorde 60-62,5 pct. i Danmark i 2015 (afhængig af hvilke fødselsrater vi vælger, nu det offentlige ingen har, der er oprindelses-opdelt), og vil når det fortsætter med indvandringen og de højfertiles overvægt af årets fødsler blive til 64-65 pct. om 40 år mod 39 pct. i 1981. Uegnetheden bliver med andre ord mere og mere omfattende, både m.h.t. flygtninges forudsætninger for skole, arbejde og uddannelse. Og vi bliver kvalt i velfærdsomkostninger.

For 28 år siden:

FN meldte 19 ud af 20 er ikke flygtninge fra krig og forfølgelse i 1990. Og alligevel fortsatte vanviddet med løgn over løgn fra de ansvarlige. Samtidig drejede det sig næsten udelukkende om immigration (bestanden viste 60-62,5% i 2015) fra Mellemøsten, Sydvestasien og Afrika, hvor IQ-gennemsnittet er under 90. Kilde med rødt: https://danmark.wordpress.com/2007/01/23/det-gik-praecis-som-vi-meldte-for-12-ar-siden-ingen-ville-hoere-dengang/. Nej, det er 23 år siden i 2018. Det er der sket siden 2006 er, at den årlige tilstrømning er øget fra 16.198 til 24.410 i 2017. I 2015 41.836.

Men tonen i FN og EU ændrede sig 1998-2001 (uanset Arthur Robert Jensens nye viden fra 1998): https://danmark.wordpress.com/2017/10/31/det-er-snart-sket-uden-nogen-foretager-sig-noget-fn-og-eu-vil-have-de-europaeiske-befolkninger-udskiftet-med-immigranter-fra-afrika-mellemoesten-og-sydvestasien/

Derfor er det tiden nu at melde Danmark ud af UNHCR

Bedrageri førte til Danmarks undergang: https://danmark.wordpress.com/2018/01/19/bedrageri-foerte-til-danmarks-og-europas-undergang/

Da ingen andre danske medier eller blogge bringer denne information, ville det være fremmende om du sendte den til dine kontakter:

Foreslå dette indlæg til dine kontakter

 

FN-ANSAT SAGDE SIN MENING I MAJ 2008 OM IDIOT-PROJEKTET FORESLÅET AF SAMME FN I 2001 – OG VI KAN OPLYSE HVAD HAN SKREV, SELVOM LINKET TIL DET SKREVNE NATURLIGVIS ER FJERNET

ÉN ENKELT i FN SAGDE FRA OVER FOR PROJEKTET EUROPAS SELVMORD

22. august 2013 oplyste den britiske presse at EU ville modtage 50 mill. afrikanere, FN havde netop lokket EU til at give los på indvandringen i 2001. I sommeren 2015 satte Merkel så tsunamien igang:

Kæden af bekræftelser på denne udvikling er lang. Et enkelt led: 3. januar 2009 kunne vi læse, at med Lissabontraktaten har EU forpligtet sig til at aftage 50 millioner flere ikke-vestlige immigranter, endda 50 millioner afrikanske arbejdere, foruden de mindst 50 millioner, der allerede er sluset ind. Der er ligeledes skattefinansierede jobhvervningskontorer flere steder i Østeuropa, der skal invitere østeuropæere til Vesteuropa. Da beslutningen blev taget forventede alene Det Forenede Kongerige, UK, 400.000 flere ledige inden for de efterfølgende 6 måneder.
Kilde : http://www.express.co.uk/posts/view/78180/50million-invited-to-Europe

Der var én repræsentant for FN, der advarede således i 2008:

The news on UN, 22. maj 2008:

Excerpt from : http://www.ansamed.info/en/top/ME11.YAM18332.html

(selvfølgelig er linket nulstillet, så det var godt vi skrev af!)

