Danmark

3. oktober 2007

Dommervagten for 16 aar siden


Tidehverv nr. 3/1992:

HØRT OG SET I DOMMERVAGTEN – 2. del 

Af JENS JACKIE JENSEN,

Forfatter, litograf, fhv. tillidsmand på dagbladet “Land og Folk”.

1. del: https://danmark.wordpress.com/2006/06/23/dommervagten-for-15-ar-siden-1-del/ 

Fredag den 7. juni 1991

Dagens første fremstilling er en tyrkisk mand ved navn Mohammed Nureddin.

Han har til politiet oplyst, at han er indrejst til Danmark gemt i en bil og hjulpet af en agent. Det er opklaret, at han i længere tid har opholdt sig i Tyskland, hvor han har søgt om politisk asyl. Han har intet pas eller anden identifikation, og han har heller ikke overfor det danske politi udtrykt ønske om asyl i Danmark. Han skulle med rimelighed kunne udvises.

Direkte udspurgt af forsvareren forklarer han temmelig svævende, at han føler sig forfulgt af det tyrkiske politi. Men det kan jo have sine naturlige årsager. Der er vel også kriminelle i Tyrkiet, som det derværende politi meget gerne vil snakke med. Endelig er der den mulighed, at det hele er løgn.

Men forsvareren er en af dem med den helt rigtige indstilling. Han forklarer omhyggeligt Mohammed, at han kan søge asyl i Danmark, og hvilke fordele det vil indebære. Endelig lader forsvareren tolken oversætte langsomt ord for ord, følgende klare budskab: “Nu spørger jeg Dem, Mohammed Nureddin, søger De på nuværende tidspunkt politisk asyl i Danmark”.

Det er et tilbud, Mohammed ikke kan afslå. Han forvandles på et øjeblik til en asylansøger og glider dermed ind i det store apparat, som Flygtningehjælpen råder over.

Derefter fremstilles to høje ranglede arabere. De opgiver deres navne som Hasan og Erodana og deres alder til at være 24 og 22 år. De påstår, at de er brødre, og at de er rejst fra Tunis til Norge som blinde passagerer på et skib.

De er torsdag aften blevet anholdt af politiet i et S-tog. De havde ingen billetter, ingen penge, ingen pas eller papirer.

Det kræver ikke stor skarpsindighed at forstå, at de uden penge har været og fortsat vil være henvist til at leve af tyveri under deres diskrete ophold i Danmark. Men det kommer ikke på tale i retten.

Derimod spørger forsvareren, om politiet har fortalt de to tunesere, at de kan søge politisk asyl. “Nej”, svarer politiadvokaten, “det er ikke vores opgave at opmuntre udlændinge til at søge asyl”.

Forsvareren spørger tuneserne, hvad deres hensigt har været med at komme til Danmark. De to arabere har fået oversat alt, hvad der foregår, og de er ikke så åndssvage, at de fortæller, at de har været på ganske almindeligt tyvetogt. Nej, slet ikke. De ønsker skam asyl.

Hvad er da deres baggrund for at søge asyl? Jo, de er begge meget opskræmte over den islamiske fundamentalismes fremmarch i Algier. De frygter, de vil brede sig til Tunis. Det har gjort dem så utrygge, at de er flygtet i rimelig god tid til Skandinavien. – Men de har altså også fået at vide, at tunesere ikke kan få asyl i Danmark.

“Det kan være”, siger forsvareren, “men det gælder ikke i alle tilfælde”. Samtidig henviser han til, at hvis de søger asyl, vil de komme til et sted, der er betydeligt mere behageligt end i et fængsel, hvor de ellers skal sidde, indtil de kan blive sendt tilbage til Tunis. (På den danske stats regning – forstås).

Alligevel kan tuneserne ikke rigtig beslutte sig. Gennem tolken forklarer den ældste, at de vil tænke over det og så måske senere vende tilbage og søge asyl.

Forsvareren er en ihærdig mand, så han finder det nødvendigt at få et separat m›de i enrum med sine to klienter og tolken.

