Danmark

2. april 2009

Berlingske: Sverige på udenrigspolitiske afveje


http://www.berlingske.dk/article/20040313/dineord/103130304/

13. marts 2004 kl. 00:00

“Sverige på udenrigspolitiske afveje

Af: Per Ahlmark, Tidl. svensk vicestatsminister og leder af Folkpartiet

Man nægtede i virkeligheden at diskutere, hvordan et stort og terroriseret arabisk land skulle slippe af med sine plageånder.

—Per Ahlmark, Tidl. svensk Vicestatsminister og leder af Folkpartiet

Bortset fra perioden 1998-2000 har der efter Per Ahlmarks mening ikke været noget ærefuldt over svensk socialdemokratisk udenrigspolitik. Vi bringer et kapitel fra den tidligere borgerlige politikers netop udkomne bog: »Det er demokratin, dumbom!«. Det beskriver Sveriges svigt i forbindelse med Golfkrigene og FN-konferencen om racisme i Durban i 2001.

Sveriges og den svenske debats holdning til Saddams regime er en trist historie. Jeg har allerede beskrevet, hvordan den borgerlige regering i 1981 fordømte Israels nødvendige bombning af Osirak-reaktoren (ved Bagdad, red.). I 1990-91 drejede det sig derimod om en FN-aktion med over 30 lande i alliancen.

Ingen bør tro, at det fik kritikerne til at tie eller forstå alvoren i Golfkrigen 1. En relativt detaljeret granskning af modstandernes argumenter og følelsesudbrud viser, at fire udbredte tankeretninger fik et stort antal svenske skribenter til at fordømme USAs og FNs befrielse af Kuwait: pacifismen på venstrefløjen, München-ånden (den manglende fordømmelse af Hitler-Tyskland i 1938, red.), antiamerikanismen og tredjeverdens-romantikken.

En af gåderne i krigsdebatten i begyndelsen af 1990erne – såvel som i diskussionen i de ti år, der gik forud – var modviljen mod overhovedet at diskutere risikoen for, at Irak var ved at blive en atommagt. Et hovedtræk i svensk udenrigspolitik havde jo været at forhindre spredning af atomvåben. Men da den ambition faldt sammen med modstand mod et forbryderregimes besættelse af et naboland, viste det sig, at kun få skrivende og talende svenskere var interesseret i kombinationen af et morderisk regime og masseødelæggelsesvåben.

Selv den officielle svenske linje viste, at vores land var Vesteuropas formentlig hårdeste kritiker af Golfkrigen 1. Den socialdemokratiske statsminister Ingvar Carlsson kom med flere besynderlige udtalelser allerede i efteråret 1990 og fortsatte sine angreb efter krigens udbrud i januar 1991. Carlsson foreslog f.eks. efter to ugers bombning af Iraks militære installationer, at der skulle erklæres en våbenhvile. Han var ligeglad med, at Saddam Hussein så ville have kunnet reparere de skader, som var tilføjet hans besættelseshær, og samtidig hente ammunition, tropper, brændstof, reservedele og våben frem til Iraks frontlinjer.

Statsministeren udtalte sig vel vidende, at ingen svenske soldater ville blive truet af den ekstra støtte til Saddams hære, som han i praksis foreslog. Eftersom vores land ikke deltog i den krigsførende FN-alliance, kunne han lukke øjnene for den åbenlyse trussel, at et »pusterum« formentlig ville have ført til, at flere hundrede eller tusinde allierede soldater var blevet dræbt, naturligvis først og fremmest amerikanere. Da de svenske vælgere senere samme år afsatte Ingvar Carlsson som statsminister, var det desværre ikke primært på grund af hans udenrigspolitiske ansvarsløshed.

Debatten om det »tredje standpunkt« i 1951 og Irakkrigen i 1991 vidnede i begge tilfælde om provinsen, der nægtede at se. Siden da er Sverige blevet medlem af EU; provinsen er blevet en del af noget, der af og til ligner en europæisk føderation. Men har det gjort debatten mere realistisk og ansvarsfuld?

Næppe. Flere gange i de senere år har henvisninger til EUs enighed – »vi skal tale med fælles røst« – ført Sverige på afveje, på nogenlunde samme vis som den ideologiske neutralitet gjorde det før. En svensk regering, som nærer respekt og beundring for eksempelvis Chirac,

Schröder og Chris Patten, får en indbygget fejlvisning i kompasset.

Før og under Golfkrigen 2 så vi, hvordan Sverige gang på gang allierede sig med Chirac-lejren. Statsministeren kom med enfoldige udtalelser, der stod i skarp kontrast til realismen blandt de østeuropæiske regeringer såvel som Storbritannien, Italien, Spanien, Portugal og Danmark.

Efter Bushs ultimatum til Saddam Hussein havde Göran Persson følgende kommentar: »Det er lige så ulovligt, som når en stor stærk fyr slår en lille svag fyr på tuden. Det accepterer vi ikke i vores retssamfund. Det samme gælder stater imellem. Den type disputter løser vi inden for lovens rammer.«

Sammenligningen forvandler altså en massemorder til »en lille svag fyr«, som følger loven. Så barnligt kan en svensk regeringschef tale, når han står over for det nye århundredes sværeste konfrontation…”