Danmark

3. april 2009

1 trillion er 1000 billioner her, men 1 billion der er 1 milliard her


Husk, den latterlige forskel i betydningen af talordene i fastlandseuropa på den ene side og England og USA på den anden, den store Svenning Dalgaard overså den i aftes i sin hilsen fra G-20 mødet i London:

A billion over there er en milliard her. En billion her svarer derimod 1000 milliarder her. En trillion over there er en billion her. Derimod svarer en trillion her – forvirringens Svenning Dalgaard – til 1000 billioner her.

Tallet der var tale om i nytrykte forsøg var godt 1 trillion over there, men 1 billion, altså godt 1000 milliarder her.

Sonia

30. marts 2009

Inflation Is Tempting for Indebted Nations


Excerpt from The Wall Street Journal: http://online.wsj.com/article/SB123836516806167317.html#mod=djemITPE

By MARK WHITEHOUSE

“LONDON — U.S. President Barack Obama and U.K. Prime Minister Gordon Brown are seeking to lead the world into battle against the financial crisis, putting up trillions of dollars to revive their economies and bail out banks. Now, investors and other politicians are posing a troubling question: Can their governments handle the bill?

The answer, economists and analysts say, is almost certainly yes. But some offer a caveat: Countries with debt burdens mounting to levels not seen in decades will ultimately face a growing temptation to allow inflation to accelerate more than they typically would — a move that would slash the value of their debts as the prices of everything else rose.

That could cause a lot of pain for all kinds of investors, from U.S. and U.K. pensioners on fixed incomes to big holders of U.S. Treasurys such as the Chinese central bank.

“It would be epic, it would be terrible, but it’s probably easier than outright defaulting,” says Kenneth Rogoff, an economics professor at Harvard University and former chief economist of the International Monetary Fund.

Messrs. Obama and Brown have cast themselves as the vanguard of efforts to lift the global economy out of recession, as leaders of the world’s 20 largest economies prepare for a crisis-fighting summit in London on Thursday. Both have announced fiscal-stimulus packages, with the U.S. planning to spend some $787 billion. And both have turned to “quantitative easing,” in which their central banks plan to print large amounts of money — more than $1 trillion in the US, and at least £75 billion ($107.26 billion) in the U.K. — in part to buy some of the same bonds the governments will issue to cover their gaping budget deficits.

If the stimulus measures show signs of working and preventing deflation, both the U.S. and the U.K. will face a new quandary: when and how to stop and get their budget deficits under control.

If they wait too long, they could launch an upward spiral of prices as too much stimulus money chases the same goods and labor — a possibility that has recently raised increasing concern. Last week, Czech Prime Minister Mirek Topolánek, before resigning Thursday after an earlier no-confidence vote, echoed complaints from other European leaders when he called the U.S. spending plans the “road to hell.” Meanwhile, poor demand at a U.S. government bond auction and the failure of a separate auction in the U.K. added to unease about the market’s willingness to support the countries’ heavy borrowing.

Some analysts have gone so far as to conjure up images of Germany in the 1920s or Zimbabwe in the 2000s, where the printing of money to cover chronic deficit spending debased currencies and bred hyperinflation. “Horror stories about how hyperinflation starts are going to be surfacing again,” says Jan Loeys, global market strategist at JPMorgan Chase & Co. in London. “Investors are getting worried.”

Most economists and analysts say that in the case of the U.S. and U.K., that kind of doomsday scenario is extremely unlikely. While they believe policy makers will prefer to err on the side of inflation, they don’t expect it to get out of control. Heavy borrowing could boost both governments’ net debt to nearly 100% of the nations’ annual economic output, but that’s still less than Japan, which so far hasn’t had trouble issuing bonds despite its lower credit rating. At the right price, both countries’ bonds have a lot of natural buyers, such as pension funds that need to lock in payments stretching far into the future.

More pernicious, though, will be the political cost of making the interest payments on all the new debt. If interest rates rise to a moderate level, economists estimate that annual debt payments could reach 4% of GDP, an amount roughly equivalent to the entire U.S. military budget, forcing tough decisions on what else to cut.

The debt-service burden could be even more troublesome in the U.K., which faces the prospect of sharp budget cuts and higher taxes after years of depending on the finance sector for much of its tax revenue…”

 

Sonia

27. marts 2009

Fremmede overtager boligerne – kontant eller pr. halal-laan med storebroedrene i baggrunden


http://www.dinepenge.dk/bolig/artikel/nydanskere-holder-gang-bolighandler

“Nydanskere holder gang i bolighandler

Af Mikael Hjorth

Tirsdag den 24. marts 2009, 12:00

I nogle områder står nydanskere for syv ud af ti bolighandler. De er ikke så bekymrede over krisen og låner penge af hinanden til at købe hus eller lejlighed.

Indvandrere og efterkommere af indvandrere er meget mere opmitistiske i forhold til boligmarkedet end andre danskere, skriver Bolius, Boligejernes Videncenter. Finanskrisen har ikke i samme grad afholdt nydanskere fra at købe bolig som flere generations danskere.

