Danmark

4. december 2011

Ikke nemt overskueligt i det østlige Middelhav netop nu


Ikke nemt overskueligt i det østlige Middelhav netop nu.

1. Der blev indgået en aftale om militært samarbejde mellem Israel og Rusland sidste år i september

2. Det fører til at Israel og Rusland kører fælles øvelse i området.

3. I mellemtiden har Israel meldt klart ud om truslen fra Iran

4. Rusland har interesser i Iran p.g.a. olie og gas og andet samarbejde

5. Israel har fundet olie og gas i Middelhavet. Libanon hævder at have ret til fund-området

6. Rusland er meget opsat på at olie- og gasleveringsmuligheder via Det Røde Hav til Asien

7. Middelhavs-manøvre med russisk deltagelse har indtil nu været noget der sker med engelsk accept

 

Et engelsk resumé/dokumentation:

September 2010: http://rt.com/news/israel-barak-military-serdyukov/

“A new five year plan has been hammered out and signed during a meeting of the Russian and Israeli defense ministers in Moscow. The agreement boosts military ties between the two nations to help them fight common threats, such as terrorism and the proliferation of weapons of mass destruction. The agreement inked today by Russian Defense Minister Anatoly Serdyukov and his Israeli counterpart Ehud Barak sketches out the further military co-operation between the two countries for the next five years. Specifically one of the highlights of the document is that Russia will buy 12 UAVs from Israel. The Russian minister said that 50 technicians are already being taught to operate them.

There was also a talk to build a joint facility where those drones will be built, because Russia expressed desire to participate in manufacturing of the UAVs. The document also sketches out details of further military cooperation: an exchange of experience and information in spheres of mutual interests, which includes issues of international security. It also dwells on development of military education, medicine, physical training and other issues.

“Our views on many modern challenges are close or coincide,” acknowledged Russia’s Defense Minister. “First of all, it has to do with terrorism and non-proliferation of weapons of mass destruction.”

In turn, Ehud Barak pointed out that Israel follows closely the situation with terrorism in Russia’s North Caucasus, because both Russia and Israel are under the threat of radical Islamic terrorism…”

http://www.jpost.com/IranianThreat/News/Article.aspx?id=245868

Germany has long been viewed as  the weakest European link in the anti-Iranian regime sanctions chain. The Merkel  administration has showed no appetite to sanction the Iranian Revolutionary  Guard Corps or Iran’s Central Bank. Both entities are deeply immersed in Iran’s  nuclear program and finance its foreign terror proxies – Hamas in the Gaza Strip  and Hezbollah in Lebanon.
Anti-Iranian regime activists have protested  against forums and meetings in Berlin over the past two months meant to promote  trade with the Islamic Republic.
The rift between Germany and Israel over  how to sanction Iran is also playing out on the military front. While the UK and  Dutch foreign ministers at the Brussels meeting on Monday did not explicitly  rule out military intervention against Iran, Westerwelle categorically rejected  it. Germany is, however, the only EU country that purports to see Israel’s  security interests as integral to its own.

http://www.freerepublic.com/focus/f-news/2811985/posts

Russian navy nears Cyprus drilling zone (Joint Russo-Israeli exercise )

The “Admiral Kuznetsov” class aircraft carrier is currently off the coast of Malta and heading for eastern Mediterranean from their base in the Barents Sea.

Informed sources have said that the Russian navy and Israeli military will hold joint exercises next week close to Cyprus Exclusive Economic Zone. The exercises are slated to begin on the 28th November and last a week. Commentators say that Russia is determined to send the message that they have invested interests in the region and will secure them. It is understood that the aircraft carrier is carrying 24-fixed wing planes and a number of helicopters. It has also been reported in the press that the Russian navy may request to use port facilities at Limassol.

The radio report also claimed that three Russian destroyers are currently anchored off the Syrian coast. Russia’s naval supply and maintenance site near Syria’s Mediterranean port of Tartus will be modernized to accommodate heavy warships after 2012, the Russian Navy chief said earlier this week.

————————————–

At Rusland og Israel afholder fælles flådemanøvre i Middelhavet ville vi her gerne betragte som betryggende. Det sporadiske jødehad der blusser op i de såkaldt frelste kredse i Vesten er intet at regne mod det tilsvarende had i Mellemøsten. Rusland har store erfaringer med islamiske mindretal, og vi vil indtil videre håbe på, at Rusland, USA og Israel kan og vil klare det fornødne for såvidt angår den tiltagende trussel mod Rusland underliv.

Part 1 – Obsession Part 2 – Obsession Part 3 – Obsession Part 4 – Obsession Part 5 – Obsession Part 6 – Obsession

25. november 2011

SAA SMUTTEDE PÅHITTET MED ENERGIPLAN, FASTLANDSEUROPA


DET HAR IKKE VÆRET HOLDT HEMMELIGT

Biomasse og vindenergi var en sød sang i tumpernes ører. Men hjernedødt i dobbelt forstand. Det viser sig at den såkaldte CO2 fra biomasse er større end tilsvarende fra kul, og vindenergi et fint supplement, men en for ukoncentreret produktions- og lagringsform til at dække stor andele, og derfor også for dyr – det har være kendt viden i årevis. Der røg skatteindtægtsforøgelsen i denne omgang, og så må der andre påhit til. Hele Fastlandseuropa faldt for den, selvom det var noget sludder. Uvidende mennesker vil have noget at tro på, noget der samler dem, noget der styrer dem og os. Her er det ene påhit efter det andet vigtigt, men hemmeligt hvad det primært drejer sig om, vel at mærke for ikke mindst, skal påhittet samtidig skovle penge ind til piratfiskene. De kan ikke betale, uden at konfiskere mere og mere hvorfra deres eneste kilder er, så vindenergifordyrelsen skal du lige betale over elregningen alligevel, og så skal iøvrigt erhvervsfiskerne, der ellers holder sig langt væk sig fra piratfisk, også forbydes at smide de fisk ud igen, som de ikke må fange med de netmasker, som de har fået pålagt de skal bruge af de samme påhittende piratfisk. Fat det dog!

Talen om CO2 er i øvrigt ganske absurd. CO2 har ingen betydning i almindelighed og selvfølgelig ikke for folk, der ikke er blevet hjerneforvaskede.

Man hævdede ganske vist at CO2 fik temperaturen til at stige på jorden. Men det blev bevist allerede i foråret 2007, at det er rent sludder og humbuk. Det forholder sig lige netop omvendt. Temperaturens skiften får havene til at afgive eller absorbere mere eller mindre CO2 – og det er har ingen betydning, plus menneskene kan intet påvirke i denne sammenhæng, da næsten det hele stammer fra forrådnelsesprocesser fra døde dyr og planter, der som bekendt er nogle stykker af på kloden. Det er alt for stort ligesom Solen til kommissærer har noget at skulle tilføre med nogen effekt. Det er derimod den evige gentagelse af løgnen – der skal være stor ifølge både Joseph Göbbels og Johan Tetzel – for den gør de magtsamlende underværker: Så snart pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer.

