Danmark

29. juni 2006

VI KIKKER I AVISEN

Filed under: Economics, Education — Tags: , , , , — Jørn @ 05:57

 

Overskrifter og konklusioner er udgangspunkt for       

Nyhedsbrev:

      Gevinster uden for produktionen, boliglån og privatforbrug

 

 

 

Kommentarer til overskrifter og konklusioner om business- og privat økonomi i Berlingske Tidende den 28. juni 2006 på www.berlingske.dk. Formålet er fremme forståelsen af artiklernes indhold.

 

1.      Hvis boligboblen brister: den 16. juni 2006

2.      Fortsat fuld fart på boligmarkedet: den 23. juni 2006

3.      Privatøkonomisk selvtillid helt i top: den 23. juni 2006

4.      Danskernes økonomi i topform – det mener danskerne selv…: den 25. juni 2006

5.      Lån af penge til forbrug eksploderer: den 26. juni 2006

6.      Konverteringsbølge på vej: 28. juni 2006

7.      Offentlige lønninger stiger i takt med private: den 28. juni 2006

Uanset hvad der måtte stå i disse artikler, er sandheden uden hensyn til nogle brancher eller andet hensyn: 

Ad 1: Boligboblen brister, hvis ikke ganske betydelig renteforhøjelse besluttes, endnu friere løb for inflationen i resten af økonomien nærmest forstærker effekten. Det betyder at lån med variable rente bliver dyrere for boligejerne, og pause- eller afdragsfri lån kan skabe uoverskuelige huller, der skal fyldes af låntagerne.  

Ad 2: Boligpriserne stiger fortsat rask og omsætningen er stor. Den frigjorte ekstra kunstige købekraft ved omsætningen, som stigningerne repræsenterer, bidrager til flere prisstigninger ved genkøb af bolig, øger forbruget og dræner produktionssektoren mere for kapital, da der ikke ligger nogen produktivitets-stigning bag ekstraforbruget, tværtimod.  

Ad 3 & 4: Sidste afsnit fører direkte til den private forbrugers opfattelse. ”Alt går så godt, der penge i det, jeg er ved muffen, det kommer helt af sig selv.”Dette er usandt, for det andet kommer regningen, så forbrugeren helst havde været foruden det han nu oplever. Det er staten, der har sat det hele i gang, måske fordi nogen ikke har fattet, at vi ikke bliver mere produktive eller mere rige af at forbruge.

Det er også en myte skabt og indstuderet systematisk lige efter sidste krig, hvor vi fra midten af 1950-erne først ”lå lunt i svinget”, som man dengang sagde, mest p.g.a. Marshall-hjælpen til Vesteuropa, der ikke kostede USA en rød øre. Alt gik fremad indtil eliten tog hul på det skattefinansierede velfærdssystem.  

Marshall-hjælpen gratis for USA:

https://danmark.wordpress.com/2006/05/20/euro-flyder-i-olie/#pd

Velfærdssystemets historie:

http://nytdanmark.blogspot.com/2006/05/dansk-velfaerds-historie.html   

Velfærdssystemets resultater efter 40 år:

http://www.lilliput-information.com/economics/velg.html   

 

Staten skaber ikke penge, staten trykker sedler, slipper kredit ud, mest til forbrug, låner, inddriver og forbruger penge, gør staten. Helt svarende til at penge heller ikke vokser på træerne eller kommer fra himlen sammen med i bedste fald velsignelser, kan staten ej heller skabe penge.  

Staten lader pengemidler trykke hurtigere og/eller lader kreditten udvide i hurtigere takt end produktionens reale vækst, og det går galt. Så stiger priserne. Det svarer til, at kartofler bringes på markedet hurtigere end markedet har mulighed for at efterspørge dem. Priserne falder og falder.

Til sidst slås bunden ud af markedet, prisen på kartofler går helt i bund, og måske rådner overudbuddet af kartofler. På samme måde falder værdien på pengene (d.v.s. rettigheden, som de skulle repræsentere bliver ødelagt), når der er for mange sedler og for meget kredit. Det svarer til, at varepriserne stiger. D.v.s. man får mindre for pengemidlerne. De er blevet mindre værd målt i vareenheder, som er hvad reelt efterspørges.  

 

L. V. Birck i ”Verdenskrisen og Danmark”, 1922 og i ”Europa Svøbe”, 1925:

”Når der ikke var tjent eller opsparet reel formue i den 5-årige verdenskrig, har intet individ fortjent at forøge sin formue i den periode. De københavnske bankers balance var blevet mere end tredoblet fra før krigen til 1922.

En stor del af de betalingsmidler, som bankerne var kommet til at råde over, var ikke blevet brugt bare på at drive priserne i vejret; men endnu mere til at drive vore kapitalværdier i vejret, aktier og faste ejendomme. Altså en voldsom forskydning af kapitalen væk fra real aktivitet til passiv indtægtsgivende erhvervelse i form privatkapital.  Borgerskabet var kortsynet, det ville ikke redde det system, det selv sad i ved,  at få den mængde papirer ud af verden, som truede med at kvæle det økonomiske system, der bærer borgerskabet. Det samme sker i dag i endnu vildere omfang.”  

Ad 5 & 6: Der lånes til nye alle mulige private anskaffelser og til ferie.  Konvertering af de fastforrentede lån til lån med 5 eller 6 pct. i stedet for de gamle med 4 pct. lån obligationskurserne falder og mindsker den samlede restgæld på det gamle lån. 2 pct. i forskel på et annuitetslån 1 mill. kr., løbetid 30 år, bliver til ekstra kr. 44.700 i årlig ydelse. Og kan vi lige spænde buen lidt mere, måske.

Disse anskaffede varer og tjenesteydelser repræsenterer de ypperste frembringelser; men de repræsenterer ikke de pengemidler og den kredit, hvis midler erlægges for dem. Resultatet er at produktionssektoren lænses for kapital, så nyinvesteringer ikke kan finde sted. Varepriserne stiger, når den ekstra efterspørgsel er repræsenteret af midler grebet ud af luften. I forvejen er indtjenings-marginerne på hvert enkelt produceret styk så begrænset, at det samlede tal på bundlinien efter skat ikke kan konkurrere med afkastet fra den sammen kapital finansinvesteret i gældspapir. Dette var gældende allerede før boligprisstigningerne. Så er nu er situationen mere tilspidset.

 Ad 7: Inflationen begynder at afsættes i lønningerne, bl.a. fordi boligudgiften stiger, især for de førstegangsetablerende. Øvrige priser stiger også og manifesterer kravet om højere lønninger. Det hele blev sat i gang. Dernæst bliver de problemer, vi havde forud endnu større og mere umulige at løse.

   

Gæld, inflation, deflation og massearbejdsløshed skyldes den koncentration af magt og uvidenhed, som uoplyste borgere lader sig regere af. Forretningsejere kan være grådige, fagforeninger ligeså, men national gældsætning, inflation, deflation eller massearbejdsløshed er de ikke stand til at lave, hvis ikke regeringerne og deres tjenestemænd, som klogelig lever af disse instrumenter, spiller med.

————————-  

Efterskrift: 

Jeg ved ikke, hvad der i øvrigt stod i de anførte artikler, hvis titler og jeg har refereret i begyndelsen af dette nyhedsbrev – jeg er også lige glad -; men dette nyhedsbrev om gevinster uden for produktionen, boliglån og privatforbrug er et bidrag til den sande forståelse af indholdet i artiklerne. Og bemærk, jeg har ikke beskyldt nogen journalist for ikke at holde sig til sandheden …Det gør jeg ved en anden, måske mere presserende lejlighed, som svarende til: http://www.lilliput-information.com/economics/vild.html   

 

———————————————————–

Disse oplysninger kan ikke hentes andre steder i Danmark. Arbejdet hermed foregår under forudsætninger, som ingen i de politisk korrekte kadrer forestiller sig.
Derfor ville et bidrag til den fortsatte produktion og offentliggørelse være velkomment på konto i Danske Bank: Reg.nr. 3629 kontonr. 3629461213

   

29. juni 2006

Joern E. Vig, cand. oecon. 

28. juni 2006

Loegn over loegn i Europa, gang på gang


Løgn over løgn i Europa

Lidt nyere historie om urolige og ustabile perioder i Europa:

Introduktionen i Bosnien og Kosovo med de internationale angreb stred imod afgørende principper blandt civiliserede nationer, internationale aftaler der har været gældende siden den Westfalske Fred 1648 om nationalstatens suverænitet beskyttet mod ikke-indblanding.

Madeleine Korbel Albright (born Marie Jana Korbelová on May 15, 1937), der styrede – eller hvad hun gjorde fra Det Ovale Værelse – blev under Hitlers erobring af Sudetertyskland som lille pige reddet ud af en Serber, der hjalp hende i beskyttelse.

Baggrundsmateriale

Kosovo:

Løgn: NATO måtte angribe serbiske mål, fordi Præsident Slobodan Milosovic ikke ville forhandle om Kosovo.

Sandhed: Da “fredssamtalerne” førtes i Frankrig i februar 1999, indrømmede Madeleine Albright, US Secretary of State, at der ikke have været noget tilbud om “forhandlinger”. Der var i stedet tale om et ultimatum med krav om, at serberne skulle gå ind på følgende: 1) Kosovo skulle garanteres autonomi, 2) 30.000 NATO-soldater skulle udstationeres i Kosovo til at sikre denne autonomi, 3) NATO skulle organisere en folkeafstemning, hvor der skulle stemmes om uafhængighed for Kosovo. Serberne accepterede det første krav, afslog nummer to og tre som en krænkelse af deres suverænitet.

Løgn: NATO bomber serberne (og montenegrinerne, albanerne, ungarerne, romanerne (ikke-rumænerne) og andre 21 folkeslag, der bor i Serbien på grund af det internationale samfunds bekymring for “etnisk udrensning” og menneskelige lidelser.

Sandhed: NATO-medlemslandene, ikke mindst England, USA og Tyskland spillede en dominerende rolle i forsyningen med våben til de grupper, som kæmper for at opløse det tidligere Jugoslavien. Disse samme NATO-kræfter har været ansvarlige for en grænseløs strøm af etnisk folkedrab rundt omkring på jorden – tag bare USA-støtten til Pol Pot i Combodia. Og hvor var disse selvudnævnte fredskrigere, da rædslen på Øst Timor og andre steder udfoldede sig for vores øjne? Sandheden er at NATO simpelthen er en dræbermaskine, der dræber folk af alle nationaliteter. NATO er blevet tvunget til at indrømme “beklagelige uheld”, når deres bomber bevisligt har dræbt civile, men den sande skala om antallet af disse “beklagelige uheld” bliver bevidst undertrykt.

Løgn: NATO-bombningen er taget til og fortsætter således over mange måneder for at ødelægge det serbiske militær.