“By Chiara De Felice (ANSAmed) – BRUSSELS, MAY 30 – The restrictive policies on immigration will be useless, the flows to Europe will increase because the southern Mediterranean coast will grow poorer and because the European Union still does not understand that it must stop focusing on trade and rather intervene to help the development. The United Nations send a strong and clear signal to Brussels: there is a risk of a mass exodus towards north in 2025…”

Det glædelige består i, at denne repræsentant for FN advarede os om i 2008, at vi skal sætte magthaverne i EU på plads eller fra styret. Han er nok blevet fyret nu. Det uhyggelige: vi siger ikke noget, hører ikke noget, ser ikke noget i 2013; heller ikke i 2017. Mindst 8-9 ud af 10 tænker som du.

I 2001 foreslog netop FN EU at modtage helt uoverskuelige antal, hvoraf halvdelen eller derunder ville være uegnede til arbejde og uddannelse:
https://danmark.wordpress.com/2017/04/08/efter-dette-kender-formalet-i-det-abne-der-er-helt-forfejlet/

Hvem finder vedkommende, så vi kan få et interview med ham/hende, der sagde fra?

A ‘dhimmi’ view of Europe – FN ER VED AT AFSKAFFE YTRINGSFRIHEDEN NETOP NU

An excerpt from:

A ‘dhimmi’ view of Europe

 

Ruthie Blum, The Jerusalem Post – 9.7. 2008

http://www.jpost.com /servlet/Satellite?cid=1215330916349&pagename=JPost%2FJPArticle%2FShowFull

She is the author of eight books, including The Dhimmi: Jews and Christians under Islam (1985); The Decline of Eastern Christianity: From Jihad to Dhimmitude (1996); Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide (2001); and – the one which captured international attention and catapulted her into the center of controversy – Eurabia: The Euro-Arab Axis (2005). Saying that Europe is basically finished, due to its kissing up to the Arabs, will do that.

In an hour-long interview on the terrace of her Mishkenot Sha’ananim digs overlooking the Old City of Jerus­alem, Bat Ye’or expounds on her bleak prognosis in an articulate tirade, raising her voice now and then for em­phasis, pausing occasionally to laugh. What she has to say about the state of the world, however, is more likely to make one cry.

RB: “Why do you use a pseudonym?”

For many reasons. First of all, when I left Egypt and started living in Europe, I found that I had changed – that I was no longer the person I had been before.

Secondly, I have always preferred to keep my personal and professional lives separate. I have always wanted my social standing to be distinct from my being the wife of my husband, the daughter of my parents and the mother of my children. It is a matter of independence.

RB: “Why did your family leave Egypt?”

We left as part of the big exodus of Jews from Arab-Muslim countries. Jews suffered from severe anti-Semitism, especially in Egypt. There was a powerful Nazi community, established by then Egyptian president Gamal Abdel Nasser. There were many anti-Jewish laws. There was a general feeling of insecurity. There was open hatred expressed by the Muslim Brotherhood, especially in relation to the Palestine issue. As early as World War II – particularly after the November 1945 pogroms in Egypt – Jews began leaving the country. Many went to Israel. At that time there was a Zionist underground. Zionism was made a criminal offense for which you could be jailed or even tortured. So, many young people left. For the old people, of course, it was difficult, be­cause many were members of the bourgeoisie, and it was forbidden for Jews to take any money or assets out of the country when they left. My parents’ assets were confiscated, for example, which created economic problems for our family.

RB: “Are you saying that as World War II ended, and in Europe Nazism became taboo, it was gaining strength in the Arab world?”

Yes, but even before and throughout the war, both Nazism and fascism were strong in the Arab world. Hitler and Mussolini were heroes. The whole Middle East was in turmoil because the Arab-Muslim popul­ations were all favorable to Nazism and anti-Semitic policies.

RB: “How much of what was going on in the death camps in Europe were you and other Jews in Egypt aware of at the time?”

We knew everything. I remember my parents listening very carefully to the radio. And it was also in the news­paper. But also, my mother’s family was in France, and they were forced to wear the yellow star. So we knew.

RB: “When you heard about the peace treaty that Israeli prime minister Menachem Begin signed with Egyptian pres­ident Anwar Sadat in 1979, how did you feel?”