Det samlede bevis udført af kvalificerede forskere: The Great Global Warming Swindle (the entire movie here)

—————————————————————————————–

Det startede under Præsident John F. Kennedy i august 1963:

15 unge forskere, som man stolede på, blev sat i en studiegruppe og lukket inde i et undergrunds-etablishment (Iron Mountain) nær byen Hudson, New York. Formålet var de sammen skulle finde ud af, hvad der skulle til for at samle magten yderligere og selvsagt bevare kontrollen med menneskene uden krige. Keynesianer-økonomen John Kenneth Galbraith deltog blandt andre. Svaret efter nogle måneder var:

Total fødselskontrol. Rapporten beskriver herudover, hvad der skal til i den nye politik for at erstatte krigen som effektiv magtsamlende faktor: F.eks. få total kontrol med de nationale økonomierne efter en kollaps, en allestedsnærværende international politistyrke, til bevidstheden hos individerne skulle man have en trussel fra rummet, d.v.s. invasion af rumvæsener, en massiv forurening, nogle fiktive forskellige fjender, nye religioner, og andre myter.

Dokumentationen findes hos Leonard C. Lewis: “Report from Iron Mountain On The Possibility And Desirability Of Peace”.

Der var altså en af deltagerne, der mente offentligheden skulle vide besked. Siden hen kom Romklubben med en slags opfølgning (”Grænser for vækst” og ”Menneskeheden ved et vendepunkt”), da vi bl.a. nåede til Europa-unionen og de politiker-skabte strukturproblemer i bl.a. Europas landbrug, men rent faktisk til et egentligt verdsligt testamente for den religiøse tro på bl.a. udåndingsluften, CO2.

—————————–

PS:

Vi varmer meget heroppe nordpå, for meget har varmluftsministeren sagt.

Hvorfor så alle de folkeflytninger af individer fra den varme del af kloden til den kolde del af kloden, for det giver da mere behov for fuel-opvarmning til rum og mere forbrug af varmt vand?
Kan man forestille sig med udtalelserne fra FN, at kloden måske er begyndt at vippe p.g.a. indvandringen?
Ikke mindst i lyset af, at problemerne i Dafur og på Elfenbenskysten hævdes af FN at skyldes klimaet?

For ikke længe siden kunne vi høre tidligt om morgenen om de miljøvenlige brændeovne. Til andre tider kommer det frem, at netop mellemlagenes brændeovne med gratis eller billigt brænde fra vennerne i nomenklaturaen er ti gange større forureningskilder end f.eks. bilerne.

Begge dele kan ikke være sande?

BETAL TIL KASSE TRE – DER ER ØREMÆRKET


El koster under en tiendedel af det du skal afregne

16,8 øre i indkøb og cirka det samme for at få det leveret og afregnet af kartelfirmaerne, så er overprisen bliver til 33,88 øre pr. KWH. Når alle former for afgifter indtil videre er lagt på til de christianborgske piranhas løber afregningen op til 1,78 kr. pr. KWH. Prisen skal bare ganges med godt 10,6. Du kan også sige, at overprisen skal tillægges afgift på mere end 1000% til rovfiskene, der ikke alene angriber de jordiske naturlove, men også universet byggesten med afgiftslove i rovfiskenes hang til at snyde os til underkastelse – Islam.

[så når kartellets små anderumper står og faldbyder billig billig el ved supermarkedernes indgange, så spørg dem om du kan få el afgiftsdæmpet, ellers er det meningsløst for andet end dem selv]

Nu skal der lige lægges godt hundrede kroner mere på elregningen pr. mdr. eller mere end 1200 kr. pr. år. Det er to nye afgifter. Én for vindmøller, der er dyrere at lave el fra og én såkaldt omstillingsafgift, som vi ikke skal vide hvad er. Der tales en del om CO2, der er lige meget og ganske uden betydning i almindelighed og for folk, der ikke er blevet hjerneforvaskede.

Amgående omstilling: Efter sigende skulle nogle forventede olisprisstigninger begrunde afgifterne: “Og gør vi det på vores måde, så kommer de til at stige mindre, end de ellers ville have gjort,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil, klima- og energiordfører for Socialdemokraterne, til tv-stationen.”

Hvis olien bliver dyrere, så skal afgiften op, for der vil nemlig aldrig kunne omstilles til ren vindenergi. AT DET SKULLE FØRE TIL LAVERE AFREGNINGSPRISER FOR EL ER EN AND. VI ER STÅET HELT AF. JA, DET ER SANDELIG EN SÆRLIG MÅDE, MEN SOM ALLE POLITIKERE, NÅR DE ER VED MAGTEN, KAN BLIVE ENIGE OM:   SKATTER OG AFGIFTER OP, SÅ ALT LUKKER. 

KOM MED DEN HELAFTENSUDSENDELSE!

El-afregning i Danmark og i Florida:
Amerikanerne, der også har fået forskellige miljøafgifter på el, fordi hjerneforvaskningen er verdensomspændende, betaler dog kun 0,6806 kr. pr. KWH. Altså en godt en 1/3 af afregningen i DK.

—————–
De folketingsansattes problem er at de ikke kan magte udgifterne til ikke-vestlige med et stadigt faldende indkomstskattegrundlag grundet lukning, afskedigelser og udflytning. Flere afgifter gør det hele værre.

9. september 2011

DET ER SOM DET MAA VÆRE MED EURO-ZONEN: og vi er koblet til kursen, ellers var det sket forlængst


Nu vil de sænke renten i ECB. For to måneder siden ville de hæve renten i ECB. Det er ikke så mystisk. Når man har bragt sig i en tilstand, der kræver handling, kan der ofte være to modsatte rettede hensyn at tage. At de pumper penge ud på markedet uden at hæve renten, betyder inflation. Når renten nu ønskes sænket er det , fordi keynesianer-troen på at lave lånerenter hjælper på initiativet til produktion fortsat hersker. Dette er fortsat ganske misforstået. Det er derimod forelagtigheden ved salget af de producerede enheder, det drejer sig om og ikke andet, som tingene ligger og altid har ligget. Hvorfor skulle man låne til lave renter for at investere, når man ikke kan investere i noget aktivt, der kan betale sig at producere og afsætte p.g.a. lønomkostningerne(?) Denne viden er ikke nået til ECB endnu. Det er noget med kapitaldannelsens dynamik det skorter på i videnskompetencen, netop som da de indførte den obligatoriske Euro. 

Når renten sænkes, flyder kapitalen hurtigere ud af Europa, fordi kapital flyder mod højere forrentning; det er en naturkraft. Det bliver det værre af for Europa. Og så skal der laves endnu flere bløde euro, der skal kursholdes af den arabiske oliehandelen med manglende europæisk produktion, når konkurrenceforholdene og den samlede fejlstruktur for erhvervene på det europæiske fastland fortsat lades uberørt.

15. august 2011

EURO, EN FÆLLES ENHEDSVALUTA FØRER TIL EN ENSRETTET ENHEDSSTAT ELLER DEFACTO-ALLIANCE MED DE RIGE OLIELANDE


Første alternativ er fallit-staternes samling

uden fundament, det andet kan føre til krig

‘Hvem skal nu betale’ (?) er situationen i den korteste form i Euroland. Vi har ikke lagt skjul på noget i denne forbindelse fra Euroens første færd. Og vi frygter ikke nogen Jantelov. Det er i øvrigt gået, som vi meddelte det ville.

De øverste i Frankrig, der forlangte DM-marken afskaffet og standsede den oprindeligt planlagte hårde Euro for at ville godkende Tysklands Genforening – en hård Euro ville også have været umulig i EU, fordi den er obligatorisk og fælles for noget ganske forskelligt – skal nu hjem og have gælden og underskuddene i Frankrig set efter.

