Danmark

1. januar 2009

Statsmaniken har talt – han kan kun tale, ikke handle


iod

 

Lad os tage et par fra flommen af ord

“Skattelettelser og kapital til bankerne.”

VENT AT SE:

Skattelettelser og kapital til bankerne betyder underskud på de offentlige finanser. Hermed går keynesianer-troen fortsat på, nu også efter støttepartiets tilkendegivelser, at vi løfter hesten op af dyndet ved at trække os selv i håret og blive i saddelen.

Lad os være konkrete og nemme at begribe. Der skæres måske et lille stykke hæl og en lilletå, men sangen er 90-95 procent af det, som virkeligheden vil vise sig at være –

Naturlovene er de eneste, der kommer på tværs.
Offentligt underskud sætter flere matadorpenge i omløb og øger kreditten og gælden endnu mere – som om der ikke har været en lind strøm af samme i flere generationer med et kortere ophold indmellem. Kronen er koblet til Euro, og så skal der støtteopkøbes fra overnationalen for at holde kronen oppe i et større og større papirbjerg. Bankerne er som bekendt insolvente, fordi de låner pengene/ digitaltallene ud flere gange, og kun fordi de får lov af lovgiverne. Der skal også støtteopkøbes i Grækenland og Italien og det meste af Sydeuropa.
Euroen skal holde kursen, sådan som den er tvangskonstrueret med ferm og frejdig, men ukyndig politikerhånd, men det bliver ikke ved at gå med alt det den skal dække ind af dårligdom. Derfor så skal dansken også snart trues til at tage stilling til fuldt medlemsskab af Euro-zonen, eller vi skal sendes ud i en robåd på Nordatlanten. Maniken kommer med den inden længe. Truslen, altså. Så ramler det, hvis vi ikke kommer med i klubben og dermed opgiver vores lille land. Det hele ramler i øvrigt på mellemlangt sigt. Cirka 2020 er unionen færdig, hvis den fremturer, som det kører netop nu.
Mere kapital til bankerne. Staten kan. Staten er en samling cand. ingenting. folk, og politikere, der selvsagt kan ingenting, i bedste fald intet andet end antagelseslogik, i værste fald volapyk på stylter. Ét er søkort at forstå, ét andet skib at føre. Nationen er noget ganske andet, folket og dets landområde, kan næsten alt, hvis det vil.
Staten har ikke andet end papir og fortsat en kæmpe statsgæld på flere hundrede milliarder – uanset hvad Jyllandsposten har vrøvlet om ved par lejligheder de senere år og også tidligere finansminister Thor Pedersen fik seerne til at misforstå i den bedste sendetid op til den sidste storkonflikt på sundhedsområdet.
Og det er den samme sang overalt i Europa, der er forsømt grænseløst for tilpasning og omstilling til den internationale konkurrence, og samtidig går aldersstrukturerne os i den grad imod, fordi der ikke fødes børn nok i velfærdssamfundet, som forudset.
Alene Storbritannien fik renset ud primo 1980erne og står nu igen i en forbedret konkurrencesituation i forhold til landene på fastlandet. Englænderne melder sig aldrig ind i euro-zonen. England har bekæmpet ethvert forsøg på dannelsen af en stormagt på det europæiske fastland siden vor tidsregnings begyndelse.
Så går det sådan med problemerne med disse tiltag – slag i luften – problemerne, der skal løses, at de bliver endnu større. Intet er forandret, de menneskelige egenskaber fører til konflikter i hjemmet, i familien, i landet, når manglen virkelig sætter ind i kredse, der aldrig har kendt til mangler, og når krybben er tom – pludselig ihukommende Øko-Bent-Betjent, der drønede derudaf og naturligvis måtte væk, da finanskrisen kom af hensyn de kvikkestes hukommelse, blot et år bagud. Dette tema har ikke ændret sig i vel 2350 år siden Aristoteles og Platon. Aristoteles var bl.a. Alexander den Stores lærer i barne- og ungdomsårene.
Når krybben er tom, så bides hestene, og når alle krybber er tomme kan vi prøve at hæve renten for at få fat i noget kapital at komme videre på – ærlig tjent købekraft, der i den grad er blevet en mangelvare overalt i den vestlige verden, fordi den netop er opbrugt i en syg kapitaldannelsesproces, ødelagt alene af politikerne og fagforeningersmonopoler og/eller har fjernet sig væk fra Europa, fordi andre græsgange viste sig givtige/levedygtige for en naturlig realproduktion, der det eneste vi kan leve af, når vi ikke har et stykke jord.
Når det så viser sig heller ikke at virke, går vi mod deflation, der er i gang med bilindustrien som ret sikker indikator – stilstand og prisfald på alle centrale varer afhængig af prisfølsomheden på de enkelte varertyper. Så udsættes alt, for det vil måske være mere givtigt i morgen eller i overmorgen. Det kan føre til total stilstand, negativ vækst foreløbig med 0,9 pct. i 2009 er ikke enden. Det kan blive meget værre og til sidst kan intet gøres af fornuftige tiltag. Når alle vestlige lande mangler kapital, så forsøger vi os fortsat med ny-merkantilisme i tidens mode – international skat på araberne for eksempel via Petro-Euro og skæbnesvangre aftaler for de europæiske undersåtter. Arabien – d.v.s. olieverdenshandel afregnet i Euro – skal nok skal vide at tage sig betalt i form af indvandring til Europa, ny besættelse.
Ihukommende en vis herre, der kom for sent på arbejde den 9. april 1940, efter alt væsenet havde ledt efter ham fra tidligste timer, og sædvanen tro fikst svingede han sin hat gennem forkontorets garderobe og over på knagen i ministeriet med bemærkningen: “Jeg hører der er nye herrer i huset”.
Så taber vi, og der bliver måske krig på en anden måde end nu. Jeg håber det faktisk, hvis der ikke er anden vej at gå, er den den bedste. Jeg vil hellere dø end være i union med muslimske arabiske og nordafrikanske lande – et mestendels terroristisk narkohelvede.

