Danmark

8. januar 2009

Hvad du skal vide om Islam


 

iod


Islam er en retsreligion, der

sætter Koranen over dansk lov.

Koranen står over staten.

Islam bygger på tanken om, at al autoritet er hos Allah. Allah er almægtig, allestedsnærværende – og har også den øverste autoritet i jordiske anliggender. Muslimen skal altså ikke – som efter den kristne trosopfattelse – give Kejseren hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er:

Livets inderste quint-essens, der som sjæl føler sig indespærret i det menneskelige legeme og stedse stræber efter at vende tilbage den (Gud), der udsendte den, sagde Leonardo Da’Vinci, som det sidste den 2. maj 1519. Dette skal du forstå, menneske, thi dette er naturens inderste hemmelighed. Leonardo er ét de få universalgenier verden har set. Han udforskede alt omkring sig på mest banebrydende, mest udførlige og gennemgribende måde og skabte utallige enestående kunstværker, der vil blive elsket til evig tid, såfremt de består. Leonardo Da’Vinci var naturligvis af denne verden, men han vidste han hørte til andetsteds.

 Vi holdt op med at sammenblande religion og samfundsindretning allerede i 1500-tallet.

Ja, det holdt hårdt. Vi kom desværre også med i 30-årskrigen. Det var magten omkring den katolske kirke, der kæmpedes imod.

Den Danske Grundlov, som desværre overtrædes af politikerne dagligt, er i virkeligheden borgernes eneste beskyttelse mod magtmisbrug fra magthaverne.

 – 90% mener, at det er bedst på længere sigt at tilstræbe, at flygtningene kan komme tilbage til deres eget land (Gallup, Berlingeren 14/2 1993)

 – 72 % mener, at Danmark skal fastholde en særlig dansk kultur og ikke i fremtiden skal være multietnisk (Gallup, Berlingeren 8/1 1995)

 – 65% mener, at det vil være til skade for verden, hvis Islam bliver væsentlig mere udbredt. (Gallup, Berlingske Tidende 10/4-88)

 I Indonesien har muslimer afbrændt 500 kirker på 10 år, ifølge  TV 2 den 30/11-98.

I Sudan indfanger muslimerne små pigebørn, mishandler dem og sælger dem som slaver. Libanon var et blomstrende land, indtil muslimerne fik magten. Magten havde de, da de nåede 30%.

 Når vi danskere ikke går så meget i kirke, er det fordi vi ikke behøver det. Vores tro er et privat forhold mellem Gud og den enkelte. Det skal staten og politikerne ikke blande sig i. Derimod er vi som kristne enkeltmennesker sat i valg mellem godt og ondt.

Godt og ondt i Islam er på mange punkter det stik modsatte af vores.

Næsten alt i vores liv er bestemt af de værdier og koder, der ligger i Kristendommen. Tag De Ti Bud: Du må ikke lyve. Du må ikke stjæle. Din næste betyder din nærmeste.

F.eks. gælder dette ikke for en muslim i forhold til os vantro.

 Den danske Folkekirke er folkets kirke. Staten skal ikke blande sig i forkyndelsen. Men Den danske Folkekirke er som sådan understøttet af staten. Andre trossamfund støttes ikke af staten. 90% i Danmark er medlemmer af Folkekirken. Og vor Konge eller Dronning skal være kristen. 

 

Som ild og vand:

 

 Essensen bag når en moderat muslim forgæves skal forsøge at tale en dansker ned:

 I er ikke religiøse, siger muslimen, for I går ikke i kirke. I giver ikke religionsfrihed, for så kunne jeg, som er muslim, få min vilje. Så I er racister, siger muslimen, når han ikke kan få sin vilje. Min vilje er Allahs vilje, og den vil I modsætte jer, fordi I ikke er troende. Særlov, særlov og særret og særret, indtil der er to slags lov og ret i landet, en for muslimerne og en for danskerne. Til allersidst: en lov for muslimer. Det muslimske fællesskab bygger alene på religiøs tro.

Al muslimsk viden står i Koranen.