Og den tyske statsgæld udgjorde 78,8 procent af bruttonationalproduktet (BNP) i 2010, hvor den arbitrært politiker-valgte grænse i Maastricht-traktaten med videreførsel til den nyligt besluttede EU’s stabilitets- og vækstpagt er besluttet og dermed også bekræftet at skulle være højest 60 procent af BNP.

Uden en stærk realøkonomi bag Euroen er det ingen overraskelse, at kursen skal ned uden nogen til at betale, forsvarende valutaspekulation eller euroen som Petro-Euro. Den bliver oppe. Hvorfor? Ny-merkantil valuta flydende i olie med Europa, der realøkonomisk er sat i stå, ligner ikke en gangbar vej at gå1). Vi er i øvrigt ikke nået til underskuddene og tabene på lån til det gamle Østeuropa, flere af landene optaget som EU-med-lemslande. EU, dermed medlemslande plus nationalstater selv i tillæg har stillet sikkerhed for helt-ud-i-hampen-lånearrangementer bl.a. boliglån i Østeuropa med diverse banker som formidlere.

Euro og dens primære opgaver: At gå ud fra at den fælles obligatoriske pengeenhed skulle afspejle real-økonomien i EU og tjene denne har vi åbentbart misforstået. Svarende til Spaniens skæbnesvangre forvaltning af det indvundne guld i Latinamerika i 1500-tallet ser det ud til, at euro på bedste ny-merkantilistiske vis via handel afregnet i euro med f.eks. olie fra Mellemøsten til meget af kloden skulle danne det genererende moment, der skabte den nødvendig forandring i et Europa med mere end 20% arbej-dsløse og udstødte (officielt 9% ledighed) og en enorm og voksende statsgæld, som det øvrigt er nærmest umuligt at tegne et entydigt billede af længere. Jean Monnet – en af stamfædrene til EU-projektet – hævdede netop i 1950-erne, at den obligatoriske enhedsmønt ville blive brugt til at løfte en politisk union i fuld skala på plads. Det var formen, ikke indholdet, der talte, kan vi konstatere.

Skulle for eksempel et af Maastricht-kravene til konvergens omhandlende statsgældens størrelse, der ikke må overstige 60% af BNP, for eksempel have faktisk gyldighed, ville mellem halvdelen og to tredjedele af landene kun opfylde dette krav ved at acceptere stabiliseringskriser med Internationale Monetære Fond’s indblanding. Det kan uddrages af de reelle informationer, der slipper ud tid efter anden. 

Under Merkantilismen, der historisk afsluttedes med Napoleonskrigene, brugtes meget enkle metoder til at skaffe sig velstand. I dag er det således blevet til at økonomisk stabilitet og udvikling måles ved et prisindeks, en gældsandel, ved en valutakurs eller ved et andet forholdstal. D.v.s. når for eksempel visse kvantitative normer er opfyldt, så er der tale om en stabil valuta (med henvisning til de fem fuldstændig arbitrære konvergenskrav oprindeligt nedfældet i Maastricht-traktaten) og dermed skulle den økonomiske stabilitet og udvikling være sikret. Til stabilitet og udvikling hører formuedannelsens dynamik, sikring af investeringsprocessen, videns- og kompetence-erhvervelse, ny teknologi og høj produktivitet og økonomisk realvækst i en stat, for at dens ledere kan siges at tage vælgerne alvorligt.

Alt dette kan man ikke opnå eller forkalkulere på grundlag af et eller andet statisk begreb, et nøgletal, heller ikke fem for den sags skyld. Frankrig og de fleste andre lande var oprindelig imod den såkaldte stabilitetspagt, der kunne have sikret, at centralbanken agerede som den gamle Tyske Forbundsbank og holdt tøjlerne fuldstændigt stramme, men fra et andet udgangspunkt, end hvad som er gældende i dag. Det blev besluttet på Dublin-topmødet i december 1998 at droppe stabilitetspagten, og også i årene 2002 og 2003 kom Frankrig ud med alt for store underskud på de offentlige finanser i forhold til Maastricht-bestemmelserne og Tyskland ligeså i de seneste mere end fem år.

Kampen om hvem der skal udpege præsidenten i ECB blev i Dublin samtidig fastslået. Det blev indtil videre Frankrig. Den Tyske Forbundsbank var meget ude af trit med den tyske politiske, finansielle og industrielle elite. Derimod var banken meget populær i den tyske offentlige mening. Derfor var politikeren Helmuth Kohl meget hårdt trængt mellem det tyske og det franske politiske Establishment. De franske socialister har fået indbygget deres krav til euroen i de efterfølgende traktater. Nu er Kohl helt væk og den nuværende tyske forbundskansler (i 2011) er selv centralist. EU anbefalede i 2006 en tysker som leder af IMF (Den Internationale Valutafond). Kohl måtte også æde, at der ikke kunne blive tale om rent automatiske sanktioner mod et land, der har vedvarende underskud, selvom dette tiltag netop nyttesløst var blevet voldsomt opreklameret.

Der kræves nu (efter Amsterdam-traktaten) 2/3 af de vægtede stemmer i de aktivt deltagende ØMU-landene for at lave sanktioner, når det kikser i et land. Frankrig fik tillige godkendt et såkaldt stabilitetsråd og dermed en direkte politisk rolle ført ind i den monetære politik ved, at der nu f.eks. skal formuleres vekselkursretningslinier for euroen. Det er ganske vanvittigt. Frankrig har tillige sikret sig den tidligere franske finansminister Christine Lagarde som managing director i IMF. Om dette indikerer at Frankrig nu øver sin indflydelse lige meget i ECB og IMF, så var det måske en ide netop at få kikket på den franske økonomi endnu en gang. Det ligner mere inflation fremover, uden vi kan sige det med nogen sikkerhed.

Indførelse af den rene (økonomiske) stabilitetspagt uden at landene har orden i deres realøkonomier, fører forventeligt til virkelig politisk ustabilitet. Og kan pengemængden ikke diskuteres over den samlede eurozone, fordi den skal fastsættes af en hård ECB, så vil konsekvenserne for visse områder umiddelbart være så afsindigt hårde, at der bliver politisk ustabilitet. Ikke alene Italien, Spanien og Grækenland er eksempler, hvor vejen er vist. Dette er ikke et forslag til flexibel euro-mængde, men en påvisning af euroens umulige indpasning i EU.

For at bøde på dette, kan man så indføre, at de mere velgående lande skal “aflevere noget overskud” på de offentlige finanser eller “forpligte sig til det på forhånd” (men problemet er, at ingen kan eller vil dette) til de mindre godt gående lande, Spanien, Italien, Belgien, Grækenland, Portugal, Polen, og det er netop hvad den nylige bekræftelse med stabilitets- og vækstpagten foreskriver. Herved strammes de politiske styringsinstru-menter, og det vil borgerne i enkeltlandene og dermed deres politikere ikke kunne finde sig i. Det næste kan i konsekvens heraf blive skatte-funktionens overgang til EU. Det betyder i første omgang på almindeligt dansk, at de offentlige udgifter skal styres krone for krone i hele eurozonen fra EU. Dette er fælles finanspolitik. Under den forudsætning skal der hurtigt blive lukket i for selv meget lidt ekstravagante tiltag, men også mange andre.

Når man skulle dømme efter den faldende DM og den stigende Lire i 1997-1998, måtte markedet få det indtryk, at der blev tale om en blød medgørlig euro ved dens etablering. Der var en simpelthen ukendt, men kolossal italiensk lire-mængde, der skulle have ‘en såkaldt evigt fastlagt’ eurokurs i juli 1998 (sådan forlød det). Hvordan kunne det lade sig gøre? Da vekselkursen til Euro blev oplyst på forhånd, gik spekulanterne selvfølgelig igang, når de nationale valutaer kørte videre en rum tid.