Efter et kvarters forløb vender de alle tilbage og forsvareren kan nu på sine klienters vegne forny deres ansøgning om politisk asyl.

Dermed er sagen afgjort. De frygtsomme tunesere skal nu overflyttes fra fængslet til Sandholmlejrens mere bekvemme forhold.

Men efterhånden som tolken oversætter dommerens kendelse, går der nærmest panik i de opløbne knægte. De vil ikke forlade lokalet. I en lavmælt samtale mellem forsvareren, tolken og araberne fremgår det, at de to “nye danskere” havde regnet med, at når de gik med til at søge asyl, så skulle de da også have penge udbetalt lige på stedet. Men det havde dommeren ikke sagt noget om.

Forsvarerens redegørelse om fordelene ved at søge asyl er måske i tolkens oversættelse fra dansk til arabisk blevet mere rosenrødt, end det er i virkeligheden. Selvom man ikke skulle tro det muligt. Men lad det være sagt, så det gælder hele vejen: Det er forsvarsadvokatens pligt at varetage sin klients interesser på bedste måde. Udlændingeloven gør ham denne opgave så overkommelig, at det nærmest er en farce.

Det er loven, der er skingrende forrykt.

Men det er hverken politiet, dommeren eller forsvareren, der har vedtaget og indført loven. Loven er politikernes værk.

Den tredie fremstilling er en meget elegant og overlegen araber. Han opgiver sit navn som Salmin‚ og at han er født i Beirut i Libanon 1966. Ingen pas eller papirer. Han var på vej til Tyskland, men blev afvist ved grænsen. Hans forklaringer er mystiske. Indtil 1986 boede han i Frankrig. Men hvor han har opholdt sig siden synes uklart. Mange lande – siger han.

Den fjerde fremstilling er en neger fra Ghana. Indrejst uden bagage som blind passager på et skib. Ingen pas eller papirer. Men de kan begge to feltråbet. Det magiske ord – asyl. Så snart det er sagt, er alle yderligere formaliteter ryddet af vejen. Den faste formulering lyder: “Direktoratet for udlændinge har ikke på det foreliggende grundlag kunnet træffe nogen afgørelse. Sagen overgår til normal procedure”. Sandholmlejren.

Onsdag den 10. juli 1991

Dagens første udlænding er en neger fra Gambia ved navn Musa. Han angiver sin alder til 33 år. Han er indrejst med fly fra Nigeria. Han har boet på et hotel i en uge, men han er uden midler til at betale for sit ophold.

Direktoratet for udlændinge har behandlet sagen og ønsker ham udvist. Hr. Musa har returbillet, men den gælder kun til et fly den 11. juli. Derfor begærer politiet ham fortsat frihedsberøvet de næste 24 timer, så man er sikker på, at Hr. Musa bliver sendt rettidigt afsted. Forsvareren ønsker imidlertid at tale med sin

klient i enrum. Efter denne seance kan forsvareren meddele to ting. For det første, at Musa taler så dårligt engelsk, at det er umuligt at gøre sig forståelig for ham på dette sprog. For det andet, at Hr. Musa vistnok nærmest søger politisk asyl.

Vistnok nærmest – det var ordene. Men det er også nok. Nu skal der fremskaffes en tolk, der behersker Musas modersmål maningga.

Derefter er det tænkeligt, at Hr. Musas ophold i Danmark forlænges fra 24 timer til livsvarigt, – med alle de forbavsende rettigheder, det indebærer.

Derefter fremstilles to meget unge rumænere. De er indrejst uden papirer og uden kendskab til deres rejserute. Men ellers kan de lektien. De søger politisk asyl. Det er dog ikke sikkert, de får det. Det er nemmere for muhamedanere. Normal procedure. Sandholmlejren.