 

Essensen bag en almindelig dansker, der aldrig bringes til at forstå en muslim:

 

 Vi går ikke så meget i kirke, men det fordi vi ikke behøver det, og vi har heller ikke fået pålagt af vores Gud at gøre det. Vi ved godt at alt i os, ethvert ja, ethvert nej til hvad som helst udspringer af kristendommen og vesteuropæisk 1000 årig kultur. Som kristne er vi hver af os sat af Gud i valget mellem godt og ondt. Vor næste er vor nærmeste. Det ser mest ud som om vore ledere vil have at vor næste er de mest fremmede.

Allerede i 1500-tallet fandt vi ud af at adskille Guds og Kejseren Rige – med Martin Luther og Reformationen. Uden denne adskillelse gør de gestlige og verdensfrelserne sig til noget overjordisk, men da de ikke er det, og så bliver der hver gang krig. Vi vil fred her til lands. Det danske fællesskab bygger på fælles værdier og arven fra vore forældre og bedsteforældre o.s.v.

Al dansk viden bygger på friheden, som er en europæisk opfindelse, nysgerrigheden, erfaringen, historien og traditionen.

I øvrigt mener jeg, at straffeloven bør revideres, således at hjælp og støtte til masseindvandring kan straffes på linie med hjælp og støtte til fremmede magter. (“Landsforræderi”). 

 

De tager vores historie, vores sprog og vores nation – vort liv:

 

 Danskerne er ved at blive historieløse. Børnene lærer ikke historie mere i skolen. Det er sket helt på beregning. Magthaverne kan så lettere få krammet på os.

Et folk uden viden om dets nationale historien er slet ikke noget folk, men en flok.

 Al vor viden og kunnen bygger på friheden, som er en europæisk opfindelse, på erfaringen og traditionen. Alt dette sammen med sproget og kristendommens værdier er smeltet sammen gennem en 1000 årig udvikling.

 Når børnene og de voksne gøres historieløse og sproget ødelægges, mister de let hele deres identitet. Men det er også meningen. Så opstår det berømte tomrum i de berørte mennesker, og så kan alt være lige godt og dermed ligemeget. Så føler mennesket sig ene og forladt.

 Derefter kan der plantes alt mulig tilfældigt og fremmed i det tomme menneske for hvem alt er ligegyldigt, for hvem alt har samme værdi. Multikultur og multietnik er eksempler på sådan vås. Ingen homogen nationalstat kan stå model til en sådan cocktail. Det har vist sig overalt, hvor det er blevet forsøgt. Præcis som med marxismen, som kaldes internationalisme, der også var noget vås opfundet til formålet – at gøre menneskene til undersåtter.

 En postmodernist afskaffer også virkeligheden og erstatter med multikulti-ideologi og falsk føleri – udstillingshumanitet.

 I virkeligheden er det opløsningen af nationalstaterne magthaverne vil frem til. De bruger blot indvandringen og ødelæggelsen af vore kulturværdier som midler dertil.

For en retsreligion som Islam eller Muhamedanismen er denne forudsætning simpelthen startsignalet til dens folkevandringer. Så sent som i slutningen af 1600-tallet forsøgte de at tage dele af Europa med militær.

Dengang var der også krig på Balkan.

 Nu er der lagt en anden mere effektiv strategi: Indvandring, børnefødsler og racismebeskyldninger, når de ikke kan få deres vilje i vores land, “som de sølle stakler de er”.

De er asylanter, når de skal ind. Men de vil ikke hjem igen. Kunne man forestille sig, at vore værdier netop har frembragt et – trods alt og sålænge det varer – meget mere tilfredsstillende samfund, end det de kunne skabe på retsreligionen Islam.

Når islamit eller muhamedaner taler om fred og demokrati skal du huske, at det var der et par andre magthavere i historien (f.eks. Cæsar, Filip II, Napoleon, Stalin, Hitler), der også gjorde, selvom det betød det stik modsatte. Frihed taler en muhamedaner næsten aldrig om…..af gode grunde.  

http://hodja.wordpress.com/2009/01/08/maskerne-falder/

Sonia

 

 

Viden ingen dansker kan paastaa, han ikke havde adgang til for 10 aar siden (i 1998)


Jyllands-Posten 22-11-1998:

BEMÆRK, DETTE ER SKREVET TRE ÅR FØR 9/11

Islamisk fundamentalisme

– også i Danmark

Islam fremtræder nu om stunder som en fredens og tolerancens religion. Men sådan forholder det sig ikke, skriver fhv. domprovst Poul Erik Andersen.