“Indvandrerne er helt klart med til at holde hånden under boligmarkedet. Det kan de, fordi de ofte handler kontant og ikke i samme grad som danskerne er afhængige af at få finansieringen godkendt af kreditforeningen,” siger kommunikationschef Niels H. Carstensen fra Home…”

———————

Nu tilbydes der halal-lån – dem med den kontante overtagelse og den skjulte rente, ‘så deres gud ikke kan se renten’. Med whisky kører med samme begrundelse en tilsvarende kamouflage-trafik fra bl.a. Jordan i Mellemøsten – eksport af whisky på bl.a. kamouflerende mælkekartoner til andre arabiske lande.

Complement: http://www.pakistanlink.com/mahjabeen/01142005.htm

“…Ziaul Haq bulldozed Islam into unwilling throats. Public alcohol consumption was still not common in the Benazir and Nawaz years, or at least strenuous efforts to camouflage and conceal were made. With Musharraf now quite inclined towards alcohol, pet dogs, Ataturk and secularism, euphemized as enlightened moderation, parties in Pakistan are no different from what they would be any Western country. There was a time that Pepsi was used to camouflage whiskey, now in mehndis and weddings there are regular bars serving vodka, whiskey and beer should you so desire…”

Sonia

25. marts 2009

Information: Kommer snart: kapitalisme, version 3,0 – men der er én


http://www.information.dk/183151:

“Kapitalismens nekrologer overser kapitalismens historisk unikke tilpasningsdygtighed

Kapitalismen befinder sig i sin værste krise i årtier. En kombination af dyb recession, globale økonomiske skævheder og de facto nationalisering af store dele af verdens finansielle sektor har skabt alvorlig ubalance mellem markeder og stater. Hvordan en ny balance skal findes, er i nuværende fase rent gætteri…”

——————————————————————-

Hvis du vide noget andet end vrøvl (så er det ikke på dette link du finder noget særligt på)

Desværre må vi beklage, næsten alt er

grundlæggende misforstået:

“Dog kan hverken privat ejendomsret eller markedet fungere uden sociale institutioner, som kan understøtte dem…”

Sludder, også i den grad.

Ordet eller betegnelsen kapitalisme, der ikke er noget anerkendt begreb, er opfundet af Karl Marx. Faktisk findes der ingen andre meningsfulde indretninger, hvis man vil undgå at alt styres fra toppen. De såkaldt ikke-kapitalistiske indretninger forbruger langt større mængder af ressourcer pr. produceret enhed og uligheden er tilmed sat bevidst i system i de tidligere nærmest på skrømt konkurrerende systemer – i virkelighedens verden.

Der indledes med en lodret – antagelig bevidst – misforståelse: Både markedet og den private ejendomsret lever fint uden sociale institutioner. Forskellige former for kollektivordning, hvor finansieringen ikke efter nogen indbildt naturlov går over skatterne, opstår naturligvis, hvor der er behov herfor. F.eks. kan forsikrings- og pensionordninger samt sundhedsvæsen sagtens finansieres over kollektive private ordninger. Sådanne findes i adskillige civiliserede lande, Tyskland og USA, der har klaret sig lige så godt eller bedre end vi har gjort her.

Den såkaldte finanskrise skyldes lige som de andre, at pengeudstederne – d.v.s. politikerne – forlanger et større forbrug end systemet kan magte. Dette fører først til inflation. Derefter forsøger man på forskellig vis at kurere sygdommen ved at give patienten mere af den medicin, som netop gjorde sygdommen værre. Så længe man som politiker kan afstøde problemerne på statsgælden går det.

Det private anonyme aktiebrevsbevis i form af ihændehaveraktier er indført ved lov af politikerne. Det medfører i sidste ende, at pengeudstedelsen lægges ud til private virksomheder. Her er der et internationalt problem.

Og når et land har teet sig med inflation, svigtende eksport-afsætning med fortsat øget indenlandsk forbrug, så kommer statsgældsætningen, der simpelthen skyldes at der er udstedt for mange pengemidler og ydet for store kreditter i forhold til økonomiens virke. Så har landet blot kunnet devaluere. Her er der et internationalt problem, som igen er skabt af genvalgsihærdige politikerne, der for at få egne særønsker opfyldt, tilbyder mere, end det er muligt at imødekomme uden at snyde på vægten.

Adam Smidt var foredragsholder i Retorik, Æstetik og Litteraturhistorie i Edinburgh fra 1748. I vinteren 1750-1751 berørte han temaet Social Economics og blev professor i Logik i 1751, senere i Etik i Glasgow. Han var anti-merkantilistisk, men beskæftiger sig ikke nævneværdigt med pengebegrebet – hvorom det meste drejer sig, når man vil forstå økonomiens virke i virkelighedens verden. Næsten hele hans økonomi-betragtning er ren teori uden nogen berøring med virkeligheden.