Fredag den 12. juli 1991

Dagens første udlænding er en iraner. Skummel og hoven. Han har i tre dage boet på hotel i København. Han er rejst ind på falske papirer. Han er i besiddelse af flere pas – alle falske. Han har desuden købt og betalt med annullerede amerikanske kreditkart. Hvorfor politiet sigter ham for dokumentfalsk. Han afviser sigtelsen.

Han forklarer, at han ved hjælp af en agent i Teheran var rejst til Holland, hvor han efter aftale fik udleveret de falske pas og kreditkartene, som der ikke er spor i vejen med.

Det er hans plan at rejse videre til USA, hvor han agter at slå sig ned for længere tid. Han nægter pure at afgive fingeraftryk og meddeler, at det kan man ikke uden videre tvinge ham til.

Alle hans forklaringer lyder ligeså selvsikre som mystiske. Så forsvareren ønsker at konferere med ham i enrum. Da forsvareren og iraneren efter et kvarterstid vender tilbage, kan forsvareren på sin klients vegne meddele, at iraneren med besynderlig pludselighed er blevet politisk flygtning i Danmark. Efter ordet -asyl-

er nævnt, er sagen afgjort.

Den dag var der ikke flere asylansøgere. Kun nogle gemytlige svenske drukkenbolte, danske tyveknægte og en enkelt polak med speciale i at stjæle biler i Vesten, som derefter sælges på det sorte marked i Polen.

Fredag den 19. juli 1991

Inden dagens retshandlinger går i gang hører jeg, at det er lutter småting, der skal behandles i dag. Men jeg kan se på antallet af tolke, der er tilkaldt, at det ikke er småting, hvad det kommer til at koste.

Første fremstilling. En 29-årig indisk statsborger. Han opgiver sit navn som Rachid. Han er indrejst på falsk pas. Han er arresteret af politiet for dokumentfalsk. Men efter arrestationen krævede han politisk asyl. Normal procedure. Sandholmlejren. Hr Rachid er meget fornærmet over, at han skal indlogeres på den lukkede afdeling.

Anden fremstilling. Navn Ata Duuka. Alder 21 år. Hjemsted Tyrkiet. Indrejst uden pas. Han kræver politisk asyl. Men eftersom han er rejst hertil gennem Østrig og Tyskland, har direktoratet for udlændinge besluttet at sende ham tilbage til Tyskland. Der er blot den hage ved det, at de tyske grænsemyndigheder nægter at modtage ham.

Hvad nu?

Tredie fremstilling. En 34-årig neger fra Somalia. Velklædt og velsoigneret. Han har henvendt sig i Sandholmlejren og krævet asyl. Men han har allerede været registreret som asylansøger i Sverige i over et år. Men det er sikkert en god ide at have asyl i to lande samtidig. Det giver dobbelt indkomst.

Den 11. juni kunne Jyllands-Posten referere, at de britiske immigrationsmyndigheder havde afsløret tilfælde, hvor asylansøgere havde hævet sociale bidrag under op til syv forskellige navne. –

Vældig smart.

Fjerde fremstilling. En 33-årig neger fra Somalia. Han er meget overvægtig. Han er fløjet fra Nairobi til Amsterdam og derfra til Kastrup. Ingen form for legitimation. Han kræver asyl og henviser til, at han har familie i Danmark. Normal procedure.

Femte fremstilling. En 28-årig neger fra Somalia. Han hævder, at han hedder Muhammed Ali. Politiet kan fortælle, at han i løbet af et døgn har skiftet identitet tre gange. Han hævder, at han er rejst fra Nairobi til Kastrup. Han fortæller, at han er blevet hjulpet af en agent. Da han forlod lufthavnen tilintetgjorde han alle sine papirer.(Hvilket er løgn. De blev afleveret til agenten, så de kan bruges igen.) Han tog til byen og meldte sig hos politiet på Hovedbanegården. Han kræver asyl. Normal procedure.

Sjette fremstilling. En 27-årig iraker. Han påstår, at han er kørt fra Istanbul til Polen i taxa. Fra Polen tog han med lastbil til Danmark. Lastbilen gjorde bekvemt nok holdt lige foran Sandholmlejren. Han opgiver sit navn til Ahmed. Ingen legitimation. Kræver politisk asyl. Normal procedure.