I wasn’t following it that carefully, due to family problems. Nor was I familiar with Israeli politics at the time. But I trusted Begin to do the best thing for Israel. So, I did have hope. Still, what you have to understand is that the problem is much larger than Egypt. The whole Muslim world is becoming more and more radicalized – more rooted in Shari’a, and less open to anything outside the religion. This is due to the policies of the Organiz­ation of the Islamic Conference (OIC), with 57 Islamic member states and a permanent delegation to the UN. At its last summit in December 2005, it decided upon a 10-year plan, one of whose resolutions was to root the Islamic ummah – the world Muslim community – in the Koran and the [oral tradition of the] Hadith, which, of course, means Wahabbism. They also resolved to make the Palestinian issue the central issue of international politics. This is why we see relentless pressure on Israel from different countries. Because the OIC is an extremely powerful body, demographically, politically and economically.

RB: “The OIC is an Islamic body. How has it managed to turn the Palestinian issue into a Western focus? And to what do you attribute the political and cultural success of its ideology in Europe and the US?”

First of all, a distinction has to be made here between Europe and America, which have chosen opposite paths in relation to the Middle East. As for OIC influence on Europe: It is visible in immigration policy toward Mus­lims, and in the Muslims’ refusal to integrate into European societies.

The OIC considers nationalist-European movements, European history, European culture, European religions and European languages as Islamophobic. Why? Because Europeans have begun to feel that they are losing their own identity, due to their efforts to welcome immigrants who don’t want to integrate. As a result, they have adopted measures to stop illegal immigration, to control legal immigration and to curb terrorism. Europeans fear losing their historical and cultural assets – particularly those of democracy and human rights – to Shari’a law. They want one law for everybody – and it’s not Shari’a, which involves things like honor killings. It is thus that in all international forums, the OIC attacks Europe and demands that it apply multiculturalism.

Now, Europeans do not want multiculturalism. But this is a problem, because European governments – and especially the European Union – do not want to fight the OIC, and so they collaborate with it. Therefore, what we have inside Europe is a clash of interests between the European citizens and their governments.

RB: “A similar claim is often made about Muslim-Arab citizens and their governments – that a majority of the former is moderate, while the latter is extremist. Do you agree with this assessment?”

No, I don’t agree with it at all. In fact, the opposite is the case. In the Arab world, it is the governments – as we see so well in Egypt – that are at the mercy of the radicalized, Islamized, anti-Western, anti-American and anti-Israel masses who are in a dynamic of jihad. Certainly the majority of Muslims follow the ideology of con­quest; it is in the Koran and the Hadith. And every time they go to the mosque, they hear it. I mean, the first surah, that is recited five times a day, is anti-Christian and anti-Jewish. So they cannot escape from it.

Unfortunately, the Muslims who are against this trend don’t have the courage to make the effort to change it. And those who do have the courage are threatened with losing their jobs and having harm done to them and their families. So Islamism is the natural culture of the Arab-Muslim world. Even in Turkey an Islamist government has taken over. So, how can we deny the reality? And anyway, if the moderates were in the major­ity, they would be making protests and issuing manifestos against Osama bin Laden, instead of against America and Israel.

The environment is one of jihad on the one hand and of dhimmitude [the state of being a non-Muslim subject living in a country governed by Shari’a law] on the other. European countries are becoming dhimmi countries, and people don’t realize it, because they don’t know what jihad and dhimmitude are, so they don’t recognize what condition they’re in. When you have an illness, but are unfamiliar with its symptoms, you don’t know that you are sick. You feel sick, but you don’t know what you’ve got. You therefore can’t make a diagnosis or embark upon a method of treatment to cure yourself. This is the current condition of Western civilization right now.

RB: “How, then, do you explain the electoral victories of France’s Nicolas Sarkozy, Germany’s Angela Merkel, Italy’s Silvio Berlusconi and London’s replacement of mayor Ken Livingstone by Boris Johnson? Wouldn’t you consider this phenomenon as indicative that Europeans are making a diagnosis of and seeking a cure to the ill­ness you say they suffer from?”