Allerede i 1996 kunne man forudse konsekvenserne, hvis Tyskland, Frankrig og England skulle overtage Italiens enorme gældsbjerg på et tidspunkt – det er sket tilsyneladende, skrev vi dengang; vil kunne ikke vide det, fordi vi ikke måtte kende gældstallene. Men det ville have ødelagt euroen fra starten af og have ført til, at ECB også skulle tage sig af at garantere for solvensen fra da af og fremover for både Italien, Spanien, Portugal og Belgien og for alle de andre voldsomt gældstyngede deltagerlande, for eksempel Grækenland, og hvad der ellers kunne forventes optaget af EU-medlemmer i Østeuropa i øvrigt. Derfor sker det først nu. Med de mange nye underskudslande inde, ville der samtidig skabes en alliance med Amsterdam-traktatens stemmevægte, der ville kunne lægge pres på ECB og få den til at agere, som om den stadig har kontrol over den monetære politik uden at den virkelig har det. Reel ØMU-strenghed efter bogen ganget med tre eller fire er, hvad der skal regnes med, hvis det skal lykkes at skabe økonomisk stabilitet i den nuværende situation – uden en kraftig løftestang udefra.

Herved mistes den politiske stabilitet som forholdene er og kan forventes at blive, og skuffelsen over projektet vil så føre til modstand mod hele euro-projektet. Derfor lader de fortsat som om. Angsten for konkurrence hæmmer rationaliteten: Globalisering betyder den ubegrænsede bevæge-lighed for markeder herunder kapitalmarkedet. Denne globalisering hævder mange tilintetgør det demokratiske samfund og nationalstaten. Det gør den kun fordi der ikke længere findes et internationalt pengesystem til at forhindre det. Kapitalens fri bevægelighed underminerer staternes evne til at regulere. Især hvad angår arbejdsmarkedet. Løntryk og nedskæringer må opfange, hvad der truer at gå tabt af arbejdspladser, ved bl.a. udflytning. De globale finansmarkeder er ikke underkastet nogen selvregulerende konkurrencemekanisme, og de fremkalder krise på krise – Asien, Mexico, Rusland, Latinamerika – hvis der ikke er orden i realøkonomien. Kriserne bliver dybere på grund af statsgældens mange papirer, der uddyber forskellen på de nominelle og reelle værdier i nationerne. Og det hele skyldes at man har valgt at handle med målebåndet i stedet for at bruge målebåndet til at måle med.

Det bliver værre, når alle staternes ledere fortsat netto låner mere og mere. Kriserne skærper det sociale tryk med krav om nedskæringer. Krisernes tryk fører enten til, at de demokratiske velfærdsstater opløser sig selv i sammenkoblede forsvarende blokke (valutablokke som Euro-, Dollar-, Yen eller Renminbi-Zoner) eller falder tilbage i de gamle fjendebilleder, der kendetegnede nationalstaterne forud eller i en kombination af begge scenarier. Med opløsningen af den demokratisk grundlagte national- og socialstat udløser globaliseringen sig selv i sidste ende, fordi politikerne ikke kan stå model til, at deres landes befolkninger/vælgere må bære større og større byrder uden nogen sikkerhed for selv at være dækket ind mod det værste.

Euro-Unionen er prototype på denne udvikling. Dens slet skjulte dobbeltmotiv var a) angsten for dollar-dominans og –konkurrence og b) angsten for det nye genforenede Tyskland med tilhørende D-Mark-regime.

Angst bygger altid på en falsk analyse. Ikke US-dollaren truer Europas markedsandele i verdenshandelen, men Europas tabte (videns- og tekniske) terræn og Europas træghed, hvad reformer og fornyelser angår. Ikke D-markens hårdhed og styrke forhindrede Europas udvikling og integration, men fra “Maastricht” var målet afskaffelse af D-marken, og det er sket. Begrundelsen var, at netop D-marken skulle have drevet de nuværende euro-deltagerlandene dengang ud i en streng negativ udvikling rettet imod reformer og med sociale begrænsninger.

Alene disse fejlslutninger og fejlantagelser tillader ingen realistiske forvent-ninger om en hård euro. Inflationen er forud programmeret. Så kan der blæses mere luft i og lade den flyde i olie først, men kollapset bliver derved endnu større. Alle deltagerstaterne er dybt forgældede og kører alle med underskud. Straks ved euroens start tabte de nationale regeringer deres styringsinstrumenter (vekselkurs, rente, betalingsmiddelmængde og fleksibelt budget) til sikring af pengeværdierne, og reguleringer af arbejdsmarkedet og de sociale- og økologiske standarder, som de selv samme politikere havde indført. Struktur- og konkurrenceforskelle vil uden statslig affjerding blive udlignet af markedet. Der skal reelle valutakurser til, men afgjort ikke i euro-indretning, d.v.s. med en fælles obligatoriske møntenhed, for den kan ikke bære det med de strukturforskelle, der præger Europa samtidig.

Hovedkamppladsen er herefter arbejdsmarkedet, social- og økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under, at middel-standen mindskes, løn- og socialomkostnings-konkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i de sydlige EU-fattig-domszoner, og der sker en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende (nationale) fagforeningstariffer og mindste-standarderne for det sociale niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang af deres trusselspotentiale, der ligger i at de flytter produktionerne til særlig gunstige (løn-, social-, skat-, øko-billige) EU-zoner. Lønsatser, socialnormer og miljøkrav i Euroland vil skulle harmoniseres nedadtil. Det var socialdemokraters, folkesocialisters og fagforeningers, men også andres naive forestilling, at disse ting skulle kunne bedres pr. underskrift på en Maastricht-traktat. I Euro-Union har arbejdsmarkeds- og socialpolitikken takket endeligt af – og det sker i fuld tilslutning til/accept fra socialdemokratiet, folkesocialisterne, fagforeningerne og også andre.

Marts 2007: https://danmark.wordpress.com/2007/03/21/fra-internationale-vipper-til-nationale-ligevaegte-til-internationale-vipper-i-dag/

   Unionen egner sig som den ser ud kun til underkastelse – Islam betyder underkastelse

Euro-Union er ikke et middel imod globaliseringens udløste beskæf-tigelseskrise. Der er intet specielt ved karakteren af denne ‘globalisering’; det er et fyndord; international konkurrence er det rette ord. Euro-Unionen forstærker kapitalens magt og statens magtesløshed i rollen at skulle kunne gøre noget ved arbejdsløsheden uden at have de fornødne redskaber. Det er “fremskridt” mod det 19. århundrede (her søgte man også det rigtige styringsredskab), ikke mod det 21. århundrede. Euro-Union er heller ingen modvægt mod de usociale tendenser i globaliseringen, som inkompetente analytikere fra venstre side mener; den forstærker dem yderligere. Den tvinger nemlig til tilpasning af arbejdslivet til de pengeøkonomiske kommandoer. Den Europæiske Centralbank (ECB) må føre fuldstændig fællespolitik først i12 siden 15 og 16 forskelligt strukturerede lande i eurozonen, uden at de kan gribe tilbage til vekselkursernes udligningsventil. For at hindre kapitalen i at forlade eurozonen, må centralbanken hæve renten eller simpelthen centralistisk forbyde kapitaleksport (som i Sovjet); men dette mindsker aktiviteten og øger arbejdsløsheden endnu mere. En sådan union kan kun ende i staternes indbyrdes konflikt, hvorfra der ingen hjælp er at finde – med mindre den bliver udbygget til en transferunion eller en forbundsstat med offentlig finansudligning mellem gamle og nye deltagerlande, noget i retning af kludetæppet USA eller Den tyske Forbunds-republik, men uden D-marken.