Syvende fremstilling. Ibrahim og Samid fra Irak. De hævder, at de er brødre og opgiver deres alder til henholdsvis 23 og 22 år. De påstår at være rejst over Tyrkiet og Polen. Men alle hidtidige oplysninger, de har givet politiet, har været falske. De kræver politisk asyl. Men samtidig er de meget højrøstede og uforskammede. De optræder, som om det er dem, der har magt og myndighed. De er tydeligvis blevet belært om, at de vantro danske hunde skal der tales hårdt til. Forsvareren appellerer høfligt til dem om dog at anerkende lovligheden i, at de tilbageholdes i Sandholmlejren, indtil deres identitet er undersøgt. Normal procedure.

Ottende fremstilling. En stor kraftig neger fra Ghana. Han har besluttet sig til at slå sig ned i Danmark. Typisk bums. Grov og fræk. Afvist i Tyskland. Afvist i Sverrig. Direktoratet har besluttet at udvise ham. Men bliver han det?

Der er gang i indvandringen til Danmark.

Som et land, der har udstyret en uoverskuelig del af verdensbefolkning med retskrav på at få ethvert asylkrav grundigt behandlet, er den danske stat naturligvis forpligtet til at have et korps af tolke, så alle tænkelige sprog er dækket ind.

Der findes da også en hærskare af tolke. Mange af dem kan kun nogle få brokker dansk. I deres hjemland har de måske haft et usselt og underbetalt arbejde. Men nu aflønnes de med en timebetaling på 448 kr.

De lever en behagelig og lukrativ tilværelse. De er særdeles velklædte og flot kørende. Der er brug for dem på politistationer, i fængsler, på hospitaler, hos advokater, på bistandshjælpen, på alle offentlige kontorer, i Flygtningehjælpens mange institutioner og i det særlige reservat Sandholmlejren. Det er en hel industri. Udgifter til tolke løber givetvis op i mange millioner. Men alle eksakte tal er som sædvanligt hemmeligholdt.

Mandag den 29. juli 1991

Første fremstilling. En 30-årig neger fra Somalia. Han hævder at hedde Muhammed. Han er indrejst på falsk pas. Ingen identifikation. Han kræver politisk asyl. Normal procedure.

Anden fremstilling. To negre fra Somalia. Begge 28 år. De opgiver navnene Abdi Muhammed og Sheik Muhammed. Ankom med fly til Kastrup. Ingen legitimationspapirer. De kræver politisk asyl.

Normal procedure.

Tredie fremstilling. Fire ganske unge marokkanere. Hr. Rachid, Hr. Alit, Hr. Abdel Hafid og Hr. Uhanu. Udlændinge tiltales med De og Hr. Men til danske småkriminelle siger man du. Måske fordi man synes, at de ligesom står os nærmere, – trods alt.

De fire marokkanere er alle anholdt i Rødby Havn, fordi de ikke havde noget visum hverken til Danmark eller Tyskland. De er kommet fra Norge, hvortil de har visum. De er uheldige turister. Det lyder jo også meget troligt, at fire unge opløbne knægte fra Marokko tager på en kostbar rundrejse og ferie i Skandinavien.

Det er besluttet, at de skal udvises til Norge så hurtigt som muligt. Men indtil udvisningen kan finde sted, vil de blive installeret i Sandholmlejren. Det er ikke utænkeligt, at de i Sandholmlejren vil lade sig forvandle til asyl­ansøgere.

Fjerde fremstilling. Hr. Ibrahim fra Irak. Alder 25 år. En meget arrogant herre. Han henvendte sig til politiet på Københavns Hovedbanegård. Men hævder iøvrigt at han er rejst med fly fra Moskva til Kastrup. Ved indrejsen benyttede han et falsk pas, som han derefter i lufthavnen afleverede tilbage til sin agent.

