Danmark

18. januar 2017

ORDET KAPITALISME ER OPFUNDET AF KARL MARX

Filed under: Culture, Economics, Education, Finanskrise, Free Speech, skoler, Værdikrise — Jørn @ 16:47

PRIVAT KAPITAL ER IKKE DEN SKYLDIGE. FINANSKRISER OG STATSGÆLDS-

KRISER KØRER ALDELES UANTASTET UNDER STATSSTYRINGEN OG PLAN-

ØKONOMIEN

Kapital er mere eller mindre fast eller flydende. Den faste er bundet i jord, bygninger og anlæg, den flydende i hovedtræk i lagre, produktionsproces og eventuelt kreditgivning. Således er kapitalen bundet kortere eller længere tid i en produktion. Og det er den i ethvert samfund. I vor samfundsform er ejendomsretten privatejet i modsætning til i den socialistiske, hvor ejendomsretten er taget, men ikke skabt af staten eller på anden måde gjort kunstigt til et kollektiv. Ejendomsretten til passiv besiddelse giver endog rettigheder, men prisstigningerne herpå kreeres af inflationshungrige politikere, og kan denne form for investering bedst betale sig søger kapitalen derhen. Kapitalen er i forvejen yderst kollektiv, idet den er fordelt på utallige helt naturligt.

Store Nordiske Konversionsleksikon, 1921 var meget præget af tiden lige efter den russiske revolution og den russiske borgerkrig begge mod det russiske folk – og her er medløberiet tydeligt:

”…I modsætning til sin læremester filosoffen G.W.F. Hegel *), for hvem ideerne var det tilgrundliggende i tilværelsen, hyldede Marx den såkaldte historiske materialisme. Hegel nåede øverste højder i 1820-ernes Berlin. Det er produktionsforholdene, der bestemmer alt, hvad der er. Ideerne, selv de religiøse, er kun genspejlinger af de økonomiske forhold. Men de produktionsforhold, som således ligger til grund for historien, er bestandig i udvikling. Som med naturnødvendighed går den ene produktionsmåde til grunde, og den anden opstår. Det feudale samfund har måttet vige for det borgerligt-kapitalistiske. Men dette må med nødvendighed afløses af det socialistiske, hvor proletariatet indtager bourgeoisiet plads, og hvor klasseherrerne skal afskaffes. Det kapitalistiske samfund bærer dødspirerne i sig. Stedse større bliver bedrifterne, stedse frygteligere bliver de store massers kår, på stedse færre hænder ophobes rigdomme, stedse hårdere bliver de kriser, som ryster det moderne samfund, indtil det store sammenbrud kommer med proletariatets sejr. Denne udvikling må forgå, men arbejderklassen kan ved politisk og økonomisk organisation være som fødselshjælper ved denne proces…”

Fra http://www.leksikon.org/art.php?n=1320

“…Begrebet «kapitalisme» blev praktisk talt ikke anvendt før år 1850. Det blev ikke almindelig anvendt i faglige fremstillinger og i offentlig debat før i 1860’erne. I perioden frem til første verdenskrig blev begrebet særlig benyttet af den fremvoksende arbejderbevægelse, således at blot det at gøre brug af betegnelsen, signaliserede en negativ holdning til det bestående samfund. Fra mellemkrigstiden fik begrebet en større udbredelse og samtidig en mere beskrivende karakter, således at det at bruge det, ikke nødvendigvis udtrykte en bestemt holdning til samfundet. Begrebet er blevet anvendt i et stort antal forskellige betydninger. For det første er det blevet anvendt til at referere til et økonomisk system af en speciel karakter. En almindelig måde at karakterisere dette på er at sige, at produktionsfaktorene – jordarealer, produktionsmidler og arbejdskraft – er i privat eje, og at ejerne ikke er selvforsynende, men er vævet ind i et markedsnet af køb og salg. Markedsaktørene konkurrerer med hinanden, og deres hovedmotivation er størst mulig indtægt. De fleste ejer ikke produktionsmidler, og må derfor sælge deres arbejdskraft for at få en indtægt. De ejendomsløse har frihed til at sælge deres arbejdskraft til de sektorer og virksomheder, hvor de får mest for den. Et forhold der gør, at det ikke giver mening at tale om en «antik kapitalisme» baseret på slaveri…”

Fejlbetegnelsen vidner som om idealiseret verdensanskuelse. Den private brug af kapital bygger ingenlunde på nogen ideologi.

