Danmark

12. august 2006

Uddannelse på vrangen – fri, gratis og derefter


Uddannelsesplanlægning – målet er

ikke strategisk overvejet ovenfra

Princippet er fastholdt, det må vi lade dem: Hvorfor feje for egen dør og tag vare på vore egne unge og det danske arbejdsmarked, så længe der nogen vi kan øve vore kunster på i den mest fremmede del af verden.

Eksempler der vil noget:

Om knap en måned starter 691 nye studerende på Danmark Tekniske Universitet i Lundtofte (med civilingeniør-uddannelserne) – en stigning på 7 pct. i forhold til sidste år. Her får vi optagelsestallene direkte fra link på frontsiden. Her er der optagelseskrav (m.h.t. karaktergennemsnit) ved flere af uddannelserne, således 9 i gennemsnit for at studere Fysik og Nanoteknologi.

Går vi til Ålborg Universitets Center får vi oplyst, at cirka 2000 er optaget på universitetet alt i alt, og omkring 250 mere kan forventes i løbet af august. Stigningen er cirka 5 pct. i optagelsen i forhold til i 2005. Omkring 700 optagne på ingeniør- og naturvidenskabelige uddannelser. De fleste uddannelser har nærmest fri adgang med 8 i gennemsnit eller 7 i gennemsnit af års- og eksamenskaraktererne i matematik A-niveau og Fysik B-niveau som adgangsgivende. Enkelte af uddannelserne har begrænsninger på optagelse.

Når vi fraregner de mest spøjse populæruddannelser blandt de naturvidenskabelige m.v. på Ålborg Universitetscenter, der også er gratis for europæere ligesom i Lundtofte, kan vi regne med cirka 1300 ingeniørstuderende i optaget i år i Danmark.

16. august 2006 kan jeg læse i Berlingske Tidende, på http://www.berlingske.dk/business/artikel:aid=778048/ :

Hver femte nyuddannede akademiker med natur- og samfundsvidenskabelig baggrund går ledig.

Det er på denne baggrund, at de nylige oplysninger om 273 udenlandske ingeniørstuderende fra lande uden for Europa skulle være blevet optaget i 2005 og forventeligt 396, hvoraf kun 26 har valgt at betale gebyret omkring kr. 100.000 pr. år fra 2006.

Følgende udenlandske studerende skal dog ikke betale studieafgift:

  • Statsborgere i et EU-land – Belgien, Cypern (kun det græsk-cypriotiske
  • område), Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig
  • Statsborgere i et EØS-land – Lichtenstein, Norge og Island
  • Statsborgere i Færøerne og Grønland
  • Personer, der er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller tidsbegrænset opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold i Danmark
  • Personer, der er omfattet af en udvekslingsaftale mellem Aalborg Universitet og et udenlandsk universitet (gæstestuderende)
  • Personer, der har et Erasmus Mundus stipendium
  • Personer, der har friplads med stipendium til at gennemføre en kandidatuddannelse i henhold til bekg. nr. 280 af 21. marts 2006 om fripladser med stipendium som støtte til leveomkostninger ved universiteterne (friplads- og stipendiebekendtgørelsen).

Hvor mange fra andre europæiske lande, der tilmelder sig studier på de to ingeniør-uddannelsessteder fra kan vi ikke vide. Det oplyses at Ålborg Universitetscenter havde 300 tilmeldte udenlandske studerende i 2005. Det er afgjort nemmest at blive optaget i Ålborg, og det er også her, der er en stor spredning i uddannelser, selvom ingeniør-kandidaterne opnår samme titel som kandidaterne fra Lundtofte. Linien med største optagelse i Ålborg er linien for Arkitektur og Design med 145 primo august 2006. Antallet af linier er afgjort for stort i Ålborg og 6-8 af linierne virker umiddelbart ikke i tråd med behovet for uddannelse i forhold til arbejdsmarkedet. Og her kommer vi til problemets kerne. Uanset har man også skudt fuldstændig ved siden af med studiegebyrerne. Den 12. august 2006 slås til lyd for, at universiteterne skal kunne slå sig ned med filialer i udlandet.

Formålet med universitetsuddannelserne burde afklares og fastslås i et land som Danmark, der er afhængig af uddannelse som næsten eneste ressource:

  • At tjene de etablerede forskeres og uddannelseslederes ønsker om flere midler til netop deres område
  • Om muligt som et supplement til at skaffe flere sektormidler ved at uddanne folk her eller ude i det fremmede mod betaling
  • At uddanne unge mennesker til arbejde i erhvervslivet
  • At uddanne udlændinge dels gratis dels mod klækkelig betaling for at få dem til at slå sig ned i Danmark
  • At uddanne unge mennesker til jobs i den danske offentlige sektor. 2 ud af 3 studerende retter blikket mod den offentlige sektor, viser aktuel undersøgelse


Et eller andet fortæller mig, at der er grusomme flaskehalsproblemer i Danmark, hvor man uddanner efter forskeres og uddannelseslederes snævre bureaukratønsker og andre særinteresser. Giver frit valg på hylderne for de studerende, de fleste med fri adgang og derefter blæse være med kandidaternes fremtid og erhvervslivets behov. Den meste uddannelse er jo så billig regnet pr. næse, og den forbrugende først bliver ramt, når det er ved at være for sent, “for vi har et helt unikt system fra 1968-erne i Danmark, der sætter skatteyderne til at betale for, hvad de unge her og i udlandet måtte ønske sig i 18-19 årsalderen efter en grundig treårig inspiration her i landet blandt cand. mag.’er i gymnasiet, og så supplerer man med lade snævre privatøkonomiske og også offentligøkonomiske overvejelser i udlandet bestemme resten.”

https://danmark.wordpress.com/2006/08/03/danske-uddannelser-er-fyldt-med-nordiske-studerende/

”Og vi er så heldige, at dette uddannelsesvalg altid passer lige nøjagtig til erhvervslivets behov for arbejdskraft på 40. år”

”Det er derfor Undervisningsministeriets er det største ministerium med den største planlægningsafdeling, der aldrig har planlagt noget som helst på arbejdsmarkedets efterspørgselsside.”

Da det kiksede:

Man ville en overgang fra 1992 lokke veluddannede hertil med skattereduktion til 25 pct. – reelt 31 pct. – de første tre år her i landet.

Det virkede ikke.

Så fandt man på at disse uddannelser, der fører til flaskehalse på det danske arbejdsmarked, så sandelig også måtte kunne skaffe egne midler ved at lokke folk i den tredje verden til at betale kr. 100.000 pr. år for en studieplads, så bevillingerne kunne spares.

Det virkede heller ikke.

Nu skal vi skam have vore egne universitetsfilialer i udlandet.

Goddag mand – økseskaft!!

Sonia