Han kræver politisk asyl. Normal procedure.

Femte fremstilling. Hr. Okoku fra Ghana. Han forklarer, at han indrejste til Kastrup for en måned siden. Han har været i Danmark i fire uger på falske papirer. Det blev opklaret, da han over Padborg forsøgte at rejse ind i Tyskland. Da han således var kommet i forbindelse med politiet, blev han på stående fod asyansøger.

Normal procedure.

Sjette fremstilling. Hr. Abdal fra Iran. Ankom til Kastrup.

Efter at være kommet gennem paskontrollen afleverede han sine falske papirer til sin agent. Hr. Abdal er meget misfornøjet med den uhøflige modtagelse, han har fået i Danmark. Men kræver dog alligevel politisk asyl. Normal procedure.

Den danske flygtningelov administreres i praksis for en stor del af arabiske gangstere. Gangstersyndikaterne sælger falske pas og papirer, tilrettelægger sikre rejseruter og giver brugbare instruktioner om, hvordan man skal forholde sig, når man søger asyl i det lille muntre land.

Syvende fremstilling. En 23-årig albaner. Han søger politisk asyl. Men politiet har opklaret, at denne albaner forlængst har fået bevilget politisk asyl i Italien. – Javist, men han havde altså hørt, at forholdene i Danmark var meget bedre og man fik flere penge. Direktoratet for udlændinge har bestemt, at han skal udvises til Tyskland og derfra til Italien.

Ottende fremstilling. Hr. Adbul og Hr. Sasmarai. De er afghanere og henholdsvis 42 og 54 år. De søger asyl. De hævder at være ankommet til Kastrup fra Karachi i Pakistan. Men de har hverken kunnet fremvise flyvebilletter eller anden identifikation.

Normal procedure.

De to ældre afghanere kan reelt kun se hen til at blive pensionister. Men man får en fornemmelse af, at de også har det mål eller den opgave at blive en basis for familiesammenføringer. Men forsåvidt gælder det for alle asylansøgere.

I Sverrig blev 250 bådflygtninge på tolv år til 6000. Udelukkende ved hjælp af familiesammenføringer. Nogle få hundrede Iranere blev til 40.000. I Danmark findes tilsvarende imponerende udviklinger, men det forties.

¬

Jeg har talt med en mand, der har tilknytning til systemet. Jeg skal undlade at røbe hans navn eller stilling. Han skal ikke stilles for inkvisitionen. Men han bedømmer resigneret situationen sådan:

“Næsten alt hvad udlændingene fortæller, er løgn. Alle ved, at det er løgn, men man accepterer det. Hele dette flygtningeapparat fungerer som i trance, ubesværet af nogen form for logik. Vi kan vel nok blive enige om, at vi skal tage imod rigtige flygtninge, hvis liv er i fare. Men halvfems procent af dem, der kommer hertil, er ikke flygtninge. Mange af dem er kriminelle, rene forbrydere. I byretten er der dage, hvor halvfjerds procent af de anklagede er udlændinge. Alle ved det, og alle lader, som om de ikke har bemærket det. Der er simpelthen lagt låg på, det er tabu.

Næsten alle tal om flygtninge, der offentliggøres, er forvanskede. Så snart de får statsborgerret, tæller de ikke mere med i statistikken. Men så er det først rigtigt, at familiesammenføringerne sætter igang. Alt, hvad der foregår, er så udspekuleret og gement, at man får kvalme. Danskerne aner ikke, hvad det koster. De kan ganske simpelt ikke forestille sig, hvor enorme beløb det drejer sig om. Mange milliarder – hvert eneste år”.

Javist koster det, når balstyriske politikere arrangerer en formidabel og mageløs fest, hvori et ubegrænset antal af alverdens muslimer er inviteret til at deltage ganske gratis – hele livet.

Alt imens danskerne manipuleres indoktrineres og proppes med løgn. Det danske folks godhed og hjælpsomhed er i disse år udsat for sjofel udnyttelse og misbrug af allergroveste karakter.