_____________________
Af POUL E. ANDERSEN

Vi hører dagligt om de ugerninger, som de militante islamiske fundamentalister begår, og vi er faktisk allerede på vej til at indstille os på, at fundamentalistiske bevægelser hører med i vort verdensbillede som selvstændige, uomgængelige aktører.

Alle steder, hvor de får råderum, spirer volden frem, og den vokser efterhånden næsten uhæmmet. De kan leve enten i nær tilknytning til regimet som i Saudi-Arabien, Iran, Afghanistan eller Sudan, eller som brede, men velorganiserede bevægelser i kamp med systemet som i Tyrkiet, Ægypten, De palæstinensiske områder og Algeriet. Det blodige slagterhåndværk, som udføres af GIA og FIS i Algeriet har mindst kostet 50.000 mennesker livet, P.F.L.P. og Hamas på palæstinensisk område fører ligeledes deres terrorpolitik overfor civilbefolkningen med flybortførelser, bombeattentater og selvmordsaktioner. Refah Partisi i Tyrkiet trækker blodige spor langt ind i Europa, overfald på turister i Ægypten er ganske meningsløse, og lokale terrorangreb som mod World Trade-center vidner om en ubegribelig umenneskelighed.

Legitime børn af islam
I alle muslimske lande myrder de radikale bevægelser kunstnere, journalister og islamkritiske intellektuelle i hundredevis (Rolf Stolz: Kommt der Islam). I mediedækningen af disse begivenheder synes det ofte, som om man forsøger at undlade at trække en direkte forbindelse mellem de fundamentalistiske bevægelser og den store verdensreligion islam. Sagen er imidlertid, at de fundamentalistiske bevægelser er legitime børn af islam, omend hærdet og styrket gennem fattigdom og politisk undertrykkelse. De har i høj grad deres udspring netop i islam.

Den store profet Muhammad med de enestående evner både i religiøs og politisk henseende og med de store modsætninger i personligheden, gjorde bevidst brug af terroren som våben i sit politiske opgør med Mekka og modstanderne i Medina (Frede Løkkegaard: Muhammad ). Og i profetens forbillede kan de militante fundamentalister i høj grad finde deres næring. Måske er det derfor, at stærke muslimske regimer har så svært ved at tage afstand fra fundamentalisternes voldspolitik.

Mærkværdigvis har der i de seneste årtier langsomt dannet sig et nyt billede af islam. Nu fremtræder islam i mange kredse som en fredens og tolerancens religion med plads til både kristne og jøder inden for sine grænser, som rammen om et kulturskabende folk med misundelsesværdig forståelse af familie- og samfundsværdier og med alvorlig respekt for sit religiøse grundlag. Dette folkebillede har fået en emotionel rodfæstethed gennem det brutale folkemord i Bosnien og forfølgelserne i Kosovo, foranlediget af den jugoslaviske stalinist Milosevic. Og dette billede står så fast, så det i dag er næsten helligbrøde at nuancere det.

Liberale strømninger
Men sagen er imidlertid, at islam ikke er nogen fredselskende og tolerant religion, selvom der breder sig moderate og liberale strømninger i flere lande, og selvom mange muslimske indvandrere, også i Danmark, langsomt tilpasser sig nye skikke. Islam er grundlæggende en krigerreligion. Dens grundlægger og forbillede Muhammad beundres og forherliges. Og barmhjertighed kendes kun muslimer imellem. Den ud fra Koranen begrundede hellig krig, djihad mod alt, som krænker islam, kan forstås i mange henseender, men lige fra Muhammads dage har den også betydet kamp imod vantro. Så sent som i 1991 kunne Irak opfordre til djihad mod USA, mens andre muslimske stater opfordrede til djihad mod Irak. Der er heller ikke tvivl om, at de fleste palæstinensere opfatter kampen mod Israel som djihad.