Fra http://da.wikipedia.org/wiki/Kapitalen:

Kapitalen (Das Kapital) er en bog i fire dele skrevet af tyskeren Karl Marx. Bogen er en kritisk analyse af kapitalismen. Bogens første del udkom i 1867. Marx døde imidlertid før de resterende bind kunne udgives, men andet og tredje bind blev fuldført af vennen Friedrich Engels og udgivet i henholdsvis 1885 og 1894…” Et interessant træk som mange Marx-engagerede givet ser bort fra: Karl Marx overså den internationale arbejdsdeling, selvom den var introduceret både teoretisk og i praksis næsten 100 år før han skrev og udgav Das Kapital. Lige netop i den nuværende situation er det ret latterligt fortsat at overse den internationale arbejdsdeling, selvom vi måtte se bort fra hvilke rædsler brugen af Karl Marx’s skrifter har ført til i 20. århundrede. Et interessant træk er at ingen systemer har forspildt mere og forbrugt mere kapital pr. produceret enhed end de systemer, der er inspireret af Karl Marx. I øvrigt er kapital ingen mangelvare, og det har den aldrig været. Det er netop fordelagtig produktion, der er grundlaget for kapitaldannelsesprocessen og dens dynamik, der er en mangelvare. Det begriber en bureaukrat ikke, fordi hans system i ét og alt opbygges præcis modsat af, hvad som er tilfældet under den private kapital. Bureaukraten planlægger efter mål – som han aldrig når – og fordeler så resterne, efter han har taget sit, med rund hånd til undersåtterne oppefra.

Under den private kapital forsøger man at tilrettelægge en produktion efter den forventede afsætning (som en del af den samlede efterspørgsel efter den pågældende vare) under skyldig hensyn til sikring af at produktionen og salget betaler sig, så de røde tal under bundlinien udebliver. For at komme i gang må der indskydes eller lånes kapital, som indskyderne eller udlånerne tager sig betalt for, da disse netop må afstå fra at bruge de indskudte/udlånte pengene og firmaet/låneren får dem stillet til rådighed uden at have tjent dem.

Det forbrugerne, private og offentlige – giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, givet strukturen ikke forfalder som nu, det andet, som man siger er ønskeligt, er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi høre og se økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger. For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende, anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes USA-privatforbruget til kun omkring 8,5 pct. af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D. v. s. at forbruget af kapitalgoder var knap12 gange større end privatforbruget.

Produktionsprocessen består af et utal af komplekse stadier og i dag langt flere end i 1920erne. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år (her knap 12, hvis 8,5 pct. forudsættes). Det der gives ud på forbrug – privat og offentligt – stammer rigtignok fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive udgifterne til produktionsfaktorerne, hvori aflønningen af arbejdskraften indgår helt centralt), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere.

Den anonyme ejendomsret giver da anledning til spekulation, men kun fordi politikernes statsgæld og overdrevne pengeudstedelse muliggør det: læs afsnittet:

Væksten i den private (passive) kapital som følge af statsgælden på: http://www.lilliput-information.com/economics/gul2/gul2.html

At tro på Karls Marx efter 150 år viser med al ønskelig tydelighed, at man er blottet for al væsentlig samfundsviden og indsigt. At projektet efter Karls opskrift har kørt utallige gange med samme sørgelige resultat på kloden bekræfter kun dette fuldt ud. Bevæggrunden til at fortsætte kan kun tolkes som en art massepsykose. Stort set alle Vestens politikere på tværs af alle partiskel er dog fortsat grebet af denne psykose, der nu i historisk henseende er i anden reprise i Vesten og den sidste har været herskende i to generationer ganske uantastet af Sovjetunionens sammenbrud i 1991, ‘der ikke var ideologisk, men derimod virkelig …., så det tæller ikke med’.