Statens indblanding er langt større end artiklen oplyser:

Uddrag af  http://www.lilliput-information.com/economics/velg.html

Udviklingen i lyset af Velfærdskommissionen seneste redegørelser i 2004 og 2005 kunne være året 1960 sammenlignet 2001/2002:

Bruttonationalproduktet: (samfundskagen) i 1960 384,6 mia. 1995-kr. 1.188 mia. 1995-kr.

I skat betaltes: i 1960 26 pct. af samfundskagen (BNP=Bruttonationalproduktet) eller 100 mia. 1995-kr., i 2001 51,5 pct. af samfundskagen eller 612 mia. 1995-kr.

Offentligt ansatte: i 1960 406.000, i 2001 ca. 850.000.

Samlede antal beskæftigede steget med: 600.000 i perioden 1960-2001, hvoraf 450.000 til det offentlige og 150.000 til salgbar produktion.

Antal modtagere af overførselsindkomst: i 1960 var 600.000, i 2001 1.822.000, heraf 1.100.000 i de erhvervsaktive aldre, hvoraf 700.000-800.000 ledige eller ”på sidelinien”, d.v.s. som modtagere af dagpenge, bistandshjælp, førtidspension eller anden overførselsindkomst (det hele omregnet til helårsmodtagere).

Offentlige pengeoverførsler og tjenesteydelser: udgjorde 20 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 44 pct. af samfundskagen.

Offentlige tjenesteydelser: udgjorde 14 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 28 pct. af samfundskagen.

Offentlige pengeoverførsler: udgjorde 6 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 16 pct. af samfundskagen.

Den danske stat skyldte: i 1960 59,3 mia. 1995-kr., i 2002 573 mia. 1995-kr.

Ændringer kort i perioden 1960-2001: At dele: 3 gange mere At betale i skat: 2 gange mere plus 63,7 pct. af produktionsforøgelsen

Til at hjælpe: mere end 2 gange flere

At understøtte: mere end 3 gange flere

Statens gæld: 9,7 gange større

Problemet er den igangsatte Keynes-økonomi efter WW2, specielt som den blev misbrugt i praksis og førte til, at staterne blev systematisk gældsatte i største hast efter 1970, siden der i øvrigt intet internationalt pengesystem har eksisteret. Keynes selv beskæftigede sig ikke nævneværdig med monetære hold.

Bretton-Woods systemet byggede fejlagtigt på guld til en fast dollarspris, men dette system var selvfølgelig yderligere skæbnesvangert, når dollarnationens United States Congress ligeledes var befolket med inflationsivrige politikere.

Nu er der, som tingene har udviklet sig, behov Keynes’ Fjerde Essential, der gennemført fører til reelle valutakurser i stedet for nominelle kurser kombineret med en egentlig globalisering af verdensøkonomien i et system, hvor kapitalen gives frit spil, men hvor de politiker-drevne muligheder for spekulation er så godt som ophørt i verden.

Kendetegnende for udviklingen med 68-generationens ageren er at velstanden blev indkradset og forbrugt på skattefinansieret såkaldt velfærd til erstatning. Det har ført til at staterne i Vesten opsluger alt for stor en del af produktions- og samhandelslivets frit tjente kapital. Slutresultatet: en stor del af den arbejdskraftintensive produktion afstødes simpelthen og forlader Vesten til fordel for de fremmeste udviklingslande, hvis konkurrencefordele nærmest eksploderer, fordi de ikke har en sådan værdiopsuger, som vi har her.

I Danmark er velfærd næsten fuldstændig skattefinansierede overførsler og offentlige tjenesteydelser, d. v. s. ydelserne er en privat rettighed, men finansieringen kollektiv. I andre europæiske nationer er forsikringsprincippet derimod langt mere dominerende d. v. s. også individuel finansiering. Globalisering er et nyt smart ord for den internationale konkurrence. Selv hvor forsikringsprincippet er bærende for udviklingen, er der svære overvejelser om, hvad der kan gøres for at sikre skansen på hjemmefronten, fordi konkurrencen simpelthen river vore opbygge såkaldte sociale systemer i stumper og stykker.

Det samme sker i EU:

Med den internationale konkurrence var det netop markedernes ubegrænsede mobilitet herunder de finansielle markeders mobilitet, der blev afprøvet med den politikerskabte oppustede forbrugsøkonomi via kreditøgningen, sidst i folks huse.

Politikerne havde muligvis regnet med den gik sammen med faldende priser på importvarer fra vækstområderne i Østen, der i den ydre opregning mindsker den synlige inflation. Den gik selvfølgelig ikke. Eller også lavede man det hurtige opsving med en u-vending for netop at finde et falsk, men måske politisk gangbart argument for euro-JA-et efterfølgende.