Sandhed: Denne påstand bør tages med den samme foragt. Har du set rumænske aviser – der iøvrigt bringer nyhederne hurtigere end de internationale propaganda-medier. De meldte 24. april (altså efter en måned) om bombning af 18 sygehuse og klinikker, offentlige bygninger og regeringsbygninger, TV- og pressebygninger, flygtningecentre og sanatorie, mere end 190 skoler, stiftelser og fakulteter, private firmaer, forretninger, huse, 17 satelitstationer. Kirker, klostre og ortodokse kirkegårde og kulturhistoriske mindesmærker. Bombetogterne den første måned kostede 45 mia. kr. Måske skal vi også søge efter dem, der tjener pengene på bomberne, jetmotorerne eller på krigs- og flygtningebillederne. Ved angrebets start den 24. marts vistes billeder med sne på, selvom foråret forlængst var kommet til Kosovo. Det er sært som militærnægterne – bl.a. Clinton, Solana og Schröder – og defaitister er blevet krigsgale. Jeg var NATO-tilhænger, nu ses de værste velsigne NATOs bomber. Var det måske ikke lige netop det, der var meningen med et “forenet” (“united”) europæisk kontinent? Jo, det ser unægtelig sådan ud. En del af kendsgerningerne i ovenstående artikel stammer fra International Action Center andre fra vore kontakter i Rumænien, der fulgte krigene på nærmeste hold, og disse kontakter lyver ikke.

Løgnene om Den Første Verdenskrig:

Deja vue: Et spejlbillede af det samme projekt: Ved starten på 1. Verdenskrig hævdede 93 kulturpersonligheder i Kejser Wilhelms Berlin i “Opråb til Kulturverdenen”, at Belgien skulle have angrebet Tyskland. Sandheden var, at Tyskland havde angrebet Belgien og sønderbombet bl.m.a. Domkirken i Louwain. Det drejede sig om de belgiske campinekul, om Belgiens adgang til havet, om en deling af Belgien, så Wallonien gik til Frankrig, Flandern til Tyskland. I 1915-16 lod den tyske besættelsesmagt en række belgiske sproglove, der var udarbejdet før krigen, træde i kraft til gunst for Flandern. Den tyske Kansler Beth Hollweg udtalte 5. april 1916, at det var et klart tysk mål at sikre flamlænderne “kulturel autonomi” i Belgien. Det ville betyde et slavebundet folk i folkedragter. De tyske, såkaldte “kulturpersonligheder” løj om virkeligheden. Dette kunne den danske digter Johannes Jørgensen bevise som øjenvidne og førstehåndskilde i “Klokke Roland”, udgivet på Pios Forlag, 1916. De hemmelige original-dokumenter i håndskrift fra Berlin er medtaget i bogen, som IoD er i besiddelse af.

Tilbage til Balkan:

General Wesley Clark til CNN, juni 1999: “I det moderne Europa er der ingen plads for homogene nationalstater. Det var en ide fra 1800-tallet, og vi vil gennemføre den (multikulturalismen) i 2000-tallet, og vi vil skabe multietniske stater”. Det samme blev gentaget i et interview Sabine Christiansen debat-show fra tysk ZDF-TV, hvor en lettere ophidset tidl. NATO-general, tyskeren Neumann kort før sin afgang fra stillingen eftersnakkede Wesley Clark, også i 1999: ”Det var så Kosovo, næsten gang kan det blive hvor helst i Europa”.

Tæt på i dag:

Niels Aadal Rasmussen Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) , giver bl.a. dette ekko 6 år senere i 2005 på fil tilhørende: [Young Europeans for Security – Trommesalen 3, 2. – DK1614 Copenhagen – Denmark. Members of board: Henrik Winther (chairman), Sanne Brasch Mogensen (vice chairman), Kim S. Nielsen (treasurer), Paul Robson & David Mouyal.]:

Lidt fra indledningen:

”EU’s militære rolle i Bosnien-Herzegovina og Danmarks civile bidrag: EU’s overtagelse af NATO’s militære rolle i Bosnien-Herzegovina er et eksempel på, hvorledes fremtidige militære indsatser indgår i en bredere koordineret indsats. EU har den overordnede strategiske ledelse og vil her kunne vise værdien af en samtidig anvendelse af en række udenrigspolitiske instrumenter. De omfatter sammensætning af en militær styrke, opbygning af en lokal politistyrke og retsinstanser samt støtte til den demokratiske og sociale udvikling i Bosnien-Herzegovina. Danmark vil ikke have mulighed for at deltage med militære styrker i EU-regi som følge af det danske forsvarsforbehold overfor den Europæiske Sikkerheds- og Forsvarspolitik.”

Lidt facts fra urolige perioder tidligere af Europas historie:

Kunstnere med de nødvendige Satire-bidrag i andre meget urolige perioder af den europæiske historie:

1. William Shakespeare (antagelig alias Sir Francis Bacon (1561-1626) (later Lord Verulam and the Viscount St. Albans)

2. Molière, døbt Jean-Baptiste Poquelin (15. januar 1622 – 17. februar 1673),

3. Ludvig Holberg, 1684 – 1754

Ad 1.

The Gunpowder Plot — The dramatic story behind an anonymous last-minute warning of the plot by Catholic terrorists to blow up Parliament.Charles The First (1600-1649), King of England, Scotland and Ireland whose refusal to compromise over complex religious and political situations led to civil war, his own execution and the abolition of the Monarchy. He even apprived or a least accepted his own execution.Oliver Cromwell — How did this non-descript East Anglian gentleman emerge from the Fens to prove himself a military genius and a master politician, capable of reforming the army?The Great Plague — The story of the worst-ever British pandemic, told through the experiences of the families living in the heart of the Plague’s worst ravages.The Great Fire of London — the human and scientific story of the chain of events which led to the destruction of over 430 acres of the City of London. A Century of Troubles: England 1600-1700 accompanies: Plague, Fire, War and Treason.

Ad 2

French ‘absolutist’ state, which is of the greatest interest and significance in terms of wider European trends. The focus will however be primarily on the underpinnings of the power structure, not on traditional political or administrative history. If increased royal power implied many severe clashes with local or particular interests, it was also based on a network of alliances and compromises with such groups, which set up many powerful interactions. The role of religion as an integral part of these structures will receive particular attention, since the régime cannot be properly understood without this crucial dimension.

1683 var der krig i Wiens gader mod muhammedanerne. Det var ikke tilfældigt, at de slog til fra Balkan, nu der var virkelig uro og ustabilitet over alt i Europa. Tidspunktet var valgt med største omhu. Prøv : http://gatesofvienna.blogspot.com/

Fra slutningen af 1980-erne og til nu er de største og mest tillokkende omvæltninger sket på det europæiske fastland siden netop 1683. Et tomrum i øst, måske og et splittet Vesteuropa. Jeg fraregner Napoleonskrigene 1800-1815, fordi de afgjort ikke skabte det storkaos, som vi nu er endt i. Og jeg ser bort fra Adolf Hitler, der netop var allieret eller havde venskabsaftaler med de fleste muhammedansk dominerede lande.

Hvordan mon det reelt ser ud i dag??

Alliancer kan skifte: Europæisk-Arabiske Dialog:

https://danmark.wordpress.com/2006/05/18/europisk-arabiske-dialog/

Stormen på København 1659
Ad 3

Efter Chr IV’s deltagelse i 2. fase af 30-årskrigen inklusive Kejserkrigen, så Torstensonkrigen 1643-1645 med Brømsebro-freden/våbenhvilen og tabet af Blekinge, hvor vi også taber Jylland, men bytter os det tilbage med vore andre erobringer i Sverige, så Frederik den III, der totaloverumples af svenskernes fremrykning 1657-1658, Roskildefreden med det endelige tab af Skåne, Halland samt i øvrigt Bornholm, Stormen på København 11. februar 1659, fredsaftale 1660, det endelige tab af Skåne og Halland, statsbankerotten i Danmark samme år 1660, så Enevældens indførelse ved et kup, Den Skånske Krig 1675-1679, og så den allermest overflødige, Store Nordiske krig 1709-1720 – med bl.a. Tordenskjold:

marstrand1.gif

Så begynder fremsynede dansksindede tyske adelsmænd, faktisk inspireret og hidkaldt af den dygtige og fremsynede Struense, at indvandre og inspirere til jordreformerne, der pegede fremad.Vidste du at Chr. IV måtte pantsætte sit diamanthalsbånd i Antwerben for at skaffe penge til soldaternes sold, så det stod skidt til.Ham forherliger de, vel mest p.g.a alle de smukke bygninger i København. Mange af de samme forherligende typer har/havde olde- eller tipoldeforældre, der så hen til eller ignorerede krigene, der førte til tabet af Sønderjylland, Slesvig og Holsten i 1864.

Vi havde f.eks. nationalbankdirektør ved Den Første Verdenskrigens udbrud, Marcus Rubin, en radikal historiker, der i 1891 bl.a. skrev: ”…tåber i Danmark og folk uden indflydelse håber på en Genforening (1920).” og “I Danmark har man nu indregistreret 1864 som et historisk, endeligt faktum”, skrev Marcus Rubin også.Marcus Rubin spillede en ikke ubetydelig rolle i Landmandsbank Krakket/Skandalen 1923. Eneste brugbare kilde til den ufattelige skandale, der sammen med en skæbnesvanger fejlfinansiering af de danske omkostninger ved verdenskrigen, der lagde Danmark på bankerottens rand i 1923, findes på: https://danmark.wordpress.com/2006/06/22/enron-i-usa-landmandbank-krakket-i-danmark/.

Vi havde et førstehåndsvidne til begivenhederne; hans beretning er lagt på:

Enron i USA i dansk deja vue:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/22/enron-i-usa-landmandbank-krakket-i-danmark/

Prøv en søgemaskine på ’landsmandbank skandalen’.

Professor Lauritz V. Birck levede og virkede netop på den tid. Birck søgte sandheden i alt, hvad han skrev og udtrykte og var utrolig produktiv, samtidig med professorhvervet fik han opgaven at tage sig af opgøret efter skandalen, der førte til en indtil i dag hemmeligholdt betænkning – trods officielle løfter til L. V. Birck om offentliggørelse af betænkningen, så gentagelser kunne forebygges i fremtiden. Men sandheden fremgik af betænkningen og fortrinsvis småbønder og husmænd kom til at betale for lakskoenes dans på de bonede gulve for summer, der tålte sammenligning med hele betalingsmiddelmængden, der var i omløb på den tid.