Konfutse (551-479 fvt.):

“Den der antager fjendens sprogbrug har allerede tabt.” og

“Den der altid går i andres fodspor, kommer aldrig først.”

“En mand der begår en fejl, og ikke retter den, begår endnu en fejl.”

“Ører og øjne er ikke skabt til tænkning og lader sig let påvirke af alt udefra. Sjælen kan tænke og gør den det, når den til sandheden.”

*) Fra “Causeri over tidens deroute“: “…Alt går fremad, tilbage eller et andet sted hen, og d.v.s. at intet forbliver, hvad det var; ‘kun diamanter og ikke omvendte pyramider på solidt grundlag, sådan cirka’. Selv filosoffen G.W.F. Hegel, der var søn af en rentekammersekretær, bekræftede dette, og så må det absolut være sandt, for han havde simpelthen Guds bevidsthed før skabelsen, elskede staten og nåede ad den vej hertil og så til de øverste tinder i Berlin. Ja, ’bevidsthedens fælleseje’ var så noget Hegel selv fandt på, for især blandt de berømte vil mere have mere, ‘hvilket måske stempler formatet en anelse’, når man ikke er Profeten, eller selv er repræsenterende Paradokset, og det er som bekendt udelukket. Ærgerligt at Søren Aabye-Kierkegaard ikke kunne høre (p.g.a. af sin nedsatte hørelse), hvad Hegel sagde, da han overværede én af dennes sene forelæsninger. Jürgen Habermas har i sin Erkenntnis und Interesse misforstået Fænomenologiens samlede formål, dokumenterer Justus Hartnack i ’Fra Kant til Hegel’, Berlingske Forlag 1979 (ISBN 87-19-10063-9). Og Habermas er ellers én af de førende i tidens ånd. Han er en central idemager bag projektet. Mon nogen uden for kredsen af troende har forstået/kan/skal forstå Hegels fænomenologi?…”

Når alle de såkaldt (også med Marx) borgerlige uanset fastholder betegnelsen afledt af kapital, kan det kun skyldes uvidenhed, eller at de netop har indset, hvor de vil/skal hen. At de intet aner om kapitaldannelsens dynamik end ikke kan foretage en simpel korrekt kapitalbehovsberegning, bl.a. fordi de heller ikke kan definere begreberne kapitalbehov eller kapitalomkostning endsige kapital, ser de sproglige ordførere stort på og kører frejdigt i troen på ‘sangen’. For ordene skal kun forføre. Da den 9 årige (pkt. 1 side 6 øverst) var 19, fik vi Karl Marx i tredje reprise…
‘Ordførerne’ er oftest det, der kan betegnes ‘sangere’. ‘De synger sangen uden nogensinde at have læst teksten. De har simpelthen lært sangen og især melodien og dens takter udenad. Så de også kan danse til. Og det gør ofte indtryk nok til at vi alle skal springe efter det.’

Ordene er tilsyneladende så uskyldige, men de kan i virkeligheden være stærkt forførende:

Mange begreber fra hverdagssproget eller andet sprog er overtaget af den egentlige videnskab og anvendes i sammenhænge, der går langt ud over f.eks. hverdagen. Tag de tre adjektiver invariant, bevaret og konstant, der har præcise meninger i naturvidenskaben, som forudsætning for deres brug, i f.eks. de dele, der benævnes relativitetsteorien og matematisk fysik.

Jeg mener de sprogligt orienterede har magten over flokken, men andre selvfølgelig over dem, indtil ord-idiotien simpelthen bryder sammen under trykket fra sandheden, der selvfølgelig hersker i det lange løb.

Reklamer

Skriv en kommentar »

Endnu ingen kommentarer.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s