Danmark

11. november 2011

Hvad siger de europæiske ledere i virkeligheden, når de bevæger læberne?


Sep 29, 2011 2:00 AM GMT+0200

Jonathan Weil, Bloomberg News : http://www.bloomberg.com/news/2011-09-29/what-europe-leaders-mean-when-their-lips-move-commentary-by-jonathan-weil.html

Hvad siger de europæiske ledere i virkeligheden?

Gældskrise: Her er 10 nyttige euro-termer til at forstå, hvad der sker i Europas økonomiske landskab.
Den fejl, som amerikanere oftest begår, når de forsøger at forstå den europæiske gældskrise, er denne: De indser ikke, at euroen for det første er en dødsdømt valuta, og for det andet at den udgør sit helt eget sprog.

Alt for ofte kan de største fejltagelser i vores tid tilskrives dårlig kommunikation. Tag f.eks. bare den tyske musikgruppe Milli Vanilli, som blev taget i ikke at synge deres egne numre, og ikke mindst den græske regering, som allerede for 10 år siden begyndte at udelade nuller i balancens passiver. Hvis blot disse snyderier havde fået mere opmærksomhed fra begyndelsen, ville vi have været så megen smerte og lidelse foruden. Det er slemt nok for den gennemsnitlige amerikaner, at de europæiske ledere taler engelsk med tyk accent. Men selv når amerikanere endelig kan opfange ordene, er det stadig helt umuligt at forstå, hvad de europæiske embedsmænd rent faktisk siger. Det er fordi, de taler euro-isk.

Heldigvis findes svaret på de mange sproglige finurligheder her: En euro-engelsk ordbog, som jeg har valgt at bringe et uddrag fra. For virkeligt at kunne forstå de seismiske begivenheder, der hurtigt forandrer Europas økonomiske landskab, skal du vide, hvad følgende10 euro-termer i virkeligheden betyder:

1. Finansministeriet: Et helligt sted hvor regeringsledere tager hen for at bede til de højere magter om hjælp, økonomiske mirakler og forskellige andre typer guddommelig indblanding.

Sådan bruger du det i en sætning: Embedsmænd i det græske finansministerium sagde, at de var optimistiske, hvad angår rettidig levering af de næste lån, så landet undgår en katastrofal bankerot.

2. Koordineret: Kaotisk, ufokuseret, hjernedødt og handlingslammet i sådan en grad, at man næsten lige så godt kunne lade være. Selv når det er bedst, ligner det mest af alt fumlegængeri.

Eksempel: Finansministre fra eurolandene udtalte for nyligt, at de »var indstillede på en stærk og international løsning som svar på de fornyede trusler mod verdensøkonomien«.

3. Brandvæg: En skillevæg bestående af et brandsikkert materiale, som skal forhindre flammer i at sprede sig fra et sted til et andet. Kan ikke anvendes til inddæmning af finanskriser. Kan muligvis fungere som en vag pr-katteurt, der tiltrækker de læsere, som ikke kan kende forskel på napalm og en 10-årig obligation.

Brug: Den amerikanske finansminister, Tim Geithner, der både taler flydende euro og mandarin, opfordrede for nyligt eurolandene til at »rejse en brandvæg, der skal forhindre yderligere smitte«.

4. Smitte: En økonomisk overført, psykisk tilstand, der er kendetegnet ved en intens frygt for at miste alt. Den eneste kendte behandling for øjeblikket er brandvægge. Tiltag, som rent faktisk virker, er natuligvis ikke en del kuren

5. Perifert land: Et uundværligt og vigtigt EU-medlem. Et relateret ord er ”suveræn”, som betyder tysk eller afhængig af Tyskland.

Eksempel: »Selv om visse perifere lande i Europa fortsat oplever et hårdt pres på deres statsgæld, så er en mere omfattende smitte i området ikke sket.« Det sagde Italiens finansminister, Giulio Tremonti den 16. april, fire måneder før Europas Centralbank måtte redde landet ved at foretage store køb af italienske statsobligationer.

6. Stabilitetsmekanisme: Et boldbat med snor og gummibold, der primært anvendes til konkurrencer mellem kontorarbejdere for at se, hvor mange gange de kan slå til den lille gummibold uden at tabe den; Markedsføres også som en kur mod komatøse økonomier.

Brug: Den europæiske stabilitetsmekanisme, der skal træde i kraft i 2013 som en permanent afløser for eurozonens nuværende redningsfond, vil ifølge Tysklands finansminister, Wolgang Schaeuble, komme til at få »en vedvarende, stabiliserende, tillidsskabende funktion«.

7. TORRP: Den længe ventede europæiske version af Troubled Asset Relief Program (TARP), som er en amerikansk regeringsfond, der er udarbejdet til at hjælpe banker i krisetider. Den europæiske version er en forkortelse af fem lande, hvor det andet bogstav i landets navn danner TORRP. Det drejer sig om: Italien, Portugal, Irland, Grækenland og Spanien.