Men netop krigen mellem muslimske lande, mellem Iran og Irak, Irak og Kuwait-Saudi-Arabien viser, hvor let kampberedskabet udløses også i nyere tid.

At islam skulle være en tolerant religion modsiges af de interne opgør i muslimske lande, borgerkrigen i Afghanistan, kampene i Libanon og Algeriet, forfølgelsen af kurderne, af sumpirakerne, og udryddelseskrige i Sydsudan og i Nigeria.

Myten om tolerancen er sikkert opstået under islams voldsomme ekspansion i syvhundredtallet. Her foretog man ikke nogen systematisk udryddelse af de oprindelige beboere, men da man ikke selv havde befolkningsunderlag til at regere de undertvungne lande pålagde man jøder og kristne “bogens folk” en religionsskat og gjorde så i øvrigt brug af dem ved landets administration. Senere hen har det været småt med tolerancen. De få tilbageblevne kristne og jøder på muslimsk område lever under kummerlige forhold. De kristne grusomheder under korstogene syner af meget lidt i sammenligning med den muslimske fremfærd overfor de armenske kristne. Langt over en million blev udryddet i årene 1914-15. Et kendt tyrkisk ministerord beskrev udåden således: “Det armenske spørgsmål skaffer man bedst af vejen ved at skaffe armenierne af vejen”. Intet under, at Hitler var optaget af begivenheden. Flere hundred tusinde kristne i Sydsudan er myrdet af det islamiske diktatur i Khartoum. I Nigeria er brutaliteten overfor de kristne ligeså udbredt.

Tolerance i skævt lys
Den islamiske tolerance sættes også i et skævt lys af den kendsgerning, at mens muslimske indvandrere i europæiske lande udfolder deres religiøse liv på linie med andre religiøse samfund og f.eks. indretter moskeer i stort tal (i Danmark over 100 ), så er de få kristne menigheders liv i de muslimske lande stærkt begrænset. Annoncering af gudstjenester er som regel forbudt, kirker kan mig bekendt ikke opføres. I Saudi-Arabien findes kristne kirker slet ikke, end ikke halssmykker med kors er tilladt. I Indonesien blev i 1995-96 flere hundrede kristne kirker nedbrændt. I Nordnigeria har der i de seneste 10 år været flere forfølgelsesbølger med mindst 50.000 kristne ofre og afbrænding af hundreder af kirker. (ABD AL MASIH: Der Islam). På det moralske område er tolerancen måske endnu mindre. En seksuel forbindelse mellem en europæisk mand og en ugift muslimsk kvinde udløser dødsdom. En far modtager officiel ros for at nedskyde sin datter, fordi hun førte bil, og et tyveri betales stadigvæk med en hånd. Kritik af en religiøs tradition kan i Iran udløse en dødsfatwa.

Fundamentalisterne præger livet i deres hjemlande, men også i indvandrerlande er de stærkt repræsenteret. De er organiserede i radikale grupperinger med tæt forbindelse til hjemlande. I Danmark kendes især P.F.L.P. (Folkefronten til Palæstinas befrielse”) (Blekingebanden) og for tiden A.I.C.P. (“Islamisk forening for Velgørende Projekter”). (Bl.a. muslimske friskoler). Begge er organisationer med hjemsted i Mellemøsten. Adskillige topfolk hentes til Danmark, og udenlandske imamer med radikale synspunkter er aktive ved koranskolernes undervisning af børn og unge. Blandt hundreder af muslimske organisationer i Tyskland vurderer “Verfassungsschutz”, at 22 er radikale. Nogle af dem virker i europæisk sammenhæng og kan have forbindelse til Danmark. Det vil være naivt at tro, at ingen af de mange andre radikale islamiske paraplyorganisationer, der arbejder i europæisk regi, skulle have repræsentation i Danmark.

Aflæggeren af det tyrkiske Velfærdsparti, Refah Partisi med navnet Milli Görus (Det islamiske samfund Millie Görus) f.eks. har efter egne oplysninger i 1995/96 161.536 medlemmer i Europa. (Spuler-Stegemann: Muslime in Deutschland). Dets målsætning består i “På verdensplan at bringe den retfærdige orden til magten”. Karakteristisk for sådanne foreninger er, at de oftest fremtræder med “veldædige” navne og formål.