Tilbage til nutiden:

Spekulationen finder en ende pr. naturlov (inspirerede mig lidt til at gå videre):https://danmark.wordpress.com/2006/06/26/spekulations-regimet-kommer-til-ende-pr-naturlov/
Har du nogle forslag, nogle ideer eller eventuelt nogle kontakter, der kunne bidrage til det, som vi altid har overlevet på i Vesteuropa og England, når vore magthavere svigtede deres landsmænd:

Satiren

Jeg tænker ikke på muhammedtegninger. Det skal være noget, der vækker europæerne herunder især danskerne af deres coma-tilstand. Hvis ingen har, kan det være mange af dem dør i deres lænestole. Viser vi ingen modstandskraft, siger højlydt fra overalt i det daglige, kan vi heller ikke regne hjælp udefra, og muligvis kan vi end ikke da regne med noget, andet end det må være bedst at gøre det rigtige for vore børn og børnebørn.

Mest besøgte sider på https://danmark.wordpress.com/ :

De der elsker at hade:

kan få andre til at hade at elske

https://danmark.wordpress.com/2006/06/18/de-der-elsker-at-hade/

Ikke omtalt sønderligt i Sverige, men på http://www.frontpagemag.com/ med hjemsted New York.

Du må ikke bringe løgnen videre eller bare lade stå til

Du skal svare igen: https://danmark.wordpress.com/2006/06/15/du-skal-svare-igen/

Så noget tyder på, at ikke alle er helt lige glade

Landsforræderen Corfitz Ulfeldt. Var gift med Chr. IV ’s datter, men sad pludselig som forhandler for svenskerne.

Tog ned sammen med den tidligere tyske udenrigsminister Hans-Dietrick Genscher og anerkendte Bosnien som en selvstændig muslimsk stat. Derefter kunne NATO angribe. Stillingen han søgte ved Nato blev paradoksalt nok besat med militærnægteren Javier Solana.

Corfitz Ulfeldt spøger i Danmark forklædt som Uffe Ellemann-Jensen Kommentar den 7/2 2006:

Uffe Ellemann-Jensen kommer 7/2 2006 med den mildest talt overraskende melding, “at Jyllandsposten og dens læsere ikke har forstået, at globaliseringen stiller nye krav til, hvordan man omgås hinanden.” På den baggrund mener han, at chefredaktøren skal føje islamisterne og opsige sin stilling på bladet.

Tænk, vi opfattede globaliseringen som international konkurrence; nu kan vi forstå det må være en særlig styreform som Uffe Ellemann-Jensen og hans bosser i internationalen har på bedding, en styreform uden ytringsfrihed og uden andre frihedsrettigheder. Vi fik forsmag på den i EU-grundlovsforslaget, som europæerne nu har sagt nej til. Vi kan kun gisne om, hvem Uffe Ellemann-Jensen egentlig repræsenterer efter han har forladt det danske politiske liv. I hvert fald ikke danskerne.

Kommentar den 6/2 2006:

Avisen med mere magtudfoldelse end regeringen i et land, hvor fremmede imamer praktisk havde udkonkurreret udenrigsministerens rolle: Når den islamistiske Al-Qaeda uden ophør gør det, som Morgenavisen Jyllands-Posten sarkastisk fire måneder forud fejlagtigt kom til at antyde, at Profeten også kunne være indblandet i, så skal danskerne efter terrorgruppens seneste meldinger dræbes og hakkes i småstykker.

Har vi hørt fra en anden side i det danske, IS (Internationale Socialister): “Noget med at hakke til medister” – antagelig et fint vink om den kommende akse.

Afslutningskommentar:

Gud, hvor er vi bange for at blive uciviliserede efter 500 år !

Sonia


DIIS blev etableret på initiativ af Uffe Ellemann-Jensen næsten samtidig med et tilsvarende norsk institut kom til. Begge er efter det oplyste nært tilknyttet CFR-organet/logen (Council of Foreign Relations), hvorfra næsten alle betydelige præsident-kandidater i USA er blevet rekrutteret.

27. juni 2006

Centralt efter IMF’s tur til Danmark


IMF foreslår ligesom

Velfærdskommissionen

– at ejendomme og huse beskattes.

Udgangspunktet:

Se, nu er prisstigninger sat i gang af de ansvarlige på Christianborg ved at udvide kreditterne ganske betydeligt ved typisk en udstrækning af afviklingsperioden for kreditforeningslånene.

Keynes-myten hersker stadig: Mere købekaft, mere (falsk) opgang,

men ikke mere opretning af det forsømte.

Ja, ejendomspriserne skal standses – men hvorfor satte Marianne dem så i gang ?

Ejendomspriserne skal standses – en samlet gennemgang af forløbet og hvad der skal gøres:

https://danmark.wordpress.com/2006/05/25/ejendomspriserne-skal-standses/

Hvad er sker, intentionerne bag forslagene, og hvad burde ske:

Den øgede købekraften frigøres dels fra de sparede penge på terminerne dels og mest fra prisstigningerne på huse og ejendomme, der følger umiddelbart efter omsætningen af husene. Og den sker jo hele tiden.

Krav om højere løn kunne snart aktualiseres tillige, fordi snart halvdelen af den disponible indkomst går til huslejen eller terminen. Og så inflation.

Større afkast fra private formuegenstande uden for produktionen; det er hvad der er tale om ved omsætning af husene og ejendommene. Nogle af disse afkast forventer man så investeres i realproduktion.

Kapitalen trækkes ud af produktion og over privat formue eller til udlandet – det faktisk for at holde kapitalen Europa, at EU hæver renten – de øvrige EU-medlemslande har afsluttet deres keynesianske ejendomsprisstignings-ræs omkring år 2001:

Kapitalisation skal forstås: http://www.lilliput-information.com/kapt.html

Problemet er fortsat, at det skal kunne betale sig at investere mere i produktion, og betale sig mere end at være kuponklipper eller investere i udlandet. Grænsedækningsbidragene styk for styk skal kunne summe sig til et beløb, der først dækker de fast omkostninger. Dernæst skulle der gerne nederst på linien være noget, der kaldes resultat efter skat, der skal repræsentere forrentning af den investerede kapital; og det i en størrelsesorden, der kan konkurrere med andet. Det er der ikke.

Nogle af de ændrede finansieringsformer er blevet temmelig rentefølsomme, hvilket vi har advaret imod flere gange. De har ikke alene ført til spekulation i yderligere prisstigninger og dermed rene spekulationskøb – som enhver uafhængig med indsigt kunne have forudset. Med de afdragfrie lån er risikoen størst, og her er man blandt “førstegangskøbere” kommet derhen, at ejerskab og lejemål nærmest overlapper og erstatter hinanden overtiden.

I England kom disse sidste låneformer til før her. Englænderne kalder dem meget betegnende “selvmordslån”.

Formålet med Velfærdskommissionens og IMF’s anbefalinger af skat på huse og boliger:

1. At beskatte pristigninger vil dæmpe prisstigninger, og samtidig har de ansvarlige det tillægsproblem, at den alternative renteforhøjelse på renteforhøjelse for at bringe prisstigninger til ophør samtidig hæmmer investeringslysten i realproduktion endnu mere.

2. Desuden er der den tanke bag, at med internationaliseringen vil en sikring af skatteprovenuerne fremover måske skulle findes i at beskatte noget, der bliver stående. Det gør netop huse og ejendomme som bekendt. Lønninger og andre indtægter flytter sig, og internettet gør det også bekvemt at flytte hen, hvor forpligtelser fastsat af lovgiverne, er noget mildere end her.

Tre ting er der sige her til:

1. En beskatning af huse og ejendomme vil næsten uanset indretningen hæve huslejerne, fordi ejendomsejerne netop har fået stillet i udsigt, at de skulle til at tjene flere penge ved udlejning.

2. Når det officielt nogle gange forlyder, at der skal ske en omlægning af skatterne, så fortæller al erfaring, at der i stedet bliver tale om skattestigning. Et enkelt skattesystem kunne forlængst have sikret et stabilt provenu, fordi et sådant enekelt system ikke kunne omgås som i dag med omkring 8000 sider lov-, bekendtgørelses- og cirkulærermaterialer at gå igennem, hvis alt skal sikres bedst muligt.

3. At tro at man kan flygte fra globaliseringen er lige så naivt som at forsøge løbe fra Vestenvinden. Euroen er i øvrigt også et sådant beskyttelseredskab mener vore naive politikere, der desværre ikke ved noget reelt om montære forhold, endsige formuedannelsens dynamik. Det er beklageligt, men sådan er det.

Betydeligt mindre skat på arbejde, en mindre offentlig sektor, der i forhold til landenes indbyggetal er 4 gange større end den tyske og 8 gange større end den spanske.

Men selv i disse to lande går det utrolig skidt med den reale vækst, og beskæftigelsen forrringes og har det gjort de sidste 3-4 år, fordi de nødvendige tiltag med lavere skat på arbejde, en gennemgribende uddannelsesomlægning og en koncentration om andre af de hjemlige forhold forblindes af et tilskuds-Europa forsat i bedste Keynesianerstil og en Euro, der holdes kunstigt oppe på oliehandel – ikke af overskud og vækst i økonomierne i Euroland, der er på nærmeste pist væk.

Vil de snart give slip og lade inflationen drøne, så vi kan få det overstået?

Disse oplysninger kan ikke hentes andre steder i Danmark. Arbejdet hermed foregår under forudsætninger, som ingen i de politisk korrekte kadrer forestiller sig.
Derfor ville et bidrag til den fortsatte produktion og offentliggørelse være velkomment på konto i Danske Bank: Reg.nr. 3629 kontonr. 3629461213

27. juni 2006

Joern E, Vig, cand. oecon.

At de skulle komme paa bedre tanker – glem det


Bliver velfærden omlagt ?

I alle de vestlige velfærdsdemokratier føres debatten i disse år: Kan velfærden omlægges, og hvis den kan, skal der da ske store forandringer eller større og mindre justeringer? I alle de berørte lande finansieres velfærden delvis efter forsikringsprincippet og delvis over skatterne, der fortrinsvis er indkomstskat og moms. I Norge lever 1,3 mill. af overførsler (2005), hvoraf 625.000 er alderspensionister, i Tyskland er den officielle ledighed (i 2005) på ca. 10 pct. i realiteten dobbelt så stor, når udstødte uden tilknytning til forsikringsordningerne på det tyske arbejdsmarked medregnes.

Den internationale konkurrence, der skal kaldes globalisering i disse år, sætter et særligt skub i udviklingen, forstået på den måde, at udviklingslandene, østlandene og Fjernøsten i disse år begynder at præsentere et vareudbud og en arbejdskraft til langt lavere priser henholdsvis langt lavere lønninger end tilfældet er i de gamle velfærdsdemokratier. Den officielt opgjorte danske arbejdsstyrke, som skulle omfatte det antal i landet, der tilbyder deres arbejdskraft på arbejdsmarkedet, skal korrigeres, fordi udstødte, der relegeres af arbejdsløshedskassernes modtagegrupper og sendes på bistandshjælp eller førtidspension uden at have andre handicaps end samfundsudviklingen, skal medregnes i arbejdsstyrken som ledige:

I tabel 1 er ikke inkluderet 423.858 modtagere af syge- og barselsoverførsler i offentlig sektor og salgbar produktion.