Det skulle efter sigende stå for ? ingenting. Lige som alle de andre regeringsinstitutioner. Modsat TARP, så kan du være sikker på, at TORRP-penge, der uddeles til de europæiske banker, med garanti aldrig bliver tilbagebetalt.

8. Kontrolleret misligholdelse: En handling, der indebærer, at et land fortæller regeringen i et andet land, at det er i orden at undlade at betale sine kreditorer. Derefter venter man så i morbid fascination på at se, hvordan situationen udspiller sig, og om verdens banksystem kollapser. Oprindeligt brugt inden for luftfart til at beskrive, hvordan zeppelineren Hindenburg styrtede ned. Forskellen er bare, at Hindenburg klarede det helt alene uden at tage andre med sig i faldet.

9. Kapitalrekonstruktion: Overførsel af skattepenge betalt af et lands middelklasse til en insolvent bank (egentlig en bestikkelse af obligationsejere og seniorledelsen), som har til hensigt at forhindre, at de rige får nok af det hele og afsætter regeringen.

Relateret ord: Spareforanstaltninger, forstået som et økonomisk stimulusprogram, der gør nøjagtigt det samme bortset fra, at pengene kommer fra borgerne i et andet land. Et eksempel er Grækenland, hvor befolkningen må klare sig med vand og ris. Brug: »Flere banker skal igennem en kapitalrekonstruktion.« Sådan sagde EU’s konkurrencekommisær, Joaquin Almunia, på en pressekonference i Bruxelles. »Det er derfor, at det er så vigtigt at få afviklet landenes gældskrise hurtigt muligt.«

10. Programmet om køb af særligt dækkede obligationer: Glem det, det er alt for kompliceret at svare på her.

Husk: Finansministrene i EU fortsætter deres koordinerede indsats for at få rejst en brandvæg, og de vil ikke tillade at smitten breder sig til andre lande uden for euro-området. Så du kan tage det helt roligt. Alt er godt. Alt er under kontrol.

Udover planerne om en kapitalrekonstruktion af Europas banker, en genoplivning af økonomierne i områdets ved hjælp af TORRP samt planerne om den europæiske stabilitetsmekanisme, er der altid en sidste valgmulighed at falde tilbage på: En kontrolleret og velordnet, græsk misligholdelse – også selv hvis de europæiske ledere ikke er parate til at indrømme det endnu. Det eneste, du skal huske på, er, at vi sidder i saksen alle sammen – uanset om du forstår et ord af, hvad disse mennesker siger.

——-
Vore kommentarer:


Også her er det næsten hemmeligt, hvem der har ansvaret. Det er helt naturligt, og det kommer ikke fra astroidebæltet med 48.000 km i timen, men fra noget andet meget nærmere på. Det sker cirka én gang i en levetid, så man ikke kan sige gentagelsen fremmer forståelsen, for dem, der overhovedet forstår noget væsentligt heraf. Det vigtigste, eller skal vi sige det sikreste, hvis man ikke er til noget, er at lade som om man er med eller holde sig væk. Det hele skyldes simpelthen de menneskelige egenskaber, der ikke har ændret sig væsentligt de seneste 2.350 år. Det er ikke systemet, der er årsagen, for der er kun ét system, og der har aldrig været andre. Det er noget med at de menneskelige egenskaber forsøger ikke alene at sætte sig op mod naturkræfterne her på jorden, men også mod selve universets byggesten.

Vi har ikke hemmeligholdt noget: http://www.lilliput-information.com/BOOMERANG.pdf

Du kan også vælge en anden version: https://danmark.wordpress.com/2010/07/08/nattergalen-af-h-c-andersen-1844/

Eller en tredje version: https://danmark.wordpress.com/2006/06/25/kierkegaard-kedelig/

Der findes ingen snuptagsløsninger, selvom bureau- og teknokrater ævler herom uafladeligt som om, der gør:  Og den tyske statsgæld udgjorde 78,8 procent af bruttonationalproduktet (BNP) i 2010, hvor den selvfølgelige arbitrært og endog politiker-valgte grænse i Maastricht-traktaten med videreførsel til den nyligt besluttede EU’s stabilitets- og vækstpagt  og dermed så også bekræftet at skulle være højest 60 procent af BNP. Der er ikke noget at komme efter. Der er, og der bliver ingen brandvægge, rekapitalisering eller andet trolleri og ingen stabilitet. Det er retteligt ‘et spil for galleriet’.

‘Kan man forestille sig en murer, der bygger en væg af mursten, men for hvert fag af sten rykker han det nye fag af sten en halv centimeter længere til den samme side. Efter 30 fag sten, hvad sker der så?’

Så behøver vi ikke skrive mere om det.

Et nyt internationalt monetært- og samhandelssystem er der behov for, og det har der været behov for siden 1972. Et sådant system kan eventuelt holde moralen på plads, hvis det indrettes rigtigt. Med et sådant kan politikerne ikke længere bruge penge, der ikke er der: http://www.lilliput-information.com/economics/intmo.html