Oh yes, they are extremely important developments which prove what I am saying about European citizens hav­ing had enough of this attempt to merge – culturally, religiously and demographically – the Arab and European sides of the Mediterranean. But the pressure exerted by the OIC on European governments is very strong. In ad­dition, there is the pressure of terrorism inside and out of Europe, and that of the oil. So the task of these new governments you refer to will not be easy, to say the least. I don’t doubt their good intentions. But I don’t know if they will succeed in bringing about the change their citizens want.

Furthermore, unlike President Bush – who recognizes that Israel has a legitimate right to exist as a normal nation in its homeland – the Europeans think that Israel’s legitimacy should be granted by the Palestinians and the Arab states. In other words, Europe is putting Israel into a position of dhimmitude, whereby it will be recognized by Muslims if it abides by certain rules and duties.

This is in keeping with its own mentality. When the European community, in December 1973, published its document on European identity in the Copenhagen Declaration, they themselves were adopting a dhimmi mentality toward the Arab League countries. After World War II, Europeans decided that they didn’t want any more wars. Then, when they suffered aggression, such as the oil boycott and Palestinian terrorism that emerged in Europe in the late 1960s, instead of fighting, they joined their aggressors. This was their concept of multi­lateralism – thinking that by joining those who attacked them, they would be protected. This is when a trem­endous Muslim immigration into Europe began.

RB: “You keep referring to immigration. Isn’t childbirth also a demographic factor, particularly since Muslims tend to have many children, while some European countries suffer from zero or minus population growth? Is it poss­ible that by virtue of their numbers, Muslims in Europe are influencing policy – and that it is not just due to the power of the OIC?”

Yes, but you have to understand that those who plan policy are Europeans. In other words, Muslim politics are conducted in Europe by Europeans themselves, based on the interests of Muslim lobbyists.

RB: “Isn’t Eastern Europe different from Western Europe in this respect?”

Yes, and Eastern Europe is more pro-American than Western Europe – which is what the Muslims want. It is easier to take over the West as a whole when it’s divided.

RB: “How has this affected European academia?”

European universities, like those in America – are indirectly and unknowingly – controlled by the Arab-Islamic lobby and the European appeasement, as are the schools. A teacher who attempts to teach according to the trad­itional European view of history is thrown out. Indeed, the freedom of expression and thought that has been so crucial for European democracy has disappeared.

RB: “Many Israeli academics bemoan a similar situation in Israel. Do you see the mind frame you’re describing infiltrating the Jewish state?”

Yes, because the EU is spending a lot of money on Israeli NGOs in order to promote policies which will lead to the destruction of Israel. The EU considers Israel to be an accident of history that has to disappear. It thinks that if Israel disappears, relations between Europe and the Arab world will be much better. Now, the EU doesn’t come out and actually say this, but all its policies, statements and actions are indicative of its aims. These aims could be developed in Israel and in America – especially when there is a new president.

RB: “Speaking of which, there is a concern among many Jews and Israelis that if Barack Obama becomes president, he will lean toward the kind of alliance with the Arab world that the EU promotes.”

Yes, because he has a kind of “Third Worldism” – you know, the view that we all have to get together and app­ease the enemy. I’m no specialist on Obama. But I think that Bush has been a great politician, and that history will show he was right. Aside from everything else, he has woken up Europe to the calamity of global terrorism – and this is what brought about the coming to power of Merkel, Sarkozy and Berlusconi. And Europe can no longer be as anti-American.

RB: “That’s ironic, isn’t it, considering that most Americans now hate Bush?”

That’s because they don’t understand what is really going on.

RB: “Given your bleak view of Europe, how is it that you didn’t end up living in Israel or the US?”

I love Europe. It is part of my family history and my culture. I can criticize it because I love it and want to help it. Look what Europe has given to the world: democracy and human rights, the love of peace. Look at its achiev­ements in the field of literature, music, law, architecture. There is a tremendous richness. But we have to fight for all those values and accomplishments. Otherwise, we will be living as dhimmis in barbarity.