Når overførslen af disse forbilleder på Euro-Union viser sig umulige eller møder megen modstand rejser spørgsmålet sig: Er der mulige alternative modeller, der kan redde verdensfreden? Som det kører nu: Europa og den arabiske verden er allerede begyndt at arbejde sammen økonomisk i en defacto-alliance, som det blev forud-skikket i Nord-Syd-Dialogen fra 1968 og i den Europæisk-Arabiske dialog fra midten af 1970-erne. Egypten, Jordan, Marokko og Tunis besluttede sig i 2006 for at sætte frihandelszone op, og Algier, Libanon, Mauretanien, den palæstinensiske myndighed og Syrien inviteredes til at være med i den store frihandelszone. Egypten, der kan være på mod at blive en islamistisk stat, forventes fuldt optaget i frihandelsgruppen. Imidlertid har EU forhandlet med i alle 10 Maghreb-lande som led i den såkaldte Barcelona-Proces om kooperationen mellem EU og dets naboer omkring Middelhavet mod syd.

Endemålet med denne Barcelona-Proces er at etablere tættere bånd vedrørende handel og sociale spørgsmål (indvandring!) så vel som politiske (islam!). Dette skal efter det politiker-proklamerede føre til skabelsen af Euro-Middelhavs-Frihandels-Zonen bestående af 27 lande. Det er muligt at Europa-produktionerne fremover skal foregå i Nordafrika, Mellemøsten og Østeuropa, indtil de måtte være kommet op, og vi er kommet helt ned. Det er et spørgsmål om befolkningerne her finder sig i det.

February 4 2010: Pressure has been mounting across the Atlantic as Greece, Portugal and a handful of struggling countries that use the euro scramble to pay off mountains of debt accumulated from years of profligate spending. February 13 2010: Axel Weber, President of Germany’s Bundesbank, warned the German economy will contract this year (2010). It did with 1,7%, after 2009 with -5,2%.

The latest: Spain’s unemployment rate breached 20% in the first quarter (of 2010), double the euro zone’s March average. Euro-zone inflation, meanwhile, rose at the highest rate since December 2008. The official unem-ployment-rate!!

1) ‘Lige siden kontinenterne begyndte at interagere politisk for vel 500 år siden, har Eurasien været verdens-magtens center’ (indledes bogen ‘Det Store Skakbrædt’, 1997, af Zbigniew Brzezinski). Eurasien er alt land øst for Tyskland og Polen; det strækker sig hele vejen gennem Rusland og Kina til Stillehavet. Det omfatter Mellemøsten og det meste af det indiske subkontinent. Nøglen til kontrol over Eurasien, siger Brzezinski, er kontrollen over de centralasiatiske republikker. Og nøglen til kontrol over de centralasiatiske republikker er Uzbekistan.

Han noterer også klart (s. 53) at ‘enhver nation, som måtte blive dominerende i Centralasien ville direkte true den igangværende USA-kontrol med olieressourcerne i Den Persiske Golf’. Ved at læse bogen bliver det klart, hvorfor USA havde et motiv til overtage for $300 milliarder russiske aktiver i 1990-erne, destabilisere den russiske valuta (1998) og at sikre sig et svækket Rusland ville blive nødt til at vende blikket mod vest, mod Europa for at overleve økonomisk og politisk, i stedet for at se mod syd til Centralasien. Et afhængigt Rusland ville mangle militær, økonomisk og politisk indflydelse til at trænge frem og påvirke i regionen, og den svækkelse af Rusland kan forklare, hvorfor Ruslands præsident Putin har været en villig allieret med USA-bestræbelserne indtil dato.

J. E. Vig, 14. august 2011

Mark Steyn on “After America,” London Riots and Keynesian Culture: Scribecast, the
Podcast of the Center for Media and Public Policy

14. juli 2011

Højt på en gren en krage – knald eller fald fredag eller snarere i næste uge


En omvendt pyramidestub eller måske en

pyramide, der står på spidsen i blødt sand

 

Finanskrise, gældskrise, værdikrise, det svirrer med ord og betegnelser for stort set alt med præcis samme årsag. De ny ord skaber måske den fornødne lydhørhed hos undersåtterne, andægtigheden i forhold til de belærende må endelig fastholdes. Lige nu er det gældskrise, og vi er nået til obligationerne, som staterne sælger her og i udlandet for skaffe sig en større engangssum, der så kan forventes afviklet over 5, 10, 15, 20 år, men helst med en god portion politikerinflation iblandet undervejs, så det der tilbagebetales reelt alligevel bliver mindre end engangssummen.

Tidligere var obligationer udråbt til at være uproblematisk indenrigsgæld, men under ny-merkantilismen sælges de worldwide for skaffe købekraft. Og tænk nu, hvis de har mange af vore, og vi har mange af deres? Så kan vi konkurrere om at lave inflation, men det fører til mere behov for reel købekraft til at betale forbruget med, men det kan vi ikke skabe, kun ‘hugge’ hos naboerne eller låne et andet sted, for naboerne har ikke noget at udlåne og måske heller ikke mere der kan ‘hugges’. Så kan vi gå til de øverste, der skaber købekraftmidler ud af den blå luft eller til folk, der sælger nødvendighedsvaren, det sorte fluidum en tid endnu. Det første kan ikke lade sig gøre, da det ikke svarer sig at låne mere ud til nogen, der ikke kan vise nogen udsigter til at kunne tilbagebetale (at vende pyramiden). Det andet kan måske lade sig gøre, og her er prisen og afdragene måske ikke købekraft, men derfor kan den og afdragene godt være skæbnesvangre halal-høje for genvalgsgale politikere.

Udlæggerne af teksten:

Den 30. juni 2011 kunne vi læse Ralf Pittelkov berette om årsagen til den græske tragedie. Først EU’s  ansvar helt tilbage til Grækenlands tiltræden i 1981, så til Grækenlands eget ansvar. Til det sidste især: “…Ansvaret ligger selvfølgelig især hos Grækenland selv. Økonomien er præget af en kvælende stor og hamrende ineffektiv offentlig sektor, en udstrakt korruption, et grotesk mangelfuldt skattesystem og en elendig produktivitet…”

Det er så typisk dansk, ikke en pind bedre end de såkaldte seniorøkonomer i bankerne, der hver dag giver deres besyv med om økonomien herunder Euroen og den europæiske integration. Først den ene vej, og det går bare derudad, og når vejen så viser sig at være en blind, og de tilmed har overset skiltet, der signalerede netop dette, så den modsatte vej, så går det bare derudad. Vi skal nemlig holdes i ånde, de værste af os, men alle sammen skal vi holdes pænt i ro, for alt i verden. Politikerne kunne tabe ansigt.

