Danmark

20. december 2007

Uddrag af Radio Holger: Om at være dansker


Sandheden skal gøre Eder frie !

  
Onsdag den 19. december  2007
   
Her er Radio Holger Internet 

Uddrag af  “Om at være dansker “:
 
“Der synes i den danske offentlighed at herske en fuldstændig forvirring om, hvilke personer der med rette kan karakteriseres som værende danske og hvilke ikke, og udgangspunktet for denne forvirring er de danske journalisters manglende vilje til at skelne mellem de danske statsborgere og de egentlige danskere, skønt denne skelnen burde være indlysende. Men da der bestandigt synes at være store problemer med denne skelnen, skal jeg her begrunde den.
 
Danske statsborgere kan være både danskere og fremmede med danske papirer. Et statsborgerskab er intet andet end en rent juridisk formalitet, der helt vilkårligt kan ændres, dog kun for de fremmedes vedkommende. Mens danskerne fødes med et dansk statsborgerskab, og det derfor ikke kan ophæves, da det ikke er givet af nogen instans men er en arvet ret, så kan fremmede tildeles et dansk statsborgerskab af de danske myndigheder, og de fremmedes statsborgerskab kan følgelig ophæves vilkårligt igen, netop fordi det er givet af en instans. Princippet er her, at hvad der kan gives med et pennestrøg, kan også ophæves igen med et pennestrøg.
 
Danske statsborgere er ikke nødvendigvis danskere, for med begrebet ”dansker” henviser man til en nationalitet og ikke til et juridisk forhold. Og nationaliteten angives alene af fødsels- og livsomstændigheder, der ikke kan ændres men følger personen hele livet. Det er således ikke regeringen, og det ikke er folketinget, der bestemmer om en person er dansker, for regeringen og Folketinget kan kun bestemme om en person skal være dansk statsborger, og det er altså noget helt andet end dette at være dansker. Det er en persons fødsel, kultur og religion, der definerer en person som værende dansker.
 
Den første betingelse for at være dansker er, at man er af nordisk afstamning, og fødes man ikke af nordiske forældre, så kan man aldrig blive dansker. Det er noget forrykt sludder, når indvandrere med anden etnisk baggrund end dansk kaldes danskere for alene dette, at de netop har en anden etnisk baggrund gør dem til fremmede. Mens man kan skifte statsborgerskab, som man skifter skjorte, så kan man naturligvis ikke ændre på de omstændigheder man er født under, og fødes man med anden etnisk baggrund end dansk, så kan man aldrig blive dansker, simpelthen fordi man jo er noget andet.
 
Den anden betingelse for at være dansker er, at man lever i den danske kultur og taler dansk. Det er således fuldstændigt meningsløst at påstå, at en person med en asiatisk kulturel baggrund, der ikke taler dansk, skulle have noget med det danske at gøre, blot fordi denne person tilfældigvis lever i Danmark. Det drejer sig således ikke om, hvor man lever men om, hvordan man lever. Det danske sprog og den danske kultur er en uomgængelig forudsætning for dette at være dansk, og her er ikke tale et gebrokkent dansk eller en underlødig kultur, men om det rene danske sprog og om den traditionelle danske kultur. Alt det urene og kosmopolitiske kan kun karakterisere den fremmede og ikke danskeren.
 
Den tredje betingelse for at være dansk er, at man er kristen eller i det mindste har et vist kendskab til kristendommen, der opstået gennem dette at leve i et grundlæggende kristent samfund. Ved at leve i et kristent samfund indoptager man de kristne værdier, uanset om i øvrigt skulle opfatte sig selv som værende ateist. Og de fremmedes afgudsdyrkelse karakteriserer dem også som værende netop fremmede. At også danskere lejlighedsvis kan eksperimentere med forskellige former for fremmed gudsdyrkelse er sandt, men det bliver aldrig andet end netop eksperimenter, og det er kun et udtryk for personlig umodenhed, hvilket f.eks. tydeligt har vist sig gennem 68-generationens  latterlige dyrkelse af nogle tilfældige indiske knægte, der ved at fremsætte de rene banaliteter har fået titlen guruer hos de enfoldige 68ere. Men eksperimenter blandt forvirrede hoveder kan aldrig lægges til grund for noget, og 68ernes guru-dyrkelse er kun latterlig og bør ikke tages alvorligt. I forbindelse med forholdet til det religiøse må også den vidt udbredte misforståelse om trosfriheden fjernes, for når Grundloven tilsiger danskerne trosfrihed, så er det alene for danskerne dette gælder, idet Grundloven er skrevet for det danske folk. Fremmede kan ikke påberåbe sig en ret, der er givet det danske folk, og de fremmedes gudsdyrkelse er således ikke beskyttet af Grundloven.
 
