Danmark

8. juni 2013

GODT ANGREB PÅ DYDENS VOGTERE I DEN BARNLIGE ISLAMDEBAT


Fra: http://www.b.dk/boeger/de-anstaendige-modsiges-haardtslaaende-og-velargumenteret



Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt foretager et storstilet opgør med dydens vogtere i islamdebatten.


“Engang for længe siden – i 60erne – kunne forfatteren Leif Panduro skaffe sig anerkendelse blandt sine kulturradikale ligesindede for sit opgør med borgerlige dyder i romaner som »Rend mig i traditionerne« og »De uanstændige«.
I dag er de selvsamme kulturradikale og andre uanstændige blevet de nye anstændige, der kalder på dyder som dialog og tolerance for at forhindre kritik af undertrykkende dogmer. Det er denne vending, som forfatteren Jens-Martin Eriksen og professor i semiotik Frederik Stjernfelt har sat sig for at afdække og gøre op med i deres nye bog.
De anstændige forsøger at begrænse den ytringsfrihed, der er livsvigtig i et liberalt demokrati. Bogen kortlægger minutiøst, hvordan de anstændige er blevet principløse, hykleriske, dobbeltmoralske og decideret kyniske. Deres krav om selvcensur camouflerer de f.eks. ved at tale om, at man skal have »respekt« for andre kulturer. Men denne respekt er i virkeligheden baseret på frygt. Det er nemlig kun islam, der skal skånes for hån, spot og latterliggørelse…”

[…]

“Især tegnes de anstændige af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og nu afdøde chefredaktør på Politiken Tøger Seidenfaden. Begge vies hver et langt kapitel, der tydeligt viser, hvordan anstændigheden udmunder i en fatal svækkelse af dømmekraften og endda i en menneskelig forråelse.
Ellemann-Jensen når ifølge forfatterne så vidt – eller lavt – som til at udtrykke afsky for offeret. I dette tilfælde den svenske kunstner Lars Vilks, der havde tegnet den muslimske profet Muhammed som en hund. For den ytring blev Vilks udsat for et brandattentat. Men ifølge Ellemann-Jensen var offeret selv skyld i attentatet. At man officielt tager afstand fra gerningsmanden, men indrømmer hemmelig sympati med hans forbrydelse, kendetegner ifølge bogen en række anstændige.
Seidenfaden gik fra at være en principfast islamkritiker og fortaler for uindskrænket ytringsfrihed under Rushdie-affæren i 90erne til at blive en anstændig i årene frem mod og efter Muhammed-krisen i 2006. Helt grotesk fremstår i bogen den undskyldning for Muhammed-tegningerne, Seidenfaden på Politikens vegne gav den dubiøse advokat Yamani i 2010. Seidenfaden fejrede her sin deroute som publicist ved at agere statist i et islamistisk propagandastunt…”

red.  Bjarke Rosenkilde