Europas selvmord, 1. del – artikel af mexicansk-libanesiske forfatter Eduardo Farah

Europas selvmord, 1. del

Af Eduardo Farah

Februar 1989

[med vore ajourføringer for de seneste 20 år]

Er Europa ved at begå selvmord? Det mener forfatteren. Han er dansk gift mexicaner af kristen libanesisk familie. Han har været politisk fange på Cuba og er varm tilhænger af asylprincippet. Men han mener, at asylreglerne misbruges groft i Europa for øjeblikket [vort: i 1989 og misbruget fortsætter], og prisen herfor betales af de alvorligt nødlidende i den 3. verden, som berøves ressourcer gennem det, der sker. Han har udgivet en bog herom, som er oversat til dansk: “Økologisk Ideologi” (forlaget Stavnsager, 1987).

Europa som tomrum

En fysisk lov siger, at tomrum altid blive udfyldt.

Det gælder også for befolkningsmæssige tomrum. En tilsvarende biologisk lov siger, at enhver art til stadighed søger mod de bedste muligheder for artens overlevelse og ekspansion.

I Vesteuropa findes i dag en veludbygget infrastruktur, der resultatet af 3 tusinde års hårdt arbejde og genialitet. Der findes vejsystemer, kanaler, kommunikationsnet af alle arter, huse, byer, rent vand, kloaksystemer, skoler på alle niveayer, hospitaler og masser af føde. Men hvert år er skoler nødt til at lukke, fordi der ikke er tilstrækkelig mange børn. Samtidig udvides omsorgssystemet for de gamle, som forholdsmæsssigt er blevet en langt større befolkningsgruppe. Huse og hjem, byer og hele infrastrukturen er der imidlertid stadig; og når befolkningstallet daler, står alt dette uudnyttet hen. Der opstår et vakuum.

I Vesteuropa findes verdens bedste og mest udbredte velfærdssystem. Dette er udviklet så vidt, at den egentlige fattigdom er udryddet. Hvadenten man har arbejde eller ej, vil der være sikret en sådan indkomst, at en familie vil kunne leve et rimeligt liv. Vesteuopas naboer mod øst har ikke store muligheder for at emigrere dertil (1989), selv om de måtte have lyst til det. Anderledes ser det imidlertid ud imod syd og sydøst, hvor de islamiske naboer både er meget fattigere og har et voldsomt voksende indbyggertal. I Nordafrika og Mellemøsten må indbyggerne er kende, at deres lande reelt er overbefolkede, samt jorden er mere eller mindre nedbrudt og ufrugtbar.

Jeg har undersøgt befolkningsudviklingen. Denne undersøgelse synes at vise, at i år 1900 blev der for hvert barn født i Vesteuropa også født et barn i de islamiske lande. I dag bliver der derimod for hvert barn født i Vesteuropa født 10 i vore islamiske nabolande. Om 25-30 år vil forholdet være 1:20. I begyndelsen af det næste århundrede vil befolkningstallet i Nordafrika og Mellemøsten overstige Europa – og det vil vel at mærke være en befolkning, som er langt yngre end Europas. Europa vil derfor i forhold til disse områder komme til at virke som et dragende tomrum.

I dag (1989) er fødselsraten i alle europæiske lande på nær Irland for lille til at sikre befolkningstallet. Hver kvinde får i gennemsnit kun mellem 1,3 og 1,9 børn [2009: Tyskland, Italien og Spanien: 1-1,2 børn], hvor der skal ca. 2,1 til at fastholde befolkningstallet. Det betyder, at hver generation vil blive mellem ca. 10% og 40% mindre end den foregående.

Denne proces kan illustreres med tal fra dansk statistik, som viser den aktuelle virkelighed. Det gennemsnitlige fødselstal pr. kvinde er nemlig her nede på 1,5, hvilket betyder, at hver ny generation vil være 30% mindre end den foregående.

[Dette 1,5 var gennemsnittet for alle kvinder, samme gennemsnit i dag hævet til 1,78 udelukkende som følge af indvandringen i den mellemliggende 20 årsperiode. Danske kvinder føder omkring 1,2 barn i gennemsnit i 2009]

I 1960erne havde Vesteuropa brug for arbejdskraft, så man indbød eller accepterede omkring 1 million arbejderere fra islamiske lande som arbejdskraft. Det var hovedsaglig unge mænd, der pludselig kom til at opleve en dramatisk stigning i levestandard. Selv sammenlignet med en velstående person i deres egne landsbyer i hjemlandet. De underrettede deres slægtninge og venner for at få dem til at følge efter, hvilket de gjorde i stort tal.

I de vesteuropæiske lande er der lovgivning, der tillader familiesammenføring, indvandring og modtagelse af flygtninge. Disse love er blevet udnyttet både legalt og illegalt så vidt, at det nu kan skønnes, at sådanne indvandrere i Vesteuropa i dag andrager mere end 12 mio. (i 1989, i 2013 ca. 40 mill.) hovedsaglig yngre mennesker med familier på 4-6 børn  Det svarer til 3,5 % af det samlede folketal (i 1989) , men til en langt større andel af børnene. [Antallet i 2009 skønnes kvalificeret at ligge på 30-50 mio., og det svarer til ca 12-15% af folketallet i Vesteuropa.]
2. del af Europas Selvmord