Danmark

27. august 2016

Europas velstand og velfærd


lilli

Hvad der rent faktisk skete med økonomien i Danmark 1960-2005:

Udgangspunktet for alle civiliserede samfund er produktion og afsætning, eksport og import i et passende blandingsforhold, så efterspørgslen efter arbejdskraft og andre ressourcer som forudsætning for produktionen danner et naturligt grundlag for fortsat produktionsvækst, indtjening, forbrug og beskæftigelse. Til økonomisk stabilitet hører formuedannelsens dynamik, sikring af investeringsprocessen, sikring af fortsat økonomisk vækst, forskning og ny teknologi, kompetencer og høj produktivitet i en stat, for at dens ledere kan siges at tage samfundsborgerne alvorligt.

Mere end 60 pct. af produktionsforøgelsen i perioden er blevet inddraget til offentlige gøremål og overførte lommepenge, og vi ser, at hen ved 28 pct. af det der skulle være arbejdsstyrken ikke tilbydes arbejde, når indkomstskatterne ikke kan hæves mere, og statsgælden samtidig knap 10-dobles. Der har været et iøjnespringende misforhold mellem monopolsektoren og produktionssektoren, og det er ikke et spørgsmål om nogle flere hænder til mere velfærdsservice i ældresektoren, som det foreslås centralt. Det er noget andet.

I områderne ‘undervisning’, ‘sundhed’, og ‘social omsorg’ var der i 2001 (i følge Velfærds-kommissionens rapport, kilde 1) ansat 630.000 svarende til lige godt 25 pct. af den samlede arbejdsstyrke. Hertil kommer 662.951, ledige, udstødte eller førtidspensionerede, d.v.s. ca. 25,6 pct. af hele arbejdsstyrken i 2011. D.v.s. mere end halvdelen er sat udenfor eller sat til at undervise, pleje eller omsørge.

Præcis hvor mange der er ansat i de enkelte tre sektorer og fordelingen på institutionernes art og størrelse, det sidste målt ved mængden af klienter, elever, patienter er ikke tilgængelige oplysninger, der skal kastes lys på. I betragtning af at området er blevet mere end dobbelt så stort 1960-2005, endog målt ved andelen det optager af den samlede (tredoblede) samfundskage, skal vi åbentbart ikke kende sådanne oplysninger, der kunne sætte os i stand til at udregne nogle former for produktivitet (præstationer i forhold til forbruget af ressourcerne) og for effektivitet (målopfyldelse i forhold til ressourcerne).

Sådanne beregninger betegnes misbrug, når vi ser på f.eks. kriminalitetens fordeling på nationalitet og oprindelse med udgangspunkt i politiets korrekt registrerede kriminelle gerninger og fejlagtigt af Danmarks Statistik beskrevne befolkningsforhold. Det kan dog ikke helt undgås, at lidt falder af undervejs: Primo april 2005 oplyste DR-teksttv, at 30 pct. af folkeskolelærernes arbejdstid går med at undervise børnene. Nu forstår man måske bedre, hvorfor hollandske 9 årige skoleelever undervises dobbelt så meget til den halve pris. Eller tag nogle andre områder: Ca. 10 pct. af studenterne falder fra på de videregående uddannelser, og det årlige optag på ingeniøruddannelserne er faldet med 50 pct. fra 1985-1995. Uden detaljerede ressourceopgørelser er problemerne umulige at afdække. 11. april 2005 oplyste TV2-Nyheder, at 57 pct. af de folkeskolelærere, der underviser i faget dansk i Folkeskolen, ikke havde valgt danskfaget i uddannelsen på lærerseminarierne, og tilsvarende gør sig gældende for 97 pct. af de, der underviser i fagene naturfag og teknik. Det mest afsindige er, at vi ikke har fået disse oplysninger, længe før skolen rent faktisk brød sammen 2006.

Derimod ser vi Velfærdskommissionen på andre, mindre fagforeningsfølsomme områder bearbejde grunddata, men kun præsentere sådanne bearbejdede, ukontrollerbare beskrivelser af samlede områder (f.eks. indvandrerne arbejdsmarkedstilknytning fordelt på oprindelsesland, og de samlede overførslers og tjenesteydelsers fordeling på klienternes aldre i livsforløbet). Her må pligten til putte og gemme blandt de ledende figurere, også i Velfærdskommissionen, spille en ikke ubetydelig rolle. Sådanne og andre officielt utilgængelige grunddata kunne utvivlsomt bruges til at tegne et samlet, sandt billede af f.eks. økonomi-belastningen stammende fra indvandringen. Men det ønsker man ikke. M.h.t. personaleressourcerne på uddannelsesområdet og på de sociale områder har der utallige gange været stillet i udsigt, at sådanne beskrivelse ville komme. Der er dog af velkendte grunde intet sket.