Politikernes forordning til det jævne folk er enkel og klar. Danskerne skal blot passe deres arbejde og ellers holde kæft og betale, hvad det koster. Men hvad der kan gøres op i penge, er ikke det værste. Det værste er alt det, der kan gå tabt og aldrig vindes tilbage.

Fredag den 2. august 1991

Første fremstilling. Hr. Muhammed Sarid. Han hævder at være 29 år og fra Somalia. Særdeles velklædt og arrogant. Han er fløjet fra Nairobi til Bruxelles og derfra til Kastrup. Ingen legitimation. Han kræver politisk asyl. Det skal han nok få.

Normal procedure.

Anden fremstilling. Hr. Samarai, 24 år. Hjemsted blev ikke opfattet. Samarai har købt billet til Danmark på middelhavsøen Malta. Han er rejst over Sofia i Bulgarien og derfra til Kastrup. Det er ganske vist en omvej, men så kommer han fra Bulgarien, som ikke anses for sikkert. Dermed har hans bagmænd sørget for, at

han ikke kan sendes tilbage. Alverdens forbryderorganisationer kender den forrykte flygtningelov i alle detaljer. De kunne ikke have skrevet den bedre selv.

Hr. Samarai sidder provokerende henslængt på stolen, så han næsten ligger ned, hans lange stankelben stritter ud til siderne. Han er meget fortørnet over, at han skal frihedsberøves i Sandholmlejren. Kræver asyl. Normal procedure.

Tredie fremstilling. Hr. Ali. Hævder at være 24 år og fra Mali. Ankommet med fly fra Marokko til Kastrup. Han påstår, at han ikke har noget pas, fordi det er blevet stjålet fra ham i København. Det påstod Samarai også var overgået ham. To nye løgnehistorier på kortest muligt tid. Kræver asyl. Normal procedure.

Fjerde fremstilling. Martinez Cortes. 22 år og fra Chile. Martinez blev arresteret for bedrageri, hvorefter han søgte politisk asyl. Direktoratet har bestemt, at han skal udvises og have indrejseforbud. Men han vil ikke tilbage til Chile. Selvom han tilbydes gratis hjemrejse. Han hævder at være studerende på Moskva Universitet. Han vil til Moskva. Beklageligvis har politiet fået den besked på den sovjetiske ambassade, at de sovjetiske myndigheder aldrig har hørt om Martinez Cortes og nægter ham indrejse.

Femte fremstilling. Hr. Kamel Oroube. Hævder at være 33 år og fra Irak. Han er klædt elegant som en velhaver eller alfons. Han påstår, at han købte et falsk rumænsk pas og at han er fløjet fra Bucarest til Kastrup. Han kræver politisk asyl, men samtidig er han meget vred over den dårlige modtagelse, han har fået i Danmark. Normal procedure.

Sjette fremstilling. Hr. Asis. Hævder at være fra Irak. Hr. Asis er fløjet fra Istanbul til Kastrup. I Kastrup sneg han sig forbi paskontrollen uden at blive opdaget. Men han kan ikke forklare hvordan lufthavnen er indrettet. Til gengæld har han mange venner og familie i Danmark. Han kræver politisk asyl.

Normal procedure.

Syvende fremstilling. En marokkansk indvandrer – 24 år. Han er sigtet for sammen med sin kammerat, en 32 årig marokkaner, – ved knivstik, at have begået manddrab på en 50-årig dansk kvinde – Jytte Schnedler Bengtson. Den myrdede blev fundet i sin lejlighed, liggende i en blodpøl og med sår efter knivstik i ryggen og i nakken.

Så er det sket igen. Hun er ikke den første. Hun bliver heller ikke den sidste.

Men inden sagen kommer igang, begærer forsvareren navneforbud for at beskytte de sigtede. Og politiet kræver dørene lukkede af hensyn til den videre efterforskning.

Vi må forlade lokalet. Vi får ikke mere at vide.

¬ ¬ ¬