De ideologiske holdninger bag fundamentalisterne hentes fra Koranen. For dem som for alle muslimer er Koranen og Sunnaen, dvs., de nedskrevne samlinger af profeten Muhammads sædvaner (hadith) trosgrundlag. Men mens muslimske teologer prøver at tolke nye samfundsændringer i lyset af Koranen og Sunnaen, afviser fundamentalisterne enhver udvikling, der har fundet sted efter kaliffen Alis død i år 656. Derfor ønsker alle fundamentalister, selvom der også hos dem er forskellige opfattelser, at skabe en stat på det fundament, der er skitseret i Koranen. De mener, at når man praktiserer den oprindelige islam, så vil islams sejr over den ganske verden være inden for snarlig rækkevidde.

Det drejer sig om at indføre den muslimske Gudsstat, byggende på den guddommelige islamiske ret, sharia. Og religionen skal bruges som middel til at opnå politisk magt. De fleste er fyldt med afsky overfor verdsligt demokrati og statsdannelse. Derfor må enhver integration af indvandrede i den verdslige stat afvises, og gamle islamiske dyder fastholdes.

Der har kun i ringe omfang kunnet påvises organiseret terrorvirksomhed i Danmark, men en ganske uforsonlig holdning kommer ofte til udtryk. Ved en panelsamtale i K.B.-Hallen om religionsfrihed og religionslighed blev den fremtrædende muslim Abdul Wahid som paneldeltager spurgt, hvordan han forholdt sig til en netop i Iran afsagt dødsdom over en person, der havde omvendt en muslimsk kvinde til bahai-religionen.

Rimelig dom
Abdul Wahid svarede, at det var rimeligt, at manden var blevet dømt til døden. Som muslim måtte man følge sharia og være konsekvent. Og han gav udtryk for, at sharia ville blive indført i Danmark, så snart der var skabt et flertal af muslimer. (Præsteforeningens Blad 42, 1998).

Eksempler på vold i flygtningecentre er der nok af. Der er også eksempler på opgør i familiekredse med drab til følge. Her kan radikale sysnpunkter have været mærkbare. De har også kunnet spores i den såkaldt tørklædesag og bag kravet om særlig adgang for muslimer til offentlige svømmehaller. Og de stopper ikke har. Der er heller ikke tvivl om, at unges voksende aggression mod alt dansk er fundamentalistisk inspireret. Det samme mærker man bag den voksende kritik af de nye integrationsregler.

Der er ingen, der ved, hvor mange fundamentalister, der er i Danmark.
Når man forsøger at klarlægge dette spørgsmål, støder man ind i det mærkelige taqyyia-begreb. (oprindelig et shiitisk begreb), som vi godtroende danskere dårligt forstår, men absolut bør være opmærksomme på. Taqyyia betyder forstillelse, og det udtrykker, at sandhed, især i religiøse anliggende kan være et tvetydigt begreb. Under visse forhold kan en muslim undlade at sige sandheden. Hvis det gavner islams sag, må han gerne skjule sine egentlige hensigter under høflig imødekommenhed. Det er derfor i praksis vanskeligt overhovedet at få en forestilling om, med hvilke holdninger de muslimske indvandrere møder det danske samfund. En tysk forsker, Hildegard Becker (Manuskript af 23. juni 1997) udtrykker tyske erfaringer således: “Hovedproblemet er dobbeltbundetheden.

Overfor tyskere og på tysk sprog betoner man uafladeligt, at man står på grundlovens grund og ønsker dialog. Men overfor tyrkere og på tyrkisk er hetzparolerne mod det tyske demokrati, mod pluralismen og det angiveligt sædeligt forrådnede tyske samfund langt stærkere.

Formidlet af
Sonia

Taqyyi -Den lovlige løgn

Saa kommer Muhammed-danskerne fra GAZA


i
Nu skal vi til det igen: “Danskerne” vælter ud af GAZA, melder TV2 News. Disse danske er meget Muhammed-danske, og nu skal de til Muhammedanmark, så Hamas kan slå sine folder her også. Der er 1 1/2 million at tage af i området på størrelse med Langeland.