RB: “Finally, how do you envision Western civilization 10 years from now?”

The Mishna says: “You are not required to finish the task, but neither are you free to desist from it.” Well, I feel that though I may not have done enough, I have tried the best I could. As for the future, it is difficult to say, but we must have hope. We have to educate the European, American and Israeli youth to recover their culture and values, since it is they who will have to continue the efforts to preserve freedom and democracy – and they who will have to fight to defend them.

 ———————————–

VIGTIGT SUPPLEMENT OG YDERST RELEVANT I FORHOLD TIL INTERVIEWET OVENFOR:

Lige nu forsøger FN at fjerne ytringsfriheden i Vesten, men USA og Danmark deltager ikke:

Sonia

Det Palaestinensiske National-Charter (PLO-pagten)

Det Palæstinensiske National-Charter (PLO-pagten)
Resolution fra Den Palæstinensiske Nationalforsamling
(PNC) 1. – 17. juli 1968.

Det Palæstinensiske Charter mod Israel bliver ofte nævnt. Her gengives det i sin helhed, for at alle læsere kan vide, hvad det drejer sig om. Her er intet ændret, sådan som mange hævder. Derfor er det ikke vanskeligt at forstå, hvorfor ufred fortsætter i Mellemøsten.

I modsætning til det, som påstås af medier og mellemøst-eksperter, er det palæstinensisk-arabiske national-charter, også kaldet PLO-pagten, aldrig blevet ændret. Sidst sagen var oppe til drøftelse var i forbindelse med Oslo-aftalen, hvor der blev indgået en aftale om, at chartret skulle ændres, så at staten Israel blev anerkendt. Der blev aldrig sat nogen deadline/tidsfrist for ændringen.

I sidste paragraf af charteret står der for øvrigt, at 2/3 af et fuldtalligt palæstinensisk nationalråd (PNC) skal stemme bekræftende vedrørende et ændringsforslag for ændringens vedtagelse. Et samlet palæstinensisk nationalråd består af 594 medlemmer. Problemet er, at PNC aldrig har været samlet fuldtalligt, siden før Oslo-processens begyndelse. Forudsætningen, for at Oslo-processen kunne komme i gang, var, at chartret blev ophævet, at terroren mod Israel blev standset, og at PLO skulle anerkende staten Israel. Arafat skrev under på dette i sit brev til Rabin, sådan at forhandlingerne mellem Israel og PLO kunne begynde.
Chartret er stadigvæk hverken ophævet eller ændret.

Chartret er oversat direkte fra den engelske tekst fra Basic Political Documents of Armed Palestinian Resistance Movement, Palestine Research Center, Beirut, December 1969, pp. 137-141.

Oversætteren har givet følgende vurdering af charteret og dets stemmelser:

”Ved læsning af chartret står det klart, at al tale om fred fra palæstinensernes side er hykleri. Kun ét kan skaffe fred i Mellemøsten, nemlig at FN erkender og håndhæver sin forpligtelse i h. t. Folkeforbundets vedtagelse i 1922 og FNs egen vedtagelse den 29.11.1947, at FN hjælper Israel med at tilintetgøre den 5.-kolonne, som FN med PLO har påtvunget det, og at Israel fuldtud overtager styringen i alle dets områder inkl. Gaza, Judæa, Samaria og Golan.” Hald pr. 7840 Højslev, – – Jørgen D. Grønbæk.

PLO-pagten.

Artikel 1. Palæstina er det palæstinensisk-arabiske folks hjemland, og er en udelelig part af det arabiske hjemland, og det palæstinensiske folk er en inte-greret del af den arabiske nation.

Artikel 2.

Palæstina med de grænser, som stod ved magt under det britiske mandat, er en udelelig territorial enhed.

Artikel 3.

Det palæstinensisk-arabiske folk har den juridiske ret til sit hjem-land og har efter befrielse af deres land ret til selv at bestemme udelukkende efter eget samtykke og vilje.

Artikel 4.