Sonia

 


 

Hvordan danske kroner kan vaere uden vaerdi og tilsyneladende noget andet kan have den vaerdi der er brug for – et lille nemt eksempel fra virkelighedens verden


Et lille eksempel på hvorledes penge kan have nul værdi og andet meget simpelt i grunden kan have enorm værdi:

For nogle siden kom en dansk telegrafisk ansat ved Mærsk Møller ind i bank Singapore og ville veksle et par tusindekronesedler til Singapore-valuta.

Det kan ikke lade sig gøre, sagde manden ved kassen. Det vil kræve en kompliceret kontrol af pengesedlernes ægthed og værdi og adskillige telefonopkald. Det kan jeg ikke bruge så meget tid på her. Jeg har travlt.

Hvad gør vi så, sagde manden fra Danmark?

Singapore bankmanden: Jeg ser du har et blåt kort der i din skjortelomme. Lad mig lige se det. Den er fin, det er jo et Mærsk Møller kort. Med det kort kan du få alle de penge du vil, hvis jeg lige sender en fax til det nummer her og får et bekræftende svar. Så må du efterfølgende betale dit firma med dine tusindekronesedler, og det skriver du under på her. 

O.k. så var den på plads og telegrafisten fik nogle brugbare penge.

 

Sonia

Flygtninge: Lille Danmark – 4. del


Jyllands-Posten | 18.11.2001 | Indblik | Side 1 | 5133 ord | artikel-id: Y1766153

Et uddrag:

[…]