Kapitalens frie bevægelighed vil underminere staternes evne til at regulere, specielt arbejdsmarkedet. Lønpresset og reduktionerne må tage imod truslerne om tab af endnu flere jobs. De globale finansielle markeder har ingen indbygget selvregulerende konkurrencemekanisme, og de fremkalder krise efter krise – sådan som de inflationsivrige politikere spiller med. Kriserne bliver dybere og dybere, og samtidig øges presset på de sociale systemer med krav om flere reduktioner.

Presset fra kriserne fører til enten opløsning af velfærdsstaterne i sammenknyttede, forsvarende blokke (i valutaerne Euro, Dollar, Yen eller Renminbi-zoner) eller tilbagefald til de gamle gamle fjendebilleder, måske en kombination af begge scenarier.

Men politikerne kan ikke bære at deres demokratiske funderede velfærds- og nationalstat opløses samtidig med at globaliseringen går mod enden, fordi politikerne og især deres befolkninger/vælgere tvinges til at bære tungere og tungere byrder uden nogen sikkerhed for at blive dækket ind.

Euro-Union er prototypen på denne udvikling. Dens dårligt skjulte dobbeltmotiv var 1) frygt for dollars-dominans og dollarkonkurrence og 2) frygt for at genforeningen af Tyskland med dens tidligere D-mark. Men frygt bygger altid på en falsk analyse af udviklingen. Det var ikke US-dollar som truede de europæiske markedsandele i verdenshandelen. Det er Europas tab af viden og teknologi og Europas træghed m.h.t. reelt omstillende reformer og fornyelser.

Politikerne ligger som de har redt:

Skiftende danske regeringer har skruet samfundet sammen over en 40 års periode, valgt at udvikle det, eller valgt at afvikle det, hvorved landet er kommet i den situation, at vi rammer mod naturlige stopklodser for finansieringen af velfærden om ganske få år. Skatteprovenuet kan ikke finansiere velfærden, og skatteprocentens højde, priserne på vore eksportvarer og statsgælden stopper udviklingen via globaliseringen.

Den nødvendinge omstilling til den ultimative international konkurrence er særligt blevet forsømt på det europæiske kontinent, hvor tilstrækkelig friholdt kapital til omstillingen i stedet blev opslugt af den evigt hungrende skattefinansierede forbrugssektor med i tillæg aldringsproblemet, som velfærdsmodellerne over livstid ingenlunde tog højde for. Samtidig har vi med overbeskatningens vildt overbudte lønkrav fra et mestendels monopoliseret arbejdsmarked fået bortkonkurreret det mest løntunge, og den udvikling fortsætter.

Den røde pil i figuren nedenfor viser den umulige eller den ideologiske vej. De sorte pile viser den mulige vej. Der er ingen andre veje. Sker omstruktureringen ikke meget snart, selvom det nærmest ser umuligt ud under forudsætninger om den øgede internationale konkurrence kombineret med velfærdens voksende finansieringsproblem, der særligt stammer fra den voksende ældreandel og den samtidigt faldende tilgang til arbejdsstyrken plus elitens selvskabte fejlskud til løsning af dens selvskabte fertilitetsproblemer – indvandringen fra Sydasien, Mellemøsten og Afrika, jvfr.: Børsen den 1. december 2005: http://borsen.dk/nyhed/81323/ – går landet naturligvis i økonomisk kollaps.

Dette er ikke hvad de fleste plejer at høre – men sandt:

Opsving er noget politikerne bestiller – f.eks. via overbelåning af boligmassen eller aktieboblen fra 1990erne. Præcis som med finanskrisen, der er en direkte følge af begge disse bestillinger. Hvad forbrugerne, private og offentlige giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se/høre økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbruget udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger. Sådan spiller klaveret ikke.

For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende, anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes USA-privatforbruget til kun omkring 8,5 pct. af producenternes udgifter til produktionsfaktorer – det som indgår i produktionsprocesserne – og andre producentvarer. D. v. s. at forbruget af kapitalgoder var 12 gange større end privatforbruget (8,5*12 = 100).

Produktionsprocessen består af et utal komplekse stadier, i dag langt flere end i 1920erne. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år (her 12). Det der gives ud på forbrug, privat og offentligt – stammer rigtignok fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive udgifterne til produktionsfaktorerne, hvori aflønningen af arbejdskraften indgår helt centralt), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere.

Man forsøger simpelthen at tvinge systemet til at frembringe mere forbrug, end systemet er i stand til. Andet er det ikke.

J. E. Vig, 25. marts 2009

23. marts 2009

Det Danske Velfærdssystems Dilemma


English version

Det danske velfærdssystem byggende fortrinsvis på skattebetalinger og offentlige udgifter over livsforløbet var dømt til undergang fra begyndelsen. Det viser sig at indvandringen pr. individ fra ikke-vestlige lande koster det offentlige, i sidste ende virksomhederne 2,6 mill. kr. pr. individ i gennemsnit over livsforløbet, hvorimod en dansker kun belaster med 750.000 kr. i gennemsnit. Forskellen er altså en faktor 3,47 gange. Sidstnævnte beregninger stammer direkte fra Børsens referat af Velfærdskommissionens arbejde i artikel 1. december 2005.