Om tanken har strejfet dem, at forholdene hvad reparations-parathed ligger landet her med verdens største forbrug i forhold til produktionen ingenlunde bedre, snarere værre om ganske få år. Organernes ineffektivitet er givet cirka den samme, korruptionen antager mange former – den kan vise sig som usund, voldsom nepotisme og manglende konkurrence (i et lille, let overskueligt land) i det tydeligste – og skatterne og dermed lønningerne er de højeste i verden. Dette klares ikke uanset det tilbageblevne erhvervslivs produktivitet. Ressourcerne er lidt kalk, lidt ler, lidt salt, lidt gas, lidt olie…og en kort tid endnu lidt IQ.

Sandheden hentes fra naturlovene:

En omvendt pyramidestub vil tippe, når der bygges videre i højden på den, og en pyramide på spidsen funderet i sand forsvinde i sandet ved samme trafik. Der er en større pyramidestub ovre østpå, der bygges videre på en tid, fordi den ikke er meget opbygget endnu og også én mere ovre vestpå, og de to sidstnævnte kan holde lidt længere til den uskønne bygningskunst, fordi disse stubbe er forholdsmæssigt større, fordi de netop begge er mindre opbyggede.

Et gæt:

Der bygges videre i højden, så faldet bliver så meget større. At vende en pyramide kræver helt andre bygherrer, der tør tabe ansigt mens kæmpeprojektet står på….

Sim-sala-bim-bam-basala-dusala-dim

Intet nyt under solen 

Uddybning af ny-merkantilisme i historisk sammenhæng 

21. maj 2011

Islamic “Shariah-Compliant” Banking Takes Root in Europe


Excerpt from: http://www.hudson-ny.org/2130/islamic-shariah-compliant-banking-europe 

“The European Union is emerging as a major center of Islamic finance, based on Islamic Shariah law, and which critics say amounts to “financial Jihad” by Islamists intent on Islamifying the West.

The spectacular growth prospects for the Islamic financial services industry in many European countries is being fuelled by Muslim mass immigration; despite a difficult economic climate on the continent, Islamic banking is growing faster in Britain, France and Germany than it is in many Islamic countries in the Middle East and Asia.

The key role that Europe is playing in establishing Islamic finance in the West was the central theme of the 8th Islamic Financial Services Board Summit, an annual conference that promotes Islamic banking around the world. Hosted by the Central Bank of Luxembourg from May 10-13, 2011, it was the first time the event was held in a European country.

Proponents of Islamic finance depict the Islamic banking system as a morally superior alternative to the Western banking model. Structured around a strict code of ethics and based on the Koran and Islamic Shariah law, Islamic banking is (in theory) supposed to make it possible for Muslims to conduct financial transactions while observing Islamic prohibitions against charging interest (riba), risk or uncertainty (gharar) and/or investing in forbidden (haram) products and activities such as alcohol, entertainment and gambling.

Critics of Islamic finance, however, point out that although there are some practices in conventional capitalist finance that do not involve charging interest (for example, venture capital or investing in stocks) or risk or uncertainty (for example, investing in government bonds), it is impossible to have a financial and banking system that avoids both. As a result, much of contemporary Islamic banking is shrouded in a variety of deceptive legal fictions and subterfuges (hiyal) that enable Muslims to engage in business transactions that circumvent and evade Shariah prohibitions on interest…”

19. maj 2011

Norge: Hvor lenge skal galskapen paagaa? – Danmark: Hvor lenge skal galskapen paagaa?


Fra: http://www.document.no/2011/04/hvor-lenge-skal-galskapen-paga/

“Norges, i særdeleshet Oslos, befolkning skiftes ut i stor hastighet til det som må kalles en øredøvende offentlig taushet. Omlag halvparten av innvandringen består av personer hvis velferdsavhengighet og lave yrkesdeltagelse er en formidabel trussel mot den offentlige økonomien, og hvis tribale kulturbakgrunn virker tillitsnedbrytende og svekker landets sammenhengskraft…”

[…]

“Det tales privat, og det tales og skrives i lukkede fora. Men offentlig er det fortsatt som om man var redd for å bli stemplet som en slags moderne Arne Myrdal om man skulle ha innvendinger mot det vanvittige som pågår, som om antall mennesker fra den tredje verden fortsatt bare var 30.000, og ikke nærmet seg 300.000. Det vitner om en feighet som er så gigantisk at det ville være høyst fortjent om man fikk et norsk motstykke til English Defence League til svar. Moralsk fortjent. Ikke politisk. Politisk ville det spille den herskende eliten rett i hendene. Den venter bare på et bevis på at det er folket det er noe galt med…”

[…]

“Men det demokratiske underskuddet vokser: hvem vil tale på vegne av de ressurssvake borgerne som rammes mest av folkevandringene ved at velferdsstaten forringes og det enkle arbeidet gjøres av utlendinger? “Ikke dem som tjener grovt på at boligprisene går opp og lønnsnivået holdes under kontroll ved økt tilstrømning av mennesker. Ei heller dem som tjener til sitt livsopphold ved å administrere den ulykksalige utviklingen. Den fremste aspirasjon for innfødte som ikke orker å motarbeide utviklingen blir dermed å etterstrebe en plass i et av disse to aristokratier (en miserabel profitt for salg av et land).”

“Likevel ser vi allerede tegn til at politiske talenter ikke vil la seg invitere inn i de miserable aristokratienes fisluktende salonger, men foretrekker den friske luften utenfor. I Nederland er det skjedd to ganger. Den første ble skutt, og den andre blir rettsforfulgt. Men det er neppe lenge til personer av denne støpning blir å finne i et europeisk regjeringskontor.”

————————————

                                                                                       Danske forhold til sammenligning:

For overskueligheden er det seneste prognosepunkt reduceret med 7 år i denne grafiske fremstilling. Udviklingen som den er fastlagt med den nuværende indvandring med 15.000-18.000 nye hvert år vil forløbe som her illustreret uanset. Du kan følge den samlede udviklingen og andre forløb forbundet hermed i tabeller og grafikker på http://www.lilliput-information.com/perspektiv.pdf Pr. 1. januar 2011 er antallet i Danmark med udenlandske oprindelser ca. 712.000 af et samlet folketal på 5.556.218. Af de ca. 712.000 stammer ca. 518.000 fra lande/områder med lavere gennemsnitlig IQ end IQ-gennemsnittet i Danmark i dag.

Da det gennemsnitlige IQ-niveau for landene/områderne strikt følger fødselsraterne, der fastholdes på langt højere niveau blandt indvandrernes og deres efterkommere i Danmark end danskernes fødselsrate-niveau og dødeligheden her i landet er den fælles lave i forhold immigranternes hjemlande, vil Danmarks IQ-gennemsnit i 2072 være reduceret fra i dag 98 til 91,57. Dette er ikke noget der kan debatteres. Det er bevist.  For dette betaler skatteyderne i Danmark  i 2011 og årene fremover tilmed mindst 200 mia. kr., der skal reserveres af velfærdsbudgettet på 753 mia. kr. i alt, og så ikke kan bruges til andet.

Ingen tvivl om at Danmarks ledere forlængst har taget konsekvensen af, at Danmark vil sakke ganske betydeligt bagud i forhold til den internationale konkurrence/udvikling. De ledende lader det simpelthen ske, medens de sidder og agerer som om nogle relative små poster på velfærdsbudgettet er afgørende for udviklingen, som undersåtterne klart foretrækker. Danmark er simpelthen systematisk i færd med at reducere landets tidligere relativt høje intelligensniveau og alt, hvad der kunne fastholdes, måske kunne udvikles af en positiv udvikling i realiteternes verden. Det er hvad der sker.

