Danmark

18. september 2008

Finanskrise og valuecrisis – lad os faa det hele med – er desvaerre en naturlig ting


Finanskrise og valuecrisis – lad os faa det hele med – er desværre en naturlig ting

English version

Først blev aktierne fyldt med varm luft ved at selskaberne udstedte flere og flere, og da kurserne fortsat steg i visse nøgleindustrier, som blev vildt overvurderet i medierne, blev det en hel mani at købe aktier og at udbyde aktiepapirer, nu opsparingsrenterne i bankerne ikke var af nogen særlig interesse mere. Først spekulerede verden sig skeløjet på et IT-boom, dernæst på ejendomspriserne sat i gang af øget kreditgivning og skattefinansierede tilskud til ejendomsejere via lovgivningen.

Kan ansvaret placeres

Engang i august 2001 kunne man læse i bladene ”Så lad dog børnene”; de skulle investere deres spareskillinger i aktiemarkedet. Det går så godt, og vi blev alle så rige. Og det var løgn. ”Mere spekulation, tak” var titlen på en artikel i Berlingske Tidende. Den indeholdt derudover kun tom snak, altså informationstom.

Dette udbytte, som virksomhederne skulle give, var ikke længere bestemt så meget af ordinære virksomhedsforventningerne til fremtiden, som det fremgik. Det var bestemt af aktiekursudviklingen, bestemt af udbudet og efterspørgslen efter kursgevinst ved køb og salg af (aktie-) papir. Virksomheder i store antal skulle børsnoteres og ud på markedet og hente kapital – for de tjente faktisk alt for lidt mange af dem på normal vis. Børsnoteringen kunne selvfølgelig kun ske ved at fremvise gode regnskabsresultater. Her skulle man have en god revisor, hvis det skulle knibe, og et eller andet godt forhold til sin bank. Og det kan betyde flere ting, som jeg kun vil antyde.

Når der investeres i aktierne, der flittigt udbydes, tilføres virksomheden tiltrængt/eftertragtet kapital – måske havde den rent faktisk netop ikke kunnet tjene så meget ved ordinær drift, som de øvrige ellers udbytteorienterede aktionærer faktisk så hen til. Og det kunne meget let være begrundelse for flere af disse til også at springe med på vognen, spekulationsvognen, nu der var chancer for det.

Muligheden forelå nu: Du og flere andre investerede godt rådgivet (effektivt i hvert fald) af banker og pressen. Andre gjorde det samme, og efterhånden begyndte aktiekursen at stige, men kun fordi alle eller mange små i markedet ville investere. Aktier var blevet gjort interessante for jævne borgere med diverse spil i dagbladene og alt muligt andet.

Aktiekursen steg ikke, fordi firmaet udviste stigende indtjening fra det – husk det! -, som det rent faktisk var dens valgte opgave at producere og sælge. Men kurserne steg og flere stigninger fulgte på grund af aktiepapirerne forelå i en mindre mængde, end hvad som efterspurgtes; det blev et spil, udelukkende, fordi købekraften var tilstede, eller der kunne lånes til det uskønne projekt, og så fordi firmaet udbød flere og flere papirer til salg i et tilsyneladende umætteligt marked. Det gik jo med papirerne. Men hvad med forretningens ordinære drift? Pressen råbte op dagligt om opsving, opsving, kurserne stiger – for at fastholde illusionen om en opgang. Virkeligheden var: Kurserne og forventningerne til det fremtidige afkast i forretningen snart ville melde sig i virkeligheden. Løbet var kørt allerede i 1999.

Vil du med, inden det bliver for sent, for det bliver for sent? Det var for sent! Når jeg midt i vanviddet hørte at telefonudbyderen Nokia for få år siden lavede årligt resultat, 50% større end året forinden, og samtidig, at kursen på Nokia-aktier – d.v.s. den forventede værdi af hver investeret krone i Nokia – faldt med 50% i samme periode, må et eller andet være gået fuldstændigt skævt, enten med forventningerne – som er det, der bestemmer aktiekursen – og/eller med udstedelsen af nye aktier og den tilhørende tilgang af ny egenkapital, der var strømmet ind i firmaet. Der var mange andre.

