Forbrug dræner økonomien – Investeringer i fordelagtig realøkonomi mangler før som nu

Forbrug giver ikke vækst. Hverken i husholdningen, i Sønderomme, i ældresektoren, i børnehaverne, i skolerne eller i sundhedsektoren. Enkelte offentlige investeringstiltag kan fremme erhvervsudviklingen, når en sikker upolitisk cost-benefit-analyse peger på omkostningsbesparelser for erhvervene som følge deraf. Kun én ting giver vækst: Større indtjening i virksomhederne. Større forbrug, offentligt og privat udskyder problemerne og vedligeholder det ellers uholdbare, men statsgælden stiger. Alt hvad der er tvangsfinansieret over skatterne er forbrug, når bortses fra nettoomkostningbesparende investeringstiltag som nævnt. Man kan snyde borgerne med inflation (den skjulte skat), så de ikke får så meget for pengene som hidtil; men man kan vanskeligere snyde kreditorerne, lige så lidt som man kan gå til banken og bruge ideologiske argumenter for at få mindsket sin gæld.

Desværre en indbyggget ideologisk tankegang i alt nationaløkonomisk siden 1930’erne at indenlandsk forbrug fremmer væksten.

Historisk illustration af et andet vigtigt fænomen nærmest sandheden:

Man kan heller ikke ved alliancer få andre lande til at holde os oppe med f.eks. oliehandel (“det sorte guld”) i ens valuta, lige så lidt som guldtrans-porterne til Spanien i 15-hundredetallet gjorde Spanien rigt. Tværtimod Spanien gik bankerot fire gange. Indstrømningen af fabelagtige mængder af guld og sølv fra Den Nye Verden gav Spanien en kort periode med europæisk magt og pragt, men manglen på andre ressourcer både i Spanien og i kolonierne plus styrkelsen af den nederlandske og den engelske sømagt (delvis som følge heraf) bidrog til den bratte nedstigning for Spanien. Merkantilisme kaldtes tankegangen med at tage omsættelige værdier fra andre. I dag kan vi tale om ny-merkantilisme, som tingene former sig med at lade ens valuta overtage handelen for andre lande, og så olielande.

Med guldet kunne man købe til forbrug og betale lejede soldater til krig med henblik på mere erobring og kolonisering; men det lå lige for, at et ressourcesvagt enevældigt Spanien heller ikke kunne andet end købe til forbrug i udlandet. Investeringer i fordelagtig realøkonomi mangler før som nu. I 1588 blev Den Spanske Armada slået af England. I 1595 blev den Spanske Krone tvunget til at erklære sig bankerot for tredje gang inden for mindre end fyrre år. Den fjerde statsbankerot i 1607 med efterfølgende en våbenhvile med Nederlandene i 1609 (Nederlandene gik så tabt for Spanien). Kampen for at underlægge sig også Nederlandene havde vist sig at være et håbløst dræn af mænd og penge.