Er du godt nok neutral?

Der skal ikke spekuleres med de kommunale midler!

Der skal ikke spekuleres med de

kommunale midler!

Det er yderst betænkeligt at flere partier finder det i orden, at kommunerne spekulerer med bevillingerne og således mistede 591 mio. kr. i 2008 på aktiespekulation. Kan Kommunalfuldmagten – loven der regulerer hvad kommuner kan beskæftige sig med – virkelig være blevet ændret så meget, at kommunerne kan spekulere sig væk fra forpligtelserne over for vore svageste? Det har da aldrig været kommunale embedsmænds opgave at satse på aktier, som de ikke har mere kendskab til end til travheste.

Sporene burde skræmme:

Hafnia Hånd i Hånd med bl.a. fagbevægelsen og tidligere amtsborgmester Per Kaalund som “uheldige” spekulanter på henholdsvis arbejdernes og skatteydernes vegne og med Finanstilsynets hjælp til den (Den) Danske Bank. Der er andre borgmestre, som forsøgte at øge bevillingerne ved ulovligt eller på kanten af loven at spekulere med de tildelte rammer fra Finansloven.

4 mia. mere kastet i vanviddet

 

Nu vil Helle Thorning-Schmidt have

historien til at gentage sig:

 

4 mia. kr. til de sociale boliger. Hendes argument er, at ellers vil ingen bo i dem, uden de er nødt til det. Socialdemokraterne opførte disse såkaldte almennyttige sociale boliger (læs: asociale boliger) i 1970erne med en husleje, der var større end terminsydelserne på et hus. Ingen ville dengang bo i dem, andet end indvandrerne, der fortrinsvis fik deres husleje betalt af det offentlige. Har man lavet et udpræget fejlskud, skal man fortsætte med at skyde ved siden af. Det er klart, ik’o’.

Lidt af den nyere historie bag vanviddet:

8. april 1992 kunne man i den danske provinsavis Aarhus Stiftstidende læse, at ledigheden blandt murersvende i Århus var 36% – altså mere end hver tredje – og at malerne var i næsten samme, men lidt værre situation. Da fænomenet var landsdækkende opfandtes begrebet ‘Byfornyelse’, der bestod i at yde offentlige tilskud til private ombygninger og forbedringer med efterfølgende huslejeforhøjelser og dermed en klækkelig foræring til ejendomsejerne.

2009: ‘Byfornyelsen’ sendte alle landets huslejer op med 35-40 pct. Den standsede kortvarigt i 2001, men så fulgte boligboblen, der satte sine helt naturlige virkninger på huslejen ligeledes kun med højere huslejer for boliglejerne.

Nu vil hun prøve igen! 

1991:

…Det førte for såvidt angår Århus først til, at håndværksmestrene bad kommunen om at igang­sætte håndværksarbejder. Der var f.eks. stort behov for at få istandsat skolerne i kommunen. Malernes fagforening havde måneden forinden sendt følgende budskab til pressen: “Stop foræld­renes sorte arbejde, når vi er så mange ar­bejdsløse.” 1) 

I 1991 havde man derimod istandsat bl.a. Gellerup Parken, betonkollektivistisk boligkompleks (Ghe­ttoen) vest for Århus i Brabrand for omkring 164 mio. kr. – med næsten udeluk­kende kommunale penge/­garantier. Medio august 1992 godkendte Århus Byråd endog ekstra ombygnings­arbej­der inden-dørs i lejlighederne til ca. 300.000 kr. pr. lejlighed; de fleste af midlerne hentet fra Bolig­selska­bernes Landsbyggefond.

‘Successen’ er gentaget i Århus

Hertil er to centrale spør­gsmål:

1. “Hvorfor var is­tandsættels­erne/ombygninger af Gellerup Parken til i alt hen ved 1/2 mia. kr., der kunne skaffe svendene arbejde i 1992 og mås­ke ved­ligehol­de/forbedre bygningerne, ikke sket noget før for de penge, som allerede var inddrevet i skat?”

2. “Hvorfor brugte kommunen henved 1/2 mia. kr. på at renove­re/ombygge nogle boli­ger, som ingen ville bo i, medmindre kom­munen eller staten betaler huslejen, der i forvejen var tårnhøj – efter ombygningen stiger den igen, så den samlede boligudgift kunne forventes at blive 830 kr. pr. kv.m. pr. år, når de første 1000 lejlighederne stod færdige”?

Svar på 1. spørgsmål: Pengene var på forhånd brugt til andre formål.

Svar på 2. spørgsmål: Det må guderne vide, hvis ikke de også her er magtes­løse.

Kan et æble spises to gange?

Hvorfor kunne det ikke betale sig at igangsætte byggeri og reparati­ons­ar­bejder på normale betingel­ser, også på skolerne? For at det skal kunne betale sig – blot en smule – skal der reserveres værdier til et afkast senere, når nogen skal placere værdierne i arbej­det nu, frem for at de selv råder over disse værdier til forbrug.

Sandheden er, at værdierne var forbrugt, og anvisningerne på værdierne forbrugte indtil flere gange.

Projekter af den beskrevne type kunne virke tillokkende; men desværre bli­ver det hele meget værre, hvis der bruges kommunale penge eller garan­tier, som i realiteten er det samme, til for­målet. Problemet forsky­des blot og bliver endnu større et par år efter. Så bliver ledigheden 45-50% i stedet for 36%, hvis ikke endnu flere falske kommunale penge kastes i projek­terne mod ledigheden. Men så fandt de sande-lig på orlovscamouflagen, som var den danske miljøminister og tidligere arbejdsminister Svend Aukens ambition fra slutningen af 1970erne, hvor “miljøet begyndte at styre arbejds­markedet rent ministerielt.” Så faldt arbejdsløsheden lidt på papiret, for nu skulle de arbejdsløse “aktiviseres” i de orlovsramte jobs, næsten udelukkende i den offentlige sektor.

De socialistiske partier planlagde herved de dobbelte og tredobbelte ansættelser, der er blevet så kendte i den gamle, socialistiske østblok. Desuden er det af hensyn til image bedst at få fordelt alle de udstødte på nogle flere offentlige hyldefag, så de officielle optællinger af de arbejdsløse kan falde mere heldigt ud.

De såkaldt borgerlige så naivt hen til, at en mængde arbejde udført i den offentlige sektor af mere løs og billig arbejdskraft (Aktiveringstaksten dengang: 8,25 kr. i timen udover bis­tandshjælpen første år for en ung under 25 år) på denne måde kunne forsvinde ad åre ud i det private initiativ, når de fastansatte i monopolsektoren måtte blive udkonkurreret af den løsere ansatte arbejdskraft uden fagforeningsmilliardærerne i ryggen. De skynder sig så at udslynge sloganet: “Brug for en ekstra hånd” – ikke en ekstra ånd.

Desuden var der med “opsvinget” skabt den stemning via medierne i den pyramideformede offentlighed, at de arbejdsløse ikke gider arbejde. Så var det med at være med på noderne (jfr. Trotzkis Plan).

Og dårligdommen fortsætter til al normal aktivitet er gået i stå og erstattet med kom­munalprojekter eller med andet umuligt eller overflødig aktivitet, der ikke kan køre uden skattefinan­sieret tilskud. Dette er planøkonomi, i bedste EU-FN-stil.

Sonia

---

            

 1) Danske forældre havde på nogle af kommunens skoler frivilligt hjulpet med at istandsætte, fordi der manglede penge på budgettet, som havde været meget belastet af indvandrerundervisning.