DET SKER VED LØGN OG BEDRAG, SKREV VI I 2008 – HVORFOR DE FØRSTE KOM

DET SKER VED LØGN OG BEDRAG

Albertslunds senere skoledirektør, Yvonne Svendsen, besøgte midt i 1980’erne Tyrkiet på studietur. De fik i det tyrkiske udenrigsministerium klar besked om, …

at den tyrkiske udvandring til Europa ikke kun var nogle fattige arbejdsløses ønske om at få arbejde. Men at den var begyndelsen på en plan om at opbygge tyrkiske kolonier i de europæiske værtslande. Mere brutalt sagt: udvandringen fra Tyrkiet skulle danne basis for en genoprettelse af Det Osmanniske Rige.

For at dette kunne ske, ønskede Tyrkiet at fastholde udvandrere som tyrkiske statsborgere selv i sjette generation. Udvandrede tyrkere måtte derfor ikke frasige sig deres tyrkiske statsborgerskab. Og de skulle fremdeles hente deres ægtefælle i Tyrkiet, så tyrkisk sprog og kultur fastholdtes i de udvandrede familier. Udvandrerne skulle også fortsætte med at aftjene deres værnepligt i Tyrkiet og aflægge troskabsed til den tyrkiske stat.

Intet under at integrationen går lidt trægt.

 

Det forlyder fra pålidelig kilde, at tidligere borgmester i Ishøj Per Madsen også deltog i studieturen til Tyrkiet.

Landsforræderi – også i Norge:

https://danmark.wordpress.com/2006/07/08/landsforraederi-ogsa-i-norge/

Fri indvandring bestemt af EU:

https://danmark.wordpress.com/2006/08/04/fri-indvandring-bestemt-af-eu/

Afvæbning af alle danske officerer:

https://danmark.wordpress.com/2006/07/15/at-tage-danmark-ved-et-kup/

Det danske samfund nedbrydes systematisk:

http://nytdanmark.blogspot.com/2006/09/danmark-nedbrydes-systematisk.html

Landsforræderi – uden for enhver tvivl:

https://danmark.wordpress.com/2006/05/30/landsforaedderi-uden-mindste-tvivl/

Sonia

HVORFOR KOM DE FØRSTE?

Kun et fåtal blev inviteret, mange kom af egen drift som gæstearbejdere, siden hen kom flere til som familiesammenførte, efter ægteskab med danskere eller som “flygtninge”.

Da Danmark i de glade 1960-ere red på velstandsbølgen, var det god tone at låne og bruge penge.

Statsgælden var dog langt under 10 mia. kr., mod i dag mere end 400 mia. kr. Resultatet var, at produktionen ikke kunne følge med. Virksomhederne havde ikke den nødvendige arbejdskraft. Derfor begyndte erhvervslivet at ansætte udenlandske arbejdere. Primo 1972 var her 25.322 gæstearbejdere.

“Undersøgelse har taget sit udgangspunkt i 145 gæstearbejdere fra Tyrkiet, som i 1969/70 bosatte sig i Danmark. Familiesammenføringsregler, giftermål og fødsler har resulteret i, at de 145 gæstearbejdere efter 20 år udgør en befolkning på 1.824 personer”. (Fra pressemeddelelse af 16/10 1990 vedrørende undersøgelsen “Familiesammenføringen i Ishøj – i går, i dag, i overmorgen” )

“Holbæks ca. 40 “gæstearbejdere” fra 1968-70 tæller foreløbig ca. 525 tyrkiske statsborgere og ca. 15 med dobbelt statsborgerskab. De fordeler sig på tre generationer. Den årlige tilvækst er p.t. ca. 12-15 nye ægtefæller, 20-24 nyfødte og tre-fire 17-18-årige unge fra Tyrkiet”. (Skolekonsulent Eva Eilstrup, Jyllands-Posten 17/5 1990)

Arbejdsgiverlobbyen:

Oprindelig rejste disse “gæstearbejdere” ind i landet som turister. De blev, som en virksomhedsleder sagde til bladet “Arbejdsgiveren” (nr. 11, 1970), rekrutteret i “porten”. Havde man først ansat én, kom resten af sig selv.

