Stryhn viser vejen – at offentligheden forvirres har mainstream-medierne ene ansvaret for

100 ansatte, der laver langelænder-pølser hos Stryhn, valgte at gå 10 pct. ned i løn i stedet for at blive fyret ved at fabrikken flytter til Tyskland.

Disse hundrede burde have en belønning med en skattenedsættelse fra det offentlige med andre 10 pct.

Og nu tordner ellers ‘såkaldte bestillings-eksperter’ sig frem med at få sat gang i forbruget, så Europa ikke taber en generation mere på gulvet. Men skriver JP så umiddelbart derefter i næste afsnit, så er der er det med finanspagten, der skal begrænse de offentlige udgifter. De offentlige udgifter skal begrænses uanset; det er flovt at vi skal have andre organer til at gøre det, blot fordi ‘strudsefjerene i kuvøsetinget’ helst vil dele ud, først til sig selv og så til undersåtterne, og i særdeleshed til dem, der er længst hjemmefra.

Tag nu mediet JP 26. april der med arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, der hævder at væksten skal sparkes i gang (Münchhausen om igen). Det er noget idiotisk vrøvl fra en såkaldt forsker. For det ikke skal være løgn, skal vi lige have et EU-parlamentsmedlem med på en dumme-bekræftelse, Emilie Turunen var navnet, som læserne selvfølgelig ikke kender det fjerneste til (en til mændene og en til kvinderne – værsågo!!). Enkelte bliver stadig forvirrede af al det misvisende vrøvl om, hvorledes økonomien bringes korrekt opad.

Den realøkonomiske nedgang skyldes konkurrence på lønomkostninger m.v., der fører de løntunge produktioner væk til lavtlønsområderne eller i knæ til lukning. Det begyndte i 1970’erne. Da vi ikke kan konkurrere i de samme produktioner med lønninger, der er 8-10 gange under det danske skattevelfærds-m.v.-forhøjede lønniveau, er en omstilling af uddannelserne, produktioner og erhverv altafgørende – der er ingen andre muligheder. Men der er intet sket! Denne lønkonkurrencesituation vil være gældende mange år frem, og omstillingen er blevet forsømt i Danmark i mere end 30 år. Når det drejer sig om Tyskland er forskellen i lønhøjden ikke nær så stor, men den er stadig væsentlig som eksemplet Stryhn her viser.

Recessionen er nu ovre skrev de overalt 31. august 2011

“Det offentlige forbrug og de såkaldte offentlige investeringer er steget og har angiveligt trukket det, som keynesianere medregner som en del produktionen, opad. Men det er forbrug. Bare de ville lade være at bilde borgerne ind, at en fornyelse af Gellerup Planen for en milliard for eksempel og flere offentligt ansatte er produktionsfremmende; det er netop forbrug, og det trækker kapitalen ud af produktionslivet i Danmark på linie med de lavere lønninger ovre østpå. I perioden 2001-2009 steg det offentlige forbrug eksklusiv overførslerne med 37,8% (i løbende priser) med tæt på nul- eller negativ realvækst i økonomien i hele perioden som følgen. Kan nogen så finde ud af, hvordan det går med det ekstra offentlige forbrug i andet kvartal (2011)?

Prisstigninger, der følger af de seneste skæve tiltag, mammutunderskuddet på de offentlige finanser sidste år (2010), er lidt forsinkede, og det samme er prisstigningerne s.f.a. underskuddet på 22 mia. i første kvartal i år (2011). De slår igennem cirka ét år senere. Sådan er det, og det overrasker ikke folk, der har sat sig ind i det. Alting ellers i det åbne i denne forbindelse handler om begrebsforvirring, falsk reklame og samlet om udsættelse af noget, der bliver værre hele tiden med de fejltiltag de har gang i…”

Må jeg spørge – hvordan er det gået?

Det var startet lidt forinden med propagandaen den 17. august 2011

Arrogant uvidenhed er det værste

Lars Barfoed helt ude i hampen. Han ved intet om nationaløkonomi, og han husker tilsyneladende end ikke, hvordan hans egen regering med boligballonen ‘virkelig lavede gang i økonomien’ med Betjentsen og Frederiksen i hovedrollerne. Men, hvordan var det nu? Viste det sig at ballonen eller sæbeboblen brast i 2007? Danskerne skulle bruge noget mere ved at belåne deres huse – altså bruge mere uden at have tjent mere. Og hvad var det så der skete, Barfoed? Vi husker også din håndtering af fødevarerminister-jobbet. I guder! Det skulle ikke undre mig, hvis Barfoed nu opfordrer til lønforhøjelser, for så tjener de noget mere…’og så skulle den være på plads’.

Sandheden i den virkelige verden er:

Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne i et hvert samfund, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces. Det forbrugerne,– private og offentlige – giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, givet strukturen ikke total forandres. Det andet, som man siger er ønskeligt (kan ikke ske i andet end en misforstået tankeverden); det er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger. For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende, anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes USA-privatforbruget til kun omkring 8,5 pct. af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D. v. s. at forbruget af kapitalgoder var knap 12 gange større end privatforbruget.

Produktionsprocessen består af et utal af komplekse stadier og i dag langt flere end i 1920-erne. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år (her knap 12, hvis 8,5 pct. forudsættes). Det der gives ud på forbrug – privat og offentligt – stammer rigtignok fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive udgifterne til produktionsfaktorerne, hvori aflønningen af arbejdskraften indgår helt centralt), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere.

Man kunne rette sig efter følgende faktum: regeringsudgifter og privat forbrug stimulerer ikke, men dræner økonomien. Dette er sandt, uanset om du finder disse udgifter retfærdige eller ej. Dette er afgørende vigtigt at forstå, hvis du vil øve indflydelse på dette land.

Og så kunne vi igen i går læse en såkaldt ekspert i JP, at vi skal have gang i forbruget og økonomien skal sparkes i gang.  Såkaldte eksperter der skriver den slags er spændt for centralisternes/magtsamlernes vogn, som fører landet hurtigst muligt i ruin. Vi skal ikke have gang i noget forbrug, fordi indenlandsk forbrug har aldrig hjulpet nogen til noget.

Må jeg spørge – hvordan vil det gå?

Vi har illustreret den bundne løsning kort med figur utallige gange, fordi vi har viden herom, og vi vil danskerne det godt – men vi bliver ikke bragt ud til offentligheden: https://danmark.wordpress.com/det-danske-velfaerdssystem-var-doemt-til-undergang-fra-begyndelse/

Tilføjelse: 19. maj skulle vi på TV2 – Nyheder høre fra fagforeningsformanden på stedet, at truslen om lukning slet ikke skyldtes lønnens højde. Hertil glemte intervieweren naturligvis at spørge, hvorfor de da var gået med til at sænke lønnen med 10% for at bevare arbejdspladsen. Nu var der også tale om produktionen på Langeland. D.v.s. der var måske tale om hele to slagterier, der var lukningstruede.