Samfundets (i få tal) udseende før og efter velfærden – til erstatning for velstanden – indførtes, først i sproget, så i praksis – vel at mærke:

http://informationomdanmark.blogspot.com/2006/03/efter-to-velfrdsgenerationer.html

Den nød og elendighed, der findes idag, fandtes ikke før systemets indførelse:

Dansk Velfærds Histore:

http://nytdanmark.blogspot.com/2006/05/dansk-velfaerds-historie.html

Det officielle antal i arbejdsstyrken i perioden 2001–2005 er blevet reduceret med mere end 30.000. Det officielle antal uden for arbejdsstyrken i arbejdsaldrene 15-66 år er øget med mere end 50.000 i samme periode. Velfærdskommissionen hævder, at der fortsat er 200.000 flere i arbejdsstyrken end uden for arbejdsstyrken. Her skal vi huske, at der er cirka 1 mill. under 18 år, hvoraf kun en andel er medtaget i ovenstående tabel 1.   Omkring 40 pct. eller 440.000 af de 1.100.0000 på offentligt tildelte overførselsindkomster i Tabel 1 er immigranter, børn af immigranter, naturaliserede eller børn af naturaliserede (se neden for).

Hertil kommer aldringsspørgsmålet, der p. g. a. for få fødsler blandt danskerne siden 1969 har givet en skæv aldersfordeling med en voksende andel ældre. Dette bidrager yderligere til forsørgelsesopgaven. Den danske model for velfærd er angiveligt tænkt at skulle udligne betalingerne mellem ydere og nydere over livsforløbet. Dette vil ikke kunne ske fremover med en stadigt mindre arbejdsstyrke og et stadigt øget antal uden for arbejdsstyrken i de arbejdsdygtige aldre. Det er tillige ikke muligt at finansiere den nuværende ordningen, når befolkningsudviklingen netop fortsætter med: 

  • Aldersfordelingens udvikling i retning af større andel af ældre med pensionsbehov
  • Immigranternes uegnethed til arbejdsmarkedet

Indvandrere hæver 40 pct. af bistandshjælpen, hævdede den tidligere socialministeren Henriette Kjær. 1. maj 2005 citeres på http://www.filtrat.dk  Århus Kommune: – ”58 % af indvandrere på bistandshjælp m. m. er uegnede til arbejde – politikere er rystede”. 

Selvom om aldringsspørgsmålet blandt danskerne i udpræget mindre målestok modsvares af den relativt meget store børne- og ungdomsandel blandt immigranterne (35% er under 25 år), vil det helt centrale i en overskuelig fremtid være at finansiere forbruget blandt andre 1.822.000 modtagere af offentlige overførsler plus de 850.000 offentligt ansatte. Der er i disse år en lille million, som frembringer og afsætter den salgbare produktion.

Af “Årbog om udlændinge i Danmark 2001 – Status og udvikling”, Indenrigsministeriet, 2001 fremgår officielt, at 53 pct. af de mandlige immigranter fra ikke-vestlige lande er ledige eller uden for arbejdsstyrken, for kvinderne er det 71 pct. Da andelen af alderspensionister blandt immigranterne fortsat er meget lav, skal de anførte procenttal fortrinsvis genfindes som absolutte antal i tallet 1.100.000 i tabel 1. Dette emne er behandlet i næsten alle detaljer på:

Ikke-vestliges tilknytning til arbejdsmarkedet:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/25/ikke-vestliges-tilknytning-til-arbejdsmarkedet-2/

Hvis indvandringen kunne have rettet op på aldringsproblemet for det danske samfund, hvor velfærdssystemet byggende på udligning over livsindkomsten gør systemet endog særdeles sårbart, så ville tidsfaktoren alligevel have indhentet denne opretning, og det kan også konkluderes, at indvandringen faktisk har forøget finansieringsproblemet ganske betydeligt. Økonom, tænketanksformand og foredragsholder Hans Kornø Rasmussen har ved flere lejligheder foreslået ligesom EU-kommissær Vladimir Spidla en mangedobling af indvandringen til EU og dermed også til Danmark.

Velfærdskommissionen spørger, ”Kan øget indvandring løse forsørgerproblemet?”. Herefter følger nogle tankeeksperimenter, der viser, at kunne man forestille sig ekstra 30.000 indvandrere fra mere udviklede lande hvert år i al evighed (mange flere hvis de har deres familier med) kunne indvandre til Danmark – foruden de hidtidige ca. 10.000 pr. år fra mindre udviklede lande – og lade sig beskæftige og betale skat, så var finansieringsproblemet løst for Velfærdskommissionen.

Den danske statsgæld er blevet knap 10-doblet i perioden 1960-2001 regnet i faste priser. Såfremt den tekniske udvikling – uanset udstødningen fra arbejdsmarkedet – havde været i stand til at sikre tilstrækkelig øget produktion i samhandelssektoren til at finansiere en mere end dobbelt så stor offentlig sektor inklusive de udstødtes overførsler i perioden 1960-2001 i en også stærkt aldrende befolkning, som man forudså allerede i begyndelsen 1970-erne, og i tillæg et indtag af immigranter, hvor mere end halvdelen bidrager til det modsatte af problemernes løsning, uanset en meget lav ældreandel blandt de indrejsende, så står den internationale konkurrence via globaliseringen stadig tilbage. Skal vi ikke sige, at projektet ikke bygger positivt på denne indsigt, hvis den meddelte hensigt med projektet er, hvad det drejer sig om?

Struktur- og konkurrenceforskelle vil uden mulighed for statslig affjerding blive udlignet af markedet. Hovedkamppladsen er arbejdsmarkedet, social- og økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under løn- og socialomkostningskonkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i fattigdomszoner overalt, og der vil ske en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende (nationale) fagforeningstariffer og mindste-standarderne for det sociale niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang af deres trusselspotentiale, der ligger i, at de flytter produktionerne til særligt gunstige løn-, social-, skat-, øko-billige områder i og uden for Europa.

Opimod 10.000 jobs flyttede ud i 2005 – hvis ikke flere, vi kunne ikke nå at checke det. Virksomhederne investerer kun, hvis deres fortjenstmarginer betinger produktionen eller eventuelt betinger en ændret/tilpasset produktion. Forskellen mellem omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen), som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe til, at 700.000-800.000 arbejdsløse ud af godt 2,8 mill i den officielle arbejdsstyrke eller 3,3-3,5 mill. af de reelt arbejdsdygtige efterspørges i produktionen.

Kan tilstrækkelig forskel eller margin realiseres ved et lavere produktionsniveau, gennemføres det måske ved det lavere niveau, også hvad angår beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere. Det er det ikke, når vi ser på danske forhold. Passive afkast uden for produktionen eller produktion i udlandet er at foretrække. Derfor føres købekraften over i privat kapital uden for produktionen eller ud af landet: Kapitalisation

Forretninger/virksomheder investerer ikke p. g. a. prismarginaler, men som følge af tilstrækkeligt fortjenestgivende pris/omkostningsmarginaler. Problemet er således ikke éndimensionelt, men i alt fald to- og som oftest flerdimensionelt. Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces. Privatforbruget og det offentlige forbrug frembringer ikke andet end vedligeholdelse og affald.

Hvad forbrugerne giver ud eller forventer af fremtiden sætter ingen gang økonomien i gang eller det modsatte, men forbruget vedligeholder blot apparatet, eventuelt på vågeblus, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi høre økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger (der mere er indholdsindikatorer på deres TV-forbrug).

For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes (USA-) privatforbruget til kun omkring 8,5 % af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D. v. s. at det samlede forbrug af kapitalgoder til at frembringe, distribuere og levere varer var 12 gange større end privatforbruget. I dag er forholdet givet endnu mere skævt. Problemet kan ikke med nogen chance for succes i fremtiden anskues fra oppefra og nedefter. Den salgbare produktion i landet skal øges ganske betydeligt, eller også skal velfærdssystemet afskaffes.

En proces til fremme af produktionen sættes ikke i gang ved at præsentere erhvervslivet for arbejdskraft. Det kan kun ske ved at gøre produktionerne her i landet mere fordelagtige. Dette lader sig ikke gøre uden en betydelig løn/skattetilpasning. De seneste fire år er problemerne kun blevet større, mindsket arbejdsstyrke og flere at forsørge endog i de arbejdsdygtige aldre har vi lige konstateret. Problemet er i den periode derfor kun blevet vanskeligere at rette op på.

Ikke desto mindre, Velfærdkommissionen: ”Det er ambitiøst at øge beskæftigelsen væsentligt mere end i dag. Beskæftigelsen er i forvejen ret høj i Danmark sammenlignet med andre lande.” 

IoD:  Dette er kardinalpunktet: Hvis en beskæftigelse med 1,1 mill. i de arbejdsdygtige aldre i sammenligning med den samlede arbejdsstyrke på 2,9  mill. fortsat skal udelukkes fra et monopoliseret arbejdsmarked og måske endnu flere, så vil der ikke være skattegrundlag for at finansiere velfærdsordningerne fremover.

Beskæftigelsen i andre lande er ligegyldig al den stund omfanget af den danske velfærd pr. skattekrone er langt højere og fordyrer vore varer. Det skal understreges, at lidt regulering af efterlønnen m. h. t. taksterne eller ditto af tids- og aldersgrænserne for ordningen, eventuelt dens afskaffelse, eller ændringer i pensionsaldersgrænserne, eller i de sociale takster ændrer intet ved problemet. Problemet er helt enkelt, at omkostningerne ved det samlede system afsættes i skatterne og dermed i de monopoliserede lønkrav. Dette fører pr. automatik til, at en mængde af de produktioner, hvis indtjening er forudsætningen for systemets virke, ikke betaler sig for virksomhederne. USA udnyttede globaliseringens fordele allerede fra begyndelsen af 1980-erne med outsourcing af bl.a. adskillige løntunge produktioner. Samtidig lod man kineserne købe amerikanske statsobligationer for de penge, som de ikke umiddelbart kunne realinvestere.