DET KØRER SOM FORUDSET, OG VI ER BEREDTE PÅ DERES KOMME!

Piraterne fra Somalia hører vi ikke rigtig så meget til, men de skal givet også til Muhammedanmark.

Sonia

Fotograf Joergen Schleimann, Venstre mente det var godt de loej


iod

 

Jørgen Schleimann, Venstre var grænseløst frankofil, tilhænger af Neuropa og glad for løgn

Pensioneret professor og tidligere overvismand Anders Ølgaard svarede i stort opsat afskedsinterview i Jyllands-Posten den 8. september 1996:

“Jeg befinder mig på midten af banen og er, hvad man kan kalde keynesianer.”

Anders Ølgaard erklærer sig imod den fælles EURO. Tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer er ligeledes efter sin fratræden nu af samme tvivlsomme karat.

EU-modstanderen, den kendte, tidligere økonomi-skribent fra Berlingske Tidende Frank Dahlgaard, der blev løsgænger i Folketinget, er altid på linie med de to ovennævnte. Med de fælles penge er der ulemper, hævder Dahlgaard i tidsskriftet Frihedsbrevet nr. 10 1996: Vi kan ikke devaluere, skriver han. Skal vi da det, spørger jeg?

Ændringer i pengemængden og renten bestemmes centralt. Der kan ikke køres med underskud for at sætte skub i en depressiv økonomi, skriver Dahlgaard også.

Jamen, skal der da det, spørger jeg?

Nu skal det ikke glemmes – som antydet ovenfor – at uden keynesianismen som en slags religion, en udtryksmåde eller Münchhausens myter “blev man ikke noget ved musikken” i Danmark efter Den anden Verdenskrig. F. Dahlgaard må snart have skiftet hesten ud, hvis han vel at mærke kan trække den døde op af sumpen.

Jørgen Schleimann (tidl. MF) skrev følgende i Berlingske Tidende den 11. juni 1996:

“Regeringen fik jo ikke lov til fuldt ud at tilslutte sig den Maastricht-traktat, som lå færdigforhandlet og klar til godkendelse i de enkelte lande inklusive Danmark. Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen fik i stedet besked på at finde hullet, hvor strudsen kunne gemme sit hoved.”

[herfra: Det var naturligvis rent fup og uden mindste betydning i det faktiske – kun indenrigpolitisk brug til at få den danske befolkning til at tro, at vi havde nogle virkningfulde forbehold. Schengen-aftalen fra 1999 blæste lige et enkelt af forbeholdene – det om selvstændig udlændingepolitik – væk. ]

citatet fortsættes:

“Det gjorde de så, og det skal de såmænd ikke have utak for. Lige så lidt som Jens Otto Krag bør klandres for, at han i 1972 lod os tro, at EF primært – eller næsten kun – drejede sig om økonomi. Løgn og bedrag skulle der til, for at Krag kunne få lempet os ind og for at Schlüter og Uffe kunne holde os inde.”

Hvor slutter løgnen så, spørger Henrik Gade Jensen i Frihedsbrevet nr. 10 1996.

Ja, se Schleimann har et meget tungt kors at bære – det er måske stadig det samme – hvad med de tre andre? Schleimann mener fortsat, at Europa er vigtigere end Danmark. Det mente han i 1940-erne, i 1958 og også nu.

Så i foråret 1999 kommer den joviale John Iversen til. Nu skal han som tak for modtagelsen i Socialdemokratiet (han repræsenterede tidligere SF og var ansat hos tidligere EU-kommissær Ritt Bjerregaard) melde, at det drejer sig kun om en Europa-stat. Ved at lade Iversen fortælle dette og køre med det i en valgkampen optil Europa Parlamentsvalget 10. juni 1999 får Socialdemokratiet taget pulsen på sine vælgere.

Jeg håber i alt fald, at denne gennemgang gav noget af svaret på Henrik Gade Jensens kloge spørgsmål. Iversens interesse i diæt-fiflerier, uanset EU-perspektivet, har ingen relevans for vort formål.

