Et magtesløst velfærdssamfund, som ingen havde bedt om, slog Danmark ud sammen med masseindvandringen, som ingen havde bedt om

Kendsgerninger, der skal med i anklageskriftet

1-2 generationer kan ødelægge en nation, hvis den styrer efter det. Der har ikke været nogle fortilfælde i historien, hvor der har været en så markant nedgang i antallet af børnefødsler i Vesten som i de seneste 40 år.

Officielt forsøger man at skjule det værste ved at satse på en sammenblanding af Vestens børnefødsler med ikke-vestlige børnefødsler i de officielle opgørelser. Derfor skal vi heller ikke vide, at i Danmark føder udenlandske oprindelser mellem en tredjedel og halvdelen af en fødselsårgang.

Korrektionsmulighed findes nu: http://www.lilliput-information.com/index-population-account-corrections.pdf

Befolkningsrelateret forskning i Danmark: http://www.lilliput-information.com/Befolkningsrelateret-forskning-i-DK.pdf

Faldet i den vestlige fødselsrate kombineret med en øget gennemsnitlig levetid i Vesten har været beskrevet som fænomenet aldring. Problemet og dets løsning er ikke noget man har forstået rækkevidden af eller kan forhandle sig igennem til en løsning på inde på Christiansborg. Det vil du forstå, når du har læst illustrationseksemplet og et par procenttal til sidst:

Når en generations tilbøjelighed til at føde børn generelt bliver betydeligt mindre end 2,05-2,1 barn i gennemsnit pr. kvinde (0,05-0,1 for at sikre mod spædbørnsdødeligheden), så udvikler der sig et aldringsproblem. En generation på f.eks. 1000 individer, der præcis føder 2 børn pr. kvinde, efterlader en generation på præcis 1000 individer (uden ud- og indvandring). Der er tale om en stabil befolkning. Hvis fødselsraten falder til godt halvdelen, altså til kun godt 1,15 -1,4 barn pr. kvinde i gennemsnit, så vil den første generation efter en forældregeneration på 1000 kun bestå af 775 individer, og fortsætter det med den lave fødselsrate, vil børnebørnenes generation kun udgøre 601 individer. Konsekvensen er så, meget hurtigt, at generationen af bedsteforældre er 3 gange større end børnebørnenes generation.

Og her er det egentlige problem – når der bortses fra at sådanne befolkninger naturligvis uddør, når det fortsætter, er der et skarpt hjørne mere. Et velfærdssystem som det danske er mest truet, fordi det næsten udelukkende opbygger på skattefinansiering og en såkaldt, helt urealistisk påtvunget kollektiv kontrakt fra generation til generation. Tilmed bygger velfærdssystemet fra begyndelsen på underskud fra generation til generation p.g.a. myten om forbrug skaber vækst. Når den danske velfærd er næsten fuldstændig skattefinansierede overførsler og offentlige tjenesteydelser, d. v. s. ydelserne er en privat rettighed og finansieringen af overførslerne og ydelserne skattefinansieret kollektiv, så går det rigtig galt.

Danmark 2010: Mere end 51% af befolkningen lever af offentlige, skattefinansierede overførsler eller offentlig skattefinansieret løn. Og 58% af alle overførsler er til folk i de arbejdsdygtige aldre, og såkaldte sociale udgifter til disse folk i de arbejdsdygtige aldre udgør 63% af alle såkaldte sociale udgifter inklusive folkepension og andre alderdomsbetingede udgifter. Et sådant samfund er dømt til undergang, når de ledende tilmed for at udligne fødselsunderskuddet, som de selv har givet anledning til, har gennemtrumfet en indvandring oveni, af hvilken gennemsnitsindvandreren øger disse procental 3,3 gange hurtigere som individ end én fra stambefolkningen.

Undergangen sker i denne rækkefølge:

* Danmark underskriver de nye tillæg til EU’s stabilitetspagt (2011)

* Derefter styres alt i DK fra EU (også som kreditor) via bl.a budgetstyring uanset de såkaldte danske forbehold, der fra begyndelsen ikke havde andet end indenrigspolitisk betydning (2011 – 2014)

* EU holdes oppe uanset EU’s manglende strukturtilpasning til den internationale konkurrence via petro-euro (2014 – ca. 2020)

samtidig hermed:

* Europæisk-Arabisk alliance svækkes og opløses p.g.a. den politiske ustabilitet fra multikulturen i Europa – uanset de tre dominerende medlemslandes topledere (Kanzler, Premier Minister og Præsident) netop har sagt fra, er det ca. 15 år for sent.

* EU mod enden