Herved opnåedes samtidig dele af et sikkerhedsnet for dollaren. EU har bragt sig i en defensiv position og vælger nu beskyttelsestold på skiftende produkttyper fra lavtlønsområderne bl. a. Kina, efterhånden som truslerne mod de fastholdte europæiske produktioner dukker op. Uanset om vi skal se velfærdssystemet gradvist bryde sammen p. g. a. manglende finansiering, eventuelt med et sidste greb efter inflationen uden for Euro-zonen, og så længe EU ikke har standset dette, så kan vi med en delvis afsporet uddannelses- og forskningssektor, hvor 2 ud af 3 uddannede fortsat retter blikket mod beskæftigelse i den offentlige sektor, så vil den nærmeste fremtid bringe flere og flere billige importvarer til landet til en stadigt større andel af befolkningen, der vil være henvist til offentligt tildelte overførselsindkomster som livsgrundlag. Udveksling af  varer og produktionsfaktorer herunder vidensoverførsel med de lønlette områder vil være aktuel en årrække frem.

Forsøget med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til f. eks. IT-branchen i Danmark synes ikke at ville lykkes, meget på grund af personskatterne, viser undersøgelser.  Dette burde være bevisførelse nok; men herudover kommer øvrige byrder på erhvervslivet og på hver ansættelse:

Tag endelig denne her med, for det ikke sandt, fordi de siger det på TV:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/23/jobannoncer-uden-reelle-jobs/

Vi konkluderer, at da vore egne uddannede stikker af eller søger den offentlige sektor, immigranterne de sidste 30 år afgjort retter sig mod de løntunge og videnslette brancher, hvis ikke mod de offentlige ydelser, vore egne ledige og udstødte i de arbejdsdygtige aldre sammen med 7.000 baltere og polakker (i blot 2005) ikke kan bruges til andet i “det evigtvarende ideologi-eksperiment” – den danske utopi – så må vi gå ud fra, at virkeligheden inden for overskuelig tid standser projektet, der også kun skulle tjene ideologiens ledende fra den første færd. Det er helt sikkert at andre nok så presserende problemer skal finde deres løsning inden for overskuelig fremtid, hvis landet skal bestå. Sådan er det. Hvad politikerne måtte forhandle sig til i kølvandet på Velfærdskommissionen arbejde, bliver ikke andet end et par svømmetag, med dem forventer de at holde sig oven vande.

To generationers utopi kan ikke sådan udslettes på en studs. De får en brat opvågnen, ingen tvivl om det, og så er det for sent. Mange i det øverste synlige lag leger 1500-talsfolk under Merkantilismen, der gik på at rage til sig og samtidig holde på det man havde. Det går en tid, men så får det også en ende. Spanien gik bankerot, da det havde plydret Syd- og Mellemamerika for guld og sølv.

….ét er søkort at forstå, et andet skib at føre

10. november 2005

Joern E. Vig, cand oecon.

14. januar 2009

Med tre års forsinkelse skal regeringens støtteparti nu pludselig af Berlingske Tidende gøres til det, som det handler om, når det kommer til omlægning/sikring af velfærden. Rent vrøvl

Ikke meget nyt under solen


“Ny økonomisk epoke”, “Ny æra”, ”Nye tider”.

Forventninger er frie goder,

men også de udnyttes.

“Brug tænkeren, hvis dit hjerte er fyldt”

En væsentlig forskel til 1920-ernes USA?

Investeringer i real kapitalen på omkring 6,4% pr. år fik fremstillingsproduktiviteten pr. arbejder til at stige med 43%, samtidig med priserne forblev temmelig stabile. Omkring 1929 producerede USA faktisk lige så mange biler som i 1953, omsætningen af elektriske produkter tredobledes, omsætningen af radioer voksede fra omkring $10,7 millioner i 1920 til mere end $411 millioner i 1929. Et forlænget byggeopsving skabt af stor pengerigelighed efter Den første Verdenskrig gjorde det muligt for millioner af amerikanere at flytte ind i deres første hus. Men pengerigeligheden modsvaredes af en fantastisk fremgang på alle felter. 6,4 % mere kapital nyinvesteret hvert år, priserne var stabile og virksomhedernes indtjening steg år for år.

At perioden var præget af hurtigt voksende forbrug blev ikke diskuteret. :

https://danmark.wordpress.com/2006/06/23/finanskriser-i-nyere-tid-en-kort-serie-uden-heksekunst/

Som i 1890-erne var der imidlertid en skyggeside af denne succeshistorie. Uanset stigningen i produktiviteten fandt mange arbejdere det vanskeligt at fastholde købekraften af de penge de modtog i løn. Der var så også en begyndende tilgang til arbejdsstyrken af kvinder, hvilket yderligere underbyggede dette faktum. Selvom om 1920-erne betragtes som en af de største opgangsperioder i USA’s historie, må vi dog sige, at perioden 1896-1903 klart overhalede den, i alt fald hvad angår fysisk produktion, men slet ikke i finansielle dumheder. Opgørelser viser, at næsten halvdelen af produktivitetsstigningen i 1920-erne fandt sted i perioden 1921-1923 – medens vi lå brak i Europa med et deflationsbefængt Tyskland og en kæmpegæld i øvrigt efter krigen, i Danmark Landmandsbank Skandalen i tillæg. Når bortses fra landbruget steg den gennemsnitlige realløn I USA med 6 % fra 1921 til 1929. For at sikre prisstabiliteten blevet forbruget skævvredet (som nu), og der skabtes ubalance i produktionen. Den hurtige produktivitetsstigning dengang burde have givet moderate prisfald. Sagen var den, at Federal Reserve tillod en massiv kreditudvidelse, ved at renten blev tvunget kunstigt ned. Her i 2006 har vi nedgang, og vi er tvunget til at hæve renten mere og mere, fordi vi har haft aktieboble og ejendomsprisstigninger, hvoraf de sidste ikke nemt har ladet sig standse – udvidet købekraft tilknyttet ejendomsretten til et formue gode uden for produktionen – kapitalmangel i produktionen og manglende konkurrenceevne præger kort fortalt forholdene i sommeren 2006.

USA i 1920-erne, igen:

Betalingsmiddelmængden var bemærkelsesværdig stabil, $3,68 mia. i 1920 og 3,64 mia. i 1929; men kreditten voksede fra $45,3 mia. i juni 1921 til $73 mia. juli 1929, en stigning på 61%. Men ved slutningen af 1928 var inflationen slut. Den totale pengemængde (sedler og kreditter) udgjorde $73 mia. ved udgangen af 1928 og $73,26 mia. ved udgangen juni 1929.

For at gøre det krystalklart skal det oplyses, at prisfald stammende fra produktivitetsstigninger – ikke fra pengemængdeekspansion – er til gavn for alle; det er simpelthen frugterne af de øgede investeringer, oftest i ny moderne teknik, der med ét kan reducere de variable enhedsomkostninger drastisk og dermed øge de marginer, der netop skaber fortjenesten ved masseproduktion. Forsøg på at stabilisere købekraften i monetære enheden blokerer for denne proces, idet den begrænser stigning i realindkomsten.

Kreditekspansionen var et uvidenheds-prisstabiliserings-eksperiment, kan man godt forsvarende sige. Det var aktiemarkeds-vanviddet tværtimod ikke; det tredobledes via kurserne på bare 7 år, og det var det som frembragte depressionen. Til sidst kunne man købe aktier på afbetaling. Ingen ville høre på advarslerne.

Selv J. M. Keynes blev advaret imod at spekulere i aktier, hvortil han svarede: ”…der vil ikke blive noget kollaps i vor levetid” (endog udtalt i midten af juni 1929).

Det er grundlæggende det samme, der sker i dag, bortset fra, at prisniveauet forblev mere stabilt i 1920-erne (og produktiviteten mere peger på en vej med tilskud mod deflation i dag). Prisfald er bestemt ikke problemet, men her er det man i udpræget grad skal have fingeren pulsen og kende årsagerne til prisfaldet. Tager vi England i 1800-tallet, så kan vi faktisk tale om faldende priser i hele perioden fra 1817 til 1896. Det var simpelthen, fordi produktiviteten steg hurtigere end pengemængden – og det har i øvrigt intet med guldmøntfod eller senere guldstandard at gøre. Industrialismen var rigtig i gang. Prisen på guld steg, målt i vareenheder, hvilket stimulerede guldeftersøgningen yderligere. En sådan udvikling førte automatisk til at realindkomsterne (nominal- eller pengeindkomster korrigeret for prisændringer) steg. Der blev altså skabt større fortjeneste-marginer, end hvad der kunne ædes op af pengemængdeforøgelsen.

Denne lære blæser man højt og flot på i dag, fordi man forveksler udvikling med afvikling. I dag er det netop fortjenstmarginerne, der ikke kan findes i real produktionen, fordi indtægterne fra papir og andet uden for produktionen, er 50.000 gange større i dag. Produktionen er 1000 gange større.

https://danmark.wordpress.com/2006/06/14/when-capital-leave-real-production/

Den lette adgang til billigere kreditter skabte det såkaldte opsving i 1920-erne.

En mere restriktiv pengepolitik havde forhindret kæmpekollapset, der skete over aktierne. Den lette kredit forleder ligeledes kapitalinvestorerne til at tro, at en større opsparingstilbøjelighed har frigjort flere ressourcer til investering. Nu hvor presset på priserne er begyndt at vise sig og fortjenesterne faldende, er det et spørgsmål, om centralbanken vil slå bremserne i, før det såkaldte (og kunstige) opsving går i selvødelæggelse. Antagelig; men det er præcis det modsatte der så skal til, når det er sket (ligesom i 1929, hvor det forkerte måske lidt mindre forudsigeligt også skete). Et andet tegn var den afsluttede spekulation i aktiekurserne, der blev brugt at skaffe kapital til egenspekulation og til at finansiere uøkonomiske selskabssammenslutninger. Det samme skete i 1899, 1902, 1924 og i 1929.

Papirmøllen kaldte L. V. Birck denne trafik.

Dette er gennemgået i detaljer på: Mere papir, mere guld

I Storbritannien indtil Den første Verdenskrig og i USA indtil 1920-erne, var det regeringernes politik at lade depressioner udtømme sig selv. Det var gentilpasningsperioden, hvor de usunde investeringer i det samlede kapitalapparat skulle likvideres, så økonomien kunne komme på fode igen. I dag skal de mest usunde produktioner have offentlige og europæiske tilskud, fordi vi lever i en tid kendetegnet ved form uden indhold. Til hvert i fald det sidste var også lidt til fælles med 1920-ernes USA, selvom vanviddet ikke endnu havde grebet de økonomisk ansvarlige; det kom lidt senere.

Menneskelig dårligdom har mange udtryk, ligesom mange symptomer kan ligne hinanden uden at afspejle den samme ubalance.

Praktisk spekulations-eksempel fra pressen 27 juni 2006: https://danmark.wordpress.com/2006/06/27/ingen-skandaler-om-spekulation-hvor-vil-du-hen/

Sonia

26. juni 2006

Vi fandt en anden indgang til forliget – godt puttet af vejen


Nød lærer nøgen kvinde at spinde

  Vi skulle til undervisningsministeriet for at finde ud af, hvad de høje ledere har fundet på af nye gode sager – og aftalt i Finansministeriet – i deres latterlige tro på, at det gavner en dyt på finansieringsspørgsmålet i forhold til velfærden. Men spørgsmålene, der behandles, henhører under beskæftigelsesministeriets og socialministeriets ressort. "Det er da klart vi skal til undervisningsministeriet."