Dette var en ønskesituation for arbejdsgiverne – og en kilde til bekymring både hos fagbevægelsen og den socialdemokratiske arbejdsminister. LO-formanden, Thomas Nielsen, sagde lige ud til LO-bladet (26/4 1973), at vore problemer jo ikke ville blive løst ved at få fremmed arbejdskraft ind til at klare de uhumske jobs. Og de økonomiske eksperter nærede heller ingen illusioner. I statens såkaldte “Perspektivplan II” fra 1973 siges ligeud, at de samfundsmæssige omkostninger ved en fortsat import af udenlandsk arbejdskraft på længere sigt ville overstige den merproduktion, disse fremmedarbejdere ville skabe.

Arbejdsgiverne kæmpede imidlertid for at bevare de frie forhold. For som en vicedirektør i Arbejdsgiverforeningen sagde til foreningens blad (nr. 9, 1971), så ville vi gå nogle år i møde med “kolossal” mangel på arbejdskraft (Sonia: “netop året efter startede masseafskedigelserne rundt om og så kom oliekriserne”). Og vi behøvede, sagde han videre, ikke gøre så meget socialt for gruppen af helt unge gæstearbejdere. For de ville være lette at komme af med, hvis der skulle opstå arbejdsløshed.

“Det kan man kalde fremtidsforskning, der vil noget, eller løgn efter behag”

Gæstebudet slutter ikke:

I 1973 kom så den såkaldte krise (krise er noget varighedsbestemt!), og selv om Arbejdsgiverforeningen fortsat udsendte optimistiske toner om behovet for at beholde gæstearbejderne, blev der indført “indvandringsstop”.

Man kunne have troet, at gæstearbejderne herefter ville få inddraget deres arbejdstilladelser, efterhånden som de udløb. For der var jo nu rigelig dansk arbejdskraft at få. Sådant skete i de fleste andre lande indtil da, når der blev arbejdsløshed. Men i Danmark skete intet. Formentlig har ingen villet påtage sig ubehagelighederne ved at sende gæstearbejderne hjem. Så de fik lov at blive. Ja, de fik oven i købet samme sociale- og arbejdsløshedsmæssige rettigheder som danskere. Og i de følgende år gled flere og flere af dem over på arbejdsløshedsunderstøttelse.

Tilsyneladende var ingen opmærksom på, hvilken attraktion de danske social- (eller velfærds-) systemer har for mennesker fra de lande, hvor overbefolkning og nød florerer. En dansk arbejds- og opholdstilladelse er et enestående aktiv for dem. Hjemme fortalte de da også om paradiset i nord. Derfor kom der flere og flere herop – nu dog fortrinsvis gennem “familiesammenføring”, der samtidig blev indført nærmest ad bagdøren.

Men der var lagt yderligere i kakkelovnen:

For se nu:

———————————–

I 1983 vedtoges den skæbnesvangre udlændingelov (under en såkaldt borgerlig regering), der udvidede indtil flere danske loves jurisdiktion (virkefelt) til at gælde for hele verden, for udlændingeloven med omvendt bevisbyrde (så danske myndigheder derefter skulle bevise, at udlændingene ikke havde ret til at få fast ophold) og med opholdsansøgernes ret til at blive i landet, medens deres ansøgning behandledes. Og er de endelig afvist bliver de her nu med myndighedernes billigelse og kan arbejde og opholde sig, hvor de vil med eller uden lov. Det er realiteterne.

 

Dermed er Danmark ikke længere at betragte som en retsstat.

 

Der var engang et link, som så ofte før:

“…De havde i hvert fald ikke behøvet være uvidende om det. En dansk studiegruppe med bl. a. Albertslunds senere skoledirektør, Yvonne Svendsen, besøgte midt i 1980′erne Tyrkiet. De fik i det tyrkiske udenrigsministerium klar besked om, at den tyrkiske udvandring til Europa ikke kun var nogle fattige arbejdsløses ønske om at få arbejde. Men at den var begyndelsen på en plan om at opbygge tyrkiske kolonier i de europæiske værtslande. Mere brutalt sagt: udvandringen fra Tyrkiet skulle danne basis for en genoprettelse af Det Osmanniske Rige.