Det kunne også gå anderledes: Kurserne steg, men kurserne var netop forventninger til et fremtidigt afkast, der ikke kunne holde, fordi firmaet ikke kunne leve op til de enorme krav, som kursstigningerne stillede – lave eller ingen udbytter beregnet af pålydende hjalp en hel del på karusellens videre rundtur, men til sidst ville de ordinære aktieejere ikke være med til at smide mere papir på markedet, for de ville jo også have deres, det sikre, f.eks. som ordinære ansvarlige investorer, medens det endnu kunne være nogenlunde sikkert. Andre steder fandtes på konstruktioner, så ledelsen og visse nøglefigurer i aktionærkredsen kunne stikke af med den indskudte kapital, der pludselig var blevet til en art fremmekapital.

Sagen var den, at firmaerne i stor stil ikke magtede at forvalte den indskudte kapital stammende fra aktiesalget på en forsvarlig måde, uden selv at ty til spekulation. Medierne skreg fortsat dagligt om opsvinget, der, når man lyttede, skulle tolkes, som om det simpelthen ingen ende ville tage. Og det var løgn.

Den bagved liggende tanke kunne meget vel være at få fordelt ulykkerne, nu det havde kørt for lang tid. Hvor smukt.

I stedet for at tjene penge på ordinær drift kunne man altså hente kapitalindskud via aktiesalg, flere og flere til aktiepapirerne ikke kunne forrentes/give udbytte længere ved nogen overskudsgivende aktivitet – det være sig realproduktion eller ved anden spekulation.

Så åbnede politikerne muligheder med øget kredit i huse og ejendomme. Så kunne næsten alle ejere være med til “at tjene penge” uden at foretage sig noget. Virksomheder og banker sprang også med på vognen.

Ulykkerne, der var sat i gang, blev igen fordelt på mange flere.

Herefter var mulighederne opbrugt, og der er ikke andre/flere spekulationsobjekter tilbage end pyramidespil – sådan er det ….lissom i Albanien.

Desuden gav det sidste træk med husene og ejendommene en ekstra mængde “rar skævvridende forbrugsbeskæftigelse” for en kort tid til de kortsigtede politikere af alle slags, som vi berettede, når købekraften blev trukket ud ved omsætning af huse og ejendomme og ved overbelåning af opskruede værdier og nedvurderede passiver og forskellen så blev forbrugt. Ingen havde reelt tjent pengene, men forretningerne indstillede sig på det, så det bliver meget værre bagefter.

Al sammen pengeødelæggelse og ødelæggelse af værdifastsættelserne for at holde spekulationen i gang med god tro på løgnen – kaldet ‘tillid’ hos de ordinære i mediebranchen.

Realkapitalen er indbegrebet af de enkelte goder, som i den økonomiske virksomhed frembringer vort forbrugs midler og holder ressourcerne i bredeste forstand vedlige. Kapital som funktion. Den faste realkapital bindes længere tid i jord, bygninger og anlæg, evt. lageret, den flydende realkapital bindes i det faktorforbrug, der sker i produktionsprocessen, medens den forløber og evt. lageret. Processen gentages typisk.

Privatkapital derimod er karakteriseret ved en mængde rettigheder, der giver adgang til arbejdsfri indtægt (oftest i form af rente og kursgevinst), hvor der ikke kan påvises nogen forbindelse med produktiv virksomhed. Huspriserne har lige kørt i vild fart mod skyerne, så endnu mere kapital er blevet trukket væk fra realproduktionen.

Staten skaber ikke penge, staten trykker sedler, slipper kredit ud, mest til forbrug, låner, inddriver og forbruger penge, gør staten. Helt svarende til at penge heller ikke vokser på træerne eller kommer fra himlen sammen med i bedste fald velsignelser, kan staten ej heller skabe penge.