Desværre er det stort set hver gang sådan, at når indholdet på et link kan bruges til politisk ukorrekte formål med en vis virkning, fjernes de: Nu skal læseren til: http://www.fm.dk/~/media/publikationer/imported/velfaerdskommissionen/2005/fremtidens-velfaerd-og-globaliseringen_oplaeg.ashx?la=da og sammenholde de 2,6 mill. side 26 med underskuddet for en gennemsnitsdansker på 750.000 kr. over livsforløbet i forhold til velfærdssystemet. Det sidste beløb aflæses i maj-rapporten 2004 fra Velfærdskommissionen.

Lad den grønne oval illustrere den danske offentlige sektor og den blå den private frie, samhandlende sektor.

Det kan ikke lade sig gøre at forcere udviklingen fra det øverste venstre til nederste strukturelle størrelsesforhold, fordi den offentlige sektor dræner den private sektors muligheder for meget til fornyelse og ekspansion sammen med alle andre omkostninger. Hvis vi ønsker fortsat at have en offentlig sektor i det lange løb af cirka den størrelse vi har nu, skal der ske en reduktion af den offentlige sektor midlertidigt.

Der er ingen vej uden om.

Den røde pil viser den umulige eller den ideologiske vej. De sorte pile viser den mulige vej. Der er ingen andre veje. Sker omstruktureringen ikke meget snart, selvom det nærmest ser umuligt ud under forudsætninger om den øgede internationale konkurrence kombineret med velfærdens voksende finansieringsproblem, der særligt stammer fra den voksende ældreandel og den samtidigt faldende tilgang til arbejdsstyrken plus elitens selvskabte fejlskud til løsning af dens selvskabte fertilitetsproblemer – indvandringen fra Sydasien, Mellemøsten og Afrika, illustreret ved beregningerne i første afsnit – går landet naturligvis i økonomisk kollaps.

Opsving er noget politikerne bestiller – f.eks. via overbelåning af boligmassen eller aktieboblen fra 1990erne. Præcis som med finanskrisen, der er en direkte følge af begge disse bestillinger. Man forsøger at tvinge systemet til at frembringe mere forbrug, end systemet er i stand til. Andet er det ikke.

Jo flere år løsningen udskydes desto værre bliver kollapsen.

Det er ren matematik.

Historien om det danske velfærdssystem

J. E. Vig

20. marts 2009

EU haenger paa de sydlige og nye medlemmers gaeld


Wall Street Journal:

http://online.wsj.com/article/SB123747972153985751.html#mod=djemITPE

By MARCUS WALKER in Berlin and ADAM COHEN in Brussels

European Union leaders, meeting at a Brussels summit, rejected calls to expand their fiscal-stimulus policies, or to boost aid for struggling Eastern European countries.

The EU leaders said they are willing to provide $75 billion to increase the International Monetary Fund’s war chest, provided the U.S. and China also pledge money. The IMF is seeking to double its resources for helping countries to $500 billion from $250 billion.

na-aw586_eusumm_d_200903191638151

(Vi har tilføjet denne tekst under billedet:) Vi undrer os ikke over de institutions-traditionelle, latterlige, men obligatoriske masse-portrætter, som altid viser os en flok grinende, nærmest upåvirkede galninge/skuespillere, der absolut intet aner om det, som de har med at gøre undtaget i bedste fald rollen.

But key EU countries including Germany and the U.K., are opposed to expanding the bloc’s own fund for helping ailing economies in Central and Eastern Europe. Much of that €25 billon fund ($32.7 billion) has been spent on aid to Hungary and Latvia.

Throughout Europe, the strain is reaching the real economy. According to news reports, in cities and towns across France Thursday, more than one million people marched to demand more government action to address the effects of the crisis.

Germany and other major European countries are under pressure from the U.S. to do more to support the sagging world economy through tax cuts or higher government spending. So far the EU, led by Germany, has rejected calls for additional stimulus measures and warned the U.S. not to press the issue at the coming summit of 20 leading economies in London on April 2.

German Chancellor Angela Merkel said in a speech to Germany’s parliament on Thursday that her government was doing more than most to support the world economy through higher spending and lower taxes. Germany’s stance could come under pressure from financially weaker countries within Europe as their economies sink deeper into trouble, economists say.

Struggling EU countries range from Ireland and Spain, where housing-market bubbles have burst, to Hungary and Latvia in the continent’s post-communist East, where capital flight has forced governments to seek IMF aid.

Although Germany is in its worst recession in 60 years, Europe’s biggest economy has relatively strong public finances and enjoys the trust of capital markets.

That means Germany could be doing more to raise its domestic demand through higher government borrowing, say critics. Germany’s reluctance to do so means its neighbors’ recessions will be worse than necessary, says Julian Callow, European economist at Barclays Capital.

Nordic countries, the Netherlands and Switzerland can help in this process, Mr. Callow says, but Germany is by far the biggest country with a trade surplus.