Vi fik tilmed kun 200.000 mere i arbejdsstyrken end uden for arbejdsstyrken, og dette misforhold bliver katastrofalt skævt fremover med en øget andel over 65 år og en importeret gruppe indvandrere, der gennemsnitligt bidrager til den nuværende arbejdsstyrke med højest halvdelen af, hvad danskerne præsterer. Cirka 40 pct. af alle kontanthjælpsklienter er indvandrere, selvom de udgør indvandringerandelen 14,5 pct. af befolkningen. I forhold til deres befolkningsandel belaster de således 40/60:14,5/85,5 = 3,9 gange mere. I fremtiden vil misforholdet, og det er muligt med de ignoranter, der repræsenterer de besluttende, blive endnu større, fordi intet tyder på, at indpasningen i et moderne højteknisk/teknologisk præget Danmark vil lykkes bedre for indvandrernes efterkommere. Det fremgår tydeligt af ’Europa drives til Selvmord’ kort refereret fra side 85. Heri gennemgås perspektivet for Norge, Tyskland og Det forenede Kongerige byggende på respektive korrektioner af landenes befolkningsopgørelser.

Uanset hvilken såkaldt velfærdsmodel, der vælges eller fravælges, ligger det fast, at der sket en skæbnesvanger fejlindretning af det danske samfund, der ikke lader sig ændre uden en magtforskydning af de store og et oplysningsprogram af dimensioner.

Det er muligt at 68-apostlenes lettere kavaleri og politikerne, der skal læse Velfærdskommissionens rapporter, har bygget deres tankegang på, at velfærdsbetalingernes og velfærdsservicens fordeling på den ene side og skatternes fordeling på den anden, det hele over livsforløbet, ville føre til en udligning af regnskabet i det lange løb . Det er også muligt, at det i begyndelsen gik let med mange flere til at betale som skatteydere end til at modtage som funktionærer og klienter p.g.a. af de store efterkrigsgenerationer i arbejdsstyrken og i beskæftigelsen. Det var afgjort ikke noget folkeligt krav, der førte til den såkaldte danske model. Og der er ingen, der kan være i tvivl om resultatet efter netop ét arbejdsliv med 68’erne er gået. Det kan aflæses af indledningen til denne gennemgang.

At overse det skæbnesvangre i :
1. Uddannelsespolitik med næsten fri adgang efter de unges egne ønsker, og lade det hele skattefinansiere,
2. Alle faste tildelingskriterier og upåvirkelige udmålingskriterier i sociallovgivningen afskaffedes pr. gummiparagraf som udgangspunkt, og lade det hele skattefinansiere. Siden måtte kriterierne fastlægges igen pr. Lov (Bistandslov), der blev en slags forordning/dekret uden egentlig retsgyldighed,
3. Man hævede skatterne, så skatteprovenuet smart kunne/måtte bringes yderligere op ved at inddrage både mand og kone på arbejdsmarkedet. Herved kunne skatteprovenuet faktisk øges absolut med mere end en faktor 6, når produktiviteten også udviklede sig (fra 100 mia. 1995-kr. i 1960 til 612 mia. 1995-kr. i 2001),
4. Fertiliteten faldt drastisk fra 1969 til under 2,1 barn pr. kvinde fra 2,6 få år forinden, faldet fortsatte i alle 1970’erne, ”men en øget arbejdsstyrke skaber som bekendt øget beskæftigelse (privat eller offentligt) og dermed øget skattegrundlag”.

Det sidste var ”arkitekternes” egentlige begrundelse for immigranterne; og det hele 1.-4. gjorde ingen af de ansvarlige i andet end ond tro.
Elitens alarmklokker lød, da vi gik i bund og fik den indtil da laveste fertilitet nogensinde, 1,377 i 1983. Det skyldtes at nu kunne selv de sløveste af initiativtagerne begribe, at en varigt lavere fertilitet automatisk ville føre til et uoverstigeligt finansieringsproblem m.h.t. den skattefinansierede velfærd og andet offentligt forbrug på længere sigt, uanset livsindkomstbetragtningen – med mange servicekrævende ældre og alt for få i arbejdsstyrken og også i beskæftigelsen til at bidrage over skatterne. At vi også som folk ville uddø, hvis det fortsatte havde de færreste i tankerne.

1983 åbnedes adgangen til verdens folkehav. Det har vist sig, at den første bølge på 650. 000 – 775.000 samlet set har ført til ekstra overførsler og mere forbrug af offentlig service, således at 40 pct. af kontanthjælpen i 2005 eksempelvis tildeles disse 12-14 pct. af indbyggerne i landet. Desuden er 35 pct. af immigrantgruppen under 25 år. De er derfor ekstra service- og overførselskrævende og langt fra arbejdsstyrken. ”En øget arbejdsstyrke skaber som bekendt øget beskæftigelse (privat eller offentligt) og dermed øget skattegrundlag”. Skattegrundlaget var eneafgørende for eliten.

Præcis da kunne det forudses, at landets indbyggere i gennemsnit ville kunne komme til at modtage mere fra det offentlige, end de betaler i skat over livsforløbet med det gældende system. Forskellen kan vi kalde manna. ’Nu gjaldt det om, at få indvandringen speedet op med indstrømning af individer (…til arbejdsstyrken? ), der, som det skulle vise sig, kunne bidrage ekstra til det allerede aktuelle misforhold med en faktor 3 eller 4’ (?)

Her gennemgangen i sin helhed:

http://www.lilliput-information.com/Historien-bag-Europas-velstand-og-velfaerd.pdf

Skriv en kommentar »

Endnu ingen kommentarer.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: