Danmark

4. juli 2008

Afskaffelse af indkomstskatten er ingenlunde urealistisk


Den personlige indkomstskat

Har gennem tiderne været sat til at løse alt for mange opgaver – især for politikerne med den skjulte skat via inflation. De af opgaverne, der ikke direkte var skadelige, var så mange og så forskellige, at den personlig indkomstskat slet ikke var instrumentet, der var brugbart.

En personlig indkomstskat med progression – d.v.s. stigende skattesats ved højere indkomst er én af opgaverne, der er blevet markedsført helt forrykt. Der har altid været tilsvarende progressive stigende skattefradrag for de højere indkomster, med det resultat at progressionen man hævdede at køre med alligevel ikke var gældende i virkeligheden. Ville man have lavet progression, kunne man have givet finansierede tilskud på ufravigelige tildelingskriterier i stedet.

Man har hævdet at den progressive indkomstskatteskala tjente fordelingsmæssige hensyn. Det er ikke sandt, som vi netop har redegjort for. Så har de henvist til indkomstskatten som et konjunkturregulerende instrument. Det sidste er det rene vrøvl, fordi de såkaldte konjunkturer fremkaldes af de samme politikere, som efterfølgende hæver indkomstskatten eller måske sænker den lidt, når konjunkturen vender nedaf. Vi har lige netop set en konjunktur med fordobling af boligejernes formue på blot fem år. Bemærk, hvorledes det løb ud i sandet, som alt andet kunstigt og efterfølgende gør det hele meget værre.

En personlig indkomstskat er skat direkte på arbejdsindtægter, og det medfører at indkomstskatten begrænser efterspørgslen efter mere arbejde og virker voldsomt opildnende på initiativerne til at flytte virksomheder til landet. Desuden, globaliseringen tilskynder i øvrigt til at flytte indkomsterne til lande med lav indkomst- og selskabsskat – det er netop hvad der sker og skete i Irland, da indkomstskatten nedsattes ganske betydeligt. Den irske skattesats nedsattes fra 53% i 1986 til dens nuværende 35%. Det har ført til en stadigt voksende opgang i velstanden med i gennemsnit 5,6 % i gennemsnit pr. år i de sidste to tiår, medens antallet af jobs er steget med mere end 50%. På knap 18 år er Irland sprunget fra en 22. plads til en 4. plads i OECD’s velstands-rating. Irland reducerede ikke dets sociale velfærdsgoder. Tværtimod. Den vækst uden noget fortilfælde førte til en stigning i skatteprovenuet og dermed også i de sociale udgifter.

Den personlig indkomstskat har givet et provenue til finansiering af de offentlige udgifter – et kæmpeprovenue. Dette eller et mindre kunne let hentes via upersonlig kildeartsbeskatning uden progression eller blot ved at de offentlige udgifter finansieres direkte over pengepolitikken.

—————–

Hvad ville man have uden den personlig indkomstskat:

Politikerne ville miste ét af deres midler til at skabe inflation, der er skjult skat (og det er nok det værste!!)
Skatteborgerne ville ikke blive foregøglet, at de højere indkomster betalte relativt mest til finansieringen af de offentlige udgifter.
Der ville ikke være behov for at opgøre den personlig indkomst til skatteformålet – jamen, hvad ville det ikke betyde for embedsmænd m.v., revisorer og advokater??)
En langt lavere skattesats i almindelighed vil øge produktionen så meget, at provenuet via de øvrige skatte- og afgiftsindtægter via elasticiteten i samme ville indbringe nok til at dække finansieringsbehovet. Irland viste et lysende eksempel her på:

Irland havde i 1970 en produktion, der var halvt så stor som den danske – i dag er Irlands produktion pr. indbygger 10 pct. større end den danske.

I Irland var eksportindtægten i 2004 7,5 gange større end de offentlige overførslerne til ledige, udstødte og pensionerede. I Danmark var faktoren 1,95.

Se i øvrigt:
https://danmark.wordpress.com/2006/07/22/irlnad-og-danmark-lidt-sammenligninger/

Vi er nået der til, at produktiviteten i Danmark var faldende i både 4. kvartal 2007 (mens de fortsat skreg i mainstream-medierne om det modsatte) og i 1. kvartal 2008, og så er det i øvrigt en tand værre end det berettes i mainstream-medierne, fordi nationalregnskabet fejlopgøres i Danmark.

Det var ikke tilfældigt at Milton Friedman (hvorom der er skabt helt utrolige myter; han er monetarismens skaber; de måtte give ham Nobelprisen) og Mogens Glistrup (“den danske samfundsfjende” nr. 1 par excellence) slog til næsten samtidigt. Det skal understreges, at monetarismen blot er et opgør med keynesianismen (John Maynard Keynes’ økonomi-tankegang, der for meget længe siden har spillet totalt fallit). Om styret i landet skal præges af SF eller Venstre er ligegyldigt i henseende til monetarismen. Monetarismen er en ganske anden måde styre økonomien realistisk og mere ærligt på. I sidste ende kommer den kun borgerne til gavn.

Sonia