Som vilde dyr 
En af de danskere, der hjalp palæstinenserne under kirkebesættelsen for 10 år siden (mit: i 1991), har i dag et mere nuanceret syn på gruppen af palæstinensere, der er kommet til Danmark. Vedkommende ønsker dog ikke sit navn frem, fordi det vil skade det arbejde i belastede miljøer, som personen stadig er engageret i. “Nogle af de mennesker, som det danske system forsøger at integrere, er så destruktive og ødelagte, at der ikke er noget at gøre. De er som vilde dyr og farlige.” Det er socialrådgiverne, der har fået rollen som domptører uden nogensinde at have lært kunsten. De skal tæmme de vildeste ønsker, og samtidig skal de gennemskue, hvis der gøres forsøg på at omgå systemet. “Man skal ikke glemme, at folk bliver socialrådgivere ud fra et ædelt ønske om at hjælpe mennesker i nød,” siger en socialpædagog. Men faktum er, at mange socialrådgivere går ned, fordi de ikke kan håndtere det store pres i forbindelse med de komplicerede sager. “Sociale medarbejdere slides op af klienter, der hele tiden forsøger at snyde systemet. Mange sagsbehandlere er ikke i stand til at sige fra. De identificerer sig med de mennesker, de vil hjælpe og går ned på det,” siger en psykolog, som er tilknyttet en større dansk kommune. Udsagnet understøttes på sin egen måde af en socialrådgiver, der er opstillet for SF ved det forestående byrådsvalg i Århus. “Sagsbehandlere er ikke uddannede til at rende rundt og lege politimænd,” fastslår Niels Korfits Møller. “Hvis vi forsøger at undersøge en begrundet mistanke om socialt snyderi, så vil en forsvarsadvokat hurtigt pille det hele fra hinanden i en retssal, fordi der er så mange formelle procedurer, der skal følges.” “Selvom kommunen opfordrede os til at anmelde snyderi, så gjorde vi ikke noget ved det,” siger Claus Møller, der tidligere arbejdede i Gellerup . “Der er ingen sociale medarbejdere, der har lyst til at rende rundt og lege politibetjente. Og alle instanser mangler ressourcer. Områdekontoret i Gellerup er hængt op, og det samme er politiet – med hverdagens problemer. Der er ingen offentlig myndighed, der har overskud til at føre kontrol med snyderi og bedrag.” “Mange i Gellerup render rundt og griner af det danske velfærdssystem. De udveksler gerne højlydt mulighederne for at hente penge ud af systemet.” At Danmark har sociale ordninger, der forekommer ubegribelige i en fattig flygtningelejr i Baalbek, er Ahmed fra Hundige det levende eksempel på. Han er også flyttet tilbage. Et helt år med kone og tre børn, for han har nemlig fået betalt orlov af det offentlige og har fremlejet lejligheden syd for København. Men Ahmed, der trods sin flygtningestatus er vendt tilbage til det land, han er flygtet fra, er et eksempel på, hvad der foregår. Meget foregår så åbenlyst, at flere palæstinensere står frem og fordømmer deres landsmænds moral. Kritikken vender vi tilbage til. Først lidt om, hvad der foregår. “Proformaskilsmisser hører også til dagens orden i de arabiske miljøer,” siger Claus Møller. “Vi oplevede flere arabiske familier, hvor de lod sig proforma-skille. På den måde fik de forhøjede tilskud til børn og bolig. Jeg regnede engang ud, at en familie med tre-fire børn kunne hente yderligere 6000-8000 nettokroner om måneden på den måde. Jeg kender også historierne om at have en kone i Danmark og Libanon. Men jeg har aldrig mødt nogen, der indrømmede det.” Selv på de øverste etager i socialforvaltningerne i landets største byer kender man til problemerne. “Vi ved udmærket, at der er folk, der forsøger at udnytte systemet, og vi lapper hullerne efter bedste evne,” siger en socialchef i en større provinsby. “Bistandsklienterne har nærmest frit slag. Normeringen på kommunekontoret er ikke til efterforskning af klienterne,” siger den socialpædagogiske tillidsmand. “Vores udgangspunkt er, at vi stoler på folk – og derfor hjælper vi dem.” Det vil politikerne også. Og de har ét universalmiddel til at løse indvandrerproblemerne: Aktivering. Problemet er bare, at en række indvandrere ikke ønsker at blive aktiveret og forsøger at slippe.

Krav om falske attester

En læge, der har praksis i et område med mange indvandrere, oplever det dagligt. “Det er udbredt, at palæstinensiske kvinder vil sygemeldes, og ofte for lange perioder, så de ikke skal aktiveres eller stå til rådighed på arbejdsmarkedet.” Lægen har også hørt om tilfælde, hvor sygemeldingen skulle dække over, at kvinden ønskede at rejse med sin mand til Libanon for en længere periode, og så er det uheldigt pludselig at skulle møde på for eksempel et sprogkursus. Hvis lægen siger nej til at udstede en attest, prøver patienten hos en anden. I det sociale system har det ikke altid konsekvens at sige nej til aktivering. “Ofte stoppes udbetalingen af kontanthjælpen ikke, selv om klienterne reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, fordi det vil forværre familiens situation yderligere,” siger Torben Berg Sørensen. Der er også læger, der ser det som deres opgave at orientere kvinderne om prævention, fordi det kan være uhensigtsmæssigt med mange børn i ofte belastede familier. Men det har ingen interesse. “De bruger store børneflokke til at holde sig fri af systemet og til at opnå større økonomisk hjælp,” konstaterer lægen, der også kender eksempler på, at de store børneflokke har gjort det nødvendigt med en ekstra kommunal indsats for at tackle problemerne. “Jeg er træt af arabere, der snyder og bedrager danske skatteborgere,” siger den 51-årige Khaled Youssef Chemali, der i dag lever i Libanon. Han har været dansk gift og boet i Danmark i lange perioder siden 1969. I 11 år var han Volvos direktør i Saudi-Arabien og personlig ven af kongefamilien. I dag importerer han hvert år omkring 2000 tons danske læggekartofler til Libanon. “Der findes palæstinensere og libanesere, der har koner i Danmark på bekvemmelighedsflag,” siger han og gør opmærksom på fordelene ved et sådant arrangement. Den palæstinensiske flygtning gifter sig med en slægtning, som hentes til Danmark. Kvinden får hurtigt en række børn, og på et tidspunkt får kommunen besked om, at ægteskabet er ophørt. Det medfører højere satser. Manden er officielt flyttet og kan sagtens have et ægteskab kørende i Libanon samtidig og pendle mellem sine forskellige hjem. “I Danmark lærte jeg også, at livet består af meget andet end materielle ting,” forklarer Khaled, der forlod Danmark efter sin skilsmisse. “Jeg endte på bistandshjælp og flyttede tilbage til Libanon for at genfinde min værdighed,” forklarer han og citerer undervejs i samtalen både Schiller, Goethe og Søren Kierkegaard.

 

Sonia

Hvorfor kom de første hertil