The consequence of Germany’s cautious fiscal policy could be that Spain, Italy, Ireland and other financially weak economies will have to slash wages and other costs to restore their competitiveness. These euro-zone countries no longer have their own currencies, so they can’t do it by devaluing their exchange rates.

Germany’s defenders say the country is already doing a lot. Germany’s extra spending plans and tax trims add up to 3.5% of GDP, spread out over this year and next. Fiscal-support measures even come to 4.7% of GDP if the automatic effects of higher benefits and lower tax revenue in a recession are added, according to the government.

“Germany is already going to the limit of what is financially possible to stimulate the economy,” says Jörg Krämer, chief economist at Commerzbank in Frankfurt. The country is on track for a budget deficit of 5% to 6% of GDP next year, compared with a balanced budget in 2007, he says. Spain, Italy and other struggling economies have structural problems, rather than a problem of insufficient demand in Germany, says Mr. Krämer.

Ms. Merkel and other German policy makers are reluctant to add to their deficit spending for several reasons. Germany faces growing fiscal strains because its aging population spells rising pension and health-care spending. Recent governments have tried hard to cut public debt as the population ages.

Germany is a backer of EU fiscal rules that forbid excessive budget deficits, and Berlin fears that if it sheds that role, other countries will splurge and end up with more debts than they can repay. Then, the thinking in Berlin goes, German taxpayers will have to bail out spendthrift Italians and others.

——————-

Sonia

Vi har ikke just holdt det hemmeligt de sidste 12 år, hvorledes det ville gå

Why the Meltdown Should Have Surprised No One

14. marts 2009

Bolig- og energirenovering er ny forrykt byfornyelse og gavebod


http://www.bt.dk/article/20090313/pcpolitik/903130394/

Boligpakke sendt til timeout

Uenigheder mellem regeringen og Dansk Folkeparti på den ene side og Liberal Alliance på den anden har standset forhandlingerne om boligrenoveringspakken.
———————————–

Boligrenoveringspakken skulle sendes til knockout. Vi må simpelthen håbe at deltagerne i dette projekt snart vil blive meget til grin og foragt. Først sender man huspriserne til skyerne uden voldsom forbrugerprisinflation i øvrigt ved at øge gældsætningen med mere end 50 procent i boligerne og tilmed gøre dem til rene spilleobjekter oveni. Så kommer finanskrisen som en utvetydig og direkte villet følge af dette sidste fællesvestlige kollaps-initiativ. Så var der enkelte der havde forlånt sig og spillet for meget fandango med boliglånene. Så et lille prisfald på boligerne i et enkelt halvår, efter de ellers var blevet fordoblet på 5 år og endnu mere over 10. Men som kronen på værket skal boligejerne nu tildeles 1,5 mia. kr., hvis de vil have nyt energirenoveret badeværelse, et energirenoveret moderne køkken, en ekstra hulmursisolering, en energirenoveret skorsten til den superforurenende afgiftfrie mellemklasse-brændeovn til afgiftsfrit brændsel per sankekort, eller hvad man nu kan tænke sig af energiforkvaklede kunster.

Menneskeskabt CO2 som argument er bevist at være rent psykopatisk sludder i denne forbindelse.

Sig det dog: Vi nødt til at få håndværkerne igang, ellers stemmer de galt eller rødt. Vi er godt klar over det hele så bliver meget værre bagefter, men det er vi nødt til at blæse på, for vi aner ikke vore levende råd med alt det gylle vi og andre har udledt og ladet tårne sig op. Det bliver den næste regering, der skal tage skraldet. Det gør’et al’så.

Økonomi- og Erhvervsminister Lene Espersen (K) overvejer ny finanspakke der skal hjælpe boligejerne. Der kommer en rentestigning via rentespændet til eurozonen som følge af bl.a. eurokoblingen og kronesvagheden – skabt af forbrugsøkonomien herunder i særdeleshed boligboblen selv – og den vil måske nu ramme boligejere – måske især dem, der har spillet fandango med lånene – 1/2 procentpoint højere rente på boliglånet. Men så skal ministeren også nok være der med en ekstrapakke mere.

Udskriv bare det valg – Vi stemmer ikke, vi peger på vanviddet uanset regeringernes ultralet skiftende chokoladebrune farve.

Fløde, let bitter, half and half, half and half ….med eller uden Hardenuss.

Sonia

10. marts 2009

Germany: No more stimulus packages, EU: IMF in a stronger role with more means, US: More Global Stimulus and Public Loans


Extract from:  Wall Street Journal, Economy, 10 Mars 2009

http://online.wsj.com/article/SB123663601845976399.html?mod=djemITPE

By ADAM COHEN

BRUSSELS — European Union finance ministers on Tuesday will ask countries with large financial reserves to help double International Monetary Fund resources to $500 billion, and will seek a stronger IMF role in economic surveillance, according to a draft statement. The draft document, which the EU will present to finance ministers and central bankers from the Group of 20 countries at a meeting near London this weekend, doesn’t name the countries to contribute. China and Saudi Arabia appear likely candidates. Japan has already offered $100 billion.