 *Jørgen Schleimann har eller har haft sæde i Den Trilaterale KommissionI dag er Connie Hedegaard blandt de indbudte såkaldte verdensherskere.

Sonia

Socialdemokrater havde fine forbindelser til nationalsocialisterne – Syrien indrettet herefter i dag



iod

J. O. Krag underskrev EF-traktaten,

det forenede Europa optog ham tidligt


I virkeligheden blev tyskerne straks budt hjertelig velkommen af den danske regering, og i efteråret 1940 lod Stauning det komme til hemmelige aftaler med den tyske rigsregering. De forgik i Sandkroen, Nordsjælland; fra dansk side deltog på regeringens vegne de samvirkendes leder, Lauritz Hansen m.fl., fra tysk, pressechef Meissner. Aftalerne gik ud på, at så længe krigen varede, skulle det danske Socialdemokratiet støtte nazisterne af al magt, for til gengæld, når den tyske sejr var vundet, at være det eneste tilladte parti herhjemme. Dette skulle offentligheden naturligvis ikke vide.

Samarbejdet med tyskerne fortsatte, en enkelt af de ivrige i samarbejdet var Jens Otto Krag (senere dansk statsminister). Han var medredaktør på det socialdemokratiske tidsskrift Globus, der havde slået en særdeles velvillig tone an over for Besættelsesmagten. Der var tusinde andre ting fra de 5 forbandede år.

Den tyske Storrumsplan kan man læse om hos J. O. Krag (senere dansk statsminister) i hans udgivelse sammen med P. Gersmann, ‘Krigsøkonomi og krigsproblemer’, Det Danske Forlag 1944. Her et uddrag fra side 177-180:

“Det må straks understreges, at de tyske planer ikke tilsigter en international ordning, men kun en ordning for det europæiske storrum. Dette begreb er til gengæld temmelig elastisk, idet Tysklands livsrum ifølge Hitler (februar 1940) er alt land, “som er blevet udviklet, civiliseret og gjort tilgængelig af tyskere.””

Hertil bør knyttes den oplysning, at Münchenprofessoren Karl Haushofer, der havde opbygget hele Hitlers ideologiske geopolitik, netop opererede med geografien og ikke nationen som sit udtryk i Grossraum og Kleinraum. Det forenede Europa og mere til var målet dengang som nu.

“De europæiske lande skal næppe indgå en møntunion med Tyskland, men nøjes med at omregne til Mark, når de afregner med hinanden over Berlin. Et af tvivlsspørgsmålene er imidlertid, hvorledes kursfastsættelserne skal ske.”

“Endnu vigtigere end disse tvivlspørgsmål (mit: om kursfastsættelserne) er imidlertid spørgsmålene om, hvilke retningslinier man fra tysk side vil anlægge, når den europæiske overledelse skal afgøre, hvorledes…. arbejdsdelingen skal tilrettelægges, d.v.s. hvilke erhverv får de enkelte lande lejlighed til at udøve?”

“Kan de enkelte europæiske lande handle direkte og selvstændigt med andre storrum eller kun via centralledelsen.”

J.O. Krag citerer tilslut i hovedafsnittet den tyske nationaløkonom Fried Zimmermann for i maj 1943 at have udtalt:

“… Der er overhovedet ikke tale om at danne et “tvangsfællesskab” herredømme, men et virkeligt forbund af ligeberettigede, et slags kammeratskab mellem de tilsluttede folk.”