Her er den famøse forligstekst, der indeholder adskilligt om nye påhit mod danske udstødte, og så de berømte 2×2 år på pensions- efterlønsaldrene, der forslår som en skrædder i helvedet:

http://www.uvm.dk/documents/velfaerdsaftale.pdf

Finansministeriets link virkede ikke, men det har vi set før, når der var noget som optager 100.000-vis af mennesker – tænk på de stakkels politikere; de skal jo på ferie:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/26/velfeardsforliget-som-det-flot-kaldes-ingen-adgang/
Her må vi altså sige at vi ganske forstår, hvis Velfærdskommissionen ikke er ubetydeligt skuffet over alt det arbejde, den har lagt i arbejdet gennem de sidste år.

Trods alt mente Velfærdskommissionen ikke, at man kunne gøre 40 pct. af det velfærdsforbrug, der har ophobet sig som følge af indvandringen de sidste 25 år til også at være en central af løsningen på samme finansieringsproblem i fremtiden.

En mere fyldestgørende gennegang af de praktiske problemer og praktiske løsninger findes på:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/23/velfaerd-og-konkurrence-uden-ideologi-i-praksis/ 

At globaliseringen eller behovet for at tage stilling til den skærpede internationale konkurrence ikke er inddraget i samme problemstilling er rablende vanvid – men vi kender dem, de kan eller må ikke begribe noget væsentligt på Christiansborg. Det er helt i tråd med finanslovsforhandlingerne op til Euro-afgørelsen, beskrevet i referat af i øvrigt den nuværende Finansminster Thor Pedersen på lokalradio Falcon på Frederiksberg:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/21/mon-det-er-bedre-i-dag/

EU og andre danske tænketanke fastholder fortsat at tilstrømningen skal mangedobles, og Green Cards og anden fri indvandring af "særligt kvalificerede" immigranter, så bliver det måske EU og Eurabia, der vinder indtil videre:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/05/usa-arabien-eu-i-dilemma/

At systemet bryder sammen er mere sikkert end Amen i kirken. Al ideologi falder til jorden; det holder endnu kortere, fordi det bygger på papir og oliehandel og tilsyneladende uden den mindste bekymring for realproduktionen og beskæftigelsen i Europa:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/05/usa-arabien-eu-i-dilemma/  

Sonia

Velfaerdsforliget, som det flot kaldes, ingen adgang!


 Pist væk! – næsten som med statsgælden
Velfærdsforlig med 2 år på efterlønnen og pensionsalderen. De har ikke fattet en disse og håber på, at hvis de særskilt skal tage ansvaret, så skal der intet besluttes, og selv når de løfter i flok, er de rigtig bange for at foretage sig noget.

NØJAGTIG SOM JEG MELDTE FORUD på:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/23/velfaerd-og-konkurrence-uden-ideologi-i-praksis/

og på : https://danmark.wordpress.com/2006/06/23/jobannoncer-uden-reelle-jobs/ 

Se, nu var der i forliget og lidt om en mere intens og avanceret forfølgelse af de arbejdsløse og især de udstødte. Men pist væk. Forliget forelå via. url fra Finansministeriet, men pludselig i dag ingen adgang. De arbejdsløse og udstødte, der skyld i alle ulykker, jobannoncerne uden substans, især spekulationen i aktier og ejendomme, skal naturligvis ikke være for godt forberedte og kunne debattere det for meget her i sommer. Går da ud fra, at forlig bliver til lov, så bliver det altså bliver tilgængeligt. Men efter det oplyste skal loven først virke fra 1. januar 2007. Vi er et par stykker, der gerne vil vide, hvad de foregår, og hvilke nye påhit, der skal på banen til glæde for os: Så hit med materialet!

Uha, vi har da set det før, f. eks. da regeringen indgik forliget, "En ny chance til alle", en sen nattetime med socialdemokraterne, da kunne vi heller ikke få fat i indholdet efter de gode pionerer fra pressen havde hentet, hvad de skulle bruge til præparere, bearbejde os korrekt. Det samme med Amsterdam- og Maastricht traktaterne.
Denne url virkede ikke kl. 10-11:26 den 26. juni 2006, det med at være præcis, for alle smuthuller udnyttes, ALTID: http://www.fm.dk/db/filarkiv/15156/velfaerdsaftale.pdf

Det er nu sært som det kikser.

Jeg sender lige en e-mail til finansministeren og formanden for finansudvalget, for så er jeg sikker på "jeg har sendt den, og de er sikre på de har modtaget den", hvis bloglæseren forstår, hvad jeg mener, og så spørger jeg, hvorfor vi ikke må vide, hvad der skal ske med os formastelige. Jeg kunne jo også bare en virkende url til denne side med henvisning at vi begynder at omtale de herrer mindre positivt, såfret linket ikke bruges til at virke "snarest belejligt" – der betyder "med det vons" eller i internationalens sprog "a.s.a.p." på christiansborgsk.

————————-

Nu har jeg skrevet således til finansministeren min@fm.dk og formanden for finansudvalget dfkrtd@ft.dk her kl. 12:10 den 26 juni 2007.

Jeg vil se det virker, inden dagen er gået:

"I skal bringe dette link til at virke. Find begrundelsen på nedenstående

http://www.fm.dk/db/filarkiv/15156/velfaerdsaftale.pdf

https://danmark.wordpress.com/2006/06/26/velfeardsforliget-som-det-flot-kaldes-ingen-adgang/ "

——————————————————

OBS-OBS, den er fundet et helt andet sted, bare den nu ikke er blevet censuret:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/26/vi-fandt-en-anden-indgang-til-forliget-godt-puttet-af-vejen/

 

Vi er os afgjort store forbrydelser bevidste….

Sonia

25. juni 2006

Ikke-vestliges tilknytning til arbejdsmarkedet


– Jo længere ophold her desto ringere tilknytning

Forskningschef Gunnar Viby Mogensen og Professor Poul Chr. Matthiessen, Rockwoolfonden oplyste i rapport: http://www.rff.dk/fileadmin/dokumenter/Danske_nyhedsbreve/nov2002.pdf (side 7) (linket er naturligvis blevet renset for indhold):

I 2001 var 44 pct. af de voksne ikke-vestlige indvandrere i job, mod 33 pct. i 1994. Indvandrernes erhvervsfrekvens i 2001 er samtidig kun godt halvdelen af danskernes på 76 pct., og de ikke-vestliges beskæftigelsesgrad er væsentligt ringere end for et par tiår tidligere.

Vi konkluderer på denne baggrund, at arbejdsmarkedstilknytningen gradvist forringes jo længere de har været her.

Men hvor stor procentandel er ikke i job:

Danskernes beskæftigelses- eller erhvervsfrekvens – andelen i de arbejds-dygtige aldre, der tilbyder deres arbejdskraft : 76 pct. 

Ikke vestliges beskæftigelses- eller erhvervsfrekvens: 38-39 pct. (godt halvdelen, som det udtrykkes oven for)  

Konklusion: Når 44 pct. i 2001 af de voksne ikke-vestlige var i job, så var 56 pct. af samme gruppe ikke i job. Men her til skal lægges 38-39 pct., der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Arbejdsmarkedet er en meget fjern ting for næsten alle ikke-vestlige.

  

Specielt kvinderne på arbejdsmarkedet:

Her skal det for god ordens skyld oplyses om ikke-vestlige kvindernes tilknytning til  arbejdsmarkedet – jf. Ritzau den 10. marts 2005 -, at 13.000 ikke-vestlige kvinder i de arbejdsdygtige aldre (16-66 år) i Danmark stod uden for arbejdsmarkedet, og at disse 13.000 ikke modtog nogen form for understøttelse. Det er umiddelbart glædelig oplysning.

13.000 ikke-vestlige indvandrerkvinder i gruppen “øvrige uden for arbejdsstyrken”, der altså ikke modtager overførselsindkomster og ikke er under uddannelse.

 

Hvad så med resten? Det oplyses ikke af Ritzau.

Og bemærk sammenligningen: 47.000 kvinder med dansk oprindelse er i samme gruppe, “øvrige uden for arbejdsstyrken”. Skal vi have dem alle sammen med?

Kvinder og arbejdsmarkedet:
I 2001 oplyste Rockwoolfonden, jf:
http://www.rff.dk/fileadmin/dokumenter/Danske_nyhedsbreve/jan2001.pdf

at 72 pct. af de danske kvinder i de arbejdsdygtige aldre står til rådighed for det danske arbejdsmarked (d.v.s. har arbejde eller melder sig som ledige på AF). Endvidere oplyste samme “tænketank”, at af de ikke-vestlige kvinder i samme aldre står kun godt 36 pct. (38-40 pct. oven for angav den samlede procent for ikke-vestlige kvinder og mænd under ét) til rådighed for arbejdsmarkedet.

Se, nu kunne man blive fristet til at opfatte de nævnte 13.000 fra Ritzau (10/3 2005) som de eneste ikke-vestlige kvinder i de arbejdsdygtige aldre, der er uden for arbejdsmarkedet. Men dette er ingenlunde tilfældet, for da ville her kunne være 13.000/(1-0,36) = 20.313 ikke-vestlige kvinder i de arbejdsdygtige aldre i alt i landet. Og det er helt hen i vejret.  

De 36 pct. svarer til 0,36 nævnt i afsnittet lige oven for. 1-0,36=0,64 eller 100%-36%= 64% er resten, der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet).

Så, (1-0,36)= 0,64 eller 64 pct. af de ikke-vestlige kvinder i de arbejdsdygtige aldre står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Dertil kommer ikke-vestlige børn og unge, der udgjorde cirka 25 pct. af alle ikke-vestlige, hvoraf nogle af dem (unge under uddannelse, 16 år gamle eller mere) er inkluderet i de 64 pct., og så var der 7-10 pct. af alle ikke-vestlige, der modtager folkepension.

Blandt alle ikke-vestlige mænd og kvinder kunne Berlingske Tidende oplyse den 18/8 2001, at 7,6% modtog førtidspension, revalideringshjælp eller aktiveringsydelse.

Såfremt fordelingen på mænd og kvinder havde været lige m.h.t. de lige i netop oplyste ordninger – der er meget større andel blandt kvinderne på disse støttekategorier – kunne vi have regnet videre på kvinderne. Glemmer vi dennee groteske informationsbrist i en kæmpe avisreportage et øjeblik, så må vi spørge: Hvad lever de 64 pct. minus de 7,6 pct. (de nævnte på overførsler i sidste afsnit) af?