For at dette kunne ske, ønskede Tyrkiet at fastholde udvandrere som tyrkiske statsborgere selv i sjette generation. Udvandrede tyrkere måtte derfor ikke frasige sig deres tyrkiske statsborgerskab. Og de skulle fremdeles hente deres ægtefælle i Tyrkiet, så tyrkisk sprog og kultur fastholdtes i de udvandrede familier. Udvandrerne skulle også fortsætte med at aftjene deres værnepligt i Tyrkiet og aflægge troskabsed til den tyrkiske stat. Intet under at integrationen går lidt trægt.

Denne studiegruppes oplysninger dannede sammen med indvandringens statistiske kendsgerninger baggrunden for den rapport, den senere amtsborgmester, Vibeke Storm Rasmussen, skrev som formand for Socialdemokratiets indvandrerudvalg. Hvis Socialdemokratiet sidst i 1980′erne havde vedtaget en indvandrerpolitik på grundlag af Vibeke Storm Rasmussens rapport, havde Poul Nyrup været statsminister og Mogens Lykketoft udenrigsminister den dag i dag.

Men sådan gik det ikke. Tværtimod havde rapporten nær spoleret Vibeke Storm Rasmussens politiske karriere. Rapporten lagde jo op til en socialdemokratisk indvandringspolitik, der slet ikke svarede til de fordomme om indvandringen, som Svend Auken, Mogens Lykketoft, Birte Weiss, Torben Lund plus hele det sammenspiste kleresi af halvintellektuelle københavnske verdensforbedrere nærede….”

 

Om Danmark opløses som nationalstat afgøres ikke ved et folketingsvalg.

Den ‘kære vicedirektør i Arbejdsgiverforeningen’ (jfr. ovenfor) har givet ikke nået i sit liv at læse, hvad Velfærdskommissionen refereredes for i Børsen den

1. december 2005:

 

Desværre er det stort set hver gang sådan, at når indholdet på et link kan bruges til politisk ukorrekte formål med en vis virkning, fjernes de: Nu skal læseren til: og sammenholde de 2,6 mill. side 26 med underskuddet for en gennemsnitsdansker på 750.000 kr. over livsforløbet i forhold til velfærdssystemet. Det sidste beløb aflæses i maj-rapporten 2004 fra Velfærdskommissionen. Indvandrerne konsumerer 40 pct. af velfærden i Danmark, d.v.s. de er som gruppe 3,3 gange så dyre i forhold til den offentlige sektor i sammenligning med en dansker i gennemsnit. M.h.t. til kriminaliteten ser vi også en faktor 3 gange eller mere. I alt 5 gange flere manddrab og forsøg på manddrab over 20 årsperioden 1985 til 2005. I 1967 var her 34 manddrab og forsøg på manddrab, jfr. Statistisk Årbog 1969, tabel 275, i 2005 var 219. D.v.s. mere end 6 gange så mange på 38 år. Tilmed steg voldskriminaliteten fra 2006 til 2007 med 23,8 pct., mens danskernes antal gik ned, som det i øvrigt har gjort siden 1981.

Information om Danmark oplyser: Der var allerede mere end 690.000 fremmede, naturaliserede og deres børn pr. 1. januar 2006 svarende til mere end 13 pct. (i dag (2008) 730.000-750.000) (jeg overdrev ikke, tværtimod), og danskerne bliver med sikkerhed i mindretal mellem 2035-2047, hvis det fortsætter som nu: De fremmede føder allerede halvdelen af en fødselsårgang, og vi dør næsten dobbelt så hyppigt som vi fødes.

Danmark på vrangen

Seneste om Søren Krarups bortforklaringer

Danmark år 2020

Disse indvandrere og deres børn skal arve landet (31. maj 2009)

Sonia