At være dansker er således noget helt andet og mere end bare dette at være en dansk statsborger, hvad en hvilken som helst fremmed jo desværre kan være i vore dage. I stedet for at stræbe efter den lykkelige situation, hvor alle danske statsborgere skal være rigtige danskere, dvs. hvor der er overensstemmelse mellem statsborgerskab og nationalitet, så stræber man nu efter den modsatte situation, hvor statsborgerskabet intet siger om, hvilken nationalitet man er af. Det er en ulykke, som indvandringen har påført os, og man må håbe, at vi en dag når frem til en situation, hvor der kan rettes op på dette.
 
Den 13. december vedtog og udsendte Europa-Parlamentet et voldsomt angreb mod de europæiske patrioter, og Europa-Parlamentet har dermed utvetydigt placeret sig på de såkaldte anti-racisters side. Europa-Parlamentet har følgelig også stemplet sig selv som en forsamling af fædrelandsløse slyngler, der ikke kan tillægges nogen som helst positiv betydning. Nogle få retfærdige i Europa-Parlamentet stemte imod eller undlod at stemme for den forbryderiske vedtagelse, men hovedparten af medlemmerne tillod sig at udtale en fordømmelse af de europæiske patrioter, og dette vil blive husket. Man skal dog ikke bilde sig ind, at europæerne står og bukker for Europa-parlamentet, for Europa-parlamentet er og bliver kun et skin-parlament, en parlamentarisk sandkasse, og parlamentets fordømmelse af de europæiske patrioter får nok større betydning for parlamentets egne medlemmer end for de europæiske patrioter. At Europa-Parlamentet direkte truer de europæiske patrioter og opfordrer til officiel chikane mod patrioterne i medlemslandene, det er ikke alene direkte forbryderisk men også meget uklogt af medlemmerne af parlamentet, for medlemmerne af Europa-Parlamentet har vist intet at vinde i en sådan konfrontation.
 
I medierne finder man den 18. december den følgende mærkelige og også morsomme notits: »Måske mener en tyrkisk advokat, at korset er et stærkere symbol end den muslimske halvmåne. I hvert fald har Baris Kaska, der har specialiseret sig i europæisk ret og bor i den tyrkiske by Izmir, lagt sag an mod det italienske fodboldhold Inter. Holdets brøde består, ifølge advokaten, i, at Inter ved en kamp i Champions League mod det tyrkiske hold Fenerbahce bar trøjer med røde kors på en hvid baggrund. – Det kors minder kun om en ting, korsridderne, siger Baris Kaska til den britiske avis The Times. – Mens jeg så kampen, følte jeg stor sorg. For korset på hvid baggrund symboliserer racistisk, vestlig overlegenhed, tilføjer han. Baris Kaska søger ikke blot erstatning for en tabt fodboldkamp – Inter vandt 3-0 – men også at få det europæiske fodboldforbund, UEFA, til helt at annullere kampen. Kaska mener, at både UEFA og det internationale fodboldforbund FIFA bør idømme Inter en betragtelig bøde for at spille med et forkætret symbol på trøjerne. Inters talsmand har en anden forklaring på trøjerne. Korset på trøjerne er byvåben for Milano, hvor klubben har hjemme, og holdet har fået de nye trøjer i anledning af klubbens 100-års jubilæum.« Ja, med tyrkerne og korset er det ligesom med fanden selv, for når han ser et kors, så farer han ned i fortabelsen med et skrækkeligt hyl! Men hvis det røde kors på hvid baggrund virkelig skulle symbolisere racistisk vestlig overlegenhed, så må vi sandelig til at bruge det mere…”

Sonia