Nøglen til Jihad’s ideologi og strategi
Af Lawrence Auster
FrontPageMagazine.com | August 16, 2004
Oversat til dansk af Information om Danmark
Når man prøver at forklare islamisters globale kampagne af massemord, laver alle på begge de såkaldte politiske fløje – uanset deres (mit: ubevidst, iscenesatte) uenighed, de samme misforståelser og fejl.
Folk på antikrigsfløjen, på den såkaldte venstre side tror Al Qaeda angreb os, fordi vi er imperialister, måske racister, eller fordi vi gør for lidt for tredjeverdenens sult. I kontrast her til tror mange på det såkaldte for-krigs-højre, at islamister hader os for vores frihedsrettigheder, muligheder, og generelle succes med samfundene.
Med andre ord, den såkaldte venstrefløj tror, at islamisterne hader os for vore synder, og det såkaldte højre tror, at de hader os for vore fortrin. Begge sider falder for den samme narcissistiske vildfarelse, at islamisternes hellige krig mod Vesten drejer sig udelukkende om vestens egne folk, om det moralske drama mellem vores godhed og ondskab, og ikke om noget, der har rod i selve Islam.
Et meget afvigende syn på den islamiske udfordring kommer fra Mary Habeck, en miltærhistoriker ved Yale Universitetet. I en tale ved Heritage Foundation den 13. august, sagde Habeck, at forskellige jihad-grupper bygger deres krig mod ikke-muslimer på Islams hellige skrifter, især Sjiraen, der er meget forskellig fra Koranen; den beretter om Profetens liv i kronologisk orden. Idet de bruger Muhammed som deres model, lever, tænker og handler jihad-krigerne inden for de tilvejebragte paradigmer med udgangspunkt i Muhammeds politiske og militære karriere. I følge Habeck, er denne indre islamiske logik, og ikke nogen særlig provokation, virkelig eller uvirkelig, af en magt udenfor, nøglen til forståelse af, hvorfor Jihad-krigerne gør som de gør.
Det første trin eller paradigma i Muhammeds tidlige liv i Mekka, et ikke-Islamisk samfund uden grundlag og fremgang for Islam, og hvor muslimer er magtesløse og undertrykte. Det andet paradigma (trin) er ”hejiraen”, flugten fra Mekka til Medina, et nyt sted, der er mere rent, og hvor et sandt Islamisk samfund og stat kan grundlægges. Efter denne Islamiske stat er dannet, springer vi over i det tredje paradigma. Det er jihad, organiseret vold mod ikke-muslimer med det formål at opbygge velstand og magt for de Islamiske samfund og bringe verden ind under en enkelt Islamisk stat. Jihad-krigerne forestiller sig og rationaliserer deres egne handlinger inden for rammerne af netop disse paradigmaer. Så når Osama bin Laden forlader Saudi Arabia og drager til Sudan, og når han senere forlader Sudan og drager til Afghanistan, så han disse rejser som svarende til ”hejiraen”, hvor et korrupt land forlades, et land hvor han var magtesløs, til fordel for et mere rent Islamisk sted, hvorfra jihad kunne føres.
Svarende til de tre trin i væksten af det Islamiske samfund, der kulminerer med jihad, er der tre indfaldsvinkler til at føre jihad, kollektivt kaldt Muhammeds Metode; at forskellige Islamiske grupper hver på deres trin tager skabelsen af det ultimative mål at etablere et verdensomspændende Islamisk styre. Jihad-krigernes valg af metode afhænger af, hvem de ser som deres umiddelbare fjende i denne større strid; hver jihad-gruppe defineres efter de metoder den har annammet:
– Den første metode er at bekæmpe den nære fjende frem for den fjerne fjende. Den nære fjende er enhver i de Islamiske lande, enten det er en besætter eller en der har frataget landet territorium, der plejer at være Islamisk.
– Den anden metode er at bekæmpe den større mængde ikke-troende – den største, som i dag er USA, før den mindre mængde ikke-troende.