J. O. Krag og P. O. Gersmann skriver også i “Krigsøkonomi og Efterkrigsproblemer”, 1944:

“Hvad enten man lægger hovedvægten på det økonomiske eller det politiske, må det imidlertid betragtes som et fremskridt, der måske kan give anledning til en vis optimisme, at de planer, der er kommet frem under denne krig (2. verdenskrig), i højere grad end Wilsons kendte 14 punkter (efter 1. verdenkrig) tager hensyn til verdens økonomiske fundament og ser en nyordning som en nødvendig forudsætning for, at en politisk nyordning kan lykkes. Skabes de to forudsætninger for en bedre verden samtidig, kan det i og for sig være ligegyldigt, i hvilken rækkefølge man vil tildele dem rang af vigtighed (min fodnote). Såvel for de tysk-europæiske efterkrigsplaner som for de vigtigste af de planer, der er fremkommet fra engelsk-amerikansk side, er det således et fremtrædende træk, at man vil skabe centrale økonomiske kontrolorganer, som kan overvåge de enkelte landes økonomiske politik, som forudsættes at være baseret på en eller anden national planøkonomi. Disse lande må naturligvis afgive en – efter de forskellige udkast større eller mindre – del af deres selvstændighed med hensyn til den økonomiske politik til centralorganerne. Det er prisen.” Prisen for hvad, ville jeg gerne have spurgt dem? Alt har nok en pris, selv sandheden, også sandheden.For en præcis, veldokumenteret gennemgang af kredsen og ideologifællesskaberne omkring Globus skal jeg henvise til Frihedsbrevet artikel ‘Nazismens røde bog’ af Jørgen H. Hansen i nr. 4 , Årgang 1998.

Nu kunne man få den tanke, at Hitlers stormagtdrømme stod alene. Ingenlunde. Allerede før Krag blev født havde hans senere så kære venner fra historien Lenin og Trotsky propaganderet for et Forenet Europa. I oktober 1917 udtalte Trotsky: “Det forenede Europa skal grundlægges”. Det er besynderligt som Europa er og var nævenyttige magthaveres tumleplads.

———————————-

Det land i verden, hvori ‘Mein Kamph’ af Adolf Hitler går bedst, er Syrien, der er et nationalsocialistisk regime – hvilket dansk TV ved flere lejligheder har oplyst.

Sonia

Den korte version af et muligt scenario


bella

Sonia

Vi modtog pr. e-mail denne her med det første afsnit i fed skrift:

“Vi skal jo også huske på, og nævne ved enhver given lejlighed, at det er muligt Saudi og Co. har nøglen til oliehanerne, men vi har nøglen til madskabet. Vi kan fryse længere tid, end de kan sulte, vi har fat i den tykkeste ende.”

Desuden har vi masser af olie og naturgas i Nordsøen.

Men det er nok splittelsen i Europa, der fører til, at det går ganske anderledes.

Jeg har været inde på, at vi kunne få kanaliseret/dirigeret handelen væk fra disse krigsførende lande i nogle af mine geopolitiske scenarier.

Prøv: https://danmark.wordpress.com/2008/02/13/eurasian-insight/

og https://danmark.wordpress.com/2007/01/02/det-store-skakspil/samt 

https://danmark.wordpress.com/2007/03/24/mange-af-dem-der-virkelig-kan-noget-forlader-landet/

Det er sandt nok i en tænkt verden, som jeg vist modtog noget om pr. e-mail – men præmisserne er altså ikke korrekte, og klaveret spiller netop derfor ikke sådan i virkeligheden? Det er jeg afgjort sikker på.

Det er vist en tænkt verden, som vi her har gang i.

Forretninger handler uanset krig med forretninger i alle lande, hvis det kan betale sig, nationer, valuta og styreformer betyder ikke meget – det er noget med elektronstrøm af digitaltal den ene vej og varer den anden vej. Har det ikke i princippet været sådan i alle krige? Men når krigen har stået på noget tid kan politikere forsøge at spærre for handelen, men det er vist ikke så nemt:

Napoleonskrigene er et eksempel med den franske Fastlandsspærring: Englands ankomst i København gennem Øresund 1801 og 1807, hvor de tog den danske meget store flåde (1807). Vi havde ved en fodfejl satset med en uklar neutralitetspolitik over for Napoleon. Det førte også til, at vi mistede Norge, som vi havde været i harmonisk union med i 440 år.

Nogen skal dække kronen ind, når vi siger nej til den ny-merkantile euro. Det kunne være Norge eller England. Vi skal udpræget gøre det rigtige på de korrekte informationer til rette tid.

I sidste krig (WW2) : Trading with with the enemy (Engelsk version)

Handel med fjenden (Dansk version)

Sonia