Den palæstinensiske identitet er ren, væsentlig, medfødt, iboende og karakteristisk. Den overføres fra forældre til børn. Den zionistiske besættelse og spredningen af det palæstinensisk-arabiske folk som følge af de katastrofer, det har været udsat for, fører ikke til, at det taber sin palæstinensiske identitet og sit medlemskab i det palæstinensiske samfund eller ophæver den.

Artikel 5.

Palæstinenserne er de arabiske borgere, som normalt boede i Palæstina indtil 1947, uanset om de blev udvist fra det eller blev tilbage. Enhver, som efter den dato er født af en palæstinensisk-arabisk far, i eller uden for Palæstina, er også palæstinenser.

Artikel 6.

Jøder, som normalt havde boet i Palæstina frem til begyndelsen af den zionistiske invasion, vil blive betragtet som palæstinensere.

Artikel 7.
At der er et palæstinensisk samfund, og at det har materielle, åndelige og historiske bånd til Palæstina, er indiskutable fakta. Det er en national pligt at opdrage de enkelte palæstinensere på en arabisk, revolutionær måde. Alle informations- og uddannelsesmidler må bruges for at gøre ham bekendt med sit land på den grundigst mulige måde, åndeligt og materielt. Han må være forberedt på den væbnede kamp og være rede til at ofre sin ejendom og sit liv for at genvinde sit fædreland og sørge for dets befrielse.

Artikel 8.

Det palæstinensiske folk lever nu i en fase af dets historie med national kamp for at befri Palæstina. Derfor er modsætningerne mellem de nationale palæstinensiske styrker af sekundær betydning, og de må afsluttes pga. den basale konflikt mellem de zionistiske og imperialistiske styrker på den ene side og det palæstinensisk-arabiske folk på den anden. På dette grundlag udgør de palæstinensiske masser, enten de befinder sig i deres hjemland eller i eksil, både deres organisationer og enkeltindivider, én national front, som arbejder for tilbageerobring af Palæstina og for befrielse af det ved væbnet kamp.

Artikel 9.

Væbnet kamp er den eneste vej til befrielse af Palæstina. Derfor er væbnet kamp den overordnede strategi og ikke blot en taktisk fase. Det palæstinensisk-arabiske folk befæster sin absolutte bestemmelse og faste beslutning om at fortsætte sin væbnede kamp og arbejde for den væbnede folkerevolution for at befri deres land og deres tilbagekomst til det. De forsikrer også deres ret til et normalt liv i Palæstina og til at udøve sin ret til selvbe-stemmelse og suverænitet over det.

Artikel 10.

Kommando-aktion udgør kærnen i den palæstinensiske folkekrig for befrielse. Dette nødvendiggør en omfattende optrapning og mobilisering af alle de palæstinensiske folkelige og uddannelsesmæssige anstrengelser, deres organisation og engagement i den væbnede palæstinensiske revolution. Der kræves også, at man opnår enhed i den nationale (wetani) kamp mellem de forskellig grupper i det palæstinensiske folk og mellem det palæstinensiske folk og de arabiske masser for at sikre revolutionens fortsættelse, dens optrapning og dens sejr.

Artikel 11. Palæstinenserne har tre mottoer: National (wataniyya) enhed, national (qawmiyya) mobilisering og befrielse.

Artikel 12.

Det palæstinensisk-arabiske folk tror på arabisk enhed. For at yde deres bidrag til, at dette objektive mål kan nås, må de imidlertid på nuværende stadium af deres kamp, beskytte deres palæstinensiske identitet og udvide bevidstheden om denne identitet og dens eksistens og modstå enhver plan, som tager sigte op at opløse eller svække den.

Artikel 13.

Arabisk enhed og befrielse af Palæstina er to sammenfaldende mål. Hver af disse baner vejen for realisering af den anden. Arabisk enhed fører således til befrielse af Palæstina, og befrielse af Palæstina fører til arabisk enhed. Arbejdet med realisering af det ene mål skrider frem side om side med realisering af det andet.

Artikel 14.