D.v.s. sige cirka 56,4 pct. af de ikke-vestlige kvinder (ja, endnu flere), der ikke tilbyder deres arbejdskraft på arbejdsmarkedet udover 7,6 pct., der i hvert fald modtager førtidspension, revalideringshjælp, kommunal aktivering eller andet.

Hvad lever de af?

Nogle er på SU og ungdomsydelse, men langt fra alle.

Ja, de 13.000 har vi nu med Ritzau’s famøse hjælp fået oplyst lever af det, som manden kan vel kan skaffe. Det gør de resterende ikke. “Der mangler nogle stykker”, tror jeg læseren vil give mig ret i, og som vi åbenbart ikke skal kunne komme ind på. Vi kan også sige, at meddelelsen fra Ritzau var indrettet således, at vi kun så de 13.000, resten forsvandt fra lystavlen. Vi er her for at bringe lys. 

Dette var et smart tryllenummer, som kører løbende i medierne.

 

Rigtig smart. Så mangler der kun en nonsens-sammenligning, hvor Ritzau får blandet de danske mænd ind også.

Ser du på de 13.000 og 43.000 henholdsvis ikke-vestlige kvinder og danske kvinder i gruppen “øvrige uden for arbejdsmarkedet” som nævnt i Ritzaus information, er der også en interessant sammenligning at drage: Hvis danske og ikke-vestlige kvinder havde den samme tilbøjelighed til at melde sig denne gruppe, så ville der kun være:

GODT FIRE GANGE SÅ MANGE DANSKE KVINDER I FORHOLD TIL ANTALLET AF IKKE-VESTLIGE KVINDER….

Men det stemmer vel lige knap…endnu.

 

“Øvrige” er altid en delmængde eller noget fratrukket noget andet, husk det!

 

Hvad de danske økonomiske bidrag til de ikke-vestliges offentlige understøttelse kan beløbe sig til?:

Indvandringens pris:https://danmark.wordpress.com/2006/06/19/indvandringens-pris/

Ikke-vestelige kvinders forhold til arbejdsmarkedet separatoplyses ikke meget:  

http://www.lilliput-information.com/frkv/index.html

Seks gode grunde:

https://danmark.wordpress.com/2006/06/20/skal-de-bliver-her-tilbage-til-virkeligheden/

Sonia

Kierkegaard – kedelig?


Vexeldriften

af Søren Kierkegaard

– uddrag Philosophiske Smuler, 1843

(nænsomt omskrevet til forståeligt nutidsdansk af afdøde museumsinspektør Erik Kjærsgaard) 

"Guderne kedede sig. Derfor skabte de menneskene. Adam kedede sig, og fordi han var alene, så skabtes Eva. Fra det øjeblik af kom kedsomheden ind i verden, og voksede i størrelse på det nøjagtigste alt efter folkemængden voksede. Adam kedede sig alene og derpå Adam og Eva i forening. Derpå kedede Adam og Eva og Kain og Abel sig en familie. Derpå tiltog folkemængden i verden, og folkene kedede sig en masse. For at adsprede sig, fattede de den tanke at bygge et tårn, der var så højt at det ragede op i skyen. Denne tanke var lige så kedsommelig, som tårnet var langt og et forfærdeligt bevis på, hvorledes kedsomheden havde taget overhånd. Derfor blev de adspredte over verden, ligesom man nu rejser udenlands for at vedblive at kede sig, og hvilke følger havde ikke denne kedsomhed. Mennesket stod højt og faldt dybt, først ved Eva, så fra det babylonske tårn. Hvad var det på den anden side, der opholdt Roms undergang. Ja, det var brød og skuespil. Hvad gør man i vor tid, er man betænkt på noget adspredelsesmiddel? Tværtimod, man fremskynder undergangen. Man tænke på at sammenkalde til en stænderforsamling. Kan der tænkes noget mere kedsommeligt for så vel de herrer deltagere som for dem, der skal læse og høre om dem? Man vil forbedre statens finanser ved besparelser. Kan der tænkes noget mere kedsommeligt? I stedet for at forøge gælden, vil man afbetale den. Efter hvad jeg kender til de politiske forhold, vil det være Danmark let at åbne et lån på en 15-20 mia. (mit: i dagens kroner). Hvorfor tænke ingen dog derpå? At et menneske er et geni og ikke betaler sin gæld; det man da hørt om,  hvorfor skulle en stat så ikke kunne gøre det samme, når der blot er enighed? Man åbne da et lån på 20 mia. Man anvende det ikke til afbetaling, men til offentlig forlystelse. Lad os fejre det tusindårige rige med fryd og gammen. Som der nu står bøsser, hvori man skal lægge penge, skulle der overalt stå skåle, hvori der lå penge. Alt ville så blive gratis, man gik så gratis i teatret, gratis til offentlige fruentimmere, man kørte gratis til dyrehaugen, man blev begravet gratis, og gratis blev der holdt tale over én. Jeg siger gratis, thi når man altid har penge ved hånden, så er det på en måde som alt er gratis. Ingen måtte eje fast ejendom. Kun mig skulle der gøres en undtagelse. Jeg forbeholder i alt fald 1000 rigsdaler om dagen fast i londoner bank. Dels fordi jeg ikke kan have mindre dels fordi det er mig, der har givet ideen, endelig fordi man ikke kan vide om jeg skulle hitte på en ny ide, når de 20 mia. vare forbrugte. Hvad ville følgen af denne velstand så blive? Alt stort ville strømme til København. Til kulturbyen. De størst kunstnere, skuespillere og danserinder. København ville blive et andet Athen. Hvad ville følgerne dog ikke blive? Alle rigmænd ville nedsætte sig i denne stad. Blandt andre ville vel kejseren af Persien og kongen af Engeland også komme dertil. Se, her er min anden ide. Man bemægtiger sig kejserens person. Måske vil en eller anden sige, der bliver oprør i Persien. Man sætte da en ny kejser på tronen. Det har man set ske før, og den gamle kejser falder så i pris. I så fald er det min ide, at man sælger ham til tyrken. Han vil nok vide at gøre ham op i penge. Dertil kommer endnu en omstændighed, som vore politikere ganske synes at have overset. Danmark er ligevægten i Europa. Der kan ikke tænkes noget mere lykkeligt end den eksistens. Jeg ved det af egen erfaring. Jeg var engang ligevægten i en familie. Jeg kunne gøre lige hvad jeg ville. Og det gik aldrig ud over mig, men altid ud over de andre. Oh, måtte min tale trænge hen til eders øren. I som ere satte på de høje steder til at råde, I Kongens og folkets mænd, vise og forstandige statsborgere af alle klasser. Ser eder dog for, gamle Danmark går under. Det er fatalt. Det går under …af kedsomhed. Det er det aller fataleste. I oldtiden blev den konge, der skønnest besang den afdøde. I vor tid burde den være konge, der sagde den bedste vittighed. Den skulle være kronprins, der gav anledning til at den bedste vittighed blev sagt."

Sonia

24. juni 2006

Sandheden om de to sydligste, men nordatlantiske mandater


Færøernes Sag

Denne sag er helt naturligt forløberen for, hvad der vil ske i Danmark og i andre europæiske lande. Hvad var det, der skete på Færøerne. Stod det lysende klart efter den langvarige folketingsdebat 26/1 1996 og efter firmaet Grønborgs fyldige gennemgang af de forhold, som de ledende ikke kunne og derfor ikke ønskede at skjule mere?

Færøerne gik bankerot primo oktober 1992.

 

1. Strukturproblemet

Størrelsesforholdet imellem Danmark og Færøerne svarer til forholdet imellem Danmark og EU. Færøerne udgør mindre end 1 procent af Rigsfællesskabet både hvad angår folketallet, arealet og økonomiens størrelse. Før krisen ramte Færøerne, eller den blev sat i værk efter det danske bureaukratis velinstruerede drejebog boede mere end 48.000 mennesker deroppe. Fra oktober 1992 til 1996 faldt befolkningen til godt 43.000. Nu er de begyndt at vende tilbage.

Siden Hjemmestyrelovens indførelse har Færøerne i større og større udstrækning indtil for nylig været indrettet efter en dansk læst. Færingerne kender udmærket den dobbeltstilling eller det tveæggede sværd, som er billedet på en øvrighed, der pådutter udefra eller fraoven og som sættes op imod det almindelige ønske om en indretning efter sine hjemlige forhold.

Den danske statsstøtte til Færøerne kommer nu som en blok, tidligere som en refusion[1] svarende til, hvad Danmark modtager fra EU. Uanset hvorledes pengene betales, så har man en følelse af, at der følger en for pligtelse med. Prisen på Færøerne har været, at færingerne har fået en rig offentlig sektor. En større landskasse end færingernes egne ressourcer og deres egen produktion ville kunne berettige. Størrre skoler, større institutioner, der koster mere at drive.

Disse indretninger er etableret af Danmark på betingelse af et bestemt personale, der skal følge helt bestemte, udefra kommende normer. Og når en færøsk skolelærer eller en færøsk magister, funktionær, sygeplejerske eller læge får en løn, der bestemmes af de overenskomster, som vedkommendes fagforening har i Danmark, så vil en færøsk håndværker sige, er det så ikke rimeligt, at håndværkslønnen kommer op på højde med funktionærens.

Eller skal vi have en tvedeling i samfundet med en ”Løn-efter-ansat-luksus-klasse”, der selvfølgelig rent loyalt tænker i bureaukratiske baner og på den anden led  og det bliver så medaljens bagside  have en ”grå-finansieret” underklasse, d.v.s. den færøske lønmodtager, håndværker, fisker og arbejder? Der må vel være et vist forhold imellem indsats og aflønning.

Med en stærk offentlig sektor, der styrkes af penge. der kommer udefra, så får økonomien en stærk opdrift fra den offentlige sektors side. Den suger så den samlede lønnings og omkostningsniveau med sig. Den danske stat betaler den ene trediedel af Lagtingets budgetindtægt, men skaden pengene gør er langt større.

Det er faktisk denne pengesum påført udefra, der ødelægger mulighederne. Resultatet blev i 1970erne, da færingerne ikke længere kunne fiske frit, så måtte de indskrænke deres arbejdsområde fra hele Nordatlanten til hovedsaglig de færøske fiskebanker. Det blev derfor umuligt for dem selv at finansiere den vækst, der var nødvendig.

Der begyndte en låntagning, der ikke fik en ende før sidst i 80erne. Selve indskrænkningen af fiskeriet på færøerne var så radikalt som svarende til, at det danske landbrug kun måtte praktiseres på Lolland og Falster, forudsat desuden at landbruget var det eneste danskerne levede af.

Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Færingernes udnyttelsesgrad i fiskeriet og af fiskeressoucerne skærpedes. 1970erne var altså omvæltningernes tid. Vi husker oliekriserne 1 og 2, der fik danskene til at tænke sig om. Det var også i 1973, at Danmark meldtes ind i EF. 1970erne var også inflationens topscorer, som det fremgår af nedenstående tabel med lønudviklingen.

 

Færingerne stemte i Lagtinget enstemmigt for at holde færingerne ude af EF/EU, da landsstyremændene  havde tænkt sig godt om i nogle måneder efter det danske EFJA. Færingerne fik i stedet en gensidig frihandelsaftale om fiskeri med EF, der fornyes hvert år. Dette på trods af følgende kendsgerning:

Europa køber cirka 80 % af færingernes eksportværdi, og Færøernes eksport består for 98 % af fisk og fiskevarer. Derfor sidder de i en meget udsat position.

 

 Den færøske lønudvikling:

      (i løbende priser)

      Årstal    Timeløn 

1940

1,00

1950

2,50

1960

5,00

1970

10,00

1980

40,00

1990

80,00

10 kr. i timen var en flot timeløn, mente færingerne. Det skete siden stammer fra ydre omstændigheder. Specielt denne konstante opdrift, der automatisk sker, når der kommer en tilstrømning af penge uden, at der foreligger en tilsvarende produktion.

Landbruget i Danmark har oplevet noget lignende; men mon ikke den enkelte landbrugsfamilie har det strengere i Danmark i dag end for 30 år siden, og den har måske en lavere reel indkomst nu end dengang.

Lige en lille af stikker:

Uddrag af “Sandheden er det hvad du tror på (?)”: “Helt tilsvarende gjorde man med landbruget og fiskeriet i Danmark. Det startede med den underlige private Romklubben, en studiegruppe som det internationale selskab med kendte mangebillionærer bagved initierede. Den udgav “Grænser for vækst” (1973)[2] 

 

Herefter fulgte “Mankind At A Turning Point” (menne­skeheden ved et vendepunkt); heri stilles bl.a. planlagt chock­terapi for samfundene i udsigt. Således kunne dr. Aurelio Peccei berette i et TVinterview. Ovennævnte “Grænser for vækst” var dedikeret til Peccei. Den anden bog er tilsyneladende forsvundet igen fra de fleste ellers velassorterede biblioteker. Noget var måske blevet for tydeligt, for kontrover­sielt  “for masserne” (?). Resultaterne er dog ikke udeblevet.

Lærdommen fra dette MIT-projekt udviklede sig på de vestlige himmelstrøg til, at man indtil primo 1980erne forsatte med at fortælle landbrugerne, som var blevet lokket i EF, at de bare skulle investere og eventuelt låne noget mere. Der blev nemlig mangel på alt, lige fra råstoffer til landbrugs­varer; sådan lød sangen. Man gik så vidt, at man sendte landbrugskon­sulenterne rundt for at forklare landbrugerne, at de endelig måtte belåne f.eks. deres svinestalde om nødvendigt for at skaffe penge til svinefoder. Fra midten af 1980erne fandt de samme bedragere på, at nu kom vi til at leve i en verden med overskud af alt og overproduktion af alt. Nu skulle der være produk­tionskvoter og prisfastsættel­ser via EF, så bedrifter ikke kunne løbe rundt. Nu skulle der braklægges, for nu var der sandelig overskudslagre og miljøproblemer overalt. Dette krævede selvfølgelig registrerings og kontrolapparat sat i gang med ydeligere gener. Dette førte i Danmark bl.a. til, at der opstod en helt ny stand af ansatte landbrugere på overbelånte landbrugsbedrifter, der reelt er ejet af kreditforeningerne m.v. En mængde mælkeproducenter begik­ desværre selvmord m­idt i ulykken[3].  Det var et planlagt bistandsprojekt af de værste. Der skulle mere til. Er nogen i tvivl om, hvad en eneret fører til. Det bør man ikke være. MD Foods havde i 1991 et nettooverskud på henved 875 mill. kr. Efter aftale, der gjalt  med mælkeprod­ucen­terne, sendtes mindre end 200 mill. kr. tilbage til landbruget i form af revideret prisafregning. Dette år havde MD Foods 6000 ansatte; der var kun cirka dobbelt så mange malkekvægs­besætnin­ger i Danmark samme år[4]. Har nogen optalt antallet af tvangsauktioner blandt danske mælkepro­duc­enter i netop 1991?[5]

Det drejede sig om at få dem over på bistanden og tage deres jord. En naturlig død eller at skulle skifte heste i vadestedet, der altid har været landbrugernes lod,  kunne man ikke unde dem”.

 

Tilbage til Nordatlanten

Den færøske fisker har mindre fisk at fange. Fiskens markedsværdi følger hønsekødets pris, og når man tænker på det potentiale, man har for at avle kyllinger i f.eks. Kina, så forstår man, at det er ikke så nemt at være afhængig  som færingerne er  af denne ene fødevareproduktion.

Der er kun halvt så mange fisk til færingerne som islænderne har. Islænderne har varme kilder, der giver en meget billig elektricitet o.m.a. Dette sparer dem for meget.

Islands krone er i dag kun 9 øre værd  efter kæmpedevalueringen for få år siden, som vi ikke hørte så meget til. Island har fået has på inflationen nu. Stabiliteten er idag stor på Island. Island er ikke medlem af EU. Island har en real vækst på 4,5 % pr. år, hvilket er ganske betydeligt set i eurpæisk sammenhæng.

 

Lønsatsen på Island er 97% mindre end i Danmark nominelt før skat. Efter skat er forskellen kun 14%. Sådan ser det ud, når der tages højde for forskelle i købekraft, for valutakursen og for skatten. Det følger af Nordisk Kontakt, der udgives af Nordisk Råd.

 

Når Island nævnes her er det, fordi det færøske samfund kan sammenlignes med Island i mange henseender. Færøerne har et problem, som islænderne ikke har, at det er danske normer, der sædvanligvis bliver kopieret på færøerne. Disse forhold er ikke uden interesse, når en mulig ændring i forhold til Rigsfællesskabet vurderes på Færøerne.

“Den tredie fiskebanke” for færingerne vejer imidlertid meget tungt i mange færingers bevidsthed. Denne fiskebakke er “Frederiksholm Kanal”, ikke mindst blandt de mange statsansatte eller ansatte efter danske aftaler og overenskomster.

Ovenstående om strukturproblemet på Færøerne var et forkortet referat af Olí Breckman’s prægtige foredrag holdt på Frihedsbrevets Frokostmødet på Nyborg Slot 1996.

 

 

2. Bankskandalen på Færøerne i kort version

Når den ene færøbanks ejerforhold er domineret af Den Danske Bank, og denne har set til at tvivlsomme projekter  oftest med offentlig indsigt også og/eller garantier  begyndte at tage overhånd, og færøbankens aktiver efterhånden reelt var opbrugte, når projekterne vurderedes forsigtigt og korrekt, så kan det kun forventes, at Den Danske Bank agter at skille sig af med sin aktiepost i færøbanken så gunstigt som muligt. Dette skulle statens finanstilsyn have meldt rettidigt, såfremt det handlede i statens og færingernes interesser[6]. Når samtidig Den Danske Bank i den grad ligger inde med fordringer på den danske stat og har mange andre måske tvivlsomme forpligtende krav på samme, så skal det ikke overraske, at Den Danske Bank ser hen til og kan gennemtrumfe, at den danske stat og/eller færingerne påføres det tab, som aktiesalget på normale forretningsbetingelser ellers givet ville have påført Den Danske Bank. Her drejer det sig som altid om den reelle magt. Den ligger ikke i Folketinget eller hos Regeringen, sådan som landet ligger. Det skal vi også se nærmere på nedenfor.

Hertil kommer, og ikke alene i denne sag, spørgsmålet om ministrenes sædvanligvis forsinkede og ofte tvivlsomme orientering af de folkevalgte.

 


[1]  Som en større eller mindre centraldirigeret godtgørelse for hvert udgiftsområde for sig.

[2] Oversat fra amerikansk efter “The Limits To Growth” af Dennis L. Meadows m.fl., 1972 som afslutningen på projektet MIT.

[3] Filosofferne Platon og navnlig Georg Wilhelm Friederich Hegel har ikke levet forgæves. Deres statsteorier gav inspirationer til mange regimers foregangsmænd.

[4] Antallet af landbrug blev efter EF-direktivplanen reduceres fra 137.100 i 1971 til 71.600 i 1993. Antallet af malkekvægsbesætninger faldt fra 86.000 i 1972 til 14.800 i 1995. Malkekvægsbestanden samlet var 1.125.000 i 1972, i 1994 var den 685.000 stk.

Det var netop for køernes og landbrugernes skyld vi skulle ind i EF fremgik det af en af tilhængerplakaterne i 1972. Dette fremgår af Kai Pedersens veldokumenterede artikel “Løgnen og virkeligheden” i Frihedsbrevet nr. 6. Årgang 1995.

[5] Der var 930 førstegangsannoncerede tvangsauktioner i landbruget i 1991. I 15 årsperioden 19801994 er der kun ét år, nemlig 1980, hvor procentandelen, som de årlige tvangsauktioner udgør af det samlede antal brug det pågældende år, var mindre end i de værste år i trediverne under den store landbrugskrise.

Dette fremgår ligeledes af Kai Pedersens veldokumenterede artikel “Løgnen og virkeligheden” i Frihedsbrevet nr. 6 Årgang 1995.

[6]  Det er bestemt ikke første gang i den netop afgåede direktør Eigil Mølgaards embedsperiode, at Finansrådet og Finanstilsynet har tacklet sine forpligtelser meget særegent i noget der mest af alt kan karakteriseres som engageret rådgivning. Bornholmerbanksagen for Bikuben er blot ét enkelt eksempel, Hafnia Hånd i Hånd med bl.a. fagbevægelsen og amtsborgmester Per Kaalund som “uheldige” spekulanter på henholdsvis arbejdernes og skatteydernes vegne og med Finanstilsynets hjælp til den Den Danske Bank. Der er andre borgmestre, som forsøgte at øge bevillingerne ved ulovligt at spekulere med de tildelte rammer. Vi husker Sparekassen Nordjyllands tvivlsomme skattefradrag for overtagelse af underskudsforretningen Himmerlandsbanken, Varde Banks salg af værdiløse aktier for at hindre insolvens. Og vi husker Sparekassen SDS’s senere Unibanks helt uacceptable opsplitning af Kosankoncernen for egen vinding  fjendtlig overtagelse. Sidstnævnte Kosan-sagen har IOD modtaget et (kort) førstehånds-kildereferat af. Allersenest, Midtbanks-bestyrelsesmedlemmers insider-handel med Midtbank-aktier i forbindelse bankens overtagelse.  

Older Posts »