The draft seems to put the EU at odds with the U.S. Washington plans to emphasize the need for bigger economic stimulus packages at the G-20 summit on April 2, while playing down proposals to strengthen international financial regulation.

The statement says the 27-nation EU “is doing its part to support demand,” and makes clear the EU wants better international coordination of financial-market authorities, with the IMF playing a key role. The bloc also seeks “the rapid establishment of colleges of supervisors for all major cross-border financial institutions,” according to the draft.

Yet European leaders aren’t unanimous about increasing regulation. Vaclav Klaus, president of the Czech Republic, said in an interview with The Wall Street Journal on Monday that increased regulation is likely to be “the biggest, biggest cost of the recession.” Mr. Klaus, a well known skeptic of regulation who holds the rotating presidency of the European Union through June, said the cost of regulatory changes would likely be “more important than two years’ loss in GDP.”

German Finance Minister Peer Steinbrück, heading to a meeting of euro-zone finance ministers, told reporters Monday there would be “no more additional money” for economic stimulus in Germany. The country has criticized sweeping stimulus packages, saying a credit crisis can’t be fixed by more massive borrowing. Germany’s stimulus package, at around €80 billion (about $101.3 billion), is the largest in the EU, which agreed in December to spend roughly €200 billion on stimulus packages.

The U.S. — an economy only slightly larger than the EU — last month launched a $797 billion stimulus package on top of the $168 billion plan created a year ago.

EU leaders said before that they want to boost IMF lending capacity. The draft statement, which is likely to be approved at a regular meeting of EU finance ministers here Tuesday, says the EU would be ready to contribute to the $250 billion boost, but gave no idea how big the contribution would be.

“EU member states support a doubling of IMF resources and are ready to contribute to a temporary increase, if needed,” the finance ministers’ draft statement says. The draft invites “countries that over the last years have accumulated significant foreign reserves to participate.”

The IMF has provided about $48 billion in emergency funds to countries battered by the financial crisis. Latvia, Hungary, Ukraine, Belarus and Serbia have received help, as well as Iceland and Pakistan. With the IMF warning that developing nations could need a lot more help, there is concern that the organization’s current $250 billion facility could evaporate quickly.

The EU recently rebuffed a call from Hungary, one of the hardest-hit EU economies, for the bloc to set up a special bailout fund for Eastern Europe. EU leaders, including Eastern Europeans wary of being tarred with Hungary’s economic weakness, said they would instead help individual countries as they get into trouble, and only after the IMF has stepped in.

The draft offered a possible carrot for emerging economies with surpluses to contribute more to the IMF. The IMF should be reformed to “more adequately reflect relative economic weights in the world economy,” the statement said.

—Peppi Kiviniemi contributed to this article.

Printed in The Wall Street Journal, page A6

 

Extract from: http://online.wsj.com/public/page/news-economy.html

Complements:

Hungary to Support the Forint

Hungary’s plan to intervene in foreign-exchange markets helped to boost the forint against the euro.

Latvia to Seek Revision of IMF Deal

Less than three months after securing a $10.5 billion lifeline, Latvia is backtracking on a deal the IMF hoped would lower economic risk region-wide.

U.S. to Push for Global Stimulus

The U.S. will press world leaders to boost emergency spending to lift the global economy, risking a rift with Europeans more concerned with revamping financial regulation.

China Prices Fell 1.6% in February

A drop in China’s consumer Prices in February further darkened the country’s economic outlook and reinforced worries of deflationary pressures.

New Fears as Credit Markets Tighten Up

The credit markets are seizing up again amid new anxieties about the global financial system.

Deals: In Bond Sales, Which Banks Work Hardest?

China Warns of Severe Fiscal Conditions

China’s industry minister said economic conditions remain “very severe.” Data this week could show the first signs of deflation and a further slump in trade.

U.S. Firms in China See Downturn

Taiwan Exports Fall 28%

Stimulus Watchdog Toes Delicate Line

China Urges G-20 Teamwork

No Lifeline Promise for Russian Tycoons

—————————————————————

Todays’s Key words: More artificial impacts on demand make evil worse, and the capital seeks for safe harbors.

Dagens Nøgle ord:  Mere påvirkning af efterspørgslen gør ondt værre, og kapitalen søger mod sikre afkast-havne.