Staten lader pengemidler trykke hurtigere og/eller lader kreditten udvide i hurtigere takt end produktionens reale vækst, og det går galt. Så stiger priserne. Det svarer til, at kartofler bringes på markedet hurtigere end markedet har mulighed for at efterspørge dem. Priserne vil så modsat nu falde og falde. Til sidst slås bunden ud af markedet, prisen på kartofler går helt i bund, og måske rådner overudbuddet af kartofler. På samme måde falder værdien på pengene (d.v.s. rettigheden, som pengene skulle repræsentere bliver ødelagt), når der er for mange sedler og for meget kredit. Det svarer til, at varepriserne stiger. D.v.s. man får mindre for pengemidlerne. De er blevet mindre værd målt i vareenheder, som er hvad reelt efterspørges.

Historien gentager sig i en ny version, når vi ikke må lære af den:

L. V. Birck i ”Verdenskrisen og Danmark”, 1922 og i ”Europa Svøbe”, 1925:

”Når der ikke var tjent eller opsparet reel formue i den 5-årige verdenskrig, har intet individ fortjent at forøge sin formue i den periode. De københavnske bankers balance var blevet mere end tredoblet fra før krigen til 1922.

[Danmark var på bankerottens rand i 1923.]

En stor del af de betalingsmidler, som bankerne var kommet til at råde over, var ikke blevet brugt bare på at drive priserne i vejret; men endnu mere til at drive vore kapitalværdier i vejret, aktier og faste ejendomme. Altså en voldsom forskydning af kapitalen væk fra real aktivitet til passiv indtægtsgivende erhvervelse i form privatkapital. Borgerskabet var kortsynet, det ville ikke redde det system, det selv sad i ved at få den mængde papirer ud af verden, som truede med at kvæle det økonomiske system, der bærer borgerskabet. Det samme sker i dag i endnu vildere omfang.”

Gæld, inflation, deflation og massearbejdsløshed skyldes den koncentration af magt og uvidenhed, som uoplyste borgere lader sig regere af. Forretningsejere kan være grådige, fagforeninger ligeså, men national gældsætning, inflation, deflation eller massearbejdsløshed er de ikke stand til at lave, hvis ikke regeringerne og deres tjenestemænd, som klogelig lever af disse instrumenter, spiller med.

Og det kan ikke diskuteres, for dette her bygger lige så lidt på teorier som 2-tabellen.


Så kommer kollapsen:

Det sker for det meste én gang i en gennemsnitlig levetid (så der er ikke mange muligheder for at vænne sig til det), og det bliver meget værre denne gang. Det skyldes i bund og grund menneskets egenskaber, når den underliggende moral og etik går fløjten fra toppen af og nedefter, vel at mærke.


Professor L. V. Birck skrev i 1922:

“Vi lever i en verden, hvor ‘statsmaskinen’, som vi i virkeligheden skulle læne os til, er svækket i sin grundvold. Den er hadet af de rige og kun lige tålt af de fattige. I Tyskland og Østrig er indehaverne af den økonomiske samfundsmagt den organiserede kapital, der er betænkt på at ødelægge det parlamentariske såkaldte demokrati og den af befolkningen influerede stat for at tage magten selv. I De Forenede Stater er konflikten imellem det politiske og økonomiske midlertidigt udskudt, da den politiske magt ved det sidste præsidentvalg er faldet i hænderne på et politisk oligarki (mit: oligarki betyder fåmandsvælde). Overalt finder vi tegn på statens magtesløshed, og muligheden at etablere magten uden for staten og uden oligarki synes meget fjern for øjeblikket” (citat slut fra: “Danmark og Verdenskrisen”).

Professor L. V. Birck skrev ligeledes for en menneskealder siden:

“Borgerskabet var kortsynet, det ville ikke redde det system, det selv sad i, ved at få den mængde papirer ud af verden, som truede med at kvæle det økonomiske system, der bærer borgerskabet.”

Det samme sker i dag i endnu vildere omfang.

Hvad sker der, når staterne griber ind

Intet nyt under solen

Svig, men ikke fra spekulanterne

Kan det indrettes, så spekulationen ikke betaler sig? (engelsk version)

Sonia

Supplement:

http://www.lilliput-information.com/economics/tide/tidevand.html

http://www.lilliput-information.com/economics/gul2/gul2.html