Den arabiske nations skæbne, ja selve den arabiske eksistens, er afhængig af Palæstina-problemets skæbne. Af denne afhængighed udspringer den arabiske nations stræben efter og kamp for befrielse af Palæstina. Palæstinas folk spiller en førende rolle under realiseringen af dette hellige, nationale (qawmi) mål.

Artikel 15.

Befrielsen af Palæstina udgør, set fra en arabisk synsvinkel, en national (qawmi) pligt til at slå den zionistiske og imperialistiske aggression mod det arabiske hjemland tilbage og at likvidere zionismen i Palæstina. Det overordnede ansvar for dette påhviler den arabiske nation, dens folk og regeringer, med det palæstinensisk-arabiske folk i spidsen. For denne opgave må den arabiske nation mobilisere sine militære, menneskelige, moralske og åndelige ressourcer i et aktivt samarbejde med det palæstinensiske folk i befrielsen af Palæstina. De må, specielt i den nuværende fase af væbnet palæstinensisk revolution, tilbyde og forsyne det palæstinensiske folk med al mulig hjælp og enhver materiel og menneskelig støtte, og give det alle muligheder og anledninger til at kunne fortsætte at påtage sig og at udføre dets ledende rolle, når det gælder at fremme den væbnede revolution, indtil
de har befriet deres hjemland.

Artikel 16.

Set fra et åndeligt synspunkt vil befrielsen af Palæstina sikre en atmosfære af sikkerhed og ro for Det hellige land, hvilket vil sikre landets helligdomme og garantere frihed til tilbedelse og besøg af alle grupper, uden diskriminering pga. race, farve, sprog eller religion. Af denne grund forventer det palæstinensiske folk støtte fra alle åndelige kræfter i verden.

Artikel 17.

Set fra et humanistisk synspunkt vil befrielsen af Palæstina give det palæstinensiske individ dets værdighed, stolthed og frihed tilbage. Af denne grund forventer det palæstinensiske folk støtte fra alle i verden, som tror på menneskets frihed og værdighed.

Artikel 18.

Set fra et internationalt synspunkt er befrielsen af Palæstina en defensiv handling, som er gjort nødvendig af kravene om selvforsvar. Af denne grund forventer det palæstinensiske folk, som ivrigt ønsker at have et venskabeligt forhold til alle folk, støtte fra alle de stater, som elsker frihed, retfærdighed og fred, for at kunne genoprette dets legitime rettigheder i Palæstina, genoprette fred og sikkerhed i landet, og sætte dets folk i stand til at udøve national suverænitet og frihed.

Artikel 19.

Delingen af Palæstina i 1947 og oprettelsen af Israel er helt igennem ulovlig uanset hvor lang tid, der går, fordi den var i strid med det palæstinensiske folks ønske og dets naturlige ret til dets hjemland og uforenelig med principperne i FNs charter, særlig retten til selvbestemmelse.

Artikel 20.

Balfour-deklarationen, Palæstina-mandatet og alt, som er baseret på disse, er at betragte som værdiløs og tomhed. Påstanden om historiske og åndelige bånd mellem jøder og Palæstina stemmer hverken overens med de historiske realiteter eller den sande opfattelse af, hvad der er en stat. Jødedommen, som er en religion, er ingen uafhængig nationalitet. Jøderne er heller ikke en selv-stændig nation med sin egen identitet. De er borgere i de stater, som de tilhører.

Artikel 21.

Det palæstinensisk-arabiske folk, således som det fremstår gennem den væbnede palæstinensiske revolution, forkaster alle løsninger, som er en erstatning for fuld befrielse af Palæstina, og det forkaster alle forslag, som sigter mod at likvidere det palæstinensiske problem eller en internationalisering af dette.

Artikel 22.