 

Sonia

5. marts 2009

DET ER NEMT AT BEGRIBE, HVORFOR DE TAGES PAA SENGEN

Filed under: Arabization, Balkan, CO2, Crimes, Culture, Danmark, Demographics, Dhimmi, Dhimmitude, Economics, Education, Environment, Eurabia, Euro-Arabic Axis, Europa, Europe, European Integration, Fertility, Finanskrise, folkeskolen, Free Speech, global opvarmning, Globalopvarmning, History, Holland, Immigrants, Immigration, Islam, Jihad, Justice, Klima, Kosovo, Naturalisation, Naturalization, Norge, Oil, propaganda, Science, Serbia, skoler, Statistics, Sverige, Sweden, Terror, USA, Værdikrise, War, Welfare — Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , — Jørn @ 10:30

Arrogant uvidenhed – kaldes den

menneskelige egenskab, tilstand eller

attitude, der blokerer sammen med

stoltheden

 

Det er ikke så svært at forstå eller blive bragt til at forstå, hvorfor situationen med bandekrig i og omkring København hele tiden skærpes, og hvorfor hele udviklingsmønstret tydeligt ser ud til at kunne føre mod krigstilstand overalt i landet.

Det forudsætter kun at ‘de store spørgsmålstegn’ åbner ørene og lukker munden: Andre var langt klogere end I var allerede i slutningen 1980erne, og de kunne derfor på grundlag af viden og indhøstede erfaringer andre steder fra med sikkerhed forudsige, hvorledes det ville gå, når indvandringen fortsatte til Danmark.

Der var ikke strålende karrierer, der stillede sig hindrende i vejen for sandheden blandt de forudseende. I troede I gjorde en forskel. Ja, troede…

At krigen starter blandt dem, der har pengene at købe våben og transportmidler for, skal man ikke undre sig over. Det var de narkohandlende bander.

Nu er det forhåbentlig ved at være slut med de beroligende historier til os intetanende og måske også slut med de overlegne til tider overbærende og samtidig arrogante smil fra eliten til undersåtterne foran skærmene.

Se, det var ikke pøblen der valgte at orientere danskerne i tide (for 20 år siden), selvom I beskyldte dem for alt undtaget pædofili og landsforræderi, men det er pøblen der tager over på gadeplan fra nu af. Præcis, som man ikke gad høre. Og når man ikke vil høre, så må man føle. En livsvisdom der stadig gælder ganske uantastet af diverse sindssyge vedtagelser og ditto undladelser i FT.

Længere er den ikke.

Sonia

2. marts 2009

Stolte over intet andet end ingenting : ‘KEJSERENS NYE KLÆDER’


VIRKELIGHEDEN DER KUNNE SÆTTE

LIDT IGANG OG SIKRE ET RÅDERUM

FOR DEN NØDVENDIGE OMSTILLING

TIL KONKURRENCEVILKÅRENE:

Ikke alene topskatten, men hele progressionen skal fjernes (fradragene ophæver forvejen progressionen og har gjort det i årevis). Plus der skal ske en voldsom nedsættelse af den for alle herefter fælles, gældende trækprocent uden nogle fradrag overhovedet til 25-30 procent, samtidig med lønningerne nedsættes med 15-20 pct. Dette vil mærkes som en lønfremgang..

De fatter så absolut intet af situationens alvor. Det er en skændsel.

Forslaget her ville igangsætte noget af det, som nu glider os endeligt af hænde med største hast. Og skatteprovenuet vil ikke blive betydeligt mindre end i dag af to grunde: Dels bliver skatteindkradsningen yderst effektiv samtidig med behovet for skattekontrol via selvangivelsen og andet totalt fjernes, dels tiltrækkes der så meget udefra og flere eksisterende ting kan naturligvis også udviddes, fordi det nu betaler sig så meget at gøre det, at det ekstra skatteprovenue fra blot det sidstnævnte vil være ganske betragteligt.
Et nok så afgørende aspekt vil være at skattetænkningen og snyderiet, der mest drives ved de højere indkomster, nærmest fjernes endegyldigt.

Skatteopkrævningen og lønningerne har simpelthen kvalt den eneste kilde som kan skabe ny købekraft til dækning af pengemidlerne, som politiker blot flotter sig med og derfor gør værdiløse til sidst, når det fortsætter.

Problemet er at de typer der skal træffe sådanne beslutninger absolut intet ved om det, de beskæftiger sig med og deres rådgivere fra administrationen kunne aldrig finde på at foreslå noget, der blot for en kort stund (ganske vist indbildt) truede deres eget levebrød den mindste smule.

Hvorfor jeg skal have en grøn check at betale grønne afgifter med er lidt svært at forstå. Kunne jeg så ikke lige så godt blive fritaget for de grønne afgifter? Nej, det kan jeg nok ikke, fordi checken selvfølgelig lige knap dækker de ekstra afgifter på el, vand og varme, der skal indføres.

Det er altså så jublende sindssygt: Man undrer sig samtidig over, at folk ikke benytter sig af kunne skifte leverandør af el. Sandheden er at el koster ca. 17 øre pr. kWh, og vi betaler mere end ti så meget for den, kr. 1,78, med afgifterne lagt til allerede. Mon ikke vi skal gå ud fra afgifterne bliver de samme – bortset fra de nu sættes yderligere op – ved skift af leverandør? I Florida betaler man 68 øre pr. kWh, og her bidrager man sandelig også som forbruger til det grønne look over regningen.

Sonia

« Newer PostsOlder Posts »