Allerede i Ugebrevet Mandag Morgen nr. 36. fra 21. oktober 1996 kunne man læse en oplagt sikker analyse af virkelighedens Danmark :

Vidensøkonomiske nøgleområder, som Ugebrevet Mandag Morgen anvender i sin analyse:

1. Antal årlige undervisningstimer i Folkeskolen

2. Uddannelsesniveau i befolkningen

3. Andel af de beskæftigede i højteknologiske områder i industrien.

4. Værdien af produktionen i den private sektor

5. Antal forskere i arbejdsstyrken

6. Nationale patentansøgninger i forhold til indbyggertallet

7. Investeringer i informationsteknologi i procent af bruttonationalproduktet.

8. Antal IT-patenter optaget i U.S.A. sat i forhold til de nationale forsknings- og udviklingsudgifter.

9. Erhvervslivets samlede udgifter til forskning og udvikling

10. Antal innovative – fornyelsesskabende – virksomheder

De 1000 vigtigste danske virksomheder forventer at investere 45 mia. kr. og oprette 50.000 arbejdspladser uden for landets grænser de næste 5 år (1997-2002), melder undersøgelse udført af Ugebrevet Mandag Morgen. Dette er et dramatisk skred, idet virksomhederne i dag skønnes at have 30.000 ansatte i udlandet. Fremtrædende erhvervsfolk taler nu (1996) om udflytning i stor skala. Grundfoss vil flytte hovedparten af den traditionelle pumpe-produktion væk fra Danmark de næste 10 år.

Bestyrelsesformand Niels Due Jensen advarer mod investeringsefterslæbet i det danske uddannelses- og forskningssystem. Dette kan føre til færre arbejdspladser i år 2000 end i dag. Administrerende direktør Erik Sørensen i Christian Hansen – et stort dansk laboratoriefirma – har sagt, at virksomheden kan blive tvunget til at drive hovedparten af sin forskning og udvikling i udlandet, hvis kvaliteten af danske kandidater ikke forbedres.

Bekymrende træk på alle niveauer i Danmarks kompetencepyramide: Overvejelserne i Christian Hansen – en af Danmarks mest succesrige virksomheder – bidrager til indtrykket af, at Danmark ikke i tilstrækkeligt omfang udnytter mulighederne for at opbygge kompentence i international topklasse. Regeringen har ved flere lejligheder – f.eks. i Erhvervsredegørelsen (1994) – slået fast, at Danmark skal satse på at skabe jobs med et højt vidensindhold. Der er ikke fremtid i lavt-lønsjobbene. De vil i høj grad flytte til udlandet p.g.a. af globaliseringen af markederne. Man kan ikke tænke sig til jobs, der skal handles, og tidligere var der mange gode grunde – og måske netop derfor var der noget ganske særligt i netop Danmark – til at fastholde “uddannelse” primært som den offentlige opgave, det har været siden klosterskolerne. De aktuelle advarselssignaler, skriver Ugebrevet Mandag Morgen: Regeringens Velfærdskommission sagde, at Danmark er karakteriseret ved lav beskæftigelsesandel i højteknologiske brancher i forhold til andre OECD-lande. Den sagde også lavt teknologiindhold i produktionen i forhold til andre OECD-lande var karakteristisk for Danmark. Danmark ligger under OECD-gennemsnittet i midlerne til forskning.

50 pct. fald i antallet af ingeniører i Danmark. Stort frafald på universiteterne. 30 pct. af en ungdomsårgang får ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse. Stor merarbejdsløshed. Kritik af voksenuddannelserne indhold og effekt. Stigende kritik af Folkeskolens resultater. Højteknologiske og videntunge miljøer skabes ikke kun i virksomhederne, men grundlaget skabes i forskningverdenen, på erhvervskolerne og allerede i de tidlige undervisningsår. Vidensintensive arbejdspladser er et slutprodukt, hvor kvaliteten af det, der foregår i børnehaverne og Folkeskolen, også spiller en rolle og indgår i det, der kan kaldes Danmarks kompetencepyramide. Den starter nede ved førskolestadiet, børnehaver og vuggestuer, så kommer Folkeskolen, så arbejdsliv uden erhvervskompetenceuddannelse, gymnasier, HF og erhvervsuddannelserne, de videregående uddannelser, offentlig og privat forskning, produktionsmetoder i erhvervslivet og endelige erhvervslivets produkter.

Problemet er grundlæggende at vi simpelthen ikke har andet her landet at gøre godt med end salt, ler, lidt olie, lidt gas og lidt landbrug, hvis vi ikke uddanner os efter det markedet tilsiger. Alt andet skal købes i udlandet. Men hurtigere end mange forestiller sig går det slet ikke an at købe råvarer og andet i udlandet, fordi vi blevet så dyre selv og tilmed så meget ringere uddannede i forhold til tidligere, at ingen vil købe de produkter, der kommer ud af det herfra. Danmark har simpelthen ligget i dvale siden begyndelsen 1980-erne under skiftende regeringer, der har lovet dette og hint og ikke holdt løfterne; desværre vist uden rigtigt at kende de samlede konsekvenser var af det, som de ikke gjorde i tide.

De kære nordmænd bruger bl.a. denne korte statement: “formidabel trussel mot den offentlige økonomien”. Var det virkelig de mindst 60 mia. n.kr. årligt mod Danmarks mindst 200 mia. kr årligt, som immigranterne og deres børn medfører? Det er måske nærmere fordi Næringslivets Hovedorganisasjon i Norge netop har set det vi også har set, og det til trods for at Norges tilgodehavender er cirka det dobbelte af Danmarks statsgæld, altså med et modsat fortegn.

Der er noget, der ikke er gået op – og det gør formentlig heller ikke – for de , der har og har haft ansvaret i Danmark de seneste 40 år. Drømmene fra Norges saganat bliver med absolut sikkerhed tilsvarende mareridt i Danmark meget hurtigere end mange forestiller sig her til lands. Og det indtræffer hver dag hurtigere, sålænge danskerne forbliver eller fastholdes i en åndelig coma tilstand kombineret med en slet skjult selvovervurdering, der tilsyneladende og besynderligt nok synes at vokse mere end proportionalt med antallet af trin op ad karrierestigen.

19. maj 2011

J. E. Vig, cand. oecon.

10. marts 2011

Kendsgerninger skal ikke rettes sidenhen


Lidt samtidshistorie

Kendsgerningerne er:

Finanskrisen skyldes årtiers udpumpning af falsk købekraft, og det har skiftende politikere/regeringer alene ansvaret for sammen med medierne. Specielt Irakkrigen kan det oplyses finansieres ved udstedelse af US-statsobligationer fortrinsvis solgt i Kina og andre steder blandt vækstnationerne i Fjernøsten, der har masser af ledig reel købekraft – og i øvrigt på yderst fordelagtige vilkår. Det sidste blot for at bortvejre en enkelt af de fantasifulde forestillinger.

