Danmark

5. marts 2014

DUKKETEATERET – EU’s og USA’s UDENRIGSPOLITIK


PUPPET-SHOW

Præcis hvornår det begyndte er ikke til at fastslå præcist. Noget tyder på at EU-EURO-krisen og USA’s sidste præsidentvalg har noget med begyndelsen at gøre. Først har vi USA’s mangeårige og jernhårde trusselsforhold til Iran, som vi fik at vide finansierer en mængde terror i Vesten, og som udvikler atomkraft med støtte fra bl.a. fra Rusland og Kina. Så kommer den opildnede modstand mod styret i Syrien, der er nyder både russisk og iransk støtte. Her viste det sig sandelig også at modstanden mod styret i det ligeledes Iranstøttede Syrien især var domineret af den type muslimer, der siges at regere Iran. Det nåede den fantastiske viceudenrigsminister i USA ikke at opdage, før det næsten var for sent og et militært angreb sat i ind i Syrien. Derefter forhandler USA direkte med Iran og det internationale samfund forhandler med Syrien om en mulig udlevering af landets masseødelæggelsesvåben i form af giftgas, der skulle have været det officielle omdrejningspunkt for USA’s indgriben. Udleveringsfristen overskrides, borgerkrigen fortsætter, og forhandlingerne med intersamfundet fortsætter.

Så kommer vi til Ukraine. Efter EU har fyldt de fleste af de gamle østblokstater med allehånde forventninger og en mængde pengeudlån, mest til forbrug, så kommer turen til Ukraine, der dækker et landområde, “som ligger dybt i hjertet af Rusland” og at rykke det ud af Ruslands indflydelsessfære betyder, “at Rusland ikke længere kan forsvares”. Derudover har Ukraine en lang bilateral historie tilfælles med Rusland om bl.a. Sortehavsflåden på Krim. Både USA og EU skabte grobund for en revolution i Ukraine med alle de dertil hørende midler, medens Rusland fulgte med og forberedte en bro fra Rusland til Krim, der aftaltes med Ukraine i 1991. Så kan man sagtens diskutere folkeindflydelsen på regeringsmagten i Ukraine. Folkeindflydelsen på og medlemsstaternes suverænitet i EU vidner ikke om særlige kvalifikationer til at belære andre med.

Så mener Rusland at målet er fyldt og grundloven overtrådt i Ukraine, da præsidenten i landet må flygte og en ny sættes ind. Rusland sender tropper til det sydvestlige Ukraine for at sikre Krim og den russiske flåde. Så kommer EU og USA med forslag om omfattende sanktioner mod Rusland og hjælpepakke (Barosso gav tilsagn om 11 mia. euro den 5/3) til Ukraine, der netop er gået bankerot. En enkelt marionet eller whistleblower viser sig i bedste Edward Snowden stil ved døren til Downing Street 10 med et let affotograferbart dokument, en whistleblower som symbolet på den engelske modstand mod EU-sanktionerne mod Rusland. Men så sender Danmark også Martin Lidegaard til Ukraine for at berette om EU intentionerne angående imperiets forhold til Rusland og det muligt aflyste G8-top-møde i Rusland til sommer, hvis ikke visse tidsrammer til appel overholdes.

Det er en kendt ting at imperier slår til som det sidste, inden de går under som et krampagtigt forsøg på at samle opbakning. Vi har aldrig set et nærmest uvæbnet og ressourcesvagt imperium med voldsom selvskabt slagside slå til med andet end ord og vendinger herunder tomme trusler, der kan være yderst risikable. Hvis det også er en del af USA’s udenrigspolitik, så er det svært at betegne det samlede spil som andet end en dukketeater-forestilling.

Man kunne forestille sig at niveauet blot sænkes i det åbne, så nygenerationen har et sætop, ‘noget vigtigt’ at mestendels glo på, medens ‘imperiet slår til’.

Dukketeatret bliver absurd