– Den tredje metode er at bekæmpe de frafaldne i første række, og så de andre ikke-troende. De frafaldne er falske muslimer, folk som kalder sig muslimer, men som ikke er det, en gruppe der inkluderer sekulariserede (verdsliggjorte) muslimer som Saddam Hussein, som shiitterne, der betragtes som kætterske (eller for shiitten er det sunnien, der opfattes som kættersk)
Det er disse forestillinger, dybt indspundet i den hellige krigs skrifter om Muhammeds liv og bestemt af, ikke hvad der sker i hvad vi opfatter som den reale verden; det er ikke det, der bestemmer deres strategiske retning, og hvem de vælger at dræbe. F.eks valgte terroristerne, der dræbte 190 mennesker i Madrid den 11. marts 2004 ikke deres mål, Spanien, fordi det var involveret i den USA-ledede irakiske genopbygning; gruppen havde planlagt Madrid-angrebet igennem to år, fra før den amerikanske invasion af Irak. De angreb Spanien, fordi det var nærmeste fjende, ”et fordums Islamisk landområde”, som de håber på at vinde tilbage for Islam.
Tilsvarende når vi ser på det altafgørende spørgsmål om Wahhabisten Osama Bin Laden ville have været villig til at samarbejde med den sekulariserede (verdsliggjorte) frafaldne Saddam Hussein ved angrebet på USA. Habeck siger det kun er muligt, fordi bin Laden tror at hans primære fjende er den Store ikke-troende, USA, og derfor kunne han i det korte sigt samarbejde med en frafalden som Hussein. Så, efter USA var blevet bekæmpet med Husseins hjælp, ville bin Laden stramme grebet og vinde prestigen fra sejren og derefter rette den hellige krig tilbage mod Hussein og andre frafaldne muslimer.
Nøglen til forståelse ligger i, at medens specifikke handlinger udført af vesten måtte kunne provokere jihad-krigerne til større angreb, bestemmes deres fundamentale strategiske og militære beslutninger ikke af noget, der følger af det USA eller Europa foretager sig eller af andre store fjender af Islam så som Hinduerne, men det bestemmes i langt større udstrækning af, hvilken Muhammeds Metode hver af jihad-kliker følger, og hver af disse strategier har dens egen indre rationalitet, ikke en rationalitet, der har mening i ikke-islamiske termer tankebaner, uden videre.
Det samme er gældende Wahhabismen selv, siger Habeck. Wahhabismen begyndte i det 18. århundrede, da der var vestlige kolonimagter i den islamiske verden; det var ikke nogen vestlig egentlig indtrængen ind i den muslimske verden. Tilsvarende, den midlertidige Islamiske ide om, at USA er centeret for alt ondt i verden, der gør USA til den ”Store ikke-troende”, der blev undfanget af muslimsk elev/student mellem 1948 og 1951, hvor han boede i USA. Det var mange tiår før USA havde nogen indblanding i stor skala i Israel. Og mange tiår før dens kultur begyndte en nedadgående spiral. Dog, fra dette synspunkt af den besøgende muslim, var USA allerede fuldstændig dekadent på dette tidspunkt, klart modent for ødelæggelse.
Hvad der er det mest slående i Muhammeds Metode er dens fuldkomne fravær fra enhver ophøjet bemærkning om moral. I modsætning til den traditionelle vestlige religion og filosofi, hvor Gud eller det gode er målestokken for alle menneskelige handlinger, måles i Islamismen (der når alt kommer til alt er en simpel ren form af Islam) de menneskelige handlinger i graden af omvæltende magt-taktik og militære strategier for en ørken-brigade og en krigleder.
Lawrence Auster er forfatteren til ”Udslettelsen af Amerika”: Den grænseløse nations politik. Han kaster sit traditionelle konservative synspunkt ind fra det, der kaldes højre.
Den engelske tekst (kilden):
http://www.frontpagemag.com/Articles/ReadArticle.asp?ID=14660
Sonia
Indvandrings-
hastigheden voksede
endnu mere i 2013
Danmark 