OPEC indskrænkede olieproduktionen og brugte dermed atter olievåbnet i 2003 og i 2007, efter euro var blevet delvis petro-euro i 2001, som under de første vilde råolieprisstigninger i oktober 1973 og igen i 1979:

Fra https://danmark.wordpress.com/2006/06/05/usa-arabien-eu-i-dilemma/

“…I oktober 1973 hævede OPEC den fælles oliepris med 400%, samtidig med der indførtes embargo på afskibning af olie til ethvert land, der havde støttet Israel i “Yom Kippur Krigen” mod Egypten, og OPEC reducerede samtidig olieproduktionen med 25%. Forinden var USA i maj 1973 nået til en uformel aftale med Saudi Arabien om, at landet ville kunne investere i USA, som modydelse til USA’s assistance med at udvikle Saudi Arabiens hjemlige økonomi. Bortset fra de voldsomme olieprisstigninger – der var én mere i 1979 med 175% – var der ikke noget katastrofalt i, at olielandene samlet forlangte mere for deres olie, da reserverne var begrænsede…
Det var afgifterne på olien, benzinen og gassen, der satte priserne, og provenuet fra afgiftene steg hver gang med og fyldte Vestens offentlige kasser, men alligevel gik vareproduktionen tilbage. Ledigheden steg og steg sammen med inflationen. I slutningerne 1970erne havde vi renter på over 20%.

Vestens selvforskyldte træge fortsat økonomiske udvikling under den internationale konkurrence fristede regeringer til at udvide betalingsmiddelmængderne yderligere via bl.a. lempede vilkår for afvikling af lån i ejendomme og boliger med op til 50 pct. Aktierne havde holdt for med varm luft, og et sted skulle man finde, hvor den varme luft fra netop oppumpede aktiekurser kunne sendes hen…, så man kunne kalde det et opsving (2004-2008)”

‘Danmark var ikke bedst rustet’. Tværtimod (også UBS i Schweiz, der tabte 71 mia. kr. i 2007, bekræftede dette). Danmark har virkelig udnyttet sin kobling af dkk til euro, således at euro skal holde dkk oppe i et sikkerhedsnet – dette kan ikke kaldes at være rustet! Bolig- og ejendomprisspekulationen fik lov at køre netop i højeste gear med prisstigninger samlet på omkring 3/4 billion kroner herhjemme for kortsigts-forbrugsbeskæftigelse under ‘Hjort- og Bendtsen-regimentet’, efter den samme type spekulation faktisk havde kørt, men var blevet stoppet igen rundtom i EU. Danske boligejeres gæld til realkreditten og bankerne udgjorde i 2009 90 pct. af det samlede danske bruttonationalprodukt.

Maj 2006: https://danmark.wordpress.com/2006/05/25/ejendomspriserne-skal-standses/

I Danmark var ‘de ansvarlige’ i 2007 parate til at gå tre gange så langt! (100-årslån i stedet for 30-årslån) :

Retttidig advarsel: https://danmark.wordpress.com/2007/03/21/bolig-ejendoms-lejeboligmarket-smadres-nu/

[At der måtte en regeringsrokade til skulle være forholdsvis nemt at forstå herefter]

Det gik allerede så vidt eller vildt til på et tidspunkt, at danske boligejere for belånte ejendomsprisstigninger herhjemme købte ejerlejligheder i Barcelona og Berlin…. medens hele cirkusnummeret reelt dækkedes ind via euroen. Det kan et barn forstå ikke er holdbart i længden.

Vurdering, et par skudsmål og et bud på nærmeste fremtid:

Altså, det var hverken USA eller olien, der skabte den seneste finanskrise. Bankerne gjorde, som de plejede, men nu med alt for stort spillerum. Det var Europas og Danmarks manglende totalomstilling af uddannelser, kompetencer og erhverv til den internationale konkurrence, som tog fart fra begyndelsen af 1980erne, der ignoredes. Man forsøgte at skyde sig igennem med protektionisme og planøkonomi via EU, fælles EU-tvangsvaluta og pengeudpumpning for alene forbrugsbeskæftigelse på den nationale front, samtidig med man gravede afgrunden dybere via velfærdsforbrugende og børnerig immigration fra Mellemøsten, Syd- og Sydvestasien og Afrika som middel mod aldringen, der fulgte pr. automatik af velfærdssystemets/trækdyrssamfundets manglende fertilitet. At det var kilderne til indtjening det primært drejede sig om for at sikre det nødvendigste forbrug glemte/overså de virkelighedsforskansede christiansborgere ikke overraskende. Og erhvervslivet og det lange sigt (ja, overblikket) er ukendt stof for marionet-repræsentanterne i det repræsentative demokrati. Spørgsmål herom skal have flertal over midten i årevis, så de korte politiske statements endog har tid til at bundfælde sig som endnu lettere fordøjelige ugeblads-floskler. Næste valgdag er ellers eneafgørende for levebrødspolitikerne.

* Det skattefinansierede og underskudsbaserede velfærdssystem (socialdemokratisk ide fra 1930erne) for ‘de nye herremænd’ var der flertal for over midten fra 1968. VKR-regeringen (1968-1971)  sprang med på vognen.

* Masseindvandringen var der flertal for over midten fra 1982.

Disse to projekter skal der gøres op med for at klare den nødvendige omstilling til den internationale konkurrence.

At det ikke vil ske i tide er vor vurdering. Så nedtællingen er igang.

Det er meget nemt at blive fyldt med løgn

——————————————————————————–

Vi er ikke som pressen nødt til at fjerne vore indlæg og selvsagt linkene til samme, når det viser sig indholdet ikke står mål med virkeligheden, når det simpelthen bliver for pinligt, eller når vi ved en fejl har berettet noget, som ikke skulle frem i lyset. Vi er den opfattelse, at sandheden skal frem, så demokratisk indstillede borgere har en chance. Ingen er ufejlbarlige, og vi indrømmer og retter gerne i modsætning til, hvad som er kotumen blandt politikere og pressens folk.

Sonia

PS: Det er blevet meget almindeligt at afgående ministre og vragede til tillidsposter omkring Christiansborg vræler, når det sker. Du kan være helt og aldeles sikker på, at tårerne ikke skyldes at de ikke nåede, hvad de ville for vælgerne.

24. juli 2010

DET ER NEMT AT GENNEMSKUE PRIORITERINGEN I NORGE

Filed under: Demographics, Dhimmi, Dhimmitude, Immigrants, Immigration, Norge, Oil, skoler, Welfare — Jørn @ 14:51

Norske politikere skal nok sørge for at man er helt i front når det gælder udlandsbistand, overholdelse af samtlige FN-konventioner – koste hvad det vil. Så er man også vild efter den internationale prestige det giver at afholde topmøder og være mægler i diverse uløselige konflikter som fx palæstinaspørgsmålet.

Problemerne for egen befolkning har man ikke meget interesse for. Vejnettet er NOGENLUNDE i Oslo-området, men alle andre steder er det meget ringe og mangelfuldt.

Her er kun en indirekte sammenhæng med fremmedgørelsen. De penge man bruger på de fremmede kunne alternativt være brugt på at forbedre vejnettet. Der er lavet undersøgelser som indikerer at omkring 70% af alle ulykker skyldes dårlige veje. Det kræver mange dødsofre og svært tilskadekomne fordi man ikke vil prioritere dette område. På den måde betaler nordmændene vel også en høj pris for indvandringen.

Fx er der jo mange bjerge i Norge og vejene ligger ofte tæt op ad dem. Der kan her komme stenskred og lign. Vejene er smalle og fyldte med skarpe sving, som gør det svært for lastbiler at komme forbi hinanden og begge dele skaber ulykker i massevis.

Når det kommer til oliemilliarderne: Et af paradokserne er det at der i olieby nummer 1 – nemlig Stavanger – er mange ulykker netop forårsaget af lastbiler fra olieindustrien. Folk i området som staten tjener styrtende på, oplever ingen som helst velvilje hvad disse investeringer angår.

Kenneth

Supplement: Norge betaler en meget høj pris

« Newer PostsOlder Posts »