Zionisme er en politisk bevægelse, som er organisk forbundet med verdensimperialismen og fjendtlig mod alle frihedsbevægelser og progressive bevægelser i verden. Den er racistisk og fanatisk i sin natur, aggressiv, eks-pansiv og kolonial i sit mål og fascistisk i sine metoder. Israel er den zioni-stiske bevægelses redskab, placeret strategisk i hjertet af det arabiske hjem-land som base for verdensimperialismen til bekæmpelse af al arabisk håb om en arabisk nation med frihed, enhed og fremskridt. Israel er en konstant trussel mod fred i Mellemøsten og i hele verden.
Efter som befrielsen af Palæstina vil ødelægge den zionistiske og imperialis-tiske tilstedeværelse og vil bidrage til oprettelse af fred i Mellemøsten, forventer det palæstinensiske folk støtte fra alle liberale mennesker i verden og fra alle progressive og fredelige kræfter. Det palæstinensiske folk bønfalder dem alle, uanset deres sympatier og forbindelser, om at tilbyde hjælp og støtte til det palæstinensiske folk i dets retfærdige kamp for at befri sit hjemland.

Artikel 23.

Kravene til sikkerhed og fred, og kravene til sandhed og retfærdighed kræver, at alle stater ser på zionismen som en illegitim bevægelse og forbyder dens eksistens og bandlyser al dens virksomhed, for at venskabelige forbindelser mellem folkene kan blive bevaret, og indbyggernes loyalitet mod sine respektive hjemlande kan blive sikret.

Artikel 24.

Det palæstinensisk-arabiske folk tror på principperne om retfærdighed, frihed, suverænitet, selvbestemmelse, menneskelig værdighed og alle folks ret til at udøve disse.

Artikel 25.

For at realisere målene i dette charter og dets principper vil Den palæstinen-siske befrielsesorganisation gennemføre sin rolle i befrielsen af Palæstina i overensstemmelse med denne organisations konstitution.

Artikel 26.

Den palæstinensiske befrielsesorganisation, som repræsenterer de revolu-tionære palæstinensiske kræfter, er ansvarlig for den palæstinensisk-arabiske folkebevægelse i dens kamp for at udøve sin ret til selvbestemmelse over det på alle militære, politiske og financielle områder og alt andet, som det palæsti-nensiske spørgsmål kræver på det inter-arabiske og det internationale plan.

Artikel 27.

Den palæstinensiske befrielsesorganisation vil samarbejde med alle arabiske stater, hver i henhold til dens ressourcer, og vil bevare neutralitet i deres gensidige forbindelser i lyset af krigens krav om befrielse og vil på denne basis ikke blande sig i noget arabisk lands indre forhold.

Artikel 28.

Det palæstinensisk-arabiske folk vil fastholde oprindelsen og uafhængigheden i sin nationale (wataniyya) revolution og forkaster alle former for indblanding, formynderi og underkastelse.

Artikel 29.

Det palæstinensisk-arabiske folk har den fundamentale og ægte juridiske ret til at befri og genoprette sit hjemland. Det palæstinensiske folk bestemmer selv sin holdning i forhold til alle stater og magter på basis af disses holdning til den palæstinensiske revolution og til opfyldelse af Det palæstinensisk-arabiske folks målsætning.

Artikel 30.

De kæmpende – og de som bærer våben i kampen for befrielsen – udgør kærnen i folkearméen, som vil blive den beskyttende kraft om det, som Det palæstinensisk-arabiske folk har opnået.

Artikel 31.

Organisation skal have et flag, en troskabsed og en nationalsang. Alt dette vil blive udformet i henhold til en speciel vedtægt.

Artikel 32.

Vedtægter, som vil blive offentliggjort som Konstitution for Den Palæstinensiske Befrielses- Organisation, skal være i overensstemmelse med dette Charter. Den beskriver måden, hvorpå organisationen og dens organer og institutioner skal konstituere sig, hver enkelts kompetence og obligatoriske forpligtelse under Chartret.

Artikel 33.

Dette charter kan ikke ændres uden ved to trediedels flertal i blandt samtlige medlemmer af Nationalrådet (PNC) i Den palæstinensiske befrielsesorganisation, ved en speciel session sammenkaldt til dette formål.
– – – – – – –

Sonia